Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 42

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 42

[3,38 s253 Overvej nøje en reforms konsekvenser]

              Libr. III. Epigramm. 38. 

         Olim Romani cum condere Jura volebant, 
               Leges conspicuis exposuere locis. &c.

   De gamle Romere iagttoge, førend en Lov eller en Anordning blev publiceret, saadanne Formaliteter. Man lod Projectet opslaae paa et offentligt Sted, hvor det stod aabet for alle, og udi 27 Dage, eller 3 Markeder (tribus nundinis) paa det at ikke alleene Stadens Borgere, men endogsaa Provinciernes Almue, som kom til Markederne, kunde læse og examinere det. De habileste Advocater og Oratores talede da pro og contra, saa at enhver maatte høre alt hvad got og ont, som kunde siges om den projecterede Lov. Derpaa blev det heele Folk samlet, som efter Classer gik frem og voterede; og, naar saaledes Loven ved de fleste Stemmer var samtykt, blev den omsider af Raadet bekræftet og graven udi Kobber. Disse Vidtløftigheder kunde synes latterlige: men Virkningen deraf var denne, at Lovene bleve ævigvarende; thi de have ikke alleene været ved Magt, saa længe som det Romerske Monarchie er bleven staaende, men have ogsaa overlevet samme Herredom, saa at de endnu efterleves udi de fleste Europæiske Stater.
   En Lov eller Anordning, hvor let og simpel den synes at være, saa kand den ikke for meget driftes: iiler man dermed, saa er den ligesom umoed Frugt, som man for tiligen plukker af Træet, eller som Høe, hvilket man indhøster førend det bliver tørret, og derfore raadner udi Laden. Den store Konstner Apelles sat sine Konststykker paa offentlige Steder for at examineres af den heele Almue; og, da han engang fik at høre, at en Skoemager fant Fejl ved en Skoe, som han havde malet paa et Skilderie, og merkede, at Skoemageren havde ret, corrigerede han sine Fejl. Dette have ogsaa adskillige ypperlige Mænd iagttaget med deres Arbeide og Skrifter, hvorudover de ogsaa ere bragte til Fuldkommenhed.
   Vel kand der siges, at for megen Tiid spildes ved saa langvarigt Examen, og det uden stor Fornødenhed; efterdi man enten ved Tilleg kand bøde paa det som fattes udi den publicerede Lov, eller man kand hæve den reent op. Men det er ligesaa farligt ved Love at giøre Experimenter paa Staten, som det er ved Medicine at giøre Prøve paa Menneskets Legemer: thi det eene saavel som det andet lider derved, naar Prøven ikke slaaer an. Man maa derfor ikke her, som udi andre mindre magtpaaliggende Ting sige, at det faaer at komme an paa et Forsøg, eftersom en U-orden kand lettere skee, end den kand hæves, ligesom et Huus kand lettere nedrives, end det kand igien opbygges. Det heder her: Interim patitur justus. Ligesaa fornøden derfore, som det er forud at være forvissed om Medicamentets Kraft, førend det appliceres paa en Patient, saa fornødent er det at examinere og drifte et Project, førend det giøres til en Lov.
   Den mindste Lov eller Anordning udfordrer derfore et heelt Menneske og tilstrekkelig Tiid: thi en Lovgiver maa have adskillige Ting for Øyen. Han maa forestille sig 1.) Landets Beskaffenhed: 2.) Folkets Egenskab og Naturel. Han maa 3.) see sig tilbage udi den forbigangne Tiid. Han maa 4.) have for Øyen det tilkommende, og forestille sig hvad som kand hende. Jeg siger 1.) at han maa have for Øyen Landets Beskaffenhed; thi en Anordning, som er ypperlig udi et Land, kand være skadelig udi et andet: ligesom een Sæd kand være ubeqvem for en Ager, som er gandske beqvem til en anden. Eftersom derfore en Sædemand nøye examinerer Jorden, og smager paa den, førend han lader den besaae: saa maa ogsaa en Lovgiver nøye examinere Landets Natur og Beskaffenhed, førend han ved Love og Anordninger setter en ny Skikkelse derpaa, og vel see til at Materien er beqvem til den Form, som den kastes udi. Det heeder udi Ordsproget: Et slags Klædebon og Lov skikker sig ey paa alle Steder. Da en Philosophus blev adspurt, hvilke Love vare de beste, svarede han: de som passe sig best til Landet; thi den nyttigste Lov udi Athenen kand være den skadeligste udi Lacedæmon. En Skoemager tager Maal af Foden, før han giør Skoen, og en Bygningsmester seer efter Grunden, førend han bygger: thi, hvis Grunden er ikke beqvem, bliver den herligste Bygning ikke alleene til ingen Nytte, men kand ved dens Fald foraarsage Skade og U-lykke. Og en Skytte seer efter, hvor han skal skyde, førend han spender Buen.
   Han maa for det andet have for Øyene Folkets Naturel og Egenskab: thi et Folk kand undertiden være af det naturel, at det kand skikke sig udi de haardeste og besværligste Reformationer, men derimod kand bringes udi Bevægelse over smaa og indifferente Ting. Chineserne for Exempel underkastede sig med Taalmodighed alle de Love, som Tartarerne, deres Seyer-Herrer paabøde: men kunde ikke finde sig udi den Forandring om deres Haars Afskiærelse; thi mange satte Livet til derfor. Den Ryssiske store Reformator Petrus Alexiowitz kunde uden Møye faae Rysserne til at forlade alle deres gamle indgroede Skikke og Sædvaner; men, da der handledes om at rage deres Skiegge, kom det heele Land i Bevægelse. Man seer ogsaa, at den Anordning om Exorcismi Afskaffelse, som i sig selv er en indifferente Ting, haver sat heele Landet i Fyr og Flamme, og haft større Virkning end fundamentale Troens Artiklers Forandring. Hvor absolute de Persiske Konger end ere, driste de sig dog ikke til at afskaffe det skadelige Opium og Røg-Tobak: og hvor myndig end høystbemelte Ryssiske Monarch var, dristede han sig dog ikke at forbyde Brændeviin; thi det var at sette Rysserne Kniven paa Struben; da de dog af Ærbødighed for deres store Monarch, hvis Befalninger de ellers ansaae som guddommelige, renoncerede paa alle deres andre Inclinationer. Saa disse og andre Exempler kand tiene til Regel for Lovgivere, at de udi Reformationer have Folkets Naturel og Egenskab for Øyene: thi hvad som koster ikkun et Ord og et Nik udi et Land, kand med Sverd og Ild ikke udrettes udi et andet. Derfore heeder det: Loven skal maales efter Folket, og ey Folket efter Loven.
   For 3.) maa en Lovgiver kaste sit Øje til fremfarne Tider, for at eftersee, om det han paabyder haver tilforn været forsøgt, og hvad Succes det haver haft: thi man kand af det foregaaende spaa om det tilkommende. Naar derfore en Stiftelse 10 gange ingen Fremgang haver haft, saa kand man være forvissed om, at den ej heller vil lykkes den 11te gang: ligesom man af de Piller eller Draaber, som man forgiæves haver brugt tilforn, ingen Virkning videre kand vente. Den forbigangne Tid er den største og sikkerste Læremester. Og er det i den Henseende, at Historiens Læsning fornemmeligen recommenderes Regentere, Ministrer og Krigs-Anførere.
   Den store Monarch Petrus Alexiowitz, som omstøbte Rysland udi en anden Form, brugte dog ved alle sine Reformationer saadan Præcaution, at han intet vilde reformere uden at være forvisset om, at der kunde vindes noget ved Reformationen. Det var i den Henseende han ofte citerede et Svar, som Kong Wilhelm af Engelland ved en vis Leilighed havde givet. Højstbemelte Konge blev til Regensborg anmodet om at antage den nye Stiil udi Almanakken. Han bad om Tiid til at raadføre sig med sine Astronomis derover. Han spurte dem, om man ved denne nye Stiil kunde undgaae alle Skud-Aar og visse andre u-ordener, og, da han blev svaret saadant ikke at kunne skee, sagde han, at det i saa Maade var ligesaa got at forblive ved den gamle. Denne Historie citerede Czaren, saa tit nogen foreslog ham en Reformation, hvorved han saae, at det gamle ikke merkeligen kunde forbedres. Det er derfore best at blive ved det gamle, naar det ved Reformation ikke kand forbedres, ja det er gandske fornødent, hvis af en Forandring, som er god i sig selv, kand flyde Uheld. En Stat er som en Bygning, der er sammensat af adskillige Stykker, og saa sammenhængende, at man ikke kand røre ved et Stykke uden at den heele Machine derved vakler. Det var i den Henseende, at Lycurgus tog de Lacedæmonier i Eed, at de intet skulde forandre udi hans Stiftelser, hvilket de ogsaa troligen efterlevede, og det med saadan Omhyggelighed, at da Phrynis vilde forbedre de Lacedæmoniske Luthe med to nye Strænge, lode Ephori eller Øvrigheden dem afskiære. Men man kand sige, at det er og at gaae alt for vidt: thi Tidernes Omstændigheder udfordre ofte at sætte en gammel Anordning til side. Herudover berømmes det hos Agesilaum, at han udi en vis Tilfælde befoel, at Loven skulde sove i 24 Timer, item dette hos Alexander, at han for en vis Aarsag skyld befoel en gang, at Junii Maaned skulde være Maji. Herudover roeser Plutarchus ogsaa dette hos Philopoemen, at han vidste ikke alleene at commendere efter Lovene, men endogsaa at commendere Lovene selv, naar Fornødenhed det udfordrede. I det øvrige maa ovenanførte Regel i agt tages, saa at ingen Forandring skeer uden Nødvendighed eller merkelig Nytte.
   Endelig maa man 4) forestille sig Ting, som kand skee, og Hendelser, hvorved en Anordning ikke alleene kand giøres unyttig, men endogsaa blive skadelig. Vel er sant, at man ikke kand præcavere sig mod Hendelser, det er mod Ting, som man ej kand forud see. Ikke desmindre maa man dog i Anordninger og Stiftelser have saadant for Øjene, og fingere sig de Hendelser, hvorved Stiftelsen kand giøres til intet. Thi en Øvrighed, Minister, eller Anfører maa ikke sige: Dette tænkte jeg ej paa; eller: Dette var en uformodentlig Hendelse, efterdi enhver bør at tænke paa Hendelser og bevæbne sig imod de samme. Thi hvo som ikke laver sig paa Hendelser, begaaer lige saadan Feil, som Manden, der saae, at Vejen var jævn og Vejret var got, og derfore holdt for, at han kunde giøre Reisen udi sine Tøfler, ej eftertænkende, at der kunde møde ham Moratzer, og at han kunde overfaldes af Slud og U-veir. Dog, saasom derudi undertiden gaaes for vidt, meener jeg herved ikke uden ordinaire Hændelser; thi at forestille sig gandske usædvanlige og rare Hændelser, som for Exempel: om Himmelen faldt ned, om Biergene flyttede sig; er ikke fornuftig Præcaution, men utidig Frygt, hvorved de beste Stiftelser kand hindres. Utidig Præcaution er ligesaa skadelig, som ingen Præcaution: den første foraarsager, at en god Ting kand forgaae; den anden, at den ikke kand existere. Thi man kand blive syg, ja døe af lutter Præcaution. Hid henhører det bekiendte Italienske Gravskrift, som blev giort over en Mand, der ved daglig Medicine præcaverede sig saaledes mod alle Sygdomme og Hændelser, at han døde af Præcaution.
   Man seer i det øvrige, hvad Skiønsomhed, Agtsomhed, Tiid og Betænkning der udfordres til at giøre en Lov eller Anordning, item, at saadant er ikke een Mands ej heller een Dags Arbeide. Dog saasom udi alting maa holdes Maade, saa er best at tage en Middelvej imellem Franske og Spanske Deliberationer: det er, ej at gaae udi Galope, ej heller at krybe frem; thi for lidet og formeget fører lige stor Uheld med sig. Et hastigt Raad er som umoed, og et alt for langsomt, som ormstukken Frugt. Thi man kand fiile og gnie saa længe paa en Ting, at den bliver til intet. Limâ magis atteritur qvàm splendescit. Og gaaer det ofte til som Ordsproget lyder: medens Græsset groer, døer Koen. Det hender sig ofte, at Conjuncturene ingen Forhaling lide; og er i saadan Fald en ufuldkommen Anstalt bedre end ingen. Det er derfore best at betiene sig baade af unge og gamle Raadgivere: af de første, naar noget maa giøres i en Hast; og af de sidste, naar noget skal giøres til Gavns.

Ludvig Holberg Homepage