Bogens Verden 1995 nr.4
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel
Kulturens mange pyramider
Dette nummer af Bogens Verden afspejler i sin sammensætning udmærket den pluralisme, der præger bog-kulturen i dag og dermed bibliotekernes hverdag. Til den ene side bringer vi en præsentation af nye tendenser i den yngste danske prosa - fragmenter, punkter, eksempler på liv - og i samme nabolag trykker vi en artikel, der drøfter forholdet mellem digteres lyrik og deres tanker omkring dét at skrive, altså spændingen mellem poesien og den såkaldte poetik.I en helt anden ende af bogkulturen befinder sig derimod forfattere som Anne Rice (der i sine bøger omgås vampyrer og dæmoner med samme selvfølge som hun ellers snakker med pølsemanden nede på hjørnet) og Erwin Neutzsky-Wulff (der ikke bare er romanforfatter og selvlærd filosof, men også svoren data-freak og efter sigende trestjernet satanist).
Fælles for Rice og Neutzsky-Wulff er, at de hører til de bedste inden for hver deres del af den litterære kultur. Interessen for dem er et eksempel på en kulturel tilstand, hvor vi på samme tid må tænke i mangfoldighed og kvalitet.
Noget af det klareste og klogeste, der er skrevet herom på dansk, står i Knud Sørensens essaysamling Danmark mellem land og by, der kom på Samleren i 1988 - med den sigende, lidt selvudslettende undertitel "Meninger". Her fortæller forfatteren bl.a. om sin egen udvikling fra gymnasieelev i 40ernes Hjørring og til i dag, hvor han i poesi og prosa så at sige har bygget bro mellem landsby-Danmark og (post)moderniteten.
Som ung var Sørensen sikker på, at der hertillands kun fandtes én kultur, og at denne stort set befandt sig i København. Senere kom han til hovedstaden, gik til torsdagskoncerter i Radiohuset, så hvad han kunne overkomme af kunstudstillinger, gennemstøvede bogkasser hos byens antikvariater, ja, så nu og da en ballet på Det kongelige Teater. "Jeg følte en hunger efter kvalitet, og hvis nogen skulle tro, at jeg om lidt vil ind på, at jeg skulle have brugt min tid anderledes dengang, så tager de fejl. Min eneste fejltagelse var, at jeg troede, at fordi jeg var på et erobringstogt i ét land, skulle jeg nødvendigvis helt opgive dét, jeg kom fra, og at jeg troede, at jeg skulle skifte personlighed i stedet for at udvikle den personlighed, jeg var opvokset i."
Midt i denne grødetid udkom i 1948 Paul la Cours Fragmenter af en Dagbog, hvori digteren former sin vision om et sprog før sproget, sin drøm om et altomfattende billede, der viser sammenhængen i alting. Her var det også, Paul la Cour udtalte de siden så ofte citerede ord: "At skrive digtet er intet, at afvente det alt."
Den læresætning tog unge Sørensen til sig. Så inderligt, at han i årevis gik rundt og afventede digte på alle tider af døgnet. "En aften var der lige ved at komme et. Jeg stod uden for Kommunehospitalet og afventede, og oppe i et højt vindue begyndte der pludselig at vise sig et digt i form af et orangefarvet lys. Men nærmere kom det mig ikke."
Nogle år efter kom der alligevel ét, som endda blev trykt i "Hvedekorn" og fik rosende ord med på vejen. Siden skrev Knud Sørensen nogle naturdigte, men opdagede så med ét, at han var blevet turist i naturen, "at naturen var noget, jeg stod udenfor og betragtede, og som jeg brugte som udgangspunkt for private følelsesudbrud eller som udgangspunkt for en associationsrække, der skulle føre mig - og dermed læseren - ind i et billede, ind i et glimt af en abstrakt totalitet." Han opdagede, at han skrev, ikke for at nærme sig den konkrete virkelighed, men for at fjerne sig fra den. Sproget var blevet et filter mellem ham og den omverden, han kunne sanse. Derfor kom han til at sky poetiske billeder som pesten.
Ud fra denne mistro til det fjerne, abstrakte digt skrev Knud Sørensen nu de digte, der blev samlet i bogen Den røde kaffekande. Den udkom i 1965, på et tidspunkt hvor en hel stribe poeter mere eller mindre gjorde oprør mod det seneste tiårs lyrik. Det var folk som Vagn Steen, Hans-Jørgen Nielsen, Johannes L. Madsen, Charlotte Strandgaard og Kristen Bjørnkjær. Dengang blev det, de skrev, kaldt for "eksperimenter". Nu bagefter er det imidlertid let at se, at de repræsenterede et bredere kultursyn end det dengang vanlige.
Dette andet kultursyn kan indkredses med stikord som folkelighed, hverdagsliv, almindelighed, dagligsprog. Og skønt man i eftertiden har sammenknyttet det såkaldte ungdomsoprør med det noget snævrere studenteroprør og den endnu snævrere universitetsmarxisme, husker Knud Sørensen godt nok til at understrege de tanker og tendenser fra dengang, der også fik betydning for ham. Først og fremmest drejede det sig, siger han, om "drømmen om det musiske menneske". Vi blev, erklærer han, "overbevist om, at ethvert menneske har behov for at udtrykke sig kunstnerisk, og tilsluttede os kravet om, at ethvert menneske skal have den mulighed."
Som så mange mod-reaktioner slog dog også denne om i sin yderlighed: "Bagefter er det let at se, at i hvert fald nogle af os i vores begejstring for "det musiske menneske" gav afkald på noget væsentligt, nemlig kravet om kvalitet. Vi læste ikke så meget digte for at glæde os over gode digte, som for at glæde os over, at folk digtede. Der skete en gradvis forskydning i vores holdning fra "alt har ret til at komme frem" over "alt har lige ret" til "alt er lige godt". Man ideologiserede sig selv til at undertrykke enhver fornemmelse for kvalitet."
"Vi skulle," fortsætter Knud Sørensen, "et par år ind i 70erne, før vi igen turde indrømme, at kvalitet eksisterede. Men selv da blev alt ikke som før. For mit eget vedkommende havde jeg fået en så stærk oplevelse af glæden ved mangfoldighed, at troen på kvalitetens éntydighed forsvandt."
På dette sted er det, at Knud Sørensen skaber sit slående rigtige billede af kulturen i dag. Hans ungdoms naive, gammeldags tro på én og kun én kultur var pyramidalsk i dén forstand, at den betragtede samfundet som én stor struktur med bredde i bunden, men tyngde i toppen. Men med sansen for mangfoldighed fulgte nu evnen til at erkende flere samtidige kulturers principielle ligeværdighed. Kulturens ene pyramide blev med ét til en lang, flot Toblerone-pakning.
Denne opfattelse af kultur har bibliotekerne taget til sig, ikke mindst ved op gennem 70erne og 80erne at knæsætte et princip om genrernes ligestilling. Krimi, spænding, fortsæt selv rækken - altsammen har det vundet indpas på de folkebiblioteker, hvor man tidligere kunne opleve ledere, der sorterede skarpt mellem f.eks. Dorothy L. Sayers (som var "dannet" og derfor god nok til at indkøbes) og Agatha Christie (som blev anset for "folkelig" og dermed plat). I mangfoldighedens og breddens hellige navn købte man nu rigeligt ind inden for de genrer, der kunne påregne popularitet. En uhellig kulturel alliance blev dannet mellem på den ene side velvillige formidlere, på den anden side et korps af middelmådige forfattere, fortravlede oversættere og smarte forlæggere. Hvad man glemte, var, for nu at blive i Knud Sørensens billede, at hvert stykke Toblerone ikke blot har en nabo i form af en anden del-kultur; det har også en top. Vor respekt for mangfoldigheden må stedse gå hånd i hånd med en fornemmelse for kvalitet.
Måtte denne holdning fremover kunne praktiseres, også på de kommende års vældige udbud inden for elektroniske medier.
Red.
Tilbage til toppen