link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Ludvig Holberg (1684-1754), Moralske Tanker (1744), 1

[1,1 s23 Hvorfor er en rig mand karrig og en fattig ødsel?]

                    Libr. I. Epigramm. 1. 

            Sumptibus ut parcas, miserè consumeris ipse: 
               Olus inops moritur, ne minuantur opes. 

   Blant de mange underlige Ting, som ere fast ubegribelige hos Mennesker, ere en riig Mands Karrighed og en Staaders Ødselhed. Den Riige sparer i dag, ret ligesom han frygtede at døe af Armod i morgen, og den Fattige øder een Time, hvad han ofte maa sulte for et heelt Aar. Ja disse Qvaliteter ere des vanskeligere at fatte, efterdi Karrighed findes helst hos ældgamle Folk, som hver Dag vente paa Døden, og Ødselhed merkes fornemmeligen hos de Unge, som vente at leve længe; saa at de første synes at holde paa Penge, just fordi de dem ikke behøve, og de sidste at kaste dem bort, just efterdi deres Conservation er højligen fornøden. Dette kand derfore ikke tilskrives uden Menneskets Bizarrerie, hvorudi man ingen Reede kand finde: thi ingen anden Aarsag dertil kand gives, uden at det er menneskeligt, og ligesom naturligt, efterdi man seer, at det er fast almindeligt. Jeg haver eftertænkt, for Exempel, de Farver, som en gammel riig Mand sætter paa sin Sparsomhed, men finder, at de ingen Stik vil holde. Thi at samle meest paa Reisepenge, naar Reisen er til Ende, at gnie mest paa Proviant, naar man seer Havnen, er gandske u-begribeligt, ja ligesaa latterligt, som den Mands Gierning, der med stor Omhyggelighed satte sit Haar udi Bukler om Aftenen, da han var dømt til at miste Hovedet om Morgenen. Vel er sandt, at en Huusfader, der haver Hustrue og Børn, kand med bedre Skin forsvare sin Karrighed end en der lever i eenlig Stand; thi den første kand sige, at man maa tænke paa sin Familie; den sidste derimod lever sparsom uden at kunne anføre ringeste Aarsag til sin Sparsomhed, og uden at vide, for hvem han samler. Jeg bekiender, at det Argument, en Huusfader betiener sig af, haver et stort Skin, ja saa stort, at det hos meenige Mand passerer for et u-imodsigeligt Motiv. Men, naar man anseer det med Philosophisk Øje, er det ikkun en u-ægte Farve, som her bruges til at skiule en og den samme Skrøbelighed. Jeg vil med endeel altforletsindede Philosophis ikke giøre den naturlige Foreening imellem Forældre og Børn og Slegt til en blot Chimére. Jeg fordømmer Aristippi Ord, hvilken, da han blev erindret om Pligt imod sine Børn, som vare avlede af ham selv, spyttede paa Jorden, og sagde: Dette kommer og af mig selv: Item den hos Plutarchum, der blev erindret om Kierlighed til sin Broder, og svarede, at Forbindelsen bestod derudi, at de begge vare komne til Verden igiennem een Canale. Jeg vil end med sundere Philosophis ikke gaae for vidt herudi: Jeg vil med dem ey heller sige, at det Baand, som er imellem Husbonde, Hustrue og Børn, løses ved Døden, saa at, naar Manden døer, ere de, som udi Livet vare hans Hustrue og Børn, det ikke meere. Hvorudover enten de spise een eller fire Retter, enten de kiøre udi forgyldte Carosser eller de age paa Kurvvogne efter hans Død, dertil føler han slet intet. Og, naar Personerne møde hverandre igien udi det andet Liv, bliver neppe spurt om deslige Ting, med mindre man med den gemeene Almue vil forestille sig et kiødeligt Himmerige. Jeg vil dog, siger jeg, ikke gaae saa vidt: thi saadan Lærdom kunde føde en Slags Efterladenhed; og det er undertiden nyttigt for Menneskerne, at de holdes udi visse svage Principiis, efterdi Societeter derved holdes nogenledes ved lige. Jeg vil ikkun alleene sige dette, at en grundig Philosophus lader sig ikke afspise med saadant Argument. Thi han holder for, at alt hvad en er sit Afkom skyldig, er en god Optugtelse, og at Rigdom kand være Børnene lige saa snart til Skade og Fordervelse som til Nytte. Han vil sige, at maadeligt Arvegods driver de efterladte Børn til at arbeide og at cultivere deres Sind, ja tvinger dem til mod deres Naturel at blive Folk af Meriter og nyttige Lemmer udi et Societet. Jeg for min Part vilde dog gierne tage det almindelige Argument for fulde, hvis Erfarenhed ikke visede, at Omsorg for Hustrue og Børns Velgaaende ikke kand være Aarsag til saadan Karrighed: thi, hvis saa var, foresatte man sig et vist Maal, som man ikke overskreed, og lod sig nøje med at samle en Sum, som kunde være tilstrækkelig til de Efterlevendes skikkelige Udkomst. Men man seer, at Gnieres Sparsomhed ingen Grændser haver: thi den, som ejer ti tusinde Pund, er ligesaa omhyggelig, for at forøge sin Capital, som den der haver et tusinde, saa at han lever fattig, alleene for at døe riig. Hvoraf sees, at en gammel Huusfader forsvarer sin Karrighed med lige saa slet Grund som en gammel saa kalden Ungkarl. Begge arbeide paa at legge Dynge paa Dynge, uden at vide hvorfor det skeer. Og er det derfore best, at den eene med den anden bekiender sin Skrøbelighed, og ikke betiener sig af Argumenter, som ingen Stik kand holde. Saa ofte nogen censurerer min Omhyggelighed, og spørger mig, til hvad Ende jeg med Arbeide og Bekymring, søger at formeere min Boe, giver jeg og ingen anden Aarsag dertil, end denne, at jeg er et Menneske, det er paa anden Dansk, en Nar, og er forvisset om, at min Hr. Censor vil blive den samme, saa snart han kommer i samme Situation, som jeg er udi, det er, saa snart han begynder at legge Grundvold til en staaende Capital. Menneskets fordervede Natur fører dette med sig, at, saa snart en begynder at sætte tilside en Sum, som han ikke agter at røre ved, og som han kalder sin Nødskilling, faaer han strax Lyst til at forøge den, og, jo større Dyngen bliver, jo meere magnetisk Kraft bekommer den at trække til sig; saa at dette herudi kommer overeens med hvad disse Tiders Naturkyndige sige om Gravitate: Qvò copiosior est materia corporis, eò majorem habet vim attrahendi. Det er: jo større et Corpus bliver, jo meer Kraft faaer det at trække et andet til sig. M. Crassus var en af de rigeste Borgere, som er at finde udi Historien. Karrighed og Velstand forøgedes hos ham udi lige Grad. Plutarchus fortæller, at han holdt daglig Omgiængelse med en Philosopho, og at han flyede ham en Hatt, for at beskierme sig mod Solen, naar de spadserede tilsammen til hans Gaard uden for Staden; men at han glemmede aldrig at fodre Hatten tilbage, naar Reisen var giort. En graadig og ufornøjelig Euclio er saaledes fattig udi al sin Rigdom; thi han lider altid Mangel, efterdi han faaer aldrig nok: da derimod en der er fornøjelig, lider aldrig Mangel, efterdi han haver altid nok. Og er det derfore, at en vis Poet siger, at Fornøjelse er den Philosophiske Steen. At dette saaledes forholder sig, vises ikke alleene af Personers i sær, men af heele Nationers Exempler. Intet Land er rigere end Holland, og intet er tilligemed sparsommeligere. Thi Indbyggerne leve fast af intet uden af Tobaks Røg, saa at det gaaer dem, som Cameelet, hvilket bær en Guldsæk og æder Tidsler, bær Viin og drikker Vand. De fattigste Nationer derimod svømme udi Overdaad. Man hører dagligen denne Fejl at censureres, og med heslige Farver at afmales, man forestiller de U-leiligheder, Bekymringer og Farer, Rigdom fører med sig: Gnieren bliver dog stedse ved at gnie. Han holder den Fattiges Declamation at reise sig af Misundelse, og allegerer Rævens Exempel, hvilken lod som han foragtede Rønnebærene, og sagde, at de vare suure, efterdi han ikke kunde naae dem. Hvad som mest bestyrker ham i denne Skrøbelighed, er det, at de som mest prædike mod Riigdom og tale om de U-leiligheder den fører med sig, ikke krybe bag Buskene, naar en Riig vil giøre dem til Arving: thi ingen veigrer sig da at modtage Arven tillige med de Byrder, som den fører med sig. Intet er gemeenere end at høre fattige Folk saaledes tale: Hvad vil den eller den med det Liggendefæ, som han ruer over? Han kand jo intet deraf føre med sig til Jorden? GUd give mig min daglige Udkomst! Det er alt hvad jeg forlanger, og det er alt hvad et fornuftigt Menneske bør tragte efter. Men intet er tilligemed almindeligere, end at see deslige Pengeforagtere gandske omstøbte, saa snart de selv blive bemidlede: thi da merke de, at de Fristelser ere ikke saa lette at bestride, som de havde forestillet sig, saa at det herudi gaaer dem ikke anderledes end den politiske Kandstøber, der sagde: Jeg havde ikke tænkt, at det var saa vanskeligt at være Borgemester, førend jeg kom i Raadet.
   Jeg haver nøje eftertænkt, om nogen naturlig Aarsag kunde udfindes til denne Karrigheds Lyde; men forgieves. Thi hvad skulde vel bevæge et Menneske til at underkaste sig Arbeide, Bekymring, Nattevægt, for at skrabe Penge sammen, som ofte blive Fordøjere, ja ens egne Fiender til Priis? Man kand derfor ikke tilskrive denne Passion til andet end til Menneskets fordervede Natur og bizarre Tilbøjeligheder, hvilke herudi ere saa store, at der findes Mennesker, som end ødelægge sig selv ved Sparsomhed. Og er det i sær paa deslige Slags Gniere, som Epigramma sigter:
            Olus inops moritur ne minuantur opes. 
og om hvilke Ordsproget er, nemlig: Han gnier paa en Skilling, for at sætte til en Daler. Karrighed udi saadan Grad, kand kaldes en heftig Sygdom, og med ingen Svaghed lignes bedre, uden med en Vattersottigs, hvilken jo meer Vædske den faaer, jo meer tørster den.
            Qvò plus sunt potæ, plus sitiuntur aqvæ. 

   Haanden faaer aldrig nok, førend Munden fyldes med Jord. Den kand ogsaa kaldes en Trældom. Thi Gnieren, som en gammel Philosophus siger, ejer ikke Pengene, men Pengene eje ham: Non nummos habet, sed à nummis habetur.
   Af dette, som jeg her haver anført om Karrighed, sees, at den er og bør holdes for en heslig Feil, men derhos, at den er Menneskelig, og at de fare vilde, der ansee rige Gniere som Monstra, der stride imod Naturen, da den tvertimod kand anføres som et Kiendetegn paa et Menneske, det er paa et bizarre Creature, som ingen kand finde Reede udi.
   Saasom mine moralske Betænkninger sigte egentligen ikke til at igiennemhegle Laster: thi jeg haver nok at bestille med at sætte mig selv de Vildfarelser og vrange Meeninger, som meenige Mand haver om Laster og Dyder, saa vil jeg her ved denne Leilighed melde noget om de Irringer, som dagligen begaaes ved at confundere Gierrighed med Gnieragtighed. Derimellem bliver saavel udi Skrifter, som Tale, saa liden Forskiel giort, at visse Nationer betiene sig af et og det samme Ord for at exprimere begge disse Passioner, da det dog er ikke alleene adskilte, men endogsaa stridende Laster. En Gnier hader, men en Gierrig elsker sit eget Legeme. Den første er sin egen, men den anden det Menneskelige Kiøns Bøddel. Thi, saasom Gnieren er ikke saa meget for at skrabe til sig, som for at rue paa det som han haver, saa er han mod ingen ond uden mod sig selv; thi det heder, som Ordsproget lyder, at Karrighed er sin egen Stivmoder, og derfor kand han passere for en god og uskyldig Borger udi en Stad. Den Gierrige derimod, saasom han kaster ud med den eene Haand, hvad han faaer udi den anden Haand, saa betiener han sig af lovlige og u-lovlige Midler til at erhverve hvad han skal øde, og til at stoppe paa de Hul, som dagligen giøres; saa at derfor en gierrig Mand er en ond og skadelig Borger: thi Gierrighed er en naturlig Effect af Ødselhed. Og seer man, at disse tvende Laster gemeenligen ere saa combinerede, at de ikke kand skilles fra hinanden. Den Character derfore, som af Sallustio gives Catilinæ nemlig, alieni appetens, sui profusus, er aldeeles ikke saa rar, som visse Skribentere have holdet for. Thi Characteren er gandske gemeen, og haver man ikkun at kaste sine Øjen paa Mennesker, for at blive gandske overbeviset derom. Catilinæ giøres her intet andet Portrait, end hvad som i Almindelighed passer sig paa gierrige Mænd, hvilke ligesom af Nødvendighed ere gierrige, just fordi de ere ødsele. Det er med dem beskaffet, som med Febricitantere, hvilke ideligen maa drikke, efterdi Vædskerne fortæres af Sygdommens Heede. Man seer og Medicos at giøre samme Formaning til deres Patienter, naar den Vomitiv, som de have indtaget, opererer; thi det heder: man maa have noget at vomere paa: man maa see til, at der er nogen tilstrekkelig Indtægt til saa stor Udgift. Gierrighed og Karrighed ere saaledes tvende adskilte, ja stridige Passioner, endskiønt de gemeenligen confunderes, saa at de Franske betegne begge med det Ord af Avarice, og kaldes derfor Harpagon i den bekiendte Comoedie l'Avare, skiønt hans Characteer var alleene at gnie. Vil ellers nogen spørge, hvilken af disse Characterer er den lastværdigste, da kand man sige, at Gnierens er mest selsom, men den Gierriges mest lastværdig. Den førstes Passion er gandske ubegribelig, og giver Afridsning paa Menneskelig Bizarrerie: den andens derimod gandske let at fatte, og giver Portrait paa Menneskelige Laster. Begge ere lastværdige, den første fortiener mundtlige Correctioner, men den sidste corporlig Straf.
   Dette, som jeg her haver anført, er ikkun i Almindelighed: thi der er ingen Regel, som jo haver sine Exceptioner. Saaledes findes der adskillige Gniere, som tilligemed ere gierrige. Men begge disse onde Qvaliteter findes sielden udi eet Subjecto: thi man seer gemeenligen, at Gnieren er ligesaa lidet for at acqvirere, som den Gierrige er for at spare.
   Efterat jeg haver talet om en riig Mands Karrighed, og viset, hvilken selsom Passion det er, vil jeg melde noget kortelig om en fattig Mands Ødselhed, hvilken er end en selsommere Qvalitet. Dog, førend jeg skrider dertil, vil jeg løsligen antegne en anden Vildfarelse, som gemeenligen begaaes udi Karrigheds Beskrivelse. Mangen en kand være gavmild, og øve den Dyd udi saadan Grad, at den fortiener Navn af Ødselhed, og dog udraabes for en stor Gnier. En anden derimod sparer paa Skillingen, og dog kaldes en Pengeforagter. Disse Domme grunde sig derfore ikke paa Udgifterne, men paa Udgifternes Maade, og kand forklares med saadant Exempel: A og B depensere begge over Fornødenhed 100 Rdlr. aarligen. A byder ingen Giæster, lader sig nøje med een Ret Mad, men sparer intet udi Mobilier og sit Huses Zirath, er ogsaa god mod Fattige. B derimod skiøtter ingen Ziraht, lader sig nøje med fire hvide Vegge, og sparer paa adskillige Ting, men giør sig vel til gode udi Mad og Drikke. Begges Udgifter kand saaledes være lige store; men som Udgifterne ikke skee paa een Maade, heder den første en Gnier, og den anden en resolut Mand. Og begaaes denne Vildfarelse fornemmeligen udi Norden; hvor man dømmer en Mands Ødselhed efter hans Kiøkken og Kielder, saaledes, at, naar de samme ere vel forsynede, og hans Bord vel garneret med Retter, heder han en Mand, der lader sine Penge roulere. Man eftertænker ikke, at Pengene ogsaa kand roulere paa andre Maader, og at man for enhver broderet Klædning, som opslides om Aaret, kand have mange stegte Capuner. Characteren forandres saaledes efter Udgifternes Maade, saa at een, der anvender sine Penge paa Haandverksmænd og Konstnere, kaldes en Gnier, og en anden, der befordrer Viintapperes og Kokkes Næring, faaer Navn af resolut Borger.
   Nu skrider jeg til fattige Folks Ødselhed, hvilken jeg haver sagt at være en selsommere Qvalitet end en riig Mands Karrighed. Thi, ligesom det er vanskeligt at begribe, hvi een ligger og ruer paa et Liggendefæ, som han ikke agter at bruge, saa er det langt vanskeligere at fatte, hvi een, der ved Forsynlighed kand forekomme Armod, Foragt, Fængsel og andre U-lykker, ikke modererer sin Begierlighed. Hvis man kand kalde Karrighed en Sygdom, saa kand man ligne saadan Ødselhed med Raserie. Og er det derfore ikke uden Grund, at visse Love beskikke Formyndere for ødsele Personer, ligesom for Børn og Afsindige. Nar Ødselhed kommer til den højeste Grad, er det en af de forderveligste Feil udi det Menneskelige Societet. Thi en saadan Fordøjer ødelegger sig ikke alleene selv, men tillige med mange andre; thi man seer ofte en eeneste Banqueroute at sætte heele Gader, ja heele Stæder udi Trauer, saa at Fordøjerens Død eller Undvigelse kand lignes med Samsons Endeligt, paa hvilket fulgte Philisternes Ruin. Saasom nu Ødselhed fører en saa ufeilbar Fordervelse med sig, saa kand man ikke begribe, hvi Mennesket kand lade sig overvinde af saadan Passion. Vel er sandt, at Profusion faaer undertiden en honorabel Titul af Gavmildhed, og at Øderen, saa længe hans Midler eller Credit varer, bliver agtet og æret blant Smarotzere, ja det hender sig ofte, at hans Skaal med Ærbødighed bliver drukket paa de Giæstebude, som ikke koster ham selv en Skilling, men som skeer alleene paa en Nordrups, en Tujons eller en Mester Jacobs Bekostning, hvilke ingen Tak bekomme derfore, men nyde alleene Ret og Ære til at kræve Penge for de forskudte Varer. Jeg siger, at saadant, der flatterer en Øder, kunde vel ansees, som en Slags Motiv til Ødselhed. Men burte ikke en ufeilbar U-lykkes Forestaaelse herudi legge Tømme paa en Fordøjer? og det des heller, efterdi Armod og Mangel kand forestilles ham haardere, end dem, der have vænnet sig til Maadelighed og daglig Føde; thi her er ikke uden de største Extremiteter at vente, nemlig Forvandling fra Konge til Betler, saa at en prægtig Fordøjers Undvigelse kand lignes med Dionysii den yngres Skiebne, hvilken udi een Maaned herskede over et stort Rige, og udi den anden agerede Skolemester udi Corintho. Man kand derfore ingen Motiv anføre til Ødselhed, allermindst til den, som skeer udi Stats og prægtig Equipage, hvilket kommer ikke inden for Fordøjerens Gane, men tiener til intet uden at underkaste ham bittre Critiquer, og endelig til at giøre hans Fald des merkeligere. Hvor mange Mennesker seer man ikke af Ryttere at være forvandlede til Fodgiængere, derudi Ungdommen have aget udi forgyldte Carosser og overstænket got Folk, for udi Alderdommen at overstænkes af andre. Hvad er haanligere? og hvad er tilligemed almindeligere? Der kunde siges meget om denne Materie; men, saasom mit Forsæt herved ikke haver været at beskrive disse tvende Lyder, hvorved kunde gives Anledning til at opkaage, hvad utallige andre Skribentere herom have anført, men at vise begge Lyders Selsomhed, og at aldeeles ingen Motiv kand findes til den Riges Karrighed og den Fattiges Ødselhed; saa vil jeg derfore slutte denne Materie med en kort Sammenligning imellem en Gnier og en Øder. Jeg haver merket, at begges Passioner ere fast lige ubegribelige. Den første er sin egen, den sidste tilligemed sin Næstes Fiende. Den første samler paa hvad andre efter ham skal adsprede, og den anden adspreder hvad andre for ham have samlet. Den første tænker saa meget paa det Tilkommende, at han glemmer det Nærværende; den sidste haver sine Tanker saa henfæstet til det Nærværende, at han intet tænker paa det Tilkommende. Den første lever, som han aldrig skulde døe, den sidste, som han ikkun een Dag skulde leve. Begge ere incommode Borgere i et Societet. Den første foraarsager Obstruction, og den sidste Blodgang. Den første er som en stille tyk Taage, hvoraf Luften raadner, den anden, som en Orcan, der nedriver Træer, Huse og Gaarde. Den første haver u-rolige Nætter, skiønt han intet haver at frygte for: den sidste sover trygt, og overlader al Bekymring til hans Creditorer. Saa at deraf sees, at en Gnier er en latterligere, og en Øder, en skadeligere Mand.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek