| Index
| -1
| +1 |
B. S. Ingemann: [Fjorten Eventyr og Fortællinger 1820-64], 3
B. S. Ingemann (1789-1862)
Moster Maria. En Fortælling (1820)
(Eventyr og Fortællinger, 1820)
»I Aften fortæller du os dog Eventyret ud om Manden med det blaa Skjæg, ikke sandt Moster!« sagde den lille Gitte, og satte sig paa den skjønne Moster Marias Skjød, mens den lille Broder Hans tog Plads paa Skammelen ved hendes Fod. »Men saa maa du ikke blive bange Gitte! - svarede Maria, og klappede den lille Søsterdatter paa de lange nedrullende Lokker - og du maa kjønt sidde stille paa din Skammel, Hans! til vi faae Lys og Moder kommer ind og drikker Thevand med os.« »Men det er jo dog kun et Eventyr? - spurgte Gitte - nu har Ingen dog meer saadant et fælt blaat Skjæg?« »Og nu tør heller Ingen saadan slaae sine Koner ihjel, det har Ingen Lov til meer, ikke sandt? Moster!« spurgte Hans. »Vist er det et Eventyr Børn - svarede Maria - og der er ingen saadan Mand mere til i Verden. Men hør, det banker, det er vist Hr. Hind, nu maae I have Historien tilgode til imorgen Børn!« Derpaa satte Moster Maria lille Gitte ned paa Gulvet, og løb hen at aabne Døren. - »Den slemme Hr. Hind - klagede Børnene - han kommer ogsaa altid og forstyrrer os, naar vi sidde saa rart her i Tusmørket og skal høre Historier.« -
»God Aften, min skjønne Scheherezade! - sagde Hr. Hind, idet han traadte ind og kyste Marias Haand - De sidder vist her igjen midt i Tusind og een Nat med de Smaa; lad mig ikke forstyrre Dem! jeg sætter mig ogsaa gjerne ved deres Fod paa lille Hanses Skammel, og lader deres huldsalige Stemme hentrylle mig i det vidunderlige Børneparadiis.« Med disse Ord trykte han Marias Haand i det fortrolige Tusmørke, og Maria mærkede, at hendes Kinder glødede. »Jeg gaaer at hente Lys - sagde hun hastig og løb ud - her er jo saa mørkt, at man ikke kan see en Haand for sig!«
»Hvad har Moster Maria fortalt Eder iaften Børn?« spurgte Hr. Hind, og klappede de Smaa, mens Maria var ude. »Ingenting - svarede Gitte, og løb fra ham - du kommer ogsaa altid naar hun vil fortælle os den rare Historie om Blaaskjæggemanden.«
»Det var ham som slog sine Koner ihjel - sagde Hans, belærende - men det er kun et Eventyr, saadanne Mænd er der nu ikke mere til i Verden.«
Maria kom ind med Lyset og spurgte bekymret, da hun saae Hr. Hind i Ansigtet: »De befinder Dem dog vel, jeg synes De er noget bleg iaften.«
»En Smule Hovedpine - svarede Hr. Hind, og foer med Haanden over Panden - behag blot at sætte Lyset paa Bordet, De har maaskee seet mig i en ufordeelagtig Belysning. Deres Fru Søster er vel hjemme? - vedblev han og rømmede sig - har hun ingen Efterretninger endnu fra Hr. Capitainen? Det maa være tungt for en elskende Hustru at svæve saalænge i Uvished om sin Mands Skjæbne. Jeg længes ogsaa inderlig efter at see ham og gjøre hans Bekjendtskab. Han er Dem i Faders Sted veed jeg, det giver ham en Fordring meer paa min Høiagtelse, og gjør mig hans Bekjendtskab til et af mine varmeste Ønsker.«
Maria saae hans betydningsfulde Blik og rødmede. Hun dreiede Samtalen i Hast hen paa Sømandslivet i Almindelighed, hvis Raskhed og Livlighed hun priste.
»Men det er dog sjeldent, at en Sømand er en tro Elsker - indvendte Hr. Hind - med deres Hr. Svoger gjør jeg naturligviis, skjøndt Ubekjendt, en Undtagelse; men Sømanden har gjerne en Elskerinde paa hver en Kyst, og naar han forgaaer paa Havet, har han ofte den Trøst, at Kone og Børn græde for ham i alle fire Verdensdele.«
»Spøg ikke med at forgaae - sagde Maria - hvergang det stormer om Natten, har jeg ingen Ro, før det er Morgen, og min Søster kan forsikkre mig, at hun intet Forvarsel har havt; thi jeg har ofte hørt, at naar en Sømand forgaaer paa Havet, tager han gjerne Afsked med dem, han har kjærest, i deres Drømme, eller ved et og andet mærkeligt Tegn.«
»Elskværdige Drømmerinde! - svarede Hr. Hind - hvis deres Overtro ikke klædte dem saa velsignet, vilde jeg af al Magt bekæmpe den.«
»Anseer De da virkelig selv al Tro paa Varsler og Gjenfærd for Overtro?«
»Upaatvivlelig.«
»Saa tag dem iagt, Hr. Hind! at de ikke selv kommer til at opleve noget Saadant engang; det skal allersnarest kunne hændes dem, som ere meest forstokkede i at tvivle.«
»Vil de gjøre mig frygtsom for min egen Indbildning - spurgte Hr. Hind og loe - nei dertil har jeg til Lykke ikke Fantasie nok, og Hvo som ikke har Troen derpaa, staaer netop mindst fare for slige Forvildelser. Som Poesie betragtet hører jeg imidlertid ret gjerne paa alle slige Hjernespind, og har fra min Barndom et temmeligt Forraad, hvormed jeg kan opvarte Dem, naar vi Intet bedre har at tale om.«
»Intet er mig kjærere: o fortæl, fortæl, kjære Hr. Hind! Deres sidste Historie om den store ulykkelige Røver holdt jeg ret meget af, og havde jeg været i hans Bruds Sted -«
»Saa havde De maaskee dog ikke forladt ham?«
»Nei, dertil var han dog for tro og ærlig, skjøndt han rigtignok var en rædsom Mand. Men Spøgelsehistorier ere dog bedre; fortæl os nogle ret frygtelige! Dog det siger jeg Dem, kom mig ikke bag efter og forklar det paa en naturlig Maade, saa det bliver til Rotter eller Muus, hvad jeg troede var Aander eller overnaturlige Væsner; det kan jeg ikke lide for min Død.«
»Modige Sjæl! De gruer ikke engang for det Skrækkeligste og vil have virkelige Spøgelsehistorier; men dermed kan jeg naturligviis ikke tjene Dem, da jeg ikke kan ansee nogen for virkelig, om den saa hændtes mig selv.«
»Heller ikke for sandsynlig eller muelig?«
»Nei, derfor bevare mig den sunde Menneskeforstand! meer end poetisk Tro derpaa har De neppe selv, skjønne Maria! thi De har dog vist Intet oplevet, som De med Rimelighed kunde henføre til det Overnaturlige.«
»Det behøves ikke heller, just fordi jeg troer det alligevel; men jeg frygter ikke derfor.«
»De troer da vel ogsaa paa Dobbeltgjængere, skal vi see?« spurgte Herr Hind nu og smilede.
»Derom veed jeg ikke hvad jeg skal tænke, det synes mig dog næsten alt for besynderligt.«
»De vilde vist ogsaa forfærdes, hvis De saaledes engang tog et flygtigt Skyggebillede for en af deres bedste Venner.«
»Naar det var En, jeg ret holdt af, troer jeg dog ikke jeg vilde frygte derfor. Det vilde være mig et Beviis mere for, at Aanden kan være hvor den vil, og for en god og kjær Aand havde jeg jo Intet at frygte.«
»Men De maa dog antage det for umuligt - vedblev Herr Hind - ellers kunde de jo ikke være vis paa, at det var mig, som stod her for Dem i dette Øieblik: saa meget meer, som man hjemme paa min Gaard virkelig har villet indbilde mig, at jeg gaaer dobbelt.«
»Min Gud, De forskrækker mig,« sagde Maria ængstelig. I det samme gik Døren op, og hendes Søster traadte ind. Da hun saae Herr Hind der hos Maria og Børnene, forsvandt Smilet, hvormed hun traadte ind, og den noget kolde Maade, hvorpaa hun besvarede den unge Herremands Hilsen, viste tydeligt nok, at han ikke var velkommen. Maria blev forlegen derover, og søgte at skjule sin Misfornøielse med Søsterens Ordknaphed, idet hun satte en Stol til Herr Hind og bad Pigen om flere Gløder til Themaschinen.
Forstemtheden varede heller ikke ret længe; thi Herr Hind vidste strax at sige Fruen noget Behageligt, uden at det ligefrem syntes smigrende; men han havde en let og fiin Maade at udtrykke sig paa, som sjelden forfeilede sin Virkning.
Han var en ung smuk Mand, høi og kraftig bygt, med fyrige brune Øine, sorte Øienbryn og stærkt sortsmudsket Hage. For at adsprede sig efter sin unge Kones Død, havde han nylig forladt sin Herregaard i Jylland, og agtede at tilbringe nogle Maaneder i Hovedstaden, hvor han allerede havde gjort Bekjendtskab i flere gode Familier. Ved en Bekjendt af Huset, som var Marias Curator, havde han ogsaa faaet Adgang til Capitain S ... S Huus, og havde ved sit høist behagelige Væsen allerede gjort stort Indtryk paa den skjønne Marias Hjerte. Dette havde Søsteren bemærket, og søgte nu ofte, ved en mindre forekommende Modtagelse, at formindske hans stedse hyppigere Besøg, og naar hun var allene med Maria, havde hun altid meget at indvende mod hendes Lovtaler over Herr Hinds artige Levemaade og indtagende Væsen.
Næste Dag sad Maria med Syerammen ved Vinduet, og saae fra andet Stokværk ned paa Gaden ved Stranden, hvor Herr Hind nylig var gaaet forbi og havde hilset. »En klog Mand er denne Herr Hind - sagde Søsteren - hans Udvortes er endogsaa smukt og behageligt, og han veed altid, at sige os noget Forbindtligt, eller hvad man forresten gjerne hører; men det er dog Altsammen ikke nok, til at overvinde det Ubehagelige i hans Smiil, og det besynderlige Træk ved Munden, som selv i den meest underholdende Samtale ikke forlader ham. Den Mand desuden, som saa hastig kan glemme sin første Kjærlighed, og allerede indlede en ny Forbindelse, førend hans første Kone er blevet kold i Graven (han bærer jo Sørgedragt for hende endnu) den Mand er ikke at lide paa, Maria, og jeg undrer mig over, at du ikke tænker finere og har meer Agtelse for sand Kjærlighed og Troskab, til at en saadan Mands Opmærksomhed og Hengivenhedsyttringer kan være dig behagelige.«
»Det har jeg sagt mig selv Altsammen, kjære Søster, - svarede Maria og saae paa sin Ramme - men saasnart jeg seer ham, eller hører ham tale, forglemmer jeg Alt, hvad man kan have imod ham. Efter hvad han igaar yttrede, har hans første korte Ægteskab nok heller ikke været Andet, end en ulykkelig Plan af hans salig Fader, som havde sit Huses Gjenopreisning ved en riig Forbindelse kjærere, end sin Søns Lyksalighed. At han har bragt sin gamle Fader et saadant Offer gjør jo hans sønlige Hjerte Ære, og den liden Priis, han sætter paa sin dyrekjøbte Velstand, er Beviis nok paa, at ingen egennyttig Bihensigt nogensinde kunde have Indflydelse paa hans Valg, naar han engang blev virkelig forelsket.«
»Han vidste dog, at du var riig, før han kom her, og han har klogelig gjort din Curators Bekjendtskab førend han saae dig og lod sig indføre her i Huset.«
»Fy, Søster, det er ikke smukt tænkt af dig; vil du saaledes udlægge enhver Tilfældighed ilde, saa kan let det fortreffeligste Menneske blive en Forbryder i dine Øine.«
»Jeg troer ikke ilde om Nogen, kjære Maria, men lov mig kun, ikke at give Herr Hind noget Løfte, førend min Mand er kommet hjem, og du kan raadføre dig med ham i saa vigtig en Anledning.«
»Deri kan jeg kun raadføre mig med Gud og mit eget Hjerte,« svarede Maria. Og der blev ikke talt mere derom den Dag.
»Hvorledes befinder min skjønne Myndling sig? - spurgte Curatoren en Dag - jeg finder Dem ikke saa oprømt som sædvanlig, og De bekymrer Dem saa lidet om deres Velfærd, at De lader disse høist vigtige Papirer ligge der paa Bordet som Krøllepapiir.«
Maria blev Curatoren Svaret skyldig. Hun sad med Taarer i Øinene ved sit Strikketøi, og tænkte paa, at hun i flere Dage ikke havde seet Herr Hind, og at han efter Curatorens Sigende nu vilde reise imorgen.
Fruen undskyldte hendes Adspredthed med en liden Upasselighed, og bad Maria gjemme Papirerne paa Bordet. »Det er min Mands Beviser for din Mødrenearv - sagde hun - med Renterne maa du give mig Opsættelse, til han kommer hjem; du kjender jo min Forfatning og jeg haaber Herr Curatoren har Intet derimod.«
»Presserer ikke, presserer ikke - sagde Curatoren - mellem Slægt og Venner regnes det ikke saa nøie.«
Fruen ledte nu Samtalen uformærket, men med Hensigt, paa Herr Hind og hans saa hurtig bestemte Afreise, og Maria blev opmærksom.
»I Sandhed en besynderlig Mand denne Herr Hind, en besynderlig Mand - sagde Curatoren og tog sig en Priis - jeg veed ikke om jeg maa opvarte - en Sværmer, min naadige Frue, en Grillenfænger; men en sjelden Charakter, et nobelt Gemyt. Jeg er blevet hans fortroligste Ven, maa De vide, og Alt, hvad der ligger ham paa Hjertet, betroer han mig.«
»Men dog ikke, for at sige det igjen?« - spurgte Fruen.
»Bevares, min naadige Frue, bevares! hvad man betroer ligger i et Arkiv« -
»Som et heelt Collegium har Nøglen til, ikke sandt? men hvad Sværmerisk finder de ved Herr Hind? at han har valgt Dem til sin Ven og Fortrolige er dog vel ikke Sværmerie?«
»Jeg beder om Forladelse, min naadige Frue, selv deri er noget Sværmerisk, noget Pathetisk, eller hvad man skal kalde det, noget Sentimentalisk, som man kun kan tilgive en forelsket Person« ...
»Da veed jeg dog, han er ikke forelsket i Herr Curatoren« - afbrød Fruen ham og loe.
»De forstaaer mig ikke, min naadige Frue, ligesom Poeter og gale Mennesker udøse deres Hjerter for Træerne og Dyrene, saaledes« ...
»Saaledes Herr Hind for Dem vil De dog ikke sige?«
»Saa omtrent har han sagt mig selv; forstaaer sig, uden derfor at sætte mig i Klasse med de Umælende; men som sagt - sjelden Charakter, nobelt Gemyt, men Sværmer og Grillenfænger af første Skuffe, i den Post kan jeg ikke forsvare ham. Skulde De troe, at uagtet han aldrig før i sit Liv har været forelsket, og aldrig engang har omfavnet sin første Ægtefælle, som han af lutter Pligt havde ægtet - skulde De troe, at han alligevel staaer mangengang op af sin varme Seng midt om Natten og løber Panden imod Døren af Anger over, at han ikke har været kjærlig nok imod hende, og at han endogsaa gjør sig Samvittighed over at ægte nogen Anden.«
»Tys, Herr Curator, det er dog aldrig en af de betroede Hemmeligheder, som ligge i Arkivet?«
»Bevares, min naadige Frue, bevares! det har jeg seet og hørt gjennem en Sprekke i Panelet; thi han boer i mit Huus, som De veed. Men det er altsammen Grillenfængerier, som en god Kone nok kunde faae ud af Hovedet paa ham.«
»De har dog aldrig i Commission« ...
»Bevares, min naadige Frue, bevares! jeg giver mig ikke af med Commissionsforretninger.«
»Herr Hinds første Kone døde meget pludselig, ikke sandt - spurgte Fruen - og efterlod ham en betydelig Formue?«
»Just derfor, min naadige Frue, anseer han i sine Grillenfængerier den velsignede Rigdom selv for en Ulykke - vedblev Curatoren - og deraf kommer vel ogsaa den Grille, at han nu reiser bort over Hals og Hoved, fordi han er blevet forelsket i en riig Pige, troer jeg. Men jeg maa anbefale mig, jeg har Forretninger i Overformynderiet.«
Curatoren gik. »Herr Hind veed nok - sagde Fruen efter et Ophold - til hvem han betroer sine smaa Hemmeligheder, men maaskee ikke hvem han har til Naboe paa sit Værelse, og denne Herr Curator er dog den taabeligste Sladdermund i Byen. Nu maa du da berede dig paa et rørende Afskedsbesøg, Maria - vedblev hun - skulde det efter al Formodning forvandle sig til en Frierscene, saa lov mig blot, at opsætte Svaret i otte Dage; inden den Tid maa min Mand vist indtreffe, og det lykkes mig maaskee forinden, at udrive dig af din Forblindelse og vise dig denne Herr Hind i sin sande Skikkelse.«
»Jeg lover dig Intet, Søster, - svarede Maria alvorlig - er Nogen af os To forblindet, saa er det visselig dig. Hvor inderligt et fuldt Hjerte kan trænge til Medfølelse, har jeg selv i flere Dage prøvet, og det eenfoldigste Menneske kunde jeg gjerne have betroet mit Hjertes Hemmelighed. Du er den Eeneste, som veed den; men for dig har jeg ikke kunnet udøse mit Hjerte. Dit forsigtige mistænkelige Blik seer Plan og listig Hensigt, hvor jeg kun seer Ubetænksomhed og hensigtsløs Aabenhjertighed; du seer Falskhed, hvor jeg seer godmodig Venlighed, og du seer et heelt overlagt Spil, eller maaskee endnu noget Værre, hvor jeg seer de naturligste Yttringer af en fiintfølende Sjæls Skrupler og indvortes Kamp.«
»Jeg beder dig endnu engang - sagde Søsteren urolig - ved vor Moders sidste Time besværger jeg dig, giv ham blot i tre Dage intet Svar!«
Marie studsede ved Søsterens Høitidelighed, hun aabnede allerede Læberne, for at svare, da bankede det paa Døren og Herr Hind traadte ind.
»Tilgiv - sagde han - om jeg kommer ubeleiligt.« - En kold Hilsen af Fruen var Svaret, og Maria var for spendt og urolig til, at hun kunne faae et eeneste Ord frem.
»Jeg indseer - vedblev han - at mine hyppige Besøg i den senere Tid ikke ere fri for Udseendet af Paatrængenhed, og jeg vilde nødig miskjendes i saa elskværdig en Families Øine. Det er sidste Gang, jeg sætter min Fod i dette mig uforglemmelige Huus, imorgen forlader jeg Hovedstaden for bestandig, og ønsker at medtage, om ikke Andet, saa dog deres Agtelse og venskabelige Erindring. En Bøn har jeg endnu, inden jeg forlader dem, det er den eeneste og sidste, at den skjønne Maria vil skjænke mig et Øiebliks Samtale uden Vidner.«
»Min Søster har ingen Hemmeligheder for mig,« svarede Frue S .... med stigende Uroe.
»Men jeg beder dig, Søster, - afbrød Maria hende - lad mig opfylde Herr Hinds Ønske! jeg seer ingen Grund til at afslaae denne Bøn.«
»Velan da, Søster, jeg gaaer - svarede hun med bævende Stemme; - men husk paa - hvidskede hun Maria i Øret, idet hun gik - husk paa hvad vor Moder sagde til dig i sin Dødsstund!«
Maria blegnede og holdt sig fast ved Stolen for ikke at synke.
»Hvormed har deres Søster saaledes forfærdet Dem? - spurgte Herr Hind urolig - frygter De for at være eene med mig et Øieblik? hvorved er jeg da blevet saa forhadt i deres Øine?«
»De finder mig i en besynderlig Stemning, hvis Grund jeg nu ikke kan forklare Dem - svarede Maria og fattede sig. - At jeg ikke frygter for at være eene med Dem, eller paa nogen Maade seer Dem ugjerne, det har De jo ofte nok havt Leilighed til at bemærke. Men hvad har De at sige mig, som min Søster ikke kan høre?«
»Skulde De aldrig have ahnet det? skjønne Maria, eller har jeg saa ganske bedraget mig, at ingen Stemme i deres Hjerte taler venligt og deeltagende for mig, til Trods for den fjendtlige Dæmon, som staaer kold og ubarmhjertig imellem os, og søger at iføre mig Mørkets sorteste Dragt for deres Øine.«
»Jeg forstaaer Dem ikke. Om end min Søster miskjender deres Charakter, hverken hun eller Nogen har kunnet bibringe mig den mindste ufordeelagtige Tanke om deres Leve- og Handlemaade.«
»Og dog er jeg ikke den, jeg synes - vedblev han - jeg er ikke den muntre lykkelige Mand, som De maaskee holder mig for, og mit forgangne Liv er ikke fri for Brøde.«
»Hvis Liv er vel det? - sagde Maria med Skaansel - men hvad det saa er, der foruroliger Dem, betroe det til en deeltagende Sjæl, og De vil finde Trøst og Husvalelse.«
»Jeg troede, at have fundet en saadan deeltagende Sjæl - vedblev han med stigende Varme - en Sjæl som havde Kraft til at forstaae mig og følge mig, den lyste mig venlig og fortrolig imøde fra deres milde rolige Blik, men jeg bedrog mig og jeg maa bære min Byrde aleene.«
»Tal, ved Gud i Himlen, De er ikke ligegyldig for mit Hjerte, og deres Rolighed er mig saa kjær, som min egen.«
»Tør jeg stole derpaa? vil De ikke fordømme mig, naar De hører, hvad jeg nu ikke længer kan fordølge Dem? - Der gives Forhold i Livet, der gives Sammenstød af Hændelser og Stemninger, hvor Villie og Nødvendighed kæmpe, og det Uundgaaelige indtræffer, før Sjælen vidste hvad den vilde - ja De maa vide det, De vil ikke fordømme mig - jeg har - jeg er ... - Han holdt inde og betragtede Marie med et giennemforskende Blik. - Ja jeg tør sige det - jeg maa sige det - vedblev han og greb hendes Haand - jeg maa udtale det skrækkelige Ord - jeg er en Morder.« -
Maria sank bevidstløs og som lynslagen tilbage, og da hun opslog Øinene og saae sig i hans Arme, foer hun forfærdet fra ham og vilde forlade Værelset. Men han besvor hende ved alt hvad helligt var, at blive og høre ham ud.
»Ved min Kulde - vedblev han roligere, og gav hende Tid til at fatte sig - ved min uovervindelige Afskye for at hykle en Kjærlighed, som jeg ikke besad - ved min Blindhed for de elskværdigste Egenskaber hos en Hustru, som ikke mit Hjertes fri Valg havde forbundet mig med - see, derved har jeg forkortet hendes Dage, og knust et Hjerte, som hang ved mig med en ubegribelig og aldeles ugjengjeldet Lidenskab. See, saaledes maa jeg anklage mig selv for hendes Morder, uagtet al min medlidende Skaansel med den Ulykkelige. Aldrig kjendte jeg tilforn den Lidenskab, som i et gjensidigt Forhold kunde have været Kilden til et heelt Livs Lyksalighed. Derfor staaer jeg nu, næsten som en Forbryder, for den Piges Øine, som har lært mig hiin forunderlige Lidenskab at kjende i hele sin Frygtelighed og haabløse Smerte.«
»Hvad siger De - udbrød Maria, og hendes blege Kinder oplivedes, hendes Blik hævede sig som forklaret og saligt - saaledes udmaler De selv en ulykkelig Tildragelse, og forvandler det til en frygtelig Brøde, som deres Samvittighedsfulde Sjæl ingen Deel har i.«
»Søg ikke at undskylde, hvad jeg aldrig vil kunne tilgive mig selv - vedblev han. - At staae brødefri for deres Øine, kan og vil jeg nu ikke, og at De skulde kunne dele den Følelse, som har gjort mig det til en uimodstaaelig Trang at aabenbare mig for Dem, det er en Lyksalighed, som jeg aldrig tør haabe. Deres Medlidenhed er det Høieste, hvad mit ulykkelige Hjerte nu attraaer, og kan jeg forlade Dem med det Haab, at der dog er een Sjæl i Verden, som vil bede medynksfuld for mig i min Dødsstund, saa har jeg intet Mere at fordre af denne Verdens Lyksalighed og Glæde.«
Inderlig rørt greb Maria hans Haand og saae paa ham med et kjærligt, taarefyldt Blik. »Lad disse Taarer sige dem, hvad jeg nu ikke har Ord til« - sagde hun, og han sank, som overvældet af Salighed, til hendes fod, og gjentog den meest glødende og heftige Kjærlighedstilstaaelse.
Da erindrede Maria sig Søsterens høitidelige Advarsel, kun i tre Dage at opsætte sit Svar. Erindringen om hendes Moders sidste Ord foer ogsaa varslende igjennem hendes Sjæl.
»De har overrasket mig Hr. Hind - sagde hun ængstelig - forlad mig i dette Øieblik, om tre Dage skal jeg sige Dem min Beslutning.«
»Hvorledes - foer Hr. Hind op og blegnede - det var ikke Maria, som talede, det var en fremmed, fjendtlig Stemme, som lød igjennem deres Læber; den klang mig som en Dødningerøst, der forkyndte mig min Undergang, om tre Dage maa De være min, eller aldrig.«
»De er mig uforklarlig - sagde Maria - og denne besynderlige Iil forfærder mig. Troer De, at hvad jeg nu føler for Dem ikke engang vil have tre Dages Varighed, hvorledes skulde disse Følelser da kunne skjænke Dem et heelt Livs Lyksalighed? Hvad jeg ikke endnu har udtalt, det veed De nu jo dog, hvor kan nogle Dages Opsættelse da være Dem saa vigtig? især naar jeg siger Dem, at det ikke er for min Skyld, thi med mig selv er jeg enig og bestemt; men Familieforhold tvinge mig -«
»Til at dræbe mig - afbrød hende den sælsomme Beiler - inden tre Dage maa De være min, eller aldrig: om tre Dage kommer deres Svoger tilbage, og vil af al Magt modsætte sig vor Forbindelse.«
»Hvoraf veed De det?« - spurgte Maria og studsede.
»Jeg veed det saa vist, som det allerede var skeet; han er i dette Øieblik i Helsingborg, hvor vigtige Forretninger opholde ham. Deres Søster har skrevet ham til, og af Svaret, som jeg har læst, før det kom i hendes Haand, har jeg erfaret hvorledes de Begge har sammensvoret sig imod os. Fjender, som jeg ikke kjender, maae have sværtet mig for deres Familie, og opfundet Beskyldninger, som de vel aldrig vil kunne gjøre gjeldende for Verden, men som dog ere stærke nok, til at adskille os for evig.«
»Hvilke Beskyldninger? for Gud i Himlens Skyld, hvad er det?«
»Hvad jeg selv i dette Øieblik har betroet Dem, mit Forhold til den Ulykkelige, hvis tidlige Død jeg angerfuld begræder, og paa en Maade kan tilregne mig, som en smertelig men ufrivillig Brøde - denne ulyksalige Skygge i mit Liv, som jeg aldrig selv fuldkommen kan tilgive mig, og som kun deres Kjærlighed kan oplyse og mildne - see, den bruger en fjendtlig Dæmon til at iføre mig en Huustyrans Skikkelse. Man vil male Træk i mit Aasyn, hvorfor De skulde bæve tilbage og afskye mig - man vil virkelig tillægge mig den Brøde, som jeg vel selv i fantastiske Øieblikke anklager mig for, men Deres kjærlighedsfulde Blik har frikjendt mig. De har seet mit Livs dunkleste Side, og ikke fundet mig uværdig til deres Deeltagelse og Kjærlighed.«
»De har altså eftersporet min Søsters Brevvexling?«
»Jeg vidste, hun var min Fjende, og mit Livs sidste Haab stod paa Spil, det maa undskylde mig.«
»Derfor altsaa skulde jeg vente til min Svogers Hjemkomst; hvad min Søsters Advarsler ikke kunde hindre, skulde hans Magtsprog forbyde. - Man har besluttet at adskille os, før vi havde erklæret os for hinanden; men hvorfor? viis mig en Grund til denne afskyelige Sammensværgelse?«
»Naar De erindrer, hvo der er i Besiddelse af deres Mødrenearv - naar De betænker deres Svogers forvirrede Omstændigheder ved hans sidste betydelige Søskader ... dog just disse Omstændigheder, som jeg haaber har ødelagt deres Formue, ere mig høist kjærkomne; de maae tillige retfærdiggjøre mig for al Mistanke om lave Bihensyn ved mit Hjertes Valg. Den blotte Formodning derom vilde have betaget mig alt Mod til at anholde om Deres Haand.«
»Afskyeligt - udbrød Maria med oprørt Følelse, og overvundet af den dobbelte Sindsbevægelse - Alt er mig klart, jeg skulde være et Offer for smaalige Formuesberegninger. Deraf denne ængstlige Omhu for at holde mig fast, deraf disse mistænkelige Advarsler for en Beiler. - Min egen Familie staaer som listige Forrædere omkring mig og Dem, ædle Mand! den Eeneste som kan udrive mig af deres egennyttige Snarer, Dem vil man afmale mig som en Djævel, at jeg skal afskye og flye Dem. - Velan! der er min Haand, jeg troer Dem og elsker Dem, før mig til Altret hvad Øieblik De vil, og jeg er Deres.«
»Min Lykke overvælder mig« - sagde Hr. Hind, og hun sank i hans Arme. - »Erklær nu deres Søster deres faste Beslutning; men fordølg hende hvad jeg her har betroet Dem! Jeg gaaer, at besørge det Fornødne og imorgen afhenter jeg min elskede Brud.«
Med disse Ord var han forsvundet, og Maria fornam nu først, at hun havde en prægtig Ring paa sin Finger. Det var hende Alt endnu som en Drøm, da Søsteren traadte ind, og saae forfærdet paa den forvirrede Brud, som stod taus og tankefuld og stirrede paa den tindrende Demantring.
»Saa er det da skeet, hvad jeg gruede for - sagde Søsteren - hans glatte, falske Tunge har bedaaret dig og aflokket dig det ulyksalige Ord. Men tag det tilbage, giv ham den tilbage, denne falske, glimrende Ring, som trolover dig med en af Mørkets listigste Sønner!«
»Nei Søster - svarede Maria rolig - mit Hjerte har dennegang ikke bedraget mig; men du havde Ret, forblindet var jeg tilforn, og nu forstaaer jeg først min Moders sidste Ord: vogt dig for den, som dit Hjerte har kjærest. Den, der dengang var mig kjærest, skal nu ikke længer gjøre mig til et Offer for sine smaalige Hensigter. Tal med Agtelse om min Brudgom, og søg ikke længer at sværte den Mand i mine Øine, som jeg imorgen rækker Haand for den Almægtiges Aasyn.«
»Saaledes har han altsaa indlokket dig i Snaren; dine Venner og Slægtninge har han gjort dig mistænkelige og revet enhver Stytte fra dig, at du dessikkrere skulde styrte i hans Arme. Fiint, saare fiint og klogt har han udspendt sit Garn, og dit forvildede Hjerte vil og kan nu ikke frelses. Er det din faste Beslutning, at ægte ham imorgen?«
»Deri kan Ingen forhindre mig, og jeg vil ikke oppebie en unødvendig Strid med din Mand om, hvad jeg uigjenkaldelig har besluttet i mit Hjerte.« »Saa give Gud dig sin Velsignelse! - svarede Søsteren og omfavnede den forundrede Maria - gid du aldrig maa fortryde, at du ikke hørte min Advarsel! Nu er det for sildig, at holde dig tilbage og nu skal du dog see, at jeg ikke har ophørt, at være din Søster og Veninde. Du tillader dog vel, at Brylluppet staaer hos mig, og at jeg besørger Alt, hvad der sømmer sig og kan glæde dig paa din Bryllupsdag?«
»Søster, din Adfærd er mig uforklarlig,« svarede Maria, idet hun trykte hende rørt til sit Hjerte og forlod hende.
Den skjønne Brud tilbragde en søvnløs Nat i mangehaande Tvivl og Bekymringer. Hun overtænkte sit foregaaende sorgfri Liv i Svogerens og Søsterens Huus, hvor hun siden Moderens Død havde opholdt sig, og de mange Venskabs- og Kjærlighedsbeviser, hun af Begge havde modtaget, bestred mægtig den Mistanke om deres egennyttige Hensigt med at beholde hende i Huset, som hun nu dog syntes fuldkommen overtydet om. Hun tænkte paa sit korte Bekjendtskab til Herr Hind, som hun vel fra det første Øieblik havde fundet elskværdig; men som dog saalænge havde kunnet beholde det muntre lykkelige Udseende, han dog nu selv havde tilstaaet, ikke var hans sande og naturlige Skikkelse. Hun tænkte paa det Sværmeriske og Tungsindige i hans samvittighedsfulde Skrupler og Selvanklagelser og paa det Misforhold til en lidenskabelig, ulykkelig Elskerinde, som var Anledning dertil. Hine Yttringer af et ømtfølende Hjerte, som ikke kunde tilgive sig selv, hvad hun dog saa gjerne tilgav ham, var hende Borgen for, at hun var hans første Kjærlighed, og havde noget usigeligt tiltrækkende og elskeligt for den unge, noget sværmeriske Brud. Men Alt dette syntes hende dog ikke at stemme overeens med den forstandige Livsanskuelse, han saa ofte havde yttret og med den Mangel paa Indbildningskraft, han undertiden havde tillagt sig selv, naar Talen var om det Underfulde og Uforklarlige i Menneskelivet og Aandeverdenens Forhold til os. Denne Dobbelthed i Charakteren foruroligede hende; men saa tænkte hun paa, hvorledes dog Hjerte og Forstand ofte var i Strid for hende selv, og hvorledes hun i visse fantastiske Øieblikke kunde henrives af det, hun i en roligere Stemning maatte forkaste, som Drøm og forvirret Indbildning. Hun fandt nu i sin Brudgom en Medfølelse og Overensstemmelse med hendes eget Væsen, som var hende det skjønneste Beviis paa deres Sjæles inderlige Forbindelse, og at ingen anden Mand i Verden saaledes kunde være Gjenstanden for hendes Kjærlighed og Tillid.
Da Morgenen kom, stod hun, fuldkommen beroliget, for Speilet og iførte sig den hvide broderede Atlaskes-Kjole, som hendes Moder havde bestemt til hendes Brudedragt. Den første, som meldte sig var Herr Hind, han medbragte Kongebrev og tvende Trolovere, som vare Marias Curator og en Advokat fra Nabolaget.
Brudgommen var saare glad og munter, han havde ikke forsømt at iføre sig den Dragt, som han troede, var tækkeligst i den unge Bruds Øine. Søsteren var sysselsat i Kjøkkenet og paa Salen med Bryllupstilberedelserne, og lod sig først see, da Alt var i Orden, og de Gjæster, hun havde indbudet, vare forsamlede for at bivaane Brudevielsen.
Da Høitideligheden var til Ende, hvorved Maria var blevet heftig rørt, men Brudgommen syntes mer glad end bevæget, omfavnede Søsteren med Taarer den bævende Brud, og forsikkrede hende, at vist Ingen var nærværende, som tog varmere og inderligere Deel i hendes Skjæbne.
»Det skulde jeg dog troe,« sagde Brudgommen og trykte Marias Haand til sit Hjerte. »Nu da deres elskværdige Søster er min Hustru - vedblev han og vendte sig til Fruen - haaber jeg De ikke længer vil miskjende den Mand, som fra dette Øieblik er indtraadt i deres agtværdige Familie, og jeg haaber aldrig at blive uværdig til deres Agtelse. Jeg vilde kun ønske - tilføiede han - at deres Mand var nu tilstede og vilde tilgive, at jeg, uden at oppebie hans Indvilligelse, har paataget mig den kjære Pligt, at gjøre deres elskværdige Søster ret lykkelig.«
Om Eftermiddagen rullede en Vogn for Døren af Brudehuset; det var Capitainen, som havde ilet med at fuldende sine Forretninger i Helsingborg, og nu med Cureerheste var hastet til Hovedstaden, for om muligt at forhindre, hvad allerede var skeet. Glæden over hans pludselige Komme forvandlede sig snart til almindelig Forstemthed, da man saae hans Misfornøielse med det ham ubegribelig hurtige Bryllup. Men da han saae, at al Indsigelse var unyttig, og fandt Alt i den lovligste Form fuldbyrdet, vendte han sig til Brudeparret med tilsyneladende Rolighed og overrakte Brudgommen, til Marias store Forundring, hendes Mødrenearv. Dertil føiede han nu en betydelig Medgift, som han i Forlovernes Overværelse forlangte saaledes udsat, at Bruden i ethvert paakommende Tilfælde havde fuldkommen Raadighed derover, som en hendes egentlige Formue aldeles uvedkommende Brudegave.
»Jeg ønsker ikke at være Herr Capitainen Noget skyldig - svarede Brudgommen koldt - og jeg tvivler paa, min Brud vil modtage en Gave, som synes at have til Hensigt, at fornærme mig, og svække hendes Tillid til mig, som hendes lovlige Forsørger og Værge.«
Maria stod i den piinligste Spending. Forundring, Tvivl og Kjærlighed kæmpede i hendes Sjæl. Hun trykte sin Brudgoms Haand og bad ham ikke miskjende hendes Svogers gode Hensigt; derpaa sank hun rørt i Svogerens Arme og bad ham tilgive den ugrundede Mistillid, som havde bevæget hende til et saa pludseligt Skridt. »Min Lykke behøver ingen anden Tilvext, end deres og min Søsters Velsignelse,« tilføiede hun og sluttede Søsteren nu ogsaa i sine Arme.
»Gud velsigne og bevare dig« - sagde de Begge, og lagde deres Hænder paa hendes Hoved.
»Og siden her nu skal være Bryllup, saa lad det være lystigt - raabte Capitainen - har du bestilt Musikanterne Kone? et Bryllup uden Spil og Klang er mig en Seilads uden Vind og Strøm. Jeg kommer hjem som en riig Mand - tilføiede han - og det skal spørges i Nabolauget at der er Bryllup hos Capitainens. Vær nu god igjen Hr. Svoger - sagde han derpaa til Brudgommen, og rystede ham trohjertig i Haanden - jeg har ingen Deel i Svogerskabet, det er sandt, og havde gjerne sat en Pind derfor; men siden vor Herre nu vil have det, saa er det godt, tænker jeg, og jeg giver Øretuderiet Døden og Djævelen. - Og nu lystig Gutter! nu vil Capitainen være glad og det skal gaae for fulde Seil, om saa Fanden braser op i Takkelasen og giver os en Dravat med paa Slæbetouget.«
Snart begyndte Musikken nu i Brudehuset og Alle lod til at være glade; men Bruden var dog længe alvorlig og høitidelig stemt. Først noget ud paa Aftenen lykkedes det Brudgommen ved en kjærlig Samtale at opklare hendes Blik for den skjønne lykkelige Fremtid, der nu ventede dem. Da hun nu fuldkommen saae sig udsonet med sin Familie, og følte sig lyksalig ved den Mands side, som hun elskede høiest i Verden, lod hun ogsaa Glæden overvinde enhver Betænkelighed, og dandsede glad med sin Brudgom gjennem de pyntelige Rækker.
Ogsaa Børnene vare glade, og Faderens Hjemkomst havde bragt dem til at glemme, at den kjære Moster Maria nu saa snart skulde forlade dem, og ikke mere fortælle dem Eventyr om Aftenen i Tusmørket. Hans og Gitte havde faaet deres nye Klæder paa og hoppede om i Krogen sammen til Musikken, mens de Andre dandsede.
Noget ophidset af Dandsen satte Brud og Brudgom sig hen i Krogen til dem. De glemte da strax deres Leeg; Gitte satte sig paa Marias Skjød, og Hans paa Skammelen ved hendes Fod, og de bad hende, nu dog fortælle Eventyret ud om Blaaskjæggemanden, inden hun skulde reise bort med den slemme Herr Hind, som tog hende fra dem.
For at føie dem begyndte hun ogsaa at fortælle.
Da raabte pludselig lille Gitte: »men see, Moster, Herr Hind har jo ogsaa blaat Skjæg, han er jo ganske blaa om Hagen.«
»Jeg er sort om Hagen, mit Barn - sagde Brudgommen og klappede Gitte - og naar Lyset falder saaledes fra Lysekronen kan det gjerne see lidt blaaligt ud; men jeg har dog kjønt raget mig idag og du kan gjerne give mig et Kys for den rare Moster Marias Skyld.«
»Hu nei - sagde Gitte og løb fra ham - du er en Blaaskjæggemand.«
»Aa Snak - sagde Hans fornuftig paa sin Skammel - det er kun et Eventyr og saadanne fæle Mænd er der nu ikke mere til i Verden.«
Brudgommen sad urolig og saae stift henfor sig blandt de Dansende.
»Bevægelsen har ophidset mig - sagde han - jeg faaer Næseblod mærker jeg - undskyld mig.« Derpaa holdt han Tørklædet for Ansigtet og gik ud.
Maria havde seet ham skifte Farve og fulgte ham. »Hvad fattes dig, kjære Hind? - spurgte hun bekymret - det er jo ikke Næseblod, det mærker jeg nok.«
»Kan du da ikke ahne hvad det er - svarede han mørk - hvi vil du pine mig med en Forklaring? har ikke de smaa Dæmoner derinde nu igjen oprevet det ulægelige Saar i mit Hjerte, og skal selv den gladeste Dag i mit Liv formørkes af hendes blege Billede, som med Rette kan anklage mig som sit Livs Forstyrrer!«
»Du kjære samvittighedsfulde Drømmer! - svarede Maria kjærlig og omfavnede ham - lad det være sidstegang, hint Billede forstyrrer din Ro. Hun misunder os vist nu ikke den Lykke, hendes ublidere Skjæbne nægtede hende. Medlidende og venlig har du jo tillukt hendes Øine, og hun kan ikke tilregne dig Tabet af et Liv, som uden din Kjærlighed jo intet Værd havde for hende. O var hendes Aand tilstede i dette Øieblik, svævede den maaskee usynlig over os nu, velkommen! vilde jeg tilraabe den, velkommen, du min Sjæls Søster, ulykkelige Deeltagerinde i min Kjærlighed! kom og velsign os i din Salighed -«
»Stille, stille Maria! man ikke den Døde op af sin Grav - dog nei, jeg drømmer - Du har Ret Maria, jeg er med al min Overbeviisning om overnaturlige Tings Umulighed dog i visse Øieblikke den inconseqventeste Gjæk af Verden. Skulde du troe, at da jeg gik ud af Dandsesalen, var jeg nær ved at indbilde mig, at hun stod midt iblandt de Dansende og saae bleg og truende paa mig!«
»Gjør mig ikke bange, min Ven - sagde Maria - hvorfor skulde hun ville forfærde os? kunde hun ogsaa være synlig tilstede iblandt os, hun vilde vist ikke forstyrre vor Glæde.«
»Det skal hverken Døde eller Levende - sagde Brudgommen - kom, Maria, kom lad os dandse!«
De tumlede nu rask ned blandt de Dandsendes Rækker, til Spisesalen blev aabnet og man satte sig til Bryllupsbordet. Salen var prægtigt oplyst og af Gjenskinnet i Kanalen kunde man see, at Huusverten havde oplyst Vinduerne nedenunder i første Stokværk. Maanen skinnede klart ind ad de polerede Vinduesruder, og ligeoverfor, ved Midten af Bordet, sad Brudgom og Brud.
Der var muntert ved Bordet og Brudgommen tømte hyppigt sit Glas, saavelsom Capitainen og Gjæsterne. Da Glassene vare fyldte, og man vilde til at drikke Brudens og Brudgommens Skaal, faldt hændelsesviis hans Øine paa Kagen, hvorpaa blot Dagens Dato var anbragt med Strøsukker.
»Hvorledes - spurgte han hastig - skrive vi den tyvende idag?«
»Hvad har De mod den Dato? - spurgte Capitainen og loe - det er jo ingen Tycho Brahes Dag?«
»De er nok ikke stærk i Almanakken, Herr Hind, - sagde Vertinden - men saa vigtig en Dag burde De dog bedre vide, end Conditoren.«
Da man nu til Trompeternes Klang drak Brudeparrets Skaal, sad Brudgommen bleg med Glasset i Haanden og stirrede paa Vinduet ligeoverfor. Maria bemærkede det og fulgte ængstelig hans stirrende Blik. Med Forfærdelse syntes hun da paa Ruden at see ligesom et kridhvidt Ansigt, men som i samme Øieblik forsvandt.
»Du saae dog Intet? - hvidskede Brudgommen - ifjor i denne Time døde hun.«
Idetsamme raabte Vægteren tolv.
»Men takker De da ikke for Skaalen? Herr Brudgom - raabte Capitainen - spil op endnu engang, I Trompetere, og blæs saa Brudeparret kan høre det!«
»Fat dig - hvidskede Herr Hind til Maria - det var Galskab og Indbildning.« Derpaa reiste han sig og takkede, mens Musikanterne stødte i Trompeterne af alle Kræfter. Men da han vilde sætte Glasset til Munden, saae han atter hen til Vinduet, hvorved Glasset faldt ham af Haanden og den røde Viin flød hen over Dugen. Men han skjænkede hastig en stor Pokal fuld af Viin, som han ikke tog fra Læberne, før den var tom. »See, saadan maa en Brudgomsskaal drikkes - sagde han - de smaa Glas er der ingen Velsignelse ved.« Derpaa satte han Pokalen saa fast ned paa Bordet, at den sprak. »Jeg er ret ubehændig iaften« sagde han ligegyldig, og man reiste sig.
»Det var Skade for den smukke Pokal - sagde Fruen til sin Mand - det var et Familiestykke, som jeg troer der var Lykke ved.«
»For den er der Raad - svarede Capitainen - Lad den klinke.«
Bryllupsgjæsterne skiltes snart ad, og da Brud og Brudgom var aleene, faldt Maria sin forvirrede Brudgom om Halsen og sagde: »hvorledes er det fat med dig? du raver jo som en Beruset, og hvad var det for et skrækkeligt Ord du tilhvidskede mig?«
»Jeg er virkelig halv beruset - svarede han - og det er min Lykke, ellers kunde jeg gaae fra Forstanden, og bilde mig ind, at jeg virkelig havde havt Syner iaften.«
»Du gjorde mig ret ængstelig med din Stirren paa Ruden, og jeg syntes selv i min Angest at skimte et hvidt Ansigt udenfor. Men kan det ikke have været Maaneskinnet, eller Gjenskinnet af Lysene nedenunder fra Kanalen?«
»Rimeligviis - svarede han - hvad kan en ophidset Fantasie ikke indbilde sig? og saa skulde det just komme til, at jeg, uden at erindre det, har valgt denne Dag til vor Bryllupsdag, og skal først see den ulykkelige Dato, ligesom Midnatstimen slaaer - det var netop hendes Dødstime. Den, der under saadanne Omstændigheder ikke kunde see hvad det skulde være, maatte aldrig have hørt Spøgelsehistorier i Ammestuen, eller i det mindste ingen Viin have drukket iforveien. Men lad det nu være glemt Altsammen jeg skammer mig ret over disse Barnagtigheder.«
»Det er mig nu saare forklarligt af din Stemning, bedste Hind, men lad slige ulykkelige Fantasier aldrig meer forstyrre vor Lyksalighed! jeg vil herefterdags afskye alle Spøgelsehistorier.«
»Og der skal ingen dumme Bøger eller Ammestusnak være i mit Huus« svarede Brudgommen og slukkede Lyset.
--------------
»Angaaende min Svogers forvirrede Omstændigheder har vi dog taget feil, bedste Mand, og din Mistanke var dog ugrundet,« sagde Maria et Par Maaneder efter til sin Mand, da de sad aleene sammen i den dunkle gothiske Sal paa hans Herregaard i Jylland, og hun førstegang, efter de mange larmende Selskaber, havde faaet Tid til at tænke sig om.
»Ja vist - svarede Herr Hind - nogen Grund var der dog til at troe det, og jeg maatte benytte mig af Leiligheden og smedde mens Jernet var varmt. Det var en List, et Krigspuds, om du vil. Nu behøver jeg jo ikke længer at skjule det.«
»Hvorledes - spurgte Maria - en List? kunde du i hint hjertelige Øieblik, da du førstegang tilstod mig din Kjærlighed og da du egentlig kom for at tage Afsked med mig for evig, kunde du da tænke paa List.«
»Hvor I Qvinder dog ere lette at gjennemskue og troskyldige, elskværdige Skabninger sagde han og loe - mener du, at Alt, hvad jeg den Aften sagde dig, var lutter Udbrud af sygelig Følsomhed? En heel Deel Elskovsberuselse var deri, det vil jeg tilstaae; men hos en Mand maa Følelsen ikke reent løbe af med Forstanden, vi maae kunne besinde os hvad Øieblik det skal være, og lade Hjertet føre Ordet gjennem Hovedet. Du var nu engang ikke paa anden Maade at vinde, og jeg havde fast besluttet, ikke at vende tilbage uden dig.«
»Saa - sagde Maria og blev iiskold - det var altsaa vel overlagt og beregnet Altsammen?«
»Nei, det kan jeg langtfra sige: der skedte Meget, som var uden for min Plan, og nær havde gjort mig til en elskovssyg Drømmer og overtroisk Sværmer i min modne Alder. Sværmeriet er farligt, mærker jeg, man kan ikke engang lege dermed, uden at staae Fare for at faae en Rem af Huden, og vor Bryllupsdag var den naragtigste Dag i mit Liv.«
Maria kunde ikke sige et Ord, hun var som nedfalden fra Himlen, og det var som hvert Ord af hendes Ægtemand udslukte en Stjerne af hendes Drømmehimmel, til det tilsidst blev mørkt i hendes Sjæl, som i en Grav.
»Jeg troede dig helbredet for dine noget forskruede og overspendte Ideer - vedblev Herr Hind, da han mærkede hendes Forstemthed - jeg er selv endnu i visse Øieblikke ei fri for Anstød af Skruplerier og følsomme Griller, som tilsidst kunde gjøre mig til en fortvivlet Tragediehelt, hvis jeg ikke af al Magt bekæmpede dem. Jeg kunde blive rasende over Sligt, hvis jeg ikke havde Kraft nok, til at lee derad, og skal det gaae godt i Fremtiden, maae vi ikke blive Hængehoveder og sygelige Maaneskinselskende, som vi engang vare paa Vei til; men nyde Livet rask og lystigt, uden at gjøre os for mange Betragtninger derover.«
»Har du nogensinde virkelig elsket mig?« spurgte Maria sønderknuset og saae ham stift i Øinene.
»Jeg har spilt et høit og farligt Spil, for at vinde dig og havde du havt Kraft nok, til at see dybt i en Afgrund uden at svimle, kunde Meget nu have været anderledes.«
»Hvad mener du? jeg forstaaer dig ikke« sagde Maria ængstelig.
»Du forstod mig aldrig og skal heller aldrig forstaae mig« - svarede han mørk. - »Men lad os ikke igjen falde ind i den høitidelige Tone - vedblev han, efter et Ophold - i en Roman eller et Digt kan det klinge artigt nok, hvad dog i Livet snart bliver kjedsommeligt, og saadanne poetiske Drømmerier, som undertiden kan klæde en Elsker og en Jomfrue ret godt i Forlovelsesdagene, passe slet for en Ægtemand og Huusmoder. Derfor seer jeg ogsaa helst, at du i Fremtiden læser lidt mindre, eller lader Kogebogen afløse Werther og Sigvarth. Du har vel tænkt paa, at jeg faaer Fremmede iaften - vedblev han - at det ikke skal gaae som sidst, at man sætter os en Hare paa Bordet, der ikke er spækket.«
»Er det dig selv, som taler?« spurgte Maria og saae paa ham, som paa et Blændværk.
»Troer du maaskee ogsaa paa Eventyret her i Huset om min Dobbelthed - spurgte Herr Hind og loe - derom maa vel gamle Maren Amme have fantaseret med dig i Kjøkkenet.«
Maria forlod ham og lukkede sig inde i sit Sovekammer, hvor hun sad hele Aftenen og græd. Siden hørte hun hvor Pokalerne klang i Spisesalen og Herr Hind loe høit blandt sine lystige Gjæster, hvis raa og vilde Selskab hun ofte havde undveget.
»Her var det jo, at hans første Hustru døde, - sukkede hun - her vil vel ogsaa snart mine Lidelser faae Ende. Ak, Søster, Søster! du havde Ret, og du, min døende Moder! hvi vilde jeg ikke forstaae dine varslende Afskedsord? - ja, jeg var forblindet og saae en Engel fra Himlen i den kolde, frygtelige Beiler, som nu afkaster Masken og neddrager mig i Graven.«
En Isnen gjennemfoer hende og hun syntes, Noget bevægede sig i Stuen, som hun troede var Trækvind fra Panelet. Hendes Øine faldt derhen og hun opdagede nu en Løndør, som hun ikke før havde bemærket; men som var fast tillukket. Hun erindrede nu ogsaa, at hendes Mand havde bestilt et stort Skab til den Plads, og at han i de første Dage havde været meget urolig for en Nøgle, som var bortkommet. Det faldt hende ind, at den maaskee var til denne Dør, og hun forsøgte nu, dreven af en besynderlig Ahnelse, om ikke en af hendes Nøgler kunde aabne den. Det varede ikke længe, førend Døren sprang op og hun foer forfærdet tilbage; thi hun syntes at have seet sin Mand staae derinde og gnide paa Kanten af et Hjørneskab; men i samme Øieblik var han forsvundet.
Hun samlede sig dog snart igjen, og søgte at overbevise sig om, at det var et Indbildningsspil, som denne Aftens Samtale, tilligemed Sagnet om hans underlige Dobbelthed, meget naturlig kunde have frembragt, saamegetmeer som hun nu næsten ikke kunde tænke sig ham uden som to Væsner, der kun havde Skikkelse tilfælleds. Derpaa tog hun med Bestemthed Lyset i Haanden, for klart at overtyde sig om, at der Ingen var i Sidekamret og at det var et Bedrag af hendes egen ophidsede Indbildningskraft. Hun fandt nu rigtig nok Værelset tomt; men med Forfærdelse opdagede hun, at Kanten af Hjørneskabet var rød, som af Blod, paa Gulvet og Væggen saae hun ligeledes Blodstænk, og lange afrevne Haar klæbede fast derved.
Nu gik der, som ved et Lynslag, et skrækkeligt Lys op i hendes Sjæl - »ja han har myrdet sin første Hustrue« - udraabte hun og sank afmægtig om paa Gulvet. Da hun kom til sig selv, saae hun hele Værelset i Lue; Lyset, som hun i Faldet havde tabt, maatte have stukket Panelet i Brand. Snart var hele Huset i Bevægelse, og da Herr Hind saae hvorfra Ilden kom, foer han som afsindig mod Maria og hævede allerede Haanden voldsomt imod hende. Men hun undveeg ham, og styrtede ud af det brændende Huus og fra sin skrækkelige Ægtefælle, som hun fra den Time af heller aldrig meer saae i Verden. Hun flygtede tilbage til sine Slægtninge, som modtoge hende med Kjærlighed og Skaansel, uden at udforske den gruelige Hemmelighed, som de allerede ahnede; thi at Herr Hind havde forgrebet sig paa sin første Kone havde Rygtet længe sagt, men tillige tilføiet, at hun havde været opfarende og heftig, og havde plaget ham med en ugrundet Skinsyge. Hvad Maria havde seet i det frygtelige Lønkammer skulde ogsaa have været begravet med hende, hvis ikke Herr Hinds pludselige død kort efter var indtruffet, og paa samme Time, som han, Aaret iforveien, havde siddet ved Bryllupsbordet ved sin skjønne Bruds side, og med Glasset i Haanden seet det blege Dødningeansigt paa Ruden. Af nogle utydelige Ord til Maria, som han i sine sidste urolige Dage havde nedskrevet, troede hun at see, at det dog ikke var djævelsk Ondskab og Umenneskelighed Altsammen, og at han dog kun halvt kunne tilregne sig de blodige Spor af en Misgjerning, som nagede hans Sjæl med de skrækkeligste Qvaler, dem han kun ved en paatvungen Kulde og Foragt for alt Aandeligt troede at kunne befrie sig fra.
I en heftig Scene med hans skinsyge og af ulykkelig Kjærlighed fortærede Kone, havde han, opbragt og krænket af hendes falske Mistanke, stødt hende fra sig, og saa voldsomt, at hun var tørnet med Hovedet mod hint Hjørneskab i Lønkamret, og da Blodet strømmede ned over hendes Hals, havde hun, i Fortvivlelse over den haarde Behandling, styrtet sig med Panden mod den steenhaarde Muur. Om hun saaledes selv havde fremskyndet den pludselige paafulgte Død, eller om hint første Saar allerede var dødeligt, det vidste han ikke. Han vovede aldrig siden at sætte sin Fod i hint ulyksalige Lønkammer, som han troede at have tillukt for evig; men hvor hans hemmelige Nag stedse førte hans Tanker tilbage, hvor han idelig syntes at maatte hen, for at udslette de blodige Spor af hin Misgjerning.
Meget meer kunde Maria ikke udtyde af de afbrudte, næsten ulæselige Ord. At han paa en Maade havde elsket hende, syntes klart, og at han aldrig havde havt noget Ondt isinde imod hende, skjøndt han var saa nærved at gjentage sin første Forbrydelse paa hende, det saae hun vel ogsaa, og opfyldte nu hans sidste Bøn og bad for hans Sjæl.
Hendes Slægtninge døde næsten Alle før hun, og ligesom Gitte og Hans tilforn havde siddet paa hendes Skjød og hørt Historier i Tusmørket, saaledes klyngede siden deres Børn sig til den gamle Moster Maria, som de Alle endnu kaldte hende. Men Rolf Blaaskjægs Historie kunde hun aldrig fortælle Børnene, hvor ofte hun end begyndte derpaa, og hvergang hendes ulykkelige Bryllupsdag indtraf, lukkede hun sig inde hele Dagen, flettede en Krands i sine iisgraa Lokker, og tændte om Aftenen mange Lys i sit eensomme Kammer. Der sad hun da til Midnat stille ved Bordet, og stirrede paa Ruden ligeover for sig. Flere Uger derefter var hun da gjerne hensjunken i en dyb Sørgmodighed, hvoraf kun Religionen og Haabet om et bedre Liv kunde udrive hende, og det vedblev at være hendes Trøst til hendes sidste Time.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek