Bogens Verden 2-95 Jakob Brønnum

Bogens Verden 1995 nr.2

Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel

Løgstrup og de suveræne livsytringer

Af Jakob Brønnum, forfatter, cand.teol.

Den danske filosof K. E. Løgstrup genudgives intenst, og hans værk har givet anledning til en håndfuld disputatser og monografier i de senere år. Hvad står han for, hvad tænker han over, hvad skriver han om?

På gangene på Det teologiske Fakultet (i det mindste i Århus) nævnes Løgstrup i stigende grad sammen med Kierkegaard. Ikke ved siden af, men tydeligvis lige efter.
K. E. Løgstrups (1905-1981) virkningshistorie er betydelig, men hvad mere er, hans værk ser i højere grad helstøbt end vildtvoksende ud, nu da tiden har bragt det lidt på afstand. Men hvad står Løgstrup for? Hvad tænker han over? Hvad skriver han om?
Ser man på hans eget værk, spænder det fra etik via æstetik til erkendelsesteori og metafysik. Ser man på disciplenes disputatser, er det biologi, religionsfilosofi og sprogvidenskab, der skrives om.
Umiddelbart kunne det se ud til, at det trods alt er etik, der mest har optaget Løgstrup. Bøger som Den etiske fordring (1956, 11. oplag, ny udg. 1992), og det sene etiske hovedværk, Norm og spontaneitet - etik og politik mellem teknokrati og dilettantokrati (1972, ny udg. 1993), vidner om det.
Den mere løst komponerede Kunst og Etik (1961) er endnu en sammenhæng, hvor etiske problemstillinger lægges frem. Løgstrups mest komprimerede fremstilling af sin etiske tænkning, den 80 sider lange artikel Etiske begreber og problemer, indgår i Gustav Wingrens antologi Etik och kristen tro (1971).
Men spørgsmålet er om etikken, fordi den handler om det håndgribelige, ikke blot er det oftest opstående udslag af et stadigt arbejde med at tænke filosofisk over tilværelsens sammenhæng. Og en sådan ser han.

1
De suveræne livsytringer
Helt centralt i Løgstrups værk står De suveræne livsytringer, et begreb, der er lige så mættet som Kierkegaards Øieblikket.
For Løgstrup er bl.a. kærlighed, barmhjertighed, tillid og talens åbenhed suveræne livsytringer. Dette er kernen i Løgstrups tænkning: Det at leve er at gribes af disse universelle livsytringers indhold. De er der i forvejen og vi møder dem, når som helst vi handler.
I det øjeblik, vi ikke lader os gribe af dem, ødelægges de. Herved opstår modstykket til de suveræne livsytringer, det, Løgstrup kalder de kredsende livsytringer. Had, skinsyge og misundelse.
Som begreb har de ikke nær den samme vægt i forfatterskabet som de suveræne livsytringer. Men det er resultatet af dem, Løgstrup hele tiden er oppe imod, såvel i sine filosofiske arbejder, som i sin kulturkritik.

Tilliden
Allerede inden Løgstrup - i Opgør med Kierkegaard (1968, ny udg. 1994) - første gang tematiserer de suveræne livsytringer, har han arbejdet med dem. I dette århundredes teologiske og filosofiske bestseller par excellence, Den etiske fordring, indgår en analyse af tilliden.
Tillid er også selvudlevering, og heri kan findes baggrunden for, at man reagerer så voldsomt på tillidsbrud.
"For at den anden skal kunne misbruge ens tillid må den have ladet ham kold. I egentlig forstand har han ikke villet tage imod den, hvor meget han end i udvortes forstand har gjort det - for at udnytte den. Og spørgsmålet er, om ikke kulden i misbruget af tilliden meget mere end den eventuelle forlegenhed, som den tillidsfulde bliver bragt i, er grunden til reaktionen." (18)
Det er et eksempel på, hvordan den suveræne livsytring smadres af den kredsende livsytring. Sit navn har sidstnævnte fra den forestilling, at det er dem, der får vore liv til at danne en cirkel omkring os, og gør os ufri.

Livsytringernes spontaneitet
"Sindelag og handlingsresultat kan ikke skilles ad ved den suveræne livsytring," skriver Løgstrup i indledningsafsnittet til Norm og spontaneitet, "Deri består dens spontaneitet også. Det er tydeligt, ved en livsytring som barmhjertigheden, der består i at fjerne hindringerne for den ulykkeligt stedtes livsudfoldelse."
"Spontan er, indrømmet, ikke det heldigste ord," fortsætter han, "især ikke, hvis det giver associationer om et brusende, strømmende opvæld af liv. Men etymologisk er ordet nu godt nok, for det betyder, at hvad et menneske gør, gør det ifølge tingenes natur og af egen drift."
"Med andre ord, hvad et menneske gør spontant, gør det utvungent og uden bagtanker. Så det vil sige, at når vi kalder barmhjertighed (eller tillid, JB) for spontan, betyder det, at gerningerne ene og alene er fremkaldte af den tilstand eller stilling, som den anden befinder sig i, uden at den barmhjertige (eller tillidsfulde, JB) på anden led skal have noget ud af gerningerne, hverken for sig selv eller for tredjeperson eller tredjeinstitution. Spontan er barmhjertigheden, fordi det mindste afbræk, den mindste beregning, den mindste reduktion af den til middel for andet, ødelægger den totalt, ja gør den til det modsatte af hvad den er, til ubarmhjertighed."(19)

Etikkens humane begrundelse
"Løgstrups grundlæggende syn på etikken er, at den må kunne begrundes rent humant. Det må være muligt at påvise træk i vores tilværelse, som etikken kan funderes i, forud for enhver religiøs forkyndelse," skriver odenselektoren Niels Thomassen i sin Filosofisk impressionisme - Temaer i K. E. Løgstrups filosofi. Og det gør Thomassen så, begrunder den humant.
Bogen er den første samlede oversigt over Løgstrup, og den man skal gå til for en umiddelbar og filosofisk prægnant indføring i begreberne hos Løgstrup:
Sansning og forståelse, følelser og sindets stemthed, sprog, natur, fordring og livsytring, kunst og erkendelse.
Dens problem er, at den ikke i tilstrækkelig grad vedgår, at Løgstrups tænkning samtidig er, som Ole Jensen udtrykker det, "forsøget på at svare på spørgsmålet om, hvad der rent filosofisk går tabt, når den jødisk-kristne skabelsestanke forsvinder". Thomassen får ikke dette underliggende lag ordentlig integreret i fremstillingen.
Løgstrups elev og senere medarbejder Ole Jensen bruger vendingen i den nyeste, og måske bedste, Løgstrup-bog på markedet, Sårbar Usårlighed - Løgstrup og religionens genkomst i filosofien (1994), en artikelsamling med 18 stykker om centrale aspekter af Løgstrups teologiske filosofi.
At Løgstrup så ikke, eller kun sjældent, bruger det bibelske vokabular, er en anden sag, som Ole Jensen behandler, her ikke med skabelsestanken, men med kristologien i centrum.
"Svaret på det er, at det bibelske og oldkirkelige kristologiske vokabular er indlejret i en før-moderne metafysik, som aldrig vil kunne blive vores, og som vi kun med vældige lærdomsbestræbelser vil kunne sætte os ind i. Da Løgstrup imidlertid er af den udgangsoverbevisning for hele sit intellektuelle virke, at kristen tro er en moderne mulighed, så kan - for ham at se - kristen tro ikke stå og falde med muligheden af, at denne metafysik bliver vores." (235)

Fordringens uopfyldelighed
Som antydet viser Løgstrup i sin analyse af tilliden, hvorledes der i selve det at være menneske ligger en etisk fordring:
"På hvor mangfoldig vis kommunikationen mellem os end kan arte sig, den består altid i at vove sig frem for at blive imødekommet. Det er nerven i den, og det er det etiske livs grundfænomen." (27)
Senere i samme afsnit forbinder han tilliden med skabelsestanken eller udtrykt uden for det bibelske vokabular, det livsvilkår, mennesket fødes til:
"Hvis tilliden og dens selvudlevering blot var noget, der stod til vort forgodtbefindende, så vi uden at vi mistede noget derved kunne lade det være, ville der i vort liv sammen med den anden ikke eksistere andre fordringer end dem, som det ene menneske kunne finde på at stille det andet, hvad enten de nu er konventionelle, sentimentale eller storhedsvanvittige. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Tilliden står ikke til os. Den er givet. Vort liv er nu engang hen over hovedet på os skabt sådan, at det ikke kan leves på anden måde end ved at det ene menneske i vist eller begæret tillid udleverer sig og giver mer eller mindre af sit liv i det andet menneskes hånd." (27-28)
I en tid, hvor etikkens begrundelse har været det vanskeligste praktisk-filosofiske problem, hvis det da ikke er omgået, ved helt at blive afvist, går Løgstrup mod strømmen.
Løgstrup erkender naturligvis, som teologer i almindelighed, at fordringen er uopfyldelig. Vi vil komme til at ødelægge de suveræne livsytringer. Det er vores grundlæggende etiske problem. Men det medfører ikke, at den derfor ikke skulle være gældende.
Løgstrup skriver her - meget tidligt i forfatterskabet - teologisk og forklarer, at fordringen må have en sådan radikalitet for at tilgivelsens betingelsesløshed skal kunne forstås:
"En hvilken som helst udligning af modsigelsen mellem fordringen og selvhævdelsen, der skulle forkorte fordringen, for at give koncessioner til selvhævdelsen, er umulig," og, "enhver begrænsning af kærlighedens fordring, der skal give ens egne fordringer til livet en rimelig plads, er ensbetydende med at sige nej til Guds tilgivelse." (234)

2
Æstetikken går forud for etikken
Løgstrups filosofiske anliggende er ikke så lidt ambitiøst, når det ses som et opgør med moderniteten på dens egne præmisser. I en artikel i Norsk Teologisk Tidsskrift i 1968 kæder han teologi og kultursyn sammen. Udgangspunktet er det kendte:
"Samtidig med de videnskabelige og tekniske fremskridt, med overvindelse af fattigdommen, med forlængelse af levealderen, breder i den vestlige verden overbevisningen om tilværelsens tomhed og absurditet sig. Den findes ikke blot hos enkeltpersoner, men præger hele åndsstrømninger."
Løgstrup iagttager i den sammenhæng, at livsforståelsen ikke synes at hænge sammen med de ydre vilkår, når det forholder sig sådan, at tidligere tiders "prisgivelse til naturkræfterne, fattigdom og udsigt til en snarlig død ikke rokkede ved overbevisningen om tilværelsens meningsfuldhed, medens i dag magt over naturen, økonomisk tryghed og udsigt til et langt liv går sammen med en dyb overbevisning om livets meningsløshed."
Gennem iagttagelser af det tidsmæssige sammenfald og den idéhistoriske forbindelse mellem den abstrakte billedkunsts opståen og den videnskabelige godtgørelse af universets uendelighed, minder Løgstrup om, hvorledes mennesket fremmedgøres for sit eget liv i en verden uden sammenhæng.
Den teologiske opgave bliver da at bringe menneskelivet tilbage i centrum. Hos Løgstrup er dette ikke udtryk åbenbaringsteologisk (som hos hans forgængere i den dialektiske teologi), med Guds menneskevordelse i centrum. Men derimod i grundlæggende værensmæssige kategorier, ontologisk.
I Løgstrups ontologi møder mennesket, ideelt set, de suveræne livsytringer i en afstandsløs sansning. Vi er tillidsfulde uden betingelser.
Derfor går æstetik (aisthesis = sansning) også forud for etik hos Løgstrup, i modsætning til i hele den protestantiske tradition.
Svend Bjerg formulerer i Århusteologerne (bogen omtales yderligere nedenfor) denne sammenhæng i et afsnit, der også er vendt mod den postmoderne forståelse af virkelighedens uendelige subjektivitet:
"Etisk praksis, som i næstekærlighed og lykke tager vare på sig selv, forudsætter jo, at man har kontakt med livet, også i modsigelsen af det. Men det er just, hvad æstetik kan, den gør livet nærværende for os, bringer os i nærkontakt. I "aisthesis" ligger, at sindet stemmes efter livet, vi kommer det på sanset hold. Vi fyldes af forundring over det værendes mangfoldige livsformer, de afdækkes i berøringen, og vi får føling med et liv, som er der på forhånd. Et liv, hvis virkelighed ikke er resultatet af vor meningsproduktion, som postmodernismen hævder." (178)
Tanken om den afstandsløse sansning er udtrykt i Ophav og omgivelse. (posthumt 1984), hvis titel henviser til naturen, der i det herskende videnskabelige og kunstneriske natursyn er blot og bar omgivelse, men for Løgstrup også er ophav. Løgstrups betegnelse for menneskets situation er, at det er indfældet.
Ophav og omgivelse - betragtninger over historie og natur indgår som bind III i Løgstrups største værk, de fire bind metafysik. Det er ligesom bind I, Vidde og prægnans - sprogfilosofiske betragtninger og bind II, Kunst og erkendelse - Kunstfilosofiske betragtninger, udgivet posthumt af en gruppe bestående af Karstein M. Hansen, Svend Andersen, Ole Jensen, Rosemarie Løgstrup og Viggo Mortensen.
Kun bind IV, Skabelse og tilintetgørelse - religionsfilosofiske betragtninger (1978) kom i Løgstrups levetid.

Talens åbenhed
I sin sprogfilosofi, Vidde og prægnans, kommer Løgstrup ind på en række spørgsmål omkring forholdet mellem udsagnets mening og ordets betydning, metaforik og Derridas sprogfilosofi ("Fordi Derrida ikke holder vor oplevelse af tid og rum ude fra tid og rum uafhængige af vor oplevelse, mister han med sin tale om arkesproget og arkeskriften enhver fænomenologisk grund under fødderne." (170))
Forholdet mellem Løgstrups sprogforståelse og hans tale om de suveræne livsytringer er kulminationen på professoren, der idag sidder i Løgstrups lærestol, Svend Andersens 725 sider store, lærebogsagtige disputats, Sprog og skabelse (1989).
(Sikke et slagsmål, der iøvrigt var i sidste halvdel af 80erne om den stol - mellem flere af de i denne artikel nærværende doktorander, der ikke før havde været professorer og som ikke var optaget af andre gerninger, som sognepræstens. Det rungede gennem gangene på fakultetet.
Og en berømt københavnsk teolog og etiker kritiserede Svend Andersens disputats ex auditorio på en så patetisk måde, at enhver kunne høre underteksten af lamentation over at stolen var gået hans næse forbi. Det var tider.)
Efter en gennemgang af sprogopfattelsen hos Frege, Husserl, Wittgenstein, Austin, Searle, Strawson med flere engelske analytiske filosoffer, samt Heidegger og Hans Lipps, der kun er kendt i Danmark, fordi Løgstrup har læst hos ham, når Svend Andersen på side 496 frem til Løgstrup.
"Løgstrups begreb om de suveræne livsytringer er på forskellig måde knyttet til sprogfilosofiske problemstillinger: En af de livsytringer, Løgstrup i sine analyser vender tilbage til flere gange er talens åbenhed." (589)
"Talens åbenhed er et træk ved samtalen og har derfor naturligt nok to aspekter: den er talerens åbenhed, som består i at sige sandheden, tale ud - og den er tilhørerens åbenhed, som består i at stole på, at den anden taler sandt. Løgstrup har mest konkret og udførligt gjort rede for talerens åbenhed. Den konkrete situation (som Løgstrup bruger som eksempel, JB) består i, at en kvinde, hvis mand er medlem af modstandsbevægelsen, får besøg af to Gestapo-folk. Hun har noget at skjule, som hun véd at Gestapo-folkene forsøger at få kendskab til med alle midler. Hvad Løgstrup hæfter sig ved, er, at på trods af, at situationen er så klar, må kvinden anstrenge sig for at undertrykke en tilbøjelighed til at tale åbent ud. Hans svar på, hvad det er, der ligger i den tilbøjelighed, lyder:
'Det er den elementære og definitive ejendommelighed, der er ved al tale som spontan livsytring, dens åbenhed. At tale er at tale ud. Der er ikke noget, som den enkelte gør talen til, det er den i forvejen, så at sige som anonym livsytring. Det er dens suverænitet, som vi giver os ind under i samme øjeblik, vi giver os til at tale ... Den suveræne livsytring kommer os i forløbet, vi gribes af den.' (Fra Norm og spontaneitet, s. 17)" (589-590).
Svend Andersens begrundelse for at give en historisk gennemgang af sprogfilosofiens udvikling til og med Løgstrup, er at give en skitse til en teori om religiøse sprogs karakter. Men det er de filosofi-historiske redegørelser, der synes at optage professoren mest, og som giver bogen dens uomtvistelige brugsværdi.

3
Løgstrup og skønlitteraturen
Løgstrup er igennem hele sit forfatterskab uhyre optaget af skønlitteratur og bruger masser af litterære eksempler. I Den etiske fordring indgår Forsters "Howards End" i analysen af tilliden. I Norm og spontaneitet læser han Max Frischs "Homo Faber".
I den posthumt udgivne essaysamling System og symbol (1981) har han en omfattende læsning af Tage Skou-Hansens "Den hårde frugt". Han refererer til Johannes V. Jensen, Højholt, Camus, John Donne og Cervantes. Til Thorkil Bjørnvig og Gustava Brandt:
I Vidde og prægnans læser han "det stiltræk" frem "i Jørgen Gustava Brandts digtning, der består i, uden metaforer og symboler at gøre brug af ordenes suverænitet i en sensuel anskueligheds tjeneste..." (149)
Ligeledes i Den etiske fordring indgår en analyse af kærlighedsbegrebet hos den dengang, på grund af samme, forkætrede D. H. Lawrence. Løgstrup skriver med dybt perspektiverende indføling og i den enkleste sprogbrug:
"Ejendommeligt for mange af Lawrences noveller og romaner er det, at enhver form for etisk livsforståelse ligger udenfor horisonten. Ikke blot sådan at forstå at den benægtes eller afvises. Men den eksisterer slet og ret ikke. Manglen er derfor hverken uskyld eller oprør, men snarere noget i retning af defekt. På den ene side betyder det, at hans univers er uden tryghed. I kærlighedens hede er mennesker på en sær, upersonlig vis prisgivet hinanden. Var der barmhjertighed i kærligheden ville den ikke længer være renfærdig. På den anden side betyder det, at alle de former for sentimentalitet, som en etisk livsforståelse frister til, er udelukkede. Hvorfor hans skildringer af kærlighedsforhold til tider bliver af en enestående frihed og intensitet."

Naturvidenskab og teologi
De disputatser, Løgstrups arbejde har medført i Danmark (der er også skrevet disputatser i Sverige, Norge og Tyskland) ligger for fleres vedkommende på linie med Løgstrups eget afslappede forhold til den klassiske wissenschaftlichkeit og dens noteapparat og litteraturhenvisninger.
Til trods for at Løgstrus argumenterer trinvis og logisk, og til trods for, at han er uhyre traditions- og forskningshistorisk bevidst, ruller han aldrig det store akademiske apparat ud i sine bøger. Heller ikke i de decideret fagfilosofiske Kants kritik af erkendelsen og refleksionen (1970) og Kants æstetik (1965).
Viggo Mortensens disputats Teologi og naturvidenskab - hinsides restriktion og ekspansion (1988, 2. oplag (!) 1989), tager Løgstrup på ordet og konfronterer hans "rent humant forståede" metafysik med den moderne biologi.
Den var den første teologiske disputats, hvori kravet til teser var omgået. Delvis ihvert fald: De er sammenfaldende med konklusionen.
Viggo Mortensen bruger sin Løgstruplæsning til en kritik af det videnskabelige verdensbilledes ekspansion ind på områder, der hører de humane videnskaber til. Til gengæld søger han, helt på evolutionens grund, en "venlig vekselvirkning" (Grundtvig) mellem naturvidenskab og teologi, og drager heri konsekvenser for forståelsen af centrale kristne og kirkelige forestillinger som skabelse, forsyn, syndefald og forsoning.
Mere forsigtig i sin omgang med den kirkelige sprogbrug er Viggo Mortensen blevet, mens han har kandideret til bispestolen i Helsingør.

Det subjektive og det objektive
Den måske mest originale disputats, sognepræst Jakob Wolfs Den farvede verden (1989) er et opgør med "de opsplittende og reduktive tendenser, der præger den teknisk-videnskabelige kultur," og peger i stedet på "andre tænkemåder, som i højere grad respekterer den skabte verden som menneskets forudsætning og grænse."
Jakob Wolf tager udgangspunkt i Goethes farvelære, går videre til Hans Lipps' fænomenologi og slutter hos Løgstrup. Hver bygger de på den umiddelbare, før-videnskabelige erfaring, sansningen og dagligsproget og repræsenterer derfor sådanne alternative tænkemåder.
Heller ikke fremstillingen i bogen følger positivismens lineære tradition, "Bevægelsen i fremstillingen er en stadig cirklende fordybelse. det hænger sammen med, at de fænomener der beskrives i bogen (farvernes indtrykskvalitet, sansningen, gebærden, lydgebærden, bevidstheden, symbolet og den religiøse tydning, JB), ikke kan indfanges endeligt i definitioner og ordnes i begrebssystemer.
Jakob Wolf interesserede sig i udgangspunktet for sin afhandling for oprindelsen til Løgstrups fænomenologi, som Løgstrup selv så som en arv fra og kritik af Husserl og Heidegger. Men som det viste sig havde tydelige aftryk fra Hans Lipps, en elev af Husserl og tilhænger af Heidegger. Og Lipps havde selv modtaget væsentlig inspiration fra Goethes morfologiske metode i dennes naturvidenskabelige skrifter. Wolfs tese bliver at de tre kan fortolke hinanden.
Et eksempel er Goethes forhold til Newton. Læses farvelæren på baggrund af den Newtonske norm for, hvad fysik var, som indtil for nylig har været den fordom, man ville gå til værket med, virker den som geniets fikse idé. Lipps påpeger at Goethes iagttagelser er sanselige og at hans forståelses begreber er dagligsprogets ordbetydninger. Newtons iagttagelser er registreringer, data indsamlede gennem forsøgsopstillinger.
"At Goethe tager disse organer i brug, betyder ikke, at hans videnskab bliver mere 'subjektiv' end Newtons. Det er rigtigt, at subjektive tilfældigheder, tilbøjeligheder og fordomme lettere blander sig ind ved disse organer end ved den abstrakte forstand, men det er ikke rigtigt, at det 'objektive' ikke kan komme til orde gennem disse organer." (11-12).
Wolf finder ligheder mellem Goethes opfattelse af forholdet mellem det særlige og det almene i Løgstrups, på bemeldte fakultetsgange herostratisk berømte, begreb om "det singulære universale". Et begreb som Løgstrup i bogform udfolder i en kompleks argumentation i Skabelse og tilintetgørelse (Metafysik IV) - netop med iagttagelser af farvesansningen som eksempelmateriale.
(Det vil naturligvis være for omfattende her at skulle gå blot nogenlunde fyldestgørende ind på Løgstrups behandling af denne klassiske filosofiske problemstilling.)

Den ultimative Hauge
Hans Hauges "K. E. Løgstrup - En moderne profet" (1992) er ikke, til trods for sine 700 sider, den ultimative Løgstrup. Snarere er det den ultimative Hauge, hvilket han formentlig selv ville være den første til at indrømme. Det er en underholdende, flimrende lærd Derrida- og Rorty-inspireret postmoderne læsning af Løgstrup, kritiseret af første officielle opponent, Ole Jensen, for at være for utidigt harmoniserende mellem Løgstrup og Derrida.
Oppositionen er trykt i Sårbar Usårlighed. Ord som nærvær, orden og definitivitet er som bekendt fy-ord i dekonstruktivismen, og dem går Hauges udenom.
Også idé-historikeren Hans-Jørgen Schanz har læst Løgstrup postmoderne i bøgerne Forandring og balance (1990) og Om lidt er kaffen klar (1991).

4
Århusteologerne
Hauges bog er skruet sammen som en biografi, og var da den udkom det første forsøg med Løgstrup i den genre. Siden har Svend Bjerg med Århusteologerne - den store generation i det 20. århundredes danske teologi (1994) leveret endnu et bidrag.
Svend Bjerg - der er forfatter til blandt andet bøger om Blixen, Jakob Knudsen og Graham Greene, som han analyserer i en original videreudvilkling af Northrop Frye - begyndte at læse teologi i 1962:
"Jeg var på alder med fakultetet, 20 år, og stedets fire toneangivende systematikere, Lindhardt, Løgstrup, Prenter og Sløk, stod i zenit, det var en intellektuel fest."

Det er hos Bjerg, at vi får en let tilgængelig oversigt over Løgstrups liv og karriere, og over hans etik, men ikke for alvor over det mangesidige i forfatterskabet.
Løgstrup gik på Metropolitanskolen, skrev prisopgave og tog på dannelsesrejse til Tyskland, var præst under krigen i Sandager-Holevad sogne på Fyn, fik antaget disputatsen "Den erkendelsesteoretiske konflikt mellem den transcendentalfilosofiske idealisme og teologien" i 1942, efter flere fejlslagne forsøg (!), og var fra '48 professor i 32 år.

Lad mig på dette sted løfte sløret for K. E.
Løgstrup hed Knud Ejler. Men som brevvekslingen 1940-43 om forholdet til den tyske besættelsesmagt, udgivet af Henrik S. Nissen 1992, Kære Hal - Kære Koste, fortæller, havde K. E. et kælenavn blandt venner. Koste hentyder til et stiltræk ved Løgstrups frisure i ungdomsårene.
Svend Bjerg eftersporer bl.a. de fire teologers erindringsskitser, hvoraf Løgstrups er de mest sparsomme. Han har blot skrevet et par mindre artikler. Den ene "Min tids tre fromhedsbølger - en smule subjektivt set", trykt i essaysamlingen Solidaritet og kærlighed (posthumt 1987) fortæller om Løgstrups tid i og opgør med det fromme KFUM, hans opgør med eksistentialismen, den dialektiske teologi og det fromme Tidehverv, et opgør som iøvrigt slår igennem i hans forfatterskab.
Og om mødet med den tredje fromhedsbølge, ungdomsoprøret, hvor alt blev politiseret. "Løgstrup hæfter sig ved selvoptagetheden, som ikke gav livet en chance, i stedet tog man mødereferater." (65)

Øieblikket og de suveræne livsytringer
Hvad er da Løgstrups forhold til Kierkegaard? Forholdet er, for nu igen at springe alle mellemregningerne over, at finde i synet på menneskets forhold til det absolutte.
"Spørger man, hvori eksistensens frihed består for Kierkegaard, er svaret: I at leve ud af evigheden og hinsidigheden," skriver Løgstrup.
Det er dette liv, der sætter sig igennem i Øieblikket, hvor evigheden kommer til stede, uden at mennesket kan være sig det bevidst, for da er det jo tilbage i dennesidigheden.
"Men skønt det efter Kierkegaards mening," fortsætter Løgstrup umiddelbart, er lutter positivitet, kan der intet positivt siges om det, eftersom mennesket har revet sig løs fra evigheden og lever i tabet af den i ufrihed og skyld. Af betydning for mennesket, og det vil sige af uendelig betydning er alene det absolutte - eller ideen som Kierkegaard også siger - og det absolutte eller ideen er hinsides menneskets tilværelse. Hvad der findes i empirien er og bliver indifferent (for Kierkegaard, JB)." Og så gør Løgstrup sagen klar:
"Til forskel fra Kierkegaard mener jeg, at der kan siges meget både positivt og empirisk om eksistensens frihed (for nu at bruge Kierkegaards glose), den består nemlig af de suveræne livsytringer. Hvad Kierkegaard har i sigte med det absolutte, med ideen, er at det absolutte har et krav på os, der er uafviseligt og som der ikke kan købslås om. Men det har akkurat også de suveræne livsytringer takket være at de er definitive og ikke lader sig moderere. For med Kierkegaards begreber at tale Kierkegaard imod: Hvad han har i sigte med det absolutte, med ideen, findes i empirien, i de suveræne livsytringer." (111)

Alle Løgstrups bøger er udgivet på Gyldendal, ligesom de øvrige nævnte bortset fra Bjerg (L&R), Mortensen og Wolf (Munksgaard).
Karstein M. Hansens K. E. Løgstrups forfatterskab 1930-1987, en bibliografi på 1153 numre, der tæller alt - bogudgivelser, tidskrifts- og leksikonartikler, boganmeldelser - er udkommet på Aarhus Universitetsforlag (1987)

Tilbage til toppen