link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 3,7


                        VII (s. 248-257)

            Paris, mit seinen Parisern, ist der schönste 
            Aufenthalt hienieden; Paris ist der einzige Ort 
            der Welt, wo es erlaubt ist nach seiner Reigung 
            zu leben. 
                              Cavalier-Perspective.  

            Alle fare vild, og Alle drukne 
            I Lidenskabers Hav, og Alle sees 
            Af endelig Forblindelse bestukne, 
            Snart af et daarligt Haabs, snart af en falsk Idees. 
                                H. Hertz.  

   [s248] Vi ere i Paris! Kom! vi forlade vort Værelse og stige ned af Hotellets glatte, bonede Trappe; lette Garçons smutte forbi, for at opvarte; nydelige Grisetter møde os i Gaarden, thi høit oppe boe nogle Studenter, og deres Veninder boe hos dem i Hotellet; de skulle nu ud de vakkre Piger, for at staae i Boutik og sye paa Pynt, men de komme igjen iaften. Portneren hilser os, og vi ere paa den vrimlende Gade, hvor Husene op til de grydeformede Skorstene ere bemalede med Navne, Skildter og favnelange Bogstaver, brogede som en Harlequinsdragt; Vognene bruse forbi tæt op til Husene; Visekonen synger Beraugers Viser, en Ubekjendt stikker Dig en Billet i Haanden, som DU bør kaste bort, eller skjule ihast. Rundtom hænge prægtige Kobbere, men er Du meget blufærdig, saa skal Du ikke see paa dem, er Du en stor Royalist vil Du grue over de dristige Caricaturer, her offentligt hænge ud. Vi gaae ind i en Passage, det er en Gade med Glastag over, Boutiker paa to Etager paa begge Sider, mindre Passager forgrene sig som Stræder fra denne; i Regn og Slud kan Du vandre tør om herinde, og er det Aften, straaler Gaslamperne med blændende Lys foran de kostelige Boutiker, hvor Alt er tilfals: Alt hvad et Menneske kan ønske. Trætter Vandringen Dig, da rulle Omnibus gjennem Gaden; bagud af Vognen hænger Trappen, som Du stiger op af og ind i den lange, rullende STue, hvor Gjesterne sidde i [s249] lange Rækker, stige ud og ind; hvert Gadehjørne er en ny Station. I hurtig Flugt naaer Du Père Lachaise, og er Du Romantiker, maa Du knæle ved Abeilard og Heloises Grav; er Du Fabriquant, da ruller Du til Gobelins Tapeter, er Du et fromt Gemyt, maa Du søge ud paa Øen til den gamle N“tre Dame; men Du finder den tom, kun en halv Snees Præster vandre om herinde med Røgelsekar, en ussel Tigger ved Døren er hele Menigheden. Paris har for Øieblikket ingen Religion, de have glemt Madonna, ja næsten Faderen og Sønnen, Aanden er den eneherskende. Ingen Munk seer Du paa Gaden, ingen Procession; fra Scenen selv prædike Digterne Protestantisme; i den catholske Stad seer Du i »Robert« et Nonneklosters Ruiner; Maanen skinner ind i den skumle Hal, hvor forfaldne Gravmonumenter staae; ved Midnatstimen tændes pludseligt Lysene i de gamle Messingkroner, Sarkophagerne aabne sig, og de døde Nonner stige op; i hundredeviis hæve de sig fra Kirkegaarden og svæve ind; de synes ei at berøre Jorden; som Taagebilleder glide de forbi hinanden, pludseligt falder Liiglagenet, de staae alle i yppig Nøgenhed og et Bacchanal begynder, som det har fundet Sted i deres Levetid, skjult indenfor Klosterets Mure; to spille Terninger paa deres Liigkiste, een sidder paa Sarkophagen og pynter sit lange Haar; en Skare klinker og drikker, andre lade Strikkestigen glide ned, for at kalde Elskeren til det vanhelligende Stevne. - Det er i den catholske Stad Du seer dette, og det er eet af Tidsalderens Tegn. Betragt denne Vrimmel paa Gaderne! Koner raabe med Lakrisvand, Drenge tilbyde dig Stokke, men Alle, Smaa og Store, bære det trefarvede Baand. Selv Henri Quatre, Malmkongen paa Broen, maa bære Borgerfanen, den vaier fra Taarne og Façader. La Liberté er det store Feldtraab.
   Vi ere midt i Paris, midt inde i Palais royal, dets Buegange omslutte os; en Flok Landsmænd sidde her; de sammenligne Prospecten med den, vi have paa vor Scene i Vaudevillen. Virkeligheden er mest frappant. Blomsterpigerne sælge Roser, Damer med vaiende Fjer, fulgte af deres gamle Mama, som hun kaldes, uddele Blikke. Mellem de Danske er En, som nylig er indtruffet her, En, vi kjende; hver fortæller om, hvad han især maa see.
   »Taglioni,« siger den ene, »De maa see hende, som Natalie og som Sylphide, det er en Dands! Hun hæver sig som en Fugl og synker ned som den svævende Boble!«
   [s250] »De maa til Versailles,« siger den Anden, »De maa derud, naar Vandene springe! - Glem ikke théatre français!«
   »Alt vil jeg see!« svarer den Fremmede, »især glæder jeg mig til de offentlige Debatter i de Deputeredes- og i Pairkammeret. Jeg har Anbefalingsbrev til Marquis Rebard. Er denne Herre Dem bekjendt?«
   »Jeg kommer der,« sagde En. »Hans Frue er Dansk, saa vidt jeg veed, men et ægte fransk Sind, en Verdensdame, høist elskværdig, høist interessant. Jeg er iaften af Marquien indbuden i hans Loge i den store Opera. Jeg fører Dem med, dersom De tillader?«
   »Jeg er Dem uendelig forbunden, men da jeg alt har Billet til Théatre du palais royal, hvor jeg skulde see Demoiselle Dejazet i Vaudevillen: sous clef - -!«
   »Begge Dele lade sig forene, først see vi sons clef og gaae derpaa i den store Opera.«
   Landsmændene brød op; Een skulde lyksaliggjøres ved at høre Grisi, la bella divina, som han udtrykkede sig, en Anden vilde i Théatre de M. Comte, [*Note] Her spilles Comedie af Børn. [*] hvor der var et nydeligt Barn, der snart vilde voxe op og naae hans Hjerte. Vore to Herrer vandrede ind i Palais royals Theatre, for at see den ungdommelige Dejazet i en Vaudeville, som vi ikke turde give hos os. Den som Guide veltalende Landsmand var forresten dansk Officeer.
   Rundtom i Logerne prangede pyntede Damer. Alt i »La fille de Dominique« viste sig den nydelige, pariserlivlige Dame, som drog de unge Herrer derhen; hun fortryllede, men i sons clef havde de hende ganske alene; hun spiller hele Stykket, er en ung Pige, hvem Forældrene, medens de ere borte, have lukket inde; Elskeren maae staae udenfor, hun driller ham, lader, som hun havde en anden hos sig, men de forsones igjen, han sender hende Champagner, hun drikker, bliver lystig, vil tilsidst i Seng, og det er Pointet, hun lægger sit Tøi paa Stolen, sætter Foden op i Sengen, da med eet Vinduet over Døren springer op og en ung Officeer, Elskeren, viser sig; hun udstøder et Skrig, trækker Sengetæppet over sig, og Elskeren springer ind. Saa falder Tæppet, og det er meget blufærdigt af Maskinmesteren.
   O det Stykke gjorde stormende Lykke! Damerne loe og svingede med Hatten. »C'est la liberté!« sagde den danske Officeer; den Fremmede fandt det ogsaa meget characteristisk, og nu vandrede de fra det [s251] mindre til det større Theater: Academie royale de musique, hvor Nourrit og Damoreau da fortryllede med deres Stemmer, og hvor den nysankomne Danske skulde presenteres for Marquien og hans Frue, Landsmandinden; han smilte ganske egent derved.
   I den store Opera gav man, som saa ofte, intet heelt Stykke, men Acter af forskjellige; anden Act af Guillaume Tell var alt tilende; man var i Slutningen af Comte d'Ory, nu skulde anden Act af Balletten la Tentation [*Note] La Tentation, Ballet-Opera en cinq actes par *** et Corally, musique de l'opera par Halevy, musique du ballet par Halevy et Gide. [*] begynde.
   Begge de Danske vandrede op af de brede, luftige Trapper, gjennem den prægtigt oplyste Foyer, hvor Lysene straalede tilbage fra Speilvæggene, over de store Gange til Marquiens Loge. Flere elegante Herrer, som sprungne ud af Modekobberet, stode med Handsker og Hat bag de balklædte Damer; det sidste Chor i Comte d'Ory løb, Teppet faldt, og Falbydende vandrede skrigende om i Parterre og Loger, en støiende Raaben: »lorgnet de marchant! voilà l'entr' act! vert-vert! programme! la pièce!« gjenlød i Huset. Uhret over Prosceniet viste paa ni.
   Marquien, tolv Aar ældre, end da vi saae ham i Rom, modtog med fransk Galanteri de to Fremmede; en smuk, fyldig Dame med kloge, mørke Øine og kongelig Holdning hilsede med Viften den nye Fremmede, der presenteredes som Chef for et dansk Regiment; han var en Holstener af Fødsel; Marquisen kjendte ham, hun havde jo engang i Danmark modtaget hans Hyldest, kjørt med ham ud af Porten for at see den smukke Ladislaus, der nu var glemt. De samme Erindringer vaktes vistnok hos begge ved dette Minde; men Conversationen var naturligviis en ganske anden. Enhver kjendte nu hinanden af Navn. En krampagtig Zittren i Øielaaget var den eneste Bevægelse hos Naomi, men øieblikkelig var hun igjen Marquisen, Verdensdamen; maaskee var ogsaa denne Zittren tilfældig, men den danske, fordums Beiler bemærkede den. Hele Conversationen var paa fransk; han bad Naomi sætte ham ind i det Brudstykke af Balletten, der skulde begynde.
   »Hovedsagen er Øienskuet,« sagde hun, »Handlingen er ubetydelig! Det er den hellige Antonius's Historie, hans Fristelse. Vi faae anden og tredie Act. De vil faae Taglioni at see!«
   [s252] I la Tentation er man i første Act i en vild Bjergegn, hvor den hellige Antonius har valgt sit Opholdssted; en Sivmaatte er hans Leie. Nu seer man høitoppe paa Bjergene en Brudeskare, hører deres Sang; Antonius lytter og tænker tilbage paa Menneskeverdenen og dens Lykke; en qvindelig Pilgrim bringer ham Frugt og Viin, han afslaaer det, men Hunger og Tørst nøder ham til at smage; Vinen opvarmer hans Blod, han drikker endnu engang, og Lysten er vakt, han tømmer Bægeret tilbunds og bliver halv beruset; hans Blod brænder, han griber efter den fromme Skjønhed, der forfærdes; hans Lidenskab voser, hun flyer, men han griber hende; afmægtig synker hun ned paa Straamaatten, hans Øine brænde, han breder Armene ud imod hende, da hæver Madonnabilledet sin Arm; Lynstraalen rammer Antonius. Nu stige paa sorte og ildrøde Skyer Dybets Aander fra Afgrunden for at gribe hans Sjæl, men fra Luften synke sølvhvide Skyer med knælende Engle, i hvis Midte St. Michael med Skjoldet staaer. En Kamp begynder mellem gode og onde Aander, da hæver St. Michael Skjoldet, byder Rolighed og tillader Sjælen at vandre tilbage i det døde Legeme. Afgrundens Aander tør friste den Gjenlevende, men kan ei forlede ham til at synde mod det Hellige, da hører han Himlen til. »Han er vor!« juble de onde Aander, »vi skulle friste ham til Synden!« de gode Engle istemme Hymner og Antonius hæver sig fra Jorden; det er den første Act. De følgende ere Fremstillingen af Fristelsen og Antonius's Seier! Omtrent saaledes førte Naomi ham ind i Balletten.
   Teppet rullede op. Anden Act, der ved sin Pragt har holdt sig længst paa Scenen, begyndte. Man var i et Krater, dybt nede i en udbrændt Vulkan, en mægtig Trappe af hele Scenens Høide udfyldte Baggrunden; en Marche begyndte og flere hundrede Dæmoner i de mest barokke, mest phantastiske Skikkelser steg ned; her var en vandrende Haand, en Torso af en Dæmon, et rullende Øie, gruelige Dyreskikkelser; en Sabbath begyndte; Kjedelen kogte over Ilden, og hver Dæmon kastede sin Gave i den. Dampen formede sig i dæmonagtige Skikkelser, og nu hævede sig i denne en nøgen, deilig Qvinde, Afgrundens Barn, bestemt til at beseire Helgenen. Det var Skjønhedsbilledet, som Havets Skum fødte hende, som Kunstneren har givet hende i Marmor. Taglioni svævede ud mellem dem, Dæmonerne smykkede deres Barn, lærte hende Sandsernes Brug; som et Luftens Barn svævede hun mellem de vilde Skikkelser; den sorte Haarlok paa [s253] hendes Bryst tydede alene paa den dæmoniske Oprindelse. I Triumph stege de med deres Skabning op til Oververdenen.
   Naomi sad som i Drømme og stirrede derpaa, Blodet steg hende med eet op i Kinderne, og pludselig blev hun bleg; hendes Øine lukkede sig.
   »De faaer ondt!« hviskede den Danske; hun slog Øinene op og drog Veiret dybt.
   »O det er Intet!« sagde hun, »jeg følte en Svimmel, som nu er forbi!« hun smilte, »der er saa megen Phantasie i den dæmoniske Sabbath, at man ikke kan rumme det. Det synes en heel Feberdrøm!«
   Tredie Act begyndte; Dæmonerne havde reist deres Slot; gjennem Vinduerne saae man ind i de prægtige Sale; smaa Dæmoner, klædte som Kokke, brasede og kogte i Kjælderen; øverst oppe dandsede nydelige, smaa Damer. Nu kom den hellige Antonius; udmattet og hungrig betlede han om en Krumme Brød og en Draabe Vand; Kokken lo, pegede paa et stort Kors, der stod paa Veien udenfor Slottet, bad ham styrte dette, og han skulde komme med tilbords; han afslog det; jægerklædte Dæmoner med Qvinden, de havde skabt, kom tilhest foran Slottet og drog derind; ogsaa hos disse mødte Antonius samme Anmodning, samme Løfte; den skjønne Qvinde lovede ham al den rige Herlighed, han saae, vilde han omstyrte Korset, da knælede han for det, medens Dæmonernes vilde Sang og Bægerklang lød fra Slottet; gjennem Vinduerne saae man deres Drikkelag, Qvinden nærmede sig Antonius, men hans Tale virkede paa hende, som Sollyset virker paa den giftige Væxt, Marelokken blev mindre; forundret lyttede Dybets Skabning, der havde Menneskets Tanke, Menneskets Følelse, til Ordene, og da han knælende omfavnede Korset, sank hun til Jorden, og Slottet, med Alt derinde, styrtede i Dybet, røde Flammer sloge op fra Afgrunden.
   Kun disse to Acter af Balletten bleve givne. »Den hellige Mand,« sagde Naomi leende, »virker ind paa det dæmoniske Barn, saa at selve hun vindes for Himlen; De skulde see Ballettens Slutning, hvor Antonius tilhører Himlen og fører endogsaa hende med til sin Lyksalighed. Afgrundens Aander i brændende Svovlskyer opfylde hele den nederste Deel af Scenen, hvis Skyer hæve sig, og Alt er opfyldt med Engle; i millionviis sees de knælende Grupper; først voxne Mennesker, hvidklædte, med store, hvide Vinger, derpaa Børn, og bag disse Grupper i det Uendelige, malede paa Bagteppet og belyste, saa man [s254] ikke finder Grændsen mellem Skin og Virkelighed, men seer ind i den uendelige Himmel, der, alt som Skyerne hæve sig, bliver større og større, og da falder pludselig Forhænget.«
   Man forlod Theatret, Klokken var over Tolv, og i Marquiens Huus var Selskab, der ventede paa Verten og Vertinden.
   »De vil finde ved Soiréen Alexander Dumas og et Par af de unge Malere, som have faaet et Navn ved Decorationerne i la Tentation.« [*Note] Decorationerne i la Tentation ere malede af Ed. Bertin, Eugène Lamy, Camille Roqueplan, Feucherés og Paul Delaroche. Denne Ballet-Opera blev første Gang givet i Paris den 20 Junii 1832. [*] Hun hilsede med Viften.
   De kjørte til Marquiens Hotel. Prægtige Værelser modtoge dem. I det forreste var opstillet to nye Malerier, kjøbte af unge Kunstnere og her satte i fordeelagtig Lampebelysning; det Ene var en Scene af Victor Hugos N“tre Dame. Man saae Quasimodo bundet paa Skampælen, lidende af Tørst og Smerte, og den slanke, yndige Esmaralda række Vanskabningen en Drik Vand. Det andet var en Fremstilling af Slutningsscenen i Casimir Delavignes nyeste Tragedie: Les enfants d'Edouard, den rystende Slutnings Scene, hvori begge Børn, paaklædte sidde opreiste i deres Seng og lytte; de vide, Morderne komme for at dræbe dem, men de vide ogsaa, at der arbeides paa deres Frelse; høre de Sangen God save the King lyde, da er Befrielsen nær, og Sangen klinger, man seer det i Smilet paa den yngre Broders Ansigt; men i samme Øieblik aabner Døren sig, og Morderne trænge ind og dræbe dem, medens endnu Befrielsens Sang toner. Det var Portraitter efter begge Kunstnerinderne Menjaud og Anais, der fremstille Eduards Børn.
   En enkelt Gjest stod foran Malerierne; større var Selskabet derimod i den store Conversationssal, hvor Marquien og Naomi modtoge Gjesterne. En ung Officeer talte om Fortificationerne ved Antverpens Beleiring, en anden Gruppe om de sidste Forhandlinger i Pairkammeret. Ingen gjensidig Presentation fandt Sted, man gik og kom; det Hele havde mere Udseendet af en offentlig end en privat Salon.
   En ung »Skjønaand« indlod sig i Conversation med Holsteneren, og da han vidste, han var Dansk, talte han om Operaen »Gustav«, som jo for Landsmandsskabets Skyld maatte interessere ham. Han talte om Bernadotte, der i de sidste Dage var bragt paa Scenen i Vaudevillen Le [s255] Camarade de lit, den danske Konge, der havde været fransk General. Hvad Norden angik vare Kundskaberne noget apocalyptiske, da havde Frankrige endnu ikke udsendt en Marmier, der smukt og levende kunde fortælle om Islands Geyser og de skandinaviske Riger, med Fjelde, Skove og duftende Sletter, Sverrigs Magt i Politiken og Danmarks i Videnskaberne. I engelsk og italiensk Literatur var Franskmanden derimod hjemme; Naomis Extilbeder derimod stod her, vi ville ikke bruge den platte Talemaade om Ko og rød Port, men en smukkere, som Moses med et Blik paa det forjættede Land, det han aldrig betraadte. For endeligt at sige noget dybsindigt, sagde han: Goethe. Franskmandens Øine funklede ved navnet af Germaniens Corneille, der havde skabt den philosphiske ideerige Digtning Faust.
   Naomi stod tæt derved og smilede, idet hun forsikkrede, at hun ogsaa beundrede Faust: »Fragmentet,« sagde hun, »forekommer mig som en forbausende Comet, just en Comet med Kjærne, men der kommer en slem Hale efter, »ist fortzusetzen,« som der staaer. Iøvrigt troer jeg at man lægger meget mere i denne Digtning, end Digteren selv har tænkt sig. Naar Europa er færdig med at skrive sine Commentarer over den, faaer den vel Tid til at lægge Mærke til andre ligesaa gode Digtninger. Jeg troer en tydsk Forfatter har et Sted sagt det samme som jeg!« tilføiede hun.
   »Göthe er død!« sagde Landsmanden. »De mortuis nil nisi bene!«
   »En sand og stor Digter døer aldrig!« sagde Naomi, »og derfor kan man godt tale ogsaa om hans Feil!« med et haanligt Smiil saae hun paa sin Extilbeder.
   Man talge igjen om Danmark, om Skandinavien, og nok saa aandrigt udviklede Naomi, at just Norden var Romantikens Land; hun fortalte om Norges melancholske Fjelde, om de brusende Fosser, der kunde maale sig med Schweitserlandets, de eensomme Sennhytter og de mørke Granskove. Hun anskueliggjorde, hvor deiligt de danske Øer laae, som en blomstrende Lagune mellem Øster- og Nordsøen; fortalte om de gamle Sange, som tonede der endnu, Zigeunerfolket paa de jydske Heder og den eensomme Gravhøi paa de duftende Kløvermarker.
   »Deres Skildring«, sagde Franskmanden, »vilde, udtrykt, som De giver den, være en Perle for vort Revue du Nord.«
   Naomi smilede.
   En decoreret Herre gav Conversationen en politisk Retning, og Naomi [s256] udtalte dristigt sine Anskuelser, lige fra Sumpstaden: Petersborg til Arabernes luftige Telte; kun for Tidsalderens Heros, Napoleon, bøiede sig hendes stolte Hjerte.
   »De har seet den prægtige Vulkan i Afstand,« sagde Hofmanden, der vurderede den verdensprøvede Louis Philippe og erklærede ham for den første af de Regenter, der høre til Menneskehedens nye Tidsalder. »Havde Deres Naade været mellem de af Frankrigs Mødre, der ved Napoleon saae deres Sønner bortrevne fra Hjemmet, seet hvor de, kneblede ved Tommelfingrene, dreves som Qvæg gjennem Landet; de vilde ikke have velsignet hans Navn. Forfængelig og kold var han; ikke blot i sit Ydre ligner han Nero!«
   »De Gud, vi alle tilbede,« sagde Naomi, »synes ogsaa at frembyde i sin Verdensregjering Skyggesider, men mon disse virkelig findes? Napoleon var Cheruben med Ild og Sværd, han afskar den nye Tidsalder fra den ældre. Naar Plovjernet gaaer gjennem Marken, da overskæres Blomsternes Rødder, Græsset oprykkes og den uskyldige Orm sønderlemmes, men det er en Nødvendighed, og siden bølger just Velsignelsens Korn over Dødsfuren! Millioner have vundet!«
   Conversationen gik ind i Øieblikkets Politik, og Naomi udtrykkede sig mere og mere interessant. Spillebordene kaldte, Kort bleve præsenterede. Naomi spillede med Lidenskab og var den personificerede Veltalenhed; Calembourgs bleve skabte, Ordspil vexlede; Marquisen var hyldet og fortjente at være det. Vid og Livslykke udtalte sig i hendes mørke Øine.
   Klokken var tre om Natten, da Lysene bleve slukkede i Hotellet. Naomi sad paa sit Værelse i Natdragt, med den runde Arm under Kinden; hendes lange Haar flød ned over Skuldrene, hendes Kinder brændte; som den Febertørstige nedslugte hun et Glas Vand.
   »Hvor mit Blod brænder!« sagde hun til Kammerpigen, »jeg er træt og kan dog ikke sove, men gaa Du kun til Dit Værelse!«
   Og hun var ene; hendes Bryst hævede sig, dybt drog hun sit Aandedrag.
   »Hvor jeg er ulykkelig! og hvorfor skal jeg lide? hvorfor evigt svæve i denne indbildte Qval, som voxer med hvert Aar!« og hun tænkte paa Dæmonernes Skabning i La Tentation, hiint Væsen, de gave Liv og menneskelige Følelser, og det forekom hende, at hun selv var beslægtet med det. »Ja, Dæmoner har kaldt mig frem til dette Liv! O, at alt Forbigangent sank hen i Tilintetgjørelse, som vi selv [s257] skulde det i Døden, Det er Sygdom, ei andet! hver Landsmand er mig et Torturredskab, og min Bøddel er her! - gid hans Liig laae paa Bunden af Seine. Ladislaus,« udaandede hun og taug pludseligt. »Jeg vil ei pine mig selv! jeg vil nyde Duften af dette falske Liv.« Hun fæstede sit Øie paa Marquiens Portrait, som hang paa Væggen. »Han smiler,« tænkte hun. »Ja ogsaa jeg vil det! mine Ungdomssynder ere ikke større end hans, og endnu -! maaskee han i dette Øieblik kysser en blond Lok, som et ubetydeligt Hovede bærer. Grassot har sagt mig det! - O at jeg ikke elskede ham!« Hun bøiede Hovedet, sad længe taus, aandede dybt; Lampen brændte svagere. Hun blundede.
   Daglyset skinnede gjennem Gardinerne, da hun vaagnede op af sin urolige Blunden; nu kastede hun sig paa Sengen, og Drømmebillederne rullede hen over den Sovende.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek