Ludvig Holberg Homepage
DEN VÆGELSINDEDE
Comoedie udi 3 Acter af Ludvig Holberg
Actus I: Scene 1 | Scene 2 | Scene 3 | Scene 4 | Scene 5 | Scene 6 | Scene 7 | Scene 8
Actus II: Scene 1 | Scene 2 | Scene 3 | Scene 4 | Scene 5 | Scene 6 | Scene 7 | Scene 8 | Scene 9 | Scene 10 | Scene 11 | Scene 12 | Scene 13 | Scene 14 | Scene 15 | Scene 16 | Scene 17
Actus III: Scene 1 | Scene 2 | Scene 3 | Scene 4 | Scene 5
ACTUS II
SCEN. 1.
ERASTE. Det er nogle forstyrrede Moder i denne Bye,
naar man vil ansee dem med rette Øyne. Det synes vel
en Høflighed af en Mand, at han tilbyder mig sin
Tiener, for at lyse mig, og sin Vogn, for at kiøre mig
hiem. Men, naar man grunder nøye derpaa, saa falder
det saaledes ud: Monsieur! vil I ikke være af den Godhed at give min Tiener 8 Skilling for det, at I var her?
hvortil jeg svarer: Nej saa min Troe vil jeg ikke; hvorpaa han siger: I skal saa mænd ikke komme af mit
Huus, førend I giver min Tiener 8 Skilling! og holder
mig saalænge, indtil jeg maa beqvemme mig der til. Nu
hender det sig, at jeg samme Aften har et Ærende hos
fleere; saa byder en anden mig sin Vogn til at kiøre
hiem. Saa raisonerer jeg ved mig selv: Der 8 Skilling
der atter 8 Skilling og her en Mark til Kudsken, det
gaaer ikke an; protesterer derfor af all Magt mod den
Høflighed. Men det hielper ikke; thi han giør sin Saligheds Eed paa, at jeg skal give hans Kudsk en Mark eller
12 Skilling i det ringeste. Nu er een saa høflig og byder
mig til sig paa Landet; han svær paa, det skal ikke koste
mig en Skilling, skikker derfor sin egen Vogn efter mig.
Det er jo meget skikkeligt? Jeg er jo forbunden at giøre
den Mand til gode igien, naar han kommer til Byen?
Han paastaaer endelig ikke som en Ret, at jeg skal
giøre ham Vederlag igien i mit Huus, men alleene, at
jeg skal give hans Kudsk fast lige saa meget i Drikkepenge, og undertiden meere, end jeg kunde give for en
Retour-Vogn, og at jeg for Natte-Leje giver hans StuePige en Daler eller to, ligesom jeg har været længe i
hans Huus til. En anden har en gammel Hare liggende,
den flyer han til en Bonde, som reiser fra Callundborg
eller Corsøer til Kiøbenhavn. Det er jo en stor Høflighed; men, naar jeg har betalt Fragt, Accise og Drikkepenge derfor, saa er jeg vis paa, at Haren er betalt. Den
eeneste Forskiæl imellem at kiøbe en Hare, og at faae
en til Foræring, er, at jeg for det sidste maa skrive et
Compliment-Brev, og give 6, 8 Skilling til Post-Penge
oven i Kiøbet. Derfor var en vis Mand fordum saa snild
i Jylland, at, naar han vilde forære Amptmanden et par
Høns, tog han sin Tieneres Liberie paa, for at oppebære
Drikke-Pengene selv; og, saasom Amptmanden var en
raisonnable Mand, befandt han sig ikke ilde ved slige
Foræringer. Man kand ødelegges her i Landet end ogsaa
af Folkes Høflighed; thi alting skal være saa stort, den
eene vil være meer genereux end den anden, og vi ere
dog Staadere tilsammen. Jeg har kun forsøgt den mindste Deel; naar jeg bliver gift engang, faaer jeg at viide
meer deraf. Kunde jeg dog ikkun faae en Kone, som
var ligesaa sindet som jeg, skulde det have gode Veje.
Vi vilde for det første ingen u-nyttige Gaver skienke
hinanden. Vi skulde lade Præsten udi nogle faa Venners Nærværelse vie os sammen, og derpaa uden videre
Ceremonier smukt gaae til Sengs. Jeg vilde see paa den,
der torde sige, at vi vare ikke derfor rette Ægtefolk,
eller i alle Maader ligesaa gode, som de andre, der
dantze til Sengs med Makroner og Masepaner i Maven.
Naar min Kone kom i Barsel-Seng, skulde hun ingen
lade det viide, og der ved spare baade paa sine Penge
og sin Hilsen, og skulde hverken Præst eller Degn blive
teede der ved, og vilde jeg see paa den, der torde sige
om mit Barn, at det ikke var lige vel døbt for det. Han
som dræber Folk med Sang-Klokkerne, skulde aldrig
bede Livet af nogen af mine Børn; thi ingen af dem
skulde efter Tacten føres til Graven. Men hvor finder
man saadan Kone i Kiøbenhavn? Jeg finder vel Mademoiselle Leonore at være en fornuftig Jomfrue, hvorfore
jeg og prefererer hende for de fleste Fruentimmer, som
jeg kiender her. Men der er dog noget at sige paa hendes
Opførsel, saa at hvor ofte jeg har sat mig for at aabne
mit Hierte for hende, saa dog blir jeg tvilraadig, saa
ofte jeg eftertænker hendes Levemaade. Hun har nyelig
talt om en Dame, som skal boe i dette Huus, og giort
saadan Beskrivelse over hende, saa at jeg brænder af
Begiærlighed at tale med den samme; men der maa
ingen være hiemme, thi Boden er tillukt. See, kommer
der ikke Apicius, Leonores Broder? Det er best, at jeg
gaaer min Vej; thi han importunerer mig altid enten
med daarlig Snak, eller han vil laane Penge.
SCEN. 2.
APICIUS. Det var pardieu billigt nok. Lad mig see: En
Hønse-Kiød-Suppe med Boller, en Kalkunsk Hane, et
Fad Karper, et Fad Karusser, en Mandel-Terte, foruden
adskillige smaa Bi-Retter, for en Rixdaler pro Persona.
Man kand jo aldrig anvende sine Penge bedre. Det var
og en herlig rød Viin, vi havde, saa puur, saa syver, som
man kand faae den i Bourdeaux. Den Rhinske Viin
derimod syntes mig ikke saa vel om; Jeg kunde strax
smage, hvor man havde hentet den. Jeg vil ikke rose
mig selv, men det kand jeg sige, at, saasnart jeg faaer
en Viin paa min Tunge, skal jeg ungefehr sige, om den
er fra Abesteen, Bech, Soel, Fabricius eller Biil. Jeg
hører ellers, at man skulde have faaet en skiøn Viin i
de 3 Rømere, der vil jeg hen, for at prøve den. Kunde
jeg have det heele Aar igiennem slige Dage, som jeg har
haft i disse 8te Dage i Rad, byttede jeg ikke Stand med
en Chur-Første; thi jeg har spiset hver Aften Harer,
Agerhøns og Østers. De Østers var excellente, vi fik i
Gaar Aftes, men de var ikke tillavet efter min Smag:
Østers maa ikke stoves uden i deres egen Sause, ellers
vil jeg ikke reise mig op for dem. Der er ingen Ting,
jeg kand ærgre mig meer over end at see god Mad ilde
tillavet, som for Exempel: den søde Suppe, vi havde i
Overgaar paa de skiønne Gedder; jeg kand blive gall,
naar jeg tænker derpaa, thi Gedderne vare ellers saa
deilige, og laae saa krusede paa Fadet, saa at et halv død
Menneske kunde alleene leve op af at see paa dem. Mig
synes, at saadant er ligesaa galt, som at komme Sirup
i Caffee. I Morgen skal jeg hen en steds, hvor jeg faaer
kun faa Retter, men vel tillavede: En god Grillade, som
jeg garanterer for er vel stegt, en Ret Fisk med sin rette
Suppe, en Kalkunsk Hane, som er jaget en heel Time i
Gaarden, førend den blir dræbt, og en Viin, som jeg er
vis paa, smager ikke af andet end af Druerne; Thi jeg
har bundet en af mine gode Venner, som skal løse sig
i Morgen. Det beste som er ved Almanakerne er disse
Navne-Dage; for Resten maatte man skaffe dem af, naar
man lystede. Jeg vil sætte mig paa en Hest og ride i
Morgen Formiddag, alleene for at faae Appetit. Men
der seer jeg Jomfrue Helene.
SCEN. 3.
Apicius. Helene.
APICIUS. Nu! hvor gaaer det? lille Jomfrue! man seer
hende saa sielden. Hvad godt Nyt? Hvor mange BarselStuer har hun været udi denne Uge?
HELENE. I skal nok see, at man gaaer hen at giøre ham
Regenskab for saadant.
APICIUS. Ingen nye Partier?
HELENE. Jeg troer, han bilder sig ind, jeg gaaer om og
føyter i Byen, for at høre nyt; vil I spørge mig, hvor
mange Alen Kniplinger jeg har kniplet i denne Uge,
det kand jeg sige jer.
APICIUS. Ej! skulde hun kniple! hun er alt for artig
til det.
HELENE. Jeg er ikke bedre end hans Søster, Jomfrue
Leonore.
APICIUS. Ej! min Søster har ikke været i Moden mange
Aar; hun er ikke at regne mod Jomfruen. Men veed
hun da intet nyt?
HELENE. Nej sommænd veed jeg ikke.
APICIUS. Da skal jeg kunde sige hende nyt.
HELENE. Hvad er det?
APICIUS. Drengene paa Gaden løbe om med en Spaadom, som er nyelig trykt, at mod Verdens sidste Tider
alle Jomfruer skal gaae med Kniplings-Skiørt.
HELENE. Det er sandt nok, men der staaer og i samme
Spaadom, at paa samme Tid alle unge Karle skal være
blinde.
APICIUS. Ha, ha, ha! det kalder jeg et Bon mot; jeg vil
saa mænd kysse dig derfor, lille Helene.
HELENE. HErre Gud, hvor heftig han faaer det!
APICIUS. Ach! Charmante Jomfrue! maa jeg røre kun
med den lille Finger paa hendes Bryst?
HELENE. Ej! saa harceleer!
APICIUS. Ach! ikkun med den lille Fingerl
HELENE. Jeg troer, den Karl spøger.
APICIUS. Har Jomfruen Snørliv paa i Dag?
HELENE. Nej, vi giør os ikke saa gemeen, at gaae med
Snørliv; det er altsammen gammeldags.
APICIUS. Maa jeg ikke føle, om hun har Snørliv paa?
HELENE. Ej see her! jeg skal, min Troe, sige det til jer
Søster.
APICIUS. Gud bevare os vel, hvor peene disse Jomfruer
er her i Landet; da er Franske og Engelske Jomfruer
anderledes. Dersom ikke Jule-Lege var her i Landet,
maatte man forsmægte, thi det er den eeneste Tid om
Aaret de ere noget tamme; da kand man endelig faae
et Kys. Bild eder ind, Jomfrue, at det er Juul; Hvad
skal den giøre, som eyer dette Pant?
HELENE. Den skal holde sin Mund, og skiøtte sig selv.
APICIUS. Hvor kand saadan artig Jomfrue give saadan
slet Dom?
HELENE. Jeg er ikke artig, Monsieur; thi jeg har hverken været i Frankrig eller Engeland. Er han forlegen
for artige, lystige Fruentimmer, som veed at leve,
see da
vil jeg recommendere ham en Dame, som skal være efter
hans Sind, og samme er ligesaa tam i Faste-Tider, som
i Julen.
APICIUS. Vil da Jomfruen have den Godhed at føre
mig an?
HELENE. Han maa føre sig selv an.
APICIUS. Jeg har jo ingen Adresse.
HELENE. Der kand han let faae Adresse, det er en Kone,
som sidder stedse i en aaben Bod; han kand anvende et
par Skilling paa noget smaat Galanterie, saa faaer han
baade Varer og Snak for Pengene.
APICIUS Hvor boer hun?
HELENE. Her nest ved. Jeg har aldrig været der, før i
Dag, men hun tracterede og embraserede mig, som vi
havde været kiendt i hundrede Aar.
APICIUS. Er hun ogsaa kiøn?
HELENE. Ja vist, hun er temmelig kiøn.
APICIUS. Den Dame maa jeg, min Troe, see engang.
HELENE. Det bliver nok ikke ved eengang; thi hun har
alle de Qvaliteter, som Monsieur leder, og som han
siger, ikke er at finde hos Fruentimmer her i Landet.
APICIUS. Men hvor boer hun?
HELENE. Jeg sagde ham jo nyelig, at hun boer i dette
Huus.
APICIUS. Jeg har, min Troe, glemt det.
HELENE. Ha, ha, ha! han er, min Troe, alt slagen.
APICIUS. Forlad mig, Jomfrue! hun bedrager sig derudi.
Men a propos er hun ogsaa smuk?
HELENE. Ja vist er hun meget smuk, ha, ha, hal
APICIUS. Fixeer mig ikke, Jomfrue; nu erindrer jeg, at
jeg har tilforn eengang spurdt om det samme.
HELENE. Adieu, min Herre! Lykke paa Reisen.
SCEN. 4.
Apicius. Espen.
APICIUS. Saasnart som Boden bliver aaben, skal jeg derind. Men der seer jeg Espen komme meget beleiligt.
Hør, Espen, har du nogen Kundskab i dette Huus?
ESPEN. Nej, Herre! aldeles ingen.
APICIUS. Har du aldrig seet Konen i Huset?
ESPEN. Hverken Konen eller Manden.
APICIUS. Der er ingen Mand i Huset.
ESPEN. Det er saa i alle Huse; thi Konerne agere Mænd, og
føre Regimentet allevegne. Men maaskee denne er Enke.
APICIUS. Jeg er bleven ganske forlibt i hende, Espen!
ESPEN. Ha, ha! den Kierlighed vil vel vare ligesaa længe,
som Herrens andre Elskove.
APICIUS. Siig ikke det, Espen!
ESPEN. Jeg vedder, at inden Aften saa er Herrens Hierte
logered udi et andet Qvarteer af Byen. Jeg har den Ære
at kiende Herrens Hierte. Det gaaer ungefær ligesaa
rigtigt som Holmens Klokke. Men er den Kone saa
behagelig og artig, at - -
APICIUS. Det skal jeg endelig ikke kunne sige dig.
ESPEN. Hvad Pokker vil det sige? Er I forlibt udi een,
som I ikke kiender? Men er hun Enke eller Jomfrue?
APICIUS. Det skal jeg ey heller kunne sige.
ESPEN. I giør mig gall, Herre! Er hun da smuk?
APICIUS. Bryd mig ikke længer med dine forbandede
Spørsmaale. Gid jeg faaer Skam, om jeg min Livs-Tid
har seet hende; men inden et par Timer skal jeg beskrive
hende for dig. Nok er det, at jeg nu siger dig, at jeg er
gandske forlibt.
ESPEN. Hvorfor Fanden er I ogsaa ikke forlibt udi Keyserens Dotter i Maanen? Dette er, min Troe, det selv
samme.
APICIUS. Jomfrue Helene, som jeg nys talede med, har
beskrevet hende for mig. Kom, lar os gaae hiem. Jeg
maa pynte mig noget.
SCEN. 5.
Pernille. Henrich. Lucretia.
PERNILLE. Henrich! Madamen kommer. Jeg maa aabne
Boden. See der er hun. Hun gik ud til Fods, og kommer
tilbage udi en Portechaise. Det er en Original af en
Kone.
LUCRETIA stigende ned af Portechaisen. Hvordan
staaer til i Huset, Pernille? har her været nogen, som
har spurt efter mig?
PERNILLE. Slet ingen. Men hvoraf kommer det, at Madamen seer saa glad og fornøyed ud?
LUCRETIA. Jeg er i meget god Humeur.
PERNILLE. Det er mig kiært.
LUCRETIA. Jeg har aldrig gaaet meer fornøyed af
noget Selskab.
PERNILLE. Hvorledes da?
LUCRETIA. Monsr. Petronius bevisede mig saadan Hoflighed, saa jeg vil længe tænke paa ham.
PERNILLE. Men Madam!
LUCRETIA. Intet Menneske er mægtig til at modstaae
en Person af den Artighed.
PERNILLE. Jeg tænkte, at saadan Philosophus skulde
ikke kunne sætte nogen Fruentimmers Hierte udi Brand.
Men maaskee Madammen er blevet indtagen af hans
Lærdom og Veltalenhed?
LUCRETIA. Jeg skiøtter ikke meget om hans Lærdom.
HENRICH. Madamen har ret; thi det er ikke med de
slags Kugler, man skyder Stormhul paa Fruentimrets
Hierter.
LUCRETIA. Det er, min Troe, sandt nok; vi vare ikke
meer end en Time sammen, og i den korte Tid - -
PERNILLE. Hvad giorde han da den korte Tid?
LUCRETIA. Han tog mig til side udi en Krog.
PERNILLE. Hvad?
LUCRETIA. Han kyssede mine Hænder.
PERNILLE. Videre.
LUCRETIA. Han faldt paa Knæe.
PERNILLE. Videre.
LUCRETIA. Han udøsede dybe Suk.
PERNILLE. Videre! videre!
HENRICH. Videre, videre! Hvad Fandens videre vil du
have? Er det ikke alt hvad en ærlig Mand kand giøre
udi offentlig Selskab?
PERNILLE. Det er ikke uden alt formeget.
LUCRETIA. Du est alt for peen, Pernille! du vil maa
skee, at jeg skal giøre ligesom den Heltinde, hvis Navn
jeg bær?
PERNILLE. Hvad giorde hun da?
LUCRETIA. Da hun blev beængsted af en forlibt Person,
stak hun sig selv ihiel med en Dolk.
HENRICH. Hvilket Taasse-Beest! Man finder nu omstunder ikke fleere slige Lucretier, siden Verden er bleven meer polered.
LUCRETIA. Ney, min Troe, giør man ey.
HENRICH. Mig synes, at det var nok saa heroisk at
stikke den ihiel, der negte et brav Fruentimmer sin
Faveur, naar hun trængede.
LUCRETIA. Det er ikke saa taabeligt sagt; men lar os
gaae ind, for at aabne Boden.
SCEN. 6.
Eraste. Lucretia.
ERASTE. Jeg længes efter at see den Dame, som Jomfru
Leonore har beskrevet for mig. Jeg har længe ledet efter
et Fruentimmer af den Caractere, men forgiæves; thi de
fleeste af vort Fruentimmer er saa ilde opdraget, og saa
hengivne til Vellyst, til Spill og Føyten, saa at gifte sig
her i Byen, er at komme udi Verden op til Ørene, og
siden at gaae med Bettelstaven. Men jeg seer, at Boden
er aaben. Jeg maa der ind. Ydmygste Tiener, min hierte
Madame! Jeg skulde kiøbslaae noget med hende, men
jeg veed ikke selv, hvad det skal være.
LUCRETIA. Det vil ikke sige, min Herre, han er mig derfor lige vel kiærkommen. Vil han ikke have en Koppe
Caffee med? Jeg skal gierne have min Caffee ved disse
Tider.
ERASTE. Jeg skulde tænke, den slags Drik var skadelig for Madamen, saa vel som for alle dem, der af Naturen er traurige; saa snart jeg drikker kun en Koppe,
faaer jeg strax saadan Hierte-Klemmelse, saa jeg synes
ligesom jeg havde giort en U-lykke.
LUCRETIA. Ej, det er, min Troe, kun Indbilding. Henrich, bring en Koppe hid. For en halv Snees Aar siden
hørte man nu aldrig tale saadant; Jeg bilder mig ind, det
er gaaet saaledes til: En Jomfrue har, maa skee, engang
af en Hændelse faaet ont, og hildet sig ind, at det kom
af Caffee; hvorfor det heele Naboe-Lav er falden paa
samme Griller, og omsider den heele Bye er bleven saaledes anstukken, at de fleeste Jomfruer kand faae ont
alleene af Lugten. Jeg sidder og læser her en artig Passage om Indbildinger udi denne Bog.
ERASTE. Det er, maa skee, De 12 Aandelige Betænkninger?
LUCRETIA. Ney, det er en Satyrisk Roman.
ERASTE. Ej! bevare os vel! læser Madamen saadanne
Bøger?
LUCRETIA. Ach, ja! jeg er ikke uden for lystige Skrifter. Jeg har selv giort nogle Satyriske Vers, som jeg
skal vise Monsieur, om jeg kunde finde dem.
Hun leeder, og synger midlertid en Fransk Viise.
ERASTE. Hvor kommer det, at Madamen sidder her i
Boden i Dag?
LUCRETIA. For den samme Aarsag, som i Gaar.
ERASTE. Hendes Søster pleier jo ellers sidde udi Boden,
hun som er saa meget stille.
LUCRETIA. Monsieur maa da have seet hende udi Skolen, der er hun nok stille, men naar hun er hiemme,
springer hun baade over Borde og Bænke.
ERASTE. Ney, jeg meener hendes voxne Søster.
LUCRETIA. Jeg har ingen ældre end paa 6 Aar. Om Forladelse, Monsieur! jeg maa tælle efter mine Penge, hvor
meget jeg tabte i Cinqville i Dag.
Hun begynder igien at synge en forlibt Viise.
ERASTE. Madame! Jeg tænkte at finde en Lucretia her,
men - -
LUCRETIA. Han har der i ikke taget feyl; thi jeg heder
ogsaa Lucretia.
ERASTE. Hun svarer da ilde til hendes Navn; thi hun
træder aldeles ikke den Lucretiæ Fodspor, hvis Navn
hun bær.
LUCRETIA. Det giør ey heller nødigt. Monsieur! thi den
samme Lucretia var en taabelig Gaas. Det er nu om
stunder ikke meer Moden at myrde sig selv, for at forsvare sin Kydskhed.
ERASTE. Adieu alamodiske Lucretia!
LUCRETIA. Adieu Monsieur Huus-Postill!
ERASTE. Adieu kydske Thais!
LUCRETIA. Adieu kydske Joseph!
ERASTE. Adieu Madame la Coqvete!
LUCRETIA. Adieu Misantrope.
SCEN. 7.
LUCRETIA. Jeg har aldrig seet saadan u-rimelig Karl,
som denne. Han kommer her og skiælder mig Huden
fuld udi mit eget Huus. Jeg burte have ladet ham prygle
paa Dør, paa det han en anden gang kunde have dismeer Respect for Fruentimmer. Det synes, at den lumpen Karl var allene hidkommen, for at udøse sin Galde
paa mig. Ach hvor slet er dog ikke dens Vilkor, som
maa altid holde sine Dørre aabne, og underkaste sig all
slags Folks Grovhed. Jeg vilde ønske, at jeg var indslutted udi et Kloster, thi jeg finder kun liden Fornøyelse i Verden. Snart er man ikke udi god Humeur, førend der kommer et eller andet ont Menneske, som bringer een deraf igien.
Hun kaster Romanen under Bordet, og sætter sig til
at græde over en Geistlig Bog.
SCEN. 8.
Apicius. Lucretia.
APICIUS. Ach, Charmante Madam! det er en dobbelt
Avantage at kiøbslaae med dem.
LUCRETIA. Hvi saa?
APICIUS. Baade faaer man de beste Varer, saa og kand
man tillige med have den Ære at tale med den artigste
Enke her i Byen.
LUCRETIA. Jeg er aldeeles ikke af de Snaksomme, Monsieur! vil heller ikke taale saadant Skiemt.
APICIUS. Bevare os, min søde Madam! Hvo har bragt
hende saa af hendes deilige Humeur?
LUCRETIA. Min kiære Mand, jeg er altid, ligesom I
seer mig nu.
APICIUS. Hvo der troer saadant, har et Steen-Hierte.
Men hvad er det for en Bog, Madamen studerer udi?
Det er vel af Molieres Comædier?
LUCRETIA. Ney sommænd, det er ikke Bog for mig; jeg
sidder og læser lidt udi Taare-Persen.
APICIUS. Taare-Persen! Ej! man blir saa melancholisk af
saadanne Bøger.
LUCRETIA. Ney vist, jeg blir heller i god Humeur af
saadanne Bøger.
APICIUS. Ja i visse Maader har hun ret derudi; naar
Sindet er besværet, kand man u-feilbarligen finde Trøst
udi saadanne Bøger.
LUCRETIA. Ach, ja! men man maa dog holde Maade
ved saadan Læsning; thi man blir visselig noget melancholisk af saadanne Bøger.
APICIUS. Men hvor til bruger hun denne Bog? jeg seer,
det er en Satyrisk Roman.
LUCRETIA. Af den river jeg Blader ud og giør Kræmmer-Huse.
APICIUS. Ej! det er Synd, Madame! det er en Bog fuld
af nyttigt Skiemt.
LUCRETIA. Jeg har, min Troe, ikke fundet et sundt
Ord der i.
APICIUS. Ja det er ligesom man vil tage det til; mod
andre solide Bøger kand den ikke kaldes god.
LUCRETIA. Saa maa I da, kiære Mand! ikke have læset
den med Eftertænksomhed; thi, naar man seer det med
rette Øye, finder man dog en mægtig Hob Got der udi.
APICIUS. Det er selsom, Madamen roser og fordømmer
sin egen Meening, alleene fordi den er i en andens
Mund; dersom Madamens Artighed mig ikke var bekiendt, skulde man tænke, hun var noget bizarre. Men,
maa skee, Madamen er ikke vel i Dag?
LUCRETIA. Ney, alle Fredags-Eftermiddage pleier jeg
gierne have Hoved-Pine.
APICIUS. Der for skal jeg sige hende et got Raad: hun
skal lade sig trykke en Almanak aparte med ingen Fredag udi.
LUCRETIA. I skiemter dermed, men det er, min Troe,
dog saa; jeg kand sværge paa, at jeg mange Tider har
været meget vel, men, saasnart jeg har eftertænk!, at det
var Fredag, er jeg strax bleven saa elendig, ligesom mit
Hoved var kløvet ad.
APICIUS. Ha! ha! ha! hvor disse Fruentimmer kand forstille sig! Hun bilder mig, min Troe, aldrig ind, Madam!
at det er hendes Alvor; thi jeg har alt for god Underretning om hendes Artighed, at jeg skulde troe saadant.
Ej! tag Masqven af, Madam! og vær ligesaa artig mod
mig, som hun er mod alle andre Mennesker. Apropos
Madam! maa jeg være hendes Galand i Dag, og føre
hende med paa Comoedien?
LUCRETIA. Ney, Monsieur! det er mod min Religion.
Jeg har været der eengang, men kommer der ikke saa
hastig igien; thi jeg hørte dem bande engang nogle store
Kiød-Eeder, hvorudover jeg ærgrede mig saa, at jeg ikke
har forvundet det endnu.
APICIUS. Jeg hørte en vis Mand sige det samme nyelig,
og der er dog ingen, som bander saa meget, som han
selv. Jeg troer der er gandske faa Huse i Kiøbenhavn,
hvor der jo blir bandet meer paa en Dag, end paa
Comoedien i en Maaned. Den Forskiæl imellem de
Eeder, som falder paa Comoedien, og dem, der bruges i
Folkes Huse, bestaaer fornemmelig derudi, at paa Comoedien forestiller man kun kaadmundede og u-gudelige
Personer, men udenfor er man det virkelig; paa Comoedien bander man sielden, og det paa Skrømt, kun for
at vise Folk, hvor ilde det lader, udenfor bander man
for Alvor, og det lidelig. Gid jeg havde en Daler, Madam! for hver gang en Kræmmer her i Byen bander paa,
at en Alen Klæde koster ham meer i Engeland eller
Holland, end han selger det her for. Men Madamen
skiemter her udi saa vel som i andet.
LUCRETIA. Jeg troer, min Troe, at den Karl spøger.
APICIUS. Ikke, min Troe, saa meget, som hun; thi jeg er
lystig, men hun eengang saa meget som jeg. Ney, lad
os nu tale Alvor. Jeg skal forære hende et par artige
Viiser, som er nyelig giort; hun skal finde Fornøyelse
saa vel i Ordene, som i Melodien. Den første gaaer
saaledes:
Han synger en Viise, og hun læser imidlertid i TaarePersen.
Nu er den ude, Madam; thi der er ikke giort fleere
Vers.
LUCRETIA. Det er mig u-sigelig kiært.
APICIUS. Den anden Viise gaaer saaledes:
Han synger en anden Viise, og holder paa hende, som
vil gaae bort; Hun slider sig endelig løs.
LUCRETIA. Gaae jer Gang, Næseviis!
APICIUS. Men Madame!
LUCRETIA. Men Monsieur!
APICIUS. Er det Materien eller Formen, som mishager
hende i Versene?
LUCRETIA. Ingen af Delene; thi jeg har intet hørt derefter.
APICIUS. Vil hun da, at jeg skal begynde paa nyt igien?
LUCRETIA. Den Karl giør mig gall.
APICIUS. Ach! min søde Engel! plag mig da ikke længer.
Han sætter sig udi Positur at kysse hende, hun gier
ham et Ørefigen, raaber Huus-Folket til Hielp, som driver ham paa Dør, og lukker Boden.
SCEN. 9
APICIUS alleene. Nu denne gang blev jeg, mafoi,
artig
pudset; kand jeg spille Mademoiselle Helene et Puds
igien, skal det være mig en stor Fornøyelse. Men det
er til pas for os Mand-Folk, efterdi vi ere saa let-troende. Kunde jeg Taasse ikke have eftertænkt, at det ene
Fruentimmer aldrig gierne roser det andet? Thi, naar
de laster hinanden, kand man alleene troe dem; men,
naar de roser, er det alleene spotviis. Jeg er pardieu saa
skamfuld, som jeg havde staaet i et Hals-Jern; havde
der været endnu en underligere og meer bizarre og
u-fasonlig Kone i Byen, havde hun skikket mig derhen.
Han gaaer.
SCEN. 10.
Lucretia. Pernille. Henrich.
LUCRETIA med en Stok i Haanden. Jeg seer ham ikke
meer; han er borte til sin Lykke, thi jeg skulde have
smurt hans Ryg.
PERNILLE. Men Madam, betænk dog hvad I giør. I
underkaster jer alle Menneskers Had ved jer Opførsel.
LUCRETIA. Jeg estimerer ikke hans Had.
PERNILLE. Troer I vel, at et ungt hidsigt Menneske,
som han er, kand fordøye saadan Medfart? Han vil
visselig søge Leilighed til at hævne sig, og I vil staae
Fare for Tort og Fortræd. Det er ikke den første, som
I saaledes har handlet med. Madamen maa beflitte sig
paa at føre et andet Levnet, for ikke at bevæbne den
heele Bye mod sig.
LUCRETIA staaende længe udi Tanker. Jeg
bekiender,
lille Pernille! at jeg har gaaet noget forvit udi denne
Sag; men naar Galden begynder først at løbe over
PERNILLE. Madame! I maa holde jere Affecter udi
Tømme, eller forlade jer Handel. See engang til jer
Naboe-Kone: hun hilser alle dem, som gaae hendes Bod
forbi, ja hun krummer og bøyer sig end for en Lakei,
og der ved tildrager sig stor Næring.
Lucretia græder.
PERNILLE. Forlad mig, Madam! at jeg saa dristig siger
min Meening.
LUCRETIA. Jeg forlader dig det af mit gandske Hierte.
PERNILLE. Alt det jeg siger er af Kiærlighed til Madamen.
LUCRETIA. Jeg er forsikkret derom, Pernille!
PERNILLE. Og samme Kiærlighed bringer mig allene til
den Dristighed.
LUCRETIA. Skiæld paa mig saalænge du gidder, thi jeg
har fortient det.
PERNILLE. I understaaer jer med en Kiep i Haand at
anfalde en bevæbned ung Person.
LUCRETIA. Jeg tilstaaer, at det var en forstyrred Gierning.
PERNILLE. Hvis I havde slaget ham, han havde omkommet jer paa Steden udi sin Hidsighed.
LUCRETIA. Meener du det? Pernille!
PERNILLE. Jeg raader Madamen, at hun tar sig vare;
thi han seer ud til at være saadan een, der visselig vil
hævne sig.
HENRICH. Det er en Fandens Sag denne; thi dersom
han ikke faaer Leilighed til at hævne sig paa Madamen,
vil han gaae løs paa mig.
LUCRETIA. Jeg vil indslutte mig nogle Dage udi mit
Kammer. Midlertid vil vi finde Leilighed at stille ham
tilfreds.
HENRICH sagte. Jeg forlanger i det ringeste ikke at
være
Ambassadeur til den Freds Tractat.
LUCRETIA. Henrich! du skal udspionere, hvor han boer.
HENRICH. Det er at sige, Madam: du skal gaae hen og
lade dig slaae Arm og Been i stykker.
SCEN. 11.
Pernille. Lucretia. Henrich. En Lakei.
PERNILLE. Hvad vil dette Menneske her?
Lucretia og Henrich krybe under Bordet i Boden.
PERNILLE. Hvad er hans Forlangende?
LAKEIEN. Jeg har et Brev fra Mag. Petronius til hende,
Madam!
PERNILLE. Jeg er kun hendes Pige. Vær saa god at bie
et Øyeblik, Madamen skal strax komme. Madam! hvor
er I?
LUCRETIA. Hvorfor røber du mig? Pernille!
PERNILLE. Kom kun frem! Hun har ingen Fare denne
gang. Det er kun en Lakei med et Brev fra Monsieur
Petronius.
LUCRETIA. Ach! nu kommer jeg mig igien.
HENRICH. Jeg var alt død og begraven, og mig syntes
ligesom jeg hørte Sang-Klokkerne gik for mig; thi jeg
tænkte, at det var den unge Jean de France, som nyelig
gik vred bort.
LUCRETIA læser Brevet og kysser det. Ach min kiære
Monsieur! Jeg har aldrig faaet et meer angenemt Brev.
Formæld min ydmygst Respect til Monsieur Petronius,
og siig ham, at der er intet Menneske paa Jorden, som
jeg elsker og agter meer end ham. Ach Pernille! han
lover at fornøye mig i Aften med en Musik for min
Dør. Siig til jer Herre, Monsieur! at jeg elsker ham saa
inderlig, at
LAKEIEN. Jeg skal ikke forsømme at sige ham det.
Han gaaer.
SCEN. 12.
Pernille. Lucretia. Henrich.
PERNILLE. Skiæmmer Madamen sig ikke at giøre saadan
forliebt Erklæring?
LUCRETIA. Hvad? Næseviis! Denne Pige knurrer alle
Øyeblik. Nu siger hun, jeg er for stolt, nu igien alt for
høflig! Jeg har aldrig nogen tid kiendt saadan vægelsindet Pige.
PERNILLE. Madamen falder jo fra en Extremitet til en
anden. Der fattes ikke andet, end at hun skulde have
giort saadan Erklæring: Siig til jer Herre, at jeg er færdig til at accordere ham den yderste Villighed.
HENRICH. Du est dog en forbandet Knurrepotte, Pernille! Er ikke Madamen Herre over sit eget Legeme?
PERNILLE. Jeg tilstaaer det gierne. Derfor skal jeg lade
hende giøre herefter alt hvad hende lyster.
LUCRETIA. Læs kun dette Brev engang, og døm saa,
om jeg ikke har ret.
PERNILLE efter at hun har læset sagte. Det er jo
Begyndelsen af en Roman, Madame!
LUCRETIA. Hvad?
HENRICH. Pernille har, faae jeg Skam, ret der udi.
LUCRETIA. Tør du laste et Brev, som du aldrig har
læset?
HENRICH. Hvorfor ikke det? Madame! Pernilles Ansigt er mit Vejr-Glas, hvorefter jeg dømmer. De Krøller,
hun slog paa Næsen, viser, at Brevet ikke duer for en
Pibe Tobak.
PERNILLE. Han har, min Troe, udskrevet et Blad af
Astrea eller Amadis. Ha! ha! ha! jo meer jeg læser, jo
meer stikker Pedanten frem.
LUCRETIA. Flye mig Brevet tilbage, at jeg kand læse det
end engang. Du har ret, Pernille! Begyndelsen kommer
mig for at være af David Skolmesters Formularier.
Hun læser videre.
Ha! ha! ha! denne Expression er tagen af Else Skoleholders Magaziner.
Hun læser videre, og kaster Brevet paa Gulvet.
Fy for en U-lykke! han maa være en Hoved-Pedant,
en fuldkommen Thomas Diaphorius. Det turde jeg sige
ham i hans Næse.
PERNILLE. Nu nu, holdt Maade, Madam, og ivre jer
ikke saa meget. Det er de Lærdes Skrivemaade.
LUCRETIA. Jeg tør vedde, at jeg skal finde det heele
Brev udi Talanders Politiske Stockfisk. Fy fy! Jeg taaler
ikke, at du tar hans Parti, Pernille!
PERNILLE. Jeg tar ikke hans Parti; tvert imod, jeg finder
ingen Smag i Brevet. Jeg siger kun, at Madamen gaaer
alt for vit.
LUCRETIA. Snik Snak! lar os gaae ind.
Til Spectatores:
Denne Pige er forbandet vægelsindet.
SCEN. 13.
ERASTE alleene. Satyriske Romaner, Comædier, Cinqville, Thee og Caffee hver Dag, Raillerie, forlibte Viser;
den Recommendation var jo god nok. Hun behøvede
ikke saa mange Qvaliteter, een af dem alleene var tilstrekkelig til at indplante mig Afskye for saadant Menneske; thi om et Fruentimmer var skikkelig og efter mit
Sind i alle Maader, men brugte kun Snustobak alleene,
saa gav jeg hende strax Afskeed. Denne fattedes intet
andet for at giøre alting fuldkommen, end at hun ogsaa
skulde have taget mig ud paa Gaden at dantze med mig,
eller anmodet mig selv om Kiærlighed, og, maa skee,
om jeg havde blevet der lidt længere, saa havde det
ogsaa skeel. Nu har jeg levet udi 40 Aar, men er aldrig
bleven saa skammelig fixeret. Men jeg har ikke fortient
andet; thi, naar jeg eftertænker alting, da maa og bør
jeg tilstaae og bekiende for heele Verden, at jeg end i
mine beste Klær er en af de største Taasser i Byen; thi
der behøvedes kun Heste-Forstand at begribe dette, at,
naar du først har stødt et Fruentimmer for Hovedet, du
ikke strax derpaa skal spørge hende til raads udi Ægteskabs Sager. Jeg vil give alle Folk Lov at belee mig.
Min Tiennere Christopher selv maa kalde mig en Nar;
jeg vil med Taalmodighed høre derpaa og sige: Christopher, du har ret. Havde den gode Jomfrue Leonore
giort det mod en anden, kunde man have taget det op
som en Artighed; men hun veed, at jeg er een af de stilleste og ærbareste Mennesker her i Byen, at jeg taaler ingen
Skiemt, men legger en Ting paa Hiertet, som er langt ringere end denne. Jeg er vis paa, at Historien er i Morgen
over den heele Bye, og blir forbedret i hver Gade, som gemeenlig skeer, og at Autor til de Danske Comædier rigtig
fører min Person paa Theatrum. Han burte i det ringeste
giøre det; jeg vil give ham Lov til at forestille saadan Person med en Papiir-Krave om Halsen, med en Tromme for
sig. Men der seer jeg min Tiennere Christopher komme.
SCEN. 14.
Eraste. Christopher.
ERASTE. Skield mig Huden fuld, Christopher!
CHRISTOPHER. Hvorfor det? Herre!
ERASTE. Siig mig de haardeste Ord, som du kand ophitte.
CHRISTOPHER. Det tar jeg mig vel vare for.
ERASTE. Jeg skal ikke tage det ilde op.
CHRISTOPHER. Gid jeg faaer Skam, om jeg forlader
mig der paa, Herre! Jeg kunde ogsaa komme i en gall
Vane derover, og skielde paa Herren, naar det faldt ham
ikke beleiligt, paa mine Ryg-Beens Bekostning.
ERASTE. Jeg vil min Troe altid give dig Lov at kalde mig
en Slyngel.
CHRISTOPHER. Det var Synd at give Herren den Caracteer.
ERASTE. Jeg har ikke fortient bedre Titel efter den Gierning, jeg har bedrevet.
CHRISTOPHER. Hvad har I da giort? Herre!
ERASTE. Jeg har ladet mig trække ved Næsen. Man har
spillet mig et Puds, som vil giøre mig latterlig over den
heele Bye.
CHRISTOPHER. Hvo har spillet Herren det Puds?
ERASTE. Jomfrue Leonore Apicii Søster.
CHRISTOPHER. Hvorledes da?
ERASTE. Hun recommenderede mig en Dame, som hun
foregav at have alle de Qualiteter, som jeg leder efter. Jeg
fik derudover stor Lyst at see samme dydige Lucretia.
CHRISTOPHER. Heder hun Lucretia?
ERASTE. Ja, men hun svarer ilde til sit Navn; thi jeg
fandt hende løsagtig, vellystig, næseviis, bagtalersk.
Med et Ord: Originalen var tvert imod det Portrait, som
hun giorde mig. Endelig som jeg begyndte at moralisere
noget derover, blev hun vred, og drev mig med Haanhed paa Dørren.
CHRISTOPHER. Jeg havde aldrig kundet tænke Jomfrue
Leonore saadant til.
ERASTE. Hun skal, min Troe, ikke have giort det omsonst. Jeg skal nok finde Leilighed til at hævne mig.
Bie lidt her, til jeg kommer tilbage.
CHRISTOPHER. Hvor vil Herren hen?
ERASTE. Jeg vil hen og see, at jeg faaer fat paa hendes
Broder, for at sige ham nogle smaa Sandheder.
CHRISTOPHER. Betænk jer vel, hvad I giør, Herre!
I faaer at bestille med en ung hidsig Person, som mindste Ord sætter i Fyr og Flamme.
ERASTE. Des bedre er det. Jeg ønsker kun, at han vil
besmykke sin Søsters Gierning.
CHRISTOPHER. Det er en Person, som er i sin blomstrende Alder, og gandske desperat, naar han bliver
vred.
ERASTE. Gid han kun vilde blive vred, saa jeg derved
kunde faae disbedre Leilighed til at hævne mig.
SCEN. 15.
Christopher. Apicius.
CHRISTOPHER. Sagen er ikke at giøre meget Væsen af;
hvor vel jeg maa tilstaae, at Jomfrue Leonore, saasom
hun kiender min Herres Sind, har giort meget ilde. Det
er ogsaa ingen Tvil paa, at hun jo vil fortælle dette Puds,
hun har spillet ham, til andre, saa at min Herre derudover vil blive latterlig over den heele Bye.
APICIUS. Jeg søger efter Jomfrue Helenes Broder Eraste;
men Pokker kand ikke finde ham. Dersom han ikke udi
min Nærværelse heller sin Søster igiennem, saa skal jeg
udøse all min Vrede mod ham.
CHRISTOPHER. Er der ikke Monsieur Apicius? han
seer forbandet fæl ud.
APICIUS. Thi jeg lader ikke den Sag gaae u-hævned bort.
CHRISTOPHER. Han er vred som en Tydsk.
APICIUS. Jeg skal lære hende, at hun tar sig en anden
gang vare ikke at drive Spot med en brav Mand.
CHRISTOPHER. Han maa endelig have været til Ords
med min Herre paa Vejen, efterdi han er saa forbittred.
APICIUS. Jeg seer, at Boden er alt tillukket.
CHRISTOPHER. Han taler om Boden. Jeg tænkte det
nok, at min Herre maa have visket ham en Dievel i
Ørene.
APICIUS. Jeg er, min Troe, ikke den, der kand stikke en
Ørefigen i min Lomme.
CHRISTOPHER. Hillemænd! er det mueligt, at min
Herre har givet ham Ørefigen? Det er best, at jeg løber
min Vej.
APICIUS. Hvem er der?
CHRISTOPHER. Slet ingen, Monsieur!
APICIUS. Saa maa du da være et Echo eller et Spøgelse.
CHRISTOPHER sagte. Jeg var tilfreds, at jeg var et Spøgels, og at mit Legeme for en halv Time var paa Blocksbierg.
APICIUS. Est du der? Christopher! Jeg havde ikke den
Ære at kiende dig i Begyndelsen.
CHRISTOPHER. Æren er min, Monsieur. Men det er
ikke mig.
APICIUS. Er det ikke dig? hvad Fanden er det for Snak?
CHRISTOPHER. Ney, gid jeg faaer Skam, om det er.
APICIUS. Det maa da være din Geist. Du maa endelig
have en ond Samvittighed, efterdi du er saa bange for
mig.
CHRISTOPHER skiælvende. Jeg er. min Troe, ikke
bange, men jeg tog Monsieur for et Spøgelse.
APICIUS gier ham et par Ørefigen. See der, til et
Beviis,
at jeg er intet Spøgelse.
CHRISTOPHER. Hvorfor slaaer I mig? hvad ont har jeg
giort?
APICIUS. Det er kun for at viise, at jeg er ingen Geist.
CHRISTOPHER. Min Herre skal vel hævne dette.
APICIUS. Hør, Christopher! du kand give dette par Øre
figen til din Herre igien, og bede ham transportere
dem paa sin Søster.
CHRISTOPHER. De Ørefigen skal dog komme dig dyre
nok at staae.
APICIUS. Tør du give mig knubbed Ord, Slyngel?
See der er nok et par Ørefigen for dig selv.
Christopher skriger og Apicius gaaer bort.
SCEN. 16.
Eraste. Christopher.
ERASTE. Christopher! hvad er paa færde?
CHRISTOPHER. Det er ingen Konst at gaae bort, og
lade en anden staae i Stikken.
ERASTE. Hvad er det for Snak? Hvem lader dig staae i
Stikken? Hvorfor græder du?
CHRISTOPHER. Ach! jeg har faaet over 10 Ørefigen.
ERASTE. Af hvem?
CHRISTOPHER. Af den Slyngel - - - Ach! gid jeg
havde ham nu fat alleene; nu først blir jeg modig, og
Blodet begynder at kaage i mig.
ERASTE. Du skulde have slaaet fra dig tilforn, nu er det
for silde.
CHRISTOPHER. Ach! Monsieur kiender jo min Natur,
jeg kand ikke blive vred, førend man har længe irret
mig.
ERASTE. Jeg merker paa den Maade, at du vil have fleere
Ørefigen, før du blir vred; jeg synes 10 kunde nok ellers
komme Blodet til at kaage i en ærlig Karl. Men af hvem
est du slagen?
CHRISTOPHER. Af Apicius.
ERASTE. Hvorfor slog han dig?
CHRISTOPHER. Jeg veed ikke meer Aarsag der til, end
det Barn, som ligger i Moers Liv.
ERASTE. Ach! Herre Jeh! hvad er dog dette? Den heele
Familie er udsat paa at giøre mig Spot og Fortræd. Jeg
veed ingen Aarsag der til, uden det skulde være, fordi
jeg vegrede mig forgangen Dag at laane ham nogle
Penge; dem skulde han dog gierne have bekommet, hvis
jeg havde haft dem ved Haanden. I det øvrige begriber
jeg aldeles ikke denne Handel.
CHRISTOPHER. Da begriber jeg i det ringeste det.
Mine Kieber vil begribe og føle det i det mindste 2 a 3
Dage. Men Herre! siig mig ret for Alvor: Har I paa
Vejen talt med Apicius om hans Søsters Sager? thi jeg
har bildet mig ind, at I have vexlet Ord sammen paa
Vejen, og at han derfor har handlet saa ilde med mig.
ERASTE. Jeg svær dig, at jeg ikke har talt med ham hverken i Dag ey heller i Gaar; og det er Aarsagen, hvi jeg
intet fatter af denne Handel. Men lar os gaae; jeg maa
hiem og tage en anden Kaarde paa.
SCEN. 17.
Petronius med Musicantere.
PETRONIUS. Kand noget Menneske være behageligere
i Selskab end den Lucretia? Alt det, som var paa hende,
levede. Jeg har nu omgaaes med Fruentimmer her i Byen
saa meget, som nogen anden, men jeg har altid staaet
Karl førend nu. Det er ikke hendes skiønne Ansigt, jeg
er forlibt udi, men hendes Maneerer, Fripostighed, Familiaritet, Yndighed, søde Miner og Belevenhed, hvor
med hun har betaget mit Sind, at jeg veed ikke, enten
jeg staaer paa mit Hovet eller Fødder. En af mine gode
Venner viskede mig i Øret disse Ord: Den Dame synes
at være forbandet coqvete; men jeg troer, at han tog forbandet feil, thi jeg merkede, at det var ikkun en fripostig
Artighed. Jeg bød mig til at fornøye hende i Aften for
hendes Vindver med en sagte Musiqve; hun takkede
mig strax med saadan yndig Mine, at jeg er færdig at
blive gall, naar jeg tænker derpaa. Hør, I gode Musicantere, lister jer sagte hen under Vindverne. Jeg vil først
have et nyt Syngestykke med en Fiol de Gambe; siden
kand I spille med de andre Instrumenter. Jeg vil selv
synge Stykket, saasom det er af min egen Composition.
Ere jer Instrumenter stemmede? Messieurs!
MUSICANTERE. Ja alting er færdigt.
PETRONIUS. Gaaer kun gandske digt under Vindverne,
paa det at Musiqven kand begynde, førend man blir os
vaer.
MUSICANTERE. Herren har kun at befale, naar vi skal
begynde.
PETRONIUS. Men spiller ikke alt for stærkt! Jeg vil, at
hun skal høre Ordene; thi mellem os at sige, saa er
Compositionen excellent.
MUSICANTERE. Det skal efterleves, naadige Herre!
Men det er noget kaaldt i Aften.
PETRONIUS. Bekymrer jer ikke derom. I blir nok indbudne udi Huset, hvor I faaer en varm Stue. I kiender
ikke denne Dame; hun er genereuse. Rhins-Viin vil
flyde som Vand for jer.
Musiqven begyndes med den forlibte Viise, som han
synger tillige med. Lucretia stikker Hovedet udaf Vinduet og slaaer Vand paa dem.
MUSICANTERE. Hvad Fanden er dette?
LUCRETIA. Gaaer jeg Gang, I Dagdrivere! Skiæmmer
I jer ey at giøre saadan Allarm for en Enkes Dør?
PETRONIUS. Det er mig, Madame! Petronius.
LUCRETIA. Og det er mig, Lucretia.
PETRONIUS. Jeg har componeret dette Stykke, for at
divertere hende.
LUCRETIA. Og jeg har slaaet Vand ned, for at temperere
Heden af jer Hierne.
PETRONIUS. Hun kiender mig da ikke meer, Madame!
LUCRETIA. Jeg kiender jer alt for meget, Monsieur Pedant! See, der er jer naragtige Brev, som I skikkede mig.
PETRONIUS. Men er det mueligt, at
LUCRETIA. Har han Lyst til at døbes end engang, saa
kand han kun tøve et Øyeblik.
PETRONIUS. I skal betale mig dette dyrt nok. Folk af
min Profession fordøyer ikke saadan Haanhed.
LUCRETIA. Gaae jer Gang, og tag fat paa jer Seneca, og
læs der udi et Capitel om Vrede, saa vil I strax befinde
jer bedre.
Hun lukker Vinduet til.
MUSICANTERE lugtende paa sin Arm. Dette lugter,
min Troe, i det ringeste ikke af Rhinsk-Viin.
PETRONIUS. Disbedre er det; thi alt Viin pletter.
MUSICANTERE. Fy for en U-lykke! det lugter hverken af Viin eller Vand.
PETRONIUS. Her er intet meer at bestille, Messieurs.
Det giør mig ont, at jeg har u-maget dem forgiæves.
MUSICANTERE. Aldeles ikke, Monsieur! giv os vore
Penge, saa skal vi strax gaae.
PETRONIUS. Hvad? I har jo ikke spillet uden et halv
Stykke.
MUSICANTERE. Det er ikke vor Skyld.
PETRONIUS. Det er ey heller min Skyld.
MUSICANTERE. Vi ere accorderede om 6 Rixdaler;
betal os dem, saa vil vi ikke regne at vore Klæder ere
fordervede.
PETRONIUS. Jeg vil betale jer 6 Dievle.
MUSICANTERE. Ingen Snak.
PETRONIUS. Gaaer Fanden i Vold.
MUSICANTERE. Gaae I selv den Vey.
PETRONIUS. Hvor meget er det, I begiærer?
MUSICANTERE. Sex Rixdaler.
PETRONIUS. Han gier den eene Musicant et par Ørefigen. See der er to for dig, efterdi du er den fornemmeste. De andre maa fornøye sig enhver med eet.
De kommer i Slagsmaal, Vægter-Pibene høres og
Vagten trækker dem ud.
Actus III
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek