Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 50

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 50

[3,82 s288 Enighed sløver, uenighed ansporer]

              Libr. III. Epigrammn. 82. 

        Litibus ac rixis crebro disjungimur: at, si 
            Nullæ sint lites, nascitur inde stupor. &c.

Der er intet, som holdes meere at bestyrke menneskelige Sager og Idretter end Samdrægtighed. Samdrægtighed er ligesom Kalken udi Bygninger, der sammenbinder saavel publiqve som private Ting. Herudover have visse Republiqver taget til deres Symbolum eller Devise disse Ord: Concordiâ res parvæ crescunt, discordia res magnæ dilabuntur. Det er: ved Samdrægtighed voxe smaa, og ved Usamdrægtighed falde store Ting. Derfore have de gamle Poeter regnet Usamdrægtighed blant de Helvedes Gudinder, som ere det menneskelige Kiøns forfærdeligste Fiender. Man haver i gamle Dage oprettet Tempel for Samdrægtighed, og dyrket den, som en mest velgiørende Gudinde. Og bede vi endnu udi vore daglige Bønner om Samdrægtighed, og det ikke uden Aarsag: thi vi see dens herlige Virkninger. Det er ved Samdrægtighed, at Krige endes, Fred conserveres, og Venskab samt Forbund holdes ved lige. Det er ved Samdrægtighed saavel Riger og Republiqver, som Stæder, Familier og Huuse blive staaende. Sertorius udi de Formaninger han giorde til Efterkommerne, bad dem rykke en Hesterumpe; hvilket da de ikke kunde giøre, bad han dem at rive et hvert Haar for sig. Dette giorde de uden Møye; hvorpaa han visede dem, hvad Styrke og Herlighed Samdrægtighed fører med sig, og at de derved kand giøres u-overvindelige. Ved Usamdrægtighed derimod maa alting vakle og kuldkastes; derfore siger man i Ordsproget: naar Skibsfolkene ere u-eens, gaaer Skibet i Grund. Hid henhører dette hos Poeten:

                   - - - Postqvam discordia tetra 
          Belli ferratos postes portasqve refregit.

   Det er ufornødent at tale vidtløftigen herom, efterdi alle tilstaae Samdrægtigheds herlige Virkninger. Jeg underskriver ogsaa gierne andres Domme herudi. Det kommer mig alleene efter nøje Betragtning for, at dette Axioma, nemlig, Concordia res crescunt maa ikke forstaaes absolute og uden Limitation. Jeg veed vel, enhver vil holde det for en Daarlighed at tale det mindste i Faveur af Usamdrægtighed, og fortænker jeg ingen derfor; jeg haver ey heller selv i Sinde at agere Advocat udi en saadan slet Sag. Jeg vil alleene vise nogle Virkninger af Samdrægtighed og Usamdrægtighed, hvoraf andre maa dømme, om dette Axioma stedse maa forstaaes absolute og uden Limitation.
   Lader os igiennemblade verdslige og geistlige Historier, lader os tage udi Raad den daglige Erfarenhed, som er den beste Lærerinde, og ville vi da finde, utallige U-leiligheder at have reiset sig af Roe og Eenighed, og at de tykkeste Skyer ikke have kunnet hæves uden ved Usamdrægtigheds Vinde. Udi den saa kaldne Middel Alder eller udi de barbariske Tider var en almindelig Fred og Roelighed udi den Christne Kirke. Men tillige med den Eenighed regierede ogsaa en tyk U-videnhed, hvilken ligesom en Gangræna eller Forraadnelse aad allevegne om sig, og ikke kunde hæves uden ved Usamdrægtighed. Alting var overeensstemmende, saasom ingen bekymrede sig om at efterlede Sandhed. Enhver satt Naturens Lys til side. Hvad de Romerske Paver paabøde at troe, antoge alle uden videre Examen; og Orthodoxie var fast det samme, som at renoncere paa Fornuft og Sandser. De højeste Stands-Personer selv vidste ikke at skrive deres egne Navne, men lode sig nøje med alleene at sette et Merke eller Monogramma til de Breve som skreves af deres Clerke. Carolus Magnus selv, en Herre af store Sindets Gaver, havde ikke lært at skrive; og fortælles der om hans Søn Ludovico Pio, at, da han engang skulde undertegne en vigtig Act udi en Forsamling af adskillige Bispe, maatte han hente et Blekhorn fra Cantzleren, saasom intet var at finde paa Slottet. Bispe og Prælater vare udi lidt bedre Tilstand; Thi een Bisp maatte ofte undertegne for sin Medbroder, der selv ikke kunde skrive, og manges heele Videnskab bestoed alleene udi at kunne udsige Ordene af de Sacramentalske Indstiftelser.
   Saaledes var Tilstanden udi disse den Christen Kirkes fredelige Tider. Omsider ophørede denne Eenighed, man saae den forige Samdrægtighed succederet af Spliid og U-eenighed; men tillige med samme U-roelighed fremskinnede nogle Gniste af et Lys, som længe havde ligget skiult under Asken. En Storm reisede sig, som sammenblandede alting, men som tilligemed bortdrev Vankundigheds Taage, og som aabnede Menneskets Forstand og Øjen. Lader os ikkun sammenligne de forige fredelige Tider med de paafølgende U-roeligheder, og vi ville deraf see og kiende, at det er Mennesker tienligere at trette og tviste, end ligesom umælende Creature at leve udi en brutal Samdrægtighed. Derfore have adskillige ikke uden Grund lignet de U-leiligheder, som fødes af Usamdrægtighed med Stormvinde, hvilke nedslaae Huuse og Træer men tilligemed reense Luften, og hindrer, at den ikke af for megen Stilhed raadner.
   Udi verdslige Ting finder man ikke mindre gode Virkninger af Usamdrægtighed. Det have Regentere fornemmeligen merket, og grunder sig derpaa den bekiendte Maxime: Divide & impera. De fornuftigste Førster søge i den Henseende at saae en slags U-eenigheds Sæd iblant deres Raadsherrer, og undertiden blant de gemeene Borgere selv; og viser Erfarenhed, at Regenteres Sikkerhed ved saadant Middel fortreffeligen haver været befodret. Thi ved U-eenighed kommer Sandhed for Lyset og Sammenrottelser forhindres. Saa at man nogenledes kand sige, at den almindelige Lande-Fred ved Tvist og U-eenighed styrkes, og at Usamdrægtighed hæves ved Usamdrægtighed, eller i det ringeste hindrer den at komme til sin Vægt.
   Ansee vi den Romerske Republiqves gamle Tilstand, da finde vi, at det Romerske Folk haver udstaaet mange U-lykker, da Splid og U-eenighed regierede blant de store Hoveder, men langt fleere og større, da Fred og Eenighed blev sluttet mellem de samme. De Borgerlige Kriges U-eenighed endtes med Triumviratets eller ved 3 tvistende Anføreres Foreening. Men paa denne Fred fulte Landflygtighed, Mord, Friheds Forliis og Republiqvens Undergang, saa at dette Triumvirat, som førte Navn af Republiqvens Istandsettelse, synes heller at være stiftet for at befodre dens Ødeleggelse.
   Jeg vil ikke tale om andre Ting, hvorpaa man kand anføre utallige Exempler af Historier: men jeg vil begive mig til private og Huussager. Petronius siger: gid Politiemestere faae Skam! som forstaae sig med Bagerne. Det heder: tien mig, og jeg skal tiene dig igien, hvorudover den fattige Almue maae sukke: Male Aedilibus eveniat, qvi cum pistoribus colludunt: serva me, & servabo te: itaqve populus minutus laborat. Hvoraf man seer, hvad Tanker han havde om saadan Foreening, og at han dømte den heel skadelig for Almuen. Hvo haver udi Huussager været meer forsigtig end Cato den ældre. Den samme allarmeredes over sine Tieneste-Folkes Foreening, og holdt for, at hans Huus vaklede, naar alle udi Huuset havde eet Sind. Adskillige andre have fult dette Exempel, og derved forekommet Sviig, Sammenrottelse og adskillig Uheld. Jeg haver selv paa mit Landgods merket Virkningen af Samdrægtighed og Usamdrægtighed. De Tvistigheder, som reise sig imellem Forpagter og Ridefoget, giøre mig vel Hovedet undertiden kruset; dog søger jeg, naar de samme tage Overhaand, heller at moderere end gandske at hæve dem: thi aabenbare Kriig incommoderer, men en bestandig Foreening vil incommodere end meere. Der maa være noget mellem aabenbare Kriig og fortroelig Venskab, om Sagen skal gaae vel. Det er enhver Huusfaders Pligt at holde Fred udi sit Huus; men Erfarenhed viser, at han giør ikke ilde ved at underholde en liden Jalousie mellem hans Huusfolk; thi det er ved saadant Middel, at han faaer Sandhed at vide, ligesom en Dommer faaer Oplysning i en Sag af Advocaternes Mundhuggen. Man siger: naar Tranerne komme i Strid, kand man tage dem med Hænderne, og naar Tyvene kommer i Trette, faaer Bonden sin Koe igien.
   Jeg kunde ved fleere Exempler bestyrke denne Thesin; men mig synes, at det anførte er tilstrekkeligt nok, og at man deraf kand see, at ovenanførte Axioma om Samdrægtighed er mange Indvendinger underkasted.
   Jeg tvivler ikke paa, at der jo vil findes de, der ville ansee dette Paradox, som daarligt og ildegrundet, og at de samme ville foregive, at man ved saadan Lærdom sigter at raade fra Dyd, og at plaidere for Laster. Men de samme maa see til, at de ikke dømme alt for hastigen. Jeg tilstaaer, at Samdrægtighed er en Hoveddyd, som stedse maa recommenderes. Jeg underskriver ogsaa herudi gierne andres Meeninger, naar der handles om Samdrægtighed i at forfremme det Gode: men, saasom Mennesker have meest Tilbøjelighed til det Onde, saa er Samdrægtighed ikke af den Nytte, som visse Folk indbilde sig, der forestille sig Mennesker, ikke som de ere, men som de bør være. Saasom nu min Thesis grunder sig paa saadan Præsumtion, er den ikke saa gandske u-rimelig, som den ved første Øjekast kand synes. Man maa ikke ønske Mennesket noget stedse, uden hvad som er stedse gavnligt. Hvis nogen ikke vil lade sig nøje med denne Forklaring, men vil blive ved at ønske en Samdrægtighed uden Exception, saa maa han ogsaa ønske Samdrægtighed imellem Tyve og Røvere. Man vil maaskee herimod indvende, at jeg confunderer Eenighed med Sammenrottelse. Lad det saa være! jeg vil ingen Ordkrig føre: jeg vil tilstaae, at all Foreening mellem onde Mennesker bør kaldes Sammenrottelse, og at Foreening mellem de gode maa hede Samdrægtighed. Men det er lige meget hvad Navn en Ting haver, naar den ellers er og bliver den samme. Hvis alle Mennesker vare alleene samdrægtige i det Gode, var intet meer at ønske end Samdrægtighed: men, saasom de fleste have Tilbøjelighed til Laster, staaer denne min Thesis uryggelig; saa at det er og bliver en klar Sandhed, nemlig, at udi den almindelige Fordervelse er det bedre at Mennesket lever adskilt end foreened, eller at det foreener sine Kræfter til Laster og Misgierninger. Der ere mange Axiomata og autoriserede Maximer, hvilke, naar de nøje examineres, befindes at grunde sig heller paa den gemeene Mands Dom end paa Raisons. Det er for Exempel et Axioma in Jure: at man maa holde enhver for en god Mand, indtil anderledes bliver beviset. Men Erfarenhed lærer, at man i Almindelighed maa holde hver for en ond Mand, indtil man haver andet Beviis derom. Saasom derfore dette er af saadan Beskaffenhed, maa man sige, at U-eenighed er Mennesket tienligere end Samdrægtighed, og at man i visse Maader kand invertere det anførte Symbolum og sige: Concordiâ res malæ crescunt: discordiâ sæpe dilabuntur. Det er: Ved Samdrægtighed forfremmes det Onde, og hæves ved Usamdrægtighed.

Ludvig Holberg Homepage