link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 2,9


                      IX (s. 163-167)

     Les passions sont les vents, qui font aller notre 
     vaisseau, et la raison est le pilote, qui le conduit. 
     Le vaisseau n'iroit point sans les vents et se perdroit 
     sans le pilote. 
                              Esprit des esprits.  

   [s163] En deilig Vinterdag, naar Rimfrosten ligger paa Trægrenene og de sorte Krager flyve over den hvide Snee i det klare Solskin, kan vække Reiselyst; et ganske andet Udseende havde den den Dag, da Christian rullede til Odense; en vaad Taage laae over Egnen; sorte, afpillede Hækker med store Vanddraaber stak frem af den smudsige Snee, og dog hævede just dette hans Reiselyst, hans Higen efter romantiske Eventyr. En magisk Kreds af Slud og Kulde forekom ham Hjemmet, kun afsted derudenfor, og da var Alt Solskin og Varme.
   »Her vil min Lykke, lig Sommeren, kun langsomt udvikle sig; jeg vil flyve fra Hjemmet, flyve Lykken imøde!«
   En Nats Søvn under Hjemmets Tag, hvor ingen Naomi begeistrede ham, bragte igjen Rolighed i Blodet. Han tænkte paa Peter Wik, erindrede sig, hvormeget denne Mand havde gjort for ham, og følte nu, hvor hæsligt han lønnede ham.
   »Dog, naar jeg nu engang kommer tilbage som en udmærket Mand, hvilken Overraskelse, hvilken Glæde! men hvorledes begynder jeg det? - Bibelen skal være mit Orakel!« Han slog op i den hellige Bog og læste i Mathæi Evangelium Jesu Ord til den Værkbrudne: »staa op og tag Din Seng og gak til Dit Huus«. [*Note] 9,6. [*] »Ja, Gud vil det! gjennem hans hellige Skrift taler han til mig! Jeg har jo ogsaa Naomis Penge; hvilken uhyre Sum! jeg er rigere, end jeg nogensinde var. Jeg gaaer til Tydskland!«.
   Mindst tænkte Hr. Knepus paa, hvad der beskæftigede hans Eleve, naar denne spurgte ham om Goslar, Braunschweig og hans Reiser gjennem Nordtydskland. En Art Plan blev lagt, men der manglede de [s164] to væsentlige Ting, nemlig, at vide hvor han nu egentlig først vilde hen, og saa, at blive forsynet med et Pas, som tillod denne Reise; dog, hvad Pas angik, havde Naomi mere Omløb og større Klogskab; et Pas tænkte hun paa at bringe tilveie.
   Den blonde Ludvig, Politimesterens Søn, hvis Blik til hende omtrent udtrykte Noderne, hvorefter Persiens Nattergal synger sine Sange til Rosen, han maatte skaffe et Pas; han var jo den venstre Haand paa Contoiret, hvor Faderen var den høire, og hvorfor skal den høire Haand vide, hvad den venstre gjør. Han maatte skaffe Pas, og det skulde lyde paa »forskjellige europæiske.« Det var Naomis første Bøn til ham, og den blonde Ludvig maatte opfylde den. Han havde jo Kjærlighed, han havde Ungdomsblod -! dristige Slyngplanter, der vilde bære og ikke briste; men mellem Raadstue-Archivets Folianter, under Forhørkammerets støvede Bjelker voxte en tredie Urt: Forsigtighed, og denne tænkte hun slet ikke paa; den blonde Ludvig drak den hver Aften og hver Morgen i sin Thee, og derfor gav han hende vel i al Hemmelighed et Pas lydende paa »forskjellige europæiske Lande« og gyldigt for en ung Musikus paa 16 Aar; Christians Navn stod deri, men for at gjøre det Hele dødt og magtesløst, var det Naomi, som var beskrevet; de brune, funklende Gazeløine, den fine, slanke Bygning, de kulsorte Haar; - Ingen uden hun kunde reise paa dette Pas. At hendes og ikke Christians Udvortes stod deri, kunde han jo undskylde med, at hun havde foresvævet ham, at hun alene opfyldte ham, og derved var hun, og ei den det egentlig var bestemt for, blevet beskrevet. Med dette Pas kunde Christian saaledes ikke engang slippe over til Jylland.
   Paaskeferien havde han ansat som Tiden for sin Flugt, og denne vilde han dække ved at udbede sig Tilladelse til at turde besøge sin Moder og Stedfader, som han jo ikke havde seet siden sin Flugt fra Hjemmet. Herrens Lidelses- og Fængselsdage skulde for ham være Glædens og Frihedens.
   Hvad kunde han vel ogsaa lære hos Hr. Knepus? Hvad skulde hans Ophold her føre ham til?
   Han skrev til Naomi og underrettede hende om Dagen, paa hvilken han vilde begynde sin Vandring, bad hende dernæst paa det Indstændigste om et Møde i Vertshuset, der laae en halv Miil fra Grevens Gaard; der skulde de samles sidste Gang og sige hinanden Farvel. Brevet blev sendt bort, og nu var han fast i sin Beslutning, som Cæsar [s165] ved Rubikon. O, at han dog turde betroe sig til Luzie, men hendes Tanke flagrede ikke saa høit; hun vilde lee ham ud, eller søge at forhindre ham i at udføre sin Beslutning.
   Den vigtige Dag nærmede sig, og han snørede sin lille Bylt sammen, men løste den igjen op; altid var der Noget, han endnu maatte have med, og derfor maatte de tidligere indpakkede Sager vige Pladsen. Violinen og Bibelen kunde han slet ikke skille sig ved.
   Alt hvad Peter Wik havde gjort for ham paatrængte sig meer og meer hans Taknemmeligheds Følelse; Taarerne strømmede ham ned over Kinderne; han greb Papir og Pen, skrev sit Farvel og bad ham om Tilgivelse; men neppe var det skrevet, før det igjen blev sønderrevet. Pludselig fik han en ny Tanke; Øinene funklede, Hænderne foldede sig, en Beslutning var taget. Hurtigt skrev han et langt Brev; læste det igjennem og jublede: »Ja, saaledes! nu har jeg Ro i min Sjæl! Naomi vil ogsaa være tilfreds! Den gode Gud har indgivet mig det!« Han lagde sig glad til Hvile og sov uden Drømme.
   I den tidlige Morgenstund rullede han med den gode Leilighed ad Nyborg til.
   Naomi havde modtaget hans Brev og var ganske opfyldt af det raske Eventyr, hvis Ophav hun jo var, derfor vilde hun møde ham i Vertshuset, men Ingen maatte vide Noget derom. Hun kunde let komme bort, hun behøvede kun at gjøre en Ridetour, men det var hende dog ukjært at blive kjendt i Vertshuset, eftersom det kun var en simpel Dreng, hun der skulde støde sammen med.
   I Hast aflagde hun en Visit hos Gartneren, en spinkel, lille Mand, der efter sin Stand gik pynteligt klædt.
   »Jeg har en Spøg for!« sagde hun, »laan mig Dine Søndagsklæder!«
   Hun sneg sig ned i Stalden, sadlede selv Hesten, og et Qvarteer efter jog, i Gartnerens Skikkelse, gjennem Poppelalleen, en lille, dristig Rytter; han svingede med Hatten for Røgteren, der, ifærd med at sye Saaler under sine Strømper, aabnede Markledet.
   »Sørg for min Hest og lad mig faae Storstuen!« sagde Naomi i Vertshuset.
   O hvor mange Gange saae hun ikke op ad Veien, om han dog ikke kom! hvor nøie studeerte hun ikke alle Navnene, der vare ridsede i Rudeglasset! over tre Timer maatte dette være hendes eneste Morskab.
   »Man skal see, han kommer slet ikke! han har intet Mod!«
   [s166] Og dog kom Helten, men seent, meget seent; træt og varm var han af den lange Vandring.
   »Endelig kommer Du!« sagde hun. Han studsede ved at see den forklædte Pige, men snart begyndte de gjensidige Meddelelser. Han fortalte, hvad der ret havde opfyldt og beskæftiget ham, rakte hende derpaa det Brev, han havde skrevet, for at sende Peter Wik. Det var intet Farvel, det var en ærlig Tilstaaelse af hele sin Plan, dog uden at Naomi blev nævnet. Han udtalte deri hele sin phantastiske Anskuelse af Verden, sin faste Overbeviisning, at han maatte prøve sin Kunstnerlykke ude, og hvilken stor Mand han da kunde blive. Han bad Peter Wik om Tilladelse til at reise, uden denne vilde hans Samvittighed ikke unde ham Ro. Brevet skulde Naomi først læse, derpaa vilde han sende det afsted og hjemme hos sine Forældre oppebie Svar.
   »Er det Dit Alvor?« spurgte Naomi. »Det kunde jeg have ventet! Du bliver aldrig nogen stor Mand!« og hun gik ud af Værelset, vilde ikke mere tale med ham, forlangte sin Regning og jog hjemad i den mørke Aften.
   Christian stod alene tilbage; uden Afsked havde hun forladt ham; hendes Penge havde han endnu; de brændte ham som Ild.
   Nattens Slør gjennemvæver Drømmeguden med Arabesker, de sælsomste, Phantasien kan skabe; de eie baade Michel Angelos Kraft til at male de synkende Sjæle paa Dommens Dag, og Raphaels bløde Skjønhed i at fremstille det Himmelske. Den samme Dristighed i at udmale Extremerne: Fortvivlelse og Forhaabning ligger i Ungdomshjertet, og Overgangene her ere ligesaa bratte, kun at Ungdomshjertet holder sig mest til det Lyse; maler det endogsaa et Øieblik, i sin dybe Smerte, en sort, fugtig Gravhvælving, hvor kun Salpeter-Svampe skyde frem, og kalder dette Jordelivet, ja, for end stærkere at beskueliggjøre sin Liden, viser os en paa Gulvet henslængt Rosenknop, der maa visne og opløses, som et Billede paa sig selv, saa see vi lidt efter lidt, hvorledes den fæster Rod, aabner sig, skyder Grene og Knopper, og hele Hvælvingen bliver en Rosenhytte, hvor snart, mellem Knopper og Grønt, den varme Foraarssol skinner, og den blaa Himmel titter frem.
   Saaledes var ogsaa denne Nat Overgangen i Christians Sjæl, medens han paa Lykke og Fromme vandrede de labyrinthiske Biveie, som gik i Retningen mod Ørebæk.
   Det Grønne er Haabets Farve. Billedet har man laant af Foraaret, [s167] hvor da det opvaagnede Liv saaledes aabenbarer sig paa Mark og i Skov. Men er ikke Morgenens Gjenfødelse af Natten langt mere allegorisk? Her er Forhaabningens Farve Purpur! den røde Stribe i Østen forkynder Livets og Lysets Gjenfødelse, dersom den ikke, som Menneskets Haab, kun er et falsk Skjær, Skinnet af en brændende By.
   Christian saae, hvor det lysnede i Øster, Morgenen vilde komme, men ihvor lys Horizonten blev, steg Solen dog ikke.
   Det var Brand. Der var Ildløs i Ørebæk; Ild i Stedfaderens Gaard; men Alle sov derinde, og derfor strakte den røde Flamme dristigere sine Polyparme ud igjennem Tag og Luger. Luften og Sneen rødmede derved; de indespærrede Heste vrinskede, og de dorske Køer og Tyrene brølede i den tause Morgenstund. Menneskene sov, og de som sove ere jo lykkelige.
   Christian vidste ikke, hvis Gaard der brændte; han betragtede Ilden med den Interesse, hvormed Ungdommen seer fremmed Mands Gaard brænde af, men siden -? Ja, i Dagningen var det forbi; det sidste Aars Avling var brændt, Qvæget var brændt, og Eieren -? med knust Hoved laae han under en nedstyrtet Muur. To faldefærdige Skorstene ragede frem i den rygende Dynge. Bønder og Sprøitefolk larmede og skrege imellem hverandre.
   Herhen kom Christian med Byldten i Haanden, Violinen indpakket, hængende over Ryggen. Det var Hjemmet, han stod ved.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek