H. C. Andersen: Kun en Spillemand, 3,2

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 3,2

                       II (s. 214-222)

         - Ladislaus! Ladislaus! tönt es anss neu', 
         Und dieselbe Stimme ruft hinterdrein 
         Noch lauter: Nein! 
                                Castelli. 

         Es ist eine seltsame Sache: 
         Ich sprach deutich und dänish Du, 
         Und doch verstanden wir uns im Nu. 
         Ja Freud! im Aug' liegt die Sprache 
         Und im Herzen der Schlüffel dazu. 
               Stammbuchsblatt an H.C. Andersen von Castelli.

   [s214] »Jeg vil bort!« sagde Naomi til Josephine, Beridersken med de vaiende Faner. »Jeg vil bort! enten finder jeg Brød eller Død!«
   Josephine lo. »Vi kjøre i Formiddag sammen til Josephsdorf og Kloster-Neuburg, vi To, i den lille Gig med den blissede Orlando for. Jeg sætter mig i Rygte for Din Skyld! jeg kjører Tour alene med den unge, flammende Jockey! Du kommer igjen i Lune, Ladislaus kysser, hvor Pidsken smeldede, og saa faae vi Forsoningsscenen.«
   »Aldrig!« sagde Naomi.
   »Altsaa ingen Menneskehad og ingen Anger, [*Note] »Der Leopoldstag oder kein Menschenhass und keine Reue,« en Parodie, som da spilledes paa et af Folketheatrene. [*] sagde Josephine og lo, »det tager sig ogsaa lystigere ud.«
   »Skaf mig hemmeligt et Pas,« bad Naomi, »til Ungarn eller Bayern, hvorhen Du vil! kun at jeg kommer bort! at jeg ikke seer ham mere!«
   »Først kjøre vi en Tour,« svarede Josephine, »vi smage Chocoladen i Josephsdorf og see fra Bjerget der, om ikke Donausletten kan friste til at blive! man maa aldrig forhaste sig! aldrig gjøre for store Skridt; de klæde heller ikke et Fruentimmer.«
   »Det er ei første Gang, han har bragt Gift i mit Hjerte!« sagde [s215] Naomi. »I Töplitz, fjorten Dage efter jeg havde forladt mit Hjem, forstod jeg ham som en opslagen Bog, men da var han endnu den Kloge, den Forsigtige; jeg har taget min Bestemmelse.«
   Vognen holdt færdig, de rullede bort. I de lange Alleer i Forstaden mødte de mange Kjørende og Ridende. De unge Herrer tilnikkede Josephine, et Par Damer gav Naomi et Smiil. Veien gik opad Bjerget, fra hvilket man har den vide Udsigt over den frodiggrønne Donauslette.
   »Betragt engang!« sagde Josephine, »hvor prægtigt tage ikke de mange Alleer sig ud mellem Byen og Forstæderne. Stephanstaarnet rager dristigt over de andre Bygninger, og seer Du Donau med alle de deilige, skovbegroede Øer. De blaae Bjerge derude ligge i Ungarn! Denne Udsigt er det, som altid staaer for mig, naar jeg hører synge: »noch einmal die schöne Gegend!« Ja Østerrig er meget smukkere end Danmark!«
   »De ligne hinanden!« sagde Naomi. »I Jylland have vi Bakker, saae høie som dette Bjerg, og lille Belt og Sundet ere langt prægtigere end Donau! jeg veed kun et Fortrin, Wien har fremfor Kjøbenhavn, det er den mildere Luft og at det ligger nærmere Italien!«
   »Finlænderen længes efter sine Sumpe! Eskimoen efter sin Snee!« sagde Josephine leende.
   »Jeg længes ikke efter Danmark! kommer aldrig der tilbage! men heller ikke her vil jeg blive! Jeg er en fri Qvinde, jeg er ingen Østerriger, man maa lade mig reise!«
   »Men Ladislaus vil forhindre det!« sagde Josephine, »forhindre det, alene fordi det piner Dig, dersom han er i det Lune!«
   De bleve afbrudte, idet Graveren fra den lille By kom til og indbød dem at see Kirken; i Kjælderen laae Liig, sagde han, som vare over hundrede Aar, og dog saae de ud, som om de vare først begravne der igaar.
   »Vi see helst de Levende!« sagde Josephine.
   Men der ere ret nette Mærkværdigheder, forsikkrede den Gamle, det var ikke en Time siden, han havde ført en polsk Herre om derinde, og den Herre havde fundet det Hele høist mærkværdigt og skrevet Alting op i sin Bog. Imidlertid var denne Bog dog blevet glemt, men endnu idag skulde den komme paa Politikammeret, og Herrerne der vidste Besked med enhver Fremmed, saa at Bogen inden Aften kunde igjen være i Polakkens Hænder. Han viste Josephine den.
   [s216] Det Skrevne var dansk. Haanden forekom Naomi bekjendt; hun bladrede begjærlig i den og læste. Alle Antegnelser vare just ikke bestemte til at sees af Enhver.
   »Den Fremmede er fra Danmark!« sagde Naomi.
   »Fra Kongen af Danmark?« sagde den Gamle, »ham husker jeg fra Congressen, han havde hvidt Haar, og var venlig og høflig som vor gode Keiser Frands! jeg maa altid, naar jeg gaaer forbi »Stockameisen«, [*Note] Som der tidligere er bemærket have Boutikerne i Wien et Portrait eller en historisk Fremstilling til Skildt, saaledes sees Frederik den Sjette portraiteret paa en Boutik, udenfor hvilken just den mærkværdige Stockameisen findes. [*] see paa den danske Kong Frederik!« Den Gamle blev mere snaksom, men Naomi hørte ikke derpaa, begjærlig læste hun i Bogen, rødmede og smilede.
   »For en Time siden var den Fremmede her?« spurgte hun.
   »Ja, en Time kan det være siden! jeg veed ikke hvad Vei, han tog, men jeg troer nok, at det var ind til Staden!«
   »Lad os see Din Kirke!« sagde Naomi, og de gik derhen; men om den Fremmede havde hun næsten mere at spørge, end om Gjenstandene hun saae; den Fremmedes Bog syntes at beskæftige hendes Tanke mere, end de historiske Oplysninger, Graveren gav om de vel vedligeholdte Døde.
   De sad igjen i den lille Gid, den blissede Orlando slog med Nakken og satte i Trav med dem ned mod Klosteret, hvis høie Kuppel med den keiserlige Krone paa tog sig prægtig ud i den blaae Luft.
   De gik begge ind i den hvælvede Klostergang. Her stod en Fremmed. Naomi zittrede; ham vilde hun mindst af Alle have mødt. Ja, det var ham, hvis Nærværelse, Bogen havde forkyndt hende, hun havde ikke taget feil, det var Greven, ham hun kaldte sin Fader.
   Han hilsede, tiltalede flygtigt Josephine; Naomi gik forbi, uden at han nøiere betragtede hende.
   »Her er ikke saa rigt og prægtigt som i Kloster-Mölck!« sagde Josephine, »men jeg lider dog denne gamle Bygning, den er mig kjær fra min Barndom! hvor tidt har jeg ikke løbet herfra og til Leopoldsslot; deroppe fra Vinduet, fortæller man, blæste Hertugindens Slør herned og viklede sig om Tornebusken, der stod, hvor nu Klosteret staaer!«
   »Jeg har ingen Tanke for Dine Historier!« sagde Naomi, og hendes Stemme skjælvede, »kom! men hurtigt! hurtigt! vi kunne ikke være [s217] her. Den Fremmede er min Beslægtede!« ilende drog hun Josephine hen imod Vognen, der ventede udenfor. De vare i Begreb med at stige op, da Greven traadte ud af Kirken.
   »Om Forladelse,« sagde han, »Klosteret skal jo være berømt af sin Viinkjælder! her skal være et Fad, som hører til denne Egns Mærkværdigheder!«
   »Jeg har hørt derom,« sagde Josephine, »men jeg har aldrig seet det!«
   »Her er Fadet, Eders Naade!« raabte tæt ved i den aabne Port Bødkeren, som her stod med sine Svende og slyngede Tøndebaand og skar Staver.
   »De har ikke Lyst at see det?« spurgte Greven.
   Josephine saae forlegent paa Naomi, der strax var fattet; hun bukkede for Greven og gik med Josephine ind i Bødkerens Værksted. Dette var en stor, muret Hvælving; rundtom laae smaa og store Viinfade; men Kongen for dem alle, var det berømte store Fad, der rummer sine tusinde og fire Eimer. Ved hjælp af en Stige, kunde man komme ovenpaa det; Aabningen er af en saadan Størrelse, at ethvert Menneske mageligt kan komme gjennem den og ind i Fadet, hvor Rummet er saa stort, at flere Personer, Haand i Haand kunne dandse en Runddands.
   »Vi have faaet det pudset op!« sagde Bødkeren. »Kjældermesteren har sat det kjønne Vers derpaa:

        »Einhundert dreitzig Jahre alt, 
        »War's mir im Keller nun zu kalt, 
        »Dort rütschen Tausend übern Rücken 
        »Auch hier wird man nicht zerdrücken!«

læste Greven.
   »Ja«, sagde Bødkeren, »Tusinde have sprunget ovenpaa det, nu ligge de glemte i deres Grave; Fader derimod er stærkt og blankt, det kan endnu see vore Børnebørns Børn blive Oldefader og Oldemoder. Ja saamænd kan det saa! - Men De maa behage at stige indeni, ellers har De ikke ret seet det Hele!«
   Naomi gjorde et Spring op af Trappen, ind i Fadet, Greven fulgte efter, men med et sælsomt, gjennemskuende Blik paa Naomi; thi Maaden, hun steg ind paa, røbede saa ganske Qvinden. Josephine stak [s218] kun Hovedet ind i det store Fad, der syntes en heel Stue. [*Note] Fadet er 14 Fod 4 Tommer langt og 12 Fod i Gjennemsnit. [*] Naomi dandsede rundtom Greven, »medens Tankerne fløi saa vide«, som der staaer i Visen.
   Snart sad hun igjen med Josephine i den lette Vogn, og den rullede afsted.
   »Kjendte han noget til disse to?« spurgte Greven Bødkeren. Denne rystede paa Hovedet.
   »Det var Beridere fra Prateren«, sagde een af Svendene, »det var Jomfrue Josephine og den lille Jockey. Ja, hun kan ride og gjøre Kunster, han duer ikke stort til det!«
   Den lette Gig fulgte Veien nedenfor Bjerget, langs med Donau.
   »Bort maa og vil jeg!« sagde Naomi. »Du har jo en Slægtning i München, Josephine! giv mig et Brev med, jeg har endnu nogle Sager af Værd, de første otte Dage er jeg ikke endnu en Tiggerske, og i otte Dage kan skee meget!«
   Hele Folianter er skrevet om Kjærlighed, alle Graderne, alle Nuancerne ere udsjungne, men kun Faa have udtalt Hadet, og det er lige saa rigt, lige saa stærkt. Det er en djævelsk Vellyst, men dog en Vellyst at kunne hade, brændende hade den, som ond nedtræder vor bedste Følelse, vor uskyldigste Lyst. Alle kjende til Had! det er et Infusionsdyr, som lever i Menneskets Blod.
   Naomi var krænket, og som paa Scenen Sylphiden ved den første sandselige Omarmelse mister Pychevingen og døer, havde hos hende den første raae Behandling dræbt Kjærligheden; den var som Vinen i Tantalusbægeret, der, naar dette rystes, saae en Draabe spildes, da strømmer det hele bort, Bægeret bliver tomt til Bunden.
   »Jeg følte mig saa høit over alle de Andre!« tænkte Naomi, »og jeg er steget ned til Zigeunerens Søn, hvis Adel kun er det falske Naturspil i hans Legemsformer. Nu er hans Legeme mig væmmeligt som Snogens Ham!«
   »Du ligner mere en Mand end en Qvinde!« sagde Josephine.
   »Og saaledes er jeg vel istand til selv at hjælpe mig frem i Verden!« sagde Naomi. Ladislaus troer vel, jeg er som de andre Qvinder, der tre, fire Dage gaae med et Hjerte fuldt af Had, men siden ere bløde og tilgivende. Jeg vil ikke! Vi have et Ordsprog i Danmark, det passer til alle Lande: een Ulykker kommer aldrig alene. Min Fader har jeg mødt [s219] i Dag, det var ham vi talte med i Kloster-Neuburg, mon han har kjendt mig? Jeg har altid foragtet den forlorne Søn, ikke fordi han spiste med Svinene, men fordi han vendte tilbage! han maa have vidst, det var en svag Fader, han havde. At modtage en Naade, en Velgjerning, er at tage Løsepenge paa at blive krænket. Mon Verden kan opvise een Velgjører der ei, paa Grund af sin Velgjerning har saaret eller overseet Modtageren? Heller gaae til Grunde! - bort vil jeg! Ladislaus er mig fremmed som Postkarlen, jeg kjørte en Station med; min Svaghed hos ham var en Drøm, en taabelig Drøm i Deligencen.«
   Politiet i Wien veed Besked med enhver Fremmed, sagde jo Graveren i Josephsdorph, og derfor havde han sendt det Bogen, som den Fremmede havde glemt; før Aften var den i Grevens Hænder. »Politiet veed Besked med hver Fremmed,« derfor erfarede han ogsaa før Aften, at der ved Beriderens Troup i Prateren var en ung Landsmand, som blev kaldet Christian, han var af fiin, næsten qvindelig Bygning og kaldtes almindelig den lille Jockey, men at det var et Fruentimmer, derom talte Politiet slet ikke. Greven vilde bivaane Forestillingen iaften.
   Denne begyndte: Josephine svævede paa Hestens Ryg med de bølgende Faner, Bajatzo med sin Oldemo'er paa Ryggen vendte Mølle i det stærkeste Trav. Ladislaus viste sig, klædt, som Græker, i rigt, mørkerødt Atlask. Den høipullede Hue klædte herligt det stolte Ansigt. De kulsorte Øine funklede under de lange, mørke Øienhaar; om de antiktformede Læber spillede det haanlige Smiil, som især charakteriserede ham. Ingen Gladiator paa Arena eiede større mandlig Skjønhed. Bifaldsklap lød; de vare for ham vante Toner som den Musik, til hvilken han jog Banen rundt. I hans Tanke laa den Gift, som Smilet om Læberne antydede. Han vidste, at Naomi, hvem han havde seet ved denne Forestillings Begyndelse, under samme reiste bort; han var underrettet derom, vidste, at hun havde erholdt et Pas, der lød paa at reise til München. Hun var den første Qvinde, der saaledes vovede at vise ham Trods. Hævnes maatte det! pines skulde hun, og dette lod sig saare let udføre. Vistnok jog hun i dette Øieblik med Extrapost eller som Rytter henad Veien mod Linz, men Deligencen gik denne Aften den samme Vei, en Plads blev i dette Øieblik bestilt for ham; han skulde indhente hende, de skulde mødes, og om han end betvivlede, at hun fulgte tilbage med ham, var han dog istand til ved Mødet at skaffe hende høist ubehagelige Scener; hun var jo en Qvinde, [s220] og hendes Pas lød paa en Mand, det var allerede nok; derfor smilede han endnu kjækkere og sprang høit i Luften paa den flyvende Hest, som kjendte sin Rytter og Bifaldsklappene gjenlød for ham.
   Greven sad tæt ved Skranken og glemte for et Øieblik hende, som hans Øie forgjæves søgte; hans Bravoraab blandede sig med Mængdens, da Ladislaus forlod Banen.
   Ved Forestillingens Slutning, da Lygterne alt skinnede klart udenfor, kjørte Ladislaus med en af Betjentene i den lille Gig ind til Staden Wien.
   I Postgaarden holdt Deligencen forspændt; de stege ind i den. En af de Reisende skulde til Kloster-Neuburg, en anden til Salzburg, en tredie til Paris o.s.v. I det bageste Hjørne sad en ung Mand med Hovedet indbundet, Huen trykket ned om Ørene, han havde Tandpine, han vilde til München. Ligeoverfor denne fik Ladislaus Plads; Enhver arrangerede nu med Gjenboen sine Been, for saaledes at faae det lidt mageligt. Det var Naomi og Ladislaus, Skjæbnen her førte sammen. Hun kjendte ham, troede dog ikke sine egne Øine; men han talte, og hun var overbeviist om, at det var ham.
   Hun havde anseet det for sikkrest at reise med Deligencen, den gik jo rask fremad uden Hvile. At Ladislaus var her spaaede intet Godt; det var for hendes Skyld, han kom, følte hun. Hvorledes vilde dette ende?
   Postillonen smeldede med Pidsken, Afskedshilsener løde, og Vognen rullede, afsted over Stephanspladsen og gjennem de oplyste Gader. I Burgtheater, som de kom forbi, var Skuespillet tilende, Folk strømmede ud derfra, Enhver af Passagererne kigede ud for at see Bekjendtere; Naomi lagde Hovedet mere tilbage, vendte sig indad mod en af Siderne, for at ikke Lygtelyset skulde falde paa hendes Ansigt. Snart vare de igjennem den grønne Allee og i Forstaden Mariahilf; Enhver sladdrede lystig i Vognen, Naomi lod, som om hun alt blundede, men hos Ingen var Bevidstheden mere levende. Hun overveiede sin Stilling, og hvad hun havde at gjøre. Natten kunde hun nok tilbringe i Vognen og behøvede ikke at stige ud, hun kunde jo sove; men imorgen, naar Daglyset kom, naar de i Byen St. Pölten mødtes ved Kaffebordet, hvad da? Ladislaus talte til hende, hun svarede ikke. Hendes Legeme skjælvede, han maatte mærke det, deres Been hvilte jo fast paa hinanden.
   De havde alt kjørt en Time, siden de forlode Wien, og vare i den [s221] lille By Hütteldorff, der, som Hitzing er Sommeropholdssted for Wienerne, men Hitzing ligger nær Wien og tæt op til det keiserlige Sommerslot, her er altsaa en Sommerhovedstad, Støv og Tumme; Hütteldorff er mere landlig og har en friere Udsigt til de lave, grønne Bjerge; de Sommersteder, som her ligge nogle Skridt dybere inde fra Hovedlandeveien, med Facaden imod den og Bjergene, ere ganske idylliske.
   Ved Vertshuset gjorde Deligencen et Øieblik Holdt; nogle af Herrerne stege ud, Naomi fulgte Exemplet, hendes Beslutning var fattet, hurtig dreiede hun om i den første lille Gyde, der førte mod Engen, og løb derpaa Alt hvad hun kunde. For Enden af Gyden laa tilhøire et lille Lyststed; hun skjulte sig i Grøften udenfor Haven; hendes Hjerte bankede. Hun lyttede, om Nogen kom.
   Posthornet klang, hun hørte Vognen rulle og sagde i sit Hjerte som Riquebourgs Frue, men med en ganske anden Betoning: »nu er han borte!«
   Da lød i det samme Latter og Tale i Haven tæt ved, Damer og Herrer kom igjennem den lille Laage ud til Engen og vandrede forbi, det var et muntert Selskab, og alle Navnene, hun hørte, vare hende bekjendte. Fru von Weissenthurn, den aandrige Digterinde, og Skuespilleren Costenoble vare derimellem.
   »Grillparzer, De læser Deres Sappho hos mig imorgen, ikke sandt!« sagde Damen; og Alle talte De livligt og glade.
   »God Nat! god Nat! sov vel!« løb det fra den anden Ende af Gaden, »god Nat! god Nat!« og en af Herrerne kom vandrende tilbage, rimeligviis Verten, der havde fulgt de Andre; en Hund var med, denne foer med eet Henimod Grøften, hvor Naomi sad, spidsede Øre og begyndte at gjøe. Manden nærmede sig.
   »Hvem er det?« spurgte han.
   Naomi reiste sig.
   »Det er et daarligt Natleie!« sagde han, »Duggen er falden, De vil dog ikke sove her?«
   »Tilgiv!« sagde Naomi, »hvem har jeg den Ære at tale med!«
   Manden smilede. »Jeg er Castelli,« sagde han, »og De, min Ven?«
   »Castelli!« gjentog Naomi, »Digteren?«
   »Ja, det er mig.«
   »Dem har jeg kjendt i flere Aar!« sagde hun, »Deres Digte have glædet mig saa meget. Som lille Pige lærte jeg Deres »Lob der Kleinen;« [s222] langtborte herfra har De beskæftiget mig, da tænkte jeg mindst paa, at vi skulde mødes og saaledes mødes!«
   »De er ingen Tydsker,« sagde Digteren, »tør jeg dømme efter Deres bløde Udtale, da maa De være Dansk!«
   »Det er jeg!«
   »Syntes jeg det ikke nok! her var i denne Aften hos mig en ung Læge, en Landsmand af Dem.«
   »Jeg har megen Tillid til Dem!« sagde Naomi, »altid har en Digter forekommet mig at maatte føle varmere, ædlere og bedre end andre Mennesker -!«
   »Det tør jeg ikke give Dem Ret i, de fleste Digtere have kun det Fortrin for andre Mennesker, at de kunne bedre erindre og anvende, bedre udtale hvad de føle og tænke!« Han aabnede Laagen, og de traadte ind i den lille Blomsterhave.
   »Hændelsen fører mig til Dem!« sagde hun, »De maa raade mig, De maa hjælpe mig!« og hun fortalte, at hun var en Qvinde, hun sagde ham, at hun var Dansk og havde forladt et roligt og sorgfrit Liv, for her at blive skuffet selv i sine mindste Forhaabninger. Nu meddelte hun de sidste Hændelser.
   Den godmodige, fortræffelige Mand følte sig, som Enhver vilde det, noget forlegen ved denne Fortrolighed; hvad kunde han tænke om en saadan Qvinde. Den danske Gesandt, meente han, maatte være den hun bedst og sikkrest henvendte sig til. Imidlertid var det nu ud paa Natten, hun var saa smuk, hun var forladt, og hendes Læber aandede Veltalenhed. Digteren kaldte sin Huusholderske ind, og Naomi blev ført til det lille Gjesteværelse, som vender ud mod Bjergene.
   I den stille Nat aabnede hun Vinduet; den aftagende Maane stod lavt over Horizonten; før dens Horn ganske svandt bort, maatte et vigtigt Skridt være gjort. Drømmende stirrede hun op i den klare Luft, men Tanken var virksom, hun lagde Planer for Dagen, som maatte komme.

H. C. Andersen Homepage