Bogens Verden 1995 nr.2



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden N�ste artikel Forrige artikel



Hvad g�r vi ved Henrik Pontoppidans "kasserede" ting?

Af Thorkild Skjerb�k, pastor emeritus



Da Henrik Pontoppidan i 1905 var ved at l�gge sidste h�nd p� sin anden store roman, Lykke Per, omtalte han i et af de stenografiske Interviews i Hver8Dag sine f�rste sv�re �r som forfatter:

"Under eget Navn eller under opdigtede Navne maatte jeg, for Br�dets Skyld, offentligg�re halvf�rdige Ting omkring i de m�rkeligste Aviser, Almanakker og illustrerede Almueblade. Adskillige af disse Ting er sporl�st forsvundne for mig. Jeg husker ikke l�nger, hvor de blev trykt, og nogen Kladde har jeg aldrig opbevaret. Herover s�rger jeg dog ikke. Paa en eneste Undtagelse n�r, hvis Forsvinden jeg beklager, fortjente de sikkert kun den Sk�bne de har faaet."
Et s�dant udsagn m� jo give alle os litter�re �dsel�dere blod p� tanden.

Adskillige har da ogs� i �renes l�b fundet det ene eller andet frem og gengivet st�rre eller mindre brudstykker deraf ikke mindst i en r�kke af Danskl�rerforeningens udgivelser.

Grundl�ggende for vor viden om forfatterskabet i dets helhed blev den lille bog Henrik Pontoppidan. En Biografi og Bibliografi, som den unge boghandlermedhj�lper Poul Carit Andersen for n�jagtig 60 �r siden udgav. Den indeholdt resultatet af en systematisk efters�gning og samling af kendte og ukendte ting.

Da bogen i efter�ret 1934 blev bebudet, n�vnte Inger Holt (senere Cavallin) den i et brev til Henrik Pontoppidan. Han havde som stud.mag. skrevet en opgave om hans forfatterskab og havde ved den lejlighed f�et en forbindelse med ham der fortsatte i mange �r. Med "megen Gl�de og Interesse", havde hun nu l�st om Poul Carit Andersens bog.

Henrik Pontoppidan svarede bl.a.: "Rigtig glad for hans ih�rdige Opgravning og Registrering af gamle, paa M�ddingen henkastede Ting, kan jeg naturligvis ikke v�re. De skriver sig fra en Tid, da jeg saa at sige maatte sidde med Pennen i Haanden baade Dag og Nat for at min Familje kunde leve uden at f�le en Literats Kaar altfor trykkende. Af denne Affaldsdynge er i Forvejen altfor meget trukket frem i Dagens Lys, og da Hr. Andersen i sin Tid skrev til mig om sit Forehavende, lagde jeg ikke Skjul paa, at det ingen Interesse havde for mig. Men hans store og opofrende Hengivelse til Literaturstudiet kunde jeg jo ikke andet end anerkende, selv om denne K�rlighed maaske nok er lidt i Sl�gt med den Passion, der kan bes�tte en Frim�rkesamler."

Flere gange i �rene forud havde Henrik Pontoppidan i dr�ftelser med sine forl�ggere modsat sig genudgivelse fx af Mimoser fra 1886 og Sp�gelser fra 1888. Testamentarisk har han forbudt udgivelse af journalistik og digte samt trykning af breve.

Dette har hidtil hindret en udgivelse af hans bladartikler. Det var tilf�ldet i 1957 i anledning af 100 �ret for hans f�dsel. For mit eget vedkommende afskrev jeg dengang (f�r fotokopieringens tid) s� godt som alt, hvad der var trykt af ham i Politiken, Kj�benhavns B�rs-Tidende, Flensborg Avis mv.

Med udgangen af 1993, som var 50-�ret for hans d�d, oph�rte boets rettigheder over forfatterskabet. Umiddelbart betyder det, at man nu frit kan optrykke, hvad der tidligere har v�ret p� tryk, hvad enten forfatteren selv har "kasseret" det eller ej. Det er dog et uafklaret juridisk problem, om Henrik Pontoppidans testamentariske bestemmelser uden videre tilsides�ttes af de mere generelle regler om kunstnerisk ophavsret.


Enetale(r)
I efter�ret 1993 udsendte Johan de Mylius - med titlen Enetaler - et udvalg af de artikler, Henrik Pontoppidan i for�ret 1897 fik offentliggjort i Politiken. Og nu sidste eftersommer udkom - med "Henrik Pontoppidan" som forfatter Meninger & holdninger. Af Urbanus' dagbog Redigeret af Erik H. Madsen.

Titlen p� Johan de Mylius' udvalg er i mine �jne misvisende. Henrik Pontoppidan skrev ikke "enetaler". I en af de f�rste artikler indviede H.P. (som forfatteren underskrev denne og en r�kke af de f�lgende artikler) sine l�sere i, hvordan han f�rte "enetale" med sig selv. Dette udtryk havde han sat som overskrift over den p�g�ldende artikel. Det samme ord brugte han derefter som titel p� en r�kke af de f�lgende.

Det er, som om Johan de Mylius har ladet sig forf�re af den selvvalgte titel. Nogle af de �vrige artikler, som Henrik Pontoppidan med andre overskrifter fik trykt i de 2 m�neder, omtales kort i indledning og noter, men det er ikke nok til at bed�mme forholdet mellem de optrykte og dem, der ikke er kommet med. Flere af disse er lige s� betydningsfulde, hvis man for alvor vil besk�ftige sig med denne del af forfatterskabet.

Ikke mindst savner man den f�rste af artiklerne fra 1897 - om den netop afd�de forfatter Anton Nielsen - og den hvori han lidt senere svarede p� indvendinger mod den f�rste. De n�vnes i en note, fordi de er foruds�tningen for bem�rkninger i en af de optrykte. Det er dog ikke nok til at se, hvordan Henrik Pontoppidan med sine avisskriverier tog del i en l�bende debat.

Begge er tilmed vigtige dokumenter til belysning af HPs opfattelse af andre digtere - her af denne s�kaldte skolel�rerforfatter, der tydeligt nok stod ham selv n�r i viljen til at blive "en virkelig folkedigter".

Tillige r�ber s�rlig den f�rste, hvad hans sind var optaget af i begyndelsen af 1897, nemlig opg�ret med "dette k�re, lille Samfund af Pr�ste- og Degnes�nner". Det var det arbejde, der efter adskillige �rs kamp med stoffet skulle vise sig at blive hans st�rste roman, Lykke-Per.


Henrik Pontoppidan contra Peter Nansen m.fl.
Det er i det hele taget vanskeligt p� det foreliggende grundlag at forst� og bed�mme de mange �benbare eller skjulte hentydninger til andre af avisens artikler.

M�rkeligt er det fx, at Johan de Mylius ikke n�vner den, der tydeligt nok er baggrunden for Henrik Pontoppidans drillerier mod Peter Nansen. Noget af det meget sp�ndende i disse artikler er sammenst�det mellem de to. Noterne giver for f� - og tildels misvisende - oplysninger.

Politiken bragte en dansk gengivelse af noget, PN p� opfordring havde skrevet til Neue deutsche Rundschau. Heri havde han udtrykt h�bet om, at den stadig voksende forbindelse mellem det unge danske og det unge tyske �ndsliv ville betyde "den sikre og stilf�rdige Nedbryden, som derved sker af gammel Fordoms og gammelt Hads Mur mellem de to besl�gtede Nationer. Det er Muligheden, som derved skabes, for en Gang i gensidig Forstaaelse at regulere ogsaa de politiske Gr�nser uden Uret til nogen af Siderne".

Blot tre dage senere stod i avisen den Enetale, hvori H.P. citerer lidt af den sidste s�tning. Det �rgrer ham imidlertid, "at Nansen saadan ganske alene skal klare denne gamle Gr�nse-Aff�re. Rent ud sagt, jeg under ham det ikke."

Det blev indledningen til en polemik, der s�rlig tilspidsedes efter nogle spydigheder om det dansk-tyske forhold i en senere artikel. Denne gang havde Henrik Pontoppidan underskrevet med sit fulde navn. Anledningen var prins Christians (den senere Chr.X) forlovelse med en ung prinsesse af Mecklenburg.

Peter Nansen tog til genm�le. Herefter �gede Henrik Pontoppidan sine sarkasmer og betegnede PN som det bedste eksempel p� det, avisen tidligere p� �ret havde efterlyst i en enquete: Hvad er en Snob?

Johan de Mylius antager som forklaring p� den f�rste drilske bem�rkning, at det skulle v�re nag til PN p� grund af hans "erobring af det tyske l�sermarked". Der er, mig bekendt, intet holdepunkt for en s�dan antagelse. Formodningen om, at Henrik Pontoppidans - og mange andre nordiske forfatteres - overs�tter, Mathilde Mann, skulle v�re den, han i sin artikel hentyder til som en overs�tterinde, der "plyndrede" skandinaviske forfattere, er blottet for mening i forhold til det, vi gennem et halvt hundrede breve kender til forbindelsen mellem hende og HP.

Til geng�ld lades l�seren i stikken med det, der for alvor er p� spil og som var et br�ndende sp�rgsm�l for begge de to skribenter - s�ledes som det var for et stort flertal af danskere: forholdet til det af Preussen erobrede S�nderjylland.

Man f�r intet at vide om, hvor meget denne sag fylder i Politikens spalter i disse m�neder. Der er reportager om den preussiske behandling af danske s�nderjyder, og der er mange og store indl�g om emnet, bl.a. et par af Karl Gjellerup. Et af dem foranledigede den tidligere forl�gger, nu k�benhavnsk borgerrepr�sentant og senere r�dmand Gustav Philipsen til en stor artikel. Heri p�pegede han, at det netop ikke drejede sig om nationalistiske geng�ldelsestanker, men om protest mod en folkelig undertrykkelse.

I noterne til en af Henrik Pontoppidans senere artikler gengives lidt mere af de to indl�g af Peter Nansen, hvori han - med kommentatorens ord - "satiriserer kraftigt over Pontoppidans nationale revanchisme". Udtryksm�den rammer i mine �jne ved siden af. Foruden vreden over uretten mod danske s�nderjyder er HPs artikler jo en harcelleren over det provisorie- og politistatsregimente, Danmark havde l�rt af Bismarcks Preussen.

A propos Karl Gjellerup - denne med Henrik Pontoppidan j�vnaldrende forfatter, pr�stes�n som han, gang p� gang hans antipode (som Urbanus f.eks. allerede i en af sine artikler i Kj�benhavns B�rs-Tidende havde skrevet kritisk (og rosende) om - s�dan som det kan l�ses i Erik H. Madsens udvalg):

Det kunne af Johan De Mylius' oplysninger se ud, som om Politikens redaktion s�rligt havde tilkaldt Karl Gjellerup for at danne modv�gt mod Henrik Pontoppidans kommentar til prins Christians forlovelse.

KG betegnes i denne sammenh�ng som "den frafaldne", men det oplyses ikke hvorfor. Han var en n�sten lige s� hyppig skribent i Politiken som Henrik Pontoppidan. Med sine k�mpeartikler fylder han mindst lige s� meget. Han, der boede i Dresden, fortalte adskilligt om forhold i Tyskland. Formentlig ville man have bedt ham om at tage til Schwerin, den nyforlovede prinsesse Alexandrines hjem, hvad enten Henrik Pontoppidan havde blandet sig eller ej.

Karl Gjellerup havde ogs� to store artikler om et andet af de da s� br�ndende sp�rgsm�l: Skal Danmark tiltr�de Bernerkonventionen eller ej? Desv�rre er Henrik Pontoppidans artikel om samme emne kun n�vnt i en note (og uden oplysning om artiklens skjulte polemik mod b�de Karl Gjellerup og Peter Nansen). Allerede i Kj�benhavns B�rs-Tidende havde han skrevet om emnet, men desv�rre er den artikel ikke med i Erik H. Madsens udvalg.

Johan de Mylius g�r ikke ind p� det, vi i dag gennem breve og andre arkivalier v�d om baggrunden for Henrik Pontoppidans medarbejderskab ved Politiken. Det savnes.

Bl.a. at han skulle have skrevet et forord til en nyudgivelse af Anton Nielsens Fra Landet i anledning af denne forfatters 70 �rs f�dselsdag. Anton Nielsen n�ede ikke at opleve dette, som han if�lge et par breve til Henrik Pontoppidan havde set hen til. I stedet kom mindeartiklen - formentlig med anvendelse af stof fra det planlagte forord, og i �vrigt med gengivelse af noget fra et af Anton Nielsens breve.

Om Anton Nielsen udgivelsen v�d vi ogs� besked fra en r�kke breve, der i disse m�neder veksledes mellem Henrik Pontoppidan og Peter Nansen. Endnu vigtigere er det, at denne brevveksling rummer oplysninger om sammenst�det mellem dem.

Det fremg�r af et brev, som Peter Nansen skrev samme dag, han f�rste gang n�vntes i en Enetale, at han var dybt s�ret, men ikke hvorfor drillerierne havde en s� voldsom virkning, at forbindelsen mellem dem oph�rte.

I et brev fra Peter Nansen 6 �r senere, da Henrik Pontoppidan ved sammenslutningen af Det nordiske Forlag med Den Gyldendalske Boghandels p� ny f�r forbindelse med Gyldendal, st�r der tydeligt, hvilket �mt punkt Henrik Pontoppidan i 1897 havde ramt: "Jeg havde en Fornemmelse af, at De, fra det �jeblik jeg tog Stillingen i Gyldendalske Boghandel, ansaa mig for hjemfalden til Bedsteborgerlighed og Snobberi. Det �rgrede mig, at just De d�mte saadan. Jeg t�nkte: han kunde da for Fanden vente og se."


Avisartikler og/eller romaner
Da disse artikler fra for�ret 1897 er en ikke uv�sentlig del af Henrik Pontoppidans forfattervirksomhed, havde det v�ret �nskeligt, om l�serne ogs� havde f�et lidt mere og lidt mere pr�cist at vide om s�vel hans "ans�ttelse" som hans fratr�den som "journalist" ved Politiken.

Det er for summarisk, n�r det hedder, at det var Edvard Brandes, der fik Henrik Pontoppidan "tilbage til Politiken". HP havde, ganske rigtigt, skrevet en del artikler i avisen i 1887-89 (et par er med i Erik H. Madsens udvalg). Det nye medarbejderskab er n�vnt i et par af HPs breve til Edvard Brandes, men som s� ofte efterlader de flere sp�rgsm�l, end de besvarer.

Henrik Pontoppidan havde til avisens julenummer skrevet fort�llingen Indtoget eller Den kloge Mand. I den anledning havde han haft forbindelse med Ove Rode, der var n�r knyttet til redaktionen og den 1. marts 1897 blev redaktionssekret�r.

Det er ogs� ham, han henvender sig til et par uger efter, at hans sidste artikel, en teateranmeldelse, i begyndelsen af maj havde st�et i Politiken:

"Jeg kan ikke l�nger finde p� noget at skrive om; derfor h�rer De intet fra mig. Lysten til at "passiare" er g�et af mig; rimeligvis kommer den igen, n�r jeg kommer lidt ud at lufte mig". Forel�big m�tte han dog blive hjemme, men det tr�ster ham, "at De har Hr. Hansen, der jo p� en meget smuk M�de har afl�st mig. Og to Slags Enetaler p� �n Gang bliver vel ogs� for meget af det Onde".

Det var Carl Ewald der med anvendelse af det n�vnte pseudonym havde haft en r�kke anekdotiske artikler under den genkommende rubrik Passiar.

Jeg tvivler derfor p�, at man af det faktum, at kun "de to sidste af de ialt 19 Enetaler blev henvist til en Placering p� side 2", kan slutte, at det "givetvis", som Johan de Mylius mener, er "et tegn p�, at avisens interesse i at give spalteplads til Pontoppidans monologer var ved at k�lnes". Og at det drejede sig om en "divergens" "p� et omr�de, hvor man ikke skulle have ventet det, nemlig omkring kongehuset", foruden hans spillen s� "st�rkt p� de antityske strenge".

Formodningen om uoverensstemmelse i storpolitiske sp�rgsm�l som �rsag til oph�ret af Henrik Pontoppidans medvirken ved Politiken kom til orde allerede i Vilh. Andersens bog fra 1917 Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab. Muligvis er det en genklang af, hvad Henrik Pontoppidan forud havde fortalt Vilh. Andersen.

Jeg tror, at forklaringen p� s�vel begyndelsen som afslutningen af dette journalistiske mellemspil f�rst og fremmest er arbejdet med den store roman, han i disse �r havde planer om, og som efter mange kvaler blev til Lykke-Per.

Forholdet svarer til hans slagsm�l med stoffet til den f�rste st�rre roman, Muld, der udkom i 1891. Det var dengang, han begyndte at skrive i Politiken og senere blev fast medarbejder ved Ernst Brandes' avis, Kj�benhavns B�rs-Tidende. Det nye "journalistiske" afsnit i 1897 minder ogs� derved om det tidligere, at blad<->artiklerne for en dels vedkommende synes at v�re kladder fra det igangv�rende romanprojekt.

Der g�res i Enetalers noter rede for noget af det, der siden genfindes i Lykke-Per. Et par steder sker det med en oplysning om "romanens 3.udgave, som er den, alle senere oplag er trykt efter". Denne henvisning til Tredie Udgave, der kom i 1907 og som kun i ganske ubetydelige forhold ber�rer den ogs� senere ret s� indviklede teksthistorie, forekommer helt uforst�elig p� baggrund af de redeg�relser, der findes, fx i min bog Kunst og budskab 1970) og senest i tekstoplysningerne til 3. tranebogsudgave af Lykke-Per 1984.

N�r Henrik Pontoppidan i maj 1897 indstillede sin journalistiske virksomhed, h�nger det utvivlsomt ogs� sammen med den kendsgerning, at han her i for�ret fik et forskud fra Det nordiske Forlags leder, Ernst Bojesen, p� den nye roman. Det er i forbindelse hermed, at ordet LYKKEPER n�vnes for f�rste gang. Tillige havde han f�et et n�rt forhold til E.A. Hirschsprung, den ene af de nye indehavere af Det Schubotheske Forlag, hvorfra der nu ogs� kom rundh�ndede honorarer for foreliggende eller forventede udgivelser.

Man kan, som det siges, l�se de optrykte artikler "blot for deres egen skyld. Og det skal man, f�rst og sidst. Trods skitseformen er de sm� mesterstykker i ironisk pointering, lyrisk stemning, harmfuld satire eller eftert�nksom ransagelse."
Men det er dog at g�re for stort et v�sen af dem, n�r det hedder, at de - som en mods�tning til "romanerne og novellerne" i disses flere "gennemrettede og til dels spolerede udgaver" - giver "os stilisten, prosakunstneren Pontoppidan tilbage".

Jeg g�tter p�, at der er ganske mange, der f�rst og fremmest finder artiklerne sp�ndende, fordi man i dem m�der et tidligt stadium af det, der endte som Henrik Pontoppidans egentlige bedrift i dansk �ndsliv, de store romaner.


Urbanus' dagbog - og adskilligt andet
Undertitlen p� Erik H. Madsens bog hentyder til, at Henrik Pontoppidan, da han var medarbejder ved Kj�benhavns B�rs-Tidende (som hele bogen igennem er stavet B�rstidende) i 1889-90 under de fleste artikler brugte pseudonymet Urbanus. S�dan havde han i Hjemme og Ude nogle �r f�r signeret et par skildringer Fra Byen - til forskel fra en r�kke andre Fra Landet, hvorunder der stod Rusticus.

Urbanus' artikler fremtr�dte s�dvanligvis under overskriften Dagbog. Alligevel er det en lidt m�rkelig undertitel, Erik H. Madsen har valgt, eftersom de p�g�ldende artikler udg�r mindre end halvdelen af bogen. Der er nemlig her tale om et langt bredere udvalg af ting fra n�sten hele Henrik Pontoppidans forfattervirksomhed.

Der indledes med et par af de artikler, Henrik Pontoppidan forud for sin tilknytning til Kj�benhavns B�rs-Tidende havde skrevet til Politiken, i eget navn eller under m�rke. Ogs� et par af artiklerne fra 1897 er med. Og kan s�ledes l�ses b�de her og i Johan de Mylius' Enetaler.

Erik H. Madsen har tillige valgt at bringe nogle af Henrik Pontoppidans talrige bidrag til Tilskueren. Med er ogs� den kontroversielle artikel Et Nytaars�nske, offentliggjort i Dagens Nyheder/Nationaltidende 1929 samt endelig de Randgloser til et og andet i Tiden, der i 1930 stod at l�se i Flensborg Avis som et par af de Breve fra Landsm�nd, hvormed adskillige danske skribenter s�gte at st�tte avisen. (Det undrer dog, at den lille artikel Endnu et Par Randgloser (foranledigede af Pr�sterne Andersens og Beyers Indl�g i "Flensborg Avis") ikke er med eller blot n�vnt i noterne.)

Erik H. Madsen har - if�lge sit forord - set bort fra de "novellistiske tekster", fordi de fleste "er optrykt af Pontoppidan selv" (det havde v�ret godt b�de med lidt forklaring p� denne skelnen mellem "novellistiske" og andre tekster - og lidt om, hvad der skete, n�r HP gjorde som n�vnt; det var jo aldrig slet og ret optryk). Andre er "lejlighedsarbejder uden st�rre interesse". Alligevel bliver der, som EHM skriver, "en god portion tilbage, som er s� velskrevet at den stadig kan l�ses med forn�jelse, og som har betydning for den der vil studere forfatterskabet."

Man f�r et godt indtryk af, hvor mange forskellige emner Henrik Pontoppidan besk�ftigede sig med i sine bladartikler. Erik H. Madsen har lagt "hovedv�gten p� tekster, hvor han udtaler sig om moral, religion, politik og litteratur."

I bogen findes s�ledes et par "indl�g" i den s�kaldte s�delighedsfejde. Nogle artikler drejer sig om b�ger (af Edward Brandes, Karl Gjellerup, Sophus Schandorph, Viggo Stuckenberg) - og overhovedet om forfatteres vilk�r i datidens Danmark, som fx En Balance-Konto fra Tilskueren 1909 med modangrebet p� Rigsdagens "Jammerhyl" over st�tten til litteratur og kunst. Heri findes bl.a. en hel lille levnedsskildring af Martin Andersen Nex� og hans kamp for at blive forfatter.

Blandt Urbanus' artikler findes ogs� den sp�ndende beretning om en dumdristig bjergbestigning, som forfatteren foretog i sin ungdom. P� vej mod en af de schweiziske alpetoppe, Faulhorn, blev han tvunget til at overnatte p� en klippeblok midt i en m�gtig snemark.

Det kan undre, at Erik H. Madsen har kunnet st� for fristelsen til at tage den Enetale med, hvori Henrik Pontoppidan 8 �r senere mindes en anden begivenhed fra den samme schweiziske egn, nemlig hans forelskelse i Su'san' i det lille v�rtshus p� Heimwehfluh. Men tyr man tillige til Johan de Mylius' optryk, f�r man en ikke uinteressant mulighed for at sammenligne med den m�de, hvorp� forfatteren p� sine gamle dage i Hamskifte fortalte ikke blot om bjergbestigningen (s�dan som det n�vnes i Erik H. Madsens noter), men sammenk�dede de to schweiziske oplevelser. Og med den atter bem�rkelsesv�rdigt �ndrede i den samlede, st�rkt forkortede udgave af de fire sm� erindringsbind, Undervejs til mig selv, som Henrik Pontoppidan skrev i sit sidste leve�r.

Det var jo disse oplevelser, der satte s� meget skred i den unge ingeni�rstuderendes sind, at der i stedet for en opfinder blev en skribent af ham.


Forn�jeligt - men alligevel utilstr�kkeligt
Ogs� Erik H. Madsen g�r i en indledning rede for nogle af de omst�ndigheder, der knytter sig til denne side af forfatterskabet, og en r�kke noter hj�lper til forst�else af artiklerne.

Heller ikke her kan jeg dog n�gte savnet af den viden, som i dag lader sig samle gennem breve mv. (og som bl.a. dementerer, at om "den f�rste periode ved Politiken tier kilderne"). Jeg tror ogs�, at man hurtigt vil finde udvalget for sn�vert - paradoksalt nok - fordi Erik H. Madsen har villet have s� meget med.

Er man fx blevet indfanget af Henrik Pontoppidans opg�r med pr�steskab, kirkeliv og religion, kan man finde det belyst i en r�kke af de artikler, Erik H. Madsen har taget med (bl.a. de to, der f�rte til blasfemisagen mod Ernst Brandes som redakt�r af Kj�benhavns B�rs-Tidende).

Udvalget er dog helt utilstr�kkeligt til virkelig at bringe �n ind p� livet af sagen, s�dan som den tager form i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Man mangler fortsat en lang r�kke af de artikler, hvori den fandt sine f�rste udtryk, og som er foruds�tninger for hans videre arbejde med tanker og udtryk, s�dan som de kom til at indg� i de sm� og store romaner. Det vigtige er jo, hvordan de igen dukker op, somme tider som fort�llerens bem�rkninger, oftere dog som r�sonnementer hos den ene eller den anden af de personer, der fort�lles om.

Noget tilsvarende g�lder de artikler, hvori Henrik Pontoppidan i eget navn eller under pseudonym fors�gte sig med udkast til en poetik. Der er for lidt med til, at l�seren kan sammenstykke Henrik Pontoppidans tanker - og s� holde dem op mod det, der sker, da de f�r deres endelige form, s�rlig i den lille kunstnerroman Nattevagt, der udkom 1894 (og hvis hovedperson, J�rgen Hallager, af Erik H. Madsen er blevet ber�vet sit ene l).

Udvalget bringer den ene af to artikler (fra 1888) om Sophus Schandorph i anledning af hans bog Birgittes sk�bne. Den anden, hedder det i noterne, "er stort set et referat". Det er nu ikke rigtigt. Ogs� den indeholder en r�kke betydningsfulde "kunstteoretiske" overvejelser bl.a. med inddragelse af Anna Ancher og hendes m�de at male p�.

Tilsvarende savner man det tilsyneladende opg�r med realismen i anmeldelsen af Amalie Skrams Lucie (ogs� fra 1888 - og om hvilken vi fra et brev v�d, at hun var meget glad derfor, omend uenig med HP om mange enkeltheder).


Det er godt og forn�jeligt, at nogle af de mange bladartikler nu er blevet s� meget lettere tilg�ngelige. Desv�rre g�r dog ingen af de to udgivelser det muligt at slippe for i besv�rlige l�seapparater at lede efter de manglende aktstykker eller at rekvirere tidsskrifter frem fra magasinerne.


Henrik Pontoppidan selv?
Der er tillige noget grundl�ggende forkert ved en udgivelse som Erik H. Madsens, fordi han uden videre anf�rer Henrik Pontoppidan som forfatter til bogen og dermed p�dutter ham de "meninger" og "holdninger", som han selv mener at kunne finde i de optrykte artikler.

Det er uomtvisteligt, at HP er ophavsmand til alle de optrykte artikler. Men det er jo - som for Enetalers vedkommende - ikke hans eget udvalg. Det kan heller ikke opfattes som et blot tilf�ldigt p�fund, n�r han under en artikel valgte at s�tte A.K., Urbanus, H.P. eller anden form for signatur - i stedet for at bruge sit fulde navn, som han nogle gange gjorde det. Ogs� om dette forhold rummer breve adskillige vigtige oplysninger.

Det er ikke uden videre Henrik Pontoppidan, der ytrer sig, n�r der st�r Urbanus eller et andet m�rke under artiklen. I denne henseende svarer hans s�kaldte journalistik til romanerne, hvor det, Henrik Pontoppidan har p� hjerte, kommer til orde gennem de menneskers tanker og udsagn, hvorom der fort�lles, og ganske s�rlig gennem sp�ndingen imellem dem indbyrdes - og i forhold til l�seren.

Erik H. Madsen siger i sit forord, at man i artiklerne kan "finde materiale til diskussionen om hvad Pontoppidan mente om dette og hint", men betoner dog straks, at man b�r omg�s dem "med varsomhed" - hvad han derefter kommer n�rmere ind p� i sin indledning.

Det er alts� s� nogenlunde det modsatte af, hvad Johan de Mylius giver udtryk for: "Enetaler er Pontoppidans egen stemme" ... "Her er han selv, og vi kan nu l�gge disse Enetaler ved siden af hans v�rker og s� m�ske f� bedre hold p�, hvad han egentlig "mente"."

Jeg er ikke i tvivl om, at det er Erik H. Madsen, der rammer rigtigst. Det er for mig at se et selvbedrag, hvis man tror at kunne forholde sig til en "Henrik Pontoppidan selv" bagved og i mods�tning til den romanforfatter, der er og hele tiden har v�ret umiddelbart tilg�ngelig gennem sine b�ger.

Det kan forekomme s� nemt med den ene eller den anden af hans artikler, hvor spydighederne og deres adresse synes entydig. Langt mere besv�rligt - men ogs� mere givende - bliver det, n�r man gennem hans geniale romanform s�ttes i klemme med sig selv - og helt p� eget ansvar og eventyr m� finde ud af tingene og selv tage stilling.

Man forst�r derfor godt udsagnene i HPs breve, der viser hans modvilje mod at f� optrykt bladartikler o.l. - med den n�vnte testamentariske bestemmelse til f�lge.

Det vigtigste er ikke det juridiske, ja end ikke forholdet til Henrik Pontoppidan er afg�rende. Det er det derimod, hvordan vi - for vores egen skyld - behandler en kulturarv som den, Henrik Pontoppidans samlede forfatterskab udg�r.

S� l�nge man ikke fuldst�ndigt t�r tilsides�tte testamentariske bestemmelser og udgive alt, hvad vi kender fra hans h�nd (hvor dog naturligvis breve udg�r et andet og mere kompliceret problem), er megen omtanke og omhu i udvalg og pr�sentation n�dvendig - mere end tilf�ldet er med de her omtalte b�ger. Man f�r den mistanke, at nu skulle der ske noget, nu da ophavsretten var ved at udl�be.



Tilbage til toppen