| Index
| -1
| +1 |
B. S. Ingemann: Valdemar Seier (1826), 1, 81-158
���Det var just ved Middagstid og Kongen sad ved Bordet blandt sine Frender og sine Mænd. Det reisende Selskab blev af et Slags UnderHofmarsk anviist Plads ved et altid opdækket Gjestebord i et af Slottets mindre Gemakker; kun blev Grev Albert af særdeles kongelig Gunst indbudt til det kongelige Taffel, hvor hans Plads altid var ham forbeholden. Saasnart Greven i et afsides Værelse havde taget Haandtvæt og ordnet sit Haar og sin Klædedragt, bad han høflig Fru Helene og hendes Døttre undskylde, at han paa Kongens Bud maatte forlade dem. I Fru Helenes skjønne Ansigt var en ydmygende Følelse af hendes underordnede Værdighed her umiskjendelig; men hun holdt gode Miner og bad den opvartende Hofbetjent efter Taffelet at melde hende og hendes Døttre for Prindsesse Regitze.
���Til stor Glæde for Carl, fik han Befaling af Grev Albert til at følge ham, og med sin Herres Kappe paa Armen fulgte han Greven til den store kongelige Spisesal. Bævende traadte han over den høie bonede Tærskel og blev strax af en Hofbetjent anviist Plads blandt de andre Svende og Kertedrenge bag ved Marskens Stol, nærved Døren, medens Grev Albert nærmede sig den øverste Ende af Bordet med Anstand og Ærbødighed.
���Forundret betragtede Carl de mange statelige Riddere ved Bordet og al den Pragt og Herlighed, som omgav dem; men han gav sig ikke Tid til at dvæle ved nogen af de mangfoldige nye Gjenstande, som her tildroge sig hans Opmærksomhed; hans Øine søgte kun Kongen, og han ledte ikke længe forgjeves. Den unge Konges kjække og muntre Ansigt, det runde ungdommelige Heltehoved, med de krøllede brune Lokker og det korte mørkebrune Mundskjæg, svarede vel ikke til den Forestilling, han havde gjort sig om et stort kronet Hoved; men den store Valdemars Søn behøvede ingen kongelig Krone for at kjendes; hans mørkebrune næsten sorte Ørneøine havde allerede det mægtige Herskerblik, som uvilkaarlig tvinger til Underdanighed, og hans høie runde Pande, som ingen Sorgens Tverfure endnu rynkede, syntes med sin stolte og skjønne Hvælving at være en ophøiet Bolig for de dristigste Kongetanker. Et Par letbevægelige Lidenskabsfurer mellem de store livfulde Øine røbede den Heftighed og Kraft, hvormed han vidste at sætte sin Villie igjennem. Han sad rolig og munter ved Bordet i sin daglige Huusdragt, hvori han sædvanlig er afbildet, med en hvid Ringkrave om Halsen, et Slags kort bomuldsforet Pantsertrøie af hvid Silke, med en Rad Guldknapper i Bræmmen, knappet høit op i Halsen og ned over Brystet, dertil prydet med gyldne Tverstriber og smalle baldyrede Bræmmer ved Haandledene. En smal Sværdgjord med et Guldspænde sluttede ham fast om det smekkre Liv, derved hvælvede Silketrøien sig fyldig over hans Bryst som en Brynie. Forresten bar han korte posede Underklæder af sort Fløiel med haandsbrede Guldgaloner paa langs, dertil hvide Strømper og Skoe med brede Sløifer.
���Carl saae ham dog kun som Brystbillede, men bemærkede rigtigt, at hvis der var Forhold i hans Legemsbygning, maatte han fast være et Hoved høiere, end de fleste af hans Mænd; thi det temmelig høie Bord syntes for ham alene at være for lavt; og naar han spiste, løftede han undertiden Brikken op fra Bordet for ikke at bøie sig.
���Adelsdrengen, som stod bag ved Kongens Stol med hans guldbaldyrede Skarlagenskappe paa Armen, var i Carls Øine et lykkeligt Menneske, fordi han kunde være Kongen saa nær og række ham Alt, hvad han pegede paa.
���Imidlertid var Grev Albert kommen op til Bordenden og hilsede Kongen paa sædvanlig Ridderviis.
���»Velkommen, brave Albert! - sagde Kongen og rakte ham sin høire Haand, som Greven med halv nedbøiet Knæ kyste. - Tag Plads og vederqvæg Eder blandt os! eders Sæde staaer ledigt; naar vi har drukket et Velkomstbæger sammen, følger I mig til Lønkammeret.«
���Derpaa satte Greven sig paa sin sædvanlige Plads øverst blandt Ridderne, og de to nærmeste Riddere reiste sig paa gammel Viis for at give ham Plads; thi skjøndt de stive Hofskikke fra Svend Grathes Tid for en Deel vare afskaffede, og Kongen, som hans store Fader, var en Elsker af sømmelig Munterhed og Utvungenhed ved Bordet, vare dog de Skikke og Sædvaner vedligeholdte, som Kongens Værdighed og gjensidig Høflighed syntes at udfordre. Ved Bordet talede Enhver frit med sin Sidemand, dog ikke høirøstet, men saaledes at Enhver kunde høre Kongens Ord, saasnart han talede høit til Nogen.
���Nærmest ved Kongens høire Haand sad hans alvorlige Søster, den langt ældre Prindsesse Regitze, som dog endnu ikke var uden ungdommelig Ynde, men hvis rolige aldeles lidenskabsløse Ansigt kun opvakte liden Deeltagelse. Hun talede yderst sjelden, men hørte taalmodig paa hvad hendes Sidemand den skaldede Grev Claus, hendes og Kongens Halvbroder, med sin sædvanlige Vidtløftighed og Omstændelighed fortalte hende om sin tilkommende Gemalinde, Grevinde Ida af Schwerin, og om alle hendes Dyder og Fuldkommenheder.
���Paa Kongens venstre Side sad Erkebisp Andreas, med hvem Kongen fornemmelig underholdt sig, og som han udspurgte om hans Reiser og Begivenheder i fremmede Lande. Broder Gunner og Mester Harpestræng vare ogsaa her tilstede; men de vare bænkede noget længer fra Kongen, for at give Plads for hans fornemme Gjest, den tydske Ordens Ridder og Hærmester i Lifland, Hr. Hermand Balke; han var en høi mager Mand, som i sin snevre sorte Ordensdragt, med det sorte sølvindfattede Kors om Halsen og paa Livkjortelen, kneisede stolt og anseelig ved Siden af Kongens krumryggede Skriftefader den listige Erkedegn Arnfred og de tykke uanseelige Kanniker fra Bøhmen Renert og Albrecht med deres eenfoldige men ærlige Fuldmaaneansigter; for dem holdt Mester Harpestræng en lille Forelæsning over Diætetiken, som de syntes at høre paa med stor Beundring, medens de tværtimod hans Forskrift toge tiltakke saavel med Laxen og Spegegaasen, som med det røgede Harekjød. Broder Gunner derimod sad i en livlig og underholdende Samtale om den ældste nordiske Digtekonst; han havde nemlig faaet sin Plads mellem de to berømte Skjalde Thorgeir Danaskjald og Islænderen Olaf Hvitaskjald, Skaldas bekjendte Forfatter, som paa denne Tid var Kong Valdemars Gjest. Baade Gunner og Islænderen vare heftige, og naar de undertiden blev for høirøstede, maatte den sagtmodige Thorgeir tale dem tilrette og erindre dem om Bordskikken, medens Kongens Drost, den fromme og stærke Astrad Fracke, som sad ligeoverfor dem, spegede sit Kjød ved Afholdenhed fra Kjødspiser, fordi han nylig havde overilet sig i Vrede, men holdt sig dog til Vinen for ikke at kede sig, og den gamle tørre Andreas Kammermester rystede sit graae ærlige Hoved og gav Bjørn Mundskjænk et Vink om ikke at lade sætte meer Viin for de høirøstede Gjester; thi de forstyrrede ham i hans Beregning over hvormange Sølvkander der var i Brug, da det var hans Pligt at svare til Sølvtøiet.
���Blandt de danske Riddere havde, næst Grev Albert, Junker Strange Ebbesøn Forsædet; han var Kongens fortrolige Ven og Raadgiver, og havde været hans Vaabenmester og Lærer i hans Barndom; han var en mild og beleven Mand med et godmodigt skjøndt noget skalkagtigt Smiiltræk ved Munden; Haarene hang ham langt ned over Ørene, og et aabent ærligt Ansigt skinnede glad og rolig derigjennem; formedelst sit ungdommelige Udseende kaldtes han endnu af de Fleste unge Junker Strange, skjøndt han var over 40 Aar og var Fader til de unge Riddere Ebbe og Peder Strangesøn. Blandt de ældre Riddere vare især Erkebispens og Bisp Peders Brødre: Jacob af Mone, Lars Sunesøn og Kong Sverkers Svigerfader Hr. Ebbe Sunesøn af Knardrup berømte for deres Manddom og Heltebedrifter; de havde alle tre stor Slægtliighed med deres geistlige Brødre, og vare høie og stærke Mænd med et alvorligt og krigersk Udseende. Næst dem vare især Brødrene Ivar og Ebbe Glug berømte som tvende af Kongens tappreste Riddere; men de vare mindre anseelige og faldt mindre i Øinene ved Siden af Peder Glob og Ivar Lykke, som ved deres Rigdom, Pragt og artige Sæder tildroge sig alle Fremmedes Opmærksomhed. Hr. Ebbe Sunesøns anden Svigersøn Grev Engelbret var især i Orde for sin Dristighed og Belevenhed; og vel ikke mindre dristig, men ikke nær saa høflig var den stærke undersætsige Hr. Carl Graa, om hvem det hedder i Kæmpevisen:
Der Ingen er i Sverrigs Land,
Som eene kan mod hannem staae.
���Han havde til Sidemand den ikke mindre berømte Hr. Ove Dyre, som var en vældig og lidenskabelig Jæger, og altid bar et stort forgyldt Jægerhorn over Skulderen og om hvem det hedder i Kæmpevisen:
Han hugger ned for Fod i Strid,
Som Bønder de meie Korn.
���Hos de yngre Riddere Junker Knud og Hr. Lembak sad Kongens unge Søstersøn Grev Otto af Lüneborg, som endnu kun var en femtenaarig Yngling, og endnu ikke havde modtaget Ridderslaget, men som allerede havde givet de meest udmærkede Prøver paa Mod, Dristighed og en mageløs Hurtighed i at udrette de forvovneste og vanskeligste Foretagender, hvorfor han ogsaa allerede af Mange kaldtes den anden Esbern Snare. Hans runde skjægløse Pigeansigt, og endnu spinkle fine Legemsbygning gav ham Udseendet af en halvvoxen Dreng, og Carl af Rise, som dog næsten var fem Aar yngre, syntes i Legemskræfter hartad at kunne være hans Lige.
���Som Kong Artur blandt Ridderne ved det runde Bord, sad saaledes Kong Valdemar Seier blandt sine Lehnsmænd og Riddere, og naar han betragtede den stolte Række af udmærkede og prøvede Mænd, hævede hans Bryst sig heelt stoltelig, og han betragtede de glimrende Seiervindinger, han allerede havde vundet, kun som lykkelige Forbud paa den Høihed og Velmagt, hvortil han med sine dristige Ungdomsplaner haabede at hæve Danmarks Rige.
���Kongen selv var den største og skjønneste Mand af dem Alle. De Ældste af hans Kæmper, som havde kjendt hans store Herre Fader i hans unge Dage, og fægtet med ham for Arcona, kunde ikke noksom forundre sig over den unge Konges tiltagende Liighed med deres gamle Herre og Konge. Selv Klangen i hans Stemme og den særegne Maade, hvormed han slog op med Haanden, naar han uddeelte en Befaling eller blev hastig i Sindet, erindrede dem ofte om hans mægtige og undertiden vel heftige Herre Fader.
���Kongen havde udbragt en Velkomstskaal for den kjække Grev Albert, hvilken alle Ridderne havde ledsaget med et hjerteligt Glædesraab; men Kongen havde bemærket, at hans fornemme Gjest Hr. Hermand Balke havde følt sig fornærmet og tilsidesat derved, og han ønskede dog ikke at gjælde for uhøflig og uopmærksom mod denne stolte og vigtige Mand.
���»Til Ære for det ædle tydske Huus af St. Maria til Jerusalem ville vi tømme dette Bæger«, sagde han derfor efter nogen Betænkning og reiste sig. Strax stode alle Ridderne op og ledsagede Skaalen med Bægerklang, dog uden det sædvanlige Glædesraab. Den stolte fremmede Ridder bøiede sig med Anstand for Kongen og hans Mænd, medens han paa den tydske Ordens Vegne modtog Skaalen og til Gjengjæld tømte et Bæger igjen til Ære for Danmarks Konge og det ædle danske Ridderskab.
���Uagtet denne Gjensidige Høflighed kunde dog hver Mand see, at Kongen endnu stod paa en spændt Fod med den tydske Orden, af hvem han ikke vilde lade sig afstikke Grændser for sine Erobringer i det hedenske Lifland og Estland. Kongen og Erkebisp Andreas havde ogsaa nylig havt en ivrig Ordstrid med Hærmesteren om den ligesaa urimelige som haarde og uchristelige Maade, hvorpaa Ordenen søgte at udbrede Ordet i hine Lande, da man istedetfor blot at forsvare Ordets Forkyndere, tvang Hedningerne til Daaben med Sværdet, eller, naar man vilde være lemfældig, søgte at lokke dem ved forfængelig Øienslyst og et Slags bibelske Comoedier, blandede med smagløse og forargelige Optog af den græske og romerske Afgudslære. Det store Korstog til Lifland, Valdemar længe havde tænkt paa, og hvortil Paven nu ogsaa paa det kraftigste havde opmuntret ham, lod derimod til at kunne blive velgjørende for hine Lande, især saaledes som den fromme Erkebisp agtede at lede det; men dette Foretagende var det, Hærmester Balke havde til Hensigt at forhindre. Imidlertid syntes hans Underhandlinger med Kongen derom kun at have havt liden Fremgang. Han havde allerede taget Afsked, og han agtede nu ikke længer at opholde sig her ved Hoffet forgjeves.
���Paa hine gjensidige kolde Høflighedsyttringer fulgte en almindelig Taushed. For at bringe Munterheden tilbage, gav Kongen Bjørn Mundskjænk et Vink om, at han skulde lade Bægrene fylde paany, medens Kongen selv opfordrede de tvende Skjalde til at forlyste dem Alle med et muntert Qvad, helst et saadant, som kunde digtes paa Stedet, og ikke behøvede lang Tid og Betænkning. I dette Slags Sange havde Thorgeir Danaskjald just sin Styrke, og Kongen vilde gjerne give ham en Leilighed til om muligt at overgaae den berømte Islænder, hvis konstigere rimede Sange, Kongen formodede, behøvede længer Tid og Betænkning.
���Thorgeir rødmede undseelig ved Opfordringen og bad den ældre og fremmede Mester at synge først, han undsaae sig ogsaa ved at lade sin konstløse Sang høre for Skaldas berømte Forfatter, som i Bevidstheden om sin høiere Konstfærdighed ansaae den gammeldags Digtemaade for altfor simpel og eenfoldig.
���Olaf Hvitaskjald lod heller ikke Leiligheden gaae forbi til at vise sig for Kongen og hans Hof i et glimrende Lys. Han havde længe ventet paa en saadan Opfordring, og da den øiebliklige Digtning ikke var hans Sag, havde han med Flid og Konst udarbeidet et Drapa til Ære for Kongen i den vanskeligste og konstigste af alle de nyere Versarter den saakaldte Alkendt, hvori de enkelte Stavelser i hver Verslinie rimedes tvende Gange, og hvori Ordene, ved dristige og usædvanlige Omsætninger, skulde mere forbause og overraske.
���Han kunde Sangen godt udenad, og sang den med en stærk og mandig Stemme, efter at han først havde bedet om Undskyldning, hvis en øiebliklig Digtning skulde mislykkes ham i den vanskeligste af alle Versarter, som han kun troede sin ophøiede Gjenstand værdig.
���Konstgrebet lykkedes. Hvad han sang til Ære for Kongen, behagede Alle, skjøndt det lød noget stivt og tvungent, og en almindelig Beundring udbrød over den nye konstige Riimklang og de dristige Vendinger.
���Kongen takkede ham venlig, skjøndt han ikke havde forstaaet det Halve af Qvadet; men han fandt, at der hørte megen Konst og Snildhed til at faae saamange halvrimede Ord til at hænge sammen, og han begreb ikke hvorledes det var muligt i slig Hast at faae et saadant Konststykke færdigt.
���Nu kom Raden til Thorgeir; men han var saa overrasket og forbauset over hvad han nys havde hørt, og det behagede ham dog saa lidet, at han ikke længer vidste hvad han skulde tro om sin egen Sang og Digtning, eller om den rette Skjaldekonst maaskee dog bestod i Andet, end i at synge varmt og ligefrem hvad hans Hjerte var fuldt af. Han stod taus og modfalden en liden Stund og betænkte sig.
���»Mangler du Stof - sagde Kongen - saa lad mig hjelpe dig! besyng os den skjønneste og herligste Qvinde! det er jo en Gjenstand, et ungt Hjerte altid kan opvarmes af.«
���»Maaskee kan jeg komme den unge Bardes Indbildningskraft til Hjelp«, sagde hastig Hærmester Balke, og lod Thorgeir overrække en liden tillukt Lade af forgyldt Sølv, besat med kostelige Stene. Thorgeir aabnede Laden og saae et lidet qvindeligt Brystbillede, malet med sjelden græsk Konst i Vox paa Nøddetræ. Aldrig havde den unge Skiald seet saa deiligt et Qvindeansigt; han bøiede sig fast ærbødig derfor, som for en Helgeninde; hans klare blaae Øine tindrede mildt og roligt; han følte sig ret glad og stille tilmode, som for Guds Moders fromme Billede i Kirken, og han glemte alle Betænkeligheder og begyndte et Qvad i Syngesprogets ældste simple Digtemaade, hvori Voluspa og de ældste nordiske Skjaldeqvad ere digtede, i simple konstløse Ordføininger og uden anden Prydelse end Rhytmus og enkelte kraftige Bogstavriim, som dog ganske syntes at komme af sig selv. Saaledes besang han med en klar og venlig Stemme, og i rene dybe Toner, den deilige Qvinde, han syntes at see levende for sine Øine. Han beskrev hendes guldgule Lokker, og lignede dem med den modne bølgende Axestrøm paa Danmarks Sletter; i de blaae himmelklare Øine saae han den dybe stille Kjærlighed og den høie gaadefulde Stræben mod det Evige og Uforgængelige, som opfyldte og bevægede hans inderste Sjæl, naar han saae Himlen med alle dens Stjerner speile sig i det store Hav eller i Danmarks stille klare Søer. Han beskrev ikke længer nogen enkelt Deel af det herlige Billede: det stod heelt og levende for hans Sjæl; men hans Kjærlighed til Fødelandet og hans Begeistring over dets stille venlige Deilighed blandede sig saaledes med hans Forestilling om reen qvindelig Skjønhed, at han i den deiligste Qvindes Billede saae den Aand og det Udtryk, som mindede ham om hans Moders Vuggesange og hans Barndoms skjønneste Drømme. I Billedet, han besang, saae han saaledes Danmarks forklarede Engel opløfte sig fra Dalene og de grønne Høie, fra de lysegrønne Skove og stille Søer og knæle med Tro, Haab og Kjærlighed for den hellige Forbarmers Throne. »Fred og Velsignelse over Danmark - hørte han hende bede - Fred og Velsignelse over Kongen og mit Folk! Fred og Velsignelse over mine troe kjærlige Sønner og Døttre i Evighed!« Hans Stemme bævede under Sangen og hans Øine fyldtes med Taarer. Qvadet var endt, og intet Bifaldsraab hørtes, Ingen beundrede hans Konst og Skjaldegaver; men alle Hjerter vare rørte, og i mangen haard gammel Kæmpes Øie glindsede en Taare. Ogsaa Kongen var bevæget: »Tak, min brave Thorgeir! - sagde han - har du end ikke Olafs Konst og sjeldne Snildhed, saa har du dog Ord og Toner, som gaae til Hjertet; det kan jeg og alle brave Dannemænd godt lide, derfor skal du ogsaa med Rette hedde Danaskjald. Men hvad er det for en Talisman, som har gjort dig Hjertet saa varmt? lad see engang! maaskee kan den ogsaa lære os Andre at synge.«
���Thorgeir havde nylig rakt Billedet fra sig, og det var allerede gaaet gjennem alle Riddernes Hænder, da det nu kom til Kongen. Alle beundrede det høilig og fandt, at Thorgeir ikke havde sagt for meget til dets Berømmelse. Da Kongen saae Billedet, forandrede hans Ansigt sig pludselig; han sad længe taus og fordybet i dets Beskuelse; og han var den Eneste, som ikke strax udbrød i lydelig Beundring over Billedets Skjønhed og Konstværkets sjeldne Værd; men det Blik, hvormed han betragtede det, og den synlige Overvindelse, hvormed han søgte at løsrive sig derfra, for at give det tilbage til dets Eiermand, undgik ikke den snilde Hærmesters Opmærksomhed.
���»Dersom dette Arbeide af en konsterfaren bøhmisk Klosterbroder skulde have noget Værd i eders Øine, stormægtigste Konge! - sagde Hr. Balke - saa værdiges at modtage det, som et ringe Beviis paa min Ærbødighed. Det er langtfra at være noget fuldendt Billede af hvad det forestiller, men er kun en svag Efterligning af den unge Prindsesse Margaretha af Bøhmen.«
���»Altsaa et virkeligt Contrafei! - udbrød Kongen - Ved St. Bent! den hellige Lucas selv kunde ikke have contrafeieret den benedidede Jomfru lifligere. Jeg takker Eder for den vakkre Gave, - tilføiede han med neddæmpet Glæde - modtag denne Armring til Tegn paa min Erkjendtlighed.« Med disse Ord afstrøg han en kostelig Guldarmring, besat med store Topaser og lod den ved Hofmarsken overrække Hærmesteren paa et Sølvfad; men den skjønne Margarethas Billede forvarede han hastig i den gyldne Lade, og gjemte det ved sit Bryst ved Siden af sine kjæreste Reliqvier.
���»Ere de bøhmiske Klosterbrødre nu saa verdsligsindede, - spurgte Erkebisp Andreas - at de tage deres Tilflugt til en hedensk Konst for at afbilde den jordiske og forgængelige Skjønhed?«
���»Tillad mig, ærværdige Herre! - svarede Hærmester Hermand, til hvem dette Spørgsmaal syntes henvendt - den ædle Malerkonst er visselig mere christelig, end hedensk, og de fromme Mænd, som udøve den, laane kun den jordiske og forgængelige Skjønhed for dermed at give os en svag Efterligning af den himmelske og evige. Hiint Billedes Bestemmelse var kun at tjene til Model til et stort Altarbillede, som forestiller den hellige Agneses Martyrdød, og hvormed den fromme Pater har prydet sin Klosterkirke. Saasnart det havde opfyldt sin fromme Hensigt, agtede han det ikke for passeligt at beholde det længer i Klosteret og overlod mig det af Villighed, uden at tænke paa, at det skulde komme i saa høie og værdige Hænder.«
���Herom blev nu ikke talt mere. Paa Kongens Vink reiste Erkedegn Arnfred sig og fremsagte en kort latinsk Bordbøn. Dermed var Taffelet hævet. Kongen gik tankefuld med Grev Albert til sit Lønkammer, og Prindsesse Regitze ledsagedes af sine Fruer og Terner til Fruersalen. Her modtog hun Fru Helene og hendes Døttre med Venlighed, dog med en vis Tilbageholdenhed og Betænkelighed, som hartad bragte den skjønne Enke til at fortryde sit Besøg. Prindsessen beklagede, at hendes Broder Kongen var saa overvældet med vigtige Statssager, at der i denne Tid kun var liden Selskabelighed og Underholdning ved Hoffet. »Der tales nu kun om Krig og Orlog, - sagde hun - jeg har derfor besluttet for det Første at afsondre mig fra det krigerske Selskab, her nu har samlet sig, og danne en lille fredelig, meest qvindelig Hofstat i denne Fløi af Slottet, som min Broder Kongen har overladt til min Raadighed. Eders muntre Selskab, ædle Frue! - tilføiede hun - vil derfor her være mig særdeles behagelig, hvis I med eders Døttre kan finde Eder i det stille Nonneliv, jeg nu paa en Maade agter at føre, og som snart vil blive nødvendigt, naar min Broder nu, som det lader til, imod Sædvane, ogsaa vil tage Vinteren til Hjelp til sine krigerske Foretagender.«
���Disse Udsigter til et indesluttet kedsommeligt Hofliv i Fruersalen behagede Fru Helene kun lidet; men hun gav sig Mine af, at det netop saaledes var efter hendes Sind; thi Kongens Livlighed og Lyst til qvindeligt Selskab, var hende Borgen for, at der neppe, saalænge han var hjemme, vilde blive saa dødt og stille paa Ribehuus, som Prindsessen lod til at ville skræmme hende med. Den lille Rigmor blev nu ogsaa af sin Fostermoder bragt til Prindsessen, af hvem hun blev modtaget med Kjærlighed.
���Imidlertid havde de unge Riddere iført sig deres Kapper, Handsker og Harnisker, og vare med Esbern Snares Sønner og disses Svogre uddragne til Lystriddet og de daglige Vaabenøvelser, medens nogle af de ældre Riddere og Hofmænd forlystede sig ved Bretspillet og Tavlebordet.
���Thorgeir Danaskjald var gaaet bort med den lærde Islænder for at lade sig undervise af ham i de nye konstige Sangformer; thi han ærede høilig den ældre Bardes Fortjenester, og ønskede ivrig at tilegne sig, hvad han af den Fremmedes Konst og Snildhed kunde lære, uden Opofrelse af sin eiendommelige Natur og hvad han selv ansaae for det Høieste og Vigtigste i det ædle Skjaldskab.
���Erkebisp Andreas og Broder Gunner havde strax opsøgt den nysankomne Bisp Peder, og i et venligt Broderlag overveiede de nu tilsammen Kongens og Landets vigtigste Anliggender.
���Men i den dybe Muurhuling ved et Vindue, med smaa blyindfattede Glasruder, sad Hærmester Hermand og Erkedegn Arnfred i Slottets store Riddersal ved et Tavlebord og talede hemmeligt sammen om det stærke Indtryk, den skjønne bøhmiske Prindsesses Billede syntes at have gjort paa Kongen.
���»Det havde jeg vel ventet, - sagde Hærmesteren, selvtilfreds - eders stridbare Konge er bekjendt som den artigste Ridder i Christenheden og en varm Beundrer af de Skjønne, maaskee alt for varm, som Nogle ville mene. Prindsesse Margaretha er virkelig ikke alene den skjønneste, men, jeg tør paastaae det, den meest dydzirede og elskelige Dame, jeg kjender. Eders Konge er hende vel kun bekjendt af Navn og Rygte; men som Helt og Ridder har han allerede en høi Stjerne hos hende. En Forbindelse med hende vilde ikke alene være lykkelig for Danmark, men maaskee ogsaa for de fremmede Lande, som denne erobrelystne Konge nu truer med Ild og Sværd. Jeg kjender Skjønhedens Magt over Hjerterne, og Margaretha elsker Freden endnu høiere, end hun ærer Seiervinderen og Helten.«
���»Jeg forstaaer, jeg forstaaer, - smidskede Arnfred listig - det er ikke alene paa Liflands og den tydske Ordens Vegne, I vil underhandle her; I har ogsaa en hemmelig Fuldmagt, som et ømt qvindeligt Hjertes Gesandt« - -
���»Deri feiler I storlig, fromme Herre! - afbrød Herman Balke ham med Selvfølelse - at benytte Tilfældet og de menneskelige Lidenskaber til store velgjørende Øiemed, anseer jeg ikke for uværdigt selv for en Stormester af min hellige Orden; men jeg fornedrer mig ikke til et blindt Middel for Andres Villie, fordi der faldt et Middel i min Haand, som maaskee kunde foreene min Villie med Andres. En Fyrstes eller en Prindsesses personlige Lyksalighed kommer det her ikke an paa. Hvad hiint Billede iøvrigt iøvrigt angaaer, saa har jeg ikke sagt et eneste usandt Ord derom, og den skjønne Margaretha drømmer ikke om, at hun saaledes in effigie hviler ved den unge Konge af Danmarks Hjerte. Hiin Talisman var et Frø, Himlen lod falde i min Haand, - vedblev han med andægtig Mine - jeg udkastede det kun i en beleilig Stund, hvor jeg vidste, det vilde finde en god og villig Grund. Opvoxer det maaskee til en Palme for Danmark, forlanger jeg ingen Ære derfor; men min og Fleres, ogsaa eders Velynders den fangne Bisp Valdemars Fordeel kan maaskee derved forenes med Eders. Han, som har Kongernes Hjerter i sin Haand, har vist ikke gjort Eder, ærværdige Herre! til min Ven og Fortrolige for Intet. Som Kongens Skriftefader, har I Leilighed til at lade et Ord falde i rette Tid - og« -
���»Jeg forstaaer, jeg forstaaer, - hviskede Arnfred - den forelskede Løve slipper Byttet, mener I, og den tydske Orden faaer ene Æren og den billige Æressold for at omvende Lifland med Sværdet - Eders Ven Bisp Valdemar staaer sig vel ved det bøhmiske Hof; blev han paa den fromme Margarethas Forbøn fri, gav han maaske Kongen Andet at tænke paa, end eders Hedninger, og jeg - ja jeg maatte nøies med« - -
���»Den første Bispestol i det omvendte Lifland, saasandt den tydske Orden formaaer noget hos hans Hellighed«, faldt Hærmesteren med Eftertryk ind. Derpaa rakte Herrerne hinanden Haanden over Tavlebordet og reiste sig tause med et fortroligt Blik, da just Nogen nærmede sig. Smilende under Hætten gik den krumme Erkedegn tilbage til Capittelhuset. Hermand Balke gik til sin Vaabensvend ved Døren. Svenden kastede den hvide Korskappe over sin høie Herres Skuldre, rakte ham Handskerne og Hatten med den hvide Fjærbusk, hvorpaa han fulgte ham i ærbødig Frastand til Slotsgaarden. Der stod en høi Hingst sadlet for Ridderen og en adstadig Hoppe for hans Svend; og i faa Øieblikke havde den tydske Ordens Hærmester, som det syntes, med aldeles uforrettet Sag forladt Ribehuus; men han troede at have kastet en Brand i Kongens Hjerte, som vilde give Helten Andet at tænke paa, end at erobre Lifland og gjøre noget Indgreb i Sværdbrødrenes og den tydske Ordens Foretagender. Tydsklands indbyrdes Stridigheder og Kongens Forbund med Keiser Otto gjorde ham det desuden nødvendigt, at henvende sin Opmærksomhed paa et ganske andet Punkt, end han havde ladet sig mærke med for den snilde Hærmester.
���Usædvanlig adspredt, havde Valdemar hørt Grev Alberts Beretning om det rigelige Krigsstyr, der var bragt tilveie, og givet ham Befaling til ufortøvet at bryde op med Elbhæren, for at ydmyge Kong Ladislaus, og sætte en Skræk i de nordtydske Fyrster, hvoraf en Deel vare Valdemars Lehnsmænd; men han vidste, de pønsede kun paa en Leilighed til at løsrive sig fra det danske Overherredømme. Kongen lovede, selv om faa Dage at støde til Hæren. Men den alvorlige Grev Albert betragtede forundret sin heltemodige Konges Aasyn, og fandt ikke den Ro og Bestemthed deri, som ellers altid udmærkede ham, naar han lagde Planer og uddelte saa vigtige Befalinger. Ei heller begreb Albert hvad der mod Sædvane holdt Kongen tilbage paa Ribehuus, naar saa vigtigt et Tog var forhaanden. Da faldt Tanken om Fru Helene og Alt, hvad man sagde om hende og Kongen, Greven pludselig ind, og han rødmede selv ved den Tanke, der mod hans Villie paatrængte sig ham.
���»Jeg har bragt Esbern Snares kjække Sønner med, - sagde han - og deres muntre Stifmoder har gjort dem Selskab hertil, formodentlig for at more sig her ved Hoffet; men bliver min Konge sin Plan tro, vil Ribehuus neppe blive riig paa Forlystelser for det Første.«
���»Det skal I ikke sige, - svarede Kongen - Toget til Pommern tænker jeg ikke skal staae længe paa, og gaaer Alt efter mit Ønske, kan her maaskee snart blive ret lystigt og levende paa Slottet. Hvad siger I, min kjække Søstersøn, om jeg nu for Alvor tænkte paa at formæle mig?«
���»Dertil udfordres først en kongelig eller keiserlig Brud«, bemærkede Albert; og da Kongen ikke udlod sig videre derom, tog Greven Afsked og begav sig endnu samme Dag, særdeles mørk og forstemt, med mange Riddere og Svende til Hæren, ledsaget af Carl og sit øvrige Følge.
���Næste Morgen reed Kongen som sædvanlig til Ottesangen i Domkirken. Da han vilde træde ind ad den prægtige Kirkedør, med Ringen i det forgyldte Kattehoved, saae han den skjønne Fru Helene og hendes Døttre, som bleve staaende ved Indgangen for at hilse ham. Med sin prægtige røde Silkekaabe med Hermelinsbræmmer og den høie Silkehat med Strudsfjær tildrog den skjønne Enke sig Alles Opmærksomhed. Mange Mennesker stimlede til Kirken, og det foraarsagede et lidet Ophold, medens Folket veeg tilside og gjorde Plads for Kongen og hans Følge.
���»See, det er Kongens Frille, den rige Enke fra Sæbygaard - sagde en tyk Ribe-Borger til sin Ledsager - see, hvor hun udmaier og kroer sig! hende faae vi nu maaskee endog til Dronning istedetfor Keiserens Søster - tvi!«
���Forbittret hørte Kongen den uforskammede Tale; bleeg af Harme, vendte han sig om og saae et fornærmeligt Smiil i mange Ansigter; men hvo der havde sagt hine Ord vidste han ikke. Han betvang sin Heftighed og gik rolig videre; men Fru Helenes og hendes Døttres Hilsen besvarede han med et koldt og fremmed Buk, uden at see paa dem. Den skjønne Enke lod hastig Sløret falde for sit Ansigt, for at skjule den pludselige Farvevexling, hun følte i sine Kinder; hun greb sin Datter under Armen, for ikke at vakle, og skyndte sig til en lukket Kirkestol, hvor hun med hede, bittre Taarer sank paa Knæ og syntes at bede.
���Kongen havde glemt sin Rosenkrands og sendte sin Kertedreng efter den. Urolig og adspredt, tumlede han ind i Skriftestolen og følte en usædvanlig Trang til at give sit Hjerte Luft for sin Skriftefader. »Jeg har en svar Synd paa min Samvittighed, - sagde han gjennem Gitteret til den opmærksomme Erkedegn - ved uforsigtig og forfængelig Snak og letsindig Opførsel har jeg bragt en fornem og ærbar ung Enke i Vanrygte, og bragt mig selv i ond Omtale blandt Folket. Ved hvilken Bod kan jeg udsone den Brøde? og hvorved kan jeg gjøre Ende paa den krænkende Folkesnak?«
���»Eders Forseelse, min Konge! - svarede Skriftefaderen - hører vel ikke, strengt taget, til peccata mortalia eller Dødssynderne, men om den endogsaa kunde henregnes dertil, vilde en ringe Deel af den hellige Kirkes Fortjenester være tilstrækkelig til at udsone den, og derpaa giver eders sønlige Hengivenhed for Kirken og den romerske Stol Eder et billigt Krav. Vil I dernæst undgaa Brødens naturlige Følger for Verdens Øine, og undgaae Forsmædelsen i eders Æres Besmittelse, saa bør det skee ved en christelig og hæderlig Formæling med en Qvinde af eders Stand, og ved aldrig oftere at see den unge forføriske Enke.«
���Kongens Kinder blussede. »For to Dage siden - svarede han - vilde denne Bod have været mig streng og vanskelig nok, idag tykkes den mig kun alt for let«; og nu aabenbarede han Skriftefaderen det lønlige Afguderi, han siden igaar Middags havde været henfaldet til, og hvorledes han istedetfor at læse sit Ave Maria kun havde betragtet en verdslig Qvindes Billede, som havde faaet Plads ved hans Hjerte ved Siden af hans Bedstefaders, Hertug Knuds, blodige Haarlok.
���»Det hører endnu til peccata venialia, naadige Herre! - hviskede Arnfred gjennem Gitteret - hvad ogsaa den mystiske Præst i Slagelse maa have sagt Eder om det indvortes Lys, om Nedsænkelsen i Guds Væsen ved Selvcontemplation og Sandsenaturens Udryddelse, saa viser denne eders Fortabelse i et verdsligt Billede noksom, at det er eders sunde Natur imod, at helde til Mystikernes unaturlige Lære. Det er bedre at gifte sig, end lide Brynde, siger Apostelen, og jeg veed intet bedre Raad at give Eder, ædle Herre!«
���»Hvad? Brynde - gjentog Valdemar heftig - nævn ikke saaledes den bedste og reneste Følelse, jeg har kjendt i mit Liv! jeg bekjender dig den ikke som nogen Synd; men maaskee er det et Sværmerie, et Slags Vanvid, som dog Ingenting fører til, og jeg harmer mig kun over, at jeg for denne Grilles Skyld glemmer saavel at handle, som at bede; thi det er ikke alene mit Ave Maria jeg forsømmer, det kunde jeg vel indhente igjen, det er ikke blot min Rosenkrands, jeg glemmer; men min Hu staaer nu meer til en Qvinde, jeg aldrig har seet, end til Kamp og Ledingsfærd for Landets og Kronens Ære. Var jeg Qvinde eller Præst, vilde jeg maaskee troe, at der var Trolddom ved hiint Billede, som jeg modtog af Fjendehaand; men skille mig ved det, vilde jeg dog ikke for alle din Kirkes Helgenbeen og Martyrtænder tilsammen.«
���»Det Offer forlanger ikke heller den hellige Kirke af Eder - hviskede Arnfred - for Trolddom frygter jeg ikke her, skjøndt man vel før har hørt noget Lignende; men hvad der gjør saa heftig en Virkning paa eders kongelige Sind, tilskriver jeg meget mere en venlig Indskydelse af eders Skytshelgen og Farfader, den benedidede Hertug Knud. Følg trøstig hvad slig hellig Indskydelse tilsiger Eder, og sørg for Rigets og Kronens Bevarelse ved en Formæling, som kan bringe Danmark som Eder Lykke og Velsignelse!
���»Det er dog kun Drømmerier og Tant Altsammen, - svarede Kongen - og hvo staaer mig inde for, at det Indtryk, hiint Billede har gjort paa mig, ikke forsvinder, som en anden Drøm, naar jeg seer hende virkelig. Men jeg vil tænke paa det. Gud befalet, Præst!« Dermed gik Kongen ud af Skriftestolen, og da Ottesangen var forbi, reed han tankefuld tilbage til Slottet.
���Neppe traadte Fru Helene og hendes Døttre ud af Kirken, ledsagede af Peder Strangesøn og Anders Grosøn, førend der hørtes en almindelig Mumlen mellem den nysgjerrige tilstimlende Almuesklynge, som gjorde dem et høist ubehageligt Følgeskab til Slottet. Forbittrede over denne Paatrængenhed og uanstændige Forfølgelse, droge begge de unge Riddere deres Sværde, og det var nær kommet til blodige Optrin, havde ikke nogle Riddere af Kongens Følge paa Valdemars Befaling redet tilbage og adsplittet den urolige Almue, der peeb i Fingrene og udraabte plumpe og fornærmelige Ord mod den smukke pyntede Hex, som de kaldte hende; »hun forlokker Kongen og vil være Danmarks Dronning! - raabte de - tilbage til Sverrig med hende! hun har knækket Halsen paa sin Mand og staaer i Pagt med den Onde.«
���Fru Helene troede, at hun skulde synke i Jorden af Skam, og hendes Døttre græd og klyngede sig ængstelig til deres forbittrede Fæstemænd. Afmægtig og bleeg som et Liig, bares den forfulgte Skjønne op paa Slottet. Hendes Stifsønner og Døttrenes Fæstemænd vare yderst opbragte over denne fornærmelige Behandling. Kongen befalede i sin Heftighed Sagen paa det Strengeste undersøgt. For hele Hoffets Øine erklærede han Fru Helene for den ærbareste og ulasteligste Ridderfrue, og svor ved sin kongelige Ære og Magt at beskytte hende mod enhver Fornærmelse. Den, der uden Beviis beskyldte hende for nogen Brøde, erklærede han for den skammeligste Bagvasker og Æreskjænder, som skulde dømmes og straffes derfor efter Lovens hele Strenghed.
���Dermed beroligedes nogenlunde Fru Helenes Frender og Venner, og de ønskede nu kun saasnart som muligt at bringe hende bort fra Ribehuus, hvilket ogsaa Kongen fandt rigtigt og nødvendigt.
���Men da Helene slog Øinene op igjen efter sin Afmagt, stirrede hun saa vildt og fortvivlet om sig og talede dertil saa forvirret, at man forskrækket maatte hente Mester Harpestræng, som fandt hendes Tilstand betænkelig og erklærede, at hun var falden i en hidsig og farlig Feber. Hun røbede i sin Vildelse en lidenskabelig, fast rasende Kjærlighed til Kongen; hun nævnede ofte hans Navn med Taarer og vred sine Hænder. - »Min Gamle - sukkede hun - ja han maatte døe, det stod i Stjernerne - saa sagde jo den Sorte - og jeg er uskyldig - hvad vilde han ogsaa paa den Trappe i Mørket? - og er hun ikke ogsaa nu død - hun, som min Hjertenskjær først rakte Haanden? - saa skulde hun jo komme - hun med Kronen i de brune Lokker - ha, var det da ikke mig? - hvi loe han saa fælt i Skjægget, den Sorte?« Saaledes talte hun fort, og Ternerne korsede sig og sagde, hun talte om sin Pagt med den Onde.
���Lille Rigmor løb forskrækket bort fra Sengen, og da Prindsesse Regitze mærkede hvorom Talen var, lod hun Alle gaae bort og blev alene ved den Ulykkeliges Leie.
���»Hvo er den Sorte, I taler om, ædle Frue! - spurgte hun rolig - er det en geistlig Mand? - eders Skriftefader og Sjælesørger maaskee?«
���»Min Sjælesørger? - gjentog Fru Helene og loe - min Sjælesørger! ja vel, paa en Maade - men han har ikke sørget godt for min arme syndige Sjæl - i Hulen har han bragt mig, i den dybe sorte Hule, hvor der hverken skinner Sol eller Maane« -
���»Hvad saae I da i Hulen?« spurgte Prindsessen ængstelig og spændt.
���»Hvad der staaer i Stjernerne saae jeg - Hertugens Navn - nei, Kongens - den skjønneste og mægtigste Konges - ogsaa dit Navn saae jeg - her stirrede hun Prindsessen stivt i Øinene - ogsaa du er født til en Krone - mit Navn - sukkede hun - ak, mit Navn saae jeg ikke. Vee, Vee! det var vist skjult af Skam og Skjændsel.« - Her holdt hun begge Hænder for det skjønne blege Ansigt og græd bitterlig.
���Men denne Sindsforvirrelse varede ikke længe: med en overordentlig Sjælsstyrke syntes hun at gjøre Vold paa sig selv og tvinge sit heftige Sind. Med hendes Besindighed kom, til Mester Harpestrængs Forundring, hendes fuldkomne Sundhed tilbage. Inden Aften loe og spøgede hun endog selv med tilsyneladende Rolighed over, at Ribe Gadedrenge havde kaldt hende en Hex, og at hun havde taget sig den Sorg saa nær. Da hun hørte med hvilken Heftighed Kongen havde taget sig af hendes Sikkerhed og Ære, hævede hun Hoved og Bryst og spurgte forundret hvorfor hendes Døttre og deres Fæstemænd vare reiseklædte.
���»Har jeg maaskee i min ubegribelige Svaghed sagt, at jeg vilde reise? - spurgte hun - er jeg ikke forviist fra det gjestfrie danske Hof, som jeg umuligt kan troe, saa fordrer min Ære, at jeg netop nu bliver her; Hertug Guttorms Datter kan dog ikke forjages fra Ribehuus af en Flok Gadepeblinger?«
���Alle taug forlegne, og Fru Helene reiste sig, stolt og bestemt, og forlangte at tale med Kongen.
���»Jeg skal selv forebringe min Broder eders Ønske, ædle Frue!« svarede Prindsesse Regitze hastig og forlod hende.
���Valdemar sad urolig og tankefuld i sit Lønkammer, da hans alvorlige Søster, imod Sædvane og uanmeldet, traadte ind til ham.
���»Undskyld mig, min Broder, hvis jeg forstyrrer dig! - sagde hun og nærmede sig ham fortrolig - en vigtig Sag bringer mig til dig: det gjælder din og vort Huses Ære. Den ulykkelige Fru Helene ønsker at tale med dig.«
���»Jeg kan ikke see hende, - svarede Kongen bestemt - men saasnart Lægen tillader det, maa hun reise.«
���»Det er vistnok nødvendigt - sagde Prindsessen - men her er Meget at overveie: en Hertugs Datter, en Gjest ved vort Hof, en Ridderfrue af saa stort og mægtigt et Huus, en Dame, hvis Ære du selv offentlig med Heftighed har forsvaret - kan hun, beskæmmet og foragtet, forvises vort Hof, som en forskudt og paatrængende Bolerske?«
���»Hvad vil du da jeg skal gjøre?« - spurgte Valdemar heftig - det vanærende Rygte om os kjender du. Vil du, jeg skal trodse det? vil du, jeg skal opreise hendes Ære, ved at opofre min egen, række hende Haand og Krone og udsætte mig for Europas og mit Folks Foragt? Jeg er ikke uden Brøde, det tilstaaer jeg dig; jeg fandt, hun var den skjønneste og elskværdigste Qvinde, jeg havde seet, og jeg viste hende en Opmærksomhed, som har berettiget hende til de urimeligste Formodninger. Men at hæve en Riddersmands Enke paa Danmarks Throne, det Galskab kunde aldrig falde mig ind. Min Letsindighed og Uforsigtighed har havt sørgelige Følger. Den skjønne Enkes gode Navn og Rygte er forspildt, og min Ære har ikke vundet derved. Jeg vil gjøre Alt for at gjøre min Forseelse god igjen, kun Intet, som vanærer Riget og Kronen.«
���»Siig mig oprigtig, min Broder! - spurgte Prindsessen og betragtede ham med et alvorligt gjennemtrængende Blik - elsker du hende? eller har du nogensinde elsket hende? hos Jer Mænd er det jo tvende Spørgsmaal, hvad hos os kun er eet. Haand paa Hjertet, Broder! for din Roligheds Skyld spørger jeg dig derom.«
���»Du gaaer mig vel nær paa Samvittigheden, Søster! - svarede Valdemar - nu vel da! jeg har virkelig indbildt mig engang, at jeg elskede hende; men nu veed jeg det vist: det var en Vildfarelse.« Her faldt hans Øine uvilkaarlig paa den forgyldte tillukte Lade, som laae paa Bordet, med Prindsesse Margarethas Billede.
���»Endnu eet Spørgsmaal kun, min Broder! for den ulykkelige Helenes Skyld, hvis Skjæbne jeg af Hjertet beklager: har du nogensinde sagt hende med rene og tydelige Ord hvad du troede at føle for hende?«
���»Om jeg endogsaa derfor kan frikjende mig, - svarede Kongen - saa kan jeg dog ikke frikjende mig for Blik og Miner, som tale tydeligere og meer overbevisende, end alle Ord, og i den Henseende er og bliver jeg strafskyldig. Den Bod, som derfor er paalagt mig, vil du smile ad, og jeg maa tilstaae dig det, havde jeg selv været min Skriftefader, jeg kunde ikke have straffet mig mildere: jeg formæler mig med en Prindsesse, jeg aldrig har seet. - Fru Helene seer jeg aldrig mere. Men jeg vil skrive hende til, jeg vil give hende et tydeligt Beviis paa min Agtelse; saalænge hun vil være din Gjest, skal hun behandles her som en Fyrstinde, som Hertug Guttorms Datter; men jeg forlader Ribehuus imorgen, og vender ikke tilbage saalænge hun er her. En Æres- og Sikkerheds-Vagt skal, baade medens hun er her og naar hun reiser, beskytte hende mod enhver Fornærmelse. Hendes yngste Søn har jeg lovet et Hertugdom; det Ord skal jeg holde til Trods for al Verdens Snak, men meer kan og vil jeg ikke gjøre.«
���Derved blev det. Kongen skrev et Brev til den skjønne Enke, og Prindsessen overrakte hende det med en venlig Hilsen fra Kongen.
���Da Fru Helene læste Brevet, blegnede hun; men hun fattede sig hastig, reiste sig, rolig og bestemt, og erklærede, at hun endnu i denne Nat vilde begive sig paa Reisen til Skaane. »Paa Kullen bygger jeg mig et Slot, - sagde hun lønlig til Prindsessen - derfra vil jeg betragte Himlens Løb og lade Jorden gaae sin skjeve Gang. Hils Kongen fra mig og siig ham: jeg er nu Kullemandens Dronning, saa veed han nok hvad jeg mener.«
���Prindsessen betragtede hende forundret og forstod hende ikke, men frygtede for, at hendes Forstand var forvildet. Nu kaldte Fru Helene sine Døttres Fæstemænd for sig og spurgte dem om deres Kjærlighed til hendes Døttre var ligesaa varm idag, som igaar. De forsikkrede det og forundredes over det besynderlige Spørgsmaal.
���»Saa ere de om en Time eders Ægte-Hustruer eller aldrig, - sagde hun bestemt - jeg kan ikke beskytte dem længer her i Danmark, og følge de mig over Sundet, skal de aldrig vende tilbage.«
���Peder Strangesøn og Anders Grosøn saae glad forundrede til deres Forlovede, som stode reiseklædte og beredte til at følge deres lunefulde Moder. Pigerne stode røde og blege med Taarer i de skjønne Øine, og de unge Riddere betænkte sig ikke længe.
���»Om en Time er jeg eders retmæssige Svigersøn, ædle Frue! - svarede Peder Strangesøn - og imorgen fører jeg min skjønne Hustrue til Kallundborg.«
���»Ræk mig Haanden, ædle Cæcilia! - sagde Anders Grosøn - til Slotscapellet har vi kun faa Skridt; lad mig imorgen føre min kjære Hustrue til Tersløsegaard!«
De forbausede Piger gjorde ingen Indvendinger. Alle forundrede sig over det pludselige og uforberedte dobbelte Bryllup, som først havde været bestemt til Foraaret. Prindsessen rystede paa Hovedet og lod sin besynderlige Gjest raade her, som hun var hjemme. Der blev strax sendt Bud efter Junker Strange og Esbern Snares tre Sønner. Den muntre Junker Strange lykønskede sin Søn, idet han loe ret hjertelig, og fandt Fru Helenes overraskende Indfald fortreffeligt. Niels Mule hostede forlegen og hviskede til sin Broder Johan: »vor smukke Fru Moder har dog intet Begreb om hvad der sømmer sig: sin egen Ære har hun forspildt og nu gjør hun sine Døttre til Latter med sligt hovedkulds Bryllup, som her var Ugler i Mosen, og det ved Hove - det er forskrækkeligt.«
���»Det er saamæn det fornuftigste Indfald, vor unge Fru Moder har havt i lang Tid, - svarede Johan Marskalk - nu sparer hun jo to Bryllupsgilder paa eengang.«
���Forundret, hørte Kongen næste Morgen af sin Søster, hvorledes i al Hast og Stilhed de to unge Riddere vare blevne viede i Capellet og allerede før Dag vare reiste bort med deres Hustruer, og hvorledes Fru Helene før Midnat havde forladt Ribehuus, alene ledsaget af Johan Marskalk, hvis sparsommelige Forslag, at reise i simpel borgerlig Forklædning, hun for at undgaae al Opmærksomhed havde antaget, ligesom hun ogsaa havde frabedet sig den tilbudne Æres- og Sikkerheds-Vagt. Den besynderlige Hilsen, Fru Helene havde bedet Prindsessen bringe Kongen, holdt den forsigtige Søster det for klogest ikke at tale om, da hun formodede, den kun indeholdt en bitter Hentydning paa hvad det nu dog var bedst aldeles at forglemme. Hun ansaae det ogsaa for klogest, ikke at tale om den Sindsforvirrelse, hun troede at have bemærket hos den skjønne Ulykkelige; den heftige Kjærlighed til Kongen, hun havde røbet i sin første feberagtige Vildelse, vogtede Prindsessen sig endnu omhyggeligere for at omtale. Hun søgte meget mere at berolige sin kongelige Broder ved at beundre den stolte Enkes Fatning ved Afreisen og den lunefulde Munterhed, hvormed hun selv havde spøget over sit adstadige Udseende i den borgerlige Matronedragt.
���»Stakkels, stakkels Helene! - sukkede Valdemar - naar hun loe og spøgte, skjulte hun ofte en urolig og sønderreven Sjæl. Jeg kjender hendes Munterhed; den har mangengang forfærdet mig. Hendes Liv er forspildt. Gud give hendes arme Sjæl Fred, og tilgive mig i Naade, hvad jeg med min alt for varme Deeltagelse kan have bidraget til at forøge Forvirrelsen i dette fredløse og sig selv fortærende Hjerte! Hun er dog en stolt og ædel Sjæl.«
���Prindsesse Regitze var gaaet. I en veemodig Stemning sad Kongen, med Haand under Kind, og tænkte paa den vigtige vovelige Beslutning, han var ifærd med at tage, og hvoraf hans hele Livs Lykke maaskee kunde afhænge. Han greb sig selv i den Tanke og bluedes. »Lykke! - sagde han - hvad er Kongernes Lykke? deres Folks og Rigers Lyksalighed, deres Thrones Hæder og Glands - Kjærlighedslykke, huuslig Lykke, dertil kan Borgeren og Bonden glæde sig - derfor maa ingen Konge sukke.« Uvilkaarlig aabnede han den lille Billedlade og betragtede den skjønne Ubekjendte, som han maaskee først skulde see som sin Brud. »Helene er det ikke, - sagde han - men det er vel, her er Ro og Klarhed - ingen fortærende Lidenskab, ingen hemmelighedsfuld urolig Higen efter Høihed og Magt - her er stille Kjærlighed og fordringsløs Uskyld - ingen skjult Vulcan, ingen glimrende Maske af Munterhed og Vid, som skjuler en fortvivlet Kamp mellem Kjødet og Aanden.«
���Som han sad i disse Betragtninger aabnedes Døren og Kannikerne Renert og Albrecht traadte ind.
���»Stormægtigste Herre Konge har allersomnaadigst befalet«, stammede de begge, som med een Mund, og bleve staaende med Hælene paa Dørtærskelen i den aabne Dør, medens de bøiede sig saa dybt, at de forskrækkede maatte træde et Skridt frem for ikke at falde paa Næsen, idet den listige Hofnar hastig lukkede Døren efter dem.
���»Ere I ikke Bøhmere af Fødsel?« spurgte Kongen, og maatte tvinge sig for ikke at smile.
���De bejaede det ærbødig, medens en Blanding af Nysgjerrighed og ængstelig Forventning udtrykte sig i deres runde ellers sorgløse Ansigter.
���»Har I nogensinde seet Prindsesse Margaretha af Bøhmen?« spurgte Kongen videre.
���»Til Tjeneste, naadige Herre!« svarede de begge næsten paa eengang, og bukkede sig begge lige dybt, som Træmænd, der bevæges ved en Snor.
���»Saa beskriver mig hende nøiagtig, - vedblev Valdemar - og siger mig uden Frygt Alt hvad I vide om hende, det være Godt eller Ondt! hvert sandt Ord, I sige, skal jeg betale Eder kongelig; men den første Usandhed, jeg griber Eder i, vil jeg strengelig straffe.«
���Over denne Tiltale bleve de forbausede Klerke først ængstelige, og det varede noget, inden de fik Munden paa Gang; men snart strømmede Lovtalerne over den skjønne Prindsesses Mildhed og Fromhed rigelig over deres Læber, og jo længer de talte, jo mindre frygtede de for at fortale sig; de gjennemgik punktlig alle syv moralske og theologiske Cardinal-Dyder, som de forsikkrede hun besad i den allerhøieste Grad, hvorhos de ikke forsømte flittig at anføre den hellige Augustins og Petri Lombardi Sententser og benytte deres skolastiske Lærdom om de 7 Helligaandsgaver og de 8 Saligheder, medens de kappedes om i Munden paa hinanden at sige alle de Sandheder og gyldne Ord, som den gavmilde Konge vilde betale dem saa rigelig.
���»Nok, nok om de latinske Dyder! - afbrød Kongen dem endelig - og tal Een ad Gangen, hvis jeg skal forstaae hvad I sige! Har hun kun en Hundrededeel af de Fuldkommenheder, I der har opregnet, maa hun jo være ti Gange bedre, end en Engel i Himlen. Men siig mig nu hvorledes hun seer ud! ikke sandt hun skeler lidt, har en Pukkel eller to paa Ryggen - nu kun herud med det! tal du først, Renert! lyver du, saa veed du, jeg holder Ord.«
���»Allersomnaadigste Herre! - tog Renert Ordet - fritag mig for en Beskrivelse, som« - -
���»Fritag os for en Beskrivelse«, stammede Albrecht efter.
���»Hvad? - afbrød Kongen dem heftig - altsaa dog skeeløiet, pukkelrygget!«
���»Det forbyde St. Augustin! - svarede Renert - saa maa hun være bleven det for nylig. For 6 Maaneder siden, da jeg uværdig havde den Ære at see hende, var hun deiligere, end den hellige Margarethas Billede i vor Kirke - men fritag os for en Beskrivelse, naadige Herre! som kunde opvække verdslige Tanker i vort Sind og lade os forglemme den himmelske Herlighed og Skjønhed for den jordiske.«
���»Det var ogsaa min ringe Mening, eders Naade!« tilføiede Albrecht.
���»Nu, det var dog vel, - sagde Kongen - hun er altsaa da hverken skjæv eller vanskabt; det være langt fra mig at friste Eder til verdslige Tanker; men siig mig kun, ligner dette Billede hende virkelig?«
���»Unægtelig, eders Naade! - svarede Renert, som dog ingen Samvittighed gjorde sig af at betragte Billedet - men det ligner dog kun ligerviis som Demanterne i eders Krone ligne Himmelens Stjerner.«
���»Ja saaledes ligner det, eders Naade!« tilføiede Albrecht, og tørrede Sveden af sin Pande.
���»Saa gaaer med Fred, I fromme ærlige Mænd! - endte Kongen nu Forhøret og klappede dem paa Skuldrene - naar jeg erfarer Sandheden af eders Udsagn, skal jeg kongelig belønne eders Sanddruhed; men hvad jeg har talt med Eder her er en Hemmelighed, for hvis Bevarelse I staae mig inde.«
���»Med vore uværdige Hoveder, allersomnaadigste Herre!« svarede den Ene ordret efter den Anden, idet de gik baglænds ud af Døren og bukkede sig.
���»Det var hendes Landsmænd! - sagde Kongen betænkelig - hvad om hun nu med al sin Skjønhed var ligesaa eenfoldig og kedsommelig som de?« - »Nei, det er umuligt!« - vedblev han beroliget, medens han med Henrykkelse atter betragtede Billedet - »Ærlighed og Troskab, hellig Eenfold og Uskyld, Aaand og Hjerte taler her til mig fra det døde Træ; hvad maa det levende Gudsbilled da ikke kunne sige mig!«
���Kongen sad endnu med Billedet i Haanden, da Døren aabnede sig, og Junker Strange traadte ind.
���»Hvad befaler min naadige Herre og Konge?« spurgte Ridderen, og blev med et undertrykt Smiil staaende ærbødig ved Døren.
���»Naade hid og Naade did! - svarede Kongen og gik ham fortrolig imøde, efterat han hastig havde skjult Billedet - ingen Omstændigheder, Strange! naar vi to ere ene. Sæt dig her hos mig og tal med mig uden Omsvøb, som i gamle Dage, da jeg ikke var din Herre og Konge. Underdanige Tjenere har jeg Nok af; dig holder jeg for min fuldtroe Ven. Førend jeg, som Konge, æsker din Tjeneste igjen, vil jeg nu høre af min gamle Vaabenmester hvad han tykkes om sin Lærling som Ridder og Mand.«
���»Som Ridder og Mand!« - gjentog Junker Strange og holdt ikke længer det skalkagtige Smiil tilbage, medens han paa Kongens Vink tog Sæde ved Siden af ham paa Løibænken - »nu vel, da undrer det mig vel, at I sidder hjemme dennesinde, og seer paa Billeder, medens I sender Hæren i Leding; men jeg formoder, I har gode Grunde derfor, og vel heller ikke ret længe vil sidde her ved Arnen og varme Eder. Vil I ellers ikke høre mig berømme Eder i eders aabne Øine, saa giv mig et andet Spørgsmaal! thi min Hengivenhed for eders kongelige Person er Eder vel tilfulde bekjendt.«
���»Jeg drager endnu idag til Hæren, - tog Valdemar noget adspredt Ordet igjen - hvi jeg tøver, skal du siden faae at vide; men svar mig først, som en ærlig Mand, anseer du mig for en ørkesløs Drømmer, for en svag følsom Gjæk, som kunde gaae i Maaneskin og synge smeltende Minnesange til en usynlig Skjønhed i Ginnistan eller en Prindsesse i Maanen?«
���»Det vel ikke, Herre Konge! - svarede Junker Strange - men I har mig for meget med Præster og Skjalde at skaffe, de sætte Eder Hovedet fuldt af Anelser, Stemmer i Sjælen, Samvittigheder, Helgene og Engle, saa det er færdigt at løbe sur med eders gode sunde Forstand. Denne Hellig-Anders var mig især en Torn i Øiet« -
���»Tael du ikke om ham, - afbrød Kongen ham alvorlig - han vidste mere, end jeg og du faaer at vide i hundrede Aar, og han havde Ret den Gamle: det Guddommelige viser sig kun for os som en mørk Tale, som et Billede i Speilet - men den, hos hvem det sande Billede opgik, skal allerede her see det Skjønneste, Aasyn mod Aasyn.«
���»I udlægger vel slig forblommet Tale paa eders egen Viis, Herre Konge! - svarede Junker Strange - og deri troer jeg, I gjør Ret; men for at komme tilbage til eders Spørgsmaal, saa maa jeg med Sandhed tilstaae, at I ikke har ladet os savne Beviser paa eders Mandhaftighed. Er I endog, som man siger, ikke blind for Qvindeskjønhed, men en ridderlig Beundrer af alle skjønne Piger, Koner og Enker - saa har I hidindtil dog mere viist det i Ord, end i Gjerning. I har endnu ikke lagt Jer paa den lade Side for at bortdrømme eders Ungdom i blødagtig Elskov; dog kunde maaskee Folk og Land beklage sig over, at I - ikke blot for Krigstog og Seiervindinger, men tildeels vel ogsaa for den Hyldest, I har ydet en vis smuk Enke - forglemmer at give Landet en Dronning og de store Valdemarers Navn og Krone en Arving.«
���Valdemar rødmede. »Altsaa er du ogsaa af den fast almindelige Mening, at jeg bør formæle mig - sagde han - uagtet det sidste mislykkede Forsøg paa at gjøre mig til Slave af en statsklog Forbindelse?«
���»Det er mit og hele Danmarks Ønske, Herre Konge!«
���»Nu vel! saa skaf mig Prindsesse Margaretha af Bøhmen til Brud! og jeg vil intet Øieblik betænke mig. Det er gjerne Kongers og Fyrsters Tilskikkelse at maatte beile uden Elskov og for Landets Vel at lade sig lede iblinde til Brudeskamlen; lyver imidlertid ikke dette Billede - her tog han det rask og bestemt frem - saa kan der nu maaskee med mig skee en Undtagelse i dette Stykke; thi jeg vil ærlig tilstaae dig det, jeg har i disse sidste Dage, trods alle dine gode Tanker om min Mandhaftighed, ikke stort tænkt paa anden Erobring og Besiddelse, end denne skjønne Prindsesse. Gjør dig derfor strax rede, brave Strange, og drag til Bøhmerland for mig! bring Kong Primislaus min broderlige Hilsen, og giv dig Mine af at være kommen for at underhandle med ham om Pagt og Forbund mod de urolige nordtydske Fyrster og mod de hedenske Liflændere! Men tag dette Billede med dig! - jeg skiller mig nødig fra det, og du svarer mig til det som min Øiesteen. - Giv nøie Agt paa, om det er en tro og virkelig Efterligning af Prindsesse Margaretha! Finder du, som jeg haaber, at hun ingen af de Skjønheder mangler, som du her finder afbildede, og at Rygtet ikke farer med Tant i hvad det melder om hendes Dydelighed og elskelige Skikkelse, saa udforsk nøie hendes Sindelag til mig, førend du melder et Ord om min kjærlige Hu til hende! og mærker du, at det er sandt, hvad Hermand Balke engang i halv Spøg lod sig forlyde med, at jeg har et godt Navn og staaer vel anskreven hos den skjønne Kongedatter, saa indled Sagen med hende og Faderen med den Klogskab og Fiinhed, jeg tiltroer dig, og saaledes, at du, hvis et Afslag kunde befrygtes, itide kan dreie af og træde tilbage, uden at bringe mig et Svar, som vilde krænke min kongelige og ridderlige Ære!«
���»Et vanskeligt Hverv, min Herre og Konge! - svarede Junker Strange og trak paa Skuldrene - jeg skal altsaa baade beile og ikke beile for Eder, baade skaffe Eder en Brud og staae inde for, at hun behager Eder, naar I seer hende, og at ikke Vinden imidlertid vender sig, og I forandrer eders Tanker. Kun i dette Stykke stoler jeg ikke paa eders Standhaftighed, Herre Konge!«
���»Gudsdød! vil du fornærme mig, Strange! - sagde Valdemar heftig og foer op - vil du gjøre mig til et ustadigt vankelmodigt Barn, som ikke selv veed hvad det vil?«
���»Jeg adlyder punktlig, Herre Konge! det forstaaer sig - svarede Junker Strange og bukkede - bliver I vred, tør jeg intet Ord sige mere. Jeg glæder mig af Hjertet til eders Beslutning, og det vistnok lykkelige Valg, I har truffet; men erindrer I, Herre! hvorledes I var tilmode, da Forlovelsen med Keiserens Søster var bragt istand - og hvor let om Hjertet I blev, da I var vis paa aldrig at see hende?«
���»Det var en anden Sag, Strange! dennegang griber jeg ikke efter Lykken iblinde og dennegang er Hjertet med i Spillet.«
���»Øinene, Herre Konge! dog kun paa anden Haand, som jeg seer, og Ørene og den Billedbog, I er fød med i Hovedet - men jeg seer I bliver vred igjen, Herre! jeg tier og adlyder; men advaret Eder har jeg. Vogt kun eders Hjerte i ni Uger! Var det ikke bedst, om I beholdt Billedet? Herre Konge!«
���»Troer du, jeg er slig en Træl af mine Øine - og saa kold og phantasieløs, at jeg nogensinde kunde glemme dette Ansigt, om jeg saa aldrig saae det mere i Verden? - Tag det! - jeg skal vise dig, at jeg ogsaa i dette Stykke er standhaftigere, end du troer. Endnu et Blik kun i disse Øine! - see saa - forvar det nu! - det Engleaasyn skal nu ingen Lysets eller Mørkets Aand udslette af min Sjæl.«
���»Jeg tvætter mine Hænder og lader Eder selv svare for Følgerne, - tog Junker Strange Ordet igjen - naar og hvorledes skal dette Beilertog gaae for sig og hvem har min Konge udseet til mine Ledsagere?«
���»Du reiser endnu idag, endnu i denne Time, om muligt, og drager med 30 Riddere og ligesaa mange Svende op ad Elben til Bøhmerland. Dine Ledsagere kan du vælge efter dit eget Tykke; dog vil jeg raade dig at tage Bisp Peder af Roskild med, han er en boglærd Mand og kan være dig en god Raadgiver paa Veien, iligemaade Hr. Albert af Eskildsøe, han er en Mand, som vel kan føie sine Ord. Den unge Hr. Limbak og Oluf Lykke, samt den rige Peder Glob tage du ogsaa med! saavelsom Grev Engelbret og Absalon Bælg, de ere vel forfarne i al ridderlig Anstand og Belevenhed. Indvilliger Kongen og hans Datter i mit Ønske, saa lader du dig i mit Navn og paa mine Vegne strax ægtevie til Prindsessen og iagttager med Sømmelighed de brugelige Skikke. Lykkes dit Foretagende, sender du mig ufortøvet et Iilbud til Schwerin, hvor jeg om kort Tid agter at bringe Grev Clauses Forlovelsesanliggender i Rigtighed. Du hjemfører Bruden i saa prægtigt et Optog som muligt! Min høisalige Faders lykkebringende Langskib med Dragestavnen og de gyldne Knapper skal bringe hende hid. Ved Manøe sætter du hende iland! der skal jeg selv - vil Gud - modtage hende, som det sømmer sig en Ridder og Konge. Og dermed Gud befalet, brave Strange! du er mig en tro og ærlig Mand; men paa mit Hjerte forstaaer du dig slet; kun saameget maa du vide: jeg lægger min og maaskee Danmarks Lykke i din Haand. Nu Tand for Tunge! det følger af sig selv. Gud og vor Frue være med dig!«
���Med dette vigtige hemmelige Bud forlod Junker Strange Kongens Lønkammer og uddeelte strax de nødvendige Befalinger. Ridderne smykkede sig med statelige Hofklæder. Nogle af de Fornemste, Hr. Peder Glob og Grev Engelbret, skinnede i røde Skarlagens Broge, dertil bare de brune, grønne eller røde Kjorteler og Silkekapper med Maarskinds Kraver og Bræmmer, velglattet Haar og Skjæg og Hatte med Fjærbuske og kostelige Stene. Guldsporerne klirrede paa de Bukkeskinds Halvstøvler og Sværdene i de gyldne Gehænger. Junker Strange bar selv en prægtig Skarlagenskappe med Egernskindsbræmmer, en Gave af hans gavmilde Konge, dertil en rød Klædes Reisehue med Guldgaloner og røde Plumasier.
���Kongen svang sig selv paa sin hvide Hingst og reed med det prægtige Gesandtskab til Stranden.
���Blandt de danske Riddere og Væbnere, som fulgte Junker Strange, var der to, hvis vælige Hingste syntes at være blevne enige om at løbe løbsk gjennem Ribe Gader: som to susende Kastespyd fore de unge saddelfaste Ryttere Kongen og alle Ridderne forbi og forsvandt dem i et Øieblik af Syne.
���»Brække de kun ikke Halsen eller ride Folk tilskamme - sagde Kongen - hvad var det for Karle, som ikke bedre forstod at kapsune deres Heste?«
���»Feiler jeg ikke storlig, min Konge! - svarede Junker Strange - saa brugte de mere Sporen, end Milen, og vilde forlyste min Konge ved et Vedderid.«
���»Piltestreger! - sagde Valdemar vred - vilde de endelig brække Arme og Been, kunde de gjøre det en andengang, og ikke naar jeg sender dem hen, hvor jeg behøver hele Karle og forstandige Folk. Hvem var det!«
���»Den lille tykke Absalon Bælg var den ene, og saae jeg ret, var den anden eders raske spærlemmede Søstersøn, den unge Grev Otto.«
���»Hvad, den dunhagede Knøs! hvad skulde han med? han er jo ikke Ridder engang; - sagde Kongen, medens hans Ansigt formildede sig - jeg vedder dog, han rider Esbern Snares Søn sønder og sammen.«
���Nu vendte Kongen sig spøgende til den statelige Grev Engelbret, som reed ved hans venstre Side: »var eders unge Frue ikke bange for at lade Eder reise ud blandt de berømte Skjønne i Bøhmerland?« spurgte han.
���»Min Hustru er rigtignok noget iversyg, ædle Herre - svarede Grev Engelbret i samme spøgende Tone - men i Bøhmerland troer hun dog ikke der er stort at frygte for min Troskab; var det til Flandern eller Portugal jeg reiste, da var det maaskee en anden Sag.«
���»Hvi saa? - spurgte Kongen - ere de flanderske og portugisiske Skjønne da saa farlige og uimodstaaelige?«
���»Det paastod idetmindste min Hustru ifjor, - svarede Greven - da jeg kom hjem fra det flanderske Grevehof i Gent, og nødvendig maatte prise Grev Ferdinands Søster, den portugisiske Prindsesse Beengjerd, som den skjønneste Qvinde, jeg havde seet i Verden, uden med min Huuscapellan at kunne troe, det var ved Trolddomskonster hun havde forblindet mine og alle Riddernes Øine.«
���»I er en Mand, som forstaaer Jer paa Qvindeskjønhed, - svarede Kongen og loe - og eders Frue har vel skjellig Grund til at have et Øie paa hver Finger. Skulde imidlertid en Ægteherre være forpligtet til at lukke sine Øine for enhver fremmed Skjønhed, synes hiin det ægte Livs Stand, som man jo kalder den, kun slet at kunne bestaae med et ægte ridderligt Sind, og en saadan Troskab kunde jeg aldrig forpligte mig til i mine Dage.«
���Bisp Peder, som reed tankefuld paa Kongens høire Side, rystede paa Hovedet; men Kongen, som kjendte hans Ivrighed og strenge Meninger, lod ham sjelden komme til Orde i Andres Nærværelse.
���»Prindsesse Beengjerd er altsaa efter eders Tykke den skjønneste Qvinde i Verden, - vedblev Valdemar med et tillidsfuldt Smiil - hvad vedde vi dog, ædle Greve! naar I har seet Prindsesse Margarethe af Bøhmen, tager I eders Ord tilbage?«
���»Derpaa sætter jeg Borg og Fæste mod Fjæren i eders Hat, min Konge!«
���»Det blev Eder for dyrt et Veddemaal; jeg vil foreslaae Eder et andet: kan I, naar vi sees igjen, paa ridderlig Tro og Ære endnu bevidne, at Prindsesse Beengjerd er fagrere, end Margarethe af Bøhmen, saa er Grevskabet Gleichen eders Lehn, saalænge en Konge af min Slægt har Raadighed derover; men maa I tilstaae, at jeg, som endnu ikke virkelig har seet Nogen af dem, dog har dømt rigtigere om deres Skjønhed, saa skal I til Straf for eders overilede Dom bære en knækket Trompet i eders ridderlige Vaaben.«
���»Det er et Ord, Herre Konge!« svarede Grev Engelbret, og alle Ridderne loe.
���»Jeg kommer bag efter og er vel overflødig idag«, raabte Hofnarren, den lille puklede Claus Klumpe, som i sin Bjældetrøie og med den spidse Hue med to Paafuglefjær, kom travende bag efter paa sit Æsel med sin pyntede Abekat paa Saddelknappen.
���»Hvad skal nu det betyde, gamle Gjæk! - spurgte Kongen og loe - du tænker dog vel aldrig paa at reise med i Gesandtskabet?«
���»Jeg troede, det fulgte af sig selv, Herre Konge! - svarede Skalken - men er jeg overflødig, som det lader til, saa følger jeg Eder tilbage til Slottet og fører min egen Brud hjem. See hvor blufærdig hun smiler til mig i sin Brudestads!« her trykte han den som Dame smykkede Abe med latterlig Pathos til sit Bryst, og gav den et Ørefigen, da den vilde bide ham i Skjægget.
���Kongen mærkede nu vel, at Narren med denne plumpe Spas vilde lade ham vide, at man gjettede sig til hans Hensigt med Gesandtskabet; men han lod som han ikke forstod Spasen, og under lystig Skjemt travede han med de statelige Hofmænd ned til Stranden, hvor det store forgyldte Langskib med Dragestavnen laae seilfærdigt.
���Paa Skibsbroen stode Grev Otto og Absalon Bælg og modtoge Kongen med en Undskyldning for deres ubetænksomme Kappelyst.
���»Den, der kom først til Broen - sagde Kongen - skal være det Iilbud, Junker Strange sender mig til Schwerin om Udfaldet af sin Sendelse.«
���»Saa maae vi begge bringe Eder Budskabet, Herre Konge! - svarede Absalon Bælg - thi vi stode begge i samme Øieblik her paa Skibsbroen.«
���»Havde min Blak ikke faaet en Flintesteen i Hoven, havde jeg dog staaet her først; - tog Grev Otto Ordet - skal vi bringe min Konge et glædeligt Budskab, saa lad det i et dobbelt Brevskab betroes os begge, og da vil vor Konge bedst skjønne, hvo af os der rider den rappeste Ganger.«
���»Velan, lad det saaledes skee, - sagde Kongen - den af Jer der først bringer mig det Budskab, jeg ønsker, skal paa den første Gildesdag paa Ribehuus dandse med mine gyldne Sporer.«
���De takkede begge Kongen for hans Tillid og saae udfordrende til hinanden, idet de rystede hinanden i Hænderne og sprang i Aareskuden.
���»Med Guldsporen følger Ridderslaget, - hviskede Grev Otto glad til sin Medbeiler - det skal du faae Lov til at overlade mig, tykke Bælg!«
���Snart vare alle Ridderne indskibede. Junker Strange lod det røde Vadmelsseil heise, medens Kongen tilraabte ham og hans Ledsagere Lykke paa Reisen, hvilket de besvarede med et mægtigt Hurra og »leve Kong Valdemar Seier!« Under Sang og Spil stævnede Skibet fra Stranden. Med en Blanding af Glæde og uvis Anelse af det Tilkommende stod Valdemar længe paa Skibsbroen og saae hvorledes den gyldne Dragestavn gyngede i Bølgerne og glimtede i Solskinnet, medens den gjennemskar det urolige Hav for at hente ham den skjønne men dog fremmede Brud. Det Uvisse og Gaadefulde i den tilslørede Fremtids Lykke, som vi med Haab og Uro hige efter som iblinde, fremtraadte ved dette Syn ret levende for den unge Konges Sjæl, og han følte sig hensat i en af hine saa tillokkende som veemodige Stemninger, hvori Sjælen vakler mellem Haab og Frygt, og hvori selv den mægtigste Konge paa Jorden føler sin Lykkes Afhængighed af mægtigere usynlige Magter.
���Kongens Taushed og dybsindige Henstirren paa Havet og det forsvindende Skib syntes at paalægge hans Hofmænd en lignende Adfærd, og de betragtede Havet med høist alvorlige og vigtige Miner, hvilket Hofnarren ikke forsømte at efterligne med opspilede Øine og maabende Mund, dog uden dennegang ved Kongens og Hofmændenes Latter at belønnes for sin Konst. Thi da Kongens Øine vare trætte af at forfølge Skibet, faldt de paa en Gjenstand, som bedre kom overeens med hans alvorlige Sindsstemning, end Narrens pudseerlige Vrængeansigt. Det var nemlig en gammel graaskjægget Mand i en forreven Oxehudskappe og med en bred Slaghætte over Ørene; han sad krumrygget paa en Kampesteen ved Stranden og ridsede i Sandet med sin Krykkestav, uden at lægge Mærke til Kongen og hans prægtige Følge.
���Kongen gav sine Hofmænd et Vink om at blive tilbage, og nærmede sig ene den Gamle, som, uden at opløfte Hovedet, vedblev at ridse i Sandet, medens han mumlede uforstaaelig i Skjægget og bevægede Ansigtstrækkene urolig.
���»Hvad bestiller du der? Gamle!« spurgte Valdemar, men fik intet Svar; thi den Gamle syntes tunghør; ved nøiere at betragte hans bleeggule rynkede Ansigt, troede Kongen ogsaa at bemærke, at hans Øine havde tabt Livet og Seekraften; thi de vare matte og dunkle som Blæreruderne i Fattigmands Jordboe.
���»Hvo er du? gamle Mand!« - spurgte Kongen nu med forstærket Røst og lagde sin Haand paa hans Skulder; hvorpaa den Gamle reiste sig langsomt, og rettede den krumme Ryg saaledes, at han syntes fra en Dværg at voxe til en Kæmpe; han famlede med Krykkestaven et Par Skridt frem, og blev saa staaende rolig med det rynkede Ansigt imod Kongen, medens han samlede Oxehudskappen om sig og skjulte en sort smudsig Dragt, der syntes at maatte tilhøre en Kulsvier eller en Bjergmand.
���»Hvo jeg er? - gjentog han langsomt - ja derom maa du spørge min Herre og Mester; han veed det vel bedst. Der var en Tid, da man kaldte mig Herre og Ridder; nu kalde de skaanske Herrer mig slet og ret Thord Knudsøn Bonde. Man kalder mig ellers hertillands Kullemanden, fordi jeg har hjemme paa Kullen; men har jeg ikke drømt feil, saa er du Kong Volmar Volmarsøn, og har Lyst til at vide hvad jeg nu just sad og tænkte paa.«
���»Du seer bedre, end jeg troede - svarede Valdemar forundret - jeg troede, du var blind; men du synes jo endog at kunne see paa Folk hvad de tænke.«
���»Sligt kan vel times mig iblandt, - mumlede den Gamle, hvorvel jeg ikke uden gjennem Glaret seer den kjære Guldets Dronning meer, naar hun skinner klarest; den Skade fik jeg da jeg sidst gik gjennem Ilden for din og din Slægts Skyld.«
���»Du taler i Gaader, Gamle! men er du blind, hvorlunde har du da fundet Veien hid saa langt fra?«
���»Seer du ikke min levende Styttestav, han hopper nu om histhenne under Skrænten og samler mig Tordenstene og Bernsteen til Røgelse i Steen-Gruben.«
���Valdemar saae hen, hvor den Gamle pegede, hvor han ogsaa fik Øie paa en pjaltet Tiggerdreng, som hoppede om mellem Stenene.
���»Hvad har kunnet bevæge dig til at gaae saa langt fra dit Hjem, med din Alder og Skrøbelighed?« raabte Kongen nu den Gamle i Øret.
���»Hvor gammel jeg er, kan jeg endnu maaskee overleve dig - svarede Oldingen - hvor blind jeg er, seer jeg dog maaskee længer, end du, hvor døv jeg er, hører jeg dog hvad du aldrig drømte om - og hvor skrøbelig jeg er, kan den Tid dog vel komme, da Kong Volmar behøver min Styrke og søger mig. Dennesinde maatte jeg gaae dig imøde: men ukaldet staaer jeg ikke for dit Aasyn; Jeg skal sjunge dig en Vise, Konge! som jeg førstegang sang i din Fødselsstund og som jeg ikke har glemt endnu; den kan du have godt af at tænke paa, naar Lykken tykkes dig gunstigst. See, den Vise var det just, jeg tænkte paa, da din kongelige Haand faldt paa min Skulder og din stærke Røst bragte mig din store Herre Fader ihu.«
���»En afsindig Mand!« sagde Valdemar sagte, og gruede fast ved at betragte hans Aasyn. »Nu saa syng mig da din Vise, gamle Drømmer!« sagde han høit og vilde række den Gamle et Guldstykke; men det gled urørt ud af hans Haand og blev borte i Sandet.
���Kongen lænede sig taus til sit Sværd, medens den tandløse Olding med klangløs Stemme og lallende Tunge mere hviskede, end sang:
»Til Seir og Lykke blev Volmar fød;
Men sorgløs Mand har ei levet,
Og Lykken vendes kan om til Nød:
I Stjernerne staaer det skrevet.
Din Lykkestjerne i Glands jeg saa
Den havde i Nord ei Mage;
I Løven saae jeg den herlig staae,
Og langt fra Los og fra Drage.
Men Skaalen blinker med fjendtlig Magt,
Og farlig Jomfruen smiler;
Falsk Skytten sigter paa natlig Jagt,
Mens Løven blunder og hviler.
Er Havet roligt, som blanke Skjold,
Du sove ei ved dets Bredder!
Er Øglen stille og stiv og kold,
Du spøge ei med dens Edder!
For Snare vogt dig og falske Baand!
Dog Baandet agte du nøie!
Thi brister Baandet for mægtigst Haand,
Døer Stjernen i Løvens Øie.«
���Da den Gamle havde sjunget sin Vise ud, vaklede han udmattet tilbage til Stenen og sank krumrygget sammen paa sit forrige Sæde, medens han bøiede den skjæggede Hage ned mod Brystet og syntes at blunde.
���»Han gaaer i Barndom, Stakkel! og synger nok snart paa det sidste Vers - sagde Kongen ved sig selv og betragtede den krogede Skikkelse, som nu saae heelt dværgeagtig og ubetydelig ud - Kullemanden Thord Knudsøn - hm, det Navn er mig ikke nyt - gamle Esbern talte jo engang heelt forblommet om den kloge Thord Stjernetyder paa Kullen; og Helene - var det ikke med den sorte Kullekonge hun sagde at hun vilde dandse paa mit Bryllup, i Bjerggruben, hint vilde Øieblik, da jeg talte om min Formæling? Hm, var det ikke Kullemanden og hans hemmelige Viisdom, hiin fromme Slagelse-Prophet advarede mig for? - Nu vel! veed han min Skjæbne, saa lad ham beholde sin Viisdom for sig selv! - jeg vil ikke vide et Ord mere derom - det vilde kun forstyrre mig min friske Livslyst og gjøre mig til en overtroisk Drømmer. Sværmerier og Tant er det dog tilhobe, om ikke noget Værre, - intet Menneske skal vide sin Beskikkelse. Dog vil jeg sørge for ham, den Gamle; hans Drømmerier vise dog, han er mig og min Slægt tro og hengiven.«
���Derpaa gik Valdemar tilbage til sit Følge og gav Befaling til, at den gamle blinde Mand med samt hans Dreng skulde strax føres tilbage til sit Hjem paa Kullen, og i Fremtiden forsørges paa Kongens Regning; men det skulde strengelig forbydes ham nogensinde at sætte sin Fod paa denne Side af Sundet.
���Alvorlig steeg Valdemar tilhest og saae endnu engang ud over Havet, hvor han langt borte kunde øine Skibet, som en lidet sort Prik. Derpaa gav han sin Ganger Tøilen og overlod den til sig selv, medens han med sin udmærket stærke Hukommelse Ord for Ord gjentog Kullemandens Sang, hvoraf ingen Stavelse var undgaaet ham, uagtet den Gamles Stemme var hæs og utydelig. Han grundede forgjeves paa at udfinde anden Mening i de gaadefulde Ord, end en almindelig Formaning imod de Ungdommens Tillokkelser og Fristelser, den udlevede Alderdom er ivrigst i at prædike imod, og som han efter sin heftige Natur ogsaa var meest udsat for. Uagtet han ikke engang vilde tilstaae sig selv, at han lagde nogen Vægt paa hiin gamle Drømmers Ord, var han dog ikke fri for sin Tidsalders Hang til det Overnaturlige og Hemmelighedsfulde, og han gjentog saa ofte hine dunkle Ord i sine Tanker, at de med den gamle Kullemands Billede bleve uudslettelige i hans Erindring; men han tilbagetrængte med mandig Kraft disse Forestillinger og skjulte dem ligesom i Sjælens inderste Afkrog, medens snart igjen det friske muntre Liv med sine dristige Forhaabninger og de stolte Planer om Seier og Lykke, hvortil han følte sig fød og baaren, i skjønne og herlige Billeder svævede ham for Øie.
���Kongen var reden tilbage til Ribehuus, hvor en stor Mængde Riddere og Væbnere allerede paa hans Befaling holdt i fuld krigersk Rustning i Slotsgaarden, for strax at ledsage ham til Hæren, der med Grev Albert i Spidsen var dragen forud over Elben til Pommerland. Valdemar vilde endnu kun uddele nogle Befalinger til sin Drost og sit Raad, og tage Afsked med sin Søster. Saasnart dette var skeet, traadte han ud af sin Vaabensal med Hjelm og Pantser og det blanke trekantede Skjold paa Armen, som han var den første danske Konge der havde prydet med tre sølvblaae Løver og fire og tyve gyldne Hjerter. Ved Slotstrappen stod den pantsrede Stridshingst, der fnysende og stampende ventede ham. Erkebisp Andreas og Broder Gunner havde allerede længe staaet reiseklædte i Riddersalen, beredte til at følge deres Konge. Mester Harpestræng, som Valdemar havde udnævnt til sin Livlæge, stod, med sin Lægedomskasse under Armen og sin grønne Urtepose paa Ryggen, ved Erkebispens Side. For at forlyste Kongen og opmuntre Krigerne paa det strenge Vintertog, vare Thorgeir Danaskjald og den islandske Barde ogsaa med blandt Kongens nærmeste Ledsagere. Den skaldede Grev Claus gik ængstelig og utaalmodig med Pantseret over sin pynteligste Vaabenkjortel op og ned i Salen, og tørrede Sveden af sin blanke Pande; thi han vidste at Greverne af Schwerin vare den pommerske Fyrstes Venner, og uagtet Kongen havde lovet at følge med ham til Schwerin paa Tilbagetoget og bringe Forlovelsen i Rigtighed med Grevinde Ida, frygtede han dog for, at dette Tog skulde lægge Hindringer i Veien for hiin Forbindelse. Erkedegn Arnfred, der ogsaa havde faaet Tilladelse til at følge med, følte sig, som Kongens Skriftefader, som en Mand af Betydenhed, men betragtede Erkebispen og Broder Gunner med et skjævt og misundeligt Blik; thi han frygtede med Grund for at fortrænges af dem i den unge Konges Gunst og Fortrolighed. Naar Kongen ikke var tilstede, holdt han sig ydmyg og smigrende til Grev Claus, hvis hele Fortrolighed han besad, og af hvem han ansaaes som den viseste Mand i Landet.
���»Til Hest, ædle Herrer!« - lød nu Astrad Frackes stærke Røst - og paa Drostens Anmodning ilede Alle til Slotstrappen, som Kongen allerede steg ned af, ledsaget af Ridderne Jacob og Lars Sunesøn.
���Men ligesom Kongen vilde sætte Foden i Stigbøilen, foer en høi, fremmed Ridder, i forvirret Klædedragt og bedækket med Støv og Hesteskum, ind i Slotsgaarden, sprang hastig af sin udmattede Ganger og kastede sig bleeg og nedbøiet for Kongens Fødder.
���»Hvad betyder dette? min troe, brave Johan Ganz! - udbrød Kongen forbauset - jages du af onde Aander! - stat op! naar forlangte jeg slig Hylding af en Lehnsmand og Ridder? - er der hændtes dig en Ulykke, eller bringer du mig Budskab om et Nederlag? - saa tal dog, Menneske! og staae paa dine Been! er du slagen med Stumhed og Lamhed?«
���»Naade og Hjelp! min kongelige Herre og Beskytter! - sagde den ulykkelige Ridder og reiste sig - jeg har heelt slet bevogtet den vigtige Borg, I betroede mig - Graaboe ligger i Gruus og Aske, og I seer en forjaget og landflygtig Mand for Eder; men jeg har ikke sveget og forraadt min Herre og Konge - jeg er lumskelig mod Tro og Love overrumplet og overmandet i den dybeste Fred og Tryghed; han der lagde Graaboe i Aske, var en Lehnsmand og Vasal af Danmarks Krone, som jeg.«
���»Hvo var det, tal! - raabte Valdemar heftig og Vreden blussede paa hans brune Kinder - Gudsdød! det skal Ingen have gjort mig ustraffet.«
���»Grev Henrik af Schwerin var Voldsmanden, - svarede Ridderen - han skal iløn have undsagt mig og svoret min Undergang, fordi jeg i en Ordstrid engang maatte erindre ham om hans Lehnspligt mod Danmarks Krone. Jeg lægger min retfærdige Sag i min Konges Hænder og forventer med Tillid eders kongelige Beskyttelse.«
���»Ved St. Knud og alle Hellige! den skal du ikke savne, - svarede Kongen - men Gudsdød! hvor var det muligt? - spurgte han heftig igjen - hvi forsvarede du dig ikke? du er ikke den Mand, som pleier at liste sig ud af Bagdøren og lade Fjenden drikke Velkomst i Høisalen.«
���»Det er førstegang, I seer mig saaledes, Herre Konge! - svarede Ridderen nedbøiet, og slog det stolte Øie beskæmmet til Jorden - for eders og disse tappre Ridderes Øine staaer jeg førstegang som en Flygtning og slagen Mand; men jeg fortrøster mig til for hele Verdens Øine at kunne bevise min Uskyldighed og forsvare min ridderlige Ære. Er der Løgn og Svig i min Mund, og er Grev Henrik ikke en Nidding og Forræder, saa maa Bødlen hænge mit Skjold med Spidsen i Veiret paa Galgen og den usleste Hoppe slæbe det bagvendt ved Halen gjennem Skarnet. Havde Grev Henrik mødt mig som en ærlig Fjende og ikke brugt nedrig Svig, da skulde visselig Graaboe have staaet endnu og jeg ikke staaet her, som en slet Huusholder over min Herres Gods, og som en huusvild Flygtning uden andet Liggendefæ, end min Hest og mit gode Sværd.«
���»Ved min kongelige Ære, du skal faae fuld Opreisning og Retfærdighed, - sagde Kongen nu rolig og bestemt - det lover og tilsiger jeg dig her for Alles Øine; men jeg dømmer Ingen uhørt, og Grev Henrik skal have Ret til selv at tale sin Sag for min Domstol. Saalænge intet Ord meer om den Sag, Ridder Ganz! nu følger du mig i Leding.«
���Derpaa svang Kongen sig paa sin Stridshingst og foer ud af Slotsgaarden med sit talrige Følge. Ridder Ganz besteg, taus og beroliget, en frisk pantsret Ganger, som Drosten paa Kongens Vink havde ladet ham bringe. De hundrede Hesteskoe klapprede gjennem Ribe Gade, og Børn og Qvinder stimlede til Vinduer og Dørre for at see Kongen. Det dundrede huult paa Sønderportsbro, og snart var Kongen og hans glindsende Skare de nysgjerrige Tilskuere af Syne.
-------
���Det var en smuk mild Vintermorgen i en af de sidste Dage af Februar; en let Riimfrost puddrede Grenene i Nordtydsklands Eegeskove. Ved Stalden i et eenligt Herberg, ikke langt indenfor den schwerinske Grændse, stod en rask fiintbygget Yngling, med et ædelt fyrsteligt Ansigt, men i en simpel Væbners Dragt, og lagde selv Bidslet paa sin lette Ganger. Det var Valdemars Søstersøn, den unge Grev Otto, som var fulgt med Junker Strange til Bøhmen og som i denne Forklædning hurtigst og sikkrest troede at kunne bringe sin kongelige Morbroder et vigtigt Budskab. Otto var for faa Dage siden udredet fra Prag tilligemed Absalon Bælg, men de havde snart fulgt forskjellige Veie, og Absalon Bælg, som formodede endnu at træffe Valdemar i det Pommerske, troede, ved ikke strengt at følge Kongens Befaling, at være des sikkrere paa at træffe ham først. Grev Otto vidste vel, at Valdemar endnu skulde være i Pommern, hvor han allerede med Grev Albert havde slaget Hertug Ladislaus af Marken og tvunget ham til Underkastelse; men Rygtet sagde ogsaa, at Kongen alt var paa Tilbagetoget; Otto formodede derfor sikkrest at træffe ham i Schwerin om faa Dage. En fjendtlig Stemning mod de Danske havde han strax paa Grændsen havt Leilighed til at bemærke, og den Fare, han udsatte sig for, ved nu at ride ene gjennem dette Land, indsaae han strax. Han talte Tydsk med Færdighed, dog noget for blødt i Udtalen; thi hans Moders skjønne Maal var ham kjærest; hidtil var det dog lykkedes ham at gjælde for en tro Undersaat af det romerske Rige.
���»Hvilken Vei rider jeg nu nærmest til Schwerin?« spurgte han paa Sachsisk, men blandede i sin Hast et dansk Ord i sin Tale, uden at mærke det, idet han svang sig i Sadlen.
���Den lille tykke braknæsede Kro-Vert, som med en lodden Hue over det sorte uredte Haar stod i den aabne Halvdør og gabede, betragtede ham nu skarpt og med et underfundigt Smiil. »Kan I følge den landsherlige Grændsevogter, som nys reed ud af Laden, - svarede han - saa kommer I maaskee snarere til Schwerin, end I lyster; thi hører jeg ret paa eders Tungemaal, og lyver ikke eders blaae Pigeøine, var jer Moder fra hiin Side Elben.«
���»Og derfor skulde jeg ikke være velkommen i Schwerin mener I?« spurgte Otto hastig og bøiede allerede Knæet for at spore sin Hest.
���»Hvis det er sandt, hvad man siger, at den danske Hær har huseret slemt i Pommerland og vil gjeste Schwerin idag eller imorgen, saa behøver I ikke at jage Livet af jer gode Hest, unge Herre, for at komme i sorte Grev Henriks Hundehul. Giver I mig derimod en Haandfuld af eders fine Guldstykker, skal jeg skaffe Jer sikker tilbage over Grændsen.«
���»Hvor Kongen af Danmark er Lehnsherre, - svarede Otto stolt - behøver ingen Dansk at kjøbe sig Sikkerhed; i alt Fald betaler jeg den heller med Staal, end med Guld. Farvel!« dermed sporede han sin Hingst og foer afsted for at indhente den fremmede Rytter, der skulde samme Vei, som han.
���Verten loe haanlig efter ham: »rid du kun, dumme Grønskolling! - mumlede han - du kommer tidsnok; havde vi saa sandt din Konge og hans dumdristige Søstersønner her ene, saa skulde I ikke prale ret længe med jer Lehnshøihed.«
���Efter et stærkt Fiirspring af nogle hundrede Skridt indhentede Otto den fremmede Rytter og spurgte, om han kunde gjøre Følgeskab med til Schwerin.
���»Det kan du gjerne, unge Springfyr! - svarede Rytteren med en dyb og raa Stemme - hvis du har Lyst til at see hvorlunde Grev Henrik vender det Hvide ud af Øinene mod de danske Drenge; vil du ellers gjælde for en ægte Tydsker, skulde du tage Munden lidt mere fuld, naar du nævner vor gode Stad Schwerin.«
���Rytteren, som gav ham dette Svar, var en svær bredskuldret Karl med sort kruset Skjæg og i tung krigersk Rustning; han bar en stor lodden Stridshue med et Vildsvinehoved, som sad ham dybt ned over Øinene, og hvorpaa Hugtænderne stak frem over Panden som et Par Horn og gav ham et vildt og frygteligt Udseende. I en Rem over Skulderen bar han en klirrende Staalbue med et stort Pilekogger og ved hans venstre Hofte hang der et langt Slagsværd, som der syntes at høre Kæmpekraft til at løfte.
���Grev Otto betragtede sin drabelige Sidemand nøie, og indsaae strax, at han her gjorde klogest i at holde Fred, uagtet Blodet kogte i hans Aarer over den fornærmelige Tiltale. »I synes i eders Kraft og Mandhaftighed at glemme, at I selv har været ung og duunhaget engang, som jeg, - svarede han i saa rolig en Tone, som muligt - men vil I give Tid til jeg faaer udrettet mit Ærinde i Schwerin, vil jeg gjerne lære Jer Noget af eders Drabelighed af.«
���»Jeg agter ikke at slaaes med Drenge, - brummede Rytteren - vi skal desuden nok komme tilrette med det Gode, tænker jeg, helst hvis du, som jeg nu hartad troer, er et lille vakkert formummet Stykke Pigebarn.«
���Denne Spot over den spærlemmede Ynglings Ungdom og næsten jomfruelige Udseende kunde Grev Otto ikke længer udholde, og uden at tænke paa Følgerne, havde han allerede sit korte Sværd draget, og ventede kun paa, at hans Modstander ogsaa skulde gjøre sig kampfærdig, for alvorlig at prøve Kræfter med denne Goliath. Men Rytteren lod slet ikke til at bemærke hans Vrede, og istedetfor at gribe til det lange Sværd, gabede han ligegyldig, idet han drog en Mundgodtsbimpel ud af sin Saddeltaske. Derpaa tog han sig i al Magelighed en dygtig Hjertestyrkning. »Kan du taale en kraftig Morgenslurk i dit Kyllingehoved, saa gjør mig Besked!« sagde han nu og rakte Otto Bimplen uden at see paa ham.
���Over Kæmpens Ligegyldighed blev den hidsige Yngling saa forbauset, at han stødte Sværdet i Balgen og tog imod Bimplen uden Indvendinger. Men for dog at vise sin gigantiske Ledsager, at han ingen formummet Pige var, tømte han i sin Ærgrelse Træflasken ud til Bunden og rakte ham den tom tilbage.
���»Nu, drikke kan du dog som en heel Karl, det maa jeg lade dig; - sagde Rytteren tørt og stak Flasken i Saddeltasken - lad mig nu see, om du kan ride i Spring, uden at blive Græsrytter!« dermed satte han selv sin sværtbelæssede Hest i et tungt Fiirspring, hvorved han pustede omkap med Hesten, medens Otto paa sin lette Springer travede ham forbi uden mindste Anstrængelse.
���»Din Hest er bedre, end min, - sagde Rytteren, da de atter rede jævnsides - naar du holder ad dig paa hiin Side den første Bro, har du den lige Landevei for dig til Schwerin, og kan ikke tage feil af Veien. Men jeg har større Hastværk, end du, og du er nok saa god at bytte Hest med mig med det Gode; hvis ikke, maa du finde dig i, at jeg uden mange Omstændigheder bruger den Stærkeres Ret og heri følger den mandhaftige danske Konges Exempel.« Med disse Ord giorde han ganske rolig Mine til at ville drage sit lange Slagsværd. Men Otto, som reed ved hans venstre Side, havde i et Øieblik sit korte Sværd i Haanden, og overhuggede behændig Læderremmen, hvori Kæmpens store Sværd hang, og derved havde han for et Øieblik halv afvæbnet sin langsomme Fjende; derpaa gav han hastig sin lette Hest af Sporerne, takkede høflig for god Underretning og viste nu den forbausede Rytter, at han godt kunde ride i Spring uden at blive Græsrytter. En hvinende Piil fra Rytterens Staalbue fløi ham vel forbi Øret, men uden at krumme et Haar i hans gule Lokker, og heed i Hovedet af den nylig forvundne Harme og den stærke Drik, foer Otto nu saa hurtig afsted, at han snart ikke meer kunde øine sin uforskammede Veiviser. Nu faldt hine Vertens Ord ham ind om sorte Grev Henriks Hundehul, saavelsom hvad Rytteren havde mumlet om at see Greven vende det Hvide ud af Øinene mod de danske Drenge. Ganske rolig blev han vel ikke ved slige Udsigter til en ugunstig Modtagelse; men han kunde dog ikke opgivet sit Forsæt at overraske Kongen strax ved hans Ankomst til Schwerin med et glædeligt Budskab, og han haabede uden at røbe sit Navn og sit Ærinde at kunne faae Adgang paa Slottet, og selv maaskee udforske, om hans kongelige Morbroder intet Forræderie havde at befrygte her. Skulde endogsaa det værste hændes og skulde man fordriste sig til, at sætte ham fast som en mistænkelig Person, saa haabede han dog at Absalon Bælg maatte træffe Kongen, og Valdemar Seiers Arm vilde være stærk nok til at hjelpe ham ud af enhver Forlegenhed.
���Uden flere Eventyr kom den raske Yngling til Schwerin, og behøvede ikke at spørge om Slottet; thi det ragede saa høit og mægtigt frem over de lave Borgerhuse, at han strax kunde see, det maatte være de stolte Grevers Bolig. Slottet laae eene paa en liden Øe, som var forbunden med Staden ved en Vindebro; det var stærkt befæstet; men Vindebroen var fredelig nedslagen, og da Otto forklarede Skildvagten, at han var en fremmed Ridders Væbner, og skulde vente sin Herre paa Slottet, blev det ham ikke formeent at ride over Slotsbroen, og sætte sin Hest i Herskabets Stald, hvorhos det blev ham sagt, at Greverne vare paa Jagt med alle de fremmede Herskaber, og at han kunde holde sig til de andre Svende, som ventede deres Herskaber ved Borgeledet.
���Her tog han sig forsigtig i Vare for at indlade sig i nogen udførlig Samtale med de fremmede Svende, hvorved han let kunde røbe sig, og han nøiedes med i al Korthed at erkyndige sig om, hvilke de fremmede Herskaber vare, som opholdt sig her og nu vare paa Jagten med Greverne. Der blev da blandt Andre nævnet ham den unge Grev Adolph af Holsteen, hvis Fader nylig var udløst af sit danske Fangenskab, den vendiske Fyrste Henrik Borvin og hans tre Brødre, Grev Henrik af Danneberg og Bisp Conrad af Hildesheim, hvilke fast alle vare Valdemars aabenbare eller hemmelige Fjender; desuden nævntes der en portugisisk Prindsesse, som dog Andre paastode kun var en Grevinde af Flandern; men at den danske Konge hverken var kommen eller ventedes, var aabenbart. Da Grev Otto havde faaet at vide hvad han ønskede, indlod han sig ikke videre med Nogen, men betragtede det prægtige Slot med de fire høie Taarne, hvoraf det paa Nordsiden især tildrog sig hans Opmærksomhed ved sit skumle Udseende og de smaa høie Lufthuller med Jernstænger i de tykke Mure. »Det er udentvivl Grevernes Fangetaarn, - bemærkede han, og hans kjække Hjerte hjemsøgtes af en kold Gysen - den, der først sidder der, skal have ondt ved at see Sol og Maane igjen.« Dog snart var denne ubehagelige Forestilling forsvunden for hans ungdommelige Letsind og Munterhed, og da Tiden faldt ham lang ved Borgeledet, gjorde han sig ingen Betænkelighed ved at gjøre sig en liden Lystvandring rundt om Borgens Mure og Fæstningsværker. Med sit skarpe Blik troede han at bemærke, at Slottets østlige Side var den svagest befæstede, og at man der lettest ved Hjelp af Gravsvinet kunde gaae lige ind i Grunden af Murene og undergrave dem. Dog mange slige krigerske Betragtninger fik han ikke Tid til at anstille; thi pludselig traadte fire stærkbevæbnede Krigsknegte imod ham, og spurgte i en raa og barsk Tone: hvo han var og hvorfor han saa opmærksom betragtede Skandserne; paa hans Svar og Forlegenhed, saavelsom paa den fremmede Tone i hans Sprog, forekom han Krigsknegtene mistænkelig, og de gave ham med faa Ord at forstaae, at de ansaae ham for en dansk Spion, som de ikke kunde lade gaae løs og ledig her omkring og udspeide Borgens Forsvarstilstand.
���»Ingen har sagt mig, at det var mig formeent at gaae her, - svarede Otto forbauset - jeg skammer mig ikke ved at kalde mig dansk, men anseer I mig for mistænkelig, kan jeg ikke forhindre Jer i at holde mig med Selskab til jeg kan retfærdiggjøre mig for min Konges Vasaller.«
���»De danske Drenge sætte nu Næsen i Veiret, fordi de har en Kong Volmar igjen at gjøre sig store af, - brummede den ældste af Krigsknegtene, en svær rødnæset Karl, og strøg sig om sit graasprengte røde Mundskjæg - men I lære nok at stikke Piben ind, tænker jeg, kommer Tid, kommer Raad: her spørge vi endnu ikke Kongen af Danmark i hvilket Træ vi vil hænge hans Spioner.«
���Over denne Tiltale blev Grev Otto dog noget betænkelig og vogtede sig klogelig for at give sine fjendtligsindede Bevogtere Anledning til at misbruge deres Overmagt.
���»Jeg er kommen i et lovligt og fredeligt Anliggende, - sagde han - og en Borg, der har saa drabelige Forsvarere, behøver vist ikke at frygte for Spioner. Men jeg gaaer her og keder mig; Greverne og de fremmede Herskaber komme vel ikke fra Jagten før Qvel; jeg har redet mig Halsen fuld af Støv; kan I ikke for gode Ord og Betaling skaffe mig et Par Kander god Viin og hjelpe mig med at drikke dem her i det Frie.«
���»Det er dog en ganske brav Knøs, - sagde den gamle Krigsknegt til sine Kammerater - er han her i lovligt Ærinde, maae vi jo behandle ham høfligt. Spring du efter Vinen, Fritz Grønhage, hos gamle Broder Martin i Klosterkjælderen, jeg skal holde din Armbue saalænge. Her kan vor Gamle ikke see, at vi drikke, og naar Greverne komme, kan vi see det paa Bakken og være paa Skandsen førend en Hund kan gjøe ad os.«
���Fritz, den yngste af Krigsknegtene, rakte sin Armbue strax fra sig og greb med Forundring og Glæde det Guldstykke, Grev Otto allerede havde fremtaget.
���Medens han hentede Vinen, kastede hans Kammerater sig paa deres Kapper paa Skrænten og lagde deres Vaaben fredelig tilside, medens de indbøde den fremmede unge Herre, som de nu kaldte ham, til at tage Plads imellem dem.
���»Er det sandt, unge Herre, at jer Konge vil paaføre vore Grever Feide for Historien med den langbenede Johan Ganz, - spurgte den gamle Krigsmand og strakte sig - den Vildgaas var ikke værd at gjøre saa megen Støi over; at vi rev ham Reden ned over Hovedet, havde han ærlig forskyldt: hvad vil saadan en langbenet Slyngel understaae sig at kaste vore Grever deres Lehnsmandspligt til den danske Konge i Næsen!«
���»Til den Begivenhed kjender jeg slet Intet«, svarede Otto.
���»I veed nok mere, end I vil ud med, - tog Krigsknegten Ordet igjen - men en klog Karl tier med hvad han ikke tør sige, og deri fortænker jeg jer ikke. Men har I ikke hørt hvorlunde jer Konge og denne Satans Grev Albert har forknyttet Hertugen i Pommerland? og veed I ikke heller, om Rygtet er sandt, at eders unge Konge midt i sin stornæsede Drabelighed har faaet Giftetanker i Hovedet igjen og vil beile til Prindsessen af Bøhmerland, som han sagtens aldrig har seet?«
���»Derom har jeg vel hørt en Fugl sjunge; men om der er Noget om, skal jeg lade være usagt.«
���»Hm - mumlede Krigsknegten - det gaaer dog underligt til i Verden med disse store Herrers og Fyrsters Frierie; de kan ikke, som En af os, see sig for, og smage paa Øllet, førend de maae drikke det, men maae kjøbe Katten i Sækken og lade det komme an paa et Træf. Nu, derfor gaaer det ogsaa som det hedder i Visen:
Prindsessen Kongens Krone faaer:
Ei Spurv er Tranens Lige;
I Stegerset Smaaternen gaaer,
Hun styrer Land og Rige.«
���»Det skal Ingen sige min - (Morbroder paa, havde Otto nær sagt i sin Ivrighed) det skal Ingen sige Kong Valdemar paa - rettede han sig hastig - at han lader sig kapsune af Mand eller Qvinde. Men siig mig engang - vendte han pludselig Samtalen for at aflede Opmærksomheden - er det sandt at jer kjække Grev Henrik har saa deilig en Hustru, men at han selv er saa sort som en Ravn og altid seer sig selv i det eene Øie og vender det Hvide ud af det andet, paa hvem han saa seer?«
���»Det gjør han kun, naar han er bister - svarede Krigeren mut - og tag dig iagt, unge Næsviis, at du ikke faaer ham saadan at see. Vel er han noget sort i Hud og Haar, det kan ikke hans bedste Ven nægte; men ingen Qvinde er saa hvid, at hun skulde være bange for at sværte sin Mund paa hans Krølskjæg. Du er en ret vakker Knøs, troer jeg; men skal her være Fred og godt Kammeratskab imellem os, skal du - bandte han - tale med Respekt om Grev Henrik. Han er en Herre, som det er Værd at løbe Fanden i Vold for, naar det kniber. Siger han til mig: hør, gamle Kunz, imorgen har jeg en Fangst for; der er den og den gamle Ræv, som længe har ligget og drillet mig i sin Hule, ham skal du ryge mig ud, eller jeg knækker dit Halsbeen - saa veed jeg det er ramme Alvor og gjør ingen lang Sladder; men naar jeg saa bringer ham den gamle Ræv ved Ørene, saa kan jeg ogsaa drikke en heel Maaned paa min Post, uden at høre et ondt Ord derfor - og Grev Henrik betaler ovenikjøbet Gildet. Hvad ellers den naadige Fru Audacia angaaer - men der har vi Fritz Grønhage med Vinen. Nu lystig, Kammerater! Grev Henrik og hans smukke Frue skal leve! den, der ikke drikker den Skaal med af Hjertens Grund, er en Forræder og skal klæde Hjul og Steile.«
���Nu gik det lystig med Vinen, og da den gamle Kunz Rødnæse, som hans Kammerater kaldte ham, havde faaet Tørsten noget dæmpet, tog han Ordet igjen og begyndte hvor han slap.
���»Hvorlunde Grev Henrik har faaet saa deilig en Frue - sagde han med et selvtilfreds Smiil og strøg sig om Skjægget - see det kan den unge Herre der ikke heller blive klog paa - det spørger alle Folk om og det kan I nok ikke heller faae i eders tykke Hoveder, Karle! men det kan jeg fortælle jer - maaskee har jeg fortalt Jer det før, men I kan nok taale at høre det endnu engang.«
���»Det kan Greven jo takke dig for; for det har vi jo hørt hundrede Gange, - afbrød Fritz ham - havde du ikke snappet Frøkenen bort af den gamle Markgreves Taarn - saa« - -
���»Hold Mund, du Grønskolling, naar jeg taler! hvad veed du deraf? har jeg ikke sagt dig det hundrede Gange? det var ikke i Taarnet hun sad, der havde jeg vel maattet lade hende sidde til hun blev sort; nei i Lunden gik hun og hørte paa Fuglesang, og da lod jeg ikke det smukke Stykke Vildt løbe min Herre af Hænderne; havde jeg været en ung eenfoldig Gjæk som du, som et Par forgrædte Pigeøine kan gjøre til et blødsødent Æg, saa havde jeg ladet hende løbe, men jeg var gammel: jeg tænkte som saa: lader du den skye Hind rende, knækker den naadige Herre din Hals - har hun grædt i otte Dage over Brudgommens Øine, saa leer hun i tyve Aar og flere over sin Ægteherres Slotte og Borge. Og see om jeg ikke spaaede sandt? hvor er der nu saa lystig en Frue som Grevinde Audacia? og hvor er der saa lystigt et Huus som her paa Slottet? Herrer og Fyrster, Grever og Bisper, Fruer og Prindsesser fare ud her og ind - Vinen flyder her som Vand, og Hornet klinger her fra Morgen til Aften. Hvad leer I ad? I Grinebidere! er Grev Henrik ogsaa lidt beesk engang imellem og sætter Jer paa Vand og Brød i Hundehullet for et godt Ord, naar de fremmede Herrer gjøre ham kruus i Hovedet og see for mildt til Grevinden, derfor var det dog Synd at sige, at det ikke gik lystigt nok til her paa Slottet. Saalænge Prindsessen fra Flandern har været her, har jeg idetmindste ikke været ædru een Dag, det kan jeg gjøre min Eed paa, og i Keiserens Gaard kan det ikke gaae prægtigere til.«
���»Efter som Klerkerne sige, har Prindsesse Beengjerd dog ikke for rund en Haand«, mumlede en af Krigerne.
���»Saa har hun des rundere Arme - tog gamle Kunz Ordet igjen - og de Herrer og statelige Riddere, her nu flokkes om hende og vor skjønne Frue, strøe mere Sølv og Guld ud iblandt os i een Uge, end vi før saae her i hele Aar.«
���Den fjerde Krigsknegt, som hidtil ikke havde mælet et Ord, men med hængende Hoved og andægtig Mine i al Stilhed holdt sig til Viinkanden, tog nu Ordet med et dybt Suk. »Ak ja, - sagde han - Suus og Duus, verdslig og forfængelig Snak hører man nu Nok af her; men om Valfarten til det hellige Land har jeg nu ikke længe hørt et opbyggeligt Ord her paa Borgen.«
���»Faaer du nu Skrupler igjen, Hinz Hængehoved! fordi Vinen smager dig for godt? - svarede Kunz - til det hellige Land kan vi tidsnok komme og blive satte paa Spid af de Vantroe. Faaer Grev Henrik, som let kan hændes, idag eller imorgen et Anfald af sine fromme Griller igjen, og faae vi flere Bisper paa Halsen, end den snue Hildesheimer, saa faae vi maaskee neppe Tid til at sove en ærlig Ruus ud, førend vi kan faae Lov til at følge den naadige Herre i Sæk og Aske til Jorsal for vore Synders Skyld.«
���»Ere eders Grever saa fromme Riddere, at de virkelig tænke paa et Tog til det hellige Land? - spurgte Otto med Deeltagelse - jeg troede, de bekymrede sig kun om Vildsvinejagten og det lystige Liv her hjemme, men lod den hellige Grav være velforvaret blandt de Vantroe.«
���»At I ikke har bedre Tanker om vort fromme Herskab, det kommer af, at I er en Kigindervelt, unge Herre, som ikke veed, at det hører til en ordentlig Ridder nuomtide at være from og andægtig til sine Tider, hvor lystig han saa lever forresten, og i det Stykke staae vore Grever ikke tilbage for nogen Ridder i Christenheden. Over sin grønne Jagttrøie bærer Grev Henrik altid en Rosenkrands af Rubiner og Smaragder, maa I vide, og den er meer værd, end hele hans Grevskab; han forsømmer aldrig nogen Messe, og komme vi paa Jagten til et Skovcapel for St. Hubert eller St. Veit, maae vi alle af Hestene og bøie Knæ midt i Skarnet, om saa det bedste Stykke Vildt derved skal løbe os af Hænderne.«
���»Men hvorfor hører jeg bestandig kun tale om Grev Henrik? - spurgte nu Otto - er Grev Gunzelin ikke den ældste og regjerende Greve?«
���»Det veed ikke jeg, - svarede Kunz - men det veed jeg: siger Grev Henrik ja, siger Grev Gunzelin aldrig nei, og har Grev Henrik sagt nei, hjalp det kun lidet om Grev Gunzelin sagde ja til Dommedag; forresten rager det hverken mig eller dig, hvo der her har meest at sige, og hvem vi lystre, naar vi faae Befaling til at spænde dig krum eller kaste dig i Hundehullet. - Er du kommen hid for at føle os paa Tænderne og faae os til at snakke over os ved Viinkanden, saa vil du nok snart faae at vide, hvo der her er Herre. Men hvad er det for en Karl der rider ned ad Bakken mod Slotsbroen? - seer jeg ret, er det en af vore Grændseryttere, ja rigtig, det er min egen kjødelige Broder, nu skal vi see, her er Ufred paafærde igjen.«
���Otto reiste sig hastig tilligemed Krigsknegtene og kjendte i den Rytter, som nærmede sig Slottet, hiin sværtbevæbnede Kriger, som vilde bytte Hest med ham paa Veien. Han saae ham stige af ved Borgeledet og sætte sin Hest i Stalden.
���»Paa Skandsen, Kammerater! - raabte nu Kunz og greb sin Bue - Herskabet kommer, seer I de røde Fjærbuske over Bakken. Afsted, unge Vovehals! - raabte han til Otto - skynd dig tilbage til de andre Svende og lad ikke vor naadige Herre see dig her! paa dit ærlige Ansigt vil jeg troe, at du ingen Spion er og opsætte at hænge dig indtil videre.«
���Krigsmændene løb til deres forladte Poster, og Grev Otto fulgte klogelig den gamle Kunzes Raad og skyndte sig tilbage til Borgeledet. Der stod nu den lange Grændserytter, med Vildsvinehovedet paa Stridshuen, og lænede sig magelig til en Stolpe. Otto søgte at undgaae ham; men Rytteren nærmede sig fortrolig, som en gammel Bekjendt. - Tak for sidst, Kammerat! - brummede han og klappede den unge Greve haandfast paa Skulderen - du kunde ride i Spring som en heel Karl, saae jeg, og du svinger ret behændig din lille Smørstikker; du skal dog have Tak for at du ikke huggede mig Næven over istedetfor Sværdremmen, det havde hartad været dig nemmere. Men forstod du hvad min Piil hviskede dig i Øret paa Veien?«
���»Saa temmelig, - svarede Otto - og havde jeg havt min Bue med, skulde jeg have givet Jer svar paa Tiltale, uden at krumme et Haar paa eders ærværdige Kindskjæg.«
���»Du er mig Pokker til Knøs - sagde Rytteren - med Pilen var det ellers ikke saa ilde meent; jeg vilde kun mærke dig lidt i dit venstre Øre, for at kjende dig igjen ved Leilighed. Men see, der har vi Herskabet!«
���Glindsende i Aftensolen reed en prægtig Skare Riddere og fyrstelige Herrer langsomt ned ad Bakken mod Slotsbroen med en fornem geistlig Herre og tre pyntelige Damer iblandt sig, ledsagede af en talrig Flok Jagtsvende med Hunde og Falke i Kobbel og Baand, og med allehaande Fuglevildt og Jagtredskaber over Hestemankerne. Saasnart de Forreste i Toget vare komne over Broen, aabnede en kaalormspraglet Gaardsfoged dem Borgeledet og drev de nysgjerrige Tilskuere tilside med sin lange sølvknappede Stok. Ved den drabelige Grændserytters Side stod den forklædte Grev Otto og glædede sig over det prægtige Optog.
���Paa venstre Side af en deilig, fyrstelig smykket Jægerinde reed en Mand af Middelstørrelse, med et forvovent bruunt og sortskjægget Ansigt, krum Høgenæse og huultliggende, mørke Øine, hvormed han ikke saae aldeles lige; under en kort flagrende Skarlagenskappe bar han en grøn Fløiels Jægertrøie med Guldknapper, og i det sølvbaldyrede Bælte en bred sølvbeslagen Jagtkniv; paa det sorte kruuslokkede Hoved bar han en Hat fra Garderige, besat med Sølvblik, Ædelstene og kostelige røde Fjædre, og paa det brede Bryst skinnede et kostbart Paternosterbaand med Rubiner og Smaragder mellem Perlerne.
���»Det maa vel være sorte Grev Henrik, - sagde Otto til sin Sidemand - men den stolte deilige Qvinde ved hans Side, med den runde Perlehat over de brune Fletninger, er det hans Frue?«
���»Nei, paa det Lav, - svarede Krigsmanden - det er den portugisiske Prindsesse Beengjerd eller Beringard, eller hvad hun hedder, som er Søster til Greven i Flandern, hun er ogsaa noget i Slægt med vort naadige Herskab, troer jeg, og besøger dem ofte; vist er det et stolt Stykke Qvinde at see paa - hun er smuk som en Ulykke; med den aabne Trøie og Guldstifterne paa den blaae Fløielskappe, kan hun stikke Øinene ud paa den Bedste; hun gjør ogsaa alle unge Karlefolk gale her med sine Hexeøine. Tag dig iagt, unge Knøs! at du ikke seer hende for dybt i de gnistrende Falkeøine, hun har gjort mangen brav Svend og Ridder til Nar blot ved at gloe paa dem.«
���Uagtet denne Advarsel kunde Otto dog ikke lade være nøie at betragte den skjønne farlige Jægerinde, idet han hilsede hende ærbødig, og han maatte tilstaae, at saa glimrende en Skjønhed havde han endnu aldrig seet. Der luede en Ild i den stolte Portugiserindes sorte Øine, som blændede og forbausede og som ikke engang fordunkledes af de utallige glimrende Ædelstene, som i tre store Guldkjæder prangede paa hendes Hals og Bryst; hun sad rank og næsten stiv paa den høie skummende Hingst, som fnøs og tyggede i Guldbidslet. Den høie pibede Krave om Prindsessens Hals syntes at hindre hende i at bevæge Hovedet frit, og hendes Hilsen syntes kold og hovmodig.
���»Hun tænker kun paa sine Guldkjæder og Ædelstene og veed jo neppe, om hun vil see til Folk, - sagde Krigsmanden - Nei, da lønner det sig bedre at gjøre en krum Ryg for hende der, med den guldstjernede Hoveddug og den grønne Armkappe.«
���Otto hilsede nu ogsaa ærbødig den høie fyldige Blondine, som langsom reed ham forbi mellem en geistlig Herre med et klogt og listigt Ansigt, og en stiv adstadig Ridder med tre Falke paa Armen. Hun slog nu just det prægtige Slør tilside og gjengjældte Tilskuernes jublende Hilsen med fyrstelig Anstand og en høist indtagende Mildhed.
���»See, det er Grevinde Audacia, Grev Henriks skjønne Frue, - vedblev Krigsmanden - hun kunde være Keiserinde hvad Dag det skulde være, hvad Skabelonen anbelanger, og dog holder hun sig ikke for god til at see mildt til en fattig Djævel; saaledes maa en Qvinde see ud, som en gammel Krigsknegt skal krumme Ryg for, uden at bande i Skjægget.«
���»Hun tykkes mig at passe til sorte Grev Henrik som Svanen til Ravnen - svarede Otto. - Herren med Falkene ved hendes venstre Side var vel Falkeneermesteren?«
���»Du er en Skalk, unge Knøs! - sagde Rytteren - Grev Henriks Broder seer rigtignok ikke meget fyrstelig ud; men han er et godt føieligt Skind, og naar han kun maa raade over sine Heste, Hunde og Falke, bryder han sig kun lidt om, hvo der raader over Folk og Land.
���»Var det Grev Gunzelin, - svarede Otto - saa er det vist hans Søster, der kommer mellem de to smaa prægtige Herrer med de glubske Ansigter - hun ligner ham idetmindste paa et Haar.«
���»Truffet, Kammerat! det er Grevinde Ida, som Grev Henrik skal have i Sinde at kaste den danske Claus Bastard i Armene, for at holde gode Miner med Kong Volmar, siger man. De to Bulbidere, hun rider imellem, er ellers fornemme Folk; det er et Par vendiske Fyrster, Borvin troer jeg, de hedde; vil du see flere af samme Suurdeig, saa giv Agt paa de to, der komme bag efter med den unge ranke Grev Adolph imellem sig; man skulde troe, de Karle havde havt en Mops til Fader, og en gammel Ræv til Moder; det kan ærgre mig og enhver ærlig Tydsker af ægte sachsisk Blod, at vi skal kalde det Sørøverpak Landsmænd. Det halve Schwerin er nu fuldt af slige Karle, som sætte den stumpede Næse i Sky, og ikke kan see en ærlig Karl lige i Ansigtet for den tykke stakkede Pande der hænger dem ud som en Pølse over de graagrønne Katte-Øine, og saa har de Lod til som Puddelhunde, saa en ærlig Sachser snart kommer til at lade sig kronrage, naar han er sorthaaret, og hans Moder maaskee har forseet sig paa saadan en Stud.«
���Medens den stolte Rytter gav sin Harme Luft mod sine vendiske og slaviske Landsmænd, som han selv dog temmelig lignede, havde Otto med Opmærksomhed betragtet Grev Clauses tilkommende Gemalinde. Den uanseelige Skikkelse, og det
sygelige, ubetydelige Ansigt, som det ved første Øiekast forekom ham, svarede kun slet til hans Forestilling om en blomstrende fyrstelig Brud; men da hun opslog de store alvorlige Øine, hvorigjennem en dyb Følelse og en stille opoffrende Sjæl med rørende Veemod røbede sig, da forandrede sig hans Ligegyldighed til inderlig Deeltagelse; han fandt hende endogsaa smuk og indtagende, og det faldt ham nu først ind, at Grev Clauses Brud vel neppe kunde være lykkelig; han beklagede i sit Hjerte, at hun maaskee skulde blive et Offer for sine Brødres Hensigter og Planer og deres vistnok forstilte Venskab til det danske Hof; han syntes at see en Taare glindse i hendes Øie, og det forekom ham, som et dybt dæmpet Suk hævede den sorte Silkekrave over den stille Korsdragerindes Barm; men det var ligesom hun samlede sig hastig, idet hun saae sig venlig om og hilsede Tilskuerne med et fromt veemodigt Smiil.
���Otto saae ikke meer af det fyrstelige Tog, men da det var draget forbi, vendte han sig stille og tankefuld om og blandede sig blandt de fremmede Svende.
���Da klappede en plump Haand ham paa Skulderen: »vil du slippe heelskindet herfra, unge Galning! - hviskede den stærke Grændserytter ham fortrolig i Øret - saa raader jeg dig nu til at smøre Haser jo før jo heller; thi her bliver ikke længe ret lysteligt for en Dansker, mindst for slig en spærlemmet Junker, som nok meer er vant til at klappes af Jomfruhænder, end af Stigremmen.«
���Uden at tøve paa Svar, vendte den stærke Rytter sig hastig fra ham, og gik med Gaardsfogden op til den høie Slotstrappe, som Herskabet nylig var steget op ad. Efter en kort Forklaring blev han der af Dørvogteren øiebliklig indladt; men med opløftet Stok gik Gaardsfogden gravitetisk tilbage til Borgeledet. Tankefuld var Otto imidlertid gaaet ind i Stalden for at see til sin Hest; men til hans Forundring var den ingensteds at finde; i Baasen, hvor han havde sat den, fandt han derimod Grændserytterens gamle forjagede Hest. Den havde en Saddel paa, som Grev Otto erkjendte for sin, og som han selv havde spændt af sin raske Ganger. Forbittret over dette Bytte, stod han i alt Begreb med at gjøre Larm og kræve Staldkarlen til Regnskab for denne Uforskammenhed; men Staldkarlen var intetsteds at see, og de fremmede Svende, han henvendte sig til, loe ham ud og meente, at en ordentlig Svend gik ikke omkring og drev som en fornem Herre, og lod ikke sin Hest forbytte i Stalden. Med Møie betvang den opfarende unge Herre sin Heftighed, og havde nogle Gange Haanden paa Sværdet for at tugte de Uforskammede; da hørte han Hestetramp i Slotsgaarden, og hans Forbittrelse steeg nu til det Høieste, da han saae den svære Grændserytter fare bort over Slotsbroen i det stærkeste Fiirspring, og kjendte sin raske kjære Ganger, som fnysede vild og vilde afkaste den fremmede Rytter. Blussende af Harme, foer Otto ud for at indhente og standse Ransmanden; men han maatte med fordobblet Harm kun see hvorledes det ædle Dyr, med Sporerne i de blodige Sider, selv med sin Vildhed maatte tjene sin ubarmhjertige Plager. I et Øieblik vare Hest og Rytter forsvundne.
���Saa forbittret Otto var, fattede han sig dog snart, og bemærkede en besynderlig Mumlen og Uro omkring sig; men det syntes ikke at gjælde ham eller hans Hest; en langt vigtigere Sag syntes at sysselsætte alle Munde og Øren. Folkestimlen paa Slotsbroen og ved Borgeledet var tiltaget betydelig. Man løb frem og tilbage. »Fjenden er for Porten - de Danske komme« - lød det nu høiere fra den Ene til den Anden, uden at Nogen vidste hvo der først havde sagt det, eller hvoraf man vidste eller troede det. Man løb op i Taarnene og paa Slotsmurene, og agtede hverken Skildvagternes Trudsler eller Stød; enhver Støvskye, man saae i det Fjerne, blev til en Krigshær, og hver Røg af en fredelig Arne blev til en brændende Bye for de forskrækkede Borgeres Øine. At der virkelig var Ufred paa Færde, tvivlede Ingen meer paa, da en Luur nu endogsaa klang huult fra det nordre Slotstaarn, og alle Krigshøvdinger i fuld Rustning skyndte sig op paa Slottet.
���»Byen er spærret - alle Stadsportene lukkes« raabte den Ene til den Anden. Otto overveiede sin Stilling under disse Omstændigheder og fandt den høist betænkelig. Da han forlod Kongen og drog til Bøhmen, var der ikke tænkt paa nogen Feide med Schwerin, men derimod paa et gunstigt og fredeligt Besøg, og nu ventede man her et fjendtligt Overfald. Hvad Otto havde hørt om Grevernes Fremfærd mod Johan Ganz, hvem han vidste Valdemar agtede høit, lod ham vel formode, at en streng Gjengjældelse vilde ramme de hovmodige Grever; men hvis Valdemar ikke i den første Vrede nu overilede sig, maatte det være blind Allarm, troede han, og meente, at Kongen dog først vilde forsøge at mægle Fred mellem sine urolige Lehnsmænd. Imidlertid indsaae Grev Otto, at hvis hans Navn og Byrd i dette Øieblik blev røbet, satte han sig for at blive sønderreven af Schwerinerne. At krybe i Skjul forbød hans Stolthed ham, og han besluttede at træde sin Konges Vasaller dristig og aaben for Øie, og fordre deres Beskyttelse, som en dansk Afsending, der havde Befaling til, her at bringe deres Konge og Lehnsherre et Budskab. Den schwerinske Rytters Ransgjerning var han ogsaa her berettiget til at paaanke; og med denne Beslutning gik han rask og bestemt op mod Slotstrappen for at lade sig melde af Dørvogteren. Men i den almindelige Forvirrelse havde saavel Dørvogteren som Gaardsfogden forladt deres Poster. Blandt en heel Deel unge Krigere gik Otto op ad Slotstrappen, uden at standses af Nogen med Spørgsmaal eller Indvendinger. Han blev ved at følge sine fremmede Ledsagere, som ikke lagde Mærke til ham, og snart saae han sig i en stor Vaabensal, hvor Grev Henrik stod, skummende af Vrede, blandt de fremmede Fyrster og Herrer, og uddeelte Befalinger blandt sine Krigere til Byens og Slottets Forsvar.
���Otto kunde ikke trænge sig frem og var for beskeden til at afbryde de fyrstelige Herrer i deres ivrige Tale; at liste sig tilbage syntes ham ogsaa uværdigt, og oplagdes her fjendtligt Raad mod hans Konge blandt hans Vasaller og Lehnsmænd, forbandt Pligt og Troskab ham ogsaa til at blive. Han blev derfor staaende ubemærket ved Døren og blev Vidne til den hele Forhandling. Nu erfarede han strax hvilket Budskab Grændserytteren havde bragt, at nemlig en stor Deel af den danske Hær var dragen over den schwerinske Grændse med Kongen selv i Spidsen, ledsaget af Grev Albert og den forjagne Johan Ganz, og at de med stærke Skridt nærmede sig Staden.
���»Ikke engang et ordentligt Feidebrev agter han mig værdig, den Stolte! - sagde Grev Henrik og skar Tænder - Med sin anmassede Lehnshøihed, vil han vel holde Dom over mig her som sin Vasal; men selv som saadan skyldtes mig Ret og Forsvar blandt mine Lige, i en Mandsret; det nægter jeg ikke den mindste af mine Borgriddere. Som Tyran, som overmodig Despot, vil han gjeste mig, og ethvert Forsvarsmiddel er lovligt og gyldigt; kunde jeg forgifte ham Elementerne, jeg vilde forsvare det. Jeg kan nu ingen Hær stille imod ham; men Stad og Slot skal forsvares til det Yderste. Vindebroen skal trækkes op - enhver, som kan bære Vaaben, skal paa Skandserne, og den første, der siger et Ord om Overgivelse, skal, som en feig Forræder, have en Piil gjennem Ryggen paastedet.«
���Nogle Krigshøvdinger gik strax for at udføre den forbittrede Greves Befaling.
���»Ret saa!« - sagde den gamle Henrik Borvin og stødte sit brede Glavind mod Gulvet, medens hans vilde dyriske Ansigt fordreiede sig i fortvivlet Trods - »Han har vel havt Spioner iblandt os, og veed hvorfor vi her ere forsamlede; han vil brænde Slottet ned over vore Hoveder, og det kan vi nu ikke forbyde ham; men vise ham skal vi dog, at vi ikke længer vil være hans Hunde, og at vore Vildbasser har lært os at sprætte Forfølgerens Bug op, før vi styrte.«
���Den vendiske Fyrstes trende Brødre og adskillige schwerinske Høvdinger bifaldt med vildt og larmende Raab denne fortvivlede Beslutning. Men den unge Grev Adolph af Holsteen, en høi og stolt Yngling, med et alvorligt, noget tungsindigt Ansigt, bad Grev Henrik betænke, at han paa denne Maade, for at trodse Overmagten, vilde opoffre Alt, selv Haabet om nogensinde at kunne hævde sin Ret, og at det derfor var bedre at sende Kongen nogle Underhandlere imøde; en ærlig Underhandling om Vaabenstilstand med den overmægtige Voldsmand syntes ham for Øieblikket værdigst: »Jeg er den af os Alle, som har meest Grund til at hade Kong Valdemar, - tilføiede han - mig har han skilt ved min Fædrenearv, min gamle Fader holdt han i Fængsel og Baand, til han kjøbte sig Liv og Frihed for sin Hertugkrone; jeg hader ham til Døden; dog Hevnens Time er endnu ikke kommen, og jeg raader til Forlig og Underhandling.«
���Greven af Danneberg var af samme Mening.
���»Nei, ingen Underkastelse! - ingen skjændig Ydmygelse! - raabte Grev Henrik - før fortvivlet Forsvar og Kamp paa Liv og Død!«
���»Vil I høre mit Raad, kjække Grev Henrik! - tog nu Bispen af Hildesheim Ordet, med et roligt Smiil i det listige Ansigt - saa skal I hverken begynde paa et fortvivlet og unyttigt Forsvar, som kun vil have Schwerins Ødelæggelse og eders visse Undergang til Følge; I skal heller ikke underhandle med eders paatvungne Lehnsherre, som med en overlegen Fjende; som saadan, kunde han foreskrive Eder hvad Fredsvilkaar, han vilde. Men I skal aabne Schwerins Porte, lade Slotsbroen nedrulle og lade alt jert Mandskab afvæbne, som i den tryggeste og dybeste Fred. Med Spil og Sang og fredelig Lystighed skal I, som en mild og venlig Vert, modtage eders Lehnsherre og kongelige Gjest, og jeg sætter Eder mit Bispedømme i Pant paa, at hvor vred han endogsaa er paa Jer for sin kjære Johan Ganz's Skyld, og med hvor fjendtligt Sindelag han end kommer, vil han drage mild og rolig herfra, naar I kun lover ham at opbygge Graaboe igjen og forlige Jer med Gaasen. Hvorvidt I siden finder Jer forpligtet dertil, kan I altid betænke Jer paa. Men det veed jeg kun, endnu er det ikke den rette Tid og Stund at bryde aabenbart med saa mægtig en Herre. Kommer Tid, kommer Raad; endnu har han baade Keiser og Pave til Venner. Saa meget kjender jeg til den stolte Kong Valdemar, at han vil blues ved at behandle sin uroligste Lehnsmand som Fjende, naar han finder alle Døre aabne og ingen Mand i Vaaben; han vil snart glemme Vreden, naar Vinen glindser i Bægeret og eders skjønne muntre Qvinder sidde ved hans Side. I er hans troe og kjære Lehnsmand som tilforn, og skal her holdes en Mandsret mellem Eder og Ridder Ganz, giver jeg Eder mit Ord paa, den skal endes med Dands og Spil, som det lystigste Gilde. Kun gode Miner maa der holdes, og kjender jeg Eder ret, Grev Henrik, er I Mand for at være ligesaa snild og klog, som I er tapper og behjertet. Den falske Undseelse kan kun et Øieblik forblinde eders Øine. Husk paa den tappre og ædle Kong David, han bluedes ikke ved at kalde Saul sin Konge og Herre, skjøndt Propheten i Løndom havde salvet hans Hoved, han biede from paa Herrens Time og gav Tid. Gjør I ligesaa! og kan I ikke selv lege paa Harpen for eders Saul, saa lad eders skjønne Qvinder gjøre det! jeg vilde see den Bjørn, som de ikke skulde gjøre til et Lam.«
���»I er idag den klogeste af os Alle, fromme Herre! - svarede Grev Henrik - Naar mit Blod er i Kog, staaer min Forstand stille. I har Ret: her er Fred og ingen Fare; ingen Feide er mig forkyndt, og jeg kan med al Ære holde en Fredsfest paa min aabne Borg blandt mine Venner. Op da med Portene! Vindebroen ned! ingen bevæbnet Mand maa sees paa Slottet. Madsvendene skal brase op, Mundskjenken skal i Arbeid, Giger og Harper skal her klinge, og vil Kong Valdemar være min Gjest, skal han, skjøndt ubuden, have det ligesaa lystigt som vi Andre. Dennegang vil jeg betale Gildet; en andengang kan maaske Raden komme til ham.«
���Da Grev Henrik sagde dette, saae Otto et afskyeligt Smiil i hans mørke Ansigt, og nu saae han først hvorledes smaalig List og Underfundighed udtindrede af hans skelende Øie, medens dog det kjække mandige Ansigt røbede en dristig og bestemt Sjæl, som ingen Fare skyede.
���Paa Grevens Vink havde næsten alle Krigshøvdingerne forladt Vaabensalen for at iværksætte deres Herres forandrede Beslutning. Endnu gjorde den gamle Venderfyrste og hans Brødre nogle Indvendinger mod den fredelig Maske, som ikke huede den gamle Vikingshøvding, med mindre man ved denne List kunde gjøre et stort Bytte og maaskee bemægtige sig Kongen og hans vigtigste Mænd.
���»Hvad tænker I paa? - mumlede Grev Henrik - han har jo en Krigshær i Hælene. Taalmodighed, Taalmodighed, vakkre Borvin! vor Tid kommer nok ogsaa engang; Kong Valdemar har selv lært os hvorledes man skal tinge med Fyrster om Land og Rige. Saalænge Grev Adolph kan bie, kan vi med. Men hvo er den fremmede Svend der ved Døren?«
���»En Spion, en Forræder! han maa hænges!« hviskede Borvin og hans Brødre temmelig høit.
���»Kom hid, Dumdristige!« - raabte Grev Henrik, og viste ham det Hvide af sit Øie med et frygteligt Blik - »hvo er du? og hvad vil du her?«
���»Jeg er en dansk Væbner«, svarede Otto saa kjæk, som det var ham muligt, og nærmede sig.
���»En Dansk - hug ham ned paastedet! han forraader os«, mumlede de vilde vendiske Høvdinger og blottede allerede deres Sværde.
���»Til Kongen af Danmarks Lehnsmand betroer jeg mit Liv og min Sikkerhed - tog Otto hastig Ordet - Kong Valdemar vil kræve mit Liv af eders Haand, og krummes her et Haar paa mit Hoved vil min Herre og Konge visselig ikke lade blive Steen paa Steen af eders stolte Slot, Hr. Greve! jeg beder Eder derfor, hør mig! og kan jeg ikke retfærdiggjøre mig, saa er jeg eders Fange, til vor fælles Herre og Konge kan dømme os imellem.«
»Saa tal, Dumdristige! hvo gav dig Ret til at liste dig ind paa mit Slot og belure os?«
���»Jeg søgte Beskyttelse og Retfærdighed her, og Ingen forbød mig Indgangen. Jeg kom ikke for at belure og forraade Eder, og hvad jeg har hørt har jeg ingen Vidner paa imod Eder for min Konge.«
���»Ræk mig din Dolk og dit Sværd, Ulykkelige! - sagde Grev Henrik - for din Ungdoms Skyld vil jeg skaane dit Liv.«
���»Men eders Fange skal jeg maaske være min Livstid, for aldrig at forraade hvor ærligt I og disse gode Herrer mener det med min Herre og Konge. Nei, Hr. Greve! min Frihed lader jeg mig ikke saa let afhandle. I troer maaskee, at en simpel Væbner ikke saa let vil savnes, og at Ingen vil spørge om den unge Danske, som her skulde bringe Kong Valdemar et ubetydeligt Budskab; - men i saa Fald forregner I Eder: mit Budskab er ikke ubetydeligt, og mit Navn ikke heller - jeg er Kong Valdemars Søstersøn, Grev Otto af Lüneborg.«
���»Grev Otto! Kongens Søstersøn!« sagde den Ene forundret til den Anden og betragtede den kjække Yngling med Opmærksomhed.
���Ogsaa Grev Henrik studsede, han kjendte strax den unge Greve, men han betænkte sig et Øieblik. »Ja saa! - sagde han derpaa listig, som han holdt det for en Usandhed - Kong Valdemars Søstersøn, Grev Otto af Lüneborg rider altsaa Verden rundt i Ærinder til sin kongelige Morbroder, som en simpel Væbner, uden alt Følge; eller har Hr. Greven maaskee sit Følge udenfor og vil kun overraske mig i denne ligesaa ydmyge som smagfulde Forklædning?«
���»Eders Vantro er ikke naturlig, Hr. Greve! - svarede Otto og gjennemskuede den listige Grev Henriks Anslag - I fandt maaskee eders Regning bedst ved at lade mig gjælde for hvad jeg synes, og kaste mig i Fængsel som en Landløber og Bedrager. Det Usandsynlige i, at jeg paa denne Maade kommer hid for at bringe min Konge et Budskab, endogsaa førend han er kommen her selv, kan et Veddemaal og en lystig Spøg forklare Eder, og at jeg, uagtet jeg vilde være ukjendt, dog selv har nævnet mig for Eder paa saa ubeleilig en Tid, vil være Eder forklarligt, naar jeg siger Eder, at jeg ved det urimelige Krigsrygte var udsat for større Fare blandt det urolige Folk, end hos Eder, som jeg ingen Fjendtlighed burde kunne vente hos. Jeg havde desuden en Klage at forebringe Eder: jeg er bleven fornærmet ved eders Hof og berøvet min Ganger af en schwerinsk Rytter.«
���»See, see - vedblev Grev Henrik med samme forstilte Mistroe - Digtekonsten trives nu i Danmark, mærker jeg, og selv forløbne Væbnere og Kertesvende mangle ikke en Fabel af egen hastige Opfindelse, naar de dermed kunne snakke sig fra Strikken eller Hundehullet. Tør jeg maaskee spørge Hr. Greven af Lüneborg hvad det er for et vigtigt Budskab, som kun kan betroes saa vigtig og fornem en ung Herre, hvem man jo allerede, naragtig nok, berømmer som den anden Esbern Snare?«
���»Mit Budskab er ikke til Eder, men til eders Lehnsherre og min Konge, - svarede Otto - og kun til ham har jeg Befaling at overbringe det.«
���»Din Konges Hemmeligheder vare maaskee ligesaagodt forvarede hos mig, som mine ere det hos dig; men jeg har hørt nok, for at see til hvilket Gjestekammer her paa Slottet du hører.«
���Med disse Ord gav Grev Henrik Drabanterne ved Døren et Vink, og førend Otto kunde faae draget sit Sværd, var han af tre stærke Karle bagfra overfaldet og afvæbnet.
���»I det nordre Taarn, - bød Grev Henrik - I svarer mig for ham med eders Liv! hvad Brevskaber, I finder hos ham, bringer I mig strax.«
���Drabanterne førte allerede Fangen hen mod Døren. Otto taug og beed sig harmfuld i Læberne, men gjorde ingen Mine til Modstand. Dog da han paa Veien til Døren kom tæt forbi Kaminen, rev han pludselig sin høire Arm fri, greb et Brevskab hastig ud af sin Barm og kastede det i Kaminflammen, hvor det øiebliklig var fortæret af Luen. »Mit Budskab til min Konge kunde neppe være af Vigtighed for Eder, men hvad der er mig betroet maa jeg bevare; det staaer nu skrevet et andet Sted, hvor ingen Lue kan fortære det«, med disse Ord vendte den kjække Yngling sig med ædel Trods til den forbausede Grev Henrik.
���»Dumdristige Dreng! - svarede Greven forbittret med et glubende Blik - jeg har en Tang, som maaskee dog kan pille det uforbrændelige Brevskab ud, hvor du skjuler det.«
���Otto blegnede, men fattede sig hastig og med et bedende Blik gjennem det høie Vindue til den klare blaae Himmel fulgte han taus og stille sine Bevogtere ud af Vaabensalen.
���»De stolte Valdemarers Blod stikker dog i Knøsen, hvor fiin og spærlemmet han er, - sagde Grev Adolph, da Otto var ude - maa jeg end hade den hele stolte Slægt, det Store maa jeg dog agte og beundre; for min Bøns Skyld, strenge Grev Henrik, lad intet Ondt vederfares denne kjække, ubesindige Yngling! lad ham sværge Eder Taushed og giv ham fri! At han tro kan bevare Hemmeligheder, har han beviist os, og eders egen Sikkerhed raader Eder her til Skaansel.«
���»Men naar han nu ikke vil sværge, kan jeg da lade ham løbe og forraade os Alle for sin overmægtige Morbroder?«
���»Saa maa han blive eders hemmelige Fange indtil videre, det forstaaer sig - svarede Grev Adolph - men I maa give mig eders ridderlige Ord paa, at han ikke faaer det værre i eders Taarn, end jeg havde det, da jeg var Gidsel hos Kong Valdemar for min Fader.«
���»I er ædelmodigere, end jeg kunde være i eders Sted, ædle Greve! - svarede Henrik - Med Tangen meente jeg det ikke heller saa lige; jeg vilde kun prøve den unge Herres Standhaftighed, og sætte ham en lille Skræk i Blodet for hans Dumdristighed. Jeg giver Eder mit Ord paa, at han skal behandles som en fyrstelig Statsfange. Men I kan jo Alle vidne for mig, ædle Herrer, at jeg ikke har fængslet Grev Otto af Lüneborg, men kun en omløbende mistænkelig Person, som uden Rimelighed vilde udgive sig for ham.«
���»Det er fraus pia, som Venskabspligten helliger, - sagde Bisp Conrad - for den Synd giver jeg os Alle den hellige Kirkes Indulgents og Absolution forud.«
���Hermed vare fast alle de fremmede Herrers Samvittigheder beroligede, og, paa Grev Adolph nær, lovede de alle, naar det behøvedes, at bevidne Grev Henriks Uvidenhed om den unge Fanges sande Navn og Byrd.
���»Jeg lover Eder intet falsk Vidnesbyrd, Grev Henrik! - sagde den unge alvorlige Grev Adolph - men behandler I Fangen som I har lovet, kan jeg tie, hvor jeg ikke kan vidne til eders Fordeel.«
���I største Hast bleve nu alle Anstalter føiede til at modtage den kongelige Gjest med al mulig Pragt og Festlighed. Der blev givet Befaling til Borgerne at oplyse Staden paa det Prægtigste med Fakler den første Aften, Kongen opholdt sig paa Slottet. Nu kom der den beroligende Tidende, at den danske Hær havde gjort Holdt i en temmelig stor Afstand fra Staden, og strax efter meldte Kongen sig høflig som Gjest hos Greverne ved sin Marsk, der rigtignok var ledsaget af en stærk Bedækning, men som bragte en egenhændig Skrivelse fra Kongen, hvori han bad Greverne undskylde, at han uanmeldet gjorde sit Tilbagetog gjennem det Schwerinske, da han havde Sager af Vigtighed med Greverne at afgjøre.
���Efter denne fredelige Anmeldelse reed Grev Henrik med sin Broder selv Kongen imøde, og samme Aften gjorde Kongen med et talrigt Følge sit Indtog gjennem Staden, høflig ledsaget af Grev Henrik og hans Broder, under et tvungent Glædesraab af de schwerinske Borgere, som oplyste Veien for ham med Fakler og Blus.
���Paa Veien talede Valdemar kun lidet, og der laae en Skye over hans stolte Pande, som truede med en heftig Vredesstorm. Ved fordobblet Opmærksomhed og Høflighed søgte den snilde Grev Henrik at formilde sin kongelige Gjest, og han besad i høi Grad den Gave med tilsyneladende Trohjertighed og venlige Ord at kunne afvæbne sin bittreste Fjende, naar han derved kunde opnaae en vigtig Hensigt. I det første Udbrud af sin Vrede var Valdemar ofte voldsom og uforsonlig; det vidste Grev Henrik af Erfaring; men han vidste ogsaa, at naar det kun lykkedes at tilbageholde eller aflede Kongens første heftige Vredesudbrud, var det siden ikke vanskeligt at stemme hans muntre ungdommelige Sind til Eftergivenhed og godmodig Skaansel.
���Dette lykkedes ogsaa den listige Greve saa aldeles, at der ved Kongens prægtige og ærefulde Modtagelse paa Slottet, hvor dog Grev Adolphs Nærværelse synlig forstemte ham, ingen Leilighed blev givet ham til at give den Harme Luft, Høfligheden, som Gjest, tvang ham til at dæmpe. Den unge Grev Adolph var en Herre, som havde et mægtigt Herredømme over sig selv, uagtet hans bittre Fjendskab til Kongen, havde han dog billig Høiagtelse for hans store og sjeldne Egenskaber, og det forstemmende Indtryk, hans Nærværelse gjorde paa Valdemar, vidste han med ridderlig Fiinhed og Belevenhed at udslette, idet han syntes at have glemt alle forbigangne Stridigheder, og hilsede Kongen med Ærbødighed og tilsyneladende Velvillie. De vendiske Fyrsters plumpe, smigrende Høfligheder vare vel lidet skikkede til at indgyde Kongen Tillid og Fortrolighed; men den listige Bisp Conrad og Greven af Danneberg lykkedes det bedre at give deres Hyldest et naturligt og oprigtigt Udseende; og da nu den milde Grevinde Audacia, som Vertinde, modtog sin kongelige Gjest med uskrømtet Venlighed og beundrende Høiagtelse; udslettedes de mørke Furer mellem Kongens Øine aldeles, og hans sædvanlige Munterhed og godmodige Tilfredshed viste sig venlig i Tale og Blik.
���Den muntre livlige Broder Gunner, som med Erkebispen, tolv Riddere og Grev Claus ledsagede Kongen, saavelsom de tvende Skjalde, der vare med i Følget, bragte snart en utvungen og underholdende Samqvemstone i Gang. Johan Ganz var bleven tilbage hos Grev Albert ved Hæren, men havde Befaling til næste Dag at møde paa Slottet.
���Grev Henrik glemte ikke at lykønske Kongen med den nylig vundne Seier over Hertug Ladislaus, og forsikkrede, at skjøndt han havde staaet i venskabelig Forbindelse med den pommerske Fyrste, fandt han dog denne hans Revselse aldeles billig, og priste den ædelmodige Seierherre, som lod den Overvundne beholde Land og Rige, og nøiedes med Æren af at være hans Overmand og Lehnsherre.
���Saalidet end disse falske Smigrerier forblindede Kongen, saa gjorde de dog intet ubehageligt Indtryk paa den stolte ærgjerrige Erobrer, og Kongen vrededes ikke paa den forsigtige Smigrer, som tog sig nøie ivare for at sige mere i denne Anledning, end han troede klogt og nødvendigt. Idet Talen bragtes paa Lehnshøiheden, blev imidlertid Kongens Ansigt alvorligt, og han vilde maaskee strax have yttret sig om den ubehagelige Anledning til dette Besøg; men Grev Henrik, som mærkede det, lod hastig Fløidørene aabne til den prægtig oplyste Spisesal, hvor Sølvkanderne blinkede, og Vinen glindsede i de store Pokaler.
���»Vi ville opsætte det Alvorlige til imorgen«, sagde nu Kongen, og lod sig af sin skjønne Vertinde føre ind i den glimrende Sal. Her overraskedes han pludselig ved Synet af en qvindelig Skjønhed, som overgik hans dristigste Drømme om den sydlige Himmelegns Feer og Sirener. Det var den stolte glimrende Prindsesse Beengjerd, som i sin prægtigste fyrstelige Dragt traadte ind i Salen fra den modsatte Side, ledsaget af Grevinde Ida og sine Damer. Hun gjengjældte Kongens Hilsen med Ynde og Værdighed; og da hun af Grevinde Audacia var bleven forestillet Valdemar, som Grev Ferdinand af Flanderns Søster og Kong Sanctius's Datter af Portugal, udfordrede hendes Rang og kongelige Byrd, at Valdemar tilbød hende sin høire Arm og førte hende til Hæderspladsen ved Bordet. Paa Kongens venstre Side tog Grevinde Audacia selv Plads, og mellem disse tvende høist forskjellige Skjønheder blev den unge Konge snart saa oprømt og livlig, at hvo der ved hans Indtrædelse paa Slottet havde seet hans strenge alvorlige Blik, neppe vilde have gjenkjendt dette Ansigt, hvori nu Glæden og den livligste Skjønhedsfølelse spillede.
���Han henvendte sig meest med sin Tale til Audacia, hvis Munterhed, Ynde og utvungne Hjertelighed fornøiede ham; men naar han vendte sig til den straalende Beengjerd gik hans Tale undertiden i Staae, medens hans Øine blændedes af hendes Skjønhed, og hans Øre fortrylledes, som af den deiligste Musik, ved hvert klangfuldt Ord, han aflokkede hendes Læber. Hun havde Besværlighed ved at udtrykke sig i de germaniske Tungemaal, og blandede ofte portugisiske og spanske Ord i sin Tale. Dog selv denne Mangel havde noget besynderlig Tillokkende for Valdemar og gav hendes Tale et Udtryk af Barnlighed, der formildede det Stolte og Stive i hendes Væsen. Denne Stivhed forsvandt imidlertid ganske, naar hun undertiden kom til at glemme Prindsessen over Portugiserinden og Udtrykket over hvad hun tænkte og følte, og saaledes hørte Valdemar en Tidlang paa hende med den største Glæde og Deeltagelse, da hun var kommen til at tale om sit skjønne, herlige Fødeland, og med den overordentligste Livlighed skildrede ham det i sit Modersmaal.
���»Mig see Majesta forstaa mig«, sagde hun glad, da hun bemærkede Kongens Deeltagelse.
���»Ikke Ordene, men Minerne og den henrivende Musik, der ledsager dem - svarede Kongen - og jeg kunde ingen skjønnere Beskrivelse over eders herlige Fædreneland ønske mig. Men jeg vil lære eders Sprog, skjønne Prindsesse! og I maa lære mit; vi ville begge vinde derved.«
���Da imidlertid Kongen mærkede, at hans levende Deeltagelse for Prindsessen vakte Opmærksomhed, vendte han sig snart igjen til Grevinde Audacia, og bestræbte sig for at vise hende endnu større Velvillie og Deeltagelse, og dog uden at forsømme at give Prindsessen Leilighed til at deeltage i Samtalen, og han vidste saaledes at dele sig mellem dem begge, at enhver af dem troede at underholde ham bedst; men enhver Anden, som lagde Mærke til hans Ord og Miner, troede, at den muntre Grevinde dog bedst underholdt sin kongelige Gjest.
���Grev Claus sad meget lykkelig ved den stille Grevinde Idas Side, og sagde hende alle de smukke Ting, han paa Felttoget og paa Reisen havde beredet sig paa, og som han nu ofte paa en temmelig tvungen Maade søgte at anbringe. Vel maatte han saagodtsom føre Talen alene, men da han gjerne hørte sig selv tale, fandt han sin tilkommende Brud, uagtet hendes Taushed, særdeles underholdende. Hun hørte kun lidet af hvad han sagde, og havde ingen Besværlighed med at vedligeholde Grev Clauses Selvunderholdning, hvortil kun et enkelt Ja eller Hvorledes behøvedes; men hun havde kun Møie med at tilbageholde ethvert smerteligt Suk, som Forestillingen om hendes tilkommende Skjæbne aftvang hende. Det var imidlertid saa langt fra, at dette foruroligede hendes Beiler eller forstyrrede hans Lyksalighed, at han meget mere med en hemmelig Glæde tilregnede sin Elskværdighed de formeentlige Længselssuk, han troede, den blufærdige Brud forgjeves stræbte at neddæmpe.
���For at give Kongen et Beviis paa sin uforandrede Hengivenhed for det danske Kongehuus, og betage ham enhver grundet Tvivl om hans Lehnsmænds Troskab, reiste Grev Henrik sig nu og udbragte ikke alene en ærbødig Velkomstskaal for sin kongelige Gjest, men erklærede med det samme i sit og sit grevelige Huses Navn, at han og hans Broder ansaae det for en Ære at besvogres med det ædle danske Kongehuus, og at de derfor modtoge og billigede den høifyrstelige Grev Claus's Formælingstilbud til deres Søster Grevinde Ida af Schwerin, under de Vilkaar og Medgiftsbestemmelser, som de haabede at blive enige om med deres ærede kongelige Gjester.
���Kongen takkede paa Grev Clauses Vegne og foreslog munter de Forlovedes Skaal, uden at tænke paa, at Klangen af de talrige Bægere var en sørgelig Liigklokkeklang for en stille, opoffrende Sjæls jordiske Lyksalighed. Neppe formaaede Grevinde Ida at reise sig fra Stolen og med en taus Bøining at modtage de almindelige Lykønskninger; bleeg og afmægtig, sank hun tilbage paa Stolen og maatte, mere død end levende, føres til sit Sovekammer af sine Terner.
���En almindelig Forstemthed fulgte paa dette Optrin. Grev Claus gjorde i sin godmodige Forvirrelse Mine til at ville ledsage den Syge; dog han besindede sig og tømte rolig sit Bæger, da Grev Henrik trøstede ham og alle sine Gjester med, at det var en ubetydelig Upasselighed, som hos hans Søster var sædvanlig ved enhver glædelig Overraskelse, der angreb hendes lidt vel følsomme Hjerte for voldsomt.
���Efter Bordet aabnedes de store dobbelte Døre til Riddersalen, hvor Kongen modtoges med Gigers og Trompeters Klang, og hvor de stateligste unge Riddere stode beredte til Dands blandt de fornemste og skjønneste unge Schwerinerinder.
���Kongen hilsede Selskabet venligt, og paa Grev Henriks Opfordring indbød han Prindsesse Beengjerd til en spansk ridderlig Dands, som udfordrede megen Anstand og Værdighed, og som den unge Konge med alle ridderlige Færdigheder forstod til Fuldkommenhed. Prindsessen hørte med Glæde den hende vel bekjendte stolte Musik, hvortil hun, allerede som Barn, ved sin Faders Hof havde bevæget sig med Kjækhed og Selvfølelse. Hun rakte sin kongelige Dandser Haanden, og Alle vege ærbødig tilside for det stolte Fyrstepar. Dandsen begyndte alvorlig og høitidelig: det var ikke Munterhed og Glæde, den udtrykte, det var som en Triumphgang for Seierherren, som en Dronnings Høitidsgang til Altret paa hendes Kroningsdag. Alle studsede og forbausedes ved de Dandsendes skjønne og majestætiske Bevægelser, hvori deres ædle høie Skikkelser viste sig for hinanden i den største Glands og Værdighed. Dandsen stemte Kongen alvorlig fast veemodig, og naar han betragtede sin skjønne Dandserinde, var det ham ligesom hans Livs høieste Lykke svævede i en hidtil aldrig seet Skikkelse for ham, og snart nærmede sig ham smilende, snart veeg veemodig tilbage, som for evig at forsvinde. »Ak, hvi er hun ikke Margaretha af Bøhmen!« sagde hans Blik, og han bebreidede sig selv i samme Øieblik sit Hjertes Ustadighed, og at han saaledes lod sig henrive af ethvert skjønt qvindeligt Billede, han betragtede. Den stolte Prindsesse syntes med sine sorte tindrende Øine at gjennemskue Kongens Sjæl i hans urolige halv veemodige halv henrykte Blik; hun syntes ogsaa et Øieblik at dele hans Uro; men da Dandsen var ude, gik hun med samme stolte rolige Smiil tilbage til sit Sæde, som da hun var traadt frem.
���Valdemar harmede sig over sig selv og sine Tanker; han greb rask et stort Bæger med Viin og udtømte det. Derpaa opfordrede han Selskabet til en ret lystig Runddands, og bad den muntre Grevinde Audacia at bringe ham ud af den høitidelige Dødningedandstakt, og følge ham i de lystige Rækker. Den muntre Dands begyndte, og Ingen dandsede nu heftigere og vildere, end den unge Konge. Grev Henrik saae med et skjævt og mistænkeligt Blik med hvilken Livlighed og Glæde hans unge skjønne Frue lod sig svinge af den kraftige Helt, og han søgte ikke at holde Kongen tilbage, da Valdemar strax efter den lystige Dands ønskede at forlade Selskabet og begive sig til Ro.
���Imidlertid sad Grev Otto i det mørke Taarn og hørte Musikken og Lystigheden paa Slottet. Han formodede, at Kongen maatte være kommen, og undersøgte sit Fængsel nøie, for om muligt at finde Leilighed til at sætte sig i Frihed; men jo længer han ved Lampen, man havde givet ham, betragtede det skumle Fangetaarn, jo mismodigere overtydede han sig om, at ingen Udflugt var mulig.
���Det var allerede silde ud paa Aftenen, da den svære Fængselsdør aabnedes, og en Mand traadte ind, i en graa Kappe med et stort Sværd i Haanden og ledsaget af en lille tør Munk med en glindsende Monstrans i de foldede Hænder. I Manden med Kappen og Sværdet kjendte Otto strax paa det vilde skelende Blik sorte Grev Henrik.
���»Jeg har Medynk med dig, unge Menneske! - sagde Henrik - og skjøndt jeg ikke veed i hvilken forbryderisk Hensigt du saa dumdristig har indsneget dig paa mit Slot og udgivet dig for den ædle Grev Otto af Lüneborg, agter jeg dog at skjenke dig Liv og Frihed, hvis du paa den hellige Monstrans høitidelig vil sværge ikke at aabenbare noget Menneske hvad du idag ulovlig og uberettiget har hørt i min Hal.«
���Otto betænkte sig et Øieblik, derpaa sagde han bestemt og rolig: »tie kan jeg som en Muur, Hr. Greve! uden at nogen Eed binder min Tunge, naar min Pligt og Troskab fordrer det; men af Frygt for mit Liv og min Frihed at lade min Tunge binde med en Eed, hvor maaskee min Troskab mod min Herre og Konge kunde byde mig at tale, det gjør jeg ikke, førend jeg troer, jeg maa det. I fjorten Dage vil jeg idetmindste betænke mig paa eders Forslag.«
���»Sværger du ikke inden otte Dage, - svarede Grev Henrik - saa skal du her mellem fire Vægge faae Lov til at betænke dig derpaa til din Dødsdag, og den kan komme før du venter det: med Forrædere og Spioner holder jeg ingen lang Rettergang.«
���Med disse truende Ord forlod Grev Henrik Fængslet med den Geistlige og overlod Otto til hans sørgmodige Tanker.
���Paa Schwerin Slot var den fangne Grev Otto dog ikke den eneste, som tilbragte en urolig og søvnløs Nat. Ligeoverfor hans Fangetaarn sad den ulykkelige Grevinde Ida paa sit stille eensomme Kammer og græd. Hun havde vel overvundet sin legemlige Svaghed, men hendes fromme Sjæl kæmpede en haard Kamp mellem den naturlige Drift til Lyksalighed og hvad hun ansaae for Pligt mod sine Brødre; thi Grev Henrik havde forestillet hende dette Ægteskab, som det eneste Redningsmiddel i deres forviklede Forhold til det danske Kongehuus. Hun afskyede vel ikke Grev Claus, som noget slet eller foragteligt Menneske; hun erkjendte hans ærlige godmodige Hjerte, men hun havde saare ringe Tanker om hans Aand og Forstand. Den eneste Følelse, han kunde opvække hos hende, var Kedsommelighed og et Slags Medynk, naar han var til Spot for de hjerteløse men kløgtigere Mennesker: Greven af Danneberg og Bisp Conrad havde saaledes, paa en høist uskaansom Maade for hende, med tilsyneladende Ærbødighed bragt hendes snaksomme Brudgom til at sige de latterligste og eenfoldigste Ting.
���»Han har mig dog virkelig kjær, Stakkel! - sagde hun - han er maaskee det eneste Menneske, som kunde være istand til at fornægte sin egen Tilbøielighed for min Skyld, og han kjender mig dog ikke, han vil aldrig lære at kjende og forstaae mig. Kunde jeg maaskee raade og veilede ham - kunde jeg hjelpe ham at gjøre andre Mennesker lykkelige - selv bliver jeg det dog aldrig. Gud og den hellige Jomfru give mig Styrke!«
���Med disse selvfornægtende Betragtninger lukte hun sine Øine, dog uden at blunde; der var Fred i hendes Hjerte, men Lyksaligheden tog hun under stille Taarer Afsked med for denne Verden. Da hørte hun en klar ungdommelig Mandsstemme fra Taarnet; det var Otto, som sang i sit Fængsel:
»Fangen Fugl sidder sorrigfuld
Med Hovedet under sin Vinge;
Var mit Buur end af lyse Guld,
Min Glæde var dog heelt ringe.
Ørneungen har Marv i Klo -
I Skyen flyve hans Frender.
Den skal ikke blandt Øgler boe,
Som høit over Skye har Venner.«
���Saaledes trøstede Otto sig i sit Fængsel, og Grevinde Ida glemte en Stund sin egen Hjertesorg af Medynk med den fremmede Ungersvend, som hun dog endnu ikke vidste hvo var.
���I Slottets modsatte Fløi sad imidlertid den skjønne Prindsesse Beengjerd tankefuld ved sit Natbord. Det stærke Indtryk, hun havde gjort paa den unge heftige Konge, havde hun vel bemærket, og med saadant Velbehag havde hun aldrig betragtet nogen Mand. Hans store Navn, som Helt og Seiervinder, hans skjønne elskværdige Skikkelse, hans ædle ridderlige Væsen, hans Ungdom, Livlighed og dristige Aand gjorde ham til Gjenstanden for hendes kjæreste Drømme; men han beilede til Margaretha af Bøhmen, sagde man - han ventede snart et gunstigt og afgjørende Svar; dette Rygte, som var gaaet kort forud for Valdemars Ankomst, havde allerede ved denne første Sammenkomst gjort hende noget ligegyldig ved den indtagende halvforlovede Fyrstes Artigheder. Men hun haabede nu, hint Rygte var ugrundet; idetmindste besluttede hun, næste Dag at være mindre kold og tilbageholden og om muligt dog vise den unge Konge, at hun agtede ham høit og satte Priis paa den Opmærksomhed, han viste hende.
���Under disse Tanker afførte hun sig selv sine kostbare Prydelser. Hun havde bortsendt sine Terner, for uforstyrret at overgive sig til sine Drømmerier. »Hidtil har mit Liv været Tomhed og Forfængelighed, - sagde hun - uden nogen Livsplan har jeg gjøglet Dagene bort, ladet mig smigre af aandløse Beundrere og sat min Storhed i forgjængelig Pragt og Skjønhed. Her søgte jeg heller intet Bedre, og her glindser nu pludselig en virkelig Lyksalighed for mine Øine, og en stor heltemodig Sjæls Deeltagelse og Velvillie; maaskee vinker mig en Dronningkrone, og som jeg ikke skal kjøbe med lav og ussel Opoffrelse af min Frihed, min Selvstændighed og Hjertets naturlige Fordringer. Ham - kun ham kunde jeg række Haanden med Stolthed, uden at foragte mig selv og fornægte den ædleste Følelse af min Menneskeværdighed.«
���I disse Tanker forstyrredes den skjønne Prindsesse ved en sagte Banken paa Døren; den aabnede sig, og Grevinde Audacia traadte ind i en skjøn skjødesløs Natdragt, med de store gule Haarfletninger om den fyldige Barm.
���»Jeg kan ikke sove, ædle Veninde!« - sagde hun, halv urolig, halv spøgende, og med en Blanding af Frygt og hemmelig Selvtilfredshed - »jeg maa raadføre mig med Eder og betroe Eder en Opdagelse, en Formodning, vil jeg sige, som kan have betænkelige Følger. Har I selv intet Besynderligt mærket med Kongen?«
���»Hvorledes? - stammede Prindsessen forlegen - I troer allerede at have mærket« - -
���»Ikke jeg alene troer det, - svarede Audacia og rødmede heelt ned paa den hvide Hals - jeg har hørt flere yttre sig forblommet og skjemtende derom; men det kunde let blive en farlig Skjemt, som jeg dog vil haabe der ingen anstødelig Anledning er givet til« - -
���»Kan nogen være saa uforskammet at troe sligt?« spurgte Prindsessen og studsede.
���»Ja, hvad kan disse kloge, mistænkelige Mennesker ikke falde paa? - tog den skjønne Grevinde Ordet igjen - disse stive forsigtige Hofmænd, de veie jo hvert Ord og afmaale hvert Skridt; de see Plan og Hensigt i den betydningsløseste Yttring, og troe strax, der lurer Forfængelighed, Egenkjærlighed og Slethed i hvert uskyldigt godmodigt Smiil, som Høflighed og gjensidig Velvillie fremkalder. En ung artig Konge behøver kun at sidde ved Siden af en tækkelig Dame til Bords, og underholde sig med hende uden Tvang, saa hedder det strax, han er forelsket og har Hensigter; og har Damen det Uheld at behage, udmærker han hende siden ved at træde en Dands med hende - saa er Historien allerede færdig, saa er han dødelig forelsket, og saa er Skylden ikke hans men den forfængelige Dames - saa er hun kommen ham alt for forekommende imøde, har givet ham kjærlige Øiekast, fortrolige Haandtryk og hvad veed jeg alle de Forbrydelser, hun beskyldes for« - -
���»Uforskammet, nederdrægtigt! - afbrød Prindsessen hende med blussende Kinder, og de stolte sorte Øine gnistrede af Harme - Hvo har sagt Eder det? hvo tør tænke saa skammelig en Tanke om en fri og ædelbaaren Dame, hvem ikke den stolteste Ridder har fordristet sig til at nærme sig med den fjerneste Tanke om en Mulighed« - -
���»Ikke den strengeste Ærbarhed, ædle Veninde! - tog Grevinden atter Ordet - kan beskytte en ung Qvinde nuomstunder mod Misundelsens og Bagtalelsens Gift, med mindre hun er grim, som Arvesynden, eller kold og død, som en Steen. Jeg kan nu atter vente en smuk Straffeprædiken af min skinsyge Ægteherre - og imorgen kommer jeg vil til at klæde mig i Sæk og Aske og opvarte min kongelige Gjest som en adstadig bodfærdig Matrone, med den sorte Hue over Haar og Kinder. - Men hvad fattes Eder, ædle Prindsesse! I tager visselig altfor levende Deel i min Forlegenhed og min taabelige Uro over denne lille Ubehagelighed. - Hvad Ulykke er der igrunden skeet? at den unge elskværdige Konge har talt venligt til mig og svunget mig lidt for rask og heftigt i en Runddands, det er da ikke saa forskrækkeligt; som Vertinde, kunde jeg jo ikke, uden Uhøflighed, trække mig snærpet tilbage og see suurt til saa mægtig og fornem en Gjest, fordi min Ægteherre undertiden er noget skinsyg. Selv gjør han jo desuden alt Muligt for at smigre og behage sin farlige Overmand, og mig har han selv formanet til at være saa mild og forekommende som muligt. At jeg nu ikke viser Kongen min Velvillie paa Skrømt, men af et oprigtigt Hjerte, see det er hele Ulykken; thi hykle kan jeg ikke, og I maa vist ogsaa tilstaae, Prindsesse, at Kongen har noget særdeles Elskværdigt og Indtagende i sit Væsen, som maa behage enhver Qvinde.«
���»O ja! - svarede Prindsessen med paatagen Ligegyldighed og fattede sig hastig - han er en ganske vakker Herre, skjøndt jeg er langt fra at finde ham saa indtagende og farlig, som han synes at være i eders Øine.«
���»Farlig? - gjentog Grevinden lidt stødt - farlig vil jeg kun kalde ham med Hensyn paa hans Forhold til min Ægteherre, og vor paatvungne Afhængighed af den danske Krone. - At jeg ikke anseer ham eller nogen Mand som farlig for mig selv og min Ægtetroskab, derpaa haaber jeg ingen Anledning at have givet Eder til at tvivle.«
���»Bevares! - svarede Prindsessen - det er langt fra at være min Mening; men siden I er saa god, ædle Grevinde! at beære mig med eders Fortrolighed i denne Sag, saa tillad mig en Bemærkning! eders Livlighed og Munterhed er vistnok høist elskværdig; men en vis Tvang og Forsigtighed er sikkert nødvendig, for at undgaae Miskjendelse og Ubehageligheder i eders huuslige Forhold. Dog, hvis I tillader det, saa lader os afbryde en Samtale, hvormed jeg frygter for at saare eders fine Følelse - jeg befinder mig desuden ikke ret vel og« - -
���»Undskyld mig, hvis jeg kom til Uleilighed! - sagde Audacia med krænket Følelse af tilbageviist Fortrolighed, og Taarerne stode den skjønne Frue i Øinene - jeg troede, førstegang i mit Liv at have fundet en søsterlig deeltagende Sjæl, som forstod mig og lod mit Hjerte vederfares Ret. Ved eders Nærværelse syntes min Barndoms naturlige Munterhed og Livlighed at vende tilbage; eders høie, dristige Blik over Livet forsonede mig med det Haarde og Tvungne i mine Forhold, og jeg hævede mig fri og glad derover, som Falken over Jægerens Hoved, naar den glemte Baandet, der bandt den til hans Haand. Men nu er ogsaa I, min fyrstelige Frende, bleven mig kold og fremmed, og hvor jeg ventede søsterlig Deeltagelse, møder jeg Ligegyldighed og kolde Formaninger om min Pligt.«
���»Audacia! - udbrød Prindsessen heftig og bevæget - tilgiv mig et Øiebliks Svaghed! jeg har desværre ikke fundet Kongen mindre elskværdig, end I, og jeg troede i min Blindhed at bemærke en Deeltagelse hos ham, som smigrede mig - Jeg troede eders Opdagelse eller Formodning gjaldt mig og ikke Eder - og - jeg maa blues derved, ædle Veninde! men jeg vil gjengjælde Fortrolighed med Fortrolighed - krænket Forfængelighed og et Slags Skinsyge har været nærved at adskille vore Hjerter - men jeg vilde foragte mig selv, var det muligt. Den største Mands Kjærlighed er visselig ikke saameget værd, at den skulde berøve os vor sidste og eneste Trøst - gjensidig Fortrolighed og Venskab.«
���Veninderne sank bevægede i hinandens Arme, og den muntre Audacia glædede sig snart af Hjertet ved at kunne forklare sig Kongens Adfærd paa en Maade, hvorved hun selv maatte afstaae en Erobring, der lønlig havde smigret hende, men hvorved hun dog gjerne overlod sin stolte fyrstelige Veninde Seiren.
���Medens dette hemmelige og fortrolige Hjerteraad holdtes i Prindsessens Sovekammer, gik Valdemar urolig op og ned i sit Gemak og holdt en streng Samvittighedsret over sit heftige ungdommelige Hjerte, som han ikke længer selv kunde blive klog paa. Men snart fik den nye heftige Lidenskab Overhaand. Den Virkning, Prindsesse Margrethes Billede havde gjort paa hans Sind, var han nu fast nær ved at holde for Koglerie og Øienforblindelse. Han kaldte det Sværmerie og Indbildningsbedrag og gav Thorgeir Danaskjald Skylden, som først med sin overspændte afsindige Begeistring for et dødt malet Bræt havde bragt ham i den sværmeriske Stemning, hvori han kunde forelske sig i et Par malede Øine. Han fordømte sin Overilelse, og at han ikke havde villet indsee, hvad den forstandige Junker Strange dog strax havde forudseet.
���»Hvad var hiint døde Billede mod dette levende? - sagde han - Grev Engelbret havde Ret - hun er den skjønneste Qvinde i Verden - saadan maa en Dronning see ud - hvad er Margaretha mod hende, om hun endogsaa ligner det ulykkelige Billede? - en mild blaaøiet Pige - hun kan maaskee blive en kjærlig og from Moder, en stille fredelig Huusmoder - men hvad har hun af Beengjerds Ild og høie kongelige Seiersblik? - med Margaretha kunde jeg blive en rolig fredelig Hyrde, hvis jeg var en smægtende Ungersvend, hvis mit Folk var en Flok Faar og mit Septer en kjælen Hyrdefløite; men »til Seir og Lykke blev Volmar fød, i Stjernerne staaer det skrevet« - og Beengjerd - ja, hun eller Ingen er den stolte glindsende Seirens Møe, som kunde følge mig kjæk i Vaabenglands til min og Danmarks Lykke. Ha, var det ikke forsilde - kunde et Iilbud endnu træffe Junger Strange, inden det ulykkelige Ord er udsagt - og det usalige Baand knyttet, som maaskee gjør mig til Slave for min Livstid« - -
���Han greb rask i Klokkestrængen, og den gamle Andreas Kammermester traadte ind.
���»Ivar Glug skal gjøre sig rede til en hastig Reise; inden en halv Time skal han afhente sit Brevskab - skaf mig strax et Blad at skrive paa!«
���»Her, min Herre Konge! - svarede den gamle troe Andreas og fremtog Alt, hvad Kongen behøvede, af sin Lomme - jeg har været beredt paa Alt; jeg tænkte nok, her var Ugler i Mosen.«
���»Hvad! tænker du ogsaa strax at vide hvad jeg har for? - nu, hvad tænker du da?«
���»Jeg tænker aldeles Intet, hvis min naadige Herre og Konge befaler det, - svarede den Gamle - men hvis det haster, og I selv saalænge vil bevare eders Klenodier, kan jeg maaske selv, hvor gammel jeg er, ligesaa hastig som Ridder Glug, bringe Grev Albert eders Bud, og inden fire Timer skal Staden og Slottet være omringet.«
���»Hvad, drømmer du, Gamle! hvo tænker paa Sligt? Gjør hvad jeg har sagt dig og tie!«
���»Kun et Ord, min naadige Herre og Konge! - bad den Gamle - har I mærket Uraad her, saa lad mig bringe Klenodierne i Sikkerhed og selv vaage ved eders Dørtærskel, saalænge I tøver her!«
���»Fy, Andreas! - svarede Valdemar - troer du, jeg er blandt Røvere og Mordere? gaae og adlyd, og beskæm aldrig en christelig Ridder med slig uværdig Mistillid!«
���Den gamle tørre Andreas bukkede sig taus og gik, med den magre Arm krummet fast om den tunge Guldlæders Lade, hvori han forvarede Kongens Bæger, de kostelige Guldkjæder med Diamanterne og de andre kongelige Prydelser.
���»Den gamle tro Karl! - sagde Valdemar og saae efter ham - han ruger over mit Liv og mit Gods, som en Drage, og drømmer ikke om, at der gives større Sorger i Verden, end Frygt for Røvere og Mordere.«
���Hastig skrev nu Kongen et Brev til Junker Strange, hvori han bød ham, hvis det ikke allerede var for sildigt, at lade sin Beilen for ham fare, og vende ufortøvet og uden Bruden tilbage.
���Neppe havde Kongen endt denne Skrivelse og forseglet den med sin Ring, førend Ridder Glug traadte reisefærdig ind og modtog sin Konges Befaling til i største Hast at begive sig med dette Brevskab til Bøhmerland.
���Saasnart Ridderen var gaaet, lagde Kongen sig til Hvile og slumrede endelig ind under urolige Drømme. Den skjønne Fru Helene syntes ham at have forvandlet sig til Prindsesse Beengjerd; Margarethas Billede var blevet levende, og han syntes at vakle mellem begge, blandt steile Klipper og deilige Dale, medens den sorte Kullemand stod fjernt paa sit Fjeld og truede.
���Næste Dag kom Ridder Ganz efter Kongens Befaling til Slottet med en sikker Bedækning, og blev modtagen af Grev Henrik med kold Høflighed. Kongen syntes endnu ikke stemt til alvorlige Forretninger, og Grev Henrik foreslog en Vildsvinejagt. Dertil var Kongen ikke utilbøielig, helst da han hørte, at Prindsessen ikke frygtede for at tage Deel i denne farlige Forlystelse, som Grevinde Audacia undskyldte sig for. Prindsessen tog, som sædvanlig, kun tvende af sine Damer med, som holdt sig i en ærbødig Frastand fra deres fyrstelige Herskerinde.
���Paa Jagten havde Valdemar ofte Leilighed til at vise sin Kjækhed og Raskhed, og Grev Henrik sørgede for, hvergang et Vildsviin var saaret eller fældet, om han endog selv havde gjort det afgjørende Pileskud eller Spydkast, at Æren dog blev Kongens, og at Valdemar altid blev den første, som traf Dyret med sin Jagtkniv.
���Men saasnart Valdemar mærkede dette plumpe forslidte Smigrerie, kjølnedes Heftigheden i hans Jagtlyst, og da de næste Gang priste Kongen for at have truffet Vildsvinet lige i Hjertet, uden at de havde lagt Mærke til hans Skud, faldt en Ørn ned iblandt dem, med Kongens Piil i Brystet, og beviste, at han ikke havde attraaet den Ære, man vilde skjenke ham, og behøvede ingen fremmed Piil til at træffe det høieste og stolteste Maal.
���Prindsesse Beengjerd loe høit paa de forbausede Jægeres Bekostning, medens Vildbassen undløb, og Grev Henrik mærkede, at den stolte Seierherre fandt en almindelig Jægertriumpf for smaalig til at kunne smigres derved.
���Paa denne farlige Jagt maatte Valdemar ofte beundre Prindsessens Kjækhed og Aandsnærværelse. Paa Tilbageveien reed han noget foran Selskabet ved hendes Side; han bragte hende snart ind i en alvorlig og underholdende Samtale og forbausedes nu ved det høie kongelige Blik, hvormed hun betragtede Verdens Glæder og Sorger, dens Herlighed og Usselhed; han fandt hende endogsaa med Forundring hævet over mange Tidsalderens Fordomme med Hensyn paa Stat og Kirke; han saae sig forsigtig tilbage, og lagde Fingren paa Munden: »vogt Eder, ædle Prindsesse! - sagde han - hvad jeg neppe tør tænke høit i mit Lønkammer, siger I saa frit og dristigt, at I vilde blive anseet for en farlig Kjætterske, hvis nogen Tredie hørte derpaa.«
���»I forraader dog Ingen mit Kjætterie, - svarede Beengjerd i det provensalske Tungemaal og smilede - i saa Fald havde jeg forregnet mig svarlig - ingen stor Mand kan for Alvor være Slave af sin Tid, mener jeg, og synes Kong Valdemar Seier endogsaa at bære Tidens Lænker heelt let og statelig, saa troer jeg dog vist, at I overseer hvad det endnu er for tidligt aabenbart at bekæmpe, og at I har et høiere Maal for Øie, end det, Keiseren og den hellige Fader vil give Eder Brev paa.«
���»Derom, vil Gud, i en beleiligere Stund, skjønne Prindsesse!« - svarede Kongen og ledede nu Samtalen paa mindre alvorlige og farlige Gjenstande; den provensalske Digtekonst og Minnesangene gave saaledes snart Kongen Leilighed til med fremmede og begeistrede Ord at sige sin skjønne Ledsagerinde paa en fri og dog forblommet Maade, hvad Tid og Omstændigheder forbød ham at udtrykke ligefrem, som sine egne Følelser og Tanker.
���»Jeg seer I elsker Poesien, ædle Herre!« - afbrød Beengjerd denne Underholdning, da Hentydningerne i de forelskede Minnesange, Kongen anførte og priste, bleve alt for tydelige - »som jeg hører, har I ogsaa Skjalde ved eders Hof: det vilde ret glæde mig engang at kunne forstaae og kjende Aanden i eders nordiske Sange.«
���Til en Prøve derpaa, fortolkede Valdemar hende nu med Glæde en af de skjønneste nordiske Ballader, hvori en stærk og dyb Kjærlighed fremtraadte, stor og seirende, i Kamp med Had og fjendtlige Hindringer, og hvori Troskaben beseglede Hjerternes uadskillelige Pagt med Døden. Det var Visen om ung Hagbart og skjøn Signe.
���»Eders nordiske Elskere - bemærkede Prindsessen - ere dog altsaa, ligesom alle andre, temmelig forsigtige og besindige, selv i deres heftigste Lidenskab, og ville heller see deres Elskerinder brænde sig af Kjærlighed, end lade sig hænge for dem for tidlig; jeg holder mere af den kjække Jomfru; i hendes Sted - tilføiede hun stolt - havde jeg maaskee dog betænkt mig paa at brænde mig levende, havde jeg vidst, min Troskab først skulde sættes paa Prøve.«
���»Vore nordiske Skjønne, - svarede Valdemar lidt stødt - overlade Stoltheden til Mændene, men søge kun at overgaae dem i Kjærlighed og Tillid.«
���Nu kom Jagtselskabet til, og det var ligesom den lille Uenighed mellem Valdemar og Prindsessen kun tjente til at gjøre deres Underholdning mere indtagende, idet den fælleds Velvillie blandedes med smaa Drillerier.
���Da de kom tilbage til Slottet, var der atter glimrende Festlighed med Spil, Dands og al mulig Lystighed. Kongen overgav sig til sin ungdommelige Munterhed og spøgede meget med sin skjønne Vertinde, deels for at skjule sin Tilbøielighed til Prindsessen, og maaskee tillige for at prøve, om hendes Deeltagelse for ham var saa stor, at den kunde røbe sig ved et lidet Anfald af Skinsyge.
���Dette lykkedes ham maaskee mere, end han ønskede; men Audacia vidste nu klogelig at trække sig tilbage; hun forlod Selskabet under Paaskud af en lille Upasselighed, og gav Kongen Leilighed til at forsone sig med den stolte Prindsesse, medens paa samme Tid Rynkerne mærkelig forsvandt af Grev Henriks mørke Ansigt.
���Saaledes gik flere Dage hen under bestandige Forlystelser og Adspredelser, og den muntre Konge syntes ganske at have glemt den alvorlige og fortrædelige Sag med Johan Ganz, medens han daglig mere og mere indviklede sig i den skjønne Prindsesse Beengjerds Lænker.
���Imidlertid havde Junker Strange punktlig udført sin Konges Befaling. Han var med det hele prægtige Gesandtskab paa det Høfligste bleven modtagen af Kong Primislaus, og havde i flere Uger klogelig fordulgt den egentlige Hensigt med sin Sendelse, medens han havde gjort Forbunds-Underhandlingerne til Paaskud for sine daglige Opvartninger ved Hove. Det hele Gesandtskab blev hver Dag indbudt til det kongelige Taffel, hvor da sædvanlig Dronningen og Prindsesse Margaretha vare tilstede.
���Kongen af Bøhmen var en venlig godmodig Mand paa 52 Aar. Han gik klædt i en simpel tydsk Ridders sorte Huusdragt, med et sort sølvindfattet Kors paa Brystet; han havde et ærligt men noget plat Ansigt, og bar et kløftet bruunt Skjæg og glat nedkæmmet Haar, omhyggelig adskilt i Panden, som paa Christusbillederne. Han var en from Tilhænger af de mystiske Moralisters Lære, og med Ringeagt for Skolastikernes spidsfindige Lærdom forbandt han de strengeste Begreber om Afholdenhed og sædelig Reenhed; han talte som oftest i bibelske Billeder, og tog ingen Beslutning i vigtige Anliggender, uden at have raadført sig med Guds Stemme i sin Sjæl, som han udtrykte sig. Denne Stemning og Tone saavelsom den tydske Ordens Ridderdragt var almindelig ved hans Hof, og den fromme Bernhard af Clairvaux's theologiske Skrifter saavelsom Richard de St. Victores Betragtninger over Anskuelsens Naade laae altid i ziirlige Afskrifter opslagne paa Kongens Arbeidsbord. Kong Primislaus var sparsom paa Ord og en Elsker af Stilhed og streng Hofskik. Det gik derfor som oftest meget stille og stift til saavel ved Taffelet som ved Hoffesterne, og de danske Riddere længtes snart efter det muntrere og friere Hofliv paa Ribehuus. Men Junker Strange vilde ikke overile sig; han betragtede daglig Prindsessens Billede, og daglig bestyrkedes han i den Overbeviisning, at den barnlig glade og venlige Prindsesse, med de deilige lysegule Lokker og de kjærlighedsfulde himmelblaae Øine, i Skjønhed langt overgik hiin Afbildning, som tilsidst endog syntes ham en ringe og uværdig Efterligning af det Uefterlignelige. Han søgte saa ofte som muligt Leilighed til at tale med Prindsessen, og vidste ofte snildt og umærkeligt at bringe Talen paa sin Konge og paa Danmark. Uden at ane hans Hensigt, røbede den skjønne sextenaarige Prindsesse med næsten barnlig Aabenhed og Velvillie da ofte en særdeles Forkjærlighed for de Danske, som hun havde hørt saa meget Godt om, og som efter de Beskrivelser, man havde givet hende over deres Ærlighed, Godmodighed, Fromhed og Kjærlighed til Konge og Fædreneland, syntes hende af alle Folk meest beslægtede med hendes ærlige trofaste Landsmænd. Landet maatte ogsaa være saare venligt og deiligt, meente hun, og Navnet Valdemar, som allerede fra den første store Valdemars Dage var vidt berømt i fremmede Lande, syntes hende et værdigt Navn for en Helt af saa ædel en Stamme og med saa udmærkede Egenskaber som den danske Konge; kun beklagede hun, at han ikke nøiedes med at forsvare sine Grændser og gjøre sit ædle Folk lykkeligt, men at hans Hu stod til Erobringer og Seiervindinger i fremmede Lande.
���Junker Strange forsvarede sin Konge saa godt, han kunde, mod denne Dadel; men med al sin Veltalenhed kunde han ikke overbevise den fromme fredelige Prindsesse om, at en christelig og ridderlig Konge, for at udvide sit Rige og vinde et stort Navn, havde Ret til at udgyde en eneste Draabe Menneskeblod; en anden Sag var det, meente hun, naar han for at omvende Hedninger og frelse deres Sjæle, satte sit og andres Liv i Vove, naar han da kun var vis paa at det ikke var Ærgjerrighed og verdslig Herskelyst, men virkelig Guds Stemme i sin Sjæl, han fulgte, og at han paa denne Vei kraftigst kunde oplive det indvortes Ord og det guddommelige Lys i sig selv og i Andre.
���Junker Strange mærkede af denne Yttring, at Prindsessen hyldede den samme Lære om christelig Dyd og Samfund med Gud, som hendes Fader; men han kunde ikke andet, end ære og høiagte den Aand og det Hjerte, som lod sig henrive af slige fromme og ædle Lærdomme, som nu fra de skjønne qvindelige Læber klang ham langt mere indtagende og elskelige, end hos de ivrige geistlige Mænd, af hvem han før havde hørt slige Meninger.
���Han betænkte sig endelig ikke længer paa at aabenbare Kong Primislaus den egentlige Hensigt med Gesandtskabet, dog med saa megen Klogskab og Forsigtighed, at Kongen maatte love ham den dybeste Taushed om denne Sag, hvis den ikke fik det forønskede Udfald.
���Kongen lukkede sig inde i sit Lønkammer, for, som han sagde, at raadføre sig med det indvortes Ord i sit Hjerte. Derpaa lod han sin Datter kalde, og forestillede hende hvorledes en fornemmelig Røst ogsaa udenfra forbandt sig med den indre ubedragelige Stemme, som opfordrede ham til at bede hende modtage den ædle danske Konges christelige Tilbud. »Han, som har Kongernes Hjerte i sin Haand, - sagde han - kalder dig til Hyrdinde for en ædel Hjord, og til at lede den høie dristige Hyrdes Gang paa en evig Vei. Lad ham ikke kalde dig forgjeves! men bøi dig som en ydmyg Tjenerinde for den Høiestes Villie, og beed Herren give dig Viisdom til i Ydmyghed og Fromhed at udføre hans beskikkede Raad!«
���I tre Dage saaes den fromme Margaretha nu ikke ved Taffelet, og da hun den fjerde Dag ved sin Moders Haand traadte ud med Kongen af Lønkammeret, forbausedes Alle, som saae hende; thi der straalede en saa mild og venlig Klarhed over hendes fromme uskyldige Ansigt, og med den sorgløse Barnlighed, Naturlighed og aabenhjertige Godmodighed, som udgjorde hendes største Skjønhed, var der nu tillige forbundet en vis høitidelighed og fyrstelig Værdighed, saa at Ridderne uvilkaarlig maatte bøie sig langt dybere, end sædvanlig, for hende, som for deres Herskerinde og Dronning, og den heftige Bisp Peder kunde ikke holde de begeistrede Ord tilbage, hvormed han priste det Land og den Konge lyksalig, som turde kalde hende deres Dronning.
���Kongen erklærede nu ogsaa høitidelig for sit hele Hof og det danske Gesandtskab, at hans Datter havde raadført sig med Gud og sin Samvittighed, og havde besluttet at modtage den danske Kong Valdemars Ægteskabstilbud, samt at han inden trende Uger, hvis det saa var den Allerhøiestes Villie, agtede at lade den formelige Formælingsact fuldbyrde paa sædvanlig fyrstelig Viis med den kongelige Brudgoms Vicarius og Afsending.
���Endnu inden Formælingsdagen var fastsat, havde Junker Strange strax afsendt Grev Otto og Absalon Bælg med denne glade Tidende til sin Konge. Men imedens Grev Otto nu sad i Taarnet og ikke kunde røgte sit Ærinde, laae Absalon Bælg med et sønderbrudt Been og forstødt Hoved i et Herberg paa den schwerinske Grændse, hvor hans Hest var styrtet med ham.
���Medens saaledes begge Iilbuddene udebleve, og den vigtige Forandring foregik med Valdemars Sind og Tilbøielighed i Schwerin, var Høitidsdagen kommen. Et Fodklæde af kostelige Silke var udbredt paa Gulvet i Bøhmerkongens store Riddersal. Hele Hoffet var samlet. Kongen og Dronningen sade i deres kongelige Prydelser paa Høisædet; og imellem dem sad den skjønne kongelige Brud, iført en himmelblaa Silkekjortel og et Diadem af kostelige Perler. Under Trompeternes Klang fremtraadte Junker Strange, smykket som en fyrstelig Brudgom, og ledsaget af Bisp Peder og de tredive statelige danske Riddere.
���Junker Strange knælede for Prindsessen og opfordrede hende, i sin Konges Navn og paa hans Vegne, til at række ham Haanden for Altret. Derpaa reiste Kong Primislaus sig og fulgte sin Datter til Slotscapellet, ledsaget af Dronningen og hendes qvindelige Følge, medens Junker Strange, som Kongen, hvis Person han forestillede, ledsagedes af Bisp Peder og alle Ridderne.
���Efterat Bispen høitidelig havde forrettet Vielsen, og Gesandten per procurationem, som det kaldtes, havde modtaget den fyrstelige Bruds Haand, og paa sin Konges Vegne lovet hende Troskab for Gud og Verden; gik Brudeskaren tilbage til Riddersalen. Efter Maaltidet fremsattes et gyldent Tavlebord for Bruden og Gesandten. Paa sædvanlig Viis var her Skakspillet, hvori Bruden trende Gange maatte tabe, et Slags halv spøgende Bekræftelse paa, at hun havde tabt sin Frihed og sin Haand til den lykkelige Spiller eller ham, paa hvis Vegne Ridderen overvandt hende i denne Leeg.
���Ved Tavlebordet, hvor de kunde tale ene og ubemærket sammen, kunde den skjønne Brud, som spilte saa voveligt et Spil, dog ikke tilbageholde et Par forblommede Spørgsmaal, hvoraf Meningen var, om hendes kongelige Brudgom ogsaa virkelig var af saa fager og ædel en Skikkelse, som han havde Ord for, og om han var fast i Tro og bestandig. Det første Spørgsmaal besvarede Junker Strange med frimodig Glæde, og medens Solen beskinnede hans lyse muntre Ansigt og ædle Skikkelse, kneisede han stolt og forsikkrede Prindsessen, at Kongen var vel saa fager som han tvende Gange; det sidste Spørgsmaal undgik han at besvare, idet han ialmindelighed berømte sin Konges store og herlige Egenskaber, og fortalte den opmærksomme Brud hvilket mægtigt Indtryk hendes blotte ufuldkomne Billede, sammenklinet med Vox paa en Trætavle, havde gjort paa den unge heftige Kong Valdemar.
���Med Forundring og inderlig Glæde hørte hun denne Fortælling, som hun vilde have anseet for en Fabel, hvis Junker Strange ikke havde fremtaget Billedet og overbeviist hende. Nu erindrede hun først hvorledes hiint Billede var blevet til, og hun fortalte Junker Strange hvorledes hun havde gjort sig mange Betænkeligheder ved at laane hiin konsterfarne Klosterbroder sit verdslige ubetydelige Ansigt til dermed at fremstille den hellige Agnese; men at hendes Fader havde overtalt hende dertil, og forestilt hende, at ingen Guds Gave var saa verdslig og ringe, at den jo kunde tjene til et godt og helligt Øiemeed, naar vi kun gav den hen med et fromt og ydmygt Hjerte. »En besynderlig Beskikkelse, - tilføiede hun - og ingen blot Hendelse maa jeg kalde det, at jeg saaledes, uden mit Vidende, selv maa have aabnet mig Veien til den Mands Hjerte, i hvis Haand det har været den Almægtiges Villie at lægge min Skjæbne og min hele timelige Lyksalighed; den evige, - vedblev hun med en from Taare i det opløftede Øie - den ligger fast og urokkelig i min Herres og Frelsers velsignede Haand.«
���Til sildig ud paa Aftenen sad Junker Strange ved Tavlebordet hos Prindsessen og fortalte hende med Glæde alt det Gode, han vidste om sin kjære unge Herre og Konge; naar han da betragtede den ædle Kongebrud, hvis Brudgom han paa saa besynderlig en Maade for en kort Tid havde Navnet og Skinnet af, da kunde han, uagtet hans Alder og Rolighed, dog ikke undgaae den Tanke, at hvis han var, hvad han forestillede, var han en misundelsesværdig Mand, og han priste i sit Hjerte Kong Valdemar lykkelig, til hvem han skulde hjemføre saa ædel en Skat. Han vogtede sig imidlertid samvittighedsfuldt for at sige et eneste Ord, som kunde røbe saa dristig en Tanke.
���Endnu var der en Skik tilbage, som satte saavel den blufærdige Prindsesse som Junker Strange i Forlegenhed; men den kunde ikke undgaaes. Paa Kongens Befaling afbrød Prindsessens Hofmester Hr. Ib Urne Underholdningen ved Tavlebordet og opfordrede den forestillende Konge af Danmark til at følge sin Brud til Brudekamret.
���Begge rødmede; men den besindige Gesandt reiste sig strax og rakte ærbødig Prindsessen sin Arm, hvorpaa han, ledsaget af hele Hoffet, fulgte hende til det prægtige Brudekammer. Der maatte hun i sin fulde Brudepynt tage Hvile paa det fyrstelige Leie; Junker Strange maatte sætte sig paa en Stol ved hendes Side og lægge sin høire Fod med den velafpudsede Karduansstøvle paa Kanten af Leiet, dog saa yderligt som muligt, og uden at Guldsporen gjorde mindste Rift i det kostelige Liin.
���Med saa megen Anstand og Sømmelighed, som muligt, blev denne besynderlige Skik iagttaget, og saasnart Junker Strange havde løseligt berørt Lagenet med sin Støvle og sat Foden tilbage paa Fodklædet, reiste de sig strax begge. Med Ærbødighed hilsede Gesandten den unge Dronning og forlod Brudekamret med samtlige Gjester og Vidner.
���Næste Morgen tidlig vare Gaderne fra Slottet til Skibsbroen belagte med kostelige Silketæpper; ved Broen laae Kongeskibet med den gyldne Dragestavn seilfærdigt, og ledsaget af Folkets Jubelraab og mange Fattiges oprigtige Afskedstaarer, blev den unge deilige Dronning af Danmark fulgt til Skibet af Junker Strange og det hele Hof.
���Bevæget tog det fromme Fyrstepar Afsked med deres kjære eneste Datter, og Kong Primislaus gav hende endnu mangen faderlig Formaning med paa Veien, om at blive en oprigtig Moder for sit Folk, og sine Undersaatters Haab og Lid. Mild og kjærlig og med barnlige Taarer omfavnede Margaretha sine kjære Forældre, og lovede trolig at ihukomme hvert Ord, de havde sagt hende. »Den fangne ulykkelige Bisp skal jeg visselig heller ikke glemme - hviskede hun sin Moder i Øret ved Afskeden - men glem heller ikke, Moder! mine stakkels Fattige og Syge her hjemme!« Hun hilsede endnu engang sine kjære Landsmænd med Mildhed og Kjærlighed, og rakte sin Hofmester en Pung, fuld af Guld, som han strax besørgede uddeelt til de mange Fattige, der stode grædende ved Bolværket.
���Da Margaretha nu var stegen over paa Skibet og saae hvorledes de Fattige græd og velsignede hende, og hvorledes hendes kjærlige Forældre stode ene og forladte paa Skibsbroen, da skjulte hun sit Ansigt i sin Kaabe og græd bitterlig; thi det var hende nu ligesom hun aldrig skulde see Fader og Moder og Fædreneland mere, og som om hun alt havde uddeelt Sjælegaver blandt de Fattige, for at de skulde bede for hendes Sjæl.
���Junker Strange havde allerede sat Foden paa Skibsrælingen, da en iilsom Rytter foer frem imellem Folket, og sprang af ved Skibsbroen. Det var Ridder Glug, som, forpustet og halv aandeløs af det hurtige Ridt, overbragte Junker Strange Kongens Skrivelse.
���Den forbausede Gesandt behøvede ikke at spørge om, fra hvem Brevet kom: han kjendte strax det runde røde Voxsegl i det grønne Silkebaand. Han aabnede Brevet hastig og blegnede. Urolig nærmede Kong Primislaus sig og spurgte om nogen Ulykke var tilstødt den ædle Kong Valdemar, da dette Brevskab syntes at være en Jobspost.
���Junker Strange fattede sig hastig. »En Jobspost er det mig tilvisse, - svarede han, idet han omhyggelig forvarede Brevet paa sit Bryst - min naadige Herre lader mig vide, at min kjæreste Søn og Lærling er falden i en svar og maaskee dødelig Sot, og at jeg maa ile, hvis jeg vil see ham ilive. Min Herre Konge sender Eder derhos først og fornemmelig sin broderlige og sønlige Hilsen; men han har endnu ikke modtaget det lykkelige Budskab, jeg sendte ham. Fred være med Eder, fromme Herre og Konge! - tilføiede han hastig, da han saae en urolig Mine i Kongens Ansigt - førend jeg har overgivet eders ædle Datter til hendes kongelige Brudgom, sømmer det sig ikke for hans Tjener at tænke paa sin egen Sorg og Kummer.«
���Derpaa steeg han i Skibet og gav strax Befaling til at heise Seil.
���»Seer I Kongen før jeg, Ridder Glug! - raabte han til Ridderen, som stod ventende paa Skibsbroen - saa siig ham hvad I har hørt og seet, og at jeg i denne Time er afseilet herfra med hans og Danmarks ædle Dronning. - Hun leve!« Her svingede han sin Hue, og et almindeligt: »leve den danske Dronning! leve Margaretha af Bøhmen, leve den deilige Danxmar!« skingrede fra Skibet som fra Skibsbroen og fra de med utallige Mennesker opfyldte Flodbredder, medens Skibet sagtelig gled ned ad Strømmen, under Spil og Klang og med vaiende Flag og Vimpler.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek