link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

L. Holberg: Den Stundesløse (1731), Act. II

| Index | -1 | +1 |
Actus II.
Scen. 1.
(Vielgeschrei kommer ind i sine Stuer men med Pennefiær bag Øret og de 4re Skriverkarle følge ham efter, iligemaade med Pennefiære bag Ørene. Pernille har og Pen bag Øret.)

VIELGESCHREI (tørrende Sveden af sig.)
Pernille!

PERNILLE.
Herre!

VIELG.
Jeg tænker paa den Straten Junker, som vilde sige, at jeg har intet at bestille.

PERNILLE.
Mand kand blive gal over saadan snak.

VIELG.
Jeg har været henne til Erich Madsens. Pernille!

PERNILLE.
Har Herren alt været der? Det er mig kiert, lovede han da at skikke sin Søn hid Klokken 3 i Eftermidag?

VIELG.
Han kommer vist nok til den Tid.

PERNILLE.
Ach jeg længes saa efter at see ham.

VIELG.
Klokken 3 kand du faae ham at see.

PERNILLE.
Jeg haaber, at han kommer nok før; thi det er forliebte Folkes maneer.

VIELG.
Det vil endelig ikke sige. Men ellers saae jeg ikke gierne at hand kom for den Tid; thi der skal skrives 4 a 6 Bryllups-Breve, som skal skikkes nogle gode Venner med Posten.

PERNILLE.
Men kand de komme saa hastig til Bryllupet?

VIELG.
Ney det er kun for Ceremonie. Jeg har og ikke stunder til at giøre Bryllup. Der blir intet videre giort end Contracten sluttet udi nogle gode Venners Nærværelse, men det er mig kiert, at du siger min Datter har faaet bedre Tanker.

PERNILLE.
Ey det skal have gode veye. Derfor er det best at smeede medens Jernet er varmt og slutte Contracten i Aften.

VIELG.
Denne Aften skal alting være klar giort, og saa skal denne Snuushane, som var her i Maares, faae en lang Næse. Pernille sæt dig ned ved Skriver-Bordet, du kand nok skrive en Copie med.

PERNILLE.
Ja vist Herre.

VIELG.
Tar jere Saxe Karle!
(de tar Saxerne efter tempo.)

VIELG.
Ere I færdige dermed?

TUTTI.
Ja det er beklippet.

VIELG.
Pennene fra Øret.
(de tar Pennene fra Øret.)

VIELG.
Dypper jere Penner.
(De dypper paa eengang.)

VIELGESCHREI (kaster Parykken fra sig.)
Skriver!
Saasom det har behaget Himmelen (comma) har I det?
(de skriver og repeterer det samme.)

VIELG.
Ved en reen kierlighed at sammenknytte tvende parter (comma) har I det.
(de repeterer igien.)
Nemlig min ældste Datter, Leonora og Seignr. Peder Erichsen Bogholder (comma) har I det.
(de repeterer igien.)
Saa er min Tienstlige Begiering - - Er nu ikke Hønsene kommen ind i Kiøkkenet igien. Det er mig en forbandet Pige den Kokke-Pige.
(Gaaer ud og kommer ind igien. Naar han er ude, stoje de og
kaste Papiir Kugler paa hinanden.)
De Dievle har ingen Ting at tage vare end det samme, og dog kand ikke passe paa at lukke mig den Kiøkken-dør igien. Ald Byrden i Huuset ligger paa mig; hvor var det i slap? Læs op Jens Griffel.
(han læser op fra Begyndelsen.)

VIELG.
Saa er min Tienistlige Begiæring, at han vilde med sin Nærværelse bivaane deres Ægteskabs Contract (punctum) har I det?
(de repeterer igien.)
Samme Ægteskabs Contract er berammet at sluttes den 1 April Styli Novi har I det?
(de repeterer igien.)
(Punctum) har I det?
(de repeterer Punctum.)

VIELG.
Anne!
(Anne kommer ind.)
Hvad vil Herren?

VIELG.
Hør Anne! den lille sorte Hønne maae ikke komme blant de andre. Alle de andre vil den stakkel altid paa Hovedet, hør du hvad jeg siger; thi jeg holder meest af den Hønne. Den har lagt mig siden Juuel over 40 Eg. Christoffer Feddermesser! du holder jo Bog over, hvad Høns, Giæs og Duerne yde. See efter i Hovedbogen hvor mange Eg den lille sorte Hønne har lagt ud dette Aar.

CHRISTOFFER.
Ja! det er som Herren siger, 40 Eg. Hvad andet hun har ydet er ikke anført.

VIELG.
Det er min troe den beste Høne, jeg har. Derfor maae du have synderlig Øye med hende, Anne.

ANNE.
Det skal skee Herre!
(gaaer ud.)

VIELG.
Hvor vit er I kommen Karle? Jens Sandbüchs læs du op.
(Jens læser fra Begyndelsen.)

VIELG.
Parenthesis; thi der maa iiles dermed for visse Aarsagers skyld (Claudatur) har I det?
(de repeterer igien.)
Jeg lever i den Forsikring, at - - kommer der ikke nogen.

PERNILLE.
Jo det er vist Frieren, tænkte jeg ikke vel, at han kom for Tiden.
Scen. 2.

Leander og Oldfux klædde som Pedanter, de andre.

LEANDER (efter lang Compliment.)
Gunstige Hr Patron Moecenas og Velynder. Saasom, og ligerviis som Paafuglen, naar den seer paa sine Fiedre, skiemmer den sig.
(Oldfux støder ham i Ryggen og visker til ham.)

LEANDER.
Jeg vilde sige, naar den seer paa sine Been, skiemmer den sig. Og naar den derimod seer paa sine Fiere, Bryster den sig, ikke anderledes, naar jeg Peder Erichsen uværdig Bogholder -
(Skriverne begynder at fnise.)

VIELG.
Hvad fniser I Slyngele ad? Confererer I kun imidlertid, om I alle har skrevet lige, medens jeg taler med denne Person.

LEANDER.
Ikke anderledes, naar jeg betragter og overvejer min Stand og Meriter og Vilkor, skiemmer jeg mig med Paafuglen. Naar jeg derimod betragter og overvejer min forstaaende Fortun og Lykke, bryster jeg mig med Paafuglen. Jeg tilskriver allene min gunstige Herres Godhed, ikke mine meriterende Fortienisters valuta, at min Herre gir min ringe Person Assignation paa saadan dyderig og fornemme Jomfrue, hvis Skoeremme jeg er ikke værd at opløse; thi ligesom en Obligation valore intrinseco er at ligne mod en Banco Daler, ikke anderledes - -

VIELG.
Nok nok Monsieur, han maa ikke sætte saa ringe Priis paa sig selv. Han kand see af dette Vall jeg har giort, hvilke Tanker jeg har om hans Person, jeg kunde have sat min Datter udi høyere stand, men som jeg allene seer efter dyd og Vindskibelighed, saa har jeg foretrækket ham adskillige anseelige Beilere.

LEANDER.
Jeg takker allerærbødigst.

VIELGES.
Et lidet Øyeblik Taalmodighed. Jeg skriver nogle gode Venner til paa Landet, og lar dem efter min Skyldighed vide, at min Datter skal slutte Ægteskabs-Contract med Monsr. i Aften. Der er jo kun en Linie eller noget tilbage.

LEANDER.
Efter Behag Gunstige Herre!

VIELGESCHREY (til Skriveren.)
Hvor var det I slap, Karle! Læs op det sidste, Lars Dintfass.

LARS.
Det sidste var Claudatur.

VIELG.
Hvad Pokker lærer jeg deraf?

LARS.
Jeg tog feil Herre! det sidste er: Jeg lever i den Forsikring, at - - -

VIELG.
Hand har den Godhed at lade sig indfinde til den Tid (Comma) har I det.
(De repeterer igien.)
Jeg forbliver stedse Votre tres humble og tres obeissant Serviteur.

PERNILLE.
Det sidste Latin, Herre, kand jeg ikke skrive.

VIELG.
See da efter, hvorledes de andre bogstaverer først.

VIELGESCHREY (tagende Oldfux for sin Svigersøn.)
Nu maa I herefter kalde mig Svigerfar, og jeg vil kalde jer min Søn; thi det er alt en sluttet Sag imellem os, der rester kun, at I taler med min Datter selv.

OLDFUX.
Gunstefulde Herre, det er ikke - - -

VIELG.
Jeg vil ikke høre denne Tale meere, I skal kalde mig Svigerfar.

OLDF.
Ney Eders Gunst behager at høre - - -

VIELG.
Ej lad os kun fare de Complimenter og kald mig Svigerfar.

OLDF.
Ney Herren tar feil, det er ikke mig, som skal have hans Dotter, mit Navn er Jonas.

VIELG.
Om Forladelse jeg har saa meget i mit Hovet.

OLDF.
Jeg er Jonas Andersen, den rette Persons Sydskende Barn u-værdig paa Faderens Side. Jeg er kun en Madik at ligne mod ham i Bogholderie og Regning. Jeg har ham at takke og kysser Støven under hans Fødder for det, jeg forstaar udi Bogholderiet. Jeg skulde ikke rose ham, fordi hand er mit Sydskende Barn paa min Faders Side, men jeg kand sige dette, at hand har faa sin Lige udi alle slags Regninger. Og, ligesom der er en Regul, kaldet Regula Detri, saa har hand giordt en ny, kaldet Regula Petri.

VIELG.
Det er mig kiært, at I er hans Fætter. Hvis min yngste Dotter var mandvoxen, saa kunde der maaskee blive noget af imellem jer to ogsaa.
(Oldfux skraber.)

VIELG.
Pernille! lad Leonora komme hid. Nu kand hand selv insinuere sig hos min Dotter. Det syntes hende underligt i førstningen, at jeg vilde give hende bort til en Bogholder. Men nu hører jeg, at hun er paa bedre Tanker. Om jeg havde 10 Døttre, skulde de alle gives til Bogholdere.

LEANDER.
Jeg takker paa Bogholderiets Vegne.

OLDF.
Jeg takker ogsaa paa Kunstens Vegne.
Scen. 3.

Leonora. Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.
Nu min Dotter. (Gaaer I kun op paa Contoiret Skriver-Karle og confererer Brevene med hinanden og besegler dem siden, som I strax faar at vide af Skrifterne.)
(De gaaer bort, suer paa Pennene og sætter dem bag Ørene.)

VIELG.
Det er mig kiært min Dotter, at du er kommen i bedre Tanker, at du har slaaet den anden Kiærlighed af dit Sind, og beqvemmer dig efter min Villie. Unge Jomfruer seer kun efter det Udvortes, og derfor løber til deres egen Fordervelse. Jeg har udvalt denne unge Person til Svigersøn, som ved sin Videnskab kand nære dig reputeerlig, omendskiønt hand gandske ingen Midler havde.

LEONORA.
Min hierte Papa! jeg beder ydmygst, at hand ikke vil tænke paa det forrige. Jeg har raisonered siden ved mig selv, og eftertænkt, hvilken Synd det er at sætte sig mod sine Forældres Villie; Personen staar mig an, jeg er fornøyet med det Val, min kiære Far har giort, saasom jeg er forsikret om, at hand intet slutter, mig angaaende, uden det, som er til min Nytte og Velfærd.

VIELG.
Jeg har haft dig alt for kiær, mit Barn, at jeg skulde gifte dig bort til een, som du ikke skulde blive lykkelig med. Saa gaaer nu hen og taler med hinanden.

LEANDER.
Allerkiæreste Jomfrue og tilkommende Brud. Naar jeg eftertænker mine egne Meriters Nieter og Nuller at være saa høyt anskrevne udi hendes kiære Faders Tankers Hoved-Bog, ere alle mine Sandse færdige til at giøre Fallit, og spille banqverot. Et Null betyder intet, men naar en Streg kommer dertil, blir det strax til noget. Jeg er u-værdig kun en Streg, som intet betyder; men naar min Stregs Ringhed blir lagt til Jomfruens Null - - -
(Oldfux støder ham i Ryggen.)
Jeg fortalede mig skiønne Jomfru! jeg er kun et Null, som intet betyder; men Jomfruen Stregen, med hvilken naar mit Null blir foreenet, blir det strax til noget.

LEONORA.
Monsieur! hand skatter sig selv for ringe.

LEANDER.
Jeg takker skyldigst.

OLDF.
Peder! her er den Ring, som Vatter flyede os at forære Jomfruen.

LEANDER.
Det er sant Jonas. Min Fader lod formelde sin ydmygste Salutem, og bad, at Jomfruen vilde annamme denne Ring af mine Hænder til Elskovs Tegn.

LEONORA.
Jeg tager imod den og takker kiærligst.

LEANDER.
Det maa ikke regnes for nogen Morgengave, skiønne Jomfru! det er kun et lidet Kiærligheds Tegn, som man efter Sædvane først lader see, og haver samme Sædvane sin Oprindelse deraf, ligesom en Ring er rund og har hverken Begyndelse eller Ende, saa - - -

VIELG.
Værer lidt stille Børnlille! jeg tør give min Hals paa, at Maden kaagede over udi Kiøkkenet.
(Springer ud.)

PERNILLE.
Ha ha ha! gid I faar Pokker, hvor vel I spiller jere Ruller.

OLDF.
Men somme Tider er det dog kommen i bag-laas for Monsieur, som for Exempel, at Paafuglen bryster sig, naar hand seer paa sine Been, og at Jomfruen er Nullet.

LEANDER.
Hvordan vil du, at jeg skal komme alt dette Pedanterie ihu?

LEONORA.
Ach! det gaaer vel nok. Nu er jeg forlovet med jer kiære Leander i min Fars Paasiun. Men ach!

PERNILLE.
I kommer altid med jer men, Jomfru! lad kun mig sørge for det øvrige.

LEANDER.
Men naar nu den rette Bogholder kommer?

PERNILLE.
Men om nu Himmelen falder ned, vil I kun lade mig raade, I har intet andet at bestille, end at efterleve mine Ordre. Jeg er Chef og I andre Subalterne, som ikke maa raisonnere. Men der kommer Herren tilbage.

VIELG.
Det er Løgn Anne; disputeer mig aldrig imod det, som jeg kand see bedre. De Tallerkener ere ikke skurede med Aske; de ere skurede med Sand, og det just fordi jeg saa ofte har forbudet det! havde jeg kun stunder at examinere Fader og Skeer, er jeg viss paa, at de seer ikke bedre ud; men jeg er et Menniske, og derfor ikke kand giøre det, som overgaaer Menniskelige Kræfter. Jeg har ikke Øyen bag i Hovedet, jeg har ikke meere end to Hænder, og jeg kand ikke være 10 Steder paa engang. Kunde jeg dog engang ald min Livstid være saa lykkelig, at jeg kunde sige ved mig selv, gak nu til Sengs eller til Bords i god Roe, nu er i Dag intet meere at forrette. Men den Tid kommer aldrig; thi mine Forretninger ere ligesom en Sneebold, jo meere jeg driver den frem jo større bliver den. Men hvad vil disse fremmede Folk her Pernille! vil I tale med mig Messieurs?

LEANDER og OLDFUX.
Ja.

PERNILLE.
Ej Herre, det er jo jer Svigersøn.

VIELG.
Det er sant, om Forladelse, jeg glemmer mig selv undertiden formedelst Forretninger. Nu min kiære Svigersøn, er I nu fornøyet med mit Forslag, og finder I min Dotter af de Qvaliteter, at hun kand bøye jer til Kiærlighed.

LEANDER.
Ach jeg er saa forliebt, at jeg neppe kand staae paa mine Been.

VIELG.
Det er got. I skal have Bryllup denne Aften.
(De Forliebte giøre Complimenter.)

VIELG.
Pernille! naar holder du for, at man kunde beramme Tiden dertil?

PERNILLE.
Herren faar vel ikke stunder, saa vit, som jeg kand see, for Klokken 6 i Aften; thi disse 5 Breve skal legges sammen, besegles og paaskrives. Det er ogsaa aldrig saa, at der falder jo enten et eller andet ind, som man ikke tænker paa, Herren har jo altid den Lykke.

VIELG.
Det maa du vel sige, Pernille! ja, kiære Svigersøn, hand møder da med nogle af sine Paarørende her Klokken 6 i Aften. Jeg vil ellers ingen anden have hid end min Broder Leonard og Notarius. Men, min kiære Svigersøn, jeg vilde gierne raadføre mig med ham udi en liden Regning, som falder mig for vanskelig.

PERNILLE.
Ej Herre! sæt saadant op til en anden gang. Nu har den gode Karl andet at tænke paa.

VIELG.
Det er sant nok. Men det er kun en liden Spørsmaal, som en Person, der er saa vel grundet i Regnekonsten, som hand, strax fornøyer mig i.

PERNILLE.
Jeg er aldrig Herren imod, men heri kand jeg ikke bifalde ham, at hand vil plage een med Regninger, der kommer at frie til hans Dotter.

VIELG.
Ej Snak, det er kun en Bagatelle for ham. Regningen er denne: En sælger 100 Tønder Rug med Strygmaal for 20 Rixdaler, hvor meget høyere kunde Summen stige, om de var i Topmaal?

PERNILLE.
Ach Herre! der har de andre Høns fat paa den lille sorte Høne igien, og er færdig at dræbe den.

VIELG.
Ej er det ikke forskrækkeligt?
(Løber ud.)

LEANDER.
Ach Pernille! vi er om en Hals.

OLDFUX.
Gid hand faar en Ulykke med hans Topmaal og Strygmaal.

LEANDER.
Jeg kand ikke tælle til 5, og skal nu giøre saadan Prøve i Regne-Konsten.

LEONORA.
Der seer du Pernille, hvordan det vil gaae, og at de Anslag - - - -

PERNILLE.
Holdt Munden, og lad mig speculere i roe, løber fort paa Døren.

LEANDER.
Men kand derved ikke fattes Mistanke mod os?

PERNILLE.
Fort paa Dør, her er ikke andet Raad i en hast at gribe til.

LEANDER.
Men Pernille - - -

PERNILLE.
Løber bort allesammen, og I Sladerhank med.
(De gaaer alle.)
Scen. 4.

Vielgeschrey. Pernille.

VIELGESCHREY.
Hun vilde bilde mig ind, at ingen rørede den sorte Høne.

PERNILLE.
Ach Herre! jeg saae jo med mine Øyne igiennem Vinduet, hvordan den blev hugget. Men den Pige er i det eene som i det andet, havde jeg ikke hindret hende forgangen, saa havde der skeet en stor Ulykke.

VIELG.
Hvad var det?

PERNILLE.
Jeg vil min Troe ikke sige det til Herren, uden hand lover mig at tie.

VIELG.
Jeg skal ingen Allarm giøre derover, siig mig det.

PERNILLE.
Forgangen Dag fandt jeg Herrens Catalogus over sine Lin-Klæder i Kiøkkenet; det havde den forbandet Pige faat fat og vilde riste Lax paa.

VIELG.
Ney, det kand jeg ikke tie med; thi det kunde have foraarsaget mig en stor Ulykke.

PERNILLE.
Dersom ikke Herren holder sit Løfte, saa troer jeg ham aldrig oftere.

VIELG.
Ney Pernille! jeg maa have fat paa hende derfor. Det var et forbandet Stykke.

PERNILLE.
Ach Herre! jeg beder ydmygst, hun falt paa sine Knæ, og bad mig med Graad om, at jeg ikke vilde røbe hende, men jeg vilde ikke love hende det, førend hun ved Eed havde forsikret mig om, aldrig at forgribe sig paa Herrens Skriver-Sager oftere.

VIELG.
At røre ved mine Papiir, er at røre ved mine Øyensteene.

PERNILLE.
Herren gir sig tilfreds. Hun vil af den Historie lære at blive meere varsom.

VIELG.
Om man stiæler Penge fra mig, kand jeg skikke mig derudi, men at tage mine Papiir bort, det er at tage Siælen af Livet.

PERNILLE.
Jeg kand forsikre Herren, at det ringeste ellers ikke er kommet bort eller kommet i Ulave; thi jeg saae strax nøye efter Alting.

VIELG.
Jeg vil da tie denne gang for din skyld. Men jeg vil herefter, at intet Menniske maa komme i mit eget Contoir uden du. Men hvor blev min Svigersøn af?

PERNILLE.
Herren tog jo Afskeed med ham, og bad ham komme igien Klokken 5.

VIELG.
Det er sant Pernille! jeg glemmer det eene for det andet. Meener du, at jeg kand erindre, om jeg har spiset til Middag?

PERNILLE.
Ney, Herre! Maden staar færdig paa Bordet.

VIELG.
Saa maa jeg da ind at spise lidt i en hast.
(Gaaer ind.)

PERNILLE.
Saaledes kom vi ud af denne Fristelse.
Scen. 5.

Oldfux. Pernille.

OLDFUX, (som Laqvei).
Hillemend Pernille! hvilken Fristelse hand bragte os i ved den Regning om det Strygmaal og det Topmaal.

PERNILLE.
Men jeg kom ham til at glemme baade Stryg og Top-Maalet, og viklede ham ind i Discours om Huus-Sager.

OLDFUX.
Men hvad sagde hand, da hand fornam, at vi vare løbne?

PERNILLE.
Jeg bildte ham ind, at hand selv havde taget Afskeed med jer. Jeg kand faa ham til at glemme alting, naar jeg kun kand bringe ham i Forretninger.

OLDFUX.
Jeg skal min Troe skaffe ham nok at bestille.

PERNILLE.
Det er ogsaa høylig fornødent; thi ellers er vi om en Hals. Inden en halv Time har vi Bogholderen her; men der kommer Herren. Gak til side og kom strax ind med Brevet fra Leander.
Scen. 6.

Vielgeschrey. Pernille.

PERNILLE.
Har nu Herren alt spiset?

VIELGESCHREY.
Jeg faar aldrig Tid til at spise mig mæt Pernille! spring op til Skriver-Karlene, og hør, om de har lagt Brevene sammen.

PERNILLE.
Her kommer en Laqvei og møder mig lige i Døren med et Brev til Herren.
(Oldfux leverer et Brev, og gaaer igien.)

VIELG.
Pernille! naar nogen kommer og vil tale med mig, skal du sige, at du vil høre ad, om jeg er hiemme. Det giør jo alle Tienere i fornemme Huse.

PERNILLE.
Somme er saa u-forskammed, at de løbe lige ind. Men eftersom Herren vil saa have det, saa maa hand ikke kige udaf Vinduet efter dem, som hand plejer; thi forgangen fant en Mand, som saae ham i Vinduet, mig paa Gaden, og sagde: Hils din Herre, og siig, at naar hand gaaer ud, saa maa hand tage sit Hoved med sig; thi det saae jeg i Vinduet. Somme kand have vigtige Ærender Herre, og dog ikke kand sige Tienerne, hvad de vil.

VIELG.
Det er endelig sant, som du siger, men jeg maa læse dette Brev.
(Læser.)
Hillemend! hvad er dette forbandet Tøy. Denne Leander, som var her i Maares, skriver mig til, at, saasom hand hører, at jeg har givet en anden min Dotter, som har forlovet sig tilforn med ham, hvilket hand kand beviise af adskillige hendes Breve, hvorudi hun forpligter sig med Eed ingen at elske uden ham, saa maa jeg ikke fortryde paa, om hand protesterer imod den sidste Forlovelse, og forfølger sin Sag ved Lands Lov og Ret.

PERNILLE.
Ej hvad vil det sige, nu slaaer Jomfruen op med ham igien, foregivende, at saadan Forlovelse er grundet paa hendes Fars Samtykke. Og saasom hun saadant Samtykke ikke har kundet erhverve, saa falder den Sag af sig selv. Ellers bekiender jeg, at det er fortrædeligt for Herren at indvikles udi Proces; thi omendskiønt hand vinder, saa vil dog en stor hob Tid spildes for ham derved.

VIELG.
Jeg kand blive gal, naar jeg tænker derpaa, hvad raader du mig at giøre herved?

PERNILLE.
Jeg raader Herren først at skrive ham selv til, foreholde ham hans ubillige Foretagende, og derved skrække ham af at begynde Proces, og siden at raadføre sig med en god Advocat.

VIELG.
Lad Tieneren strax springe hen efter en Advocat.

PERNILLE.
Det skal skee; imidlertid maa Herren skrive Brevet færdig.

VIELG.
Ach! jeg ælendige Menniske! jeg drukner i Forretninger.
(Sætter sig at skrive.)

PERNILLE (sagte.)
Det gaaer vel nok. Men her vil endnu fleere Forretninger til; thi Fortrædeligheder og min Habilitet skal udvirke saa meget, at, naar den rette Frier kommer, hand da ikke skal have hverken Lyst eller Lejlighed at tale med ham. Frieren maa nu komme, naar hand lyster; hand skal udi Herrens Nærværelse blive forlovet med Huusholdersken Magdelone. Leander og Oldfux kand ikke begribe, hvorfor jeg har dette dobbelte Ægteskab for. Men de veed ikke, at hun har lovet mig 50 Rixdaler, om jeg kand bringe Herren til at skaffe hende en Mand, og det kand ikke skee uden ved saadan Lejlighed; thi hand gir sig ellers aldrig Tid dertil.

VIELG.
Der maa ingen komme ind uden Advocaten og Barberen; thi jeg maa endelig rages, eftersom her kommer Fremmede i Aften, uden at jeg vil sætte Brøllupet op.

PERNILLE.
Jeg vil ikke raade Herren at sætte Brøllupet op, eftersom den anden Straa-Junker bruger alle sine Konster at hindre det.

VIELG.
Det er sant du siger. Det maa gaae for sig udi Aften, hvor liden Tid jeg har; men lad ingen komme her ind, at jeg kand skrive mit Brev i roe.

PERNILLE.
Ney ingen uden Advocaten, og Barberen og Frieren.

VIELG.
Hand kommer jo ikke, førend i Aften?

PERNILLE.
Jo mig syntes, Herren bad ham komme hid igien i Eftermiddag.

VIELG.
Det kand jeg ikke erindre. Det var galt giort af mig.

PERNILLE.
Det hindrer ikke Herren; hand kand derfor tale med Jomfruen. Jeg skal nok undskylde Herren.

VIELG.
Saa maa jeg da skrive mit Brev.

PERNILLE (sagte.)
Nu maa Monsieur Bogholder komme, naar hand lyster, jeg har Spillet vundet. Men det banker, jeg troer nok, at det er ham.
Scen. 7.

Den rette Bogholder. Pernille. Vielgeschrey.

BOGHOLDEREN.
Jeg kommer her efter Aftale imellem min Far Erich Madsen Bogholder og Hr. Vielgeschrey, at frie til hende skiønne Jomfrue.

PERNILLE.
Hand tar feil Hr. Bogholder, jeg er Pigen, Jomfruen skal strax have den Ære at komme hid.

BOGHOLDEREN.
Det er mig en Ære og hende en Skam. Men kunde jeg ikke faa Herren i Tale først?

PERNILLE.
Ach! ney, Herren sidder i fortrædelige Forretninger, som har hindret ham i Dag baade at æde og drikke; hand har bedet mig giøre sin Undskyldning. Det er ellers en afgiort Sag paa Herrens Side. Det fattes kun, at hand taler med Jomfruen selv. Vil hand behage at bie et Øyeblik, nu skal hun strax komme. Ach! den stakkels Herre! jeg er bange, at hand engang styrter i sine Forretninger.
Scen. 8.

Magdelone, gallant pyntet. Pernille. Bogholderen. Vielgeschrey.

BOGHOLDEREN.
Jeg er kommen hid, skiønne Jomfrue, efter den Aftale, som er giort imellem Hr. Vielgeschrey og min gode Far, at begiære hende udi ald Tugt og Høviskhed til min ægte Hustru, og at spørge hende, om hun vil have mig til sin ægte Mand?

MAGDELONE (neigende.)
Jeg siger tusinde Tak.

BOGHOLDEREN.
Jeg beder da ydmygst, hun ikke vil forsmaae denne Ring til Morgengave.

MAGDELONE.
Jeg siger tusinde Tak. Vil hand ikke sidde ned min Engel!

BOGHOLDEREN.
Ney, tak skiønne Jomfru! jeg vil heller staae.

MAGDELONE.
Ach! jeg beder, at hand vil sætte sig min Engel.
(De sætter sig.)

VIELGESCHREY.
Hvem er som taler der? Pernille!

PERNILLE.
Det er Frieren, Herre, som taler med Jomfruen.

VIELGESCHREY.
Det er got mit Barn, holdt din Kiæreste med Snak til jeg har skrevet mit Brev.

BOGHOLDEREN.
Man maa sige, hvad man sige vil om Ægteskab, saa er der dog en synderlig Himlens Direction derudi. Jeg har tit seet et Fruentimmer udi Søvne af samme Skikkelse og Væsen som Jomfruen, saa jeg derudaf kand merke, at det er noget, som for lang Tid er besluttet her oven fra.

PERNILLE (sagte.)
Gid du faa skam, saasom det ikke er andet end Pengene du meener at faa.

MAGDELONE.
Ach er det mueligt! det er min Troe gaaet mig ligeledes; thi engang da jeg stod og giorde min Bøn om et got Giftermaal, hvilket jeg uroest ofte har giordt (thi man kand ikke læse for ofte) kom mig en Person for, som ligner min Engel paa et Haar.

BOGHOLDEREN.
Om Forladelse min hierte Jomfrue! maae jeg tage paa hendes Bryst.

MAGDELONE.
Jeg siger tusind Tak.

VIELG.
Pernille! hvem er som taler der henne.

PERNILLE.
Det er Frieren Herre! som taler med Jomfruen.

VIELG.
Got got, taler I kun kierlig sammen Børnlille, til jeg faaer mit Brev færdig.

BOGH.
Maatte jeg spørge min Hierte Jomfrue, hvad Alder hun har.

MAGD.
Der er nogle onde Mennisker, som har udspredet, at jeg var 40 Aar gammel; men jeg har min troe ikke meere end 30 Aar.

BOGH.
Saa er vi af en Alder.

MAGD.
Det er jo skiønt. Liige Børn spiller best.

BOGH.
Man burdte ikke gifte sig, førend man var 30 Aar.

MAGD.
Det er min troe sant! thi naar Børn gifter sig med hinanden, blir kun Huusholdningen slet.

VIELG.
Hvem er som taler der henne Pernillle!

PERNILLE.
Det er Frieren med sin Kiæreste.

VIELG.
Nu skal jeg strax være hos jer Børnlille. Jeg har kun nogle faae Liiner tilbage.

PERNILLE. (sagte)
Hillement! saa maa jeg hitte paa noget Nyt igien.
(Høyt.)
Monsieur! vil han ikke behage at træde ind udi Jomfruens Sænge-Kammer, saa kand de tale sammen meere frit og ikke være Herren til hinder.

BOGH.
Det er sant. Det kand vi giøre.
(de gaar ind.)

PERNILLE.
Hillement! jeg seer, at han alt har udskrevet, nu maae jeg hoste efter Oldfux, som er Signalen.
(hun hoster.)
Scen. 9.

Oldfux som Advocat. Vielgeschrey. Pernille.

OLDFUX.
Jeg hører min Herre, at han forlanger en Advocat.

VIELG.
Ja er det han, som jeg har skikket min Tienere til.

OLDFUX.
Ney min Herre! den Mand er aldrig udi Stand om Eftermiddagen at tale med Folk.

VIELG.
Drikker han da?

OLDFUX.
Ja Herre! men ikke mine Ord igien.

VIELG.
Hvorfore lod du da Tieneren gaae hen til saadan Mand Pernille!

PERNILLE.
Jeg vidste ikke, at han drak, Herre. Men det er vel, at denne Mand er kommen i hans Sted.

OLDFUX.
Jeg har min gang derudi Huuset. Og som jeg hørdte, at min Herre havde en Procurater nødig, tog jeg mig den Frihed at komme hid.

VIELG.
Han skal have Tak.

OLDFUX.
Er der noget til Tieneste.

VIELG.
Jo jeg har noget at consulere ham udi.

ADVOCAT.
Det Ord min Herre at consulere har en dobbelt Betydning. Det betyder baade at give en et got Raad, paa latin consulere alicui, saa og bede en om et got Raad, paa latin consulere aliqvem.

VIELG.
Ey jeg troer, at I lærde Folk har skruer løse i Hovedet. Jeg har ikke skikket Bud efter ham for at spørge ham til Raads udi Ortographien, men - - - -

ADVOCAT.
Min Herre vores tale kommer ikke Ortographien ved, han confunderer Ortographien med Syntaxi. Ortographia est Ars vocabula recte scribendi, det er en konst eller Videnskab at skrive Ordene ræt, hvilket er noget, som jeg ikke har rørt om men jeg har allene corrigeret min Herres Tale-Maader non ortographiam sed phrases corrigo.

VIELG.
Om Forladelse at jeg ikke har haft Bud efter ham, han kand gaae igien, naar han behager! thi jeg har andet at bestille end at drive Dagen bort med Snak.

ADVOCAT.
Doctere og Advocater ere gierne til Tieneste, men deres lovlige Fundatzer sige ogsaa, at de maae lade sig betale for hver Skrid at giøre.

VIELG.
Skal jeg betale jer for at spilde den ædle og kostbare Tid bort med Snak.

ADVOCAT.
Hvad er hans Begiering da min Herre.

VIELG.
Jeg vilde spørge ham til Raads udi nogle Artikler.

ADVOCAT.
Min Herre! det Ord Artikel er os Jurister gandske ubekiendt og bruges allene in Foro Theologico. Den Rommersk Ræt veed i det ringeste intet deraf. Den deeles allene in libros, capita et paragraphos. Vil min Herre kun læse igiennem codicem pandectas institutiones novellas og see til om han nogensteds finder det Ord Artikel. Jeg vilde heller miste min Bestilling end bruge det Ord Artikel. Men hvorom spør han mig til Raads?

VIELG.
Det er en Person, som har hemmeligt forlovet sig med min Datter, som har faaet adskillige Breve fra hende, hvorudi hun forsikrer ham om sin Kierlighed, alt dette er skeet mig uvidende. Jeg frier for min Datter til en anden brav Mands Søn. Hun blir allarmeret derover i Begyndelsen, men endelig beqvemmer sig til den, som jeg udvelger til Sviger-Søn. Den anden faaer et Nys derom og truer mig med Retten, beraabende sig paa hendes Breve. De Trudseler vil vel ikke meget betyde Hr. Advocat. Men jeg har dog for at skrække ham fra Proces opsat et Brev til ham.

OLDFUX.
Hvad vil det Ord opsat sige. At opsætte kand betyde at forhale, det kand ogsaa betyde at sætte i Pennen.

VIELG.
Jeg troer Lucifer er her skinbarligen kommen i en Advocat Lignelse.

OLDFUX.
Min Herre! han maae da tale tydelig. Vil han dermed sige: sat I Pennen.

VIELG.
Ja ja. Jeg har skrevet et Bræv færdigt.

OLDFUX.
Det Brev skal skrives med Forstand. Om han ellers skal afskrækkes fra Proces, lad mig see det Brev.
(han læser.)

VIELG.
Er det ikke kraftig nok?

OLDFUX.
Ej ej Herre! der vil andre Argumenter til. Jeg maa dictere ham et Brev, som skal have bedre klem.

VIELG.
Ja vil han da dictere mig.

OLDFUX.
Om han kand komme til rette med den Spanske Maade, vi Advocater har antaget at dictere med, som er meget kort og compendieux.

VIELG.
Jo kortere, jo bedre; thi Tiden er kostbar for mig, som har saa meget at bestille.

ADVOCAT.
Det er mig kiert, at min Herre forstaaer det, (Advocaten slaaer Herren paa Skuldrene og siger:) har I det.

VIELG.
I har jo intet sagt mig endnu.

ADVOCAT.
Ej min Herre naar jeg slaaer ham paa Skuldrene, saa betyder det, at han skal skrive Personens Titul. Ingen Invention kand være bedre og kortere.

VIELGESCHR.
Herre Gud, hvilke nye Moder, det er got nok, naar man veed det. Jeg vil sætte rum aaben til Titulen.

OLDFUX.
Got, vil han nu behage at skrive. Saasom Seignr. Leander, Har han det.

VIELG.
Ja.

ADVOCATEN (fløyter.)
Har I det ogsaa.

VIELG.
Hvad meere?

OLDFUX.
Ey min Herre, naar jeg fløyter, saa betyder det Comma.

VIELGES.
Ey hvilket forbandet Tøy, nu har jeg Comma.

ADVOCAT.
Seignr. Jeronymi Søn her udi. Tvi (spøtter) har I det?

VIELG.
Han boer ikke udi Tye. Monsr. han boer her i Byen.

ADVOCAT.
Ey min Herre, naar jeg spøtter og siger tvi, er det ligesaameget, som jeg nevner stedens Navn, hvor Contraparten boer. Jeg seer min Herre forstaaer ikke den nye Maade at dictere paa, men han kand lære det i et Øyeblik og siden stedse betiene sig deraf, naar han dicterer til sin Fuldmægtig, thi Inventionen er meget magelig for Folk, som har meget at bestille, hvad har han nu?

VIELG.
Jeronymi Søn her udi Byen.

ADVOCAT.
Got. (fløyter,) har I det.

VIELGESCH.
Ja, Comma.

ADVOC.
Forgangen Aar af mig, (rykker ham udi Haaret) har I det?

VIELGESCHREY.
Hvorfor rykker I mig i Haaret?

ADVOC.
Ey! det betyder Parinthesis.

VIELGES.
Ey da skal du faae en Ulykke, (gir ham et Ørefiigen,) see! det betyder Claudatur Parentheses.

OLDFUX.
I skal være Vidne til, hvordan Jeg er bleven tracteret. Jeg skal lade jer stevne.

VIELGES.
Og jeg skal lade jer Contra-stevne.

OLDFUX.
Jeg skal beviise, at det er en vedtagen Maade at dictere paa blant de store Advocater udenlands.

VIELGES.
Og jeg skal beviise, at I er en Skurk tilligemed alle de andre, der bruge den Maade.
(Advocaten tar Pernille i Øret.)
PERNILLE.
Au! au! au!

VIELGES.
Vil din Hund giøre Vold i mit Huus.

OLDF.
Er I en fornemme Mand og veed ikke, hvad Antestaminor betyder, og at man efter den Romerske Ræt tar got Folk i Øret sigende Antestaminor naar man skyder dem til Vidne.

VIELGESCH.
Vedst du ikke, at man efter den Romerske Ræt driver slige Slyngle paa Dørren, der kommer i brave Folks Huuse og bruge den Spil.
(han drives paa Dør.)

VIELGESCHR.
Er jeg ikke det ulyksaligste Menniske paa Jorden, Ulykke og Fortræd regner strømmeviis ned paa mig, hvor meget jeg har svedet og trællet i Dag, saa er dog det ringeste intet forrettet. Der maa være mange slags onde Aander til, nogle for at hindre Mennisker udi Gudsfrygt, andre at hindre dem i deres Forretning. Saadan en Aand maae i Dag regiere i mit Huus og har sat sig for just nu, jeg har mest at bestille, at kaste mig mest forhindrings Steene i vejen. Samme onde Aand har udvalt denne forbandede Advocat at komme hid. Denne Dag er liderlig staalen mig fra. Een kunde vel sige, I morgen kommer og en Dag ligesaa lang, men nye Dag, nye Forretninger, ligesaa lang Dag, ligesaa store Forretninger, hvor skal jeg hen. Jeg maae henge mig selv. Men jeg har min troe ikke stunder engang til at henge mig. Jeg maa tage mig en habile Fuldmægtig an, der kand copiere alt hvad jeg vil have.

PERNILLE.
Det har min troe været ligesom forhexet denne Dag.

VIELG:
Du skal ikke troe Pernille hvor kied jeg er af mit Liv.

PERNILLE.
Det er ingen under; thi først har Herren to Mænds Arbeide, hvilket han dog kunde reede sig udaf, hvis disse forbandede Forhindringer ikke var, som kommer i Haabetal, det maae aldrig være rigtigt i Dag. Jeg bilder mig ind, at en som Herren har viset bort engang, har sat disse Folk ud for at hevne sig! thi - - Men see! Jeg er aldrig ærlig, har vi ikke en nye Diævel paa halsen igien.
Scen. 10.
(Oldfux kommer ind med sort Flors Halsklud, en gammel sort Peruqve med lang Pidsk i)

OLDFUX.
Um verzeihung, gnädiger Herr, dass ich die Freyheit nehme einzugehen.

VIELG.
Bryder I saa ind udi fornemme folks Huus uden at melde jer an?

OLDFUX.
Ich darfte nicht anklopffen, ihr Hochwohlgebornheit, denn das wäre all zu driestig

VIELG.
Alzu driestig - - - Hvad har I her at bestille?

OLDFUX.
Es ist mir gesaget worden, dass der Herr viel zu verrichten habe.

VIELG.
Og iust derfor kommer I for at spilde mig Tiiden.

OLDFUX.
Behüte Gott, wohlgebohrner Herr! Per contrarium, per contrarium, Ihr Hochwohlgebohrenheit.

VIELGESCHR.
Slig Titel tilkommer mig ikke.

OLDFUX.
Sie sagen das nicht, Ihro Gnaden! sie sagen dass nicht.

VIELGESCH.
Jeg troer Lucifer har bragt mig den Knægt hid paa Halsen.

OLDFUX.
Der Herr übereile sich nicht bedencke doch dass ich ein studirter man bin, ein studirter Man.

VIELG.
Da har I ikke Profiteret meget af jere studeringer.

OLDFUX.
Bedencke doch Ihro Wohlgebohrnheit, dass ich über vier und zwantzig Sprachen verstehe.

VIELGESCHR.
Her var ligesaadan Kompen forgangen, der sagde, at han forstod 20 Sprog, og dog vidste han slet intet.

OLDFUX.
Es ist aber so nicht mit mier; ich will mich selbst nicht rühmen, aber ich bin ein Capabler Mann und ein Patricius von Geburth - - -

PERN.
Hvad vil det sige Patricius?
(Han kysser Pernilles Forklæde.) Unterthäniger Diener, Gnädige Fräulein.

PERNILLE.
Hillement! hvilke Titler?

OLDFUX.
Ich bitte unterthänigst um Verzeihung, dass ich mein Compliment nicht zuvorn abgeleget habe.

PERNILLE.
Alt forlat.

OLDFUX.
Alle Menschen müssen mir zustehen dass ich ungemeine Studia habe. Ihro Gnaden können selbst begreiffen, dass einer der zu Wittenberg, Helmstad, Franckfurt, Prag, Leiptzig, Rostock, Königsberg, Nürnberg, Heidelberg, Cracau, Landau, Tübingen, Uri, Schweitz, Unterwalden, Frfurt am Main, Frf. an der Oder, Franckfurt an der Mose, Mecklenborg, Grabenhagen, Kiel, Zerpst &c. &c. &c. ausgenohmen vielen Gymnasiis studiret hat. Ich sage, Ihro Gnaden können leicht begreiffen, dass einer der so viele Universitæten freqventiret hat, ungemeine studia haben müsse. Ist nicht wahr, Gnädige Fräulein?

VIELGESCHREY.
Jeg hører I har lært Pedanterie og at - - -

OLDF.
Verzeihen sie mir, Hochwohlgebohrner Tugendsamer Herr Patron! Sie bedencken, dass ich über funfftzig Collegia tam privata qvam privatissima gehalten habe, als Collegia practica, didactica, Tactica, Homiletica, Exegetica, Ethica, Rhetorica, Oratoria, Metaphysica, Chiromanthica, Necromanthica, Logica, Talismannica Juridica, Parasitica, Politica, Astronomica, Geometrica, Arithmetica.

VIELG.
Holt op i pokkers skind.

OLDFUX.
Chronologica, Horoscopica, Metoscopica, Physica tam theoretica qvam Practica.

VIELGESCHR.
Giv mig hid min Stok Pernille.

OLDFUX.
Uber institutiones Codicem, Pandectas, Jus naturæ, jus civile, municipiale, feudale jus Gentium, jusjusculum und dergleichen Wissenschafften.

VIELGESCHR.
Min Stok, siger jeg.

OLDFUX.
Ihro Gnaden eyffre sich nicht, ich bin hier in guter Intention gekommen umb meinen geringen Dienst auzubieten, weil ich höre, dass der Herr viel zu verrichten habe. Wann ich erst in Affairen komme, werden sie sehen, was für ein Kerl ich bin.

VIELG.
Jeg kiender nok jer Landsmænd, saa snart I faaer en Finger i Sagerne, kand man aldrig faae jer der udaf igien.

OLDFUX.
Ich verlange für meinen Dienst nichts anders als die blosse Kost, denn ich diene par honeur, par honeur.

VIELG.
Hvori kand I da tiene mig.

OLDFUX.
Ich will mich obligiren in zehn Minuten einen gantzen Bogen Papiir zu schreiben.

VIELG.
Det er meget. Der har I et ark Papiir til forsøg.
(Oldfux sætter sig ned og lader som han skriver.)

VIELG.
Det skal længes mig at vide, hvordan dette vil løbe af. Jeg maae hen og see, hvordan han bær sig ad.
(Oldfux mødende Vielgeschrei.)
Sehen sie ein mahl Ihro Wolgebornheit. Ich habe es ehr vollfertiget als versprochen war.

VIELG.
Ach! Himmel! hvad seer jeg? Han har intet giort uden beklakket Papiiret. Hvor er min Stok.
(Naar Vielgeschrei løber efter Stokken, kryber Oldfux under Bordet, og naar Vielgeschrei og Pernille løber til Køkken-Dørren, hæver Oldfux sig med Bordet til den anden side, hvorpaa de begge løbe til ham, men han velter Bordet med Papiirene og løber bort.)

VIELG.
Ach! Pernille! Denne Ulykke overgaaer alle. See engang alle mine Papiirer ligger i Uorden paa Gulvet nu kand man kiøbe mit Liv for 4re ß.

PERNILLE.
Ach! Herre! lad ikke Modet falde. Vi skal nok bringe dem i Orden igien. Men jeg skal have udspioneret, hvor dette henger sammen. Jeg vil døe paa, at nogen har sat dem ud.

VIELG.
Ach! ach! jeg kand ikke meere.

PERNILLE.
Ach! lille Herre! gaae op og kast jer paa Sengen lidt, jeg seer Herren er bleven altereret. Ach den stakkels Herre giør som jeg ydmygst beder, jeg skal inden en halv Time bringe alting i Orden igien.

VIELG.
Jeg maae giøre det; thi jeg kand ikke staae paa mine Been.
(gaaer bort.)

PERNILLE.
Det gaaer fortreffeligt. Nu vil jeg ind i Magdelones Kammer til Bogholderen, og stevne ham hid med sine Venner til Klokken 7. som er efter den Tid Leander kand have sluttet Ægteskabs Contract; thi jeg skal bringe Herren til at iile med Leander just af frygt for Leander. Og naar den rette Mand saa kommer, vil der blive en forbandet Historie. Men jeg retirerer mig af Huuset med Jomfruen. Det er dog en forbandet Karl den Oldfux. Han har spillet mange Pudtzer baade her og Udenlands. Den sidste Rulle var hans egen Invention. Derved vandt vi Spillet; thi nu staaer hans Hoved ikke til at tale med Bogholderen. Ingen er letere at narre end stundesløse Folk, naar man skaffer dem Forretninger og fortred.
Ludvig Holberg Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek