Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 58

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 58

[4,82 s326 En hofmand er en bizar person]

               Libr. IV. Epigramm. 82. 

             Beskrivelse over en Hofmand. 

      Est animal timidum, tumidum, lepidum, tepidumqve, 
         Ens sapiens, demens, dans, data moxqve rogans &c.

   Ligesom blant alle Creature intet er selsommere end et Menneske, saa er af alle Mennesker intet selsommere end en Hofmand. Et Menneske er en Qvintessence af Verdens, og en Hofmand en Qvintessence af Menneskets Bizarrerie. Det er vanskeligt at beskrive et Menneske, men det er umueligt at beskrive en Hofmand: thi dens Contrafey er lige saadan Pinebænk for en Moralist, som Maanens Gang er for en Astronomo; saa at ingen anden Beskrivelse kand giøres over en Hofmand, end at det er en Hofmand, det er et Væsen, som ikke kand beskrives. Den er som Nabochodonosors Støtte, sammensat af adskillige Materier: Hovedet er af Glas, Haaret af Guld, Hænderne ere af Beeg, Kroppen er af Kalk, Hiertet en deel af Jern, en deel af Lær, Beenene ere af Straae, og Blodet, som løber igiennem Aarene, er en Blanding af Vand og Mercurio, saa at nu Heede dominerer, nu Kulde, nu Acidum, nu Alcali, nu Galde, nu Phlegma. Kort at sige: Compositionen er saa underlig, at Personen ikke begriber sig selv, og derfore langt mindre kand begribes af andre; thi man veed ikke til hvad Classe man skal henføre den, enten til Dyr eller til Mennesker, enten til Aander eller Legemer: og hvor længe man end argumenterer, saa kand man ikke komme til nogen Conclusion. Man maa derfore lade sig nøje med en løs og confus Afridsning, og derhos sætte et Overskrift, som tilkiende giver, hvad derved meenes; og ligesom visse ubehændige Skildere have maat ved Titler give tilkiende deres Skilderiers Betydning, og sat over hvert Stykke: Dette er et Træe, et Menneske, et Bierg, en Kat; saa maa ogsaa udi en Hofmands Afridsning ved en Titel og Overskrift tilkiende gives, hvad man haver taget sig for at afridse. Thi et Chiffre kand ikke læses, uden man haver Nøglen dertil.
   Jeg siger, at det er vanskeligt at dømme til hvilken Classe af Creature man skal henføre dette forunderlige Phænomenon; dog synes mig, at man efter nøje Undersøgning bør holde for, at det nærmer sig nogenledes til de Creature, som kaldes Mennesker: thi man seer, at en Hofmand haver et Legeme, man seer ogsaa, at den haver en Siæl, ja meere end een Siæl. Man kand alleene sige, at hvad man finder hos et hvert Menneske i sær, finder man her samlet i et Centro, saa at ligesom Mennesket kaldes en Microcosmus eller Extract af Verden; saa kand en Hofmand ansees, som en Microcosmus eller et Compendium af det heele menneskelige Kiøn: thi det er et Væsen, som tillige er viis, gall, dybsindig, afsindig, gierig, gavmild, ydmyg, hoffærdig, varm, kold, høihiertet, nedrig, glad, bedrøvet, activ, passiv, som frygter og frygtes, som lover og intet holder, som voxer og tilligemed visner paa eengang: endelig, som sukker over sine Lænker, hvilke den selv smeeder.
   Disse Qvaliteter seer man ikke alleene vexelviis, men ligesom paa een og den selvsamme Tiid hos en Hofmand; thi han er som en Janus, som et Billede med adskillige Ansigter, hvoraf eet forestiller en Løve, et andet en Hare, eet en Slange, et andet en Due, eet en Ulv, et andet et Lam. Betragter man ham paa een Side, saa finder man intet uden lutter Viisdom og Dybsindighed, man seer udi Panden ligesom afmalede disse Ord: qvicqvid agis, prudenter agas, & respice finem. Det er: Før dig op med Agtsomhed, og see til Enden. Den Station og slibrige Post, som han er sat udi, udfodrer en ugemeen Forsigtighed, hvorudover man siger, at et Hof er Viisdoms Skole. Betragter man ham igien paa en anden Side, seer man intet uden lutter Barnagtighed, man finder en yderlig Omhyggelighed for at sætte sine Klæder udi Folder, sit Haar udi Bukler, sine Fødder udi lave, saa at en Geometra haver mindre Møje at afpasse et Landkort, end han haver i at afpasse sit Legeme og sine Klæder. Legem, Klæder, Gang, Tale, maa alt grundes paa Moden, hvor daarlige og incommode de end ere; og bekymrer han sig udi Talen, ikke saa meget om hvad han skal tale, som paa hvilken Façon han skal tale; ikke saa meget om Materien, som om Stiilen og Accenten: saasom ziirlige Formularier og intet betydende Complimenter er gemeenligen det samme som Hofsprog. Hofmænd kaldes paa Latin Magnates; man kunde ogsaa kalde mange af dem Magnetes: thi de have samme Kraft som Magneten, nemlig at trække Metal til sig: den Forskiel er alleene, at Magneten attraherer ikkun Jern; disse derimod Guld og Sølv. Men dette skeer ikkun alleene for at trække til sig, ikke altiid for at beholde en Ting; thi de synes ofte ikke at begiere en Ting, uden for at skille sig strax derved igien, og derfore kand lignes ved Tobaksmøgere, hvilke trække Røgen til sig alleene for at blæse den ud igien; thi hvor mange Guld- og Sølvstykker som komme udi deres Punge, ere de dog gierne tomme, efterdi de ere aldrig tætte; saa at man seer ogsaa herudi tvende stridige Qvaliteter, nemlig Gierighed og Gavmildhed udi lige Grad.
   Videre, en Hofmand er Exempel paa Stolthed, er og Exempel paa Ydmyghed udi yderste Grad. Han legger sig under nogles Fødder, for at træde paa andres Halse. Han agerer ligesom Hest og Rytter paa eengang, lader sig ride af sin Overmand, og rider igien paa sin Undermand, saa at man seer udi ham en Blanding af Taalmodighed, Frækhed, Lydighed, Regieresyge, Stolthed, Ydmyghed, Ambition og Bassesse; herudover man paa den eene Side kand sige, at Naturen haver frem for andre Mennesker dannet ham til Trældom, og paa den anden Side, at hans naturlige Passion er at herske over andre. Han haver paa den eene Side ingen Villie, men er som en død Machine, der lader sig omdrive af Hoffets Hiul, saaledes, at man paa hans Ansigt, som paa et Vejrglas, kand see, hvad Vind og Vejrligt er til Hofe, og er det derefter han retter sine Tanker, sin Smag, sin Humeur, sine Tilbøjeligheder, ja end sin Religion. Paa den anden Side vil han, at alles Villie skal drejes efter hans Villie, saa at det heder da: Sic volo, sic jubeo, stat pro ratione voluntas. Med et Ord: Passivitet og Activitet er hos en Hofmand i lige Grad.
   Videre: en Hofmand er et Væsen, som stedse frygter og frygtes, saa at han ideligen kand sige:

                  - - flammas moveoqve feroqve.

Det er derfore vanskeligt at dømme, om han i Henseende til den Redsel han lever udi, fortiener mest at ynkes, eller i Henseende til den Redsel han paafører andre, fortiener mest at hades. Man er lige saa vis paa hans Løfter, som man er uvis paa hans Løfters Fuldbyrdelse; thi en Hofmands Løfte er som en Art af Testament, hvilket man udi levende Live kand uden Eftertale forandre saa tit som man vil. Herudover forlader sig ingen paa saadant Løfte, eendeel i Henseende til den Lovendes Ustadighed, een deel ogsaa i Henseende til de Forandringer og Transformationer den er underkast. Thi en Hofmand er i dag en Konge, i morgen en Kat. Han er som en Champignon, der opvoxer paa en Nat, og forgaaer lige saa snart igien som den voxer; saa at den synes ofte at fødes alleene for at døe.
Den selsomste Characteer er denne, at han sukker over de Lænker som han selv smeder. Hvad er gemeenere end at høre en Hofmand beklage sin Tilstand, at tale om Væmodighed om de Besværligheder, som følge Hoflevnet, og at prise dem lykkelig, som ere deruden for, og hvad er tiligemed almindeligere, end at see ham ideligen udi Bevægelse for samme Stands Conservation. Han raaber og sukker efter Forløsning af Fængslet, men, naar Døren aabnes til Befrielse, sætter han sig med Hænder og Fødder derimod: ja mange døe af Sorg, saa snart den Herlighed, som de have sukket efter, bliver dem given. Ligesom forliebte Personer, der nyeligen have slidt sig løs, blive staaende ved deres Maitresses Døre, og med Væmodighed bede, at de igien maa indlades; saa anvender en dimitteret Hofmand Bøn, List, Graad, Sukke og alle optænkelige Middeler paa at blive igien admitteret. De forrige Besværligheder, Farer og Bekymringer, som han nyeligen haver sukket over, blive forvandlede til lige saa mange Herligheder, der svæve ham Dag og Nat for Øjene, og den længe forønskede Frihed blive ham til et Fængsel og til en Pinebænk. (a)

(a) Ingen maa tænke, at herved sigtes paa alle Hofmænd, thi det var ikke mindre ubilligt end daarligt, sasom gamle saavel som nye Historier vidne om adskillige Hofmænd, der udi Dyd og Philosophie have været distingverede, og Zirather for det Menneskelige Kiøn. Der er ingen Regel saa almindelig, at den jo haver sine Excemptioner.

Du vil maaskee criticere denne Beskrivelse, og holde for, at jeg herudi gaaer for vidt. Jeg tilstaaer, at Portraitet er udi en stærk og høj Farve: men jeg haver intet villet skiule, efterdi du udi Fortroelighed haver aabnet dit Hierte og communiceret mig dit Forsæt at anholde om en Hofbetiening. Eftertænk om dit Skib er beqvemt til at seile paa slige Farvande. Det synes, at du ikke kiender dig selv: det synes, at du kiender ikke Kusterne engang af det Land, hvorudi du vil have Borgerskab. Hvad vil Saul iblant Propheter. Ingen tvivler vel om dine Meriter: men hvad som paa et Sted er en Dyd, er paa et andet Sted en Vanheld. Nu handles der om at accommodere dig efter et Societet, hvoraf du vil være et Lem. Overvei, om du haver Humeur og naturlig Disposition dertil. Det tykke Clima, som du nu lever under, passer sig best til din Constitution. Hvo som stedse haver boet i en Møding, skal stedse blive der. En Fisk befinder sig best under Vandet, en Muldvarp best under Jorden, en Hane best paa sin Møding, og en Aftenbakke best udi Mørket. Den klare og subtile Luft, som vederqvæger nogle, er andre til Skade: og den Dag, det Lys, som faciliterer eens Syn, svækker en andens. En kat seer best udi Mørke, og en Philosophus lever best in obscuro: ligesom Sneglen er best i sit eget Huus. Der fortælles udi de gamle Eventyr om Trold, at saa snart de see Solen, blive de forvandlede til Steen. Jeg frygter, at det vil gaae dig ligeledes paa dette glimrende Sted, som du nu higer efter, og at du vil blive et Supplementum til Ovidii Metamorphosis. Betænk dig derfore vel, førend du skiber ind udi dette Fartøj.

         - - Tecum prius ergo voluta 
         Hæc animo - galeatum serò duelli 
         Pænitet.

Jeg ønsker dig Tillykke, hvis du persisterer i dit Forsæt, skiønt jeg er nogenledes forvisset om, at du inden kort Tiid vil sige: hvad havde jeg at bestille udi denne Gallei?

Ludvig Holberg Homepage