Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 29

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 29

[1,143 s181 Det er dårligt at fornedre sig for at ophøjes i rang]

               Libr. I. Epigramm. 143. 

         Perdit honorem Olus, nimium dum captat honores: 
              Fit minimus, qvoniam maximus esse velit. 
         Servit enim multis, ut paucis imperet, ac sic 
              Nomen jacturâ nominis asseqvitur.

   Dette Epigramma giver Anledning til at tale om Rangsyge: men som denne Materie ofte tilforn, saavel udi dette, som andre mine Skrifter er udført, vil jeg her alleene tilkiendegive en Vildfarelse, som dagligen herved begaaes, i det at man kalder Ambition og Hovmod det som heller bør føre Navn af Bassesse og et nedrigt Gemyt. For at oplyse dette, vil jeg ikkun af den gamle Historie forestille tvende Personer, nemlig: Alexander og Cæsar. Begge tillegges en Ambition uden Grændser: den første med Billighed, men den anden af Vildfarelse. Den første for at erhverve sig et stort Navn, søgte at gaae lige frem, at affrontere U-lykker, Fare, Død, heller at styrte end at gaae et Trin tilbage, heller at tabe alting end at vinde ved at opofre den mindste Ting. Cæsar derimod for at blive engang stor, maa giøre sig hundrede gange liden og foragtelig, for at dominere blant sine Ligemænd, maa lade sig træde under Fødder af sine Undermænd, hykle for Skummet af Folket, og opofre den rette Ære, for at erholde en forfængelig Titel. Saadant er ikke Ærgierighed men en yderlig Bassesse. En ærgierig Mand er vel ingen god Mand: thi han øver undertiden Vold, Tyrannie og mord for at erhverve sig Høyhed. Men at begaae Bassesse for at komme til sit Maal, er ikke en Ærgierigs Characteer; thi saadant strider imod all Ambitions Natur. Hvis intet andet Middel havde været for Alexander til at blive stor, havde han aldrig naaet sit Sigte: thi, saasom hans høye Hierte tillod ham ikke at begaae noget som var nedrigt, for derved at erholde sit Sigte, eller at figte paa Tartarisk, for at vinde en Seyer, saa havde han af pur Ambition renonceret paa Høyhed, og Ærgierighed havde blevet den største Hindringssteen for hans Ærgierighed. Cæsar derimod er ikke nær saa delicat: intet Middel er ham for nedrigt for at komme til Maalet, han giør u-ret, bruger List, slaaer sig til onde Mennesker, hykler for den liderligste Almue, for at erholde en høy Post, og af en saa kaldet Ærgierighed styrter sig udi Bassesse, ja ligesom kryber paa Hænder og Fødder til Høyheds Throne; da Alexander derimod med oprakt Hoved gaaer dertil, og er sig stedse selv liig: thi det heder hos ham: jeg kunde nok gribe til visse Midler for at komme til Maalet, hvis jeg var Parmenio og ikke Alexander.
   Man seer heraf, at en Ærgierig kand vel begaae alle slags Misgierninger for at fornøye sin Ambition, men ikke at betiene sig af nedrige Middeler dertil, og at det derfor er af Vildfarelse, man kalder dem Ærgierige, der paatage sig alle slags Skikkelser for at beklædes med en Titel, og ligesom opofre Æren for at komme til en slags Ære. En Ærgierig og en Rangsyg confunderes gemeenligen sammen: men der er stor Forskiel imellem dem. Begge ere lastværdige, men ikke paa een Maade. Den første betiener sig af alle slags Middeler, undtagen nedrige, for at komme udi en høy Post: han kand ikke paatage sig en Slaves Skikkelse for at blive Herre, ikke tigge for at blive riig, og ikke lade sig træde under Fødder af hver Mand, for at herske over faa. Den anden derimod betiener sig af alle slags Middeler, endogsaa nedrige, underkaster sig Spot, Foragt, paatager sig Tieners Skikkelse, kryber som en Madik paa Jorden, og udi mange Aar med Taalmodighed modtager Næseknip og Ørefigen, for paa sin gamle Alder at kunde regalere andre dermed igien.
   Still dig for Øyen tvende Brødre udi vort Naboelag: den eene er bleven Borgemester; den anden er ikkun en simpel Borger. Den eene holdes for ærgierig, efterdi han haver arbeidet sig frem til den Post, som han beklæder: den anden siges ingen Ambition at have, efterdi han er udi sin gamle Stand, og ikke haver kunnet sat sig supra vulgus. Den første haver familiariseret sig med fornemme Herrers Laqueier, Gaards-Karle og Kudske, for at faae Adgang til fornemme Herrers Huuse. Derved er første Trin giort til hans Consulat. Efter at han haver faaet Adgang til et Huus, haver han vugget Børn udi Ammens, fejet Gulvene udi Pigernes, børstet Klæder udi Tienernes Fraværelse, og ved deslige Tienstferdighed haver vundet Herrens og Fruens Yndest. Dette er det andet Trin til Borgemesterskabet. Den ved saadanne Midler erhvervede Yndest haver han forøget ved Lykønskninger, panegyriske Vers til Navne og Fødsels Dage, og derved haver vundet den Naade at spiise ved Herskabets eget Bord. Dermed er det tredie Trin giort til Consulatet. Derpaa haver han udstuderet Herrens Sind og Tilbøyelighed, hvorefter han haver rettet sine egne, saa at han haver fundet i intet Behag, uden hvad Patronen haver behaget, ingen Meening haver havt, som strider imod hans Meening, ja haver end rettet sin Religion og Samvittighed efter det naadige Herskabs Samvittighed. Derved er han bleven en Favorit af Huuset, og haver saa fuldføret den fierde Act. Endelig haver han forlovet sig med Fruens kiereste Pige: hvorved hendes Velbaarenhed haver taget sig hans Sag an som sin Velfært, og ikke holdet op at solicitere for ham, indtil han til Brudegave med Pigen haver faaet en Værdighed: hvilket er den femte Act af Comoedien; thi Skuespill endes gemeenligen med Ægteskab. Hans Broder derimod haver stedse næret sig ved sin ærlige Handtering og sine Hænders Gierninger, hvorudover han er og stedse vil blive den samme, nemlig en god, ærlig og ærekier Borger, ja ligesaa ærekier som hans Broder haver været nedrig; thi begges Opførsel og Levnet viser, at den sidste er ærlig, men første alleene velbyrdig; ja at den sidste som siges at være uden Ambition, efterdi han endnu er ikkun en simpel Borger, haver havt ti dobbelt Ambition mod den første, der ved nedrig Opførsel haver erholdet en høy Post. Thi de gamle Pletter, hvormed han tilforn er besmittet, kand ved Borgemesterskabet ikke aftoes. Man siger: Skaden flyver aldrig saa høyt, at jo Rumpen følger med. Ja det som meere er, Pletterne ere derved bleven giorte meere kiendelige end tilforn, saa at det er gaaet med ham og andre deslige Folk, som med den grimme Abe, hvilken klavrede op paa et høyt Sted, og derved foraarsagede, at dens Grimhed blev des kiendeligere: qvo altior eò turpior.
   De fare derfor vilde, som tænke, at de der betle om Rang og Titler, have Ambition; tvertimod saadant er jo Beviis paa de allernedrigste Gemytter. Ja man kand i visse Maade regne dem blant en Stads publiqve Tiggere, hvoraf nogle betle om Brød, andre om Titler; thi det eene med det andet er Tryglerie, som reiser sig af Fattigdom og Mangel, der paa Brød, og her paa udvortes Ære. En Spansk Herremand, som gaaer med en sulten Mave, og lider heller Nød end arbeider, paa det at intet, som er hans Noblesse u-anstændigt, skal begaaes, han kand retteligen siges ærgierig, ja at have ti gange meere Ambition end en Cæsar, en Pompejus, en Crassus og andre saa kaldne ærgierige Folk udi Historier. Thi en Spanier vilde nok være Cæsar, men ikke gaae Cæsars Vey, for at nyde Cæsars Post. Det heder hos ham, naar han sulter af Armod: Gid jeg var en fattig Mand, at det kunde staae mig an at arbeide for Føden.

Ludvig Holberg Homepage