link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 2,1


                    Anden Deel

                       I (s. 107-116)

          - Jeg vil kjøre 
          Over Søen, hvid og glat, - 
          Du behøver ei at frygte, 
          Der er sikkert, kan Du troe, 
          Frosten bygte 
          Mange Dage paa sin Bro. 
                           Christian Winther. 

          Da hørtes Iisen Stranden slaae, 
          Og Skummet styrted' oven paa, 
          Høit fnysed' Havets Vover. 
                           Oehlenschläger. 

   [s107] Det blev en streng Vinter dette Aar, Isen laae tyk og fast mellem Sjelland og Skaane. Den svenske Bonde, som altid er den Første, der vover Touren over den af Kulden slagne Bro, kjørte i sin Slæde til Danmark; Qvæg blev drevet over, uagtet Isen, som man sagde, ikke var saa ganske sikker ude i Renden, hvor Strømmen gaaer. Mellem Kjøbenhavn og det en halv Fjerdingvei derfra liggende Batteri »Trekroner« strakte sig en bred Vei, smudsig af de Kjørendes Færdsel, som var det en virkelig Landevei; Stier for de Gaaende slyngede sig langs med den. Der, hvor for et Par Maaneder siden store Tremastere sikkert havde gynget i det dybe Vand, sad nu gamle Koner med deres dækkede Borde og solgte Hvedebrød og Drikkevarer; Telte vare opslagne, fra hvilke det danske Flag vaiede i den blaae Frostluft, og ved Dagen vrimlede her med Mennesker; Skibene laae bundne i Isen, saa faste som Vrag, borede i Sandet. Mod Sverrigs Kyst, saa langt ude, man kunde øine, bevægede sig hist og her som sorte Punkter Kjørende og Gaaende, der besøgte deres Naboland.
   En Snee- og Iismark paa fire Mile, som her, har noget Egent ved Tanken om det Dyb, som gaber nedenunder; en Storm i Forening med en forandret Retning af Strømmen kan i nogle Minuter bryde [s108] Isen; men, som Viingaardsmanden planter sine Ranker paa den varme Lava og sover trygt paa Randen af Dybet, kjører her Bonden rolig henover Isen, trøstende sig med, at han er i Guds Haand.
   Som vi vide var Peter Wiks afdøde Kone svensk, barnfødt i Malmø: der boede hendes Slægt. En Skipper, hvis Skib ligger indefrosset i Havnen og vil overvintre, har ikke stort at bestille. Nu var Landeveien lagt til Sverrig: man kom derfra, man gik dertil, Peter Wik havde Lyst til at gjøre Touren, og Christian skulde med, havde han sagt.
   Det var op paa Formiddagen i klart Solskin at Vandringen begyndte. Sundet var en Sneemark; enkelte Steder havde Vinden hvirvlet Sneen i lave Høie, andre Steder var den som feiet bort, og det blanke Iisspeil stod som Damme og Indsøer.
   »Nu kommer det an paa,« sagde Peter Wik, »om Laaget holder, at vi ikke komme paa Bunden af Potten, hvor der hverken er Sol eller Lys! men vi ere Søgutter, vi gaae enten hun er blød eller haard!«
   De vare alt en Miil fra Sjellands Kyst; det begyndte at blæse stærkt, tunge Skyer trak sammen, men Peter Wik var Lystigheden selv. De mødte en Drift Qvæg, Driveren forsikkrede, at Isen var fast og god, men at Veiret vist opad Dagen vilde tage en Forandring.
   »Det vilde være net, om Søen blev klar, medens vi vare derovre,« sagde Peter Wik. »Ja saa sparede vi da paa Beentøiet hjemad, vi maatte vippe! Lad gaae, her kryber man dog som en Flue paa en Tjærepind!«
   Luften blev mere graa, enkelte Sneeflokke faldt; vore Reisende vare endnu ikke Halvveien. Med eet rystede Skyen den hvide Snee i fygende Hvirvel.
   »Træk Halskluden op om Ørene!« sagde Peter Wik. »Det er kun en Overhaling, vi faae!«
   De gik med bøiede Hoveder mod Sneestyrtningerne. Høit i Luften susede Vinden som et omhvirvlende Toug.
   »Naa, vil hun ikke lægge sig!« sagde Peter Wik, løftede Hovedet iveiret og stod et Øieblik stille. Da lød under dem en Bragen, som det stærkeste Kanonskud. »Saalænge hun knager, holder hun!« sagde han, tog Christian ved Haanden og gik rask fremad. »Vi maae gaae i lige Linie, saa træffe vi paa en Prik Malmø Skibsbro! Naa, hvor hun skummer ovenfra i Dag!« sagde han og pustede mod Sneeflokkene. Da lød atter nedenunder den dundrende Lyd af de stærke Strømninger, som sloge Revner i Isen, dog uden at disse endnu bleve synlige. »Det er [s109] nogle ret pæne Kanoner, de har dernede!« sagde Peter Wik, »dem skulde de have skudt med paa Dronningens Geburtsdag!«
   Et Øieblik faldt Sneeflokkene mindre tæt; en forunderlig sukkende Lyd, forskjellig fra den, de før havde hørt, lød under dem: det var som om det tillukte Dyb greb efter et Aandedrag. Peter Wik stod stille, hans Øine saae gjennemtrængende frem for sig. »Vi ere nok ikke Halvveien,« sagde han. »Jeg troer, vi for i Dag gjøre bedst i at lade Svensken være Svensken!« Han stod endnu og lyttede.
   Som Sømand var det ham klart, at den stærke Iis, ved Forandring af Strøm og sydøstlig Vind, som det nu var blevet, kunde i meget kort Tid brydes og drive Nord paa. Det er en af de mest imposante Naturscener, vort Land fremviser. Isens Styrke, Strømningens Kraft, især ved Helsingøer, hvor Sundet mellem Landene kun er en halv Miil bredt, er af stor Virkning. Mægtige Iisstykker presse mod hverandre, Strømmen løfter dem høit op, og, som skruede rundt om, reise sig i barokke Former de glasagtige, svømmende Fjelde. En forbiseilende Gletscher synes da Sundet.
   Endnu var intet synligt Spor af en saadan Naturscene, men Tegnet var givet, Dybets Helhest havde vrinsket Død for dem deroppe. Atter faldt Sneeflokkene. Peter Wik vendte om, og nu var Veien lettere, thi Blæst og Snee havde de nu paa Ryggen. Pludseligt lød tæt bag ved dem et svagt, men gjennemtrængende Angstskrig, han saae tilbage og netop tidsnok, for ei at blive overkjørt af en lille, let Slæde med fire Mennesker; den kjørte i Retning lige ud mellem Landene. Peter Wik udstødte et: »Halloi!« der besvaredes, og Slæden holdt stille.
   En fornem dansk Herre sad hos sin Tjener paa Forsædet, to Damer, en ældre og en meget ung Pige, havde den bedre Plads; den Yngste var det, som græd høit; den ældre Dame drog Kaaben tæt om sig.
   »Hvor langt troer De, vi ere fra Sjelland?« spurgte Herren.
   »Henved to Mile!« svarede Peter Wik, »men kjører Herskabet ad den Kant, de nu styre, saa bliver det en lang Landevei. Den Curs gaaer ad Preussen til. Her ligger Sverrig, der ligger Sjelland -« og han pegede i den Retning.
   »Er det vist?« spurgte Herren.
   »Jeg gaaer med Compas i Hovedet!« svarede Peter Wik.
   »Det fordømte Veir,« sagde den Fremmede. »Det var saa klart, da vi forlode Sverrig! vi ere vel nu under Hveen.«
   [s110] »Nei, hun ligger høiere oppe! Tillader Herren, at jeg er Styrmand? Det gaaer heller ikke an at jage i Gallop, der kunde komme en lille Sprække i Veien!«
   »Kjære Skipper er det Dem?« spurgte den ældre Dame. »Mon vi komme levende i Land?«
   Peter Wik saae paa hende, hun kjendte ham jo. »O jo, lille Frue,« sagde han, »man gaaer ikke strax tilbunds, har man Øinene med sig. Nu klarer det ogsaa.«
   Damen sukkede dybt. Det var Gouvernanten, som havde seilet med ham til Kjøbenhavn. Han greb Tøilen, Tjeneren steg ned, Christian fik hans Plads. Den Fremmede var en Mand paa nogle og tredive Aar, han hørte til den høiere Classe, det viste hele hans Væsen; for to Dage siden var han med sin Pleiedatter, som han kaldte den unge Pige, og hendes Lærerinde kjørt til Skaane, Isen var jo stærk og fast. Idag vilde de vendt tilbage, da pludselig Veirforandringen indtraf, og under Sneefoget vare de, istedenfor at komme under Hveen, kjørt ned imod Amager.
   De satte sig igjen i Bevægelse. Da lød atter under dem den sukkende, gjennemskærende Lyd; de hævedes sagte iveiret og sank igjen, Hestene standsede, og Christian læste stille sin Bøn til Gud.
   »Vi ere i Herrens Haand!«
   Den unge Pige slog sin Arm fast om sin Pleiefader.
   »Det er nok bedst, jeg stiger ned!« sagde han.
   »O nei!« bad hun, »vi døe! Isen brister!« Hun rev Kaaben tilbage, saae frem for sig, dødbleg, hendes lange, kulsorte Haar gled ned over den blege Kind. Christian stirrede paa hende, det var jo Naomi, han saae, men han vovede ikke at nævne hendes Navn. Overraskelsen lod ham glemme al Fare.
   Hist og her i den graae Luft viste sig klarere Pletter, men Isen bagved dem, ikke hundrede Skridt borte, løftede sig høit iveiret, en mørk Stribe med underlige Forgreninger udbredte sig til Siden. Ingen sagde et Ord. Da lød foran en forunderlig Lyd, den kom ikke fra Søen, ikke fra Luften, huul og klagende lød den, som man fortæller om Søkoen, der løfter sig paa Forbenene op mellem Klipperne og bøger mod Landet, hvor de nærbeslægtede Dyr græsse, men hvor den ei kan komme op.
   »Hvad var det!« sagde den Fremmede og fæstede sit Blik skarpt fremad. Peter Wik var taus.
   [s111] Atter gyngede Isen under dem, og den hvide Snee fik et graaligt Skjær af det fremflydende Søvand.
   »Hvad er det tilhøire, forud?« spurgte Peter Wik og dreiede Hestene. En Stang ragede op af Isen. »Her er vist et Hul, Fiskerne have hugget; dette seer ud som et Tegn!«
   »Der ligger ligesom et Huus!« sagde Tjeneren.
   »Vi kunne ikke være ved Land!« svarede Peter Wik med dæmpet Stemme.
   »Hov!« lød det nær ved, og den samme bøgende Lyd, de før havde hørt, klang for deres Øre.
   Ikke langt fra hvor de holdt stod et Slags Træskuur, halvdækket af Snee. Her fandt de Driveren med sit Ungqvæg, det brølede i den kolde Luft.
   »Hvad er det for en Kasse, der er slaaet op?« spurgte Peter Wik. »Slaae I Eder her til Ro?«
   »Ja, det er vist det klogeste, et Menneske kan gjøre!« svarede Driveren. »Her har man dog det Tørre under sig, og vor Herre er ovenover! Herskabet gjør bedst i at blive. Der ligger jo Gaarden -« og han pegede paa en Bygning, der saae ud som et Bondehuus og laae nogle Skridt derfra.
   De vare paa den lille, flade Ø Saltholm; kun de høieste Punkter staae om Vinteren over Vand og besøges af Jægerne for det rige Harevildt. Om Sommeren derimod frembyder Øen herlig Græsning, hvorfor Amagerne føre deres Qvæg herover. Alt i Krigens Tid var her og en lille Bygning, der i de senere Aar er udvidet til en ret anseelig Gaard og beboet af en Familie.
   Driveren sagde, at der Vinteren over skulde være en Mand der i Huset, men der var Ingen at finde, han maatte vel være i Besøg paa Amager eller i Sverrig og nu ikke tidsnok vendt tilbage; Huset stod tomt.
   Vor lille Caravane gjorde Holdt, den forladte Ø var dem en Lyksalighedens Frihavn.
   Fire nøgne Vægge, glindsende af den frosne Fugtighed, frembød det Indre. Kjøkken og Stue vare i eet. I en Krog paa det brolagte Steengulv stod en uredt, daarlig Seng, som man i en Hast fik bort. I Kammeret tæt ved laae en Mængde Tørv; med en Deel af disse og ved Hjælp af nogle gamle Brædder fik Peter Wik Ild. Vognsæderne bleve bragte ind, de vare prægtige Divaner.
   [s112] Det Hele frembød et Udseende af de eensomme Relais paa Simplonveien, naar Sneefog og Uveir nøde de Reisende til der at søge Ly. Kulden var stærk nok til at imaginere Bjerghøiden, og saae man ud i den graae Sneeluft paa de fremad glidende Iismasser, der i sælsomme, bevægelige Skikkelser glede paa Strømmen, da var det ikke uligt Skymasserne, som svømme henad Bjergsiderne.
   »Det havde jeg ikke troet,« sagde Peter Wik leende, »at jeg mellem Sjelland og Skaane skulde have et Eventyr som Albertus Julius! Kjender Herren den Bog? »Adskillige Søfarendes underlige Skjæbner.« Jeg har den i min Kahyt. Sulte kan man ikke, saalænge her er baade Ko og Kalv, og tørste ikke heller, naar Sneen ligger Alen høi. Enten bliver det aaben Sø, saa Skibe komme forbi, eller ogsaa fryser hun sammen, saa vi kunne komme til Amager og spise de grønne Urter, vi nu ikke have paa Suppen!«
   Den Fremmede, Hr. Greve kaldte Gouvernanten ham, syntes ligesaa oprømt som den skikkelige Skipper. Gouvernanten tog virksom Deel i at gjøre Alt hyggeligt paa det Bedste. Høit oppe paa Hylden stode to gamle Leerfade, dem skurede hun i Sneen, og de maatte da tjene baade som Malkebøtte og Gryde. Qvægdriveren bragte frisk Melk, og fra Vognfoderet kom koldt Kjøkken og to Viinflasker. Ilden knittrede lystigt og udbredte Varme, mens Blæsten ruskede i Vinduet, og Sneen fygede i hvirvlende Flugt.
   Christian gik med megen Iver tilhaande, lagde Teppe og Kaabe tættere om Naomi, der endnu ikke ret kunde glemme sin Skræk; hun sad som et Billed af Marmor og fæstede sine store, mørke Øine paa ham. De viste, at den stærkeste Ild kan være kulsort.
   Peter Wik sad paa Hug foran Skorstenen og nikkede bekjendt til Gouvernanten.
   »Det gaaer jo bedre nu,« sagde han, »end det gik sidst, vi vare sammen paa Søen, og da havde man dog reelt Vand under sig; den Gang saae Jomfruen anderledes elendig ud, nu gaaer det bedre! Mindst havde jeg tænkt, at vi saa snart skulde træffes tilsøes!«
   »Paa Landjorden ere vi dog ikke langt fra hinanden,« svarede hun. »Tæt under vore Vinduer ligger jo Skibet, mangen Morgen har jeg seet Dem paa Dækket, og om Aftenen kan jeg høre Deres Violin!«
   »Saa ere vi Gjenboer i Havnen!« sagde Peter Wik.
   »Det er Deres Violin, jeg har hørt?« spurgte Greven. »De er en meget [s113] original Musicus! Phantasier synes det! jeg har nogle Gange været stum Tilhører!«
   »Ja, min Violin er det!« sagde Peter Wik, »men Phantasier har jeg aldrig givet mig af med! det er Drengen der, De har hørt! han kan ingen Stykker ordentligt, og saa løber han fra det ene ind i det andet! Det er, som jeg kalder det, Løverdagsmad, plukket sammen fra hele Ugen!«
   »Er det ham?« spurgte Greven og saae med et Slags Interesse paa Christian. »Der er Genie deri. Du skulde have valgt den musikalske Vei, der havde Du maaskee grebet Din Lykke!«
   »Ja saamænd!« sagde Peter Wik. »Men seer Herren, naar man kun har Salt og Brød i Huset, saa kan det ikke hjælpe, man sidder og speculerer paa, hvilken Steg der vilde smage bedre!« og nu fortalte han paa sin Maade, hvorledes han havde faaet Gutten ombord.
   »Du er jo en lille Eventyrer!« sagde Greven med et Smiil, idet han nikkede til ham. Christian følte sit Hjerte banke stærkere, idet han blev betragtet af den fremmede, fornemme Herre, men sige et eneste Ord, skjøndt det var ham selv Talen var om, vovede han ikke. Vilde dog Naomi blot sige: » Jeg kjender ham ogsaa! vi have leget sammen!« men hun blev siddende taus og fæstede sine sorte Øine paa ham.
   Maaltidet, som blev holdt, var efter Peter Wiks Sigende prægtigt som et Mikkelsaftens Gilde.
   Solen var ved at gaae ned, den bræmmede med Rødt de sønderrevne Skyer. Skuet over Søen havde noget ganske Egent. Ind imod Sjelland var hele den hvide Iisflade brudt i de mest forskjellige Retninger; det saae ud som et stort uillumineret Landkort, hvor Floder, Bjerge og politiske Grændser ere antydede ved mørkere Streger; en idelig Knagen, i Forening med den sagte Bevægelse, bebudede en Forandring som den, Søen mod Sverrig allerede frembød; her pressedes sammen store Iisblokke, mægtige Plader, der saae ud som støbt Glas; de skruedes høit mod hinanden og seilede da paa den grønne, svulmende Sø.
   Den nærmeste Iisskorpe ind ved Land rev sig løs, Strømmen drev den ud.
   »Der er et Dyr paa den!« raabte Naomi.
   En stakkels Hare var det, ængsteligt stod den tæt ved Iisskrænten [s114] og ligesom maalte Afstanden til den faste Bred, som den meer og meer fjernede sig fra. Den seilede paa sit Dødsskib.
   »Det er morsomt at see, hvor den springer!« sagde Naomi, »den kan ikke komme i Land!« Selv tryg, smilede hun, som Spanierinden smiler udover Arena.
   Inde i Huset var imidlertid Alt paa det Bedste gjort istand til Natten. Naomi og Gouvernanten fik hver sit Vognsæde at sove i; Mandfolkene derimod maatte see at tage sig det, som de kunde. Driveren var blevet udenfor, hvor han sad luunt og varmt midt imellem sit Qvæg, med Huen ned over Ørene, og drømte kongeligt, som Pharao, om fede og magre Køer. Greven kom fra sin Aftenvandring, Alle sov, undtagen Christian, der sad og holdt Ilden vedlige.
   »Skal Du ikke sove, min Dreng?« spurgte Greven.
   »Jeg kan ikke!« svarede han og saae hen paa de Ildbilleder, hans Phantasie viste ham i Gløderne. Saaledes havde Gaarden brændt, da Naomi blev baaret ud af Vinduet, saaledes havde Poppelen og Storkereden glødet! han erindrede Alt, som var det igaar, og Naomi havde saa ganske glemt det! ikke et Ord havde hun sagt om, at de kjendte hinanden, og dog mødtes jo deres Øine, som da de legede med de brogede Blade. »Husker Du mig slet ikke?« bævede paa hans Læber, da hun sagde ham: god Nat! men Ordene bleve en død Lyd. Og dog kjendte hun ham; hendes Tanke havde dvælet ved de samme Punkter, som hans. Hun huskede godt, at de havde siddet paa den høie Trappe, og at han der bragte hende det store Skræppeblad og kyssede hende paa Mund og Kind, men nu - var han en fattig Matrosdreng.
   Greven rykkede nærmere hen til ham.
   »Saa det er Dig, som spiller om Aftenen i den mørke Kahyt? Holder Du mest af Søen, eller af Musiken?«
   »Af Musiken!« sagde han med funklende Øine.
   »Nu, har Du Genie, som jeg troer, da vil det nok arbeide sig frem. Sørg ikke over, at Du er en fattig Dreng! det har de fleste store Kunstnere været! men bliv ikke stolt, om Du eengang hævede Dig op til disse! naar Tusinde tilklappede Dig Bifald, kunde Du let svimle! ja,« tilføiede han alvorligere, »man maa have meget Genie, for at hæve sig op fra Armod, og meget maa man lære!«
   »O, Alt vilde jeg gjøre!« udbrød Christian. »Alt, hvad man forlangte!«
   Samtalen syntes at more Hr. Greven; han fortalte om udmærkede [s115] Kunstnere, hvor tung deres Lod havde været, ja hvormange der aldrig paa denne Jord havde nydt Glæde eller Erkjendelse af deres Storhed; og det var Christian som svævede hans egen Fremtid i sælsomme, men beskuelige Skikkelser forbi hans Øie.
   »O Herre!« udbrød han med dæmpet Stemme og kunde ikke tilbageholde sine Taarer. »Jeg kjender slet Ingen i den hele By, som vil hjælpe mig! Musik vilde jeg lære! O, jeg skulde tænke over, Nat og Dag, paa hvad man sagde mig!« Og han fortalte om sit Hjem, om hele sin forladte Stilling.
   Greven saae paa ham med et deeltagende Blik, og Christian trykkede hans Haand til sine Læber, vædede den med Taarer og tilbød sig at tjene ham, børste hans Sko og Støvler, gaae hvorhen han sendte ham, naar han kun vilde hjælpe ham til at lære, hvad han maatte lære, for at blive en Kunstner som de, han fortalte ham om.
   »Ja, min gode Dreng!« sagde Greven, »det er ikke saa let, som DU troer! Desuden maatte Du have meget Genie, og det kan først Tiden vise, om Du har! Du maa huske paa, Du er et fattigt Barn! Er Geniet hos Dig, saa kommer det nok frem, om Du ogsaa maa tumle Dig endnu et Aarstid paa Søen. Per aspera ad Astra! der maa Gjenvordigheder til, for at luttres. Skal der blive noget af Dig, saa hjælper nok en høiere Styrelse, det kan Du være forvisset om, jeg kan desværre ikke gjøre noget for Dig, jeg har saamange Andre!« Og han aabnede sin Pengepung, gav ham en Sølvdaler med den gjentagende Trøst, at det sande Talent altid selv baner sig Vei, trak derpaa Kappen tættere om sig og lænede Hovedet op til Muren for at sove.
   Det var de Icarusvinger han bandt paa Geniets Skuldre; dristigt formede Vinger, men af Bly. Ordene vare jo dog et gammelt Thema, som fra Slægt til Slægt tonede for Kunstnerens Øre og vil med Variationer klinge i Aartusinder, saalænge Verden er den samme, som da den gav Socrates Gift og Christus en Tornekrone.
   Først henimod Dagningen sov Christian ind, men snart blev han igjen vakt af Peter Wik, som forkyndte, at Vinden havde vendt sig, at Isen var frosset sammen, og at man burde benytte det gunstige Øieblik for at naae Amager. Slæden blev forspændt og Alt ordnet til Afreisen. Driveren drev sit Qvæg foran, thi hvor det kunde gaae over, maatte Isen ogsaa kunde bære den lette Slæde med Gouvernanten og Naomi.
   Toget begyndte. Isen knagede rundtom. Paa flere Steder maatte [s116] man gjøre en Omvei og saaledes undgaae de gabende Revner, paa andre Steder stod der Vand, som maatte gjennemvades. Naomi præssede af Angst Øinene sammen.
   »Vi synke!« sagde hun til Christian, som havde taget Plads bag paa Slæden.
   »O nei, Gud vil ikke, at vi nu skulle døe!« sagde han.
   Slæden slingrede nogle Gange; Isen ligesom gyngede, Vandet stænkede høit ved Hestens Fodtrin, da knugede Naomi sine Hænder om Christians Arm. Gouvernanten hældede sig til den modsatte Side af Slæden. Endelig vare de paa en mere jævn og fast Iisflade.
   »See, nu ere vi igjen paa den nye Landevei!« sagde Peter Wik. »Der bliver ingen sørgelig Vise gjort over os, uden jeg selv skulde lave den, men det er ikke mit Levebrød! jeg har kun leveret et Skriveri, og det staaer ude paa Holmens Kirkegaard over min kjødelige Ven: »»1801 stod han og blev staaendes, 1807 laae han og blev liggendes.««
   »Husker Du mig slet ikke?« hviskede Christian til Naomi, thi Kirken paa Amager syntes at nærme sig, og der skulde de skilles.
   »Jo!« sagde Naomi, men ligesaa sagte, og hendes blege Kinder bleve røde. »Du kom jo ind i Salen til os paa min Geburtsdag!«
   »Men i Svendborg -?« begyndte han.
   »Ja, dengang!« sagde hun. »Jeg husker det godt! det er længe siden!« Hun vendte sig pludseligt til Gouvernanten. »Nu ere vi snart i Land! - Du taler ikke til mig! - Hvor det er koldt!« og hun trak Tørklædet fast om Kinderne.
   Christian steg ned og fulgte efter Slæden. Uden at gjøre sig Grunden dertil tydelig, følte han sig saa bedrøvet; han havde Lyst til at lægge sig paa Isen og sove mange Aar, som Syvsoveren i Eventyret.
   Nu saae de Mennesker paa Kysten, og snart var al Frygt endt. De vare paa den faste Grund, Greven bød Peter Wik Penge.
   »Nei Herre!« sagde han, »det var ikke mit Fartøi, De var paa, og skulde der betales, saa blev det nok mig og Hvalpen, der maatte det for Æren at have været i saa stort Selskab!«
   Gouvernanten rakte Skipperen Haanden, og Naomi fulgte hendes og Grevens Exempel. Christian stod med Hatten i Haanden og saae anden Gang i sit Liv, hvorledes Legesøsteren rullede fornemt ud i Verden.
   »Vi kjøre bagefter paa Støvlesaalerne!« sagde Peter Wik.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek