Ludvig Holberg Homepage
DEN VÆGELSINDEDE
Comoedie udi 3 Acter af Ludvig Holberg
Actus I: Scene 1 | Scene 2 | Scene 3 | Scene 4 | Scene 5 | Scene 6 | Scene 7 | Scene 8
Actus II: Scene 1 | Scene 2 | Scene 3 | Scene 4 | Scene 5 | Scene 6 | Scene 7 | Scene 8 | Scene 9 | Scene 10 | Scene 11 | Scene 12 | Scene 13 | Scene 14 | Scene 15 | Scene 16 | Scene 17
Actus III: Scene 1 | Scene 2 | Scene 3 | Scene 4 | Scene 5
ACTUS III
SCEN. 1.
Apicius. Espen.
APICIUS. Han fik, ma foi, en Hob dygtig Ørefigen; jeg
kand føle det paa mine Hænder, som svier endnu deraf.
ESPEN. Ja, ja, Herre! Jeg er ingen Prophet, men jeg
kand dog spaae, hvad deraf vil følge.
APICIUS. Hvad vil deraf følge? Meener du, at jeg er
bange for nogen af dem? jeg vil gaae mod Eraste med
min Stok, skiønt han møder mig med blot Kaarde.
ESPEN. De stille Folk ere ikke at skiemte med, naar de
først blir vred; seer jeg ret paa Eraste, da er han af de
slags Folk. Men hvad vil den Dreng her? Vil du tale
med nogen?
DRENGEN. Jeg har et Brev til jer fra en Karl, som flyede
mig det paa Gaden.
APICIUS. Giv hid.
Læser Brevet:
Est du en honnet Cavalier, saa møder du mig Klokken 8 i Aften paa Grønland; hvis du ikke møder, holder
jeg dig for en Coujon. Adieu.
Eraste.
Espen! hører du det? hvad er herved at giøre?
ESPEN. Jeg skal sige Monsieur et got Raad, hvorledes
han skal komme reputeerlig derfra.
APICIUS. Hvorledes da?
ESPEN. Han skal gandske stiltiende alleene møde paa
Grønland, og der slaaes som en ærlig Karl; enten bliver
han selv stukken ihiel, og døer som en brav Mand, eller
stikker han sin Contrapart ihiel, og bliver hengt derfor
med Reputation, saa, hvor det falder ud, saa kommer
han dog med Æren derfra.
APICIUS. Du trøster vel i en Lygte.
ESPEN. Ja der er intet andet ved at giøre; I skulde have
betænkt tilforn, hvad I giorde.
APICIUS. Ej! meener du jeg er bange?
ESPEN. Det siger jeg ikke; gak derfor gandske stiltiende
derhen; thi dersom I siger det til nogen, at de søger at
hindre det, maa I ligesaa fuldkommen heede Coujon,
som I aldrig havde turdt møde. Men der kommer jer
Søster; holdt nu gode Miiner.
SCEN. 2.
Leonore. Apicius. Espen.
LEONORE. Hvor forlibt den gode Eraste blev, da han
hørte den Madame beskrives! Hun er og paa et Haar
efter hans Sind; thi jeg har ikke kiendt nogen ung Kone
saa menagerlig, stille og indgetogen, som hun. Jeg troer
nok, der bliver et Partie imellem dem. See her Monfrere,
hvad bestiller du her?
APICIUS. Hør, min hierte Søster, har jeg giort dig noget
imod, saa beder jeg om Forladelse.
LEONORE. Hillemænd! hvad er det? Ach! mit Blod tilsiger mig noget ont. Siig for Guds skyld, hvorfor tager
du Afskeed med mig.
APICIUS. Jeg siger intet; jeg har min Ære kiærere. Jeg
beder kun, at, saa fremt du vil holde mig for din Bror,
at hverken du eller nogen anden kommer paa Grønland
i Aften Klokken otte.
Vender sig til Espen.
Espen! er det ikke got nok? kand du nu see, at
Hiertet sidder paa det rette Sted, og at jeg kand tie?
ESPEN. Jo, jo, Monsieur tier brav nok; han siger kun:
Holdt mig, eller jeg giør en Ulykke.
LEONORE. Ach! jeg elendige Menneske! jeg merker nok,
hvor det hænger sammen, at I vil for Haanden. Espen!
Jeg formaner dig ved alt det, som helligt er, at du aabenbarer mig den heele Historie.
ESPEN. Ej, Jomfrue! meener hun, at jeg ikke kand tie lige
saa vel som min Herre? jeg siger kun alleene dette, at min
Herre skal slaaes i Aften Klokken otte på Grønland.
LEONORE. Med hvem?
ESPEN. Det siger jeg heller ikke, men første Bogstav er
Eraste.
APICIUS. Du fortvivlede Skielm, er det ret saaledes at
røbe din Herre?
ESPEN. Hør, Monsieur! naar I har sagt A, saa maa I og
sige B. I har jo selv givet Anledning til jer Søster at
spørge der om. En retskaffen Cabeleer tar aldrig Afskeed enten med Bror eller Søster, naar han vil slaaes;
thi at sige til sin Søster: har jeg giort dig noget imod?
det er at sige paa anden Dansk: Min hierte Søster! jeg
staaer i Fare i Dag enten at giøre en Ulykke, eller at
tage en, hvilket jeg som en retskaffen Cabeleer ikke
kand eller tør sige dig, men, som jeg er bange for
Trøyen, saa gier jeg dig kun Anledning at efterforske,
hvorudi Faren bestaaer, at du i Tide kand hindre den.
Jeg holder, min Troe, for, at det er ligesaa got at sige
reent ud til sin Contrapart: Monsieur! mit Hierte sidder
mig i Buxerne, derfor beder jeg, at I vil undskylde mig
for at møde.
LEONORE. Det er en smuk Tiener, som raader sin Herre
at styrte sig i Ulykke.
ESPEN. Nej! I forstaaer mig ikke ret, Jomfrue! jeg raader
ham ikke til at slaaes, men siger kun, efterdi han har
besluttet at slaaes, saa skal han slaaes som en retskaffen
Cabeleer; saa vilde jeg giøre, om jeg var det. Jeg har
kiendt en Officeer, som modtog alle Dueller. Men saasom han altid sagde til sin Kone, førend han skulde
slaaes: Far vel, min Hierte! jeg veed ikke, om vi seer
hinanden meer! saa blev der aldrig noget af; thi Konen
udspionerede strax Sagen, og hindrede det. Men der
kommer, min Troe, Eraste. Nu blir her en Ulykke af.
SCEN. 3.
Eraste. Christopher. Espen. Leonore. Helene. Apicius.
ERASTE. Jeg troer nok, han har faaet mit Cartel; er der
nu en ærlig Blods-Draabe i ham, saa møder han mig til
bestemte Tid.
CHRISTOPHER. Hør, Herre! hvad jeg har i Sinde: naar
I kommer i Træfning sammen, vil jeg gaae bag til, og
rende ham min Kaarde ind i Ryggen, og vinder vi
sikker.
ERASTE. Fy! fy! det duer ikke; vi skal fægte reent og
ærligen tilsammen.
CHRISTOPHER. Ej hvad Ærlighed! Naar I vil giøre en
Ulykke, er det jo ligemeget paa hvad Maade det skeer.
Naar vi vil tale om Christendom og Samvittighed, saa
burte I blive hiemme; Men eftersom vi har besluttet at
sætte i Dag saadant til Side, maa vi være os selv lige.
Om en Tyv havde sat sig for at stiæle en Koe, bekymrede han sig aldrig om Maaden, men alleene hvorledes
at han sikkerst kunde stiæle den. Naar en Ulv sætter
først Samvittighed og Christendom til Side, og beslutter
at dræbe et Faar - - - dog det er sandt, en Ulv har
endelig ingen Christendom, men jeg vilde alleene sige,
naar en Ulv vil dræbe et Faar, og tog i Betænkning at
anfalde det bag til, vilde de andre Ulve holde ham for
en Pedant; forstaae om Ulve kunde raisonnere. Det er
virkelig noget underligt, som man ikke kand begribe,
hos visse Folk, at de søge at føre et ugudelig Forsæt
Christelig ud. Jeg for min Part, jeg søger aldrig at sætte
Gud eller Mennesker Vox-Næse paa. Naar jeg er gudfrygtig, saa er jeg gudfrygtig; naar jeg er ugudelig, saa
er jeg ugudelig, saa alle kand tage og føle derpaa. Jeg
har tit tænkt paa disse Officerer, at, naar de vil duellere,
det er, bryde Guds og Landets Love, giør de deres Bøn
først. Hvad maa vor HErre vel tænke, naar saadanne
Bønner kommer for ham: HErre! saasom jeg har i Sinde
at dræbe min Næste eller styrte mig selv i Ulykke for
ingen Ting, saa beder jeg din Bistand her udi.
ERASTE. Ej! holdt op med din Moraliseren! Jeg skal
forsvære at tage nogen Latinsk Dreng i min Tienneste
meer; de ere ligesom de vare galne.
CHRISTOPHER. Herre! seer I ikke, hvem her staaer?
ERASTE. Jo, det er den Mand, jeg leeder efter. Her kand
vi giøre det strax af. Træk ud, Canaille, est du en ærlig
Karl.
De fægter sammen.
LEONORE. Mord, Mord!
HELENE. Hvad er paa Færde? Ach, Gud bedre mig arme
Menneske! hvad er det for en Ulykke? Espen og Christopher, hvis I ikke hindrer det, skal I komme i Bødelens Hænder.
De komme alle imellem og skille dem ad.
ERASTE. Hvis I ikke gaaer til Side, skal jeg
HELENE. Ach! min allerkiæreste Broder! siig hvad er
Aarsag til saadan Ulykke.
ERASTE. Synes dig ey, at jeg har Aarsag? først kommer
hans Søster mig til at løbe April; siden prygler han min
Tiener.
APICIUS. Ney! Jer Søster har kommet mig til at løbe
April.
CHRISTOPHER. Espen! denne Sag maa hænge underlig
sammen; vi to vil være Mediateurs. Her er Vildfarelse;
thi begge beskylde hinanden for een Sag. Hør, Monsieur Eraste, vi tvende Mediateurs eller Opmænd tilspørge eder først, hvorudi eders Pretentioner bestaaer.
ERASTE. Hans Søster visede mig April.
ESPEN. Og eders? Monsieur!
APICIUS. Hans Søster giorde ligesaa ved mig.
CHRISTOPHER. For det andet maa vi spørge, hvorudi
den April-Løben bestaaer.
ERASTE. Hun visede mig hen til en Dame, som hun berømmede af Gudsfrygt, Menage, Taushed, Stillhed, etc.
men da jeg kom derhen, fandt jeg hende ugudelig, comædiantisk, aabenmundet, ødsel, gall.
ESPEN. Og eders? Monsieur!
APICIUS. Hans Søster recommenderede mig en Dame til
Brud, som var artig, levende, resolut, beleven, og i alting
efter mit Sind; men da jeg kom derhen, fandt jeg hende
knarvorren, arrig, mistænkelig, gnieragtig, etc.
CHRISTOPHER. For det tredie maa vi viide den Kones
Navn, og hvad hun heeder.
ERASTE. Jeg veed ikke, hvad hun heeder, men det var
en Galanterie-Kræmmer-Enke.
ESPEN. Og eders?
APICIUS. Ogsaa en Galanterie-Kræmmerske.
CHRISTOPHER. Saasom der er mangfoldige GalanterieKræmmersker i Byen, maa vi spørge for det fierde, hvor
denne boer.
ERASTE. Næst ved her.
ESPEN. Og eders?
APICIUS. Ogsaa her næst ved.
CHRISTOPHER. Gaaer I nu lidt til side, Messieurs! nu
maa vi examinere Fruentimmeret: Hør, Jomfrue Leo
nore, hvordan fandt I den Helena at være, for hvis
Skyld denne Trojanske Krig er begyndt?
LEONORE. For mig var hun melancholisk, sad og sukkede og græd over Taare-Persen.
HELENE. For mig var hun gall og lystig, og holdt en
Roman for sin Bibel.
LEONORE. For mig var hun taus, gnieragtig, precieuse,
varsom.
HELENE. For mig var hun aaben-mundet, troehiertig,
ødsel, Satyrisk.
CHRISTOPHER. Ha, ha, ha! nu har jeg løset Knuden.
I Giække tilsammen, kand I ey merke, at det er to u-lige
Søstre i eet Huus, hvilket har givet Anledning til all
den Allarm? ha, ha, ha!
SCEN. 4.
Henrich. Personerne af forrige Scene.
HENRICH. Den Kone kand giøre Folk 10 gange gall om
Dagen. Nu skal jeg ud i mit Søndags-Liberie, alleene
fordi det er ont Veir.
ESPEN. Hør, Kammerat! hvor mange Døttre har I i jer
Huus?
HENRICH. Der er kun 16 Søstre, som alle ere giftefærdige.
ESPEN. Men mig synes, at jeg aldrig har seet meer end
een udi Boden?
HENRICH. De ere der gemeenligen alle sexten.
ESPEN. Saa maa de da være hinanden meget lige?
HENRICH. Ligesom Draaber Vand, angaaende Legemet,
men hvad Siælene angaaer, da ligner de hinanden meget
lidet.
ESPEN. Men hvem af dem heder Lucretia.
HENRICH. De heder saa alle sexten.
ESPEN. Ej! tal dog alvorlig. Jeg troer, ingen skulde være
saa gall at give 16 Døttere eet Navn. Siig mig, hvem er
den, som er saa stille?
HENRICH. Det er den ældste.
ESPEN. Det er meget naturligt. Men hvem er den, som er
saa lystig?
HENRICH. Det er den ældste.
ESPEN. Gak til Blocksbierg. din Spottefugl!
HENRICH. For at hielpe dig udaf Drømmen, vil jeg forklare mine Ord meere tydelig. Der er kun een Kone i
vor Bod; men i den ene Kone er meer end 16 Siæle.
ESPEN. Hvad vil den forblommed Snak sige?
HENRICH. Har du studeret?
ESPEN. Ney jeg har ikke.
HENRICH. Saa maa jeg da føre mine Ord ud i en Borgerlig Stiil. Min Madame er lidt vægelsindet, saaledes
at hun forandrer sin Humeur 10 gange hver Time. Jeg
vil ikke tale ilde om hende, efterdi jeg er i hendes Brød;
thi ellers skulde jeg beskrive det Bakkelsebeest med
hendes rette Farve. Men er der ikke Monsieur Petronius? Hillemænd! jeg maa løbe.
ESPEN. Tøv dog lidt: Jeg har endnu noget at spørge dig
om.
HENRICH. Skiul mig da; -thi jeg er bange for denne
Mand. Jeg skal siden sige dig af hvad Aarsag.
SCEN. 5.
Petronius. De andre.
PETRONIUS. Pots Slapperment! hvilket Eventyr var
dette! Jeg veed ikke enten jeg drømmer eller jeg er
vaagen. Hun tar med venlig Miine mod mit Tilbud, berammer Tiden; jeg lejer Musicanterne, kommer til bestemte Tid, i Forhaabning at recommendere mig ved
saadan Artighed; men, i Steden for at faae et Kys, eller
i det ringeste Tak for saadan Høflighed, faaer jeg
Skiældsord og Vand over Hovedet. Hvorudover, saasom Ulykken aldrig er eene, jeg kommer i Klammerie
med Musicanterne, faaer Hugg af dem, blir trækket til
Raadhuset af Vægterne; saa at jeg maa løse mig med
Penge baade fra de første og de sidste.
CHRISTOPHER. Jeg vil sværge paa, at denne Monsieur
har haft selv samme Eventyr, som vi.
HENRICH. Hillemænd! gid jeg var vel hiemme.
PETRONIUS. Der er, min Troe, hendes Tienner.
Far ham i Haaret.
Du skal sandelig betale mig Lavet.
HENRICH. A--- A--- A—
ERASTE. Ach! min Herre! slaae ikke den stakkels Dreng
saaledes.
PETRONIUS. Messieurs! dersom I vidste mine Aarsager,
hialp I mig selv til at prygle ham.
HENRICH. Monsieur! jeg har jo aldrig seet ham før.
PETRONIUS. Har du ikke seet mig tilforn? hvem var
det da, jeg talede med i Maares, var det ikke dig?
HENRICH. Ney, Monsieur! det var en Kræmmer-Dreng;
men jeg er en Lakei.
PETRONIUS. Jeg seer nok, at du har faaet Liberie paa;
jeg havde derfor nær i Begyndelsen taget feil. Tiener
du ikke hos den artige Lucretia?
HENRICH sagte: Jo sommetider.
PETRONIUS. Du har et artigt Herskab.
HENRICH sagte; Sommetider.
PETRONIUS. Det er den u-raisonableste Qvinde, jeg har
kiendt.
HENRICH sagte: Sommetider.
PETRONIUS. Svar mig, du Slyngel! tiener du ikke hos
hende?
HENRICH. Jo, sommetider.
PETRONIUS. Est du ikke Dreng der i Huuset?
HENRICH. Jo! jeg er, go Herre!
PETRONIUS. Saa tiener du der jo stedse hos hende?
HENRICH. Ney, ikkun sommetider.
PETRONIUS. Den Dreng har enten Malice, eller det maa
være en Taasse. Saaest du ikke, hvordan jeg blev nyelig
medhandlet for j ere Vindver?
HENRICH. Jo jeg giorde, go Herre! men hvad kand jeg
giøre dertil?
PETRONIUS. Det er endelig sandt. Jeg slog dig med
u-ret, men i Hidsighed. Jeg burde hævne mig paa hende
selv, hvilket og skal skee inden jeg gaaer til Sengs.
HENRICH. Paa hvem vil Herren hævne sig?
PETRONIUS. Paa den gode Madame Lucretia, som boer
der.
HENRICH. Den Lucretia, som slog Vand paa Herren,
boer ikke der meer.
PETRONIUS. Hvor boer hun da?
HENRICH. Jeg veed, min Troe, ikke.
PETRONIUS. Var det ikke dette Huus, hvor man handlede saa ilde med mig?
HENRICH. Jo, min Troe, var det saa.
PETRONIUS. Var det ikke Lucretia, som slog Vand over
mig?
HENRICH. Ja, men ikke den, som boer der nu.
PETRONIUS. Er din Madame da flytted?
HENRICH. Ney! hun boer der endnu.
PETRONIUS. Ej, saa skalt du faae en Ulykke! vilt du
fixere mig oven i Kiøbet?
HENRICH. A--- slaae mig ikke, Monsieur. At Mad.
Lucretia slog Vand over jer, det har I jer selv at takke for.
PETRONIUS. Hvi saa?
HENRICH. Jeg beskrev jer i Maares min Madames Humeur, men I vilde da ikke troe mig. Min Madam har
adskillige Siæle i Maven eller Hiertet. Somme af disse
Siæle ere onde, og somme gode. En af de gode Siæle
inviterede Herren hid, og en af de onde slog Vand paa
ham. Det er derfor ikke Madamens skyld, men Herrens
egen, at han ikke kom et halv Qvarteer tilforn, førend
den gode Siæl gik ud i Byen og den onde Siæl kom
hiem, eller, at han ikke biede et halv Qvarteer længer;
thi hun har baade for og siden den Tid været saa mild,
som en Guds Engel. Begriber I det nu?
PETRONIUS. Jeg begriber alt dette gandske ikke.
ERASTE. Min Herre! jeg fatter det meget vel. Drengen
tiener hos en Dame, der er vægelsindet, og ved sin foranderlige Humeur har givet Anledning til stor Vildfarelse blandt os, som her staae, og ført tvende eenige
Familier i Harnisk mod hinanden, saa vor største Sorg
nu er, hvordan vi kand redressere den Feil, som vi af
Vildfarelse har begaaet.
PETRONIUS. Denne Dame er jo mægtig til at opvække
en indbyrdes Borgerlig Krig udi Staden. Ha! ha! ha!
nu forgaaer min Vrede.
Til Henrich.
See der, Cammerat! der har du 2 Mark for de Hugg,
jeg gav dig i Hastighed. Gak kun din Vej.
Henrich gaaer bort.
Det er best, Messieurs! at vi tier paa begge Sider med
denne Historie; thi den kunde ellers give Anledning til
den beste Comoedie.
LUCRETIA kommer. Henrich! kand du ikke komme
ind? Hvem er det din Slyngel staaer og sladrer med?
PETRONIUS. Der er hun, min Troe; nu kand jeg hævne
mig paa hende selv.
ERASTE. Ej, min Herre! det er kun at lee af. Vi vil
allene fixere hende lidt.
De rykker hende til sig en efter en anden.
PETRONIUS. Madam! Er det ikke hun, som bestilte
Musiqve i Dag?
LUCRETIA. Ja det var den gang, men
HELENE. Madame! Er det ikke hun, som dræbte mig
med Høflighed i Formiddag?
LUCRETIA. Ja det var den gang.
LEONORE. Madam! Er det ikke hun, der dræbte mig
med Uhøflighed?
LUCRETIA. Det var den gang.
ERASTE. Madame! Er det ikke hun, som var saa coqvete?
APICIUS. Madame! Er det ikke hun, som var saa kydsk?
PETRONIUS. Madame! Er det ikke hun, som slog Vand
over mig?
ESPEN. Madame! Er det hun, som er saa klog?
CHRISTOPHER. Madam! Er det hun, som er saa gall?
LUCRETIA grædende. Men I got Folk! Hvorfor tracterer I mig med saadan Haanhed?
PETRONIUS. Tør I vel klage jer, efter at I har bedrevet
saadan Gierning? Har I ikke selv stævnet mig hid i
Aften? troer I vel, at
LUCRETIA. Min kiære Monsieur! Jeg beder ham med
grædende Taare at tilgive mig denne Forseelse. Han
kom just paa en Tid, de havde giort mig Fortræd, og
naar Galden engang først løber over (hvilket dog ikke
hender mig uden meget sielden) saa veed jeg selv ikke
hvad jeg giør. Har dog Medlidenhed med mig, min
Herre! og tilregne mig ikke denne Overiiling. Jeg har
alt for stor Estime for hans Person, at jeg forsættelig
skulde føre mig saaledes op mod ham.
APICIUS. Forlad hende da denne Forseelse, min Herre!
PETRONIUS. Eders Taare, Madame! udslukker min
Vrede. Dersom denne Fortrydelse er af Hierte!, saa er
jeg allereede overvunden.
LUCRETIA. Han veed, min Herre! at jeg ikke allene
estimerer, men end og elsker ham.
PETRONIUS. Kiærligheden begynder at opleve iglen.
Lar os da fornye det gamle Venskab igien.
De gier hverandre Hænderne.
ERASTE. Men hvad Satisfaction skal vi give de smukke
Jomfruer for den Tort, vi har af Vildfarelse giort dem?
CHRISTOPHER. Hør, got Folk! lad mig og Espen, som
Mediateurs, raade. I veed jo, her er en Comoedie spillet,
og at alle Comædier bør endes ved Giftermaal. Vi finder for got, at Freden sluttes paa den Maade, at Monsieur Eraste gifter sig med Jomfrue Leonore, og Monsieur Apicius med Jomfrue Helene. Er I dermed fornøyet paa alle Sider?
LEONORE. Seer man vel, hvor perfect han forstaaer det
Handverk at koble Folk sammen.
CHRISTOPHER. Min hierte Jomfrue! hun maa forlade
mig, at jeg gaaer saa lige til. Jeg har ikke gaaet i Skole
til Maren Gifteknivs, der kunde giøre saa mange Præludier, naar hun giorde Partier mellem Folk. Jeg veed
nok, hvordan Moden er baade for den, som skal frie,
og den, der skal sige ja. En Frier, eller hans Commissionaire, skal lade sig merke, i mange Aar at have baaret
hemmelig Kiærlighed til en Jomfrue, omendskiønt han
aldrig har seet hende tilforn. Eller han skal foregive, at
hans Far eller Moer har aabenbare! sig for ham i Søvne,
og sagt: Vil du gifte dig, min Søn, saa tag ingen uden
den eller den Jomfrue. Eller han skal sige, naar han giør
sin Bøn i Kirken om et got Giftermaal, staaer strax
den eller den ham for Øjene. Den som vil sige ja, skal
blive rød i Ansigtet, og sige: Monsieur! det er noget,
som jeg ikke kand svare til. Det er for tiligt for mig
at giftes, jeg er for min Frihed. Jeg kand intet giøre
uden mine Venners Raadførsel. Og skal gaae som halv
vred og skamfuld bort, omendskiønt hun er færdig at
sprække af Kiærlighed. Jeg er aldeeles ikke for slige
u-nyttige Ceremonier; naar jeg skal til at frie engang,
saa siger jeg kun; Lille Pige! vil I have mig? Siger hun
ja, saa smækker jeg strax til; men siger hun ney, saa
svarer jeg: Far vel, lille Pige: hils hendes Forældre.
ERASTE. Jeg holder med dig, Christopher, derudi; du
taler efter mit Sind.
CHRISTOPHER. Vil I da have disse tvende Jomfruer,
som hos eder staaer, til eders ægte Hustruer?
ERASTE. Jeg for min Part holdt det for en stor Lykke,
om jeg kunde overtale Jomfrue Leonore.
APICIUS. Jeg er iligemaade fornøyet med dit Forslag.
LEONORE. Du giør Brude-Vielsen noget for hastig,
Christopher!
HELENE. Mig synes, min Troe, det samme.
CHRISTOPHER. I gode Jomfruer! giør mig ikke vred.
I veed jo, at jeg er en hastig Mand. Slaaer kun strax til.
I ere alle lige af Stand og Midler. I har derforuden, omendskiønt uskyldig, ophidset tvende Personer til U-ee
nighed, som ikke kand bedre bilegges end ved Giftermaal og Svogerskab. Til med er jo spillet en Comoedie,
som endelig maa endes med Giftermaal. Allons, giver
hver andre Hænder! Jeg vil, min Troe, ikke begiære en
Skilling derfor; hvor vel der er mange Folk her i Staden, som lever af intet andet end det samme.
ESPEN. Jeg vil, min Troe, ey heller begiære noget derfor.
CHRISTOPHER. Du har ret, Espen; thi du har ikke talt
et Ord, men staaet som en Dosmer. I staaer saa peene,
I got Folk! Corrasi! giver hverandre Hænder. See! jeg
skal hielpe jer til rette. Flye mig kun jer Haand, Jomfrue, ligeledes.
Han tvinger dem til at give hinanden Hænderne.
PETRONIUS. Her er ogsaa min Haand, min Engel! kom
lad mig ogsaa kysse dig.
LUCRETIA. Fy Monsieur! det er noget grønt.
PETRONIUS. O! pluma levior mulier.
LUCRETIA. Jeg forstaaer ikke hans Latin eller Græsk.
PETRONIUS. Hun skal nok lære det, naar hun kommer
i Brude-Seng.
LUCRETIA. Med hvem?
PETRONIUS. Med mig.
LUCRETIA sagte. Hvilken horribel Pedant!
PETRONIUS. Vil hun da ikke holde sit Løfte, Madame?
LUCRETIA. Ney! der er 3 Raisons, som holde mig tilbage: (l) Har jeg betænkt mig, og for det andet
PETRONIUS. Det er alt nok; Hendes Tiener, naadige
Frue!
LUCRETIA. Hans Tienerinde, naadige Herre!
Hun gaaer.
ERASTE. Og vi andre vil hiem at holde Bryllup.
PETRONIUS. Og jeg maa hiem at faae til Livs et par
Capitler af min Seneca, som viise, hvordan man skal
skikke sig udi Fortræd.
Han vender sig til Spectatores:
Denne Kone bør være Generalinde for alle vægelsindede Qvinder.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek