| Index
| +1 |
B. S. Ingemann: [Fjorten Eventyr og Fortællinger 1820-64], 1
B. S. Ingemann (1789-1862)
Det høie Spil. Et Eventyr (1820)
(Eventyr og Fortællinger, 1820)
���To Vandringsmænd mødtes en Foraarsmorgen paa en Korsvei. Den Ene var gammel og graa, den Anden var en munter blomstrende Yngling. Gubben gik krum ved sin Stav og havde en Bylt paa Ryggen; Ynglingen nynnede paa en lystig Foraarssang og havde en Cither i Haanden, hvori han af og til greb med rask og kraftig Haand, mens de spøgende Morgenvinde legede med hans lysegule Lokker. »Gudsfred!« - sagde Gubben, og hvilede sig paa en Graasteen, som stod til Grændseskjæl paa Veien - »du dandser syngende ud i Verden, som jeg seer, jeg lister mig saa sagtelig tilbage; Lykke paa Reisen, unge Ven! lad mig see, du kommer ligesaa lystig tilbage, naar du har seet og hørt saameget som jeg.«
���»Tilbage? - svarede Ynglingen - det har jeg ikke isinde, førend jeg har været ved Verdens Ende, og der er nok langt til.«
���»Rimeligviis - svarede Oldingen - du reiser vel paa din Konst?«
���»Min Konst? - spurgte Ynglingen og loe - nu ja! jeg troer du har Ret, Gamle! jeg reiser paa min Konst; rigtignok veed jeg ikke saalige hvori den bestaaer; dog jo, det maa være den Konst at leve lystig: dertil har jeg stort Anlæg af Naturen. Jeg har i otte Dage, maa du vide, sat hele min Fædrenearv overstyr, og agter nu at reise Verden igjennem med disse tre Dukater og denne lille Flaske Tokaier!«
���»Er det din hele Formue?« - spurgte Gubben og sukkede.
���»Ja vist, Gamle! drik min Sundhed før vi skilles ad! saa blive vi strax Begge lettere til Fods.«
���Den Gamle tog Flasken, drak den ud til den sidste Draabe og sukkede igjen.
���»Nu, vel bekomme dig, Gubbe! - sagde Ynglingen - du trængte til en Hjertestyrkning, seer jeg; nu behøver jeg ikke længer at slæbe paa den Flaske - han kastede den over Hovedet i Græsset - men hvorfor sukker du saa tit?«
���»Jeg er en bedrøvet Enkemand - sukkede den Gamle - og min Datter ligger ude i mit Skovhuus og trækkes med Feberen. Gud veed, om hun lever til jeg kommer igjen; men jeg maa til Staden og kjøbe Lægemidler til hende for vor sidste Smule Linned.«
���»Der har du Resten af min Fædrenearv - sagde Ynglingen og rakte ham de tre Dukater - de havde gaaet Pokker i Vold alligevel i det første Vertshuus; men nu skal du see, din Datter kommer sig nok, for der er altid god Lykke ved mine Penge.« Derpaa begyndte han at synge igjen og vilde gaae; men den Gamle reiste sig og tog ham ved Ærmet: »tøv lidt - sagde han - der har du en Halvskilling, Søn! nu er du dog ikke uden Reisepenge; lad mig see du holder godt Huus med den, saa er du en holden Mand endnu.« Derpaa tog den Gamle sin Stav og gik hurtig til den modsatte Side.
���Den unge Holger stod ganske forundret og saae snart paa Halvskillingen, snart efter den løierlige Gamle; endelig brast han ud i en høi Latter over sin taabelige Godhjertighed: »drikke min Viin! tage mine Penge! og gjøre Nar af mig ovenikjøbet! nu det maa jeg lide - sagde han - det var ret en lystig Broder, ret saadan en Karl efter mit eget Hjerte, og see, om han ikke kunde tage Benene med sig, naar han vilde. Nu, det var da mit første Eventyr; jeg begynder ikke saa galt paa det splinterny Liv, jeg nu agter at føre. Nu er jeg allerede en holden Mand; hvad kan der ikke blive af mig, inden jeg naaer Verdens Ende?« Han stak Halvskillingen i Lommen, sang sin Vise til Ende og gik videre.
���Da Middagssolen begyndte at brænde ham for hedt, saae han et Huus ved Landeveien og gik derind. Paa Selskabet og Modtagelsen saae han strax, det var et Vertshuus, og krævede nu rask ind baade Spise og Drikke, det bedste Huset formaaede, uden at tænke paa Andet, end at han trængte dertil; men at han ikke havde en Skilling i Lommen, faldt ham ikke ind, førend baade Hunger og Tørst var stillet; thi han havde altid tilforn levet i Overflødighed og pleiede aldrig at plage sig med Sorger for den tilkommende Time. Nu greb han rask i Lommen for at betale; men da han kun fik Halvskillingen i Haanden, fandt han sin Stilling saa pudseerlig og ny, at den aftvang ham en lydelig Latter. Da Verten og Gjæsterne forundrede sig over den fremmede Yngling, som sad aleene ved Bordenden og loe, fortalte han dem aabenhjertig, at han ikke eiede en Skilling og spurgte, om det ikke var morsomt. Alle fandt det ret artigt, undtagen Verten, som strax bemægtigede sig hans Hat og hans Cither, og lod nogle plumpe Ord falde om Prakkere og Gavtyve, som dog ikke forstyrrede det unge Menneskes Munterhed. »I er en snild Mand, Herr Vert, - sagde han - I vil ikke, jeg skal være længe i den Forlegenhed, seer jeg; nu vel! skal jeg gaae uden Hat og Cither videre, saa maa I dog først drikke et Glas Viin med mig og disse gode Venner paa min Sundhed.« »Tak den, som byder! - sagde Verten - en Flaske vil jeg endnu lade Jer faae for det Lapperie.« Vinen kom, og Ynglingen, Verten og Gjæsterne lod den smage sig vel. Iblandt Gjæsterne sad en lang mager Mand, som loe haanlig ad den overgivne Yngling, idet han vendte sig til ham og sagde: »seer jeg ret, saa har I dog endnu en halv Skilling, Fremmede! den skulde I sætte paa Lykkespil, saa kunde I endnu blive riig inden Aften.«
���»Ja rigtig - svarede Ynglingen - jeg er en holden Mand endnu; tør I vove jer Halvskilling mod min, saa kom!«
���Under almindelig Latter fik man Tærningerne frem, og de trillede saa heldigt for den fremmede Yngling, at han, ved bestandig at sætte det Bundne ud paa næste Kast, i kort Tid havde vundet en Dukat. Han blev saaledes ved og snart var Halvskillingen skjult med lutter vundne Dukater. Nu blev den magre Mand vred og kastede Tærningerne hen ad Bordet: »enten er I en Hexemester - sagde han - eller ogsaa I spiller falskt.« »Ingen af Delene - sagde Ynglingen - giv mig Hat og Cither, Herr Vert! Dukaterne er eders.« Forundret skrabede Verten den store Sum til sig, og Ynglingen tog Cither og Hat, stak Halvskillingen i Lommen og gik. Men den lange magre Mand gik efter ham, kaldte ham høflig tilbage, og bad ham ikke at tage hans Heftighed ilde op; til Beviis paa, at han agtede den tabte Sum for Intet, vilde han nu vove hele sin Guldbørs mod den blotte Halvskilling.
���»Det er et Ord - svarede Ynglingen - men I veed jo, jeg vinder. Lykken er nu engang med mig idag, og sandt at sige, jeg kjedes ved et Spil, hvorved jeg hverken har stort at vove eller vinde; thi jeg agter alle eders Penge ikke meget meer end min Halvskilling; men vil I endelig af med dem, kan de jo sagtens være et Kast værd.« Han kastede og vandt.
���Den lange Mand loe haanlig og rakte ham sin tunge Guldbørs: »Endnu et Kast - sagde han - jeg har ikke flere Penge; men nu sætter jeg min Frihed paa Spil, naar I vil sætte Guldbørsen, Halvskillingen og et Aar af eders Liv derimod.«
���Alle studsede og saae forundrede paa den lange Mand, som ikke lod til at finde noget Usædvanligt i sit Forslag.
���»Hvorledes forstaaer I det? - spurgte Ynglingen - nu begynder Spillet at more mig; thi Liv og Frihed veed jeg at sætte Priis paa.«
���»Dersom I ogsaa vinder i dette Kast - svarede Spilleren - saa er jeg eders Slave, saalænge I selv vil, saa kan I befale mig hvad I vil, og jeg skal lystre; men vinder jeg, saa taber I, foruden hele eders Skat, et Aar af eders Liv, som jeg har Lov til at benytte paa hvad Maade jeg vil, eller med andre Ord: saa har jeg hvervet Eder paa et Aar til min Tjeneste.«
���»I er en Fandens Karl - sagde Ynglingen - der har I jo opfundet et ganske nyt Vovespil, som er særdeles forførende. Jeg vilde have forsvoret, at jeg nogensinde i mit Liv skulde blive en Spiller; men nu faaer jeg med eet stor Lyst dertil. Lad mig nu først tage Jer ret i Betragtning! hvad kan jeg bruge Jer til, hvis jeg vinder?«
���»Til hvad I lyster - svarede den lange Mand - jeg er en munter Fetter, ja ret en Fandens Karl, som I siger, og har gode Indfald, som I jo seer. Mit Hoved er til eders Tjeneste, hvis I vinder mig, og Benene med - og naar I har mig ved Haanden, kan I altid leve lystigt i Verden.«
���»Jeg kaster allerede« - sagde Ynglingen og slog Tærningerne hen ad Bordet; den eene faldt med to Øine i Veiret, og de tvende kun med eet, og det unge Menneske blev heed om Hjertet for det Aar af sit Liv, som allerede saagodtsom var forspilt.
���»Skal vi gaae paa Akkord?« - sagde den lange Mand - efter al Sandsynlighed maa I tabe, naar jeg nu kaster; men I maa kaste om igjen, naar I vil forhøie Indsatsen. Jeg forlanger ikke eders Penge; men læg et Aar til af jert Liv, og sæt Kone og Børn med paa det Kast, og jeg benytter mig ikke af min Fordeel.«
���»Et Aar til? Det er høit Spil - sagde Ynglingen - men Kone og Børn har jeg ikke, hvorledes kan jeg da sætte dem paa Spil?«
���»Hvad man ikke har, kan man faae,« sagde Spilleren.
���»Nu! den Tid, den Sorg - svarede Ynglingen og loe - Kone og Børn faaer jeg nok aldrig alligevel; jeg er ikke saa stadig af mig, og spiller jeg dem bort, før jeg faaer dem, saa har jeg saa mange Sorger mindre i Verden. Top! altsaa Kone og Børn og to Aar af mit Liv; dog det skal være to af de sidste, de duer saa dog ikke til Noget alligevel; men Forord volder ingen Trætte, og vinder jeg, skal I være min Nar saalænge I lever.«
���»Det er et Ord« - sagde Spilleren. De kastede og Ynglingen tabte. Nu mærkede han først at hans Halvskilling var borte, og da han saae den i Spillerens Haand, blev han vred og sagde: »hid med min Halvskilling! I vandt kun to Aar af mit Liv og Kone og Børn; men Halvskillingen hører Jer ikke til; med den er jo Lykken gaaet fra mig.«
���»Jeg har ikke isinde at beholde den - svarede Spilleren og rakte ham den tilbage - men er det en Lykkeskilling, som det lader til, saa skal Fanden spille længer med Jer.« Derpaa tog den lange Mand hurtig Hat og Stok, og gik saa hastigt, at Ingen saae hvor han blev af.
���»Det var en pudsig Karl - sagde Ynglingen - jeg veed nu næsten ikke, om det var Spøg eller Alvor med det Spil; men da jeg har beholdt hans Guldbørs, lader det næsten til at være Alvor, og han giver vel heller ikke Slip paa sin Gevinst, hvor naragtig den end er. Kun undrer det mig i saa Fald, at han ikke engang spurgte om mit Navn og hvor jeg var at finde naar Terminen engang var forhaanden. Dog den Tid, den Sorg; skulde han imidlertid komme her en andengang, saa siig ham, Herr Vert! at hans Skyldner hedder Holger Frank, og er at finde i den vide Verden. - Men nu er jeg jo en riig Mand; nu vil jeg ikke gaae et Skridt længer. Skaf mig Hest og Rideknegt, Vert! jeg vil leve standsmæssigt saalænge der er en Skilling i Pungen.«
���Han levede nu lystigt saalænge han var i Vertshuset og forlod det i en halv Ruus paa en rask og prægtig opsadlet Ganger og med en galloneret Rideknegt bag efter sig. Ved disse Omkostninger var imidlertid næsten hele Guldbørsen tømt; men derpaa tænkte ikke den lystige Lykkeridder. Hvergang han paa Veien traf et muntert Reiseselskab, gjorde han strax Bekjendtskab og bad de nye Venner at følge med sig til næste Vertshuus, og hvergang en Staadder gik ham forbi, kastede han et Guldstykke i hans Hat.
���Om Aftenen kom han til en stor Stad med en heel Hob andre Reisende, baade Herrer og Damer, som han Alle havde indbudet til at tilbringe Aftenen hos sig. De toge ind paa det prægtigste Gjæstgiversted i Byen, og den unge Ødeland lod anrette et Gjæstebud for dem, saa prægtigt og overdaadigt som det vel var muligt. Natten gik med Dands og fornøielig Tumult. Men da han næste Dag vilde ride videre og Verten kom med sin Regning, havde han kun tre Dukater og sin Halvskilling tilbage, og var omtrent ligesaa riig som da han begyndte sin eventyrlige Reise. »Det seer galt ud - tænkte han - min salig Fader var dog en anderledes Oekonom end jeg, han raadte mig ogsaa altid til at vende en Skilling tre Gange inden jeg gav den ud, saa skulde jeg aldrig komme i stor Trang for Penge, sagde han. Det maa jeg da engang forsøge.« Han loe og vendte for Spøg hver Dukat tre Gange og gav Verten dem, som forundret saae paa denne Øvelse, og tænkte allerede paa at sende Bud efter Vagten for at sætte den letsindige Yngling i Gjeldsfængslet; thi det saae heelt misligt ud med Betalingen. »I skal faae hver Skilling jeg har - sagde Holger - Resten faaer I have tilgode til jeg bliver riig igjen.« Nu vendte han ogsaa sin Halvskilling tre Gange og vilde give den til den forskrækkede Vert; da gled et Guldstykke ud af hans Haand paa Bordet, og Halvskillingen havde han endnu. »Ja saa! - tænkte Holger - saa havde min Fader dog Ret. -« Han blev ved at vende Halvskillingen saa længe, og der drattede en Dukat ud af Haanden paa ham efter den anden, til Verten var til Takke betalt. »I har en ganske egen Maade at tælle Penge ud paa - sagde Verten - jeg troer I ryster dem ud af eders Ærme.« »Jeg troer det næsten med,« sagde Holger, og gjerne havde nu Verten, som mærkede Hemmeligheden, givet tidobbelt saa stor en Sum for den velsignede Halvskilling, hvis vidunderlige Ynglekraft nu Ynglingen kjendte. Holger glemte heller ikke at putte den i Lommen, og tog hastig Afsked, for ikke af den misundelige Vert at blive anklaget for Trolddom og maaskee hængt eller stegt inden Aften.
���Nu gik Reisen videre fort hvorhen Lunet eller Gangeren vilde, og ingensteds savnede han lystige Selskabsbrødre og gjæstfri Modtagelse; thi han havde faaet saa stor en Færdighed i at vende sin Halvskilling, at han, uden at Nogen saae hvordan det gik til, kunde tælle saa stor en Sum ud af Haanden paa eengang, som Enhver forlangte. Men denne Tællen gik saa ofte paa, at han tilsidst blev kjed deraf. En Dag kaldte han paa sin Rideknegt Jochum og lærte ham Konsten: »Nu er du min Skatmester - sagde han, og kastede Halvskillingen hen til ham - du skal ikke knibe paa Skillingen; øs kun Penge ud som Sand, og sæt selv saa meget overstyr, som du lyster!« Hvad holder jeg den Dagdriver for - tænkte han - naar jeg selv skulde have nødig, at gjøre Guld.
���Jochum havde altid tilforn været en ærlig Karl, og det gik godt i nogle Dage med hans ny Embede; men tilsidst blev Fristelsen ham for stor, og han sagde til sin Herre: »tag jer Lykkeskilling selv i Forvaring, ellers løber jeg vist bort med den engang; jeg har allerede et Par Gange været paa Veien dertil.« - »Sladder! - sagde Holger, - du er en ærlig Karl, og løber ikke bort for en Halvskilling, veed jeg.« Men en Morgen var Jochum virkelig forsvundet med den frugtbare Lykkeskilling. »Det var en dum Streg - sagde Holger - men Karlen er i Grunden undskyldt, han kjendte sin egen Skrøbelighed. Nu har jeg det saa godt, og har Ingen til at pudse mine Støvler idag.« Han trak Støvlerne paa som de vare; og da han havde solgt sin Hest for at betale hvad han skyldte, gik han syngende ud i Verden igjen og lod fem være lige. Paa Veien mødte han en gammel Kone, som bad ham om en Almisse. Han gav hende sin næstsidste Skilling og hun tog hans Haand og sagde: »skal jeg spaae dig unge Menneske?« »Ja vel! - sagde Holger - dog nei, vidste jeg forud hvad der skulde hændes mig i næste Øieblik, saa havde jeg ingen Fornøielse af at vente det; men veed du mere end jeg, saa siig mig, hvor min kjære Jochum er blevet af med min Halvskilling! jeg trænger snart til Frokost, og han er løbet bort med alle mine Penge.«
���»Skal jeg slaae et Øie eller to ud paa din Tyv? - sagde Konen - det er mig en smal Sag; men sige Dig hvor han er, kan jeg ikke.«
���»Nei Moerlil! - svarede Ynglingen - det er ikke værd, saa fordærvede I mig jo Karlen for sit hele Liv, og han kunde ingen Lykke gjøre meer hos Pigerne; men kan I hexe, saa spil ham et andet Puds, som ingen Skade gjør ham paa Lemmer og Helbred; thi naar jeg undtager denne lille Skarnstreg, saa er det et godt Stykke Karl forresten.«
���»Det skal skee« sagde Hexen og gik.
���Holger gik videre og lod Fiolen, eller egentlig Citheren sørge; thi den spilte han paa saa længe han kunde; men solgte den tilsidst for Mad og Drikke, og maatte siden behjelpe sig med at synge uden Strængeleeg. Men tilsidst skreeg Tarmene saa stærkt til hans Sang, at han begyndte at bande Jochum, og love ham et godt Livfuld Prygl hvis han traf ham igjen. En Aften kom han til et Herberg, kjøbte sig en Skofte for sin sidste Skilling og drak en god Slurk Vand dertil af Posten; derpaa lagde han sig til Hvile i Stalden paa et Knippe Halm. Om Morgenen tilbød han sig for en tarvelig Frokost at sadle Heste til de Reisende for Staldkarlen. Den første Hest han kom til, vrindskede velbekjendt ad ham og han kjendte med Forundring og Glæde Jochums blissede Hoppe. Han sadlede den strax, og trak den for Døren. Nu kom Jochum, klædt som en fornem Herre, men med Kjolen slæbende efter sig og ganske søvnig og vranten, for at sætte sig til Hest. Da han saae sin Herre holde Stigbøilen, faldt han med Anger og Skamfuldhed ned paa sine Knæe i Skarnet, rakte ham Halvskillingen og en fuldspækket Guldbørs: »tag hvad Eders er, kjære Herre! - sagde han - og tilgiv mig! I befrier mig med det samme for en Byrde, som jeg for længe siden er kjed af; thi jeg har af Frygt for Tyve ikke lukket et Øie siden jeg forlod Jer, og - -«
���»Tyv troer, at hver Mand stjæler« - afbrød Holger ham, og maatte smile over den arme Karl, som midt i sin Pragt og Herlighed, saae heelt forvaaget og latterlig ud. Han hjalp ham nu selv op af Skarnet, og gav ham ikke engang de Prygl, han havde tiltænkt ham; men loe meer jo længer han betragtede ham.
���»Lad mig være eders Rideknegt igjen som før - bad den angerfulde Jochum - saa er Æren vel mindre; men Skammen og Frygten ogsaa mindre, haaber jeg, og den Onde skal aldrig meer forføre mig til, at ville være en fornem Herre. Jeg har kun havt Ærgrelse og Fortræd deraf, og naar jeg troede, at jeg ret teede mig fornemt og standsmæssigt, loe Folk mig ud, og bedrog mig dertil i mine aabne Øine. Dertil kommer den Ulykke, at jeg seer ud som en Nar; thi det er som forhexet, og jeg har aldrig kunnet faae en Herrekjole, som passede mig. Lad mig nu skille mig ved denne forbandede Stads, og mens I gjør Eder tilgode i Kroen, Herre! som I nok trænger til, vil jeg, hvis I tillader det, tage mig en lille Luur, at jeg ikke skal falde i Søvn for Eder paa Veien.«
���Hexen har dog holdt Ord, tænkte Holger, og føiede den arme Stymper i hans Begjering. Da Karlen havde udsovet, og hans Herre faaet Erstatning for den lange Faste, satte Holger sig paa den blissede Hoppe og kjøbte et Æsel af Verten til Jochum, hvorpaa han i ydmyg Tjenerdragt satte sig og fulgte i ærbødig Frastand sin lystige Herre, som han fra den Dag af aldrig mere forlod, men blev en tro og hengiven Tjener.
���En Dag kom Holger i Følgeskab med to unge opblæste Riddersmænd, som talede vidt og bredt om deres Tourneringer og Heltegjerninger, og berømmede deres Herskerinder over al Maade. Den unge Eventyrer havde ingen Bedrifter at berømme sig af og ingen Herskerinde at rose. Du maa slaaes - tænkte han - og forelske dig engang, saa kan du ogsaa snakke med; de Karle see ikke ud til at være halv saa raske som du. Jeg vil for en Forandrings Skyld yppe Klammerie, for dog at see, hvad jeg duer til i Krig. »Hør veed I hvad - sagde han til Ridderne - I skulde ikke snakke saa meget om Jer selv og eders Dulcineer, I maae ikke troe, at I ere de største Helte i Verden, og jeg har seet mange smukke Piger, som vist ere tigange saa deilige som de Damer, I tale om.«
���Begge de unge Riddere bleve herover saa forbittrede, at de strax fore imod ham med deres Landser, og Jochum blev saa angest for sin kjære Herres Liv, at han nær havde slaaet sit dovne Æsel ihjel, for at komme ham til Hjelp. »I ere dog aldrig gale - sagde Holger - og vil sætte mig levende paa Spid, naar jeg ikke har saameget som en Hundepisk at forsvare mig med? er I saa tappre og ædle Riddere, som I gjør Ord af, saa tøver I vel lidt, til jeg ogsaa faaer noget at stikke fra mig med.« De unge Riddere skammede sig og holdt inde. »Vil den Ene af Jer - vedblev Holger - laane mig sine Vaaben, saa vil jeg vove en Dyst med den Anden, og dersom han overvinder mig, saa vil jeg troe Jer paa jert Ord, og vi drikke alle Tre Forlig naar vi komme til Herberget, at sige: hvis Ingen af os bliver slaaet saadan ihjel, at han ikke kan drikke. Jeg har ret Lyst til at see hvordan saadan en Krig seer ud.«
���De to unge Riddere kastede nu Lod om, Hvo der skulde laane ham sine Vaaben og Hvo der skulde slaaes med ham, og da Holger havde faaet Rustningen paa og Landsen i Haanden, svang han sig rask paa sin Blis, og syntes nu, han var dobbelt saa stærk og tapper som før. »Det er en ganske ny Leeg - sagde han - jeg burde dog øve mig lidt, førend vi begyndte; hør Jochum! trav imod mig paa dit Æsel, og lad mig see om jeg kan stikke dig af Saddelen!« Jochum undskyldte sig for denne Prøve: »kjære Herre! - sagde han - I spøger saavist i Utide; tag I fat paa den pantsrede Herre, jeg skal nok giøre det af med den Anden.« »Det er et Ord - sagde Holger - lad os Hver tage sin.« Idetsamme styrtede den fremmede Ridder imod ham. Holger skyndte sig at sætte sig i samme Stilling som sin Modstander, klemte sig fast i Saddelen med begge Knæe, og lod staae til. Vel fik han et dygtigt Landsestød i Siden; men det rokkede ham dog ikke af Stedet; Ridderen laae derimod i Grøften og hans Ganger vendte Benene i Veiret. »Haha - tænkte Holger - er du saadan en Helt, saa skal Pokker lade sig lumpe af nogen Ridder herefter.« Hans Modstander krøb nu skamfuld op af Grøften og erklærede sig for overvunden; men det fortrød ham ikke - føiede han høflig til - thi det var ingen Skam, at falde for saa tapper en Herres Landse. Imidlertid havde Jochum indladt sig i en Nævekamp med den anden Ridder, og havde samme Lykke som sin lystige Herre; thi Ridderen var ikke vant til det Slags Kamp og maatte snart give tabt for den plumpe og haandfaste Rideknegt. »Skal vi nu slutte Fred - sagde Holger - saa forlanger jeg, som Seierherre, de ridderlige Vaaben, jeg nu bærer. Vil I ikke afstaae mig dem, saa vover jeg endnu en Dyst med Jer Begge.« Den ene Ridder taug og pyntede paa Fjæren i sin Hjelm, den anden beed sig i Læben; men fattede snart en rask Beslutning, han overøste Holger med Høfligheder og forsikkrede, det var ham en sand Ære, at han vilde bære hans Vaaben.
���»Til Beviis paa min Høiagtelse vil jeg bytte Ganger med Eder, tappre Ridder!« - sagde nu Jochum og steeg af sit Æsel, og den høflige Ridder, som nylig havde prøvet at Jochum var en haandfast Karl, modtog Forslaget som en Æresbeviisning. Saaledes blev Freden nu sluttet, og Jochum var ikke lidet stolt af sin og sin Herres Seier; især morede det ham kosteligt, at see den ene Ridder komme slukøret bag efter paa Æselet, og den anden ømme sig hvergang Hesten gjorde et Spring med ham; men Ingen af dem talede nu et Ord meer om sine Bedrifter den Gang. Da de i Herberget havde drukket sammen paa en lykkelig Reise, toge Ridderne Afsked, og forsikkrede, at det glædede dem meget, at have gjort saa ridderlig en Herres Bekjendtskab.
���»Hør, Jochum! - sagde Holger, da Vinen begyndte at løbe ham lidt om i hovedet - kjender du ingen smuk Dame, jeg kan forelske mig i? thi forelske mig vil jeg nu, og det i en Hast: jeg vil ikke give de Pralhalse efter i Noget.«
���»Jeg veed ikke bedre - svarede Jochum - end at Herren forelsker sig i Prindsessen af Velskland. Hun skal være den deiligste Dame i Verden; mange Riddere ere blevne gale af Kjærlighed til hende, og hvorvel jeg aldrig har seet hende, har jeg selv allerede en Rem af Huden, skjøndt jeg dog kun er en lumpen Rideknegt.«
���»Tyveknegt kunde du gjerne have sagt og ikke løiet endda - sagde Holger - men fra idag af skal din Ære være saa reen og puur som et Speil; thi du har kæmpet som en Helt, Jochum! hvad Prindsessen af Velskland angaaer, saa maatte jeg være en Klods, om jeg ikke ogsaa kunde blive forelsket i hende, siden du allerede har en Rem af Huden. Vi vil strax ride derhen og see hende. Maaskee bryder jeg en Landse for hendes Ære; men gifte mig med hende, skal jeg dog vel vogte mig for, blev jeg end tigange saa forelsket som jeg agter at blive.«
���»Jeg veed dog I er ingen Munk eller Johannitterridder, Herre!« sagde Jochum.
���»Ingenlunde - svarede Holger og tømte sit Glas - men en Frihedsridder er jeg; og blev jeg ogsaa engang bindegal af Forelskelse, saa har jeg Intet imod Kjærligheden selv, den kan være artig nok for en Forandrings Skyld; men Troskaben, Jochum! den blev jeg nok snart kjed af, hvis jeg kjender den ret. Desuden spiller jeg maaskee Fanden et Puds, hvis jeg aldrig gifter mig; thi jeg har for længe siden spilt Kone og Børn bort, maa du vide, og var det ikke til Belsebub selv, saa var det dog vist til en af hans Haandlangere.«
���»Det er en underlig Tale, I fører - sagde Jochum og korsede sig - jeg troer Vinen er løbet Jer lidt i Hovedet.«
���»Det kan nok være - svarede Holger - husk mig paa, naar jeg bliver ædru, at vi strax ride til Velskland!«
���»Det skal skee« - sagde Jochum, og da Hestene vare sadlede, glemte Jochum ikke at erindre sin Herre om hans Beslutning. De toge nu ogsaa virkelig Veien til Velskland, og efter mangfoldige lystige Eventyr og adskillige ridderlige Foretagender, hvorved Holger vandt ligesaamegen Ære, som Færdighed i at bruge sin Landse, kom de tillige med flere unge Riddere til Velskland, og Ingen tvivlede paa, at den unge Galning jo var født og baaret til den ridderlige Heltestand. Nu kom de endelig til den Stad, hvor den skjønne Prindsesse lyste som en Sol, og fortryllede hele Landet omkring sig. Næste Dag var et stort Ridderspil forhaanden, hvorved den skjønne Prindsesse skulde uddele Prisen til den tappreste Ridder. Den unge Eventyrer meldte sig ved Hoffet, udbad sig Tilladelse til at tage Deel i Tourneringen, og udgav sig for en Slægtning af den berømte Holger Danske, med hvem han ogsaa virkelig troede at være i et Slags Slægtskab, fra den Dag, han havde opdaget, at han var saa tapper en Karl.
���Han blev meget naadigt modtaget, ja havde endogsaa den Lykke at see den deilige Prindsesse; og ganske svimmel i Hovedet af hendes blændende Skjønhed, kom han som en Beruset tilbage til Herberget og omfavnede Jochum saa heftigt, at den arme Karl var færdig at tabe Veiret derved. »Puds mit Harnisk, saa det kan skinne som en Sol - sagde Holger - og giv min Blis en Tønde Havre eller to! imorgen skal jeg bryde en Landse for de deiligste Øine, jeg i mine Dage har seet.«
���»Tag Jer iagt Herre - sagde Jochum - at I ikke ogsaa faaer en Skrue løs! husk paa, I er en Frihedsridder.«
���»Det er jeg ogsaa - sagde Holger - og skjøndt jeg er saa forelsket, at jeg ikke veed hvad Been jeg skal staae paa, saa har det dog nok ingen Nød, hvis jeg ellers kjender mig selv ret; det gaaer nok over, naar vi iovermorgen ride ud i den vide Verden igjen. Men dersom jeg ikke imorgen bliver Seierherre ved Ridderspillet, og kaster alle de andre Riddere af Saddelen som Vanter, saa er min Ridderære fløiten, og det er ude med min Lykke som Helt; thi du maa vide, jeg har pralet en Smule og sagt, at jeg var af den uovervindelige Holger Danskes Slægt; men jeg haaber, du skal ingen Skam have af mig, Jochum!«
���»Før skulde jeg selv tage en Haand i med« - svarede Jochum, og fik nu travlt med at berede Alt til at gjøre sin Herres Ridderfærd saa glimrende som muligt.
���Imidlertid faldt Tiden Holger lang. Han gik ud af Byen for at see sig om, og tænkte paa den skjønne Prindsesse, uden dog derfor at vende Øinene bort fra de andre Skjønheder, som i Hobetal gik ham forbi, og hvoriblandt Nogle smilede saa yndigt til ham, at han nær havde glemt, det var Prindsessen, han nu dog var forelsket i. Det var en deilig Sommeraften, Egnen var skjøn og tillokkende, og han blev ved at gaae fort, til han kom til en Skov. Der sad en gammel pjaltet Sigeuner paa en Stente, som man skulde over for at komme i Skoven. Da Ynglingen nærmede sig Stenten, reiste Gubben sig og bad om lidt i Guds Navn, og Holger gjenkjendte strax den besynderlige gamle Mand, som havde givet ham den lykkebringende Halvskilling.
���»Seer jeg ret, - sagde han til Staadderen - saa er det dig, som har gjort mig til en holden Mand. Det seer du dog ikke ud til selv at være, du hænger jo sammen af lutter Pjalter. Vidste du maaskee ikke selv, at det var en Lykkeskilling, du gav mig, da sidst vi saaes?«
���»En Lykkeskilling? - spurgte Gubben - vil I gjøre Nar af mig? unge Menneske!«
���»Nei vist vil jeg ikke - svarede Holger - var det ikke dig, som gav mig denne Halvskilling?«
���»I er dog ikke vred paa mig for den Spøg? - sagde Gubben - jeg meente det ikke saa ilde; men jeg saae, I var af det Slags Folk, der giver Alting bort til den Første den Bedste, som kan sætte et ynkeligt Ansigt op, og da det netop har været min Ulykke i Verden, vilde jeg advare Eder for min Skjæbne ved en uskyldig Spøg. I skal ellers have Tak for de tre Dukater, de hjalp min Datter paa Fode igjen. Nu er hun gudskelov frisk og rask, hun sidder og spinder flittig, mens jeg gaaer omkring og tigger lidt til Hjelp til Huusholdningen. Vort lille Skovhuus i Thyringen maatte vi da sælge: nu har vi betlet os hertil, og saalænge det er Sommer, boe vi ret godt herude i Skoven i en Hule, som de vilde Dyr have været saa gode at overlade os.«
���»Jeg veed ikke ret, hvad jeg skal troe om dig, Gubbe! - svarede Ynglingen - men er du virkelig saa fattig som du lader til, saa har du der din Halvskilling igjen. Hvergang du vender den tre Gange, har du en Dukat i din Haand. Siden du ikke har vidst deraf, da du gav mig den, saa hører den jo dig endnu til med Rette.« Han gjorde strax en Prøve med Halvskillingen for den Gamle, som lod til at forundre sig høiligen derover, og med stor Taknemmelighed puttede Staadderen nu Halvskillingen i Lommen. »Jeg boer strax herved - sagde han glad - har I Lyst til at see min ringe Leilighed, saa kom med! endnu idag faae vi tage til Takke med Hulen; men imorgen vil jeg boe i et Slot.«
���»Det havde jeg gjort forlængesiden - sagde Ynglingen - hvis jeg ikke havde en naturlig Afskye for at være bosiddende, det være sig i et Slot eller Hundehuus, naar man har Huus og Hjem, er man dog paa en vis Maade en Lænkehund.«
���»I forstaaer Jer kun lidt paa den huuslige Lyksalighed,« sagde Gubben og rystede paa Hovedet.
���Holger loe og meente, at den kunde han tidsnok faae Forstand paa, naar Raden kom til ham at gaae omkring og tigge lidt til Hjelp til Huusholdningen.
���Nu kom de til Hulen og en Pige kom dem imøde, skjøn som en Himmelens Engel; men af den fattige Zigeunerdragt slog den eene Las den anden om hendes skjønne Legeme, og en pludselig Rødme overfoer hendes deilige Kinder, da hun saae den fremmede Yngling.
���»Min stakkels Mirza undseer sig ved at tage imod en Fremmed i saa tarvelig en Paaklædning,« sagde Gubben. Holger stod som fortryllet og kunde ikke sige et Ord; thi han syntes livagtig at see den skjønne Prindsesse for sine Øine, kun tusindfold elskværdigere i den ydmyge Betlerdragt og med de rødmende Kinder, end som han sidst havde seet hende i den glimrende Pragt og med det høie kongelige Smiil. »Deilige Prindsesse! - sagde han endelig og bøiede, uden selv at vide det, sit Knæ for den Skjønne - hvorledes er det muligt, at jeg treffer Eder her?«
���»God Aften, Fremmede - sagde Mirza og nikkede - jeg er ingen Prindsesse, det kan du da nok see; du vil dog ikke spotte mig, fordi jeg er lidt fattig og pjaltet?«
���»Prindsesse!« - stammede Holger igjen.
���»Fy skam dig - sagde Mirza - jeg vil ikke snakke meer med dig, du seer dog ikke nær saa ond ud, som du lader til.« Hun vendte ham nu Ryggen og klappede en lille Hund, som laae ved Siden af hendes Stol paa en Straamaatte og knurrede; dog kunde hun ikke bare sig for at titte under Armen til den Fremmede.
���»Enten er jeg gaaet fra min Forstand - sagde Holger og reiste sig - eller du og Prindsessen er een og den samme Person; dog nei, jo meer jeg seer paa dig, smukke Mirza! jo meer indseer jeg min Vildfarelse: Prindsessen havde deilige sorte Øine; men dine ere dog tusinde Gange saa huldsalige, og var jeg ikke fortryllet før, saa troer jeg vist nu« ...
���»Det er Skade, han ikke er rigtig i Hovedet - sagde Mirza til den Gamle - jeg kunde ellers holde grumme meget af ham. Du maa ikke bide ham, Bellino!« hun klappede atter den lille Hund og saae med et medlidende Smil paa den fremmede Yngling.
���»Ja er jeg ikke gal, saa bliver jeg det nok snart, skjønne Mirza! - vedblev Holger - men vilde du alligevel kun holde halvt saa meget af mig, som af den lille grimme Hund der, som dog vel ikke er meget klogere end jeg, saa vil jeg aldrig forlange, at blive visere i mine Dage.«
���»Bellino er en kjøn Hund - svarede Mirza - men du er dog rigtignok lidt kjønnere.«
���»Hør, unge Menneske! - hvidskede den Gamle - lad den forelskede Snak fare, du gjør mig Pigen ganske forvirret i Hovedet og falder jo med Døren lige ind i Huset, skjøndt her rigtignok hverken er Dør eller Huus; men sæt dig nu ned og fortæl os dit Liv og Levnet! saa skal vi ogsaa fortælle dig vores.«
���»Mit Liv og Levnet har jeg glemt - svarede Holger - men det kan ogsaa være det samme; fra idag af begynder det først for Alvor, troer jeg; thi hvor lystig jeg endog har levet i Verden, har jeg dog aldrig været saa sjæleglad som nu.«
���»Hvad har du taget dig for siden sidst vi saaes?« - spurgte Gubben.
���»Ingenting« - svarede Holger, og fortalte nu med faa Ord, hvorledes han havde flakket om, indtil han havde opdaget, at han igrunden var en tapper Karl, og havde besluttet, at være Ridder og forelske sig jo før jo heller; hvorledes han endelig havde faaet Prindsessen af Velskland at see, og var strax blevet saa indtaget af hendes Skjønhed, at han imorgen havde isinde, at bryde en Landse for hendes Ære -
���Her vendte Mirza ham atter Ryggen og klappede den lille Hund.
���»Prindsessen er skjøn - vedblev Holger - og hun har saa stor Lighed med dig, Mirza! at jeg endnu har Tvivl om der er nogen Forskjel paa Eder. Dog jo, hist skjuler sig en gylden Lok blandt dine kastaniebrune Haar; det Særsyn saae jeg ikke paa Prindsessen eller noget andet Menneske i Verden. Vil du give mig et eeneste Haar af hin gyldne Lok? skjønne Mirza!«
���»Jeg veed ikke ret hvad jeg vil - sagde Mirza, og rakte ham dog idetsamme et af de besynderlige Guldhaar - du skal ellers ikke bilde mig ind, at jeg er saa overvættes skjøn - vedblev hun og rødmede - for det kan Fader ikke lide; han kan ikke engang lide, at jeg seer mig selv i mit lille Speil; men dig maa jeg nok see og alle de andre løierlige Mennesker. Dig vil jeg dog helst see af dem Alle; men du er ikke god at faae fat paa, for neppe har jeg dig paa eet Sted i Verden, førend du allerede er paa et andet.«
���»Kan du see mig, naar jeg er fraværende? skjønne Mirza!« - spurgte Holger forundret.
���»Ja vist kan jeg; hvormed skulde jeg ellers fornøie mig, naar jeg er aleene?«
���»Det er egentlig en Hemmelighed - sagde Gubben - som Mirza ikke skulde sladdre om. I min Ungdom gav en venlig Fee mig et konstigt Speil, hvori man kan see det Fraværende; det har jeg ikke kunnet nænne at skille mig ved, uagtet min Armod; thi det er min Datters eeneste Fornøielse. Der hænger det; men jeg kan ikke vise dig dets forunderlige Egenskab nu; thi det er kun paa en vis Time om Dagen, det kan bruges.«
���»Og da seer du helst mig, velsignede Pige! - sagde Holger henrykt og trykkede Mirzas lille hvide Haand til sit Hjerte - nu skal ingen Prindsesse i Verden bringe mig til at glemme dig.«
���»Jeg skal have Øie med dig i Speilet, tag dig kun iagt, at du ikke lyver! - sagde Mirza og truede ad ham med Fingeren. - Men - sukkede hun - imorgen eller overmorgen veed jeg nok, du har glemt mig.«
���»Dersom du erindrer os om et Aar - sagde Gubben - skal du see mig og min Datter igjen; men lad mig saa see, du er blevet et fornuftigt Menneske!«
���»Det tvivler jeg paa - svarede Holger - men saa gal bliver jeg vist aldrig, at jeg finder nogen Pige i Verden saa elskværdig som din Datter - -«
���»Lad os nu tømme en Flaske Viin paa det nye Bekjendtskab« - afbrød Gubben ham, og tog en Flaske frem inderst fra Hulen. »See, den har jeg gjemt fra sidst jeg var riig - vedblev han - til her engang kom en Gjæst, jeg kunde nyde den med; thi min Datter har ingen Smag derfor, og Viin smager mig aldrig uden Selskab.«
���De drak, og Holger blev saa glad og modig ved den begeistrende Drik, at han vovede tilsidst, at slynge sin Arm om den skjønne Møe og trykke et elskovsfuldt Kys paa hendes blussende Læber. Men nu faldt med eet en saadan fortryllende Svimmel over ham, at han segnede hen paa Mosbænken som i Blund, og da han slog Øinene op igjen og de henrykkende Drømme forlode ham, saae han sig eene i Skoven, og Solen stod høit paa Himmelen.
���Hvordan hænger dette sammen - tænkte han og gned sine Øine, - hvor er den skjønne Mirza blevet af? har jeg ligget her og sovet siden igaar? og er maaskee Mirza og den Gamle og Alting en Drøm? - Han gned Øinene igjen, greb i sin Lomme og Halvskillingen var borte; han stak Haanden i sin Barm og fandt det gyldne Haar. »Nei, en Drøm har det gudskelov ikke været - raabte han glad - og trykkede Haaret til sine Læber; - men lidt Hexerie maa her vist være med i Spillet. Skulde den skjønne lille Mirza være en Hex - hm, hm! det var en Ulykke - men det fik ikke at hjelpe, hun var dog den deiligste Hex paa Jorden, og skulde hun brændes, vilde jeg brændes med. - Men hilledød! min Ridderære! det var jo idag jeg skulde kæmpe for Prindsessens og hele Ridderskabets Øine, og nu skal vi see, jeg har sovet baade fra Seier og Ære.« Han skyndte sig tilbage til Staden, og den første, han mødte, var Jochum, i sin Herres ridderlige Rustning, som kom hinkende med begge Gangerne efter sig.
���»Hvad skal det betyde? Jochum!« - spurgte Holger.
���»Ak! hvad veed jeg det - svarede Jochum - Gud skee Lov, I er levende, Herre! jeg troede, I var kommet en Ulykke til, da I ikke lod Jer see ved Tourneringen. Jeg har maattet sørge for Æren, mens I var borte; men det er kun løbet maadeligt af, som I seer. Jeg tog eders Rustning paa, og meldte mig i eders Navn ved Skranken, for dog at holde paa Æren saalænge jeg kunde. Men da de helvedes Trompeter lød, og jeg skulde til at stikke fra mig med Landsen, da fik jeg paa eengang et Sting tversigjennem Hjertet og ligeud igjennem Ryggen, Herre! og det var ligesom Landsen allerede sad i Livet paa mig og kildrede mig i Indvoldene, og jeg har aldrig kunnet taale at kildres; den kolde Sveed stod ogsaa paa min Pande, og jeg fik derhos, med Tugt at sige, saadan en Kniben i Underlivet, at jeg faldt af Hesten saa lang jeg var, Herre! men Ridderen havde dog gudskelov ikke krummet et Haar paa mig; han holdt endnu langt borte med den fældede Landse. Men saa var det ikke nok med, at jeg havde faaet Sting og Kolik, saa maatte jeg ovenikjøbet høre, at de kaldte Jer en Skrædder og Kujon, Herre! - kort at fortælle, jeg blev kastet ud af Skranken og eders gode Navn og Rygte er Fanden i Vold.«
���Jochum græd; men Holger brast i Latter over den bedrøvelige Helt, og Jochum forundrede sig storligen over at han tog sig den Sag saa let.
���»Jeg tænkte vist, at I vilde idetmindste hugge Hovedet af mig - sagde han - men da jeg seer, I er i saa godt et Lune, Herre! saa vil jeg, min Tro, heller ikke sørge længer. Der har I eders Rustning igjen, til mig passer den kun slet. Havde jeg maattet bruge de bare Næver, skulde jeg nok have holdt paa Æren, Herre! men denne Landseprikken forstaaer jeg mig ikke paa, og det kildrer mig, som sagt, i Tarmene hvergang jeg seer en Landse, ret ligesom jeg allerede sad paa Spid.«
���»Det kommer af din alt for brændende Fantasie, Jochum! - sagde Holger - men hvad sagde Prindsessen til den Ridderdaad?«
���»O! tael ikke derom, Herre! - hun loe, saa hun var færdig at briste, og alle Ridderne med. Jo det var en dygtig Holger Danske - sagde de - og jeg skammede mig som en Hund paa eders Vegne, Herre!«
���»Men hvorfor sagde du da ikke, hvem du var?«
���»Nei, dertil havde jeg dog for megen Ære i Livet, og da jeg troede, I var død og borte, saa tænkte jeg som saa: denne Verdens Ære og Herlighed kan han nu blæse et Stykke.«
���»Det var snildt tænkt af dig, Jochum! nu vil vi da ride videre. Prindsessen, maa du vide, er jeg ikke længer forelsket i.«
���»Det tænkte jeg nok - sagde Jochum - og hende kan I nu ogsaa skyde en hvid Pind efter. Men jeg kan dog ikke begribe, Herre! hvorledes I saa godt kan finde Jer i, at være blevet udleet af hende og hele Ridderskabet.«
���»Det var jo ad dig de loe, Dosmer! - svarede Holger - hvad kommer det mig ved?«
���»Men man troede jo dog, det var Eder.«
���»Hvad gjør det til Sagen, naar det dog var dig?«
���»Men det veed Ingen!«
���»Jeg veed det jo, og dermed Basta.«
���»I er en underlig Herre« - sagde Jochum, og de reed videre.
���Da de kom til Skoven, toge de Hvile under et Træ, og Holger fortalte den tro Jochum sit Eventyr i Hulen med Gubben og den skjønne Mirza.
���Med Forskrækkelse hørte Jochum, at Lykkeskillingen var borte, og hans Herre priste ham forgjæves den deilige Mirzas Skjønhed og det gyldne Haar.
���»Jo der har I gjort et godt Bytte, Herre! - sagde Jochum - I har givet al Verdens Rigdom bort for et Haar, sovet Æren bort, og er ovenikjøbet glevet gal af Elskov til en Hex, som Fanden nok allerede har taget.«
���»Jeg er det lykkeligste Menneske under Solen - sagde Holger - om et Aar skal jeg see hende igjen.«
���»Inden den Tid - smidskede Jochum - har I nok været forelsket i hundrede andre Skjønheder, hvis jeg ellers kjender eders gode Natur, Herre!«
���Medens de endnu talede herom, kom et stort Jagtselskab forbi, med en prægtig Dame i Midten, som reed paa en staalgraa Ganger og skinnede som en Sol i de gyldne Klæder. Det var den skjønne Prindsesse, med alle de tappreste Riddere fra Tourneringen. Da disse saae Holger sidde i Græsset i sin velbekjendte Rustning, hilsede de ham Alle med en lydelig Haanlatter: »der sidder den tappre Holger Danske,« raabte de. Men da Prindsessen saae Holgers Ansigt, blev hun saa rød som Blod i sine deilige Kinder; hun satte Ridderne i Rette for deres Spot, og kunde ikke undlade, at hilse den fremmede Yngling, som ærbødig havde reist sig, da hun nærmede sig, og, uden at forstyrres af Riddernes Haanlatter, med Velbehag betragtede den skjønne Kongedatter, der saa fuldkommen lignede Mirza, paa den gyldne Lok og den barnlige Simpelhed nær, hvilken her maatte vige for Høihed og kongelig Anstand.
���Jagtselskabet drog forbi og Holger udbrød: »ja deilig, henrivende deilig er hun; men Mirza holder jeg dog meer af.«
���Jochum sad imidlertid og var færdig at forgaae af Harme og Skamfuldhed over den Spot, hans gode Herre maatte udstaae: »jeg vil ride efter dem - raabte han - og fortælle dem den hele Historie, jeg kan ikke holde ud, at see Jer haanet og foragtet for min Skyld.«
���»Jeg vil slaaes med dem - sagde Holger - saa er den Sag klar.« - Neppe vare de stegne paa deres Gangere, førend de hørte et Jammersskrig i Skoven. De sprængte strax derhen, hvor Lyden kom fra, og saae nu Prindsessen forfulgt af et rasende, saaret Vildsviin, og medens Ridderne gjorde Anstalter til at komme hende til Hjelp, havde Holger allerede fældet Vildsvinet. Da Faren var forbi, kom først Ridderne med megen Iver for at hjelpe hende.
���»Jo I ere nogle dygtige Karle - sagde Holger - har I nu Lyst til at slaaes med mig, saa kom!«
���Ridderne vidste ikke, hvad de skulde troe om denne pludselige Forandring hos den fremmede Yngling, hvis Feighed og Ubehændighed i ridderlige Øvelser de troede sig noksom overtydede om. »Han forstaaer nok bedre, at slaaes med Sviin end med Mænd,« sagde de, og der foer strax en Ridder imod ham; men som til Alles Forbauselse blev kastet af Sadlen som en Vante, og da det saaledes var gaaet den Anden og den Tredie med, afbrød Prindsessen Kampen, og erklærede Holger for den tapreste Ridder af dem Alle.
���»Saamange har endnu Ingen overvundet idag - sagde hun - I har gjort mere, ædle Fremmede! end at fægte for min Farve og for Spøg, I har kæmpet for mit Liv, og det for Alvor; drag nu med mig, og lad Kongen, min Fader, bevise Eder sin og min Erkjendtlighed!«
���Holger kunde ikke afslaae den skjønne Prindsesse denne Bøn, som blev ledsaget af et Blik, der syntes at love ham en større Lykke, end den dristigste Ridder havde vovet at drømme om. Men dette Blik syntes først Holger ganske at forstaae, da det i flere Dage ret ofte havde mødt ham, medens han levede ved Hoffet, som en fyrstelig Gjæst, i al mulig Glands og Herlighed. Dog var Prindsessen ikke den eneste Skjønne, som betragtede den unge Helt med saa kjærlige Øine. Det var Tilfældet med alle de Damer, som saae ham, fra den Høieste til den Ringeste, fra den halvvoxne Pige til den ældste graahærdede Matrone; thi uden at han vidste det, var den Egenskab forbundet med hint gyldne Haar, som han bestandig bar om sin Hals, at det, uden at forandre hans Udseende, som af Naturen var skjønt og indtagende, gjorde det umuligt for nogen Qvinde at see ham, uden paa Øieblikket at forelske sig i ham.
���Dette var vistnok en haard Prøve for den unge letsindige Helt; men til sin egen Forundring holdt han Prøven temmelig godt ud, og var sin Mirza tro i Hjertet, om ogsaa nu og da han kom i Stillinger, hvor han maatte være Stok og Steen for ikke at bevæges, og ligesaa utaknemmelig som grusom, for ikke at modtage en uskyldig Gunstbeviisning. Men da Jochum engang vilde aagre med sin Herres Pund, og drage sig hans Lykkestjerne hos de Skjønne til Nytte, blev han i sin Herres Dragt overrasket af en Hob skinsyge Elskere, og maatte i sin Herres Navn modtage alle de Prygl, Ridder Holgers alt for store Elskværdighed ved denne Leilighed blev belønnet med. Nu svoer Jochum i sit Hjerte, at han aldrig tredie Gang skulde lade sig friste til, at gjelde eller undgjelde for sin Herre.
���Prindsessen var imidlertid den Klippe, hvorpaa Holgers Troskab lettest kunde strande. Hendes Lighed med Mirza forførte ham ofte til at indbilde sig, at det var Prindsessen selv, han havde seet i Hulen, og at hun, for at sætte hans Hjerte paa Prøve, havde spilt en Komedie med ham. Vel savnede han hos hende den gyldne Lok, som syntes at udmærke den skjønne Mirza fremfor alle andre Dødelige; men den kunde jo have været en tilheftet Prydelse, som hørte til den eventyrlige Maske. Prindsessens Fiinhed, Dannelse og fyrstelige Mildhed henrev ham vel, men syntes ham dog ikke saa elskværdig, som Mirzas Simpelhed og fortrolige Tone; men denne kunde jo ogsaa have været Maske. Jo meer han sammenlignede dem, jo meer forvildede deres Billeder sig med hinanden. Kun naar han om Natten, som ofte hændtes, drømte om Mirza og saae hende i Hulen lege med sin lille Hund og titte til ham under den venstre Arm, kun da syntes han næste Dag, at Ligheden med Prindsessen var ikke nær saa stor, og at denne dog ikke, trods alle sine Yndigheder, kom den skjønne Skovpige nær. Men efterhaanden forsvandt Mirza meer og meer af hans Drømme, og Prindsessen kom nu bestandigt istedet; da saae det ofte heelt maadeligt ud med hans Troskab. Prindsessen fordobblede nu ogsaa sin Opmærksomhed for ham, hendes Blikke syntes ham hver Dag fortroligere, og Troskabshelten vaklede.
���En Dag kaldte Kongen ham for sig, modtog ham med Udtryk af den høieste Naade og sagde tilsidst: »jeg har ingen Sønner, som I veed, ædle Ridder! og behøver en Støtte i min Alderdom, som jeg engang kan betroe Folk og Land til. Min Datter elsker Eder, og jeg agter Eder som min tappreste Ridder. Jeg har troet at bemærke, at I heller ikke er blind for hendes Yndigheder; bliv min Søn og min Efterfølger, og hjelp mig, mens jeg lever, at bære det Septer, som allerede begynder at blive mig for tungt.« Med disse Ord satte Kongen sit Diadem paa hans Hoved. Men i dette Øieblik stod den skjønne Mirzas Billede saa levende for Holgers Øie, og Prindsessen, som nu just traadte ind, skjønnere og elskværdigere end nogensinde før, bragde en saadan Kamp og Forvirrelse i hans Følelser, at han blev Kongen Svaret skyldig og styrtede ud af Slottet, som en Besat.
���»Sadl min Hest, Jochum! - var det første han sagde - jeg vil ud i den vide Verden igjen.« Og da Jochum studsende saae paa ham og nølede, ilede han selv ned i Stalden, svang sig paa sin Blis og foer ud af Byen, som om en Ulykke var i Hælene paa ham, og den forbausede Jochum havde Møie med at følge ham. Da Holger kom uden for Byen, mærkede han først, at han ingen Hat havde paa; han foer med Haanden over Panden, for at samle sine Tanker, og dog huske efter hvorfor han havde saadant Hastværk. Til sin Forundring fik han nu Diademet i Haanden, som han i sin Iver havde glemt at tage af. Medens han endnu forundrede sig herover, saae han sig pludseligt forfulgt og i samme Øieblik omringet og afvæbnet af Kongens hele Livvagt, som havde seet ham flygte med det kongelige Diadem, og som nu bragte ham i Lænker tilbage til Byen, hvor han strax blev kastet i Fængsel og bevogtet som en stor Forbryder. For førstegang i sit Liv mærkede nu Holger, at han for Alvor var vred, men vidste dog ikke paa hvem; thi Kongen og Prindsessen havde ingen Deel i dette, og hende kunde han desuden ikke vredes paa, om det ogsaa skulde koste hans Liv.
���Da han havde ligget nogen Tid aleene i det mørke Fængsel, dumpede der Noget ind til ham, og det var Jochum.
���Da han mærkede hvad Selskab han havde faaet, gik hans Vrede pludselig over, og han gav sig ret af Hjertet til at lee over Jochums ynkelige Gebærder.
���»Jo nu er det Tid at lee i - sagde Jochum grædende - om en Time skal I hænges, Herre! jeg er kastet herind, for at melde Jer det, og holde Jer med Selskab til Mestermanden løser mig af.«
���»Det var snurrigt - sagde Holger - saa skal jeg virkelig hænges? nu vel, man maa forsøge Alting i Verden, Jochum! det Eene er ligesaa naragtigt som det Andet, for en Time siden kunde jeg blive Konge og faae en Prindsesse til Brud, og nu skal jeg hænges.«
���»I kan ogsaa gjerne slippe for at hænges - vedblev Jochum - hvis I heller har Lyst til at ægte Prindsessen og blive Kongens Svigersøn. Vil I ikke det, saa kan hverken Keiser eller Pave redde Jer; thi efter dette Lands Love skal den hænges strax, uden videre Snak, som offentlig bærer Diademet og ikke hører til det kongelige Huus. Jeg har Befaling til at lade Jer vide, at I har frit Valg; men om en Time skal I have taget jer Beslutning, og enten gaae til Galgen eller Brudeskammelen. Dersom I nu ikke er reent fra Forstanden, saa vælger I vel det sidste, allerhelst, da I jo er ganske forelsket i Prindsessen.«
���»Det er jeg rigtig nok saa halv om halv, Jochum! - svarede Holger - men jeg holder dog mere af Mirza, og tvinge mig skal Ingen; - jeg vil hænges.«
���»Nu kunde jeg ret have Lyst - tag mig ikke min Dristighed ilde op, Herre! - jeg mener kun som saa, jeg kunde ret have Lyst til at prygle Jer, Herre! - sagde Jochum - for I er, uden Fortrydelse, saa fuld af Egensindighed og Galskab, at der er ingen Maade med. Maa jeg nu spørge ethvert fornuftigt Menneske, om det ikke er bedre, at have en deilig Prindsesse til Kone, som man desuden er forelsket i, end at lade sig tridse op i en Galge og ædes af Himmelens Fugle?«
���»Spar din Tale, Jochum! - svarede Holger - det er min Sag; hvad rager det dig, at jeg bliver hængt? naar jeg er fornøiet dermed, er det nok.«
���»Ja naar I er fornøiet dermed, Herre! saa har jeg ikke et Ord at sige meer dennegang. Det maa vist ogsaa være ganske fornøieligt, at svæve saadan imellem Himmel og Jord, og lade Næse og Øren hakke af sig, uden at kunne sige et Muk; lidt langhalset bliver man vel sagtens ved den Dinglen; men det hører med til Fornøielsen, kan jeg troe.«
���»Den Tid den Sorg - sagde Holger - nu vil jeg være lystig saalænge jeg kan. Hvad er der i den Flaske, du har med dig? Jochum!«
���»Viin, Herre! til at drikke Prindsessens Skaal i, eller ogsaa paa en lykkelig Reise, hvis I endelig saa vil. Drik nu kun først, saa kommer I nok til Forstand.«
���»Viin! - sagde Holger og drak - nu hvad Nød har vi saa? Prindsessen leve! havde jeg aldrig seet Mirza, skulde jeg med stor Fornøielse have taget hende; men nu er hun eengang kun Prindsessen, og der kan ikke blive noget af.«
���»I vil altsaa hænges, Herre! - sagde Jochum - eders Ord i Æren; men jeg synes dog det var fornøieligere, om I ikke blev hængt.« Nu begyndte han forfra igjen, og søgde at bringe sin Herre paa andre Tanker; men han vilde ikke høre et Ord meer om den Sag, og da Flasken var tømt og Timen forløben, kom Skarpretteren for at føre ham til Galgen.
���»Skal det endelig saa være - sagde Holger - saa vil vi da nu tage Afsked. Tak for dennegang, Jochum! du har været mig en tro Karl - fordetmeste, og jeg skiltes heller ikke fra dig nu, dersom du havde Lyst til at følge mig længere; men det seer jeg nok du ikke har, og overtale dig, vil jeg ikke, Jochum! havde jeg nu havt min Halvskilling, skulde du arve den efter mig; men nu har jeg jo Intet, uden dette gyldne Haar, og det vil jeg tage med mig i Galgen.« Da han sagde dette blev han ganske rørt og vemodig stemt; men da Jochum nu begyndte at hyle og jamre sig, fattede han sig strax igjen og sagde: »fy for en Ulykke, Jochum! hvad er det at gjøre saadan en Støi for? har du maaskee aldrig før seet Nogen blive hængt?«
���»Nei« - sagde Jochum og hylede.
���»Saa kom med - svarede Holger - jeg vil vist tage mig ganske pudseerlig ud i en Galge. Det er Skade, jeg kan ikke staae nedenfor og see til; men være to Steder paa eengang kan man jo ikke. Gjør det nu kort og godt, kjære Hr. Mestermand!« derpaa tog han Bøddelen ved Haanden og vilde gaae. Denne spurgte endnu engang, om han ikke havde betænkt sig og vilde ægte Prindsessen.
���»Nei - svarede Holger - jeg har ikke betænkt mig; men dersom I Andre vil betænke Jer, skal det være mig kjært. Saadan en Karl som mig finder man ikke paa Gaden, og det lumpne Diadem, I hænger mig for, vilde jeg ikke tage op paa en Vei.«
���»Jeg lod Jer sku gjerne løbe - sagde Bødlen - hvis jeg turde; men jeg synes, I er ret godt beredt; nu ere desuden jo alle Anstalterne gjorte, og det skal være snart bestilt. Dog der kommer Kongen; kan I komme til Akkord med ham endnu, saa hænger jeg ligesaa gjerne en Anden.«
���»Er det dit Alvor, Holger! - spurgte Kongen - at du heller vil døe, end ægte min Datter?«
���»Ja Eders Majestæt - svarede Holger utaalmodig - vil I ikke troe mig, saa hav den Naade, at følge mig til Galgen; men skal jeg hænges, saa lad det skee i en Hast, og lad os ikke spilde Tiden paa unyttig Tale.«
���»Hvad har du at udsætte paa min Datter?« spurgte Kongen.
���»Hun er saa deilig og elskværdig, som nogen Prindsesse i Verden - svarede Delinqventen - men hun maatte have en gylden Lok og hedde Mirza, hvis hun skulde være min Brud.«
���»Er der ikke andet i Veien, saa kom med mig! - sagde Kongen - derfor er vel Raad.«
���Holger fulgte Kongen forventningsfuld til Borgen; der stod Prindsessen i den skjønne Mirzas fattige Zigeunerdragt og en gylden Lok flagrede om hendes deilige Skuldre, blandt de lange kastaniebrune Silkehaar.
���»Hvad seer jeg, Mirza!« - raabte Ynglingen og fløi i hendes Arme.
���Kongen kastede Purpurkaaben tilside, og stod for ham som den gamle Betler; i samme Øieblik kom ogsaa Mirzas lille Hund og sprang velbekjendt op ad Holgers Been.
���»Kjender du os nu? - sagde Gubben - du har udholdt Prøven og Mirza er din.«
���»Men er det ogsaa dig selv? skjønne Mirza!« - raabte den henrykte Yngling.
���»Tvivler du endnu, om jeg er mig selv« - sagde den Skjønne og slog ham kjærlig over Skuldren med den gyldne Lok.
���»Men er du da ikke Prindsessen?«
���»Jo - svarede Mirza - jeg er baade Mirza og Prindsessen, og min Fader baade Betler og Konge. Naar vi ere kjede af det Eene, saa ere vi det Andet, det koster os kun et Ord.«
���»Men gaaer dette til uden Hexerie? kjære Venner!« spurgte Holger.
���»Fordetmeste - svarede Gubben - Alting i Verden er igrunden lige forunderligt og ubegribeligt: kun hvad der ikke skeer hver Dag forlange vi Forklaring over. Jeg skal imorgen fortælle dig min Historie; mit hele Liv er et forunderligt Eventyr, og den, som skal troe mig, maa have samme Overbeviisning om sit eget, det maa synes saa sædvanligt som det vil. Ifør dig nu din Brudedragt, Mirza! nu haaber jeg, at Holger ikke længer afslaaer din Haand.«
���»Nei, saa fortjente jeg for Alvor at hænges,« sagde Holger. Han omfavnede atter den skjønne Mirza, og havde gjerne ført hende til Alteret som hun stod der, i den kjære eventyrlige Zigeunerdragt; men for Folkets Skyld opgav han dette barnlige Ønske, og snart stod Prindsessen for ham i sin glimrende Brudedragt. Nu skjulte hun ikke længer den gyldne Lok, den slyngede sig fortrolig om Brudekrandsen blandt de mørke Silkelokker, og Holger saae nu tydelig, at Prindsessen og Mirza var den samme fortryllende Pige.
���Brylluppet stod nu med stor Pragt og Høitidelighed, og Holger var saa sjæleglad, at han ofte gned sine Øine og kneb sig i Ørene, for at overbevise sig om, at det ingen Drøm var. Den tro Jochum var næsten ligesaa glad som sin Herre, og holdt samme Dag Bryllup med Prindsessens skjønneste Terne.
���Dagen efter Brylluppet sagde Mirza rødmende til den lykkelige Brudgom: »nu har du mig saa ganske, baade med den gyldne og de brune Lokker, giv mig nu mit Guldhaar tilbage! nu forlanger jeg ikke, at sætte din Troskab mere paa Prøve, og det var dog Synd, at alle Piger skulde elske dig forgjæves; men især gjør det mig ondt for de ærværdige graahærdede Matroner, som saa længe har gjort sig til Latter for din Skyld.« Hun fortalte ham nu Guldhaarets lønlige Kraft, og han gav hende det villig tilbage, da han vel mærkede, at Mirzas Medlidenhed med de ulykkelige elskende Damer igrunden kom af en lille skinsyg Frygt, som klædte hende usigeligt elskværdigt.
���Da den første Glædesruus nogenlunde havde sat sig, og den stillere men inderligere Lue gjennemglødede ham, som siden aldrig udsluktes i hans Liv, men gav det en Betydning, han aldrig før havde drømt om; da fortalte den gamle Konge ham sine underlige Hændelser saaledes:
���»Mit Liv har havt temmelig Lighed med dit, min Søn! paa det nær, at jeg fødtes til at arve en Krone, som jeg ingen Priis satte paa. Jeg ansaae ofte Betleren for lykkeligere end Fyrsten, fordi han hverken havde Huus eller Hjem, men kunde gaae fra Land til Land og svæve i den sælsomme Uvished, om han skulde sulte ihjel inden Aften, eller maaskee finde en Skat og være en riig Mand imorgen. Jeg fandt Intet behageligere, end at styrte fra den ene Yderlighed til den anden, og lade Lykken lege Bold med mig. Derfor løb jeg ogsaa bort fra min Fader og drog Verden igjennem paa Eventyr, snart som Zigeuner og Betler, snart som Ridder og Prinds, ligesom Lunet eller Omstændighederne førte det med sig, og jeg var næsten lige fornøiet i enhver Forfatning; thi min Rigdom, som min Armod varede sjelden længe, og Forandring var jeg en stor Elsker af. Tit styrtede jeg mig i Livsfare, for ikke at kjedes ved den idelige Sikkerhed, og at jeg slap saa vel derfra, var ikke min Skyld. Forelsket var jeg næsten bestandig; men sjelden længer end een Dag i den samme Skjønhed. Alt gjorde et hurtigt, men let og flygtigt Indtryk paa mig, og Intet fængslede mig længe til enkelt Sted eller Menneske. Den hele vide Verden syntes mig mit Hjem og alle Mennesker mig lige beslægtede. Saaledes førte jeg længe et omflakkende Liv, til jeg engang kom til det berømte Land Avalun. Der kom jeg til et Slot, som tilhørte den deilige Prindsesse Melior. Hun var af Feernes Slægt og var saa henrivende skjøn og elskværdig, at jeg hos hende forglemte hele den øvrige Verden og blev et ganske andet Menneske. Hun elskede mig inderlig, jeg blev hendes Gemahl og levede hos hende som i Paradiis. Hun var Moder til din Mirza, min Søn! og den gyldne Lok, som udmærker min Datter fremfor alle andre Dødelige, har hun arvet efter sin skjønne, fortryllende Moder. Men Mirza har kun af Feernes Natur den overordentlige Skjønhed og et aabent Øie for Naturens Hemmeligheder, som dog eene beroer paa Besiddelsen af hiin gyldne Lok og det konstige Speil, som du saae hos os i Hulen, hvilket ogsaa er en Gave af hendes Moder, saavelsom den Lykkeskilling, som du kjender fra vort første Bekjendtskab. Min Forbindelse med den skjønne Melior var en Hemmelighed, som jeg ikke maatte røbe under Tabet af hendes Besiddelse, og min Lykke var for sand og inderlig til, at jeg ikke skulde vaage over min Løndom som en dyrebar Skat. Men min Lyst til at see mig om i Verden havde ikke ganske forladt mig; jeg gjorde tit smaa eventyrlige Reiser, og forhøiede mig derved nydelsen af min Lykke ved Adskillelse og Gjenforeening; thi saalænge jeg bevarede min Hemmelighed, stod det fortryllede Land mig aabent, og jeg fandt altid uden Vanskelighed Veien tilbage til mit gyldne Slot og den skjønne Meliors Arme. Engang gjorde jeg Bekjendtskab med en Mand, hvis lange og magre Udseende i Førstningen stødte mig tilbage, men som vidste at drage mig med sig paa de lystigste og eventyrligste Foretagender. Derved vandt han snart min Fortrolighed og i et letsindigt Øieblik aflokkede han mig min Hemmelighed. Da jeg kom tilbage fra denne ulykkelige Reise, var det fortryllede Slot forsvundet og min stakkels lille Mirza laae aleene i Græsset og græd. Den skjønne Melior var forsvundet med sit fortryllede Slot, og min Lykke var forbi. Hiin troløse Ven saae jeg aldrig meer. Jeg tog min spæde Datter paa Armen, og vandrede nu med hende ligesaa forladt og ulykkelig igjennem Verden, som jeg før havde været glad og lyksalig. Tilsidst slog jeg mig til Ro her, og tog efter min Faders Død hans Throne i Besiddelse. Men aldrig har jeg kunnet glemme min forsvundne, evigelskede Melior, og hver Sommer har jeg med min Datter gjort en Valfart i den vide Verden, for atter at opsøge det fortryllede Feeland og min forsvundne Lyksalighed; men forgjæves« ... her kom Taarerne den gamle Konge i Øinene og rørt greb han Guldharpen i sin Arm og sang:
»Hvor er du? skjønne Avalun!
Mit tabte Paradiis!
Om dine gyldne Slotte kun
Jeg drømmer til min sidste Stund,
Graahærdet sjunger jeg din Priis.
Hvor er du? skjønne Avalun!
Mit tabte Paradiis!
Hvor er du? evig unge Brud!
Seer jeg dig aldrig meer?
Mit Øies Ild er slukket ud,
Om dig Guldlokken flagrer prud;
Men ei graahærdet Ven du seer,
Og saae du mig, min Ungdoms Brud!
Du kjendte mig ei meer.«
���Den gamle Konge tørrede en Taare af sit Øie og vedblev: »Saaledes gik jeg hver Sommer og sang min Kummer og mit Savn forgjæves ud i den vide Verden. Det var paa saadan en Valfart, jeg saa dig førstegang, og jeg gav dig min Lykkeskilling, for at see hvorledes du vilde bruge den. Ved Hjelp af mit Tryllespeil kunde jeg stedse have Øie med dig, og da min Datter havde faaet dit Billede saa kjært, gav jeg hende Speilet, at hun kunde see dig saa ofte, hun vilde. Efter hvad hun har fortalt mig om dig, har jeg ingen Grund til at fortryde mit Venskab for dig. Uagtet du stedse har levet lystigt og halvgalt, har du dog stedse beholdt dit gode Hjerte, og at det sidder dig paa det rette Sted veed jeg. Men engang saae Mirza dig i et Vertshuus, da en Mand gik fra dig, som efter hendes Beskrivelse maa have været hiin lange magre Mand, som var Skyld i min Ulykke. Vogt dig for ham, min Søn! thi efter hvad min Datter kan see af Naturens Hemmeligheder, saa er denne Mand et Væsen, som hverken hører til Himmel eller Jord, og med ham er det ikke værd at have Noget at skaffe.«
���Holger blev urolig da han tænkte paa sit Spil med dette mistænkelige Væsen, og at han endnu stod i hans Gjæld paa den forunderligste Maade; men han taug dermed, for ikke at bekymre den Gamle og Mirza. Snart forglemte han ogsaa selv denne Sorg, og Historien med Spilleren forekom ham som en længstforsvunden, urimelig Drøm. Førend det første Aar var tilende var Holger en lykkelig Fader, og i tre Aar var hans Faderlykke tredobbelt. Men nu døde den gamle Konge, og det var ligesom han endnu i Døden stirrede længselsfuld efter hint fortryllede Land og sin elskede Melior. Grædende tillukkede Mirza de brustne stirrende Øine. Ogsaa Holger begræd ham oprigtig, som en god og kjærlig Søn, og førte lykkelig Septeret efter ham. -
���Nu var Holger da Konge, havde den deiligste Prindsesse i Verden til Hustrue, og tre sunde velsignede Børn, som han inderlig elskede. Hans Lykke var saa stor, at han ikke kunde tænke sig den større, naar kun den gamle Konge havde levet og seet hans Lyksalighed noget længer. Men den Gamle var gangen bort i rette Tid.
���En Dag kom Holger hjem fra en Lystreise og Mirza kom ham ikke som sædvanlig med Børnene imøde. De vare ingensteds at finde, og Holgers Fortvivlelse var grændseløs.
���Nu erindrede han sig atter hiint ulyksalige Spil, hvori han i letsindig Overilelse havde bortspilt sin høieste Lyksalighed, førend han nogensinde havde drømt sig den mulig.
���I sin Fortvivlelse gav han Regjeringen i sin første Ministers Haand, og forlod sit kongelige Slot, blot med sin Halvskilling i Lommen, og fulgt af den tro Jochum, som for at følge sin Herre, reev sig af Armene paa Kone og Børn.
���Holger reed længe uden at tale et Ord; men saae i taus Fortvivlelse hen for sig. »Min Konge! -sagde Jochum, som endnu bestandig havde Frispads hos ham - i gamle Dage var I dog en anderledes Karl; da tog I Jer ikke Verden saa nær; men nu er I da blevet Konge og Ægtemand, kan jeg troe, nu hænger I med Hovedet.«
���»I gamle Dage var jeg en Nar - sagde Holger - derfor kommer jeg vel nu til at gaae fra Forstanden. Naar man har spilt Kone og Børn bort til Satan - kan man sagtens hænge med Hovedet.«
���»Jeg troer I har Ret Herre! - sagde Jochum og korsede sig - I taler rigtig nok som I ikke var saa ganske rigtig i Hovedet.«
���»Havde jeg ham kun fat - sagde Holger - saa skulde du dog see, jeg er intet Hængehoved endnu.«
���»Herre! - spurgte Jochum forskrækket - I vil dog aldrig slaaes med den Onde, det skal Fanden gjøre; tag Jer iagt, Herre! naar man taler om den Karl, er han nærmest.«
���De reed nu i en stor mørk Skov, og kom just forbi en Grotte; der stod et Steenbord og ved Bordet sad en lang mager Mand med tre ildrøde Tærninger i Haanden og saae stift paa de Reisende. Holger kjendte strax den lange djævelske Spiller. »Tag min Hest, Jochum! og gak tilside - sagde han og sprang af - jeg har et Par Ord at tale med denne gode Mand.«
���Jochum saae forundret paa sin Herre og den besynderlige Fremmede, og adlød.
���»Er du den Trold - sagde Holger - som har vovet at berøve mig min Dronning og mine Børn ved dine forbandede Koglerier?«
���»Jeg har taget hvad mit var,« svarede Spilleren.
���»Giv mig dem tilbage! eller du er dødsens« - truede Holger og greb til sit Sværd.
���Den lange Mand hævede en sort Stav og sagde rolig: »hvor jeg har Ret, er jeg mægtigere end alle Konger paa Jorden: et Vink af denne Stav, og du kryber som en Orm for min Fod.«
���»Saa tog jeg ikke feil - sagde Holger og studsede - du er saa et Stykke af en Djævel. Giv mig Hustrue og Børn tilbage, og jeg giver dig al Verdens Rigdom, jeg giver dig min Lykkeskilling.« Han tog den frem og vilde række ham den; men Spilleren loe: »agter du Hustrue og Børn ikke mere værd, end en Halvskilling?« spurgte han.
���»Jeg giver dit mit Kongerige« - sagde Holger. »Du skylder mig det, som er dig vigtigere - svarede Spilleren - du skylder mig to Aar af dit Liv; naar du i dem har trællet i mine Bjerggruber, kan vi tales ved.«
���»Jeg vil trælle ti Aar for dig i dine Bjerggruber, giv mig kun Mirza og de uskyldige Børn tilbage!«
���»Bedre op!« sagde Spilleren.
���»Jeg giver dig tyve Aar af mit Liv, lad mig faae dem tilbage!«
���»Det forslaaer kun lidt - sagde Spilleren med et haanligt Smiil - desuden veed du jo ikke engang, om du har saamange tilbage.«
���»Jeg giver dig mit hele Liv - raabte Holger fortvivlet - lad mig kun see dem og vide dem frelste!«
���»Hvad skal jeg med dit Liv? - svarede Spilleren koldt - det har kun Værd for dig, men intet for mig; jeg har Trælle nok i mine Bjerggruber. Men hør nu et andet Forslag! jeg vil give dig de to Aar tilbage, som du skylder mig, jeg forlanger hverken din Rigdom eller dit Kongerige, ja jeg vil give dig Hustrue og Børn uskadte tilbage, naar du, efter et langt og lykkeligt Liv, vil afstaae mig den Smule Fornøielse, du venter i den anden Verden, som dog jo Ingen alligevel kan være vis paa, og allermindst saadan en Karl som du, der allerede har spilt Kone og Børn og to Aar af sit Liv bort.«
���»Nei, Djævel! - sagde Holger - før vil jeg kæmpe med dig og hele Helvede selv; endnu kan du dog kun slaae Legemet ihjel.« Han drog nu sit Sværd og slyngede det rasende imod Troldmandens Hoved; men den lange Mand hævede hastig sin Tryllestav og Holgers Arm stod stiv og urokkelig i den truende Stilling.
���»Vi kan endnu komme til Akkord - sagde Spilleren - du vil ikke give mig hvad jeg forlanger, nu vel! saa sæt det da paa Spil! Lykken har været med dig saa tit, maaskee er den det endnu. Kast Tærninger med mig! dersom du vinder, saa er vi qvit for evig, og alt, hvad du har tabt, er gjenvundet; taber du, skal du først betale mig paa Dommedag, og skal have Liv, Kongerige, Hustrue og Børn, og al Verdens Lyksalighed ovenikjøbet. Men saa maa du kaste din Lykkeskilling fra dig; thi saalænge du har den, kan ikke Fanden selv spille med dig. Gjør nu hvad du vil! din venstre Arm er fri.«
���»Jeg kaster - svarede Holger og blegnede, idetsamme kastede han Lykkeskillingen fra sig og greb de forfærdelige Tærninger - men Hvo staaer mig inde for at du spiller ærligt? Satan! du kan sagtens faae Tærningerne til at trille som du lyster.«
���»Dersom jeg ikke denne Gang spiller ærligt og lader Lykken aleene her raade, saa gjelder min Fordring ikke paa Dommedag, og du troer dog vel, han kan see det, som sidder øverst i Retten.«
���»Jeg har kastet« - stammede Holger - og Tærningerne rullede klingende hen over Steenbordet. Han vovede neppe at see hvad han havde kastet; men Blodet foer ham høit til Hjerte og Kind, da han saae to Sexer og en Fem.
���»Nu skal der meer end en helvedes Lykke til at vinde - raabte Spilleren og beed sig i de tørre Læber - det lader til at Lykken er dig bedre end Forstanden, du Galning! og at jeg har gjort Akkord som en Dosmer.«
���Harmfuld greb han Tærningerne og rullede dem hen over Steenbordet; men forfærdet saae Holger tre Sexer ligge i Veiret, og sank til Jorden uden Bevidsthed.
���Da han kom til sig selv igjen, befandt han sig i sin Hustrues og sine Børns Arme, paa sit kongelige Slot, og den tro Jochum stod bekymret ved Døren og begræd allerede sin Herre som død. Men saasnart han slog Øinene op, var han sund og glad, og syntes slet ikke at erindre hvad der var skeet; dog spurgte han Mirza, hvor hun havde været henne saalænge med Børnene.
���»Jeg veed, du har været i stor Angest for os - svarede hun - og min Ubesindighed kunde nær have kommet mig dyrt at staae og kostet os dit Liv. Jeg var aleene med Børnene gaaet ud i Skoven, for at finde den Hule, hvor jeg førstegang saae dig; men jeg forvildede mig saa forunderligt, at det var mig umuligt at finde ud igjen af Skoven. Endelig traf vi din tro Tjener Jochum, og strax efter dig, i den Forfatning, som du nu gudskelov er udrevet af.«
���»Her er eders Lykkeskilling, Herre! - sagde Jochum - jeg fandt den i Græsset, da jeg vaagnede; thi I maa vide, jeg kom mod min Villie til at tage mig en god Luur, mens I talede med den fremmede Mand i Skoven. Han var borte, da vi kom til Eder, men havde nok snakket Jer i Søvn og det saa dygtigt, at jeg troede I reent havde glemt at vaagne igjen. Nu er vi da gudskelov Alle lysvaagne, og Kone og Børn er I kommet sovende til, Herre!«
���Holger rystede med Hovedet og syntes at være vaagnet af en slem Drøm; men som han aldeles ikke kunde erindre sig.
���Han levede længe igjen et fornøieligt Liv, og Alt hvad han foretog sig, lykkedes ham. Førte han Krig, var Seieren altid hans. Det var ligesom Lykken søgte at forekomme ethvert af hans Ønsker, og Dagene svandt for ham som Øieblikke.
���Engang var der stort Selskab ved hans Hof. Da han var træt af Dandsen og de andre Forlystelser, satte han sig hændelsesviis ned ved et Tavlebord, og tog nogle Tærninger i Haanden, for at lege dermed for sit mindste Barn; men da Tærningerne trillede hen over Bordet, foer der pludselig en Gysen igjennem ham, og et grueligt Lys gik op for hans Sjæl: »fordømte Tærninger - raabte han - I har kostet mig min Salighed.« Som afsindig forlod han Selskabet og aabenbarede nu i Eenrum sin bekymrede Hustrue den hele rædsomme Hemmelighed, som nu først saa pludselig var kommet tilbage i hans Erindring. »Jeg har været vanvittig - raabte han - jeg staaer alt med Foden i Afgrunden, viis mig en Udvei! ingen Bod og Piinsel er saa stor, at jeg jo vil underkaste mig den; men jeg faaer aldrig Ro, før min grusomme Kreditor selv giver mig sin Fordring tilbage; vidste jeg kun hvor han var at finde, skulde jeg saa søge ham ved Verdens Ende, vilde jeg gaae og bringe ham hvad Offer han fordrer.«
���Den arme Mirza var forstummet af Rædsel; nu lyste der et Glimt af Haab i hendes skjønne Øine; »jeg har endnu min Moders Speil - sagde hun - deri kan vi see det Fraværende.« Hun gav Holger det, som nu saae det for førstegang, og da det just var den Time, da dets forunderlige Kraft yttrede sig, saae han tusinde Billeder af fraværende Gjenstande og endelig ogsaa hiin lange magre Mand, som sad fjernt paa en Steen i en Ørken i Afrika og ridsede Trolddomsziffre med sin Stav i Sandet.
���»Jeg reiser til ham - sagde Holger - giv mig Speilet med! regjer du Folk og Land, og beed til Gud, at min Valfart maa lykkes!«
���Endnu den samme Time tog han Afsked med den bekymrede Mirza, trykkede hende og Børnene til sit beklemte Hjerte og reed bort med Speilet, og med sin Lykkeskilling i Lommen, ledsaget af den tro Jochum, som paa ingen Maade vilde skilles fra sin Herre.
���Efter mangfoldige Besværligheder kom de endelig til Afrika. Ofte var Holgers Liv i Fare, snart paa Havet, snart i de vilde afrikanske Ørkener, hvor glubende Dyr baade Dag og Nat vrimlede omkring ham, og desuden Røvere og Mordere gjorde Veiene usikkre. Dødsfrygten, som Holger aldrig før havde kjendt, forfulgte ham nu, som en martrende Plageaand, ved hvert Skridt, og han vaagede over sit Liv og forsvarede det med et Raserie, som kun den kan tænke sig, der har sat sit Alt paa dette Liv aleene.
���Efter en mageløs Bodsvandring kom han med den tro Jochum til det Sted, han søgte. - Jochums Ganger var styrtet og Holgers Blis var sønderrevet under ham i Kampen med en Tiger. - Men Troldmanden fandt han nu dog ikke; og med Forskrækkelse saae han i Speilet, at hans frygtelige Kreditor sad fjernt i en Hule ved Bjerget Caukasus. Ogsaa der kom han endelig med utrættelig Udholdenhed hen, og nu traf han ogsaa virkelig Trolden, som sad i en Hule ved et Steenbord og havde ligesom sidst de fordømte Tærninger i Haanden.
���»Har du Meer at sætte paa Spil - sagde han til Holger - vil du maaskee vove din Kones og dine Børns Salighed for din egen; saa kom!«
���»Nei Satan! - sagde Holger - det kun ikke; men er der intet Andet i Verden, hvormed jeg kan løskjøbe mig af din Gjeld?«
���»Det kunde vel være - svarede den djævelske Spiller med et haanligt Smiil - din Smule Sjæl er ikke saa kostbar, at der jo vel kan gives det, som kan opveie den. Bring mig den Steen, som St. Peder kastede i Havet, og du skal være mig qvit for evig. Du gjør mig ellers for megen Ære ved at kalde mig Satan, jeg er kun en af hans ringeste Tjenere; naar du tregange kalder paa Fimbul, skal jeg staae for dig, hvor du saa er.« Med disse Ord var Trolden forsvundet, og Holger stod aleene ved Bjerget med Jochum, som nu ogsaa var indviet i hans rædsomme Hemmelighed, og med Forundring havde hørt hvert Ord.
���»Den Steen, St. Peder kastede i Vandet, jo den kan vi lede efter til Dommedag - sagde Jochum - om vi ogsaa fiskede hver Steen op, som ligger paa Havsens Bund, Hvo siger os da hvilken der er den rette?«
���»Borttag mig ikke det sidste Haab - sukkede Holger - nu vil vi reise hjem til Søes, saa ere vi dog idetmindste i Stenens Element, og saalænge der er Liv, er der Haab.«
���Saasnart de kom til en Søstad, hyrede de et Skib og gik til Seils, og hvergang de landede paa en Kyst, gik Holger hele Timer ved Strandbreden og saae paa Stenene, som Havet havde opkastet, men kom stedse mere raadvild og haabløs tilbage. Efter mange Farer og Besværligheder, kom han endelig hjem igjen til sit Rige, men den længselfulde Mirzas og Børnenes Glæde ved at see ham igjen, var ikke istand til for et eeneste Øieblik at bortfjerne hans Kummer. Nu fortalte han Mirza, hvilket Underværk der eene kunde frelse ham, og hvilken Hemmelighed Trolden havde fordret. Men, Mirza blev dog ikke saa nedslaaet over denne Tidende, som han havde troet. »Du veed - sagde hun - at jeg efter min Moder har arvet et mere aabent Øie for Naturens Hemmeligheder end der blev andre Mennesker til Deel; for førstegang, siden vor Forening, vil jeg tage min Tilflugt til en Gave, som i sig selv er uskyldig, naar den bruges til det Gode; men du har dog mit Speil endnu? uden det kan jeg intet Hemmeligt see.«
���»Speilet har jeg,« sagde Holger og rakte hende det. Og nu indesluttede hun sig tre Dage i sit Kammer, og beredte sig ved Bøn og Faste til at see det Forborgne. Den fjerde Dag kom hun ud af sit Kammer, og hendes Aasyn var blegt, men ligesom forklaret. Speilet holdt hun i sin Haand; men det var sønderknust: »du kan frelses, min Holger!« - raabte hun glad og kastede det overnaturlige Arvegods fra sig.
���Holger saae hendes Offer, han trykkede hende taus til sit bankende Hjerte og hun vedblev: »den Steen, som din Sjælefjende har forlangt for din Frelse, er den farligste af alle Hemmeligheder i Naturen, og mange Viise have for dens Skyld grundet sig til Vanvid. Den har fordum ligget under Roden af Kundskabens Træ, nu ligger den paa Havsens Bund, hvor den fromme Apostel har nedkastet den, paadet den ikke skulde blive til Fordærvelse for Menneskene. Den hører ikke hjemme paa Jorden, og endnu mindre i Himlen; men drager ofte, ligesom magnetisk, Væsner til Jorden fra den Verden, hvorfra den er kommet. De elske og søge denne Skat; men have ikke Magt til at hæve den, formedelst det hellige Billede, som staaer paa Kysten, hvor den er nedkastet. Ved Ancona paa Italiens Kyst staaer et Madonnabillede af Marmor, og hundrede Skridt derfra ligger Stenen. Den har Form og Størrelse som et Menneskeøie, men er sort som Kul og lyser om Natten som Ild; derpaa kan du kjende den. Naar den kan frelse en Menneskesjæl, kan en uskyldig Haand hæve den, og det er en Velgjerning for Menneskene, at den kommer tilbage til den Verden, hvor den hører hen; men det kan kun skee ved et Menneske, som staaer paa det farlige Overgangspunkt mellem Lyset og Mørket.«
���»Der staaer jeg - sagde Holger - jeg kan række den stærke Djævel Haanden og være en Midler mellem Jorden og Helvede. Giv mig vort yngste Barn med, Mirza! hendes uskyldige Haand skal hæve den frygtelige Skat, og enten kommer jeg aldrig meer eller frelst igjen i dine Arme.«
���Nu begav Holger sig strax paa Reisen med Barnet, og Jochum fulgte trolig sin Herre.
���Efterat de længe forgjæves havde søgt, og den beængstede Holger ofte havde været nær ved at fortvivle, fandt de endelig Madonnabilledet ved den italienske Kyst, som den skjønne Mirza havde beskrevet dem nøie. Her sank Holger paa sit Ansigt i Sandet, og bad om Naade og Lykke til sin selsomme Gjerning. Ved Midnat, da Vandet var lavt, bar Holger Barnet hundrede Skridt ud i Havet, og nu saae de Stenen lyse som et Ildøie paa den lave Havbund. Med en inderlig Bøn bøiede Holger Barnet ned under Vandet, og det greeb uden Frygt den lysende Steen, som syntes det et kosteligt Legetøi. Sjæleglad gik Holger tilbage med Barnet og den sælsomme Skat.
���Endnu den samme Nat gik han eene til en gammel Ruin, kaldte tre Gange paa Fimbul, og den djævelske Spiller stod for ham. Da han saae Stenen lyse i Holgers Haand, syntes hans Forbauselse stor. »Vi er qvit for evig« - raabte han og greb efter Stenen; men Holger slog et Kors over den, før han rakte ham den, og Trolden sank i Afgrunden for hans Øine og hylede.
���Efterat nu Holger for St. Peders Stol havde modtaget Syndstilgivelse og Velsignelse, ilede han glad tilbage i sin Dronnings Arme, og blev fra den Tid af et ganske andet Menneske. Ved et daadfuldt Liv, og med Blikket stadigen henvendt mod den Himmel, han havde været saa nær ved at tabe for evig, søgte han nu paa den værdigste Maade at afsone den Synd, hans Ungdoms Letsindighed havde forledt ham til. Han blev ogsaa siden næsten et Mønster for Konger, og levede et langt og lykkeligt Liv. Hans Børn havde Alle efter den skjønne Mirza et gyldent Haar blandt de mørkebrune Lokker, og vare Alle overordentlig skjønne og lykkelige i Kjærlighed. Den guldbringende Halvskilling gik ogsaa fra Slægt til Slægt i Holgers talrige Familie, og skal endnu findes hos hans sildigste Efterkommere.
���Men Jochum havde troet, det var synd, at den Onde saa ganske skulde løbe af med de Viises Steen, som han ganske vist troede det var, hans Herre havde fundet i Havet, og da de gamle Tyvenykker endnu ikke saa ganske havde forladt ham, havde han listet sig til at skrabe et Par Sandskorn af Stenen og gjemte dem hos sig som en stor Skat. Han blev virkelig ogsaa i kort Tid saa viis, at hverken hans Herre eller noget andet fornuftigt Menneske kunde forstaae et Ord af hvad han sagde, og dertil saa opblæst og ondskabsfuld, at Ingen kunde omgaaes ham. Mange Lærde troede nu ogsaa i Jochum at opdage et uhyre philosophisk Hoved, og maaskee havde han blevet en vigtig Person i den menneskelige Culturhistorie og gjort Epoke i Litteraturen som Opfinder af et mageløst philosophisk System. Men en Dag tabte han sine Sandskorn i Stalden, og saasnart de vare kastede paa Møddingen, var Jochums Viisdom forbi og han blev atter den samme lystige og brave Karl, han altid havde været. Men i de følgende Tider skal hine Sandskorn ofte være fundne og tabte igjen, skjøndt vel neppe saa reene, som da Jochum besad dem, og hos adskillige af de nyeste Viislinge vil man paastaae at have sporet deres infernalske og skarnagtige Virkning.
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek