Johannes Ewald er ikke blot hovedskikkelsen i dansk litteratur mellem rationalisme og romantik, men også en af de betydeligste forfattere i vor erindringslitteratur. I sin efterladte, fragmentariske selvbiografi Levnet og Meninger (1774-78) beskriver han sin ulykkelige forelskelse i pigen Arendse, sit forsøg på at blive soldat i den preussiske Syvårskrig og sin tilblivelse som digter. Selvbiografien udgives her sammen med et andet, lidt tidligere fragment: Herr Panthakaks Historie (1771). I dette udkast til en filosofisk roman, som er skrevet i dialog med Voltaires berømte Candide, undersøger Ewald det 18. århundredes rationalistiske verdensforklaring - og overskrider dens grænser. Fra DSL-udgavens omslagstekst

Kommentar til vl@kb.dk
Opdateret 25.06.1999