Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 39

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 39

[3,14 s239 Afskaf rim i digtekunsten]

              Libr. III. Epigramm. 14. 

        Inter carnifices hominum numerandus erit, qvi 
             Leges carminibus primus in orbe dedit.

   Theophrastus siges at have beskyldet Naturen, efterdi den lader Hiorte og Krager, som liden Nytte kand have af Livet, leve saa længe, og derimod lader Mennesket, for hvilket et langt Liv er nyttigt og magtpaaliggende, leve saa stakket. Denne Beskyldning er ilde grundet: thi man kand sige, at Menneskets Liv er langt nok, hvis Levetiden blev vel anvendet. De mange unyttige Ting, som vi hænge udi, foraarsage, at vor Levetiid synes for kort; thi, naar man betragter menneskelige Occupationer, merker man, at de fleste Studia og Handteringer ere ikke alleene til ingen Nytte, men endogsaa til Skade og Besværlighed. Det er uforsvarligt at spilde den gyldene Tiid paa Unyttigheder, men daarligt tilligemed at spilde den paa vanskelige og besværlige Unyttigheder. Om deslige Slags Occupationer, hvorpaa opofres baade Tiid og Kræfter, er taelt paa adskillige andre Steder udi mine Skrifter, hvorudover jeg her intet derom vil melde. Jeg vil alleene herpaa anføre nogle Beviis af det poetiske Studio, hvilket, skiønt af liden Nytte, er i Henseende til de haarde Love og Regler, som det er underkast, bleven til det menneskelige Kiøns Pinebænk. Et Menneske haver alle Sindets Kræfter fornøden for udi Skrifter tydeligen, ziirligen og kraftigen at udføre en Materie. I steden for herudi at hielpe en Skribent, og at giøre hans Arbeide let og taaleligt, have visse Folk, som man derfore med Billighed kand kalde det Menneskelige Kiøns Skarprettere, opfundet og dicteret utallige Regler, hvorved et Arbeide giøres med tigange større Besværlighed end fornødent er.
   Man haver først opfundet saa mange Sorter af Poesie, at man deraf kand formere en temmelig Catalogum. Nogle Vers kaldes Heroiske, andre Elegiaske, andre Sapphiske, andre Jambiske &c. hvert Slags maa derfor være sine Regler underkastet; hvert maales efter sine visse Alen, have sine visse Pedes, ja hvert Ord maa ligesom examineres, efter Maal og Vægt, for at eftersees, om det end kand staae paa sit naturlige Sted, eller om det maa forflyttes. Saadant er ikke andet end en Torture for en fattig Poet, hvilken ellers kand have Arbeide nok med de høje Tanker og det Sublime, som Poesie udfordrer. Vil man spørge, hvortil de mange Dactyli, Spondæi, Pedes og Mensurer, og andre Broderier, som med saadan Møje maa i agttages, sigte, saa sigte de til intet, uden ved en fingeret Orden at bringe alting ud af en naturlig Orden, at giøre vanskeligt, hvad som er let, uforstaaeligt, hvad som ellers kunde være tydeligt: thi førend Vers kand læses og forstaaes, maa man ligesom holde Munstring over Ordene, for at bringe et hvert paa sit naturlige Sted igien. Hvad Poeten binder, maa Læseren arbeide paa at løse, saa at det synes, at de første Inventores af Misundelse have giort Talen til et Chaos, paa det at Læsere og Tilhørere ikke uden Møje skulde forstaae den. Man kand sandeligen ikke give anden Definition over Poesie, end at det er en Konst at forvirre Talen, og bringe Ordene af deres naturlige Orden. Udi denne Konst oplæres den studerende Ungdom med stor Møje, og Laurbærkrandse sættes paa deres Hoveder, der signalisere sig mest udi Talens Forvirrelse, og som ved en fingered Orden kand tilveje bringe en virkelig U-orden. Hvo skulde tænke, at fornuftige Mennesker skulde bryde deres Hoveder med deslige barnagtig Daarlighed? jeg siger, bryde deres Hoveder: thi mange sætte virkeligen deres Helbred til derpaa. Hvo skulde og kunne tænke, at Boglige Konsters Befordrere skulde sætte Belønninger for deslige Talens Forvirrere? Hvis Famulus af mit Bibliothek foretog sig at vende op og ned paa mine Bøger, saaledes at den sidste Tomus blev sat midt udi et Verk, og den første sidst, og derfor begierede Belønning, vilde jeg gierne give ham en Laurbærkrands, men tillige give ham Pas og Afskeed for at antage en anden, der var mindre activ.
   Konsten er ellers meget gammel, saa at den tiener til Beviis paa, at Verden haver været længe gal. Posteriteten haver ikke alleene søgt at holde den ved lige, men stræbt at rafinere derpaa med nye Tillæg og Krumspring. Thi i steden for de gamle Græker og Romere have ladet sig nøje med at vende op og ned paa Talen, for at bringe den udi en vis Cadence, saa have de sildigere Poeter søgt at tvinge den end meere ved Tillæg af Riim, og derved aldeeles opofret Materien. Om Riimenes Ælde ere adskillige Meeninger, hvoraf den grundigste er deres, som tilskrive Inventionen de Morer eller Araber, eftersom man haver merket, at der have været Arabiske Rime-Vers for Mahomeds Tiid. Fra de Spanske Morer have Rimene spreedet sig over Europa, saaledes, at de ikke alleene ere indførte udi de brugelige Europæiske Sprog, men endogsaa udi Latinen. Ingen haver herudi meere konstlet paa det Latinske Sprog end een ved Navn Leonius eller Leoninus, hvorudover de Latinske riimede Vers bleve kaldne Leoninske. Det er ikke at beskrive, hvormeget de Tiders Mennesker, sær Munkene forelskede sig udi denne Daarlighed, saa at al deres Attention var fæstet til Rimene, hvordan det gik med Materien. Man haver ikkun at læse de første rimede Vers, for at see, at de ligne heller Papegoi-Snak end fornuftige Menneskers Tale. Thi, saasom Rimene, hvoraf en vis Autor antegner 9 Slags, bleve agtede som den mest essentielle Ting udi Poesie, saa have Versmagerne alleene haft deres Tanker henvendte dertil. Ja man haver saa forelsket sig udi disse Riim, at de omsider ere blevne doblerede og triplerede udi hvert Vers. Hvoraf man kand slutte, at Materiens U-rimelighed maatte nødvendigen blive proportionered efter Versenes Riim; hvilket og er skeed: thi disse riimrige Vers ere af den Beskaffenhed, at man dermed fast kand forgive Rotter. Hvor stor Reflexion man ellers haver giort paa deslige Elendigheder, sees af de Talemaader, som endnu bruges udi adskillige Sprog, hvorved Talens Fynd betegnes ved Riim, saa at rimelig og fyndig er blevne Synonyma: thi, naar man siger, det rimer sig ikke, eller, det er u-rimelig Snak, gives dermed tilkiende, at der ingen Fornuft er udi eens Ord og Tale. Andre Talemaader ere lidt mildere: thi man dømmer undertiden saaledes, at derudi er hverken Riim eller Raison, hvorved Riim alleene associeres Fornuft; skiønt det heller burte hede: Disse Vers ere rige paa Riim, og derfore kand ikke andet end være fattige paa Raisons.
   Man skulde have tænkt, at ved boglige Konsters Reformation slige unyttige Vanskeligheder skulde have været afskaffede. Dette er dog ikke skeed, hvilket viser, at adskillige Ting endnu ere, som behøve Reformation. Man holder endnu ved at plage sig med den gamle latinske Prosodie, og udi de levende Europæiske Sprog tages Rimene endnu nøje udi agt. Vel maa man tilstaae, at der nu omstunder giøres adskillige gode rimede Vers; men det er Spørsmaal, at hvis man afskaffede Rimene, hvilke ere ikke andet end Capsuner paa Poeters Hierner, om ikke Versene vilde blive langt bedre.
   Italiener og Engellænder ere de første Europæiske Folk, som have afkastet dette Aag. Virkningen deraf er ogsaa denne, at deres poetiske Skrifter ere af alle de herligste. De Franske derimod have til andre Nationers Skade ikke villet skille sig ved dette Dukketøj: jeg siger til andres Skade, efterdi de samme spørge ikke saa meget efter, hvad bonsens er, som hvad der er Mode udi Frankrig: jeg tør sige, at det er ved denne Skrøbelighed alleene, at Riimene ere blevne conserverede udi Tydskland og Norden. Thi derefter rette andre Nationer Klæder, Sæder, Smag, Esprit, Talemaader, ja end og Andagt og Devotion. Hvad Virkning Riimene have, sees fornemmeligen af vore Aandelige Sange, hvoraf mange formedelst Rimenes Tvang ere bleven saaledes defigurerede, at liden eller ingen Meening derudi findes. Man kunde for Exempel udi en bekiendt daglig Morgensang ikke have exprimeret sig saaledes: Du Morgenstjerne, som Balsom sødeste Lugt, hvis Poeten dertil ikke havde været tvungen af efterfølgende Riim: O du velsignede Frugt. Her, paa det at Lugt kunde rime sig til Frugt, haver man i Steden for at beskrive Morgenstjernen af sin Klarhed, beskrevet den af sin Lugt, da dog intet Menneske paa Jorden kand sige, hvad Lugt en Stjerne haver. Jeg vil ikkun alleene lade mig nøje med dette eene Exempel, skiønt jeg kunde anføre andre udi mange hundrede Tal, som alle vise hvad Uheld disse Riim have foraarsaget, og at Ordsprogget er rigtigt, som siger, at Riimere ere Priimere.
   Nogle have udi vor Tiid taget sig for at udføre den latinske Prosodie udi moderne Modens Sprog, og derimod at udelade Riimene. Men, saasom udi moderne Sprog fattes de Flexioner, som de Romerske og Græske Verba og Nomina have; sa befindes det, at de nu brugelige Sprog ingenlunde kand passe sig til den latinske Prosodie. Hvis det skulde succedere udi noget Sprog, maatte det være udi det Iislandiske, hvor Ordene forandre sig udi casibus og personis.
   Jeg for min Part forkaster ikke Poesie, men holder for, at den alleene bør distingveres fra anden Stiil ved høje og nette Tanker; og, naar saaledes er, bør man afskaffe alt hvad som giør Hinder derudi, og hvad som kand indskrænke og captivere den poetiske Geist, for hvilken alle Leed og Lukker maa aabnes, at den desfriere kand øve sin Kraft og producere de Expressioner, hvorved en Læsers Sind settes udi Bevægelse. Saadant udvirkes ikke ved Cadencer og Riim, som tiene heller til at dysse udi Søvn end at opmuntre, og derfor heller bør have Sted udi Ammestuer, hvor de med Succes kand bruges ved Barnevugger, end paa Steder og ved Leiligheder, hvor der handles om at røre Affecterne. En Poet kiendes fra en Versemager derudi, at den førstes Arbeide ikke kand gandske tabe sin Dyd og Herlighed, endskiønt det bringes af sin poetiske Orden, og settes i simpel og solut Stiil, da derimod den sidstes Arbeide tillige med Stiil og Cadence taber all sin Herlighed, og bliver ligesom til intet. Det er dermed som med en grim Qvinde, hvilken ved Sminke og anden Zirath faaer Anseelse af Skiønhed, men naar dens Vernis udslettes, og dens Coiffure borttages, faaer sin naturlige Grimhed igien.

Ludvig Holberg Homepage