Johannes Ewald: Levnet og Meeninger (1774-78), 2
Hamborg
»Men hvad vil der dog blive af os til Slutningen, min kjære Johannes? -« sagde min Broder, i det han om Morgenen Klokken omtr: 10 krøb ud af en Edderduuns Seng med Silke-Omhæng - - Hvad andet svarede jeg, end det, som vor første Hensigt var - - et Par Preüsiske Husarer? - »Men du veedst vi har ingen Penge meer, og Verten begynder alt, at see suurt« - - - »Men vi kommer da til at haste, og jo før jo heller melde os enten hos den Preüsiske Resident, eller paa den første, den beste Hverve-Plads?« - Men var det ikke dog bedre, om vi skrev hjem til vore Forældre? - - Kjærling, raabte jeg, det er den evige Snak, hvormed du plager mig, hver Morgen, førend du faaer Frokost - Vi havde da gjort bedre i at blive hjemme da vi var der - Vi havde spart baade vore Forældre og os alt dette Bryderie - Du veedst, med hvilken Møye du selv overtalte mig til at løbe bort, men nu, da det engang er skeet, skal hverken du, eller de, eller heele Verden overtale mig til, at vende tilbage igjen« - - »Jeg maae da sige dig det reent ud, svarede min Broder koldsindig, at jeg allerede har skrevet; og at vi kan vente Svar, om tre eller fire Dage - Nu blev jeg uskikket til alt Overlæg - Mit h eele Svar bestoed i saa vældigt et Drag lige paa det Sted, hvorfra denne mig saa fortrædne Efterretning var kommet, som jeg formaaede at give det - De, som læse dette, maae i Hensigt til min Alder, undskylde denne Mangel paa Eftertanke hos mig - Ikke fordi jeg meener, at den skulde have gjort noget betydeligt Skaar i den broderlige Kjærlighed - Jeg var dengang kun noget over femten Aar, og min Broder fire Aar ældre; saa at vi OverHovedet at tale, uagtet vore Kaarder og vore academiske Vidnesbyrd, kun var to Drenge; der slet ikke var vante til at legge saa smaae Ting synderligt paa Hjertet; eller at holde det for noget modsigende, at slaaes et Par Gange om Dagen, med den, som man elskte allerbroderligst - Men det, som jeg til min Ydmygelse, i min Heede, havde glemt at overveye, var en Omstændighed, som jeg af Erfaring dog meget vel vidste - at, nemlig min Broder, som han i Forhold af hans Alder burde, besad baade ulige større Kræfter, og var langt meer øvet i den ædle Ringe-Kunst end jeg - Han overtydede mig meget snart og meget grundigt om min Ubesindighed i denne Fald - -
Da jeg nu saa fortræden og saa taus, som en Magister der er bleven deducert til absurdum, havde rystet mig, og bragt mine Klæder i den mueligste Orden, gik jeg ud for at opsøge den Preüsiske Resident, uden at spilde et Ord til min Broder om mit Forsæt; og med den faste Beslutning, herefter kun at raadføre mig med mig selv; og reent at overlade ham til sin egen Skjæbne -
For at oplyse dette; maae jeg her anmærke; at dersom Naturen havde givet min gode Broder fleer LegemsKræfter end mig; saa syntes den og, at have været desto karrigere imod ham, i Hensigt til alle de umechaniske Forsvars- eller Angribelses Vaaben, hvormed den ellers udruster Mennisket - Sandt at sige stoed han blot for en hver Fiende der angreb ham med andet, end Kaarden eller en knyttet Haand - Han besad følgelig ikke alle de Egenskaber, der ere umistelige til at udføre store eller blot dristige og romanske Foretagender - Enhver Knude, var ham gordisk; som han enten maatte løse med Sværdet; eller - det, som han i forbigaaende sagt langt heller gjorde - gaae fra, uden at løse den - Uagtet han imidlertid ikke vidste at rede sig ud af den mindste Vanskelighed; saa maae man tilstaae, at han bedre end jeg, eller nogen anden vidste at rede sig ind i de største; thi han saae dem, saa store som de og var, aldrig, førend de var ham lige under Øynene - Da han desuden besad en overmaade ubestemt og en overmaade bøyelig Tænkemaade; og netop saa megen Dristighed som der behøves til at begynde ethvert Foretagende; saa er det ingen Under at han i Løbet af sit ulyksalige Liv begyndte paa hundrede Ting, uden at føre eller at kunde føre en eneste af dem til Ende - Jeg har, uden at roese mig, i denne Fald, været af en temmelig modsat Beskaffenhed - Uagtet man, ved at dømme af adskillige stærkt i Øyne faldende Handlinger, ikke sjelden har beskyldt mig for at være forvoven indtil Dumdristighed; saa er jeg mig dog i mit heele eventyrlige Livsløb neppe to el ler tre Handlinger af Betydenhed og Fare bevidst, som jeg ikke i det mindste har troet at være tvunget til, og som jeg ikke har overveyet med en yderlig og virkelig frygtsom Forsigtighed, førend jeg begyndte derpaa - Jeg fulgte sjelden eller aldrig mit første Indfald, førend jeg saa got som jeg kunde, havde afveyet det gode imod det onde, som kunde flyde deraf; og strængt havde adspurgt mig, om og hvorledesjeg kunde undflye eller afværge eller overvinde dette og opnaae hiint - Men naar disse Spørgsmaal engang var undersøgte; og mit Indfald havde vundet Seyer; var det og neppe mueligt at overtale eller at lokke eller at true mig til at forlade det - Det sidste opreiste al min Stolthed sig imod - Og i Hensigt til det første, troede jeg, at være alt for bekjendt alt for enig med min Plan og alle dens Følger til at nogen skulde være bedre underretted derom end jeg - Det forstaaer sig selv, at jeg alt for ofte feylede i denne Tanke - men en vis stolt, en romansk Egensind, der altid har været mig naturlig, gjorde, at jeg, selv da, naar jeg tilig nok for at kunde vende tilbage, indsaae, at jeg havde valgt en uret og farlig Vey; dog altid fandt den største Modbydelighed, den største Græmmelse, ved at forlade den - Endskjønt jeg virkelig ikke troer, at den eneste Grund hertil, skulde have bestaaet deri; at de værste Følger af mine Foretagender var forekommet mig taaleligere, end den Tilstaaelse at have feylet; saa vil jeg dog, da det synes rimeligt, lade det staae uafgjort, indtil Fortsættelsen af denne Historie har udvikklet min sande GemytsBeskaffenhed noget tydeligere - Naar jeg til alt dette legger et temmeligt Fond af Vittighed, af det man kalder Presence d'esprit, af Mod i uundgaaelige og vedvarende Farligheder; hvormed den mig ellers ublide Skjæbne ikke stifmoderlig har forsynet mig; - naar jeg endnu siger, at jeg altid har haft et besynderligt Held, i at rede mig ud af de Vanskeligheder, som jeg hverken har kundet forudsee eller undgaae - saa vil man, tænker jeg, begribe, at jeg var langt bedre skikket til at spille en Roman til Ende end min Broder; endskjønt han virkelig baade var tilbøyeligere, og dristigere til at begynde derpaa, end jeg - Erfarenhed havde stadfæstet dette, paa denne vor Quixottiske Reyse; thi det er vist, at jeg uden ham neppe nogentid var kommet til Valbye Bakke derpaa, men det er ligesaavist, at han uden mig, aldrig var kommet længer - Jeg havde maattet trække, støde, lede og bære ham til Hamborg - og jeg var i det mindste dengang meget overbeviist om, at jeg uden stor Kunst kunde transportere ham lige til de uopdagede Lande under Syd-Polen; og at han derimod uden min Bistand umuelig kunde komme over Elven - Da jeg nu i den Tid stadig holdt det for den sikkerste og korteste Vey til Lykken, at komme i Kongelig Preüsisk Tjeneste; og ikke kunde forestille mig nogen større Ulykke, end den, med Magt at blive ført tilbage til Kjøbenhavn - saa seer man, at det ikke var et blot Pra lerie; da jeg opbragt over vor Trette og over dens Udfald, i min første Heede besluttede, reent at slaae Haanden af min Broder, og, som jeg sagde, at overlade ham til sin egen Skjæbne -
Fuld af denne Tanke, var jeg som sagt, gaaet ud for at opsøge den Preüsiske Resident, som dengang var Geheime-Raad von Hecht - Jeg baade fandt ham, og kom ham i Tale uden stor Besværlighed - Uden mindste Undseelse, Frygt eller Omsvøb, gav jeg ham strax et kort Begreb, om mit LevnetsLøb, min Tilstand og mine Hensigter - - »Deres Excellence - han bar et rødt Baand - Deres Excellence, sagde jeg omtrent, seer en ung Dansk, en Kjøbenhavner for sig, som er løbet fra meget velhavende Forældre, for, om mueligt, at blive Husar - Jeg har fra det første jeg begyndte at kunde skjønne, altid havt den største Lyst til KrigsStanden; og jeg har, da jeg endnu var et Barn (dengang troede jeg ikke at være noget længer) paa det indstændigste anmodet min Moder derom, at hun vilde skaffe mig paa Cadet-Academiet i Kjøbenhavn - Men hun har ikke været at overtale - Af den gode Grund, at min Fader og hans Forfædre har været Geistlige, skal jeg med al Magt være Præst - Men jeg vil evig ikke være det - Imidlertid har jeg adlydt saa længe, at jeg derover er bleven Student - Men nu har min gamle Lyst, og det Rygte om hans Majestets Kongen af Preüsens Bedrifter, hvoraf alle Danskes Munde ere opfyldte, paa engang optændt saa stærk en Ild i mit Bryst, som jeg umuelig længer har kundet modstaae - Da jeg ikke har Lyst til andet end Krigen, og jeg umuelig kan lære den bedre end under de Kongelige Preüsiske Faner - saa er dette Aarsagen, hvorfor jeg er løbet fra mine Forældre, og hvorfor jeg nu kaster mig i Deres Excellences Arme - Min eneste Begjering er, at De vil skaffe mig til at blive Husar - Det var tilforladelig Indholdet, og, saavit jeg erindrer; de egentlige Udtryk; af min Harangue - Geheime-Raaden saae paa mig med en Art af Forundring, og, som mig syntes med Bifald - Han smiilte - Det var uden Tvivl min FriPostighed og min naive Veltalenhed, som havde behaget ham - Min Moder forsikkrer, at han i de Breve, som han siden har skrevet hende til, har bevidnet, at han hundrede Gange havde fortrydt det, at han ikke havde beholdt mig hos sig - Men dengang havde vi neppe blevet enige herom - - - Det er got nok, min kjære, sagde han endelig, men du er saa overmaade lille - H vorledes vil du kunde føre en Sabel? - Hvilket TordenSlag for mig! - Det var meer, end alt for sandt - Jeg var neppe meer end to Alen høy, og fiin i mine Lemmer, som en Jomfrue - Dog recolligerte jeg mig snart - Jeg har et stort Hjerte, svarede jeg, og jeg kan voxe - og i den Tid staaer jeg mindre Fare end den største Granadeer - De Kugler, som treffe ham, vil gaae bort over mit Hoved - Nu skoggerloe han af et got Hjerte - Han snakkede herpaa noget sagte, med nogle Herrer, som var tilstede, og jeg zittrede imidlertid, halv af Harme, halv af Frygt for min Skjæbne - Endelig vendte han sig til mig - Manteüfel, sagde han, har givet mig i Commission, at skaffe ham en KammerHusar, som var af god Familie og vel opdraget - Du synes mig ikke at være uskikket hertil - Har du vel Lyst til at være det? - Mine Miner fortolkede uden Tvivl min Taknemmelighed og min Glæde bedre, end alle ord kunde have gjort det - Men, blev han ved, jeg kan ikke sige med Vished, hvor Baronen staaer nu - Generalerne forandre deres Poster daglig; og alt, hvad jeg veed, er at han sidst stoed i Pommern - Jeg vil imidlertid give dig en Adresse til en af mine gode Venner, en Major i Magdeburg; som skal befordre dig videre - Du skal have frie Reyse - I Morgen ved denne Tid kan du komme igjen, for at afhente Brevet, og at høre nærmere Beskeed - Her indgav, som jeg vil troe, Taknemmelighed, og Iver for min nye Konge, mig et Indfald, som Ubesindighed alt for hastigt moednede og udførte; men som til min Samvittigheds Roelighed, en bedre Indskydelse fandt tiiligt nok urigtigt og uædelt, til at jeg endnu kunde rette det - Maaskee, sagde jeg, at jeg strax kan gjøre min Konge en lille Tjeneste - Jeg har en Broder her, som er et got Hoved høyere end jeg, overalt velvoxen og stærk - Ham kunde jeg maaskee skaffe Dem - Gjør det, svarede Residenten hurtig, og du kan være vis, at der skal blive skjønnet derpaa - Men, sagde jeg, han er enfoldig og noget frygtsom - Han vil neppe lade sig overtale dertil med det Gode - Jeg vil give dig en habil Under-Officeer, og saa mange Mand med, som du behøver - Her kom paa engang den bedre Indskydelse - Der var noget, jeg veed ikke hvad, i mit Hjerte, som sagde mig, at jeg var i Færd med at gjøre Uret - Jeg er vis paa, at jeg i det Øyeblik blev rød lige op under mine Øyne - Stammende sagde jeg det uden Tvivl; at jeg, siden det dog var min Broder, gjerne først vilde forsøge al min Overtalelse; men om det ikke frugtede, skulde jeg desangaaende gjøre nærmere Aftale med Residenten - Gjør det, sagde han - og herpaa bukkede jeg mig, og gik -
Jeg vil troe, sagde jeg før, at Taknemmelighed og Iver for min Konge har indgivet mig dette Indfald - Men har ikke maaskee Hævngjerrighed havt nogen Deel heri? - Jeg vilde ugjerne tiltroe mig, et Øyeblik, at have kundet tænke saa uædelt - Og har jeg vildet skade min Broder, ved at skaffe ham i en Tjeneste, som jeg selv saa glad gik i? - Dog at jeg har vildet tjene ham dermed, synes mig endnu urimeligere - Jeg vidste, at det skeede imod hans Villie - Jeg kunde neppe engang haabe, at han skulde opnaae saa gode Vilkaar, som jeg - - Overalt - dette Indfald blev saa hastig dannet og moednet i min Sjæl; at jeg ikke selv ret kan gjøre Rede for dets Udspring; og mit Hjerte var saa hurtigt i at forkaste og at rette det; at jeg derved allene tænker at have fortjent, at frikjendes for en strængere Undersøgelse deraf - Paa Veyen til mit Quarteer fandt jeg fleer og fleer Grunde, der overtydede mig om, hvor uædelt det var ikke allene at tvinge; men selv at overtale min Broder til at gaae i Krigen - Overtalelse var virkelig Tvang for ham - Men hvad kan gjøre os de bedste, de klogeste, de lykkeligste Handlinger behagelige, uden den Friehed, at kunde vælge og forkaste dem efter Tykke? - Burde jeg berøve et Menniske, min Broder, min troe Stoldbroder denne Friehed? - Jeg havde, som mig syntes Tilladelse, at vove mit eget Hoved; men paa hvad Grund, havde jeg den at vove hans? - Og dog forestilte jeg mig, at en Kanon-Kugle meget let kunde rive det af ham - Hvilken nagende Samvittighed skulde det da ikke blive for mig? - Og han var min Moders Øyesteen - Hun skulde maaskee tilgive mig, om jeg selv mistede Arm og Been - men om han - - - hun skulde forbande mig i sit sidste Øyeblik - - og med Ret - Han skulde desuden dog kun blive mig til Byrde - Alle disse Betragtninger hærdede mig i det Forsæt, ikke at tale et Ord til min Broder om den heele Sag, og at give Residenten Snak derfor anden Dagen -
Jeg kom hjem, spiiste, drak, spillede og sov, som de andre Dage; uden at lade mig i det ringeste mærke med, hvor jeg havde været, eller, hvad min Hensigt var - Heller spurgte min Broder mig ikke derom - Dette bestyrker mig i min Formodning; at han virkelig ikke har handlet saa ærlig imod mig, som jeg imod ham - Uden Tvivl har han i det mindste haabet at dysse mig i Søvn, til jeg blev fanget i Reden; og saaledes at tvinge mig til at vende tilbage med ham - Hans Venlighed var i al denne Tid overdreven. Det har desuden altid været mig en naturlig Svaghed, mit i min største Activitet; i de mig meest magtpaaliggende Forretninger, og i dem jeg havde begyndt med den største Heede, at blive hængende og glemme alting ved en god Pleye, et got Glas Viin, og et got Selskab - Min Broder kunde let kjende denne Feyl hos mig - Og dersom jeg ikke i den ovenomtalte Morgentrette, var blevet saa opbragt og saavel underrettet om den overhængende Fare som jeg blev, saa var jeg dengang efter al Anseelse virkelig bleven fanget - Min Broder kunde haabe, at jeg af min naturlige Letsindighed havde glemt dette; og det loed, som om han haabede det - Vist er det, at vor Vert, med den største Beredvillighed og Høflighed, i de faae Dage, som jeg endnu opholdt mig i Hamburg, loed os tilkomme alt det sædvanlige - Og det var vist ingen smaae Ting - Vi spiiste daglig intet mindre, end sex Retter Mad, og levede overalt paa lige Foed med den beste Holsteenske Adel, som vi den korte Tid nød den Ære at omgaaes med - Verten havde, som jeg oventil erindrede, allerede engang havt os mistænkte - Og sandt at sige kunde han ikke vel andet end mistænke os - Men hvad havde da hævet denne Mistanke? - Hvorved var han paa nye blevet saa høflig? - Dette synes at forudsætte; at min Broder mig uafvidende havde aabenbaret ham det heele Sammenhæng - Hvorledes det var, saa talte ingen til mig om den Sag; og jeg fandt det mig meget ubeleiligt og ufornødent at undersøge den nøyere - Jeg formodede deres Hensigter, men jeg vidste mine; og jeg loed mig det smage ret vel; i den Tanke, at enten man vilde lokke eller blot forstrække mig dermed, kunde min Stiffader, naar jeg var borte betale min Regning af min Fædrene-Arv -
Næste Dag gik jeg til Residenten - Jeg sagde ham i Hensigt til min Broder, at han uden Tvivl mig uafvidende maatte være reyst hjem, siden jeg ved al min Eftersøgning ikke kunde finde ham - Han syntes at troe dette - Han gav mig herpaa et Brev med et stort Segl for, til Herr Major Voss i Magdeburg - Han viiste mig en Skipper - Kaptain, som de kalde dem - der just var hos ham, og der om to Dage skulde bringe mig til Lentsen, hvor han lovede, at overlevere mig til Postmesteren, der videre skulde befordre mig - Alting blev fuldkommen aftalt -
Jeg fandt noget besynderligt; og følgelig efter min Tænkemaade noget meget fornøyeligt deri, at den Dag, da jeg skulde seyle til Preüsen, om Morgenen; var just den samme, da vi om Eftermiddagen kunde vente Posten fra Kjøbenhavn - Endelig frembrød denne, saa inderlig ønskte Dag, som af sin Natur var, og ved en Hændelse blev en af de meest romanske i min Leve-Tid -