XII: Forfatterens Ankomst til QVAMA
| Indhold | Latin | [§ 1] IMIDLERTID stimlede en stor Mængde Mennesker omkring mig fra alle Kanter. De opfordrede mig med een Mund til at tale; men da jeg ikke forstod deres Sprog, vidste jeg ikke hvad jeg skulde svare dem. De gientog ofte de Ord DANK, DANK, og da disse syntes mig at være tydske, svarte jeg dem først paa Tydsk, siden paa Dansk, og endelig paa Latin; men de gave ved Rysten med Hovederne tilkiende, at disse Sprog vare dem ubekiendte. Jeg forsøgte tilsidst at forklare mig i de underjordiske Sprog, nemlig paa NAZARISK og MARTINIANSK; men ogsaa det var forgieves. Jeg sluttede deraf, at dette Folk maatte ikke have mindste Omgang med Fremmede, enten ved Handel eller andre Forbindelser, og at jeg altsaa her maatte nødes til at blive Barn igien, og gaae i Skole paa nye.
| Indhold | Latin | [§ 2] Efterat vi i lang Tid havde talt sammen, uden at forstaae hinanden, førte man mig til en lille Hytte, som var flettet af Vidier. I denne fandtes hverken Stole, Borde eller Bænke; de sadde paa Jorden og spiiste, og isteden for Senge, strøede de Halm paa Gulvet, hvorpaa de laae i Flæng blandt hinanden om Natten. Dette forundrede mig saa meget meere, da Landet har Overflod af tykke Skove. Deres eeneste Næringsmidler vare Melk, Ost, Bygbrød og Kiød, som de stegte paa Gløder, siden de slet ikke forstod at kaage: kort sagt, de levede næsten som de første Mennesker,
Der bare dræbte Dyrs aflagte Klæder,
Aad Vildt, og Rødder; drak af næste Flod,
Og uden Love, Penge, Kunster, Sæder,
Paa Rang og Rigdom, Pragt og Overflod
Sig lige lidt forstod.
| Indhold | Latin | [§ 3] Jeg maatte derfor i lang Tid leve som en Hund, indtil jeg lærte saa meget af Sproget, at jeg kunde tale med dem, og komme dem lidt til Hielp i deres Vankundighed. De allermindste Leve-Regler, jeg gav dem, bleve anseete som guddommelige Befalinger. Mit Rygte udbredte sig snart, og alle stimlede til mig i Hobetal fra de omliggende Landsbyer, som til en Lærer, der var sendt dem ned fra Himmelen.
| Indhold | Latin | [§ 4] Jeg hørte endog, at nogle havde begyndt en nye Tidsregning fra min Ankomst. Alt dette kildrede mig saa meget meere, da man tilforn paa NAZAR havde forhaanet mig for min Ubetænksomhed og flyvende Fattekraft, og i MARTINIA for min Dumhed. Saa sandt er det gamle Ordsprog, at imellem de Blinde regierer den Eenøiede; thi jeg var nu kommen til et Land, hvor jeg med ganske almindelig Lærdom, og med saa got som ingen Ting, kunde svinge mig op til de høieste Værdigheder. Jeg havde den beste Leilighed af Verden til at anbringe mine Talenter, eftersom dette meget frugtbare Land i Overflødighed frembringer alt hvad Mennesker bruge, saavel til Fornøielse som Nytte. Indbyggerne vare just ikke ulærvillige, og manglede ikke heller Begreb; men da de aldrig havde lært noget, levede de i det tykkeste Mørke. Da jeg fortalte dem om min Herkomst, mit Fædreneland, det Skibbrud jeg havde lidt, og adskillige andre Begivenheder paa mine Reiser, vilde ingen troe mig. De troede meget meere, at jeg var en Indbygger af Solen, og var kommen ned til dem fra samme, hvorfor de og gemeenligen kaldte mig PIKIL-SU, eller SOLENS GESANDT. Hvad Religionen angaaer, da nægtede de vel ikke, at der var en Gud til; men bekymrede sig ikke meget for at bevise det: de meente, det kunde være dem nok, at deres Forfædre havde troet det samme, og i denne eeneste Lære bestod deres hele Theologie. I Moralen kiendte de blot dette eene Bud: GIØR IKKE IMOD EN ANDEN, HVAD DU IKKE VIL, AT EN ANDEN SKAL GIøRE IMOD DIG! De havde ingen Love; Keiserens Villie var deres eeneste Rettesnoer. Det var altsaa kun offentlige Misgierninger der bleve stra ffede; men naar nogen ellers begik Skielmsstykker, skyede man hans Omgang, og denne Foragt var saa utaalelig for de Skyldige, at de fleste gierne sørgede sig ihiel, eller af Kiede til Livet dræbte sig selv.
| Indhold | Latin | [§ 5] I Tidsregningen vare de fuldkommen uvidende: de regnede blot deres Aar efter Soel-Formørkelserne ved NAZARS Mellemkomst. Naar man derfor spurgte om eens Alder, svarte man: at han havde oplevet saa og saa mange Formørkelser. Deres Kundskab om Naturen var yderst maver og urimelig: thi de troede, at SOLEN var en Guldplade, og Planeten NAZAR en Ost. Da jeg spurgte dem om Aarsagen, hvorfor denne Planet paa bestemte Tider tog af og til, svarte de: at de vidste det ikke. Deres Formue bestod meest i Sviin, som de med Mærker paa, havde gaaende i Skoven; og enhver blev holdt for rig, efter som han havde mange Sviin til. De Træer, som ikke bare Olden, eller ikke trivedes, gave de Pidsk, fordi de i deres Eenfoldighed tilskrev Ondskab og Misundelse denne Ufrugtbarhed.
| Indhold | Latin | [§ 6] Saaledes var dette elendige Folks Tilstand beskaffen, som jeg i Førstningen mistvivlede om, ved Kunster og Underviisning at kunde bringe til Menneskelighed; men da det randt mig i Tanker, at
Ufortrøden Flid sin Frugt vil altid finde, Og med Taalmodighed man alt kan overvinde.anvendte jeg al muelig Umage paa at forfine og oplyse dette raae og udyrkede Folk, hvilket giorde, at jeg blev anseet iblandt dem som en Guddom, og deres Tillid til min Viisdom gik saa vidt, at de troede ingen Ting var umuelig for mig. Derfor
Naar hist en Stud man stial, og her en Koe var syg,
Naar Ræven tog en Gaas, og Sviin paa Skoven døde,
Naar Haglen nedslog deres Byg,
Og andre slige Vanheld kunde møde,
kom de løbende midt om Natten til min Hytte, og bønfaldt mig om Hielp. Saaledes fandt jeg engang en Bonde paa Knæe uden for min Dør, som vred sine Hænder, græd, og klagede jammerlig over sine Træers Ufrugtbarhed, med veemodig Bøn til mig, at jeg ved min Myndighed vilde udvirke, at de herefter bar Olden, som tilforn.
| Indhold | Latin | [§ 7] Jeg hørte, at hele dette Rige stod under en Regent, hvis Residents paa den Tid laae otte Dagreiser fra den Bye, hvori jeg opholdt mig. Jeg siger: paa samme Tid, fordi Residentsen var ustadig, og, isteden for faste Huse, bestod af Telte, hvori Hoffet og hele Hofstaten pleiede at flytte fra een Provinds til en anden. Den da regierende Fyrste var en ældgammel Mand, og kaldtes CASBA, som bemærker: DEN STORE KEISER. I Henseende til de mangfoldige Provindser, dette Rige indeholder, kunde det rigtig nok med Grund kaldes et Keiserdom; men, formedelst Indbyggernes Vankundighed, som ikke have vidst at benytte sig af deres mange Fordeele, har det bestandig været anseet som ubetydeligt, udsat for Naboernes Angreb og Forhaanelser, og ikke sielden maattet betale Skat til de usleste Nationer.
| Indhold | Latin | [§ 8] Rygtet om mit Navn og mine Fuldkommenheder udbredte sig i kort Tid over alle Provindserne. Fra den Tid af foretog man sig intet, uden i Forveien at raadspørge mig, som et Orakel, og naar et og andet Foretagende mislykkedes, tilskrev man det min Koldsindighed og Uvillie, hvorfor der og vare adskillige, som ved Offringe stræbte at formilde min Vrede. Jeg gider ikke opramset alle de Uri meligheder, som dette yderst dumme Folk faldt paa; jeg vil blot for tælle et Par, hvoraf man kan slutte sig til alle de øvrige.
| Indhold | Latin | [§ 9] En frugt sommelig Kone troede, at jeg med liden Umage kunde mage det saa, at Fosteret, hun gik med, blev en Dreng; en anden bad mig at giør sine gamle Forældre unge igien; en tredie tiggede mig om at føre si igiennem Luften til Solen, for deraf at kunne tage saa meget Guld, som han behøvede, og bringe en stor Skat tilbage med sig. Af disse, og mangfoldige andre ligesaa dumme Begieringer, blev jeg saa pla get, at jeg mange Gange maatte sætte dem alvorligen til Rette fo deres Taabelighed; thi jeg frygtede, at den alt for store Tillid til mi Magt og Fuldkommenhed tilsidst skulde endes med guddommelig Dyrkelse.
| Indhold | Latin | [§ 10] Omsider blev det bragt for den gamle Keisers Ører, at der var kommen en stor Mand, i fremmet Dragt, til Landet, som udgav sig for Solens Gesandt, og havde, ved at give adskillige QVAMITER (saa kaldtes Indbyggerne efter Landets Navn QVAMA) de allerviiseste, og næsten guddommelige Leveregler, viist sig at være meer end et Menneske.
| Indhold | Latin | [§ 11] Han afsendte derfor strax Gesandtere med Befalinger at indbyde mig til den Keiserlige Residents-Stad. De vare tredive i Tallet, og alle klædte i Tigerskind, hvilken Dragt holdes for den stør ste Prydelse i disse Lande, eftersom ingen har Tilladelse at bruge den, uden de, som have udmærket sig i Krig mod TANAQVITERNE, der vare fornuftige Tigre, og QVAMITERNES dødelige Fiender. Jeg havde i den lille Bye, hvor jeg boede, ladet mig bygge et muret Huus af tvende Stokværk, efter den Europæiske Maade. Denne Bygning studsede Gesandterne ved, som et Værk, der overgik menneskelige Kræfter, og gik ind deri, som i en Helligdom, med den andægtigste Ærefrygt, for at forkynde mig Keiserens Indbydelse i følgende Tale:
| Indhold | Latin | [§ 12] "Da den store Keiser, vores allernaadigste Herre, regner sit Slægtregister i mangfoldige Led fra SPYNKO, Solens Søn, den første Regent i QVAMA, kunde intet i Verden overraske ham behageligere end dette Gesandtskab, især da det sigtede til Rigets største Nytte, og det var at formode, at hele Landet under en saa ypperlig og himmelsk Lærer snart vilde faae en ganske anden Skikkelse; Hans Majestæt haabede derfor, at Solens Gesandt heller indfandt sig i Hovedstaden, da der i samme var større og mangfoldigere Leilighed for ham til at virke med alle sine Fuldkommenheder."
| Indhold | Latin | [§ 13] Jeg besvarte dette med den ydmygste Taksigelse, og begav mig strax paa Reisen til Hovedstaden med Gesandterne. Disse Herrer havde været fiorten Dage om at giøre denne Reise hid; men paa Tilbageveien havde vi, ved Hielp af min Kunst, nok i fire Dage. Thi da jeg havde lagt Mærke til, at der i Landet var Overflod af Heste, som vare Indbyggerne meere til Byrde end Nytte, siden de løbe vilde omkring i Skovene, viiste jeg dem den store Nytte man kunde have af disse ædle Dyr, og lærte dem at tæmme dem. Der blev strax nogle fangede og giorte tamme, saa at jeg, mens Gesandterne vare hos mig, allerede havde saa mange færdige og tilredne, som vi behøvede til Reisen. De bleve meget forskrækkede ved at see disse Heste, og toge længe i Betænkning at sætte sig op paa dem; men da de saae mig og adskillige andre, uden Frygt og Fare, tumle og regiere dem med Tømmen, som vi vilde, toge de Mod til sig, giorde selv et Forsøg, og beqvemmede sig endelig til denne Reisemaade, hvorved de kom hiem i tredie Parten af den Tid, de havde brugt til at reise hen i. Da vi nærmede os Stedet, hvor Hovedstaden skulde ligge, hørte vi, at den var flyttet til en anden Provinds; vi maatte altsaa vende om igien, og toge en anden Vei.
| Indhold | Latin | [§ 14] Man kan ingen Forestilling giøre sig om den Forundring og Bestyrtelse, hvormed QVAMITERNE saae vort Indtog. Nogle bleve saa forskrækkede, at de løbe ud af Byen. Keiseren selv vovede, af Frygt, ikke at komme uden for sit Telt, og lod sig ikke see, førend een af Gesandterne steeg af Hesten, gik ind, og forklarede ham denne Hemmelighed. Kort efter blev jeg paa det høitideligste med et stort Følge indført i det Keiserlige Telt. Den gamle Keiser sad paa et Teppe, omringet af sine Hoffolk. Da jeg kom ind, ophøiede jeg i de beskedneste Udtryk den store Naade, Hans Keiserlige Majestæt viiste mig, hvorpaa han reiste sig op, og spurgte mig, hvad Kongen i Solen, hans Families Stammefader for nærværende Tid tog sig for?
| Indhold | Latin | [§ 15] Da jeg fandt det nødvendigt at underholde denne gamle Vildfarelse hos QVAMITERNE, svarte jeg: at Hans Majestæt, Kongen i Solen, havde sendt mig ned til dette Land, for ved gode Love og Leveregler at forfine de udyrkede QVAMITERS Sæder og Levemaade, og lære dem de Kunster, hvorved de ikke allene kunde modstaae deres stridbare Naboer, men endog udbrede deres Riges Grændser: og lagde til, at det var mig befalet, bestandig at blive her. Keiseren fandt megen Behag i denne Tale, lod strax et Telt opreise for mig tæt ved sit, gav mig femten Tienere til min Opvartning, og behandlede mig ikke som sin Undergivne med en Overherres Myndighed, men som sin fortrolige Ven.