link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 40

[3,18 s244 Digteren lever i hæder og armod]

             Libr. III. Epigramm. 18. 

         Est divinus homo vates, cui scissa lacerna &c. 

   Af alle Creature paa Jorden er intet ædlere og tilligemed intet uslere end en Poet. Den kaldes Apollinis Søn, de 9 Gudinders Kieledegge, dens Navn opløftes til Skyerne, dens Titel er guddommelig (divinus) den krones med Laurbærkrands, og med et Ord nyder alt det gode, som et dødeligt Creature kand ønske sig, saa at den intet fattes uden Føde og Klæder. En Poet derfor kand med intet Creature bedre lignes end med en Æderkoppe, hvilken er ideligen udi subtilt, ædelt og konstigt Arbeide, spinder og væver indtil den selv bliver til intet. Andre Frugter høstes ikke af den ædle Poesie. Thi naar man betragter en Poet, hans Geist, hans høje Tanker, Konst og subtile Arbeid, kand man ikke andet end misunde ham de Herligheder, hvormed han af Naturen er distingveret: naar man derimod seer hans bleege og huule Kinde, hans indskrumpen Mave, hans fortørrede, og af lutter Been og Skind componerede Legeme, kand man ikke andet end ynke ham; thi Ære og Hunger, Sindets Righed og Legemets Armod er her at finde udi lige Grad. Apollo siges at skienke fulde Bægere for Poeter, men deres Skikkelse viser, at det maa ikke være saadan Liqveur, som den skienker for Advocater og andre veltrivende lærde Mænd, ja at det ikke kand være andet end det pure reene Vand. De 9 Musæ siges at opklække og føde dem i deres Skiød: men, hvis saa er, saa maa man slutte, at de gode Jomfruer holde ikkun slet Bord, og at det er ingen Fordeel at være deres Kostgienger; thi en Poets Mave kand tiene til Beviis paa, at der er vacuum in rerum natura, saasom alting er øde uden Hiernen, som er fuld af Dactylis, Spondæis, Trochæis, Concepter og Indfald, hvilke om de alle bleve lagte i en Gryde, vilde ikkun give en maver Suppe. Paa en Poet kand derfor ikke giøres nøjere Afritzning, end den som Ovidius giør paa Hunger med disse Ord:
             Hirtus ei crinis, cava lumina, pallor in ore, 
             Labra incana situ, scabræ rubigine dentes, 
             Dura cutis, per qvam spectari viscera possunt; 
             Est ventris pro ventre locus &c. 

   Saadant Portrait passer sig gandske nøye paa en Apollinis Søn: hvorudover man ikke bør misunde ham de prægtige Titler, som ham tillegges, nemlig eximius ypperlig, clarus berømmelig, Phæbi Sacerdos Apollinis Præst, Musarum Comes de 9 Gudinders Compagnon &c. Jeg siger, at det er ubilligt at misunde ham Rang og Æres Titler, saasom han haver intet andet at trøste sig ved. Jeg erindrer mig, at et vist Handverks-Laug her i Staden gav engang dets Skriver Titul af Secretaire, og da det blev adspurt om Aarsagen dertil, blev svared, at det skeede, efterdi han ingen Løn fik. Poeters Løn er ey heller andet end en blot Titul og en af Vedbene eller Laurblade fletted Krone, udi hvilken ingen Kraft eller Føde er, ey heller nogen Varme eller Beskyttelse for Hovedet. Den kand ey heller, som foregives, være til nogen Zirath, saasom et kronet Hoved passer sig ilde til en pialtet Ryg. Poeten var bedre tient med en grov Hætte for Symmetriens skyld: Thi Gyldenstykkes Lapper er ingen Zirath paa en vadmels Kaabe. Saaledes maa det ikke være den gode Poet nok, at han er fattig, han maa ogsaa ved et unyttigt og u-rimeligt Hovedsmykke prostitueres, skiønt Fattigdommen i sig selv er tilstrækkelig nok at giøre et Menneske latterligt.
             Nil habet infelix paupertas durius in se, 
             Qvàm qvòd ridiculos homines facit. - -

   Lobo udi hans Abyssiniske Reise fortæller at have seet de Abagners Konge nøgen at roe blant andre Roerskarle, distingvered alleene ved en Straa-Krone fra de andre: Et synderligt Spectacle! hvorved forestilledes, hvad Virkning Høyhed og Fattigdom kand giøre udi et Individuo; dog ikke meere selsomt end at see en forsulten kroned Poet. Men vil man sige, alle Poeter have ikke saa tynd Lykke: thi der er fundne de, som af deres Poesie have høstet gode Frugte. Men, naar man efterleder Historien, vil man finde, at deres Tal er gandske lidet, sær udi vore Tider, da det vel maa heede, som en vis Nordisk Poet, der blant sine Landsmænd var distingveret ved høy poetisk Geist og yderlig Armod, saaledes klager:
   Buchananus bad om Føde, Taubman var en Snylte-Giæst: Indtil Verden bliver øde, Irus gaaer Poeten næst.
   De Gamle vide ogsaa at tale om Poeternes tynde Skiebne udi deres Tiid. Homerus selv flakkede om i Verden Sted fra Sted, for at vinde sit Ophold ved at recitere sine Vers: saa at den store poetiske Geist, hvoraf han skinnede blant alle Mennesker, tilveyebragte ham intet uden tørre Berømmelser. Andre store gamle Poeter have ikke havt bedre Skiebne. Statius maatte efter Juvenalis Vidnesbyrd selge sit poetiske Verk, at han ikke skulde døe af Hunger.
             Statius esuriit, Paridi nisi vendat Agaven. 

   Ingen haver havt den Lykke, som Hiarno, hvilken Saxo Grammaticus vidner at være bleven Konge formedelst et Gravskrift som han giorde over Kong Frode. Man maa sandeligen tilstaae, han fik sit Vers rigeligen betalt, helst saasom det er intet Mesterstykke; og viser, at de gamle Danske have været store Elskere, men derhos slette Kiendere af Poesie. Naar man legger alle gamle og nye Poeters Drikkepenge sammen, vil det neppe komme saadan Belønning nær; thi de fleste have maat lade sig nøye med den Belønning, at slikke deres Patroners Tallerkener. Hvordan end de gamle Poeters Skiebne haver været, saa seer man at de nu værendes Tilstand er saaledes, at hvis de ikke have andet at nære sig af end Digtekonsten, maa deres Arvinger gaae fra Arv og Gield. Thi det er paa dem den gamle Satyrici Ord passe sig:
             - - - - Nunc utile multis Pallere, & toto vinum nescire Decembri. 

   Naar jeg møder, sagde Manden i Comoedien, een udi en gammel sort Kiole med et Hierte paa Albuen, slutter jeg, at det maa være en Poet, og det ikke uden Grund: thi en Poet og en gaaende Stoder er fast det samme, saa at ingen Forskiel er imellem dem, uden at den eene tigger udi Vers, den anden udi solut Stiil. Der siges vel, at Poeternes Tale er Gudernes Sprog, men jeg haver forhen viset, at man i Henseende til Poeter er meget gavmild paa Titler. En Advocats Sprog kand med større Føye kaldes Gudernes Tale; thi hos ham koster Ord Penge, og intet falder unyttigt paa Jorden, men alt voxer op og giver hundredefold Frugt. Naar to giøre eet, er det ikke altid det samme. En Advocats Hoved-Qvalitet saavel som en Poets bestaaer udi at lyve; men endskiønt begge kand lyve lige sterkt, lyve de dog ikke med lige Succes: Forskiellen maa reise sig deraf, at den eene lyver for Skiemt, men den anden lyver virkelig. Hvorudover den sidste og faaer virkelig Belønning, da den første maa, end naar hans Arbeid bliver vel optagen, oftest lade sig afspise med tørre Berømmelser og Complimenter, hvorudi ingen Realitet er, og hvormed, som man siger, Skieppen ikke fyldes. Jeg siger, naar endog Arbeidet bliver vel optagen. Thi det hender sig ofte, at Blodet, naar Enthusiasmus paakommer, løber for stærkt udi de poetiske Aarer, saa at Geisten ikke kand standse udi sin Fart, hvorudover mangen Poet paa sin gamle Alder med Ovidio maa skrive Libros tristium, eller Klage-Skrifter. Den paaberaabte Licentia poetica eller poetiske Frihed undskylder ikke altid, at haver ikke lige Virkning paa alle Tider og paa alle Steder. Den store Poet og Musicus Orpheus, der med sine Vers og Musiqve kunde fortrylle alting, og faae Træer og Steene til at bevæge sig, foraarsagede omsider, at Steenene dantsede for sterkt, og skildte ham ved Livet. Novimus plausum ingenii nostri: det er: jeg kiender Frugterne af mine Vers, sagde fordum Eumolpus, da han stod paa Torvet og reciterede sine Vers, og merkede, at Steenene fløye ham om Ørene. Ingen maa tænke, at jeg agter ved denne tragiske Beskrivelse at hemme det poetiske Studium. Jeg raader ingen derfra, jeg siger heller, at Poesien er et ædelt og herligt Studium, og at en retskaffen Poet er all Ære værd, ja at han er lykkelig, naar han kand lade sig nøye med Æren alleene: thi naar han med Æren kand hungre og tørste, haver han ingen Nød. Hvor mange opofre ikke deres Midler for Høyhed, og leve fornøyede udi Rang og Armod? Hvormange underkaste sig ikke Døden, for at leve alleene udi Krøniker? og hvor mange gaae ikke udi gallonerede Klæder med tomme Maver. Det er ikke af Brød alleene, at et Menneske lever: Titler, Høyhed, Roes og Berømmelse foraarsage, at mange ikke alleene leve fornøyede, men endogsaa trives og blive feede udi Armod. Saa at man kand ikke andet end falde paa de Tanker, at der udi den saa kaldne honnete Ambition maa være noget, som virkeligen føder.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek