Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 26

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 26

[2,2 s166 Ikke kvalitet, men høj pris skaber efterspørgsel]

                Libr. II. Epigramm. 2. 

          Qværis cur Venerem plebejam nauseat Afer; 
              Asse emitur gemino; displicet inde nimis &c.

Menneskets Smag bestaaer meere udi Indbildning end udi Realitet, meere udi hvad en Ting siges at være, end hvad den virkelig er. Spæde Børn er de rette Dommere om Smagen. Man seer dem fast alle at finde Behag udi Melk, Frugt, Sukker &c. hvoraf man maa slutte, at derudi er en naturlig Angenemhed. Voxne Mennesker derimod ere gemeenligen ubeqvemme Dommere herudi, efterdi deres Smag af Vaner og Indbildning er bleven saa forfalsket, at de ikke skatte en Ting efter dens naturlige Godhed, men efter den Priis, som andres Daarlighed haver sat derpaa. Sagernes høje Priis og Rarhed foraarsager, at de foragte de Ting, som Naturen haver distingvered udi Godhed, alleene fordi de kand haves uden Møje og Bekostning, og derimod finde Vellyst udi u-naturlige og ildesmagende Ting, alleene efterdi de ere dyre, og de uden Besværlighed ikke kand erhverves. Hvad haver for Exempel givet Caffee eller brændte Bønner behageligere Smag, end Melk? intet uden Prisens Forskiel: thi, hvis en Potte Melk kostede 1 Rigsdaler, og et Pund brændte Bønner 2 Skilling, vilde det første blive en Førstelig Tractament, og det sidste ikke bruges uden i Straahytter. Alt hvad som kommer fra Indien og China, smager vel, efterdi det ikke uden ved Reiser, som vare tvende Aar, kand os tilbringes.

               Qværit se natura, nec invenit, omnibus ergo 
               Scorta placent, fractiqve enervi corpore gressus 
               Et laxi crines, & tot nova nomina vestis, 
               Qvæqve virum qværunt; ecce! Afris eruta terris 
               Citrea mensa, greges servorum ostrumqve renidens.

<
   Herudover er Ordsproget: Koster det meget saa smager det desbedre. Det er derfore ikke i Henseende til Føden, men til Fødens Priis, at der giøres saa stor Forskiel imellem en riig og en fattig Mands Bord: ja man kand sige, at den sidste spiser bedre, men den første kostbarere. Thi, naar vi examinere den Riges Taffel, finde vi det bedækket med mange Slags Retter, som Mennesket haver maattet vænne Naturen til at æde, efterdi de ere fornemme. Paa den Fattiges Bord derimod findes intet uden de Ting, som man maa vænne Naturen til at vrage. Udi alle de Retter, som findes paa Bondens Bord er en naturlig god Smag, og haver man ikkun at giøre Forsøg med et spædt Barn, hvis Smag endnu ikke er bleven fordervet, for at blive overbeviset herom. Den Riges Gane er ved Mode og Vane bleven saa fordervet, at den æder heller en raaden og stinkende Beccasin, end det beste og saftigste Oxekiød, ja det er troeligt, at, hvis en Koekase kostede mange Penge, og med Besværlighed blev ført syltet fra Indien eller den nye Verden, at den vilde blive en Hovedconfiture paa fornemme Borde. Det gaaer med Mad og Drikke ligesom med Klædedragt: hvis en Første hittede paa at gaae paa Stylter, vilde og andre holde det for en beqvem Mode, ja man haver til Venedig virkeligen seet fornemme Dames udi saadan Positure at gaae igiennem Gaderne, heldende sig paa tvende Opvartersker. Man vænner sig til ildesmagende Ting og til ubeqvemme Moder, for at distingveres fra Almuen; og Vanen bliver siden til en Natur: saa at man finder Sødhed udi det, som er mest suurt og bittert.
   Man kand derfore ikke dømme om en Tings Godhed efter dens Priis, som af visse Folk derpaa sættes. En Courtisan giver sin Velfærd bort for en Jomfruedom, som en Jøde ikke vilde tilhandle sig for en Daler: thi den første dømmer efter Caprice; den anden derimod seer efter Tingens intrinsique Valeur. Hvad kand have mindre naturlig Behagelighed end Tobaksrøg? og dog seer man heele Nationer at have forelsket sig saaledes derudi, at de ikke kand leve uden det samme. Den store Persiske Konge Abbas søgte engang at vænne sine Undersaattere derfra; men forgieves: thi de foregave alle, at det var at betage dem deres Vellyst. Han inviterede derpaa nogle fornemme Persianer paa en Tobaks Collation, og lod Piberne fylde med tørt Gaaseskarn og Koemøg, foregivende, at det var en rar Sort af Tobak, som han nyeligen havde forskrevet. Da alle havde udsmøget deres Piber og roset den nye Tobak, gav Kongen dem tilkiende, af hvilke Ingrediencer den bestod, og derpaa visede dem, hvad Indbildning kand udvirke.
   Jeg kunde opregne utallige andre Ting af ligesaa modbydelig Smag, som denne Urt, hvilke dog præfereres de bestsmagende Ting, enten efterdi deres Brug er kommen udi Moden, eller efterdi de ere dyre, og ikke uden Besværlighed kand bekommes. Et Æble, som ligger paa Jorden, gaaes forbi, og man klyver op i Træets Top, for at afplukke et andet, hvilket ofte, skiønt mindre moed, smager bedre, efterdi det med Møje plukkes. En Jomfrue, som villigen tilbyder sin Tieneste eller giver sig paa Discretion ved første Angreb, forkølner Frierens Kierlighed. Hvorudover et listigt Fruentimmer affecterer Kaaldsindighed, stiller sig til Modstand, og lader en Beiler frie paa Romansk, for derved at forøge hans Lyst, og des sikkere at naae sit Ønske. Dette practicerede den bekiendte Anne Boulen med Succes: thi hun havde aldrig naaet sit Ønske, hvis hun havde stillet sig meere tam mod Kong Henric 8. Hendes affecterede Modstand og Kaaldsindighed banede hende alleene Vej til Thronen. Jeg drister mig ikke at fælde samme Dom over den kydske Paméla, for ikke at faae paa Halsen et heelt Regiment af prude Matroner og Jomfruer, der ikke uden Graad læse hendes opbyggelige Historie. Men ingen kand ey heller lægge mig til Last, om jeg veigrer mig for at garantere for denne store Kydskheds Heltinde. Hvis Virkningen af hendes Opførsel havde været Forfølgelse, Fængsel og Død, vilde jeg gierne, for at insinuere mig hos vore Fruentimmer, canonisere hende: men saasom hun af en Bondepige derved blev til en anseelig Dame, suspenderer jeg herudi mit Judicium, og i det ringeste dømmer ikke med den Assurance, som i den Romerske Lucretiæ Sag. Elskov haver ingensteds større Virkning end udi Italien, Spanien og Orienten, hvor Qvindekiønnet indsperres, og til hvilket ingen uden ved Livs og Lemmers Forliis baner sig Adgang. Vanskelighed forøger Lyster, og hundrede listige Midler bruges for at bestorme de Fæstninger, som ere mest fortificerede, saa at de Præcautioner Mændene bruge i at forvare og skiule deres Hustruer ere en Art af Invitationer til forliebte Personer, og mangen Mand taber sin Hustrue, just fordi han forskandser hende, og faaer Horn, just fordi han bruger for stor Præcaution derimod; saa at det gaaer med ham som med dem, der mister deres Helbred alleene ved for megen Medicine.
   Man haver derfor ikkun at sette en høj Priis paa en Ting, eller at giøre dens possession vanskelig for at opvekke Begierlighed derefter; og man haver ikkun at giøre Adgang til en Ting let, og at vise Mennesker Forraad og Overflod paa Varer for at styre deres Lyst. Ingen haver mindre Lyst til Sukker end en Sukker-Bager, og ingen drømmer mindre om Rosiner og Svedsker end en Urtekræmer-Dreng. Dette vide Kræmmere, og derfor lade alle Kiister staae aabne for Drenge og Svenne. Mennesket er herudi, som udi andre Ting, selsomt og ubegribeligt: og bekiender jeg mig selv ikke at være fri for samme Daarlighed. Af alle mine Venner haver jeg ingen meere elsket end N. N. som boer 2 Miile fra mig, og hvis han end flytter 2 Miile længere bort, vil jeg maaskee elske ham end meere. Jeg haver stedse været en Elsker af Caffée, men finder nu omstunder ikke den Smag derudi, som da Pundet kostede 2 Rdlr., saa at jeg kand ikke andet dømme, end at Priisens Fald haver foraarsaget Appetitens Aftagelse, og at Lysten igien vilde voxe, naar Bønnerne kommer udi deres forige Priis. Hvi er det ikke en Synd at drikke kolt Vand (perche non é peccato di bevere l'aqva fresca) sagde en vis Italiener: saasom han meenede, at det i saa Maade vilde smage bedre. Saaledes kand man og sige: hvi er Melk, Smør, Erter, Rødder og anden Bonde-Kost ikke udi større Priis, saa vilde man ret skiønne paa dens Sødhed og naturlige gode Smag.

Ludvig Holberg Homepage