Bogens Verden 1996 nr.2
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Inspirationens veje
Af Else Brundbjerg, forfatter
I Det danske akademis udgivelse fra 1981: En bog om inspirationen fortæller femten forfattere i essays og digte om deres personlige erfaringer med inspiration. "Det pludselig geniale indfald, lynet fra en klar himmel," kalder Benny Andersen det. Det er vel det nærmeste, man kan komme til en forklaring.
Karen Blixen kunne af gode grunde ikke give et bidrag til bogen, hun døde i 1962. Men hun har flere gange svaret på spørgsmål om, hvad der havde givet hende inspiration. Det kunne være et andet digterværk, eller det kunne være et bestemt hus, som hun i sin fantasi så befolket med mennesker. Hun nævnede også andre muligheder, men kunne ikke forklare, hvorfor en sådan bestemt inspiration opstod. Hun mente nok, at det var noget alle mennesker kendte til, men kunstnere talte mere om det, og da hun blev spurgt, hvad hun anså for den højeste lykke, svarede hun straks: Inspiration.
I sit essay Ekko fra højene (trykt i Skygger på græsset 1960) skriver hun om de magter, hun mente er til stede i universet - og i os.Der er de ordnende, opholdende magter, som hun kaldte den universelle samvittighed, og de vilde, uberegnelige, skabende magter, som hun fandt i den universelle fantasi: "De kræver intet af os, de venter vi skal modtage, enhver af deres tildelelser er en gave eller nåde - og deres højeste og ypperste gave er inspiration ... (det er) fremfor noget andet en Guds gave til et menneske."
I en artikel i Berlingske Aftenavis den 24. juni 1950, hvor fire af hendes tegninger fra ungdommen er gengivet, skriver hun:
"Jeg kan ikke afgøre, om jeg her i livet har elsket digtning, musik eller bildende kunst højest. Der er for mig ingen egentlig forskel imellem dem. Digtning er jo også billede og toner, og for mit eget vedkommende ville jeg, hvis jeg havde kunnet vælge frit, ikke have været hverken maler eller skribent, men farmer. Men kunsten har i alle sine skikkelser betydet uendelig meget for mig. Og jeg tror, at malerkunsten på mit eget sind har virket mest direkte inspirerende. Når jeg har været ved at skrive en fortælling og er gået i stå, har jeg ofte følt, at det var en af malerkunstens mestre, som igen kunne sætte mig i gang, og jeg har bestandig hos dem fundet ny inspiration. Jeg kunne nævne ganske bestemte malerier, som for mig har omsat sig i ganske bestemte fortællinger. Courbet's to unge englænderinder på en balkon er så at sige grundmotivet i De standhaftige slaveejere.""Havde jeg kunnet vælge frit, ville jeg have været farmer," sagde Karen Blixen. Det er oftest blevet opfattet som det rene krukkeri. En international kendt forfatter kunne da ikke i alvor mene, at hun ville have foretrukket et liv som en ukendt farmer i Afrika. Men hun fastholdt imidlertid til sin død, at hendes virkelige liv, det havde hun levet i Afrika, og at hun var blevet kunstner mod sin vilje. Det tror ikke mange på, vel sagtens fordi en berømmelse som hendes forekommer at være selve lykken, især hvis man aldrig selv nærmer sig chancen for at blive berømt.
(Genoptrykt i Karen Blixens tegninger, udgivet af Frans Lasson 1968)
Hun blev kunstner, og i forfatterskabet aner en læser savnet og længslen efter det liv, som var uigenkaldeligt forbi. Havde livet mistet sin mening, så det kunne føles som et tab af selve identiteten, så måtte der være en anden mening, og den fandt hun.
Hun skriver i sit essay Mit livs mottoer, at efter hun havde måttet opgive sin farm, og som 46årig var rejst tilbage til sit eget land, havde hun i enhver betydning af ordet, intet at skulle have sagt. "Og dog måtte jeg tale," skriver hun, "for jeg havde mine bøger at skrive."
Identitetsspørgsmålet Hvem er jeg? er et tema, der optræder mange steder i forfatterskabet. Hvorfor havde hun mistet alt det, der havde givet livet mening, indhold og glæde? Var det kræfter uden for hende selv, der havde modarbejdet hende, eller lå ansvaret hos hende selv?
I forfatterskabet beskriver hun, hvordan både indre og ydre omstændigheder får indflydelse. De omgivelser et menneske vokser op i, de normer og konventioner som en voksenverden ønsker at præge et barn med, økonomiske forhold, alt kunne medvirke til at spærre for et menneskes frie udfoldelse af hvad, det fandt i sit eget væsen.
Karen Blixens forfatterskab er indirekte biografisk, og hendes liv og personlighed er uløseligt knyttet sammen med hendes værker. Forfatteren Otto Gelsted sagde efter hendes død:
"at der ingen forskel var på mennesket og digteren Karen Blixen, de er identiske. Hun var, som hun skrev, og man kan være overbevist om, at det er hende man taler med, når man læser hende. Det er hendes forstand, der lyser, hendes eget blod, der løber, og hendes hjerte, der banker - hun var en dejlig pige."Det er Karen Blixens oplevelser og erfaringer, der ligger som inspiration bag forfatterskabet, men hun har formået at løfte dem ud af det rent private, så det i sin digteriske udformning taler til mange læsere.
(Magasinet Eva, 2.november 1966)
I det sidste interview, der blev optaget med hende til belgisk TV den 29. maj 1962, lidt over tre måneder før hun døde, siger hun det også selv.
Intervieweren spørger hende om hun i sine fortællinger går ud fra >noget oplevet, virkeligt? Karen Blixen svarer: "Ja, mine fortællinger er oftest inspireret af noget virkeligt, noget oplevet, men i fortællingen kan dette virkelige tilsløres, så det ikke kan genkendes mere. Og det oplevede hører ikke altid til forfatterens ideer." (Filmen Karen Blixen - storyteller, af Christian Braad Thomsen 1995)Når Karen Blixen i forannævnte artikel fortæller, at Courbet's maleri af de to englænderinder er grundmotivet for fortællingen De standhaftige slaveejere er det typisk for den underfundige måde, hvorpå hun kunne henvende sig til sine læsere.
Fortællingen står i Vintereventyr, der udkom den 10. oktober 1942. Danmark havde været besat af Tyskland i 2 år. Den tyske krigsmaskine var tromlet frem over Europa, først i vinteren 1942/43 kom vendepunktet, men der skulle gå endnu godt 2 år, før besættelsestropperne trak sig tilbage ved krigens afslutning.
Vintereventyr bærer præg af den tid, den er skrevet i. Grænserne var lukkede, og Karen Blixen følte isolationen meget stærkt. Det var en tid, hvor magtens mænd førte det store ord, og flere af vintereventyrene handler da også om mennesker, der gennem fysisk eller psykisk magtudfoldelse dominerer eller manipulerer, for at sætte grænser for andre menneskers frie udfoldelse. Også i det enkelte menneske kan der opstå modstand mod at udfolde sig frit og selvstændigt, grænser det ikke føler at kunne overskride. De kan føle sig bundet til et ideal, som ikke mere lader sig realisere, men som de alligevel er tro imod.
De standhaftige slaveejere handler om to unge søstre, der hårdnakket fastholder den livsholdning, som deres forældre og miljø har præget dem med.
Karen Blixen sagde i et interview kort efter, at Vintereventyr var udkommet, "at de to søstre vist er virkelighedsfjerne mennesker, men denne, som andre af mine fortællinger, har jo en mening bag handlingen. Denne fortælling skulle vise, hvor nær knyttet et menneske er til sit miljø, til sin hele opdragelse."(Tidens Kvinder nr. 49/1942)
For læsere, der kunne ønske en udførligere gennemgang af fortællingen, må jeg henvise til min nylig genudgivne bog om Karen Blixen.
Det maleri, som er grundlag og inspiration for De standhaftige slaveejere er malet af den franske maler Gustave Courbet og hænger på Glyptoteket i København. De to søstres udseende på maleriet svarer helt til skildringen af søstrene i Karen Blixens fortælling. Af udseende er de diametrale modsætninger, men i fortællingen er de i god og fortrolig forståelse med hinanden. Det er et maleri, der har en ejendommelig historie.
I tidsskriftet Tilskueren april 1931, fortæller museumsinspektør Haavard Rostrup om det og kalder artiklen Den tredie englænderinde.
Maleriet var kommet til København i forbindelse med en fransk udstilling på Statens Museum for Kunst i maj 1914 og forestillede da to unge piger. Ny Carlsbergfondet købte det i juni 1914 og skænkede det til Glyptoteket.
I 1930 skulle maleriet restaureres, og der viste sig en ret grov overmaling. Ved forskellige undersøgelser kom det frem, at der fandtes endnu en pige på maleriet, man antog at en tidligere ejer havde ladet denne pige male over, for at de to andre skulle forestille at have en bedre udsigt.
Maleriet blev malet i Trouville i 1865 og viste tre døtre af den engelske millionær John G. Potter. Det må antagelig være bestilt af faderen, men det vides ikke, hvorfor han nægtede at betale for det. Det blev derfor solgt i Paris. De to unge piger står på en balkon og ser ud over vandet ved Trouville. Der er ikke en krusning eller bevægelse, det ligger som et helt stillestående vandspejl. De ser faktisk ud i den absolutte tomhed, det er stilstand, ubevægelighed, der præger maleriet.
Det ændrer sig, da den tredie søster bliver afdækket. Nu synes de voksne pigers opmærksomhed mere vendt mod hende. Det er en lille pige på omkring 5 år, hun læner sig ret faretruende ud over balkonens rækværk. Er hun på vej ud over gelænderet? Farvelægningen af hende er bleg, hun virker næsten gennemsigtig - lidt som et åndesyn.
Da Karen Blixen rejste til Afrika, var maleriet endnu ikke ankommet til Danmark. Da hun vendte tilbage i 1931, var der tre piger på maleriet.
Nu kan hun godt have set maleriet med de to piger, når hun var på besøg i Danmark. Men at hun har kendt historien om dette maleri, er der ingen tvivl om. Hun var en trofast læser af tidsskriftet Tilskueren, og det var for øvrigt i den samme årgang, at forfatteren Paul la Cour gendigtede det gamle sagn Sorgagre. Den artikel kendte Karen Blixen, og hun digtede sin egen meget personlige udlægning af dette sagn i sin fortælling Sorg-Agre, som også står i Vintereventyr. Haavard Rostrup fortæller i sin artikel om Courbet, der var fængslet efter sin deltagelse i kommunardopstanden i Paris i 1870. Karen Blixens far, Vilhelm Dinesen, opholdt sig i Paris under denne opstand og skrev i sin bog Paris under Communen om begivenhederne og omtaler også her Courbet. Vilhelm Dinesens sympati lå helt og fuldt hos kommunarderne.
Man kan spørge sig selv, hvorfor Karen Blixen omtaler dette maleri som De to englænderinder, der er blevet til tre, mere end 10 år før hun skrev sin fortælling, og 20 år før hun skrev om det i sit essay. I denne historie om Courbet's maleri af to unge piger, der lidt vemodigt ser ud over vandet, fandt Karen Blixen inspiration til De standhaftige slaveejere.
De to søstre har på grund af deres stolthed og bundethed til deres opdragelse, ikke ønsket at afsløre, hvor ludfattige de er, og derfor udelukker de sig fra et liv, der kunne indeholde kærlighed, ægteskab og børn.
Giver det et indblik i Karen Blixens eget liv? Den lille pige, der er skjult for tilskuerens øjne af en overmaling, men alligevel findes på maleriet - og i kunstnerens sind. Det barn hun aldrig fik, den hemmelighed der i mange år var en del af hendes væsen, først lagt frem, da hendes Breve fra Afrika udkom, selv om hun flere steder i sit forfatterskab nærmer sig denne hemmelighed.
Af Breve fra Afrika fremgår det, at hun i 1926 mente at skulle have et barn med englænderen Denys Finch Hatton, men valgte ikke at få det. Hun fandt det af mange grunde ikke forsvarligt at sætte et barn i verden på det tidspunkt. Farmen gik dårligt, og hun følte, at en dårlig økonomi var uhyre begrænsende for et menneskes udfoldelse.
De vilkår ønskede hun ikke at give videre til et barn. De overvejelser hun gjorde sig, behandler hun med megen ærlighed i et brev til sin bror den 5. september 1926. (Trykt i Breve fra Afrika 1978).
Men den væsentligste årsag var måske Denys Finch Hattons indstilling. En artikel indeholdende hans breve til hende blev oprindelig trykt i tidsskriftet Kritik, 1984 og er nu genoptrykt i 1995 som et tillæg til min bog om Karen Blixen.
Det fremgår, at hun sendte et telegram til ham om sin graviditet. Dette telegram er ikke bevaret, men af Denys Finch Hattons svar fremgår det, at han har modtaget hendes meddelelse. Han skriver, at hun skal gøre, hvad hun selv ønsker, og at han ville byde barnet velkommen, hvis han kunne tilbyde partnership, men det er umuligt, og han slutter med at henvise til hendes mors synspunkter.
Selv om Karen Blixen ret køligt svarer tilbage, at hun hverken har bedt om bistand eller tilladelse, kun hans samtykke, må det have påvirket hende, at han nævner hendes mor. Hun må også have vidst, at det for hendes familie ville være helt utænkeligt, at hun fik et barn uden at være gift. Resultatet blev, at hun valgte ikke at få barnet.
Der er mange, der har forsøgt at finde en forklaring på, hvorfor Denys Finch Hatton reagerede, som han gjorde, da Karen Blixen ventede et barn med ham. Formodningerne spænder fra, at han var en kølig og egoistisk mand, til at han havde andre kærlighedsaffærer. En anden forklaring kunne være, at næsten alle hans venner fra universitetsårene var faldet i den første verdenskrig. Det var et blodbad på den engelske ungdom, som vi vist i Danmark har svært ved at forstå, da vi aldrig har været ude for noget tilsvarende.
Denys Finch Hattons eneste søster, som han var nært knyttet til, mistede sin mand allerede i krigens første år og blev enke med to små børn, det yngste født efter mandens død. Personlige erfaringer af den art kan meget vel påvirke en følsom mand, at han ikke ønsker at stifte familie og sætte børn i verden.
Fra flere samtaler med Jonna Dinesen, gift med Thomas Dinesen, ved jeg, at det for Karen Blixen var en livslang sorg og et savn, at hun aldrig selv fik børn, vel også fordi muligheden havde været der, og hun selv afstod fra det. Karen Blixen ville ikke ynkes, hun tålte ikke at andre udtrykte medlidenhed med hende, og det må også gælde i dette tilfælde. Hun vidste, at i livet måtte et menneske vælge, og derefter stå inde for sit valg, men alligevel kan der opstå situationer, som genkalder baggrunden og fortvivlelsen over, at omstændighederne havde tvunget hende til dette valg.
Jeg besøgte Jonna og Thomas Dinesen på Lerbæk første gang den 28. januar 1977. Jonna Dinesen fortalte mig blandt andet, at da deres søn Tore blev født den 14. maj 1933, så hun og hendes mand ikke Karen Blixen i en hel måned. Jonna Dinesen kunne ikke forstå det, og som ugerne gik blev hun urolig og spurgte sin svigermor, hvad det skyldtes.
Ingeborg Dinesen fortalte, at det var Tores fødsel. Du må ikke misforstå det, sagde hun, Tanne er lykkelig over, at I har fået en søn, som kan føre slægten videre, hun er meget glad for det, men hun kan endnu ikke magte at se ham, hun er ulykkelig, fordi hun aldrig selv har fået et barn.
I maj 1933 havde Karen Blixen færdiggjort flere af sine syv fantastiske fortællinger, og hun var i forbindelse med et amerikansk forlag, men der var ikke truffet nogen aftale om udgivelse. Der skulle gå endnu fire måneder, før forlaget accepterede at udgive fortællingerne.
At se den nyfødte måtte for hende genkalde den tid, hvor hun selv ventede et barn. Hun havde afskåret sig fra en vigtig del af en kvindes liv, hun havde mistet alt og vidste ikke i sin nuværende usikre situation, hvorledes hendes fremtid ville forme sig. Havde hun overhovedet nogen fremtid?
Ved det samme besøg fortalte Jonna Dinesen, hvad hun næsten enslydende fortalte i en TVudsendelse den 5. december 1978. Karen Blixen var indlagt på Hillerød sygehus fra august til slutningen af oktober 1960, og Jonna Dinesen besøgte hende hver dag. Her kom de til at tale om mange ting, som de ikke tidligere havde berørt.
Mens jeg sad ved hendes sygeseng, fortalte Jonna Dinesen, kunne hun sige: Hvor er du rig. Det følte Jonna Dinesen også selv, at hun var. Men Karen Blixen fortsatte: "Jamen, forstår du egentlig, hvad det vil sige at have fire børn, og nu har du fået svigerbørn og børnebørn. Du og Thomas har skabt et hjem og en fremtid, som jeg aldrig nogensinde kan få. Det er da udmærket at kunne skrive bøger og blive berømt, men når vi to kvinder sidder sammen, så kan jeg være forfærdelig misundelig på dig, for du har oplevet noget, som må være det største i livet."
Og Jonna Dinesen tilføjede, at hun kom til at forstå, hvad hun ikke før rigtig havde forstået: Karen Blixens store skuffelse over, at hun ikke var blevet mor.Det kom bag på mig.
Under den synsvinkel havde jeg ikke set Karen Blixen og dermed hendes forfatterskab. Men jo mere jeg tænkte over det i toget hjem, jo mere kom jeg til at tænke på flere af hendes fortællinger, hvor hun beskriver børn, som vokser op i hjem, hvor påvirkningen fra den voksne verden næsten er overmægtig. Jeg måtte genlæse store dele af forfatterskabet med Jonna Dinesens ord i baghovedet.
Jeg tænkte på Det drømmende barn, også et af vintereventyrene om den unge købmandsdatter Emilie, som har afvist en mand hun elsker, fordi hun er oplært til, at "en elskers forlangende er en fornærmelse mod en ung pige."
"Det var hele livet, det var evigheden selv, som han den aften bad mig tage imod af ham," siger hun. Det er den lille digter og drømmer Jens, der som adoptivbarn er blevet optaget i familien, som får Emilie til at erkende dette. I fantasien må hun nu forestille sig, at Jens var hendes eget barn.
Karen Blixen afviste ikke Denys Finch Hatton, men hun afviste at få et barn med ham, også fordi hun følte sig bundet af sin families synspunkter. Var det hele livet, evigheden selv hun afskar sig fra? Det eneste "barn" hun fik blev hendes fortællinger.
To dage efter mit besøg hos Jonna og Thomas Dinesen var jeg til møde i Karen Blixen-selskabet, hvor professor Aage Henriksen den 30. januar 1977 ville tale om "Karen Blixen og hendes placering i moderne europæisk litteratur."
Han sagde blandt andet, at der i hendes væsen var en stor sorg, og at han, første gang han traf hende, oplevede denne sorg, som det, der beherskede hendes væsen... "jeg oplevede hende som et menneskebarn, der havde mistet alt, og hun er den eneste, jeg i mit liv har truffet, der har givet dette indtryk af at have bygget sit liv op på et fuldstændigt, endegyldigt fastslået tab af almindeligt livsgrundlag."
I forfatterskabet havde Aage Henriksen fundet eksempler på, at når de store ulykker indtraf, skete der en destruktion af et menneskes organer for indre strømninger, men man får ikke i hendes forfatterskab god besked. Derfor mente han, at Karen Blixens tilværelse var en åbning til den verden, som han var begyndt at interessere sig for, den indiske mystik.
Men da han viste hende en bog om dette emne, reagerede hun ved øjeblikkeligt at skyde den fra sig og ikke ville have med den at gøre. Da hun en dag sagde til ham: "at nu er forholdet mellem os sådan, at De kan spørge mig om alt. Lige meget, hvad De spørger mig om, så vil jeg give Dem svar. De kan fuldstændig sige til mig, hvad De vil." Så stillede Aage Henriksen hende et spørgsmål vedrørende det træk i hendes bøger, men hvordan hans spørgsmål nøjagtigt har været formuleret,kommer han ikke ind på, men han fortæller, at Karen Blixen var tavs i fem minutter, og så sagde hun: "Hvordan har Deres dreng Morten det? Og mere fik vi ikke talt om den sag. Der var hun fuldstændig tavs," slutter Aage Henriksen. (Foredraget trykt i Blixeniana 1978).
Var hun tavs? Fik han ikke svaret?
Allerede samme aften efter foredraget fortalte jeg ham om min samtale med Jonna Dinesen, og både mundtligt og skriftligt har jeg senere drøftet det med ham, men aldrig fået et direkte svar. I sin senere bog De ubændige, der udkom 1984, fortæller han igen om sit spørgsmål til Karen Blixen. Her tidsfæstes det som sket i 1957.
Han fortæller om sin optagethed af indisk mystik, og at han har dyrket yoga i flere år, men føler på dette tidspunkt, at kundalinikraftens pres i hans hoved er blevet så stærkt, at situationen forekommer ham temmelig uholdbar. Hans interesse for okkultisme får ham til at søge hjælp hos lederen af Rosenkreutzer-selskabet i Danmark. Nu fortæller han, at han flere gange har iagttaget et hvidt lys i Karen Blixens ansigt, og det er dette hvide lys, hans spørgsmål gælder. Han refererer det samme svar, som han tidligere har fået: "Hvordan har Morten det? Morten er min søn." Læseren får stadig ikke at vide, hvordan Aage Henriksens spørgsmål nøjagtigt har været, det er ret uheldigt, for det gør det vanskeligt at forstå, hvad Karen Blixens svar betyder. I bogen De ubændige skriver han: (at) "indiske billeder og indisk tænkemåde altid havde frastødt Karen Blixen. Ligesom spiritistiske interesser lå hende fjernt." Når han vidste det, kan hans spørgsmål vel næppe have drejet sig om disse synspunkter, men har han spurgt, som jeg tidligere har citeret fra hans foredrag 1977: "at der i hendes væsen var en stor sorg, som beherskede hele hendes væsen." så får han et svar, som ikke er en afvisning, men tværtimod en nøgle ind til meget i Karen Blixens forfatterskab.
Som tidligere anført fandt Aage Henriksens samtale med Karen Blixen sted i 1957. Sidste fortællinger udkom samme år, i november 1957. I en af fortællingerne Om hemmeligheder og om himlen mødes Pino, der tidligere har skrevet marionetkomedier og har været ejer af et marionetteater, med Angelo, en ung billedhugger.
Og Karen Blixen lægger disse ord i Angelos mund:
"En kvindes hele væsen er en hemmelighed som skal bevares. Og en enkelt dyb hemmelighed bliver for hende en del deraf.... man siger at de æbletræer, hvorunder en pige begraver sit myrdede barn, blomstrer rigere og giver mere fuldkommen frugt end andre - træet forvandler den skjulte udåd til hvidt og rosenrødt og liflig velsmag."Var det den vemodige erkendelse Karen Blixen sent i sit liv ønskede at indvie sine læsere i? Den dybe hemmelighed, som måske var den væsentligste årsag til, at hun kunne skrive fortællinger, der berørte mange læsere.
Uanset om Aage Henriksens spørgsmål har drejet sig om træk i forfatterskabet, eller om det hvide lys han ser i hendes ansigt, så ser det for mig ud til, at han får et svar. Svaret på det hun i sit liv opfattede som et tab, hun aldrig overvandt, det barn hun aldrig fik.
I nogle af de beskrivelser af Karen Blixen, der er udkommet efter hendes død, opfattes hun nærmest som en guru, gudinde eller sibylle og noget af en heks. Det er kun enkelte af de betegnelser, hun har måttet lægge navn til. Det har sikkert været vanskeligt for mange at opfatte kvinden i kunstneren, men at hun først og fremmest følte sig som en kvinde med de erfaringer, en kvinde kan gøre i det, hun kaldte "det maskuline samfund", det behøver man ikke at læse mange sider i forfatterskabet for at indse.
Når jeg i denne artikel går ret nær på Karen Blixens private forhold, så mener jeg at kunne tillade mig det, fordi hun selv mere eller mindre åbent har givet sine læsere nogle vigtige oplysninger.
Kan det afvises som helt banalt, at den livslange sorg, der prægede hende, skyldtes dette? I så fald er vi tilbage til den internationalt kendte forfatter, som umuligt i alvor kunne mene, at hun hellere havde levet sit liv som farmer i Afrika. Et liv, der kunne indeholde kærlighed og et barn og dermed kontinuiteten mellem fortid og fremtid. Og kontinuitet på alle områder var, hvad Karen Blixen fandt afgørende i livet.
Er det så svært at forstå og acceptere?
Tilbage til toppen