link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 2,10


                         X (s. 168-175)

       - Man läser sig till prest; - Nu väl, kallar ej 
       en sprucken klocka Guds Församling jemväl til andakt. 
                                         Spader Dame.  

       Han skal være død i den fulde og faste Tro, at hans Folk 
       dog var det herligste paa Jorden og, trods al dets 
       Vanslægtning og alle dets Trængsler, dog Guds eneste udvalgte 
       Eiendomsfolk. 
                     »Den gamle Rabbin,« Novelle af B.S. Ingemann.  

   [s168] Naar et Herskab tager En i sin Tjeneste, see de ikke blot hen paa hans væsentlige Brugbarhed, men ogsaa, om han intet Latterligt har i sit Ydre eller i sin Udtale. Den, som offentligt træder frem paa Scenen, maa have et Udvortes passende til de Characterer, der skulle fremstilles, for paa en værdig Maade at give Digterens Værk. Organet især bliver af Vigtighed. Derimod Præsten, han, der er Organet for Gud selv, kan hos os faae Lov at træde frem med den mest elendige Talestemme, det latterligste Foredrag. Syngende, snøvlende, affecteerte Præster have vi, der sædvanligt have grebet Feilene hos Hovedstadens Præster, som glimrede i deres Tid. Ligesom man i gamle Dage ikke troede, at Bibelen kunde oversættes i Landets eget Sprog, saaledes troe mange af Almuen paa Landet, at Bibelen ikke tør læses høit uden med den affecteerte Betoning, hvormed de have hørt Præsten give det kjære Guds Ord. Istedenfor at tale naturligt ud af Bryst og Hjerte, see sin Menighed, som Mand, Ansigt til Ansigt, staae de som en kalkunsk Hane og kaste Hovedet til den ene Side og Øinene til den anden. Guds Ord skal, som den hellige Alterviin, rækkes os af den rene, aabne Sølvpokal.
   Alle disse Egenskaber, som en Geistlig ikke skulde besidde, fandtes hos Godsets Præst, Hr. Patermann, der efter den gamle Grevindes Ønske skulde confirmere Naomi. Ikke for Intet laae der Honning og den krybende Slanges Hvislen i hans Ord; noget væmmeligt, sødt, indsmigrende hvilede der paa de altid smilende Læber; han vendte, [s169] som Elverkongen, sin Deilighed frem, men var som han en huul Broder. [*Note] Efter den danske Folketro ere Elverfolkene bagtil hule som et Deigtrug. [*] Gouvernanten fandt, at han havde et Apostelansigt, fandt, at hans Omgang var, som hun kaldte det, Poesie i Livets Prosa. Vi kunne ikke være af hendes Mening. Høist curieust anvendte han gode Indfald, da disse aldrig fødtes hos ham selv ved Øieblikket. Han forstod ikke at multiplicere Andres Tanker med sine og give Productet, snarere subtraherede han sit Minus fra et givet Plus. Denne Mand behagede ikke Naomi.
   »Hr. Patermann skal altsaa gjøre et Menneske af mig!« sagde hun og gjennemløb i Tanken alle hans fremtrædende Egenskaber. Latterlig var han hende, og det maa den, som frembærer det Hellige, mindst være. Hun agtede ham ikke, og her var altsaa rig Leilighed for hendes medfødte Oppositionsaand. Confirmationsforberedelsen blev saaledes Disputatsøvelser, men Alt i passende Ydmyghed mod den herskabelige Frøken, derimod gik det ud over den syndige Landsbyungdom; han bar sig ad som hiin Lærer, der læste med den Riges Søn og med sin egen, og naar hiin gjorde ham imod, slog han sin egen, med den Forsikkring: »Du er mit eget Kjød og Blod, Dig tør jeg banke!«
   Sædvanligvis red Naomi ned til Præstegaarden, og den ærværdige Lærer hjalp selv den naadige Frøken af Hesten. Røgterens Dreng sprang idag til for at holde den, idet han havde det Ærinde fra Huusmandskonen, at bede Frøkenen see lidt ind til hende; thi der laae en Mand for Døden, som bad derom.
   »Hvad er det for Snak!« sagde Præsten. »Hun er jo Enke. Det er Tiggeri, Løgn og Paafund!« og han førte Naomi ind i Storstuen. Det traf sig, at de læste om den barmhjertige Samaritan.
   »Det var en skjøn Handling, som vi skulle efterligne!« sagde Præsten.
   »Altsaa burde jeg strax idag have gaaet til Huusmandskonen!« svarede Naomi.
   »Saaledes maa man ikke anvende det!« sagde Hr. Patermann. »Hertillands er Fattigfolk lumpent Pak, sammensat af Løgn og Kneb. Her kan man ikke handle som i de østerlandske Historier!« og han lo, thi han havde sagt noget morsomt.
   I Huusmandskonens fattige Baghuus, hvor den eneste Ko stod bunden til Krybben, laae en Døende paa Straaknippet; en gammel [s170] Sæk laae over hans Fødder. Ingen var hos ham uden Koen, som strakte sit Hoved over Rækværket. De magre Fingre legede kraftløst med hverandre.
   Døren gik op, og Huusmandskonen kom med en lille Potte Vand, stillede sig foran ham, og halv skjænkende, halv grædende klagede hun: »Herre Jesu dog! nu ligger han og døer for mig, elendige Menneske! Det har jeg, fordi jeg lod ham faae Lov til at ligge her inat. Døden stod ham jo ud af Øinene, da han kom iaftes. O Gud hjælpe mig!«
   Den Døende løftede Hovedet lidet og ligesom smiilte; han lukkede derpaa Øinene igjen.
   »Frøkenen vil ikke komme!« sagde Konen. »Det vidste jeg nok, og Præsten blev gal over det! jeg faaer nok det at høre!«
   Den Døende sukkede dybt. Med eet reiste han sig halv op, pegede paa den sammenbundne Kramkiste og saae paa Konen.
   »Skal jeg lukke den op?« spurgte hun.
   »Ja!« hviskede han.
   Pludseligt bleve hans Øine klarere, han strakte Hænderne fremad, thi Naomi stod foran; hun var traadt ind af den aabne Dør.
   »Jeg har seet Dig før!« sagde hun, »altid naar vi mødtes, hilsede Du mig saa ærbødigt. Altid saae Du saa underligt paa mig. Er det Vand, Du giver ham?« spurgte hun Konen. »Skaf noget bedre!«
   »Ja, han kunde have godt af en Taar Brændeviin!« sagde Konen, »men der har ikke været Draabe i mit Huus hele fjorten Dage!«
   »Kjøb Viin!« sagde Naomi og gav Konen Penge. Hun saae med forvirrede, dumme Øine paa hende og blev endnu nogle Øieblikke.
   Graaspurvene fløi ind paa Steengulvet, qvidrede og fløi igjen. Den kolde Vind blæste gjennem Muursprækkerne. Det var, som om den Døende oplivedes, og der kom Ord fra hans Tunge!
   »Maa jeg see paa Dig, Naomi!«
   »Du veed mit Navn!«
   »Jeg vidste det, før Du selv kjendte det!« han saae paa hende med den Sørgendes Smiil. »Jeg har baaret Dig paa mine Arme, men Du kan ikke huske den gamle Joel!«
   »Jeg saae Dig før!« sagde Naomi. »Men Du kom aldrig op paa Gaarden!«
   »Jeg maatte ikke,« sagde han, »og jeg vilde ikke!«
   [s171] »Hvad har Du at sige mig?« spurgte hun.
   Han pegede paa den aabne Kramkiste. Hvad gjemte han deri? Hvad havde han at sige? - Kunde Du forstaae den foragtede Graaspurvs Qviddren, da hørte Du, hvad den og Naomi fik at høre! fattede Du Tonerne, som den kolde Foraarsvind blæser paa sin Pansfløite, den faldefærdige Pindemuur, [*Note] I Bondens Udhuse er der tidt hele Stykker af flettede Stave og Pinde. [*] da vidste Du, hvad der gjorde Naomi tankefuld, hvorfor hun paa Tilbageveien kun red Fod for Fod gjennem Kratskoven til Herregaarden.
   »Er ikke Jødedommet Christendommens Fader, en omvandrende Oedip, der spottes af den yngre Slægt!« Mon det var det hun grundede over, eller maaskee Præstens Foredrag idag om den barmhjertige Samaritan. Hendes fine Fingre vendte Bladene i en Bog, og Øiet stirrede deri med en Begjærlighed som Guldmagerens, naar han stirrer i Smeltediglen, hvor Pulverne blandes. Var det Balles Lærebog, eller Psalmebogen, den nye, forbedrede Udgave, hvoraf prosaiske Hænder have plukket Poesiens duftende Blade? Formatet var for stort, Bindet for gammelt og Bladene kun Papir med afbleget Skrift. Det var den høifornemme Frøkens Arvepart paa Mødrene Side. Der stod Vers og Tanker deri, og mellem Bladene laae nogle løse Papirer.
   »Er det en Skam at tilhøre et verdensberømt Folk!« var hendes Tanke. »Min Moders Fader har været rig. Joel var hans Tjener, hans gamle, tro Tjener. Da jeg var forladt, da Alt laae i Ild og Aske, gav han mig et Hjem, her hvor det er og maa være. Det gamle, trofaste Hjerte!« Taarerne trængte frem i hendes Øine, de knustes mellem de mørke Øienhaar.
   »Frøken, han er død!« raabte Bondekonen, som paa Strømpesokker kom løbende efter hende.
   Naomi holdt stille.
   »Er han død!« sagde hun. »Siig mig, hvad sagde han til Jer, da I sendte Bud efter mig?«
   »Han sagde kun det, at jeg maatte hente Jer, før kunde han ikke døe! jeg vidste, at I var idag hos Præstens -«
   »I har ikke forstaaet ham!« sagde Naomi med Kulde. »See, derfor har I baaret Eder saa taabeligt ad! I sender Bud efter mig, som aldrig har talt med ham før. Jeg kjender ham ikke! I vil faae megen Utak derfor, dersom man faaer det at høre paa Gaarden! men jeg skal tie, det lover jeg Eder, vær bare selv taus! Siig Fogeden, at Manden er død.«
   »Herre Gud, kjendte I ham ikke?«
   [s172] »Jeg!« sagde Naomi og saae paa hende med et iiskoldt Udtryk, »Hvorfra skulde jeg kjende den gamle Jøde?«
   Og hun red bort, men hendes Hjerte slog voldsomt.
   »Stakkels Joel! Gud har jo fornægtet Dit Folk, saa kan vel jeg ogsaa fornægte Dig!« og hun tog Bogen frem, som hun havde skjult, og læste i den, sporede derpaa Hesten og jog afsted til Hjemmet.
   Den fattigste Bonde har sin Grav i Kirkegaardens indviede Jord; kan hans fattige Slægt ei skjænke ham et Kors paa Graven, saa spænder den dog et Stykke Linned ud mellem Vidieqviste og skriver med Blæk derpaa hans Navn og Dødsdag. Den ærlige Joel, som bar Spaanæsken med sin Herres til Kul brændte Legeme, for at give det en indviet Grav, fik selv en udenfor Kirkegaardens Steengjærde, hvor den fattige Huusmandskones Ko græssede ved Stien. I fire Dage saae man endnu Spor af det hvide Sand, hun havde strøet paa Graven, men siden kastede Ungdommen, i hvem endnu det onde Dyr stikker, Stene paa den, thi de vidste, at der laae en Jøde. Og de foragtede Graaspurve satte sig paa Stenene og qviddrede deres Sang, og de kolde Foraarsvinde blæste paa deres Pansfløite: det faldefærdige Gjærde.
   Der er noget magnetisk i Læsning; vi see paa de sorte Bogstaver, og gjennem Øiet stiger et levende Billede ind i Sjælen; det griber os som den mægtige Virkelighed. Naomi læste i Bogen og Brevene, og Huset, som engang sank i Kul og Aske, stod atter opreist med de gamle, snirklede Skabe, Indskrifterne paa Dørkarmen: »Jerusalem, glemmer jeg Dig, min visnede Høire jeg glemmer.« De deilige Levkøier duftede, og Solen skinnede ind igjennem Lysthusets røde Glas, hvor Strudsægget hang under Loftet.
   Den gamle Grevinde havde dog talt Sandhed om hendes Moder, men hun havde ikke fortalt om Nordmanden, der aflurede deres Stevne og selv i den mørke Nat i Grevens Sted sneg sig ind til den Ventende, og der var tyst, som naar Ormen overgnaver Stilken, der holder den modne Askefrugt. Da kom den rette Beiler og Bagvaskelsens Sange blev gyldige Beviser. Vel er Kjærligheds Lykke stor, men Kjærligheds Smerte er større. Den smukke Sara græd, som Susanna, Hilkiæ Datter, men ingen Daniel vidnede: »jeg er uskyldig for hendes Blod.« Der stode mange indholdsrige Commentarer derover, men egentlig Læsning for en Confirmand var det ikke.
   »Nordmanden er Naomis Fader!« stod der med zittrende, bleg Skrift; den gamle Joel havde skrevet det. »Det var et Snigmord paa Dit [s173] uplettede Rygte, stakkels Sara! Forskudt, med Had til Dit Barns Fader, havde Du dog kun ham, i hans Arme faldt Du med Forbandelser, og han har trykket Dødsstilhed paa Dine Læber; men Dine Klager have vakt den onde Aand i ham; Du er dræbt af ham! Israels Gud er en stræng, en hævnende Herre paa Børnene i fjerde Led!«
   »Nordmanden er min Fader!« sagde Naomi. »Det er jo en Vished? O min Moder! ja ved Dig hører jeg hiint forskudte Folk til! Den Vished kan Intet rokke!« Hun stillede sig for Speilet. »Jeg har ikke Nordboens blonde Haar og blaae Øine, jeg har Intet, som betegner, at jeg er født under Nordlys og Taager. Mit Haar er sort, som Asiens Børn eie det! mit Øie og mit Blod sige, at jeg tilhører en varmere Sol!«
   Og hun læste i det gamle Testamente med en Begjerlighed, som den Adelstoltes, der læser i sin Stamtavle. Hendes Hjerte slog stærkt ved de kjække Qvinder, som Skriften taler om: den modige Judith og den forstandige Esther.
   »Min Moders Folk var et oplyst, seirende Folk, da Norden kun eiede Horder af Vilde. Hjulet har dreiet sig!«
   »Den naadige Frøken er en Antichrist i Troen!« sagde Hr. Patermann ved Timeunderviisningen, og virkeligt kunde hendes Spørgsmaal sætte en bedre Geistlig, end han var, i stor Forlegenhed. Overladt til sig selv, skjøde hendes Tanker dristigt, tidt altfor dristigt, frem. Sin Omgivning oversaae hun, og det var hende en kjær Glæde at opponere mod den fromme Sjælesørger og bringe ham ud af det, som tidt var Tilfældet. Hun vilde vide, hvad Mohammed havde lært sit Folk, hun vilde høre Braminernes Viisdom, som den forkyndtes ved Ganges Bredder. »Alt bør man kjende for at vælge det Bedste!« sagde hun. »Den Syge og Svagelige tør man ei give uden hans bestemte Ret, men jeg er stærk nok til at nyde af dem alle!«
   Ved slig en Tiltale neiede Hr. Patermann og tænkte i sit Hjerte: »kommer Nogen i den evige Ild, saa bliver det hende!« Og Alt hvad der ikke var godt ved Naomi blev forebragt den gamle Grevinde; og hun meldte igjen Sønnen Alt. Gouvernanten, der slet ikke passede til at lede og udvikle Naomi, var ogsaa gaaet over i Grevindens Tjeneste, som Forelæserinde, Pleierinde og Conversationsperpendikel. Længe havde hun ogsaa holdt paa Naomi, men da denne gjorde sig lystig over hendes tydske Poesier, gik hun over til Modpartiet. Hvad Herrens Engel spaaede Hagar om Sønnen, hun skulde føde, syntes at hvile over Naomi, som det hvilede over Ismael: »han skal blive et vildt [s174] Menneske; hans Haand skal være imod Alle, og Alles imod ham!« Hvad Grevinden, Præsten og Gouvernanten angik, da stode de haardt nok imod. »Jeg veed vel,« sagde Naomi, »at, damper Mosen, kan der let samle sig mørke Skyer. Men jeg finder just Interesse ved Uveir, ved et saadant arrangeret Uveir! Mine Herrer ville de være! Greven alene er min kongelige Herre! blive de mig for utaalelige, spille de Hamans onde Rolle, saa er jeg dristig som Esther, og naar man mindst venter det, træder jeg frem for ham. Det var en mægtigere Haand end den blonde Ludvigs, som førte Pennen, da min Person blev beskrevet paa Passet, som den Klynkepeer, den Dreng i Odense, skulde have havt!« Og hun læste igjen om Abrahams rige Hjorder, om Davids Seire og Salomons Pragt.
   Paa Roms Forum staaer en Ruin af et hedensk Tempel, og midt i dette, mellem de høie Marmorcolonner, er bygget en christen Kirke; det Gamle og det Nye holder her gjensidigt paa hinanden, men Beskuerens Blik dvæler især ved Tempelets Rester, saaledes ogsaa Naomis Tanke ved Jødedommet, idet hun betragtede det som sammenbygt med Christendommen. Medens i Almindelighed hos Ungdommen Phantasien forvandler hver Mythe til Virkelighed, begyndte hos hende den straussiske Fordunstning, som opløser alt Historisk i Myther. Der udviklede sig hos hende en Anskuelse i Religionssager, som den i vor Tid begynder at udtale sig hos Enkelte i Tydskland, en Art Fritænkeri. Skulde man forresten nøiere bestemme hvad hun i Confirmationsaaret egentlig var, da vilde man rigtigere kalde hende Jøde, end give hende Navn af Christen. Prægtigere stod for hende den tordnende, strængtdømmende Jehovah end den milde Aand, som vi kunne tilraabe et »Abba, Fader!« Hvad hun læste om i det gamle Testamente knyttede hun sammen med sine Barndoms Erindringer, og hun tænkte paa Joel, paa den sidste Samtale med ham.
   Paa hans Grav græssede Huusmandskonens Ko, da hun første Gang gik forbi Stedet. Hun saae ind over Steenhegnet og smiilte.
   »Derinde eller herude -? Ormene gnave dem dog lige godt! Bibelen forkynder Opstandelse, og Bibelen er Guds egne Ord, siger man mig; men i den samme Bog staaer ogsaa: »En Sky farer hen og forsvinder, ligedan skal ei heller den, der nedstiger i Graven, komme op igjen!« [*Note] Job 7 Cap. 9 V. [*] Det maa jo ogsaa være Sandhed, thi det staaer i Bibelen! Jeg [s175] maae troe det Ene, saavelsom det Andet. Der er ingen Udødelighed, staaer der. Jehovas fuldkomneste Skabning maa, som Menneskets Værk, falde hen i Støv, ophøre tidligere end selve Statuen, Støv har formet; alle Skabninger, alle Kloder henfalde, om end Millioner Aar hengaae, de maae falde! eensom svæver Jehovah over sine Værkers Ruiner, eensom over et Chaos, som han jo fra Evighed gjorde det! »Som Skyen farer hen og forsvinder, skal heller Ingen opstaae af Graven!« har Bibelen sagt mig: »mine Dage flyve hen som en Væverskytte og ere forsvundne uden Haab!« altsaa leve hurtigt, men leve! indaande Glæde og briste i et Nu!«
   Søndagen derefter raslede Atlasket henover Gulvet af den pyntede Kirke, hvor Granerne hang i Guirlander, og de røde Altarlys brændte. Naomi stod øverst; hun var den Første af Confirmanderne, altsaa den Bedste. Ingen svarede som hun, Ingen gav bedre end hun Beviset paa at have lært sin Christendom.
   Karreten rullede fra Kirken; Hjulsporet gik over Joels Grav.
   »Idag har jeg svoret til de Christnes Fane!« sagde Naomi tankefuld. »De have opfødt mig dertil, de have givet mig at spise og drikke, for at jeg skulde være En af deres. En Overløber bliver straffet, veed jeg. Nu, om man staaer ved Rytteriet eller ved Fodfolket, bliver vel eet og det samme, naar det kun er een Konge man tjener!« Hun blev tankefuld. »O Gud, jeg er ogsaa saa ene i denne Verden!« sagde hun, og Vandet trængte frem mellem de mørke Øienhaar.
   Tjeneren kaldte hende til det festlige Maaltid. Hr. Patermann førte den gamle Grevinde tilbords. Naomi var i Atlask, med den røde Rosenknop ved det bankende Hjerte.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek