H. C. Andersen: Kun en Spillemand, 2,5

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 2,5

V (s. 131-139) Og er det ikke smukt, saa er det ganske sandt. Wessel.
   [s131] Vi ville nu begive os til Fyens gamle Hovedstad Odense; den havde da noget mere Eiendommeligt, end vi nu see. Her var dengang flere gamle Gaarde med tykke Mure, Basreliefs over Vinduerne, solide Trapper med Graasteens Rækværk og et klodset Kobbertag over, spiget fast i Muren. Paa et Huus saae man de tolv Apostler udskaarne i Træ; paa et andet, characteristiske Hoveder, som vrængede med Tungen fra hver fremstaaende Bjelke; adelige Vaabener prydede Muren; rigtignok manglede Byen da een Eiendommelighed, den nu frembyder, og som vist er ganske egen, nemlig Maaden, hvorpaa de pynte deres Afdødes Grave. Træder man ind paa St. Knuds Kirkegaard, da kan man ikke bruge Digterens Ord: »let bølge Græsset over vore Grave!« Alle Grave her ere brolagte, ganske som man brolægger en Gade. De Efterlevende, som ret ville vise Omhu for deres Døde, sørge for at Brolægningen holdes vedlige og hvert lille Græsstraae bliver bortluget.
   Som sagt, denne Eiendommelighed manglede endnu 1816, det Aar, vi for Christians Skyld besøge Odense; men flere af Husene havde da deres gammeldags Udseende temmelig ubeskaaret; Karnapperne tittede romantisk frem med de spidsborgerlige Madamer, og da flyttede Laugene endnu Skildt med deres Harlequin i Spidsen; hver Paaskemorgen gik Almuesmanden ud paa Nonnebakken, for at »see Solen lege, fordi Christus var opstanden.« Næsten altid var der rigtignok en Sky for, saa at man ikke fik Legen at see, men Enhver troede i Hjertet, at Solen havde leget bag Skyen.
   Een af de mindst anseete Kirker i Odense, er St. Hans's, og dog er det om denne, at Almuen lader Sybille, der besøgte Kong Salomon, have spaaet, at den engang, naar den var mest fuld af Mennesker, skulde synke; et Galleri forbinder den med Slottet, hvis Have grændser [s132] op til Kirkegaarden; paa denne ligge endeel beboede Huse, af hvilke eet var beboet af Hr. Knepus.
   En rødbruun Dragt, bestaaende af Knæbuxer, Vest og Kjole, hvori prangede en Rad store Metalknapper, var hans sædvanlige Klædning; Paryk med Pidsk, en lille trekantet Hat og en stor Stok med en prægtig Ravknap udgjorde Emblemerne. Paa den Tid havde Odense endnu et Par saadanne udmunderede Skikkelser fra et foregaaende Aarhundrede. Hr. Knepus tillod ikke, at man bankede og børstede Tøiet; det kunde nok blive ødelagt alligevel, sagde han; ved første Møde fik man strax Begreb om disse hans Anskuelser.
   Det var sidst i April, at Christian, med sin lille Byldt under Armen, og med et Anbefalingsbrev fra Peter Wik, stod her paa Steentrappen og bankede med Jernhammeren paa Døren, som altid holdtes lukket.
   En slank Madame med flagrende, men noget smudsige Kappebaand lukkede op; det var Madame Knepus.
   »De er nok Peter Wiks Pleiesøn!« udbrød hun, trykkede hans Haand og med en Strøm af Veltalenhed førte hun ham gjennem Gangen, hvor Kosten havde gaaet over, men ikke ganske taget bort; dog var der strøet frisk Sand ovenpaa. To gamle Epitaphier, kjøbte ved Graabrødre Kirkes Nedbrydelse, og nogle Liigstene, pyntede den nøgne Muur; man vidste ikke ret, om man kom ind i et Capel eller i et Vaaningshuus.
   »Vi leve et stille Liv!« sagde hun, »Skyttelauget og Kongens Fødselsdag ere de to eneste Feste, Knepus tager Deel i, han har sin egen Morskab, som De vil see!«
   Nu kom Manden selv; han havde en smudsigguul Nathue paa det aldeles skaldede, spidse Hoved, og en noget snever Frakke med Slag, der gjorde Tjeneste som Slobrok og blev ved et Læderbelte holdt fast om Livet; kun et Par Underbeenklæder bedækkede hans tynde Been.
   Ægteparret sagde gjensidigt De til hinanden.
   Madame Knepus havde for Christian arrangeret Qvistværelset ud til Slotshaven. Det var jo rigtignok Husets Bibliothek og Forraadskammer, men man maatte hjælpe sig, som man kunde, thi at lade ham sove i Værelset op til hendes, fandt hun gik ikke an, da han var et ungt Menneske, som kunde voxe, og man skulde aldrig give Anledning til Folkesnak. Altsaa maatte han op i den ene Qvist; Hr. Knepus sov i den anden.
   Alt Klokken otte, Vinteraften, som det endnu blev regnet for at [s133] være, gik han tilsengs, for, som det hed, at staae tidlig op. Madamen og Pigen maatte et Qvarteer efter indfinde sig, Christian var alt denne Aften med og indviedes i det Originale.
   Væggene rundtom vare overklinede med Carricaturer og behængte med alleslags Instrumenter; paa et Par Hylder laae Børnelegetøi, men den, for hvem dette var bestemt, Barnet, Hr. Knepus selv, laae i Sengen; foran denne stod et Bord med et Fyrfad, hvorover dampede en lille Bolle. Alt som han drak af sit Glas, kigede han i et Perspectiv; Pigen maatte passe, at Billederne skiftede om, naar han nikkede; Madame Knepus læste imidlertid høit af en tydsk Classiker. Det kaldte Hr. Knepus sine »kindische Stunden«, og disse havde han hver Aften. Først naar han træt lagde Hovedet tilbage i Puderne, og Madamen under Oplæsningen intet Svar fik paa sit: »Schläfst Du, mein Lämmchen?« listede hun og Pigen sig ned, og man var sin egen Herre.
   Hr. Knepus laae, som sagt, i Sengen, og da de nu i Aften vare saa mange, foreslog han, at de skulde lege Panteleg, han i Sengen og de Tre paa Gulvet, og det var inderlig morsomt. Christian blev dømt til at kysse Madamen under et stort Teppe, som Hr. Knepus kastede over dem; Christian lukkede Øinene og gav sig Gud i Vold. Herefter fik han sit Glas Punsch og gik tilsidst i den gladeste Stemning til sit lille Soveværelse. Dette var et lavt Kammer under det skraae Tag, som ret godt var panelet; det erindrede betydeligt om Peter Wiks Kahyt. Det største Rum herinde indtog en stor Reol med Bøger, hvoriblandt fandtes Wielands Værker og Schulz's Handbuch der Physik, de øvrige gave sig kun af med det Musikalske. Et gammelt Epitaphium med alle sine udskaarne Helgener, som havde pranget i en Begravelse i Graabrødre Kirke, men ved dennes Nedbrydelse var kjøbt, stod som et Slags Skjærmbrædt for Enden af den temmelig korte Seng, der syntes sammensat af et Deigtrug og en Lænestol. Bag Epitaphiet hang en røget Lax og nogle Bundter Spedelys, tæt ved stod en Fjerding Smør. To Stole og et Bord udgjorde det øvrige Ameublement.
   »Nu har jeg gjort det saa nydeligt!« sagde Madame Knepus. »I Bordskuffen kan De have Deres rene Tøi og her under Sengen er et Tornister til det Skidne. For Orden er en god Ting. Hr. Knepus gaaer nu alletider ned ved Posten, naar han vil vaske sig, men et ungt Menneske skal have det, som det er Skik og Brug! Her er en Ølflaske med Vand; De kan helde det over Hænderne ud af Vinduet! Siden skal vi [s134] nok faae et Vandfad. Vore Speile ere for store til Værelset, derfor maa De hjælpe Dem med denne Æske; der sidder et Glas i Laaget. Klokken sex faaer De Kaffe paa Sengen, før skal De ikke staae op!«
   Christian var nu ene i sit nye Hjem og følte sig saa glad og rolig; nu var han paa den slagne Vei til sin Lykke. Han aabnede Vinduet og saae i det klare Maaneskin over den lille Gaard ind i Slotshaven. Mellem de tykke, gamle Træer laae en grøn Plads med en stor Dam, hvorpaa stod to Svaner; yndigt bøiede de deres lange, hvide Halse tilbage over Ryggen. Alt var saa uendeligt stille, Maanen skinnede paa Vandet, hvor Svanerne svømmede. Han saae paa dem, han erindrede, hvad han allerede havde oplevet, og Verden syntes ham igjen et Eventyr; Svanerne paa Vandet i den stille Eensomhed vare Feer, som kjendte hans Lykke og Taknemmelighed.
   Fra næste Morgen blev Christians Tid inddeelt paa det allerviseste; udenfor Huset nød han med nogle andre Drenge den almindelige Skoleunderviisning, og hjemme maatte der studeres i »Tørks Generalbasschule«. Orden maatte der være i Alt, meente Hr. Knepus, og Orden var efter hans Anskuelse Sjælen i hele Huset. Kun paa bestemte Tider kom han ind til sin kjære Halvdeel, og da spandt, bandt eller syede hun; det vil sige: hun spandt, bandt eller syede netop kun i de Minuter, han var der, thi saasnart han forlod Stuen laae Sytøiet, og standsede Rokken; en fattig Kone spandt da det Garn, som Madamen siden viste frem som sin Huusflid; men hvorfor skulde hun, som hun sagde, ikke unde den fattige Kone det Par Skilling? Hvorfor skulde hun tage sig Livet saa haardt? Hun læste imidlertid Romaner fra Limkildes og Hempels Leiebibliothek og fulgte med Literaturen, saa godt det lod sig gjøre i en Provindsby.
   Christian var i fuld Virksomhed, og til denne hørte at følge Hr. Knepus paa Fiskeri og i al Hemmelighed at hjælpe Madamen med at stille Straa for Døren; saae hun siden at Straaet var vendt, da vidste hun, Pigen havde været paa Lystighed. Selv havde han faaet op paa sit Kammer et gammelt Claveer, paa hvis indvendige Laag man saae Hyrder og Hyrdinder dandse til Fløite og Skalmeie. Ak, hvor gjerne vilde han ikke, selv kun med een Haand, have spillet en rask, jublende Melodie, men Choralnoderne viste deres store Hoveder og sagde som Hr. Knepus: »immer langsam! immer langsam!« Bach og Händel, Navne, han aldrig før havde hørt, klang nu ideligt som musikalske Helgener for hans Øre. O, hvor der var meget at høre, meget at lære.
   [s135] I Juni Maaned indtraf den ene Fest, i hvilken Hr. Knepus tog Deel, dog kort iforveien skabte Tilfældet en ny, som ikke maa forbigaaes, da den laae udenfor Regelen, ja udenfor alle Regler: det var et Slags Renselsesfest, som gjorde Epoche der i Huset, ja i hele Nabolaget. Der blev, efter flere Aars Hentyden herpaa, gjort reent i Hr. Knepus's Værelse, og Udbyttet var saa stort, at det gik i flere Truge, hvilket vakte stor Latter hos Herskabet selv, ja Madamen inviterede to Nabokoner ind for at see Snauset, og ved denne Leilighed fik de Kaffe.
   Men det var om den større Fest: Skyttelauget, vi ville tale; det har endnu til vore Tider beholdt i Odense al sin Eiendommelighed. I den tidlige Morgenstund marcherer med tyrkisk Musik de respectable Borgere ud af Byen. Æreporte ere opreiste, Byens saakaldte Vesterport bekrandset og smykket med Indskrifter. Alle Skoler og Værksteder have Frihed, og mod Aften, naar Indtoget skeer, findes alle Vinduer i Hovedgaden opfyldte med Tilskuere.
   Just paa denne Festens Dag kom Peter Wik til Byen, for at besøge Hr. Knepus og Madamen, eller egentlig for at see, hvorledes det gik Christian.
   »Jeg har fra Stettin,« sagde han, »et lille Anker Øl til at forgylde indvendig med, og saa lidt Knas i Bøtten til Madamen! Det er nok tolv Aar siden, jeg var her sidst, og ikke endnu en lille Knepus her i Huset! han kan vel komme, men da skal han ogsaa hedde: Hurra for Mutter!«
   Madamen lo høit.
   »Knepus er i Dag til Skyttelaug!« sagde hun, »der maa De ud med mig!«
   »Der gaaer nok flere Huller paa Flasken end paa Skiven!« sagde Peter Wik. »Hvor staaer man sikrest derude? Jeg tænker op til Skiven, udenom faaer man nok alle Kuglerne ind i Tyndstegen! Men siig mig engang Noget om Drengen! han fører sig vel godt op?«
   »O, han er saa god og dertil saa inderlig uskyldig! det mangler ikke!«
   »Manglede det, saa skulde jeg mangle ham med Manglestokken!« sagde Peter Wik.
   »Nu er han paa Skyttelauget! De skal see, hvor pænt den grønne Sløife klæder ham paa Kasketten! Han er den af Drengene, maa jeg sige Dem, som bærer Kongegevinsten, Sølvpokalen, foran Toget. Der har været en stor Strid, for en Søn af Kronprindsen fra forrige [s136] Aar, det vil sige, en Søn af den, hvis Skud var nærmest Kongeskudet, søgte ogsaa om at bære Pokalen, men Knepus har seiret; hans Eleve bærer den!«
   I samme Øieblik kom Pigen aandepustende ind i Stuen: Vaskerkonens lille Dreng havde været der, for at sige, at hans Moder havde hørt af Vægteren, som gik derude ved Snoren, at Hr. Knepus havde skudt lige ved Siden af Prikken, og at Ingen uden Bøssemageren kunde skyde ham over, og Bøssemageren havde skudt udenfor; Hr. Knepus blev Konge.
   »O nei!« sagde Madamen inderlig glad, »han maa heller blive Kronprinds, for det koster saa meget at være Konge, da skal han traktere! Kronprindsen faaer en Potageskee, og den trænge vi til!«
   »Saa maae vi derud!« sagde Peter Wik. »Jeg fører Dronningen!« han tog Madamen under Armen. »Vi gaae saa smaat! mit Beentøi er just indrettet paa at følge Processioner!«
   Henimod Aften saae man alle Vinduer opfyldte med Mennesker. Skydningen var forbi, og ved een eneste Auction blev nu den gjennemskudte Skive solgt og derpaa, efter gammel Skik, overladt Byens Gadedrenge at bære hjem. Sex af de største og stærkeste toge, efterat have drukket deres Snaps, Skiven paa Skuldrene, to modige Kammerater sprang ovenpaa, plyndrede Æreportene, og, smykkede med Guirlanderne og Inskriptionerne, bares de i Triumph; hele den øvrige Vrimmel af Drenge fulgte jublende efter med grønne Grene i Hænderne; tilsidst sluttede de sig i dobbelt Række for at modtage det respectable Borgerskab. Dette nærmede sig med fuld Musik.
   Skivekongen og de to, som efter ham havde skudt bedst, Kronprindsen og Arveprindsen, med store Baand, besatte med Sølvplader, over Skuldrene, gik forrest. Drenge bare Gevinsterne foran dem. Christian holdt stoltelig Pokalen foran Hr. Knepus.
   »Det er min Mand!« mere kunde Madame Knepus ikke sige.
   »Ja, nu har han Pokalen!« sagde Peter Wik, »nu maa han skjænke i for de Andre.«
   Christian saae fornøiet op til alle Vinduer og ud over den bølgende Menneskevrimmel.
   Paa Steentrapperne stode Folk pressede sammen som Humlekopper, og alle Ansigter straalede af Glæde. Ved et Hjørne var Trængselen meget stor, og midt i den ragede en Mand frem med et blegt, sygeligt [s137] Ansigt, han stirrede stift paa Christian og nikkede bekjendt til ham.
   »Herre Jesus!« aandede Drengen og slog Øinene mod Jorden. Det var jo hans Fader, han saae, hans Fader, der var faldet i Krigen! Endnu engang stirrede Christian derhen. Ja, høit paa Hjørnetrappen, ragende ud over de Andre, stod hans Fader, der var begrædt som død. Drengens Hænder skjælvede, nær havde Pokalen faldet ham af Haanden. Jubelen rundtom klang ham nu afskyeligt.
   Toget gik til Klubben, hvor Festen skulde sluttes med et Gilde, som varede i tre Nætter. Skaal paa Skaal skulde drikkes, og Trompeterne blæse ud af de aabne Vinduer, mens En af den laveste Almue, klædt som Harlequin, med sværtet Ansigt og Brix i Haanden, gjorde sit for at holde Lystigheden vedlige.
   Saasnart Toget havde betraadt Klubben, vandrede Drengene med Skiven, hvorpaa endnu de lystige Dioskurer stode, gjennem Gaderne til Fuglekongens Dør, hvor Madamen neiede for dem; derpaa gik de til Borgermesteren og til Stadshauptmanden, fulgte af hele Flokken, der svingede de grønne Grene. Det var den vandrende Skov, som Macbeth saae den.
   Under al denne Lystighed var Christian i selve Festens Midte, Klubsalen. Hundrede Jævnaldrende vilde have misundt ham denne Lykke; han stod umodtagelig for Glæden; det blege, smilende Ansigt, han havde seet i Vrimmelen, forstenede som et Medusahoved.
   »Det var min Fader jeg saae! og dog er han jo død! min Moder er gift igjen! Det var ingen tilfældig Lighed; nei, det var ham! han saae paa mig, tilvinkede mig! o, det er skrækkeligt!«
   Klokken var Elleve, da han kom hjem paa sit lille, eensomme Værelse. Med en usædvanlig Angst saae han til hver mørk Krog. Det gamle Epitaphium, der for Enden af Sengen tjente som Skjærmbrædt, havde for første Gang noget Uhyggeligt. Den afmalede Præst med sine tre Koner og Børnene perspectivisk opstillede, stirrede fra Lærredet stift og spøgelsesagtigt paa ham. De udskaarne, brogetmalede Helgenbilleder i Rammen havde det samme dæmoniske Udtryk; derfor hang han sine Klæder hen over dem. Lyset blev slukket, og han syntes, at endnu fra Væggen og gjennem det tillukkede Vindue tittede de hæslige Gestalter. Han kunde ikke sove; han hørte hvert Qvarteerslag, Klokken slog i Kirketaarnet. Det var Midnat.
   [s138] Da hørte han en underlig skrabende Lyd udenfor Vinduet; havde det været paa en anden Aften, da havde han neppe lagt Mærke dertil, men nu -! han saae paa Ruderne. Et Hoved viste sig udenfor.
   »Det er min Indbildning, som gjør det!« sagde han til sig selv og reiste sig halv op.
   Nu saae han tydeligere Skikkelsen, og den var hvid. Det bankede sagte paa Ruden, og Christian hørte sit Navn nævne. Haarene reiste sig af Skræk paa hans Hoved, som forstenet sad han opreist i Sengen.
   »Sover Du?« spurgte Skikkelsen. »Luk op!«
   Nu kjendte han Stemmen; det var Madame Knepus.
   Qvistværelset, han sov paa, var jo rigtignok ikke høiere fra Jorden end den lave Stueetages Høide; paa en lille Stige kunde man let komme op til ham, men alligevel? Hvorfor kom hun ad denne Vei og paa denne Tid?
   Han sprang ud af Sengen og aabnede Vinduet. Ja, det var Madamen, som stod paa Stigen. Det hedder i den gamle Vise om Agnete, »foroven som en Qvinde, forneden som en Fisk!« men om Madame Knepus's Drapperi maatte man synge: »foroven hvidt Kattun, forneden Bommesi!«
   »Jeg skræmmer nok Livet af Dig!« sagde hun med dæmpet leende Stemme. »Hjælp mig bare ind!«
   Christian skjød Stolen hen under Vinduet, tog Madamen i Haanden, uden at begribe, hvad det Hele vilde betyde.
   »Jeg skal stjæle!« sagde hun og balancerede nu dristigt ind af Vinduet til vor Helt, der stod i det samme natlige Costume, som Gil Blas og andre Helte have staaet i.
   Den lette Overfeining i Gangen, hvor Sandet var strøet ovenpaa det gamle; Madamens Huusflid de faa Minuter Ægtemanden var tilstede, med de flere smaa Træk af samme Art have vel givet et Slags Begreb om, hvorledes det stod til i Huusvæsenet. Denne Nattevandring maa være et fyldestgjørende Supplement.
   Pigen kunde ikke komme ud af det med det Smør, som hun ugentlig fik; Madamen sagde, det var Snak, og for at vise det, havde hun gjort et Væddemaal om tre Mark, at hun i en Uge skulde bestride det med det Givne; for at Madamen nu ikke skulde hente fra Forraadet, der, som vi vide, stod paa Christians Værelse, fik Pigen Nøglen hertil, saasnart han var i Seng. Nu var det imidlertid sluppet for Madamen, men tabe Væddemaalet vilde hun ikke, det var jo tre Mark og [s139] Æren, og derfor voltigerede hun nu ind af Qvistvinduet for at stjæle fra sig selv.
   »Det er en skrækkelig Situation!« sagde hun. »Saae Verden mig stige ind af Qvistvinduet til et ungt Mandfolk! men jeg gjør det for Ærens Skyld, og for den Rene er Alting reent!«
   Og Madamen fik Smør.

H. C. Andersen Homepage