Bogens Verden 1995 nr.2


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel



Efter 50-års festtalerne



50-års jubilæet for Danmarks befrielse har adskilt sig fra de tidligere jubilæer derved, at det har været præget af en vis forsigtighed. Trods laserkanoner og messingsuppe har mange af manifestationerne haft en særlig afdæmpethed, som har gjort det muligt for befolkningen stille og roligt at tænke tilbage og sammen glæde sig over vor frihed. Ved arrangementer og møder har man samtidig som noget nyt set en massiv deltagelse af yngre og helt unge, og i mange ytringer, der er kommet frem i tale og på tryk, har man kunnet iagttage en ny mangfoldighed og mangetydighed, en slags eftertænksomhed, der synes at vidne om vilje til sandfærdighed i vor omgang med fortiden.

Nok har det officielle Danmark på lands- og på lokalplan sat jubilæet stort i scene, men begivenheden er i modsætning til tidligere blevet af-monopoliseret, til dels også af-mytologiseret.

Netop af denne grund har de skingre røster skilt sig mere ud end før: de iltre modstandsveteraner, der stadig rask væk stiller sig op og taler på vegne af et landsomspændende "vi", skønt de og alle andre udmærket ved, at modstandsbevægelsen ikke var én; de stovte politikere fra datidens samarbejdspartier, der fortsat lakerer på skønmaleriet af den danske befolkning som en enhed, der i de fem besættelsesår hævdes at have optrådt samlet eller besættelsestidens særlige politiske hof-historiografer, der omhyggeligt polerer det gamle drømmebillede af samarbejdspolitikken over for tyskerne som en slags sofistikeret "legal" modstand, der ikke alene supplerede den illegale kamp, men også overhovedet gjorde den aktive modstand mulig.

De yngre historikere med besættelsestiden og anden verdenskrig som arbejdsområde fortæller os noget andet. De husker os på, at den danske frihedskamp reelt var en lille håndfuld behjertede menneskers værk. De understreger, at modstandsbevægelsen helt frem til vinteren 1943-44 bestod af folk fra de politiske yderfløje. At det politiske establishment alligevel vendte tilbage til magten i sommeren 1945, skyldtes ifølge historikerne ikke ledernes egne heltebedrifter, men må ses i lyset af Frihedsrådets interesse i at signalere nationalt sammenhold. De samme politikere, som under besættelsen stiltiende lod tyskerne internere de danske kommunister efter navne- og adresselister samlet af nidkære landsmænd: som forbød strejker, førte jernhård lønpolitik og fordømte såvel sabotage som civil ulydighed, - disse politikere var det, som efter krigen atter stod frem med samme "ansvarlige" miner som tidligere og straks begyndte dén systematiske omklamring af modstandsbevægelsen, som gennem årene har gjort det så vanskeligt politisk at skelne fjende fra ven. De ledende nostalgikere har gennem årtier givet det udseende af, at modstanden var hele folkets værk; historikerne viser derimod, at Danmarks befolkning under besættelsen var delt i klasser og grupper med modstridende interesser og holdninger. Det bør vi ikke beklage, men glæde os over i dag, for det var jo på trods af de demokratisk valgtes politik, at demokratiet sejrede og Danmark blev anerkendt som allieret nation.

Vist havde det da været smukt, om billedet her ved guldbryllupsfesten fremstod rent og klart. Men på en måde er der noget vældig opløftende i, at det, vi ser, virker uklart og grumset. Det viser, at virkeligheden i de fem besættelsesår i grunden bestod af øjeblikke, situationer, der hver gang satte det enkelte menneske over for forpligtende valg.

Det er da også denne karakteristik af besættelsestiden, der fæstner sig, når man studerer vidensbyrd fra forfattere som Tage Skou-Hansen og Erik Aalbæk Jensen. Begge har de gang på gang understreget, at det særlige ved modstandskampen lå i, at hvert øjeblik pludselig kom til at indebære afgørelser, hvor man som person måtte forlade sig på sin sans for godt og ondt, rigtigt og forkert. Ens liv fik under besættelsestidens forhold en anderledes tyngde, "hverdagen blev eksistentiel". Det at leve blev et spørgsmål om dyrebare øjeblikke, hvor det gjaldt om at holde hovedet koldt, men hjertet varmt.

Måske det er denne indsigt, der langsomt er ved at trænge igennem. Den nye sandfærdighed og eftertænksomhed i vor omgang med besættelsens historie kunne godt tyde på det.

Selv forsøger Bogens Verden at bringe stof til eftertanke ved i dette nummer at trykke en række bidrag, der netop lægger hovedvægten på frihedskampens eftermæle og efterkrigstidens mentale selvopgør. Hvad angår det særlige bibliotekshistoriske aspekt af de fem forbandede år, henvises til rektor Ole Harbos bibliotekskrøniker i denne årgangs nr. 1 samt tidligere år.

Red.


Tilbage til toppen