Ludvig Holberg: Moralske Tanker (1744), 9

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 9

[1,84 s73 Hold dig fra kunstarter, du ikke har talent for]

                 Libr. I. Epigramm. 84. 

       Qvicqvid ad ornatum facit Afer, qvicqvid ad usum, 
          Excipitur sannis, nî bene facta sient. 
       At nota non eadem factum perstringit utrumqve: 
          Hoc grave, sed gravius Censor id esse putet.

   Alle Menneskets Gierninger ere Critiquer underkastede; dog ikke alle lige, endskiønt Gierningerne i sig selv kand være lige. Naar een af fri Villie uden Fornødenhed og alleene for at lade see sin Esprit og Behændighed, forretter noget, bliver det samme nøjere examineret, end hvad een giør af Fornødenhed. Thi det heeder med den første: Jeg vil giøre det som jeg vil; men med den anden: Jeg maa giøre det som jeg kand. Den første drives til en Gierning af Ambition, den sidste af sin Pligt. Thi at giøre en Ting ubeden, er ligesom man vil sige: Jeg kand giøre det bedre end en anden. Derimod at giøre en Ting, som man er forbunden til at giøre, vil ikke andet sige end: Dette er mig paalagt at giøre, man maa tage Villien for Verket.
   Dette kand forklares ved adskillige Exempler. En bliver ombeden at synge eller dantse: Han undskylder sig, bliver paa ny presset, og endelig synger eller dantser, som han best kand. En anden derimod inviterer Folk at høre sin Stemme, eller at see sin Behændighed i at skiære Caprioler. Begge acqvitere sig ilde. Den første haver milde Censores, efterdi han af Tvang giorde hvad han kunde; den anden derimod underkastes haarde Critiquer, efterdi han uden Tvang giorde, hvad han ikke kunde. Ja, endskiønt den sidste giør sine Sager bedre end den første, faaer han dog haardere Dom, efterdi man af frivillige Gierninger promitterer sig en Slags Fuldkommenhed: thi den første kand lignes med den, som giver noget, hvilket han ikke haver lovet; den anden derimod kand lignes med den, der giver mindre end hvad han haver lovet, saa at, endskiønt han giver meere end den første, giver han dog mindre, efterdi Gaven svarer ikke til Løftet. Videre, en Advocat gaaer i Rette for een, der haver Proces og betinger sig Salarium efter Sagens Storhed. En anden derimod vil intet Salarium have, men vil lade sig nøje med den Ære at blive applauderet for sin Veltalenhed. Den første lader ingen Generositet see, efterdi han tager Penge for sit Arbeide. Den anden derimod øver en Slags heroisk Gierning, efterdi han arbeider for intet. Men, u-anseet den eenes Egennyttighed og den andens Generositet, bliver dog den første mindre criticeret, endskiønt han agerer Sagen maadelig, end den sidste, endskiønt han taler bedre, saasom den første gaaer i Rette for at fortiene sit Brød, men den anden for at lade sig høre. Det er i den Henseende, at alle de saa kaldne Mesterstykker blant Haandverksfolk bliver nøjere examinerede end sædvanligt Arbeide. Og at Skribentere blive meere igiennemheglede end andre Arbeidere; og det ikke uden Billighed. Thi, naar en Autor ubeden skriver en Bog, provocerer han den heele vide Verden til Critique; skriver han vel, takker ingen ham derfor, efterdi ingen bad ham skrive, og skriver han ilde, bliver han anseet, som en forfængelig og daarlig Mand, der giver sig ud for det, som han ikke forstaaer, og blotter sin Skrøbelighed, som ellers kunde blive skiulet. Thi det heder da: Si tacuisset, Philosophus mansisset. Sandelig, naar en ubeden bringer et vanskabt Hiernes Foster for Lyset, saa er det ligesom han vil sige: Jeg er en Nar; men som det ikke er alle bekient, saa vil jeg ved dette mit Skrift notificere saadant for den heele Verden, paa det at saavel nu levende, som tilkommende Mennesker ikke maa tvivle derom.
   Ligesom af alle Arbeidere mest exponeres Konstnere, det er de, som arbeide til Zirath, saa exponeres af alle Skribentere mest Poeter. Thi de samme, enten de skrive vel eller ilde, saa holder ingen dem noget til gode. Poesie er i visse Maader Egenroes, og al Egenroes gemeenligen bevæbner Folk imod sig. Thi, naar een arbeider udi Digtekonst og lader sit Arbeide komme for Lyset, giver han tilkiende en Slags høje Tanker om sin Geist og sit Hovet. Vel er sant, at Poeter ofte ved Fortaler søge at disculpere sig for saadant, i det at de tilkiendegive deres Geists og poetiske Aares Ringhed. Men saadanne Undskyldninger kand ikke ansees uden som pure Complimenter, hvorved intet meenes. Thi, hvis de virkeligen holdte sig for ingen poetisk Geist at have, toge de sig vare for at skrive, hvorudover deslige Undskyldninger ikke meere kand desarmere deres Censores, end naar een giver en anden en Ørefigen, og siger: Med Permission. Excuser haver sted, naar man tvinges til at giøre en Ting, men ere u- rimelige, naar man giør noget af fri Villie. Thi da heder det: Lad blive at giøre, saa slipper du for at undskylde din Gierning, eller saasom Cato fordum sagde: Næ tu, Aule, nimium nugator es, qvum maluisti culpam deprecari, qvàm culpâ vacare.
   Hvis Autores, sær Poeter, saadant nøje eftertænkte, vilde de i det ringeste blive varligere i at skrive, og ikke som Maaneds-Duer udlegge Eeg 12 gange om Aaret. Men, saasom mennesker ikke kiende sig selv, og ikke veje deres Kræfter, saa seer man, at faa tage udi Betænkning at begive sig paa dette store Hav: ja Erfarenhed lærer, at, ligesom den, der ingen Stemme haver, synger gemeenligen mest, saa følger Skrivesygen dem, som mindst have Capacité til at skrive. Man kand ligne dem med drukne Folk, hvilke have allerstørst Begierlighed til at lade sig see iblant Folk, naar de have allerstørst Aarsag til at skiule sig. A, een af mine Naboer, der bræger som en Giedebuk, aabner sine Vinduer om Sommeren, for at lade sin Røst høre, og det meget ofte. B derimod, som haver en herlig Stemme, lader sig sielden høre. Begge incommodere mig: den eene med sin Sang, den anden med sin Taushed. Begge kunde derimod obligere mig lige meget: den første ved at tie, den sidste ved at sjunge; eller den første ved at lukke sit Vindue til, og den sidste ved at lukke det op. Men dette er ikkun et forgieves Ønske: thi man merker af utallige Exempler, at Villie og Afmagt, Uvillie og Dygtighed gemeenligen boe sammen, og at de, som mindst kand giøre, anmasse sig mest Forretninger. Jeg veed fast intet Exempel paa en slet Orator, der jo haranguerer over den foresatte Tiid. Han kunde ved en kort Oration spare paa sin Tiid, spare paa sit Bryst, og obligere alle Tilhørerne, hvis han vilde være kort. Men det synes, at han vil tale længe, just fordi han taler ilde. Hvorofte er ikke N.N. derom bleven advaret? men alletider forgieves: det er troeligt, at om den høje Øvrighed selv bad ham derom, han dog ikke afkortede een eeneste Periodum af sin Prædiken:

             - - - Cæsar, qvi cogere posset, 
         Si peteret per amicitiam patris atqve suam, non 
         Qvidqvam proficeret.

- - -Han kand ikke tie, just fordi han kand ikke tale. Man seer saaledes heraf, hvi de samme Gierninger blive meere censurerede hos een end hos en anden, og at Horatii Betænkning er ikke mindre sindriig end sandfærdig, naar han siger:

              - - - Mediocribus esse poetis 
         Non homines, non Diî, non concessêre columnæ.

Ludvig Holberg Homepage