link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

H. C. Andersen (1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,15


                        XV (s. 95-99)

        På Dansboden var jag och engång. 
                             Carl Dahlgreen. 

   [s95] Dagen brød frem, Christian foer op paa Dækket. Havde der ligget en Marmorstad med Guldtage og Slotte af gjennemsigtigt Glas, det vilde ikke have forbauset ham, hans Phantasie var forberedt paa Alt. Han tænkte sig at han skulde blive overvældet ved Skuet, men der var slet Intet af hvad han var forberedt paa. Mange Skibe saae han, et Par Huse, og paa den smalle Landtunge tilvenstre, en Række høie Bygninger, der syntes at svømme paa Vandet.
   Nu beskinnede Solen de mange halvfærdige Skibe paa Værfterne, Arbeidsfolkene bleve synlige, og Skibet gled ind i den brede Strøm mellem Holmen og Kjøbenhavn; da dykkede Bygninger, Taarne og Broer frem, man seilede lige op ad en Gade, det var Nyhavn. Høie Huse hævede sig paa begge Sider, saa mange Etager havde intet Huus i Svendborg. Store og smaa Skibe laae ved Siden af hinanden i den brede Kanal, og fra hvert vaiede brogede Flag, thi der var et Bryllup der i Havnen, og saa flages der. Det var en Pragt, som om Kongen skulde komme. I de smalle Gader, paa hver Side af Kanalen bruste Karreeter og Vogne forbi, Folk raabte og skreg. Herrer og Damer, pyntede, som Herskaber, gik forbi uden at hilse hinanden.
   Luzie blev nu halet ind til Rækværket og surret fast.
   Hvor Kanalen endte laae en stor Plads, og fra den klang Musik, saa festligt og deiligt! - ja her i den store By var kun Helligdage og Glæde! Dagen gled hen som en Time, og da det blev mørkt og Flagene faldt, tændtes rundt om i Vinduerne for Brudeparret Lys; de lyste ud over Kanalen, og fra det klare Vand straalede de illuminerede Bygninger tilbage. En Liremand spillede sin veemodige Lystighed.
   »O,« bad Christian, »hvo der dog altid kunde blive her i denne Pragt og Deilighed!«
   Peter Wik var alt i Besøg; to af Søfolkene ombord havde Tilladelse til at gaae i Land, Christian bad om han turde følge med, den Ene var [s96] derimod, thi de kunde ikke have ham med hos Steffen-Karreet. Dog kom han med. De betraadte Landjorden. De gik over den store Plads. Her sad en Malmkonge til Hest, og uden om fire sorte Kæmpeskikkelser. Bygningerne, han saae, syntes Slotte, og i Gaden, de betraadte, straalede Boutikerne, den ene prægtigere end den anden. Her var en Trængsel, som til et Marked; Vognene foer forbi, langt stærkere end til Raadstueballet i Svendborg. Nu kom de ind i smaa Gader, men Husene vare ligesaa høie, og deilige, fornemme Damer, stadselige som til Bal, sad ved de aabne Vinduer og hilsede saa høfligt og venligt, ligesom om de kjendte Folk. Ved Gadehjørnet paa den kolde smudsige Trappesteen, sad en ung, dødbleg Kone i Pjalter, en lille, halvnøgen Dreng laae grædende med Hovedet i hendes Skjød, et guult, sygt Barn diede det udhungrede Bryst; hun lagde Hovedet tilbage og bandede, syntes hverken at have Sands for det større eller mindre Barn.
   »Hun er syg!« udbrød Christian. »Skal vi ikke sige det til en af de fornemme Damer!«
   Matroserne loe og førte ham ind i Sidegaden, hvor Fløiter og Violiner klang fra et lavt, mørkt Huus. De gik derind.
   Deilige, jublende Toner gjennemstrømmede Drengens Sjæl, hans Øine blendedes ved de mange Lys i Kroner og Lampetter, skjøndt der laae et graaligt Dampskjær over det Hele. Med Hatten i Haanden hilsede han høfligt til alle Sider. Ingen lagde Mærke dertil. Mandfolkene vare heller ikke pyntede, men Damerne saae des prægtigere ud, og deres Kinder vare røde som Roser. En Karl dandsede med en lang Tobakspibe i Munden og dampede store Skyer hen over sin Dames Skuldre. Ved Døren sad en ung Dame hos Cavaleren, de vare vist forlovede. Nu kom der en stor Dame med hvid Kjole, Blomster i Haaret og en Ølflaske i Haanden. Det var Steffen-Karreet. Hun kjendte godt Søfolkene, hun var vist i Familie med dem, thi hun slog sine Arme om deres Hals og kyssede dem til Velkomst. Det var en særdeles venlig Dame. Hun talte saa bekjendt og mildt til Christian og gav ham Punsch; han kyssede hendes Haand, og hun strøg venligt Haaret tilbage fra hans Pande. Hun var vist en inderlig god Dame.
   Med den største Ærbødighed og Taknemmelighed forlod han hendes Huus. Eventyret om Bondedrengen, som blev Keiser, kom ham i Tanke; ja, vilde denne fornemme Dame tage sig af mig, haabede han, saa kunde jeg komme til at spille Violin, sidde imellem de andre [s97] Musikanter, eller blive noget endnu fornemmere, men ved Musiken skulde det være.
   Ude paa Gaden var allerede temmeligt stille, det var jo ogsaa seent paa Aftenen, men det havde han slet ikke mærket derindenfor. Endnu klang Fløiter og Violiner, og gjennem det udskaarne Hjerte i Vinduesskodderne spillede en lang Lysstraale. Nu peb Vægteren i en Sidegade, Stemmer skrege; det var Spectakel. Lidt efter kom et sælsomt Tog! Vægterne med Stigen høit paa deres Skuldre, et ungt Fruentimmer, pyntet, som de inde i Dandsesalen, laae bundet fast paa Stigen. Christian vidste ikke, hvad han skulde troe om denne By og disse Mennesker. Han kom til Skibet, Husene rundt om vare endnu illuminerede, Lysene straalede tilbage fra Vandet. Matroserne forbød ham at tale til Peter Wik om, hvor de havde været.
   Overvældet af denne Dags og Aftens Indtryk, kunde han neppe sove, men den Tanke var mest levende i hans Sjæl: kunde jeg dog altid blive her! Damen, som gav ham Kys og Kjærtegn, syntes ham saa from og mægtig. Ja, til hende vilde han betroe sig! hun kunde gjøre Meget, og hun vilde vist, naar han ret fortalte hende sin Lyst og Længsel. Fromt indesluttede han hende i sin Bøn til Gud og med den faste Beslutning hemmeligt en Dag at besøge hende, sov han ind.
   Da han næste Dag sad høit oppe i Skibets Tougværk, for at »lapsalve en Bardun,« faldt Øiet paa den udstrakte Omgivning; tilhøire den store Plads med Malmstatuen, tilvenstre, ud over Holmen, det mørkeblaae Hav med Sverrigs Kyst, dog mest af Alt, fængslede ham Synet af en Have, tæt bag den lave Muur, hvor Skibet laae. Forunderlige, sjeldne Planter voxte derinde, og et stort Poppeltræ, der ret mindede ham om Jødens Have, han havde seet som Barn. Lave Glashuse med store, grønne Grene indenfor Vinduerne, tittede frem mellem Hækkerne og de pragtfulde Efteraarsblomster. Det var den botaniske Have. Alt hvad han endnu kjendte af Kjøbenhavn var jo Deilighed, og han havde dog Intet seet endnu, sagde de Andre. Ja, her maatte han blive; den gode Gud vilde nok hjælpe ham. Saasnart han igjen fik Lov til at see sig om i Gaderne, vilde han opsøge den venlige, gode Dame, til hvem han satte alt sit Haab.
   Ugen efter var det Dronningens Fødselsdag; alle Skibene i Havnen flagede, Musiken klang i Gaderne. Christian fik Lov at gaae alene omkring; nu var det, at finde hen i den lille, snevre Gade, som han havde været i den første Aften.
   [s98] Den store Pragtgade med de mange Boutiker fandt han snart; brogede Tøier flagede om Dørene, det morsomste Legetøi stod i Vinduerne, og ved Kjælder og Stue vare Skildtene ganske Skilderier, man kunde godt hænge dem op i sin Stadsestue. I Beskuelsen vandrede han fra Gade til Gade, den han søgte, fandt han ikke, men stod paa en stor Plads, hvor Vandet sprang i store Straaler og legede med Guldæbler; det var til Ære for denne Festens Dag. Ja, Kjøbenhavn var en prægtig By, men hvor skulde han finde Damen? Der var ei Andet for, end at faae Matroserne til endnu engang at tage ham med til hende, da skulde han bedre indpræge sig Veien.
   Om Aftenen var der Illumination; paa Torvet brændte Begkrandse; de røde Gnister fløi som flagrende Ildhaar fra Krandsene, og Kongen og Dronningen kjørte i deres prægtige Vogne til Theatret.
   »Ja, derind skal vi ogsaa komme en Aften!« sagde Peter Wik. »Der skal Du høre Musik og see Lystighed!«
   Kunde Musiken være herligere end den, han havde hørt i Gaderne? Kunde Lystigheden være større, end den hos de pyntede Damer?
   De gik gjennem en Sidegade. Christian kjendte den; Lysene skinnede gjennem de udskaarne Hjerter i Vinduesskodderne; indenfor klang Musik. Der var det jo, han havde været. Nøie indprentede han sig Stedet og Gaden.
   Søndagmorgen bad han om at maatte gaae i Kirke, og han tog sin bedste Trøie paa, gik ogsaa til den nærmeste Kirke, sang Tonen med Orgelet, thi Psalmebog havde han ikke, og nu søgte og fandt han Gaden. Skodderne vare nede. Han gik ind i den lange mørke Gang, fandt Døren der, men før han bankede paa, bøiede han sine Knæ, læste sit »Fader vor« og bad, at Gud dog vilde bøie den gode Dames Hjerte, at han kunde komme til Musiken; en egentlig Plan havde han ikke.
   Han bankede paa.
   En gammel Kone i smudsige Klæder lukkede op spurgte, hvad han vilde. Det var en daarlig Forklaring, han gav, og den Gamle var i Begreb med at lukke, da Steffen-Karreet stod foran i temmelig let Morgendragt, paa Fødderne havde hun Snørestøvler, kantede med laadent Skind.
   »Er det Dig!« sagde hun bekjendt, med sit leende Ansigt. »Har Du Bud fra Søren?«
   Den Gamle traadte til Side, og Christian greb Damens Haand, kyssede den og fortalte nok saa naivt sin store Lyst til Musiken, hvor [s99] slemt han havde havt det hjemme, og hvorledes han var kommet ud i Verden. Damen lo i Begyndelsen, men hørte siden med Alvor paa ham, og da tilsidst de salte Taarer flød ham ned over Kinderne, tørrede hun dem af.
   »Ja, min rare Dreng!« sagde hun, »jeg staaer ikke ved den tyrkiske Musik! Havde Du endda været en lille Pige!« Hun drog ham hen til den aabne Skjænk, gav ham Punsch og Æbler, brast derpaa i en lystig Latter. »Du er nok et Genie, som de sige!« sagde hun.
   I det samme traadte et Par andre Jomfruer ind fra Sideværelset, de vare let klædte, som hun, og de hørte Historien og lo og saae med dumme Øine paa Drengen.
   Hvad turde han haabe, hvad lovede hun? Han var fuld af Glæde, da han forlod Huset; hun havde rakt ham Haanden, kaldt ham et Genie og sagt, han skulde være ved godt Mod, han kom nok frem.
   Han havde ogsaa den samme Forvisning derom, som ethvert andet sandt Genie, der lægger sin Skjæbne i en formuende Mands eller Qvindes Haand, og disse have som oftest Forstand til at vurdere - omtrent som hun havde det!
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek