H. C. Andersen: Skyggebilleder, 12

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Skyggebilleder fra en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz etc. etc., i Sommeren 1831 (1831), 12

                     XII 

     Vandring ind i Böhmen. Tilbagereisen over Pirna. 
        Sonnenstein. De sidste Dage i Dresden.

Ved det tidlige Daggry vare vi alle paa Benene igjen; Natleiet havde vel ikke været det bedste, men dog upaaklageligt. »H“tel de Kuhstall«, om man kan kalde det saaledes, er meest opreist af raae Planker; der blev redet os en Familieseng midt paa Gulvet, en stor Klippe ragede, som en Skorsteen, ind igjennem Værelset, hvor vi, i vore Klæder, sov Side om Side, medens Damerne vare puttede op paa Loftet i en lignende Seng. Fuglene qviddrede lystigt, men de havde vistnok ogsaa sovet bedre, end vi, idetmindste havde de den Seng, de vare vante til. Taage-Skyerne hang den hele Natur som Søvn i Øinene, saa den heller ikke saae meget fornøiet ud. Endelig brød da Solen igjennem, men jeg var ganske træt af de evige Gran-Skove, der selv i den bedste Belysning, saae mig saa kolde og stive ud. Veien gik over Basaltstykker, i en bestandig Zikzak opad; vi kom saaledes til »kleine Winterberg«. Her skal Kurfyrst August af Sachsen 1558 have forfulgt en mægtig Hjort indtil den yderste Rand af Klippen; Kurfyrsten stod paa den smalle Sti under Fjeldet, Dyret derimod herovenfor, forfulgt af Hundene; det var i Begreb med at springe ned paa ham, og da maatte han styrte ned i den dybe Afgrund; der var kun et Middel til Frelse, at skyde Dyret; han lagde an og var lykkelig. Sønnen lod siden efter oprette, paa dette Sted, et Jagthuus, der endnu staaer, og hvis Tag er prydet med dette Dyrs Takker.
Efter en noget trættende Vandring, holdt da Grantræerne op og vi stode mellem grønne, herlige Bøge; rundt om sprang Kilder frem i den frodige Jordbund, endnu nogle Skridt, og vi stode 1780 PariserSkridt over Havfladen. Hvilken Uendelighed laae der rundt omkring os! Dybt nede i den skovbegroede Afgrund slyngede Elben sig, som et smalt Baand, der tabte sig ved Dresden, hvis Kupler og Taarne hævede sig foran Meissens blaalige Bjerge. Herligst var det dog imod Böhmen; aldrig har jeg tænkt mig dette dunkelblaae Skjær ved Bjergene! som et forstenet Hav laae de for mig, og ude i den fjerne Horizont, rejste sig »Riesengeberge« med deres Snee, som et luftigt Skyland, hvor man øinede til Colmberg, skjøndt der ligge fire og tyve Mile imellem. Tunge Skyer gik hen ad Bjergenes Side, hist laae et Parti ganske i Skygge, medens et andet hævede sig i det klare Solskin. Ogsaa i mit Hjerte skinnede Solen, medens tunge Skyer fore hen over denne indre Verden. Der ligger noget mægtigt Gribende i, saaledes at overskue et stort Land; hvor mangt et Hjerte banker ikke af Længsel eller Glæde, dybt dernede i Dalen, hvor mangen en Taare falder ikke brændende heed, høit over Skyen paa de stolte Bjerge! Kunde man læse i Hjertet paa den fremmede Mand, der sidder hist mellem Lyngen, hvilken idyl eller Epos vilde man da finde! han seer ned paa det venlige Landskab under de vilde Fjeldmasser, og paa de bølgende Skyer, der snart skjule, snart aabne sig, og vise dette Fredens Paradiis.

   Høit paa Bjerget hvor Skyerne gaae, 
   Hvor de sorte Graner staae, 
   Hvor Kilden risler fra Fjeldets Stene, 
   Sidder jeg ene; 
   Snart er Fjeldet en Ø. 
   Skyerne staae, som en uhyre Sø. 
   Nu skilles de her 
   Og i Sollysets Skjær, 
   Seer jeg dernede den grønne Vang. 
   Der var jeg engang, 
   Der, hvor Fuglene slaae, 
   Hvor de brune Hytter staae, 
   Hvor Røgskyer, blaalige hvide, 
   Hvirvle ad Bjergets Side. 
   Et Hjem fandt jeg der, 
   Jeg fandt en Hjertenskjær. 
   Tanke og Sjæl følte jeg brænde 
   Ene for hende. 
   Hun elskede mig - hun var tro, 
   Tro - derfor skildtes vi to. 
   Hun var Brud - dernede de bygge 
   I Hytten, hist hvor Egene skygge, 
   Hvor Røgskyer hen over Toppene bølge. 
   Hun sin Tanke maa dølge, 
   Hun tør ei tænke paa mig. 
   Dog drømmer Hjertet kun Dig! 
   Synd jeg dynger paa Synd i min Smerte. 
   Du kun boer i mit Hjerte, 
   - O du Skyernes bølgende Hav, 
   Skjul mig min Kjærligheds Grav!

   Tidt kan en enkelt Melodie, vi kun høre eengang, gjøre et saa mægtigt Indtryk paa vor Sjæl, at den midt under vor Verdens Travlhed, synes at tone for os igjen, uden at vi derfor kan synge den høit, i hvor levende den bruser gjennem vort Indre; saaledes gaaer det mig ogsaa med de herlige Natur-Scener, det Tonestykke, fremtraadt i Farver med Lys og Skygge, jeg lærte at kjende paa nogle Timers Vandring i de böhmiske Bjerge. Det gjorde maaskee ogsaa meget, at det her var det sydligste Parti, jeg skulde faae at see; at jeg, efterat have været her, bestandigt vendte hjem ad mod Norden. I den deiligste Solbelysning ligger det hele Landskab i min Erindring, jeg seer levende hvert Punkt, og som de svundne Melodier, toner det ofte gjennem min Sjæl, uden jeg derfor ret kan udtale det i Toner og Sang. Jeg seer den store Plet i Skoven, med de omhuggede Graner, hvor man sagde os, at nu traadte vi over Grændsen; jeg seer den solbrændte Böhmerpige, med det hvide Klæde om Hovedet og de bare Fødder, vi mødte i den mørke Granskov; og nu det vilde Fjeldparti: »Prebischthor«; hvor vi stode under den stolte Klippebue, som den mægtige Naturaand, kjækt havde hvælvet over vort Hoved. Jeg seer de uoverseelige sorte Skove dybt under os, og de fjerne Bjerge med deres Snee, som de stærke Solstraaler belyste. »Kun ned i denne Dal, og saa ikke længer!« tænkte jeg, »og dog aabne sig bag hine Bjerge en endnu skjønnere Dal, hvor man øiner Tyrols Grændse, hvor man alt indaander Italiens Luft paa de høie Bjerge. Kun ned i denne Dal, og da hjemad - hjemad imod Norden, for maaske aldrig at vende her tilbage! aldrig see Bjergene mere med deres sorte Skove, høit i de hvidblaae Skyer; jeg kom ret til at betragte Hjemmet i sin største Skygge; jeg saae ret levende Østergade paa en sludfuld Efteraarsdag, hvor de smaae og store Mennesker løbe travle op og ned. Istedetfor Fuglenes Sang, hørte jeg den intetsigende Sqvalder, de ferske Kritiker, den Bitterhed og fornemme Tone, hvormed de alle ville opdrage mig. Digteren er en lille Fugl, der maa qviddre sine Sange, men er han ikke en Konge-Ørn, som Mængden frygter, eller en Svale, som de blindt hen troe, ikke at turde anfalde, maa han ogsaa taale, at enhver Dreng, der faaer det i Sinde, tør kaste en Steen efter ham.
   Havde jeg været ene her mellem Fjeldene, jeg havde da turdet græde, og der vilde da vist have vaagnet Billeder, fra Hjemmet, i mit Hjerte, der igjen havde forsonet mig med Verden. Vi løbe ned ad den steile Bjerg-Skraaning, hvor Stien slyngede sig i store Bugter; gjennem »die heiligen Hallen«, et romantisk Fjeldparti under Bjerget, kom vi til den brede Landevei her i Skoven, böhmiske Bønder kjørte forbi, store stærktbyggede Stude trak Vognene, Skoven gjenlød af Øxeslag, vi kom forbi flere Brændehuggere, der under Sang og Trallen fældede Træer. Böhmerne havde et medfødt Hang til Musik, næsten hver Bonde spiller Violin eller blæser Fløite. Dette alene gjør mig Folket kjært, thi hvem der elsker Musik, maa ogsaa have et aabent og godt Hjerte. Tonerne ere dog den Irisbue, der forbinder Himlen med det Jordiske. Farve, Tone og Tanke ere dog i Grunden det store Alts Treenighed. Det Jordiske udtaler sig i Potensen af de forskjellige Farver, og disse aabenbare sig igjen, aandigt, i de mægtige Toner, der atter gjemme Nøglen til Hjertets dybeste Gjemme! det er ene Tonerne, der mægte at løse de dybe Tanke-Gaader, der tidt vækkes i vor Sjæl.
   Vi kom forbi et lille venligt Huus med rødmalet Træværk og Viinranker op ad Muren; der sad en lille solbrændt Dreng, med sølvhvidt Haar, og øvede sig paa en gammel Violin, maaskee bliver denne Lille engang en stor Virtuos, frapperer Verden ved sit Spil, beundres og hædres, medens en hemmelig Orm gnaver ham alle de grønne Blade af Livets Træ.
   Skoven tabte sig imidlertid mere og mere, Veien løb imellem vilde Klippevægge, en lille Flod bidrog til at give det hele Parti Afvexling, Vandmølle laae ved Vandmølle, hvor store Planker og Stene bleve savede igjennem; paa flere Steder fandt vi, til Overgang over Floden, kun et lille Bræt, der var uden Rækværk. Endelig traadte vi ind i den böhmiske Grændseby »Hirniskretschen«.
   Alt, rundt om mig, havde en ganske nye Characteer! det Hele bar et fremmed, eiendommeligt Præg; jeg seer endnu saa levende, under de guulgraae Klipper med det grønne Krat, de nette, rødmalede Huse, med deres Træ-Altaner, høie Trapper og Rækværker, Christus-Billedet, eller Madonna, over Døren, der, i hvor slet de vare malede, dog gav mig det Hele et interessant Anstrøg. Jeg seer endnu de mange Koner, de muntre Piger og Drenge, der stode med nøgne Fødder ved Flodbredden og trak med lange Stænger de store Brændestykker, der fløde i Vandet, op paa Land. Jeg seer den gamle guulbrune Böhmerkone ved den aabne Rude, der hilsede os i den hellige Joseph og Marias Navn. Jeg seer det underlige, brogede Billede med de friske Blomsterkrandse, der midt paa Torvet, hvor en gammel Bonde knælende læser sit Ave Marie, og hvor den smukke, unge Pige gaaer forbi, neier dybt og gjør Korsets Tegn.
   Det var Billedet af den hellige Nepomuck, Böhmernes Skytspatron, jeg her saae. Det var mig ellers ganske underligt at tænke, at jeg nu var i et Land, hvor jeg gjaldt for en Kjætter. Den catholske Kirke i Dresden med sine Ceremonier og sin Kirkemusik, flyttede mig ikke saa nær den pavelige Stol, som dette Helgenbillede i den frie Natur, og den gamle Kones catholske Hilsen.
   Vi gik et Stykke langs Elben, hvor vi stødte paa østerrigske Grændse-Soldater; de sang af »den Stumme i Portici«, og den bekjendte Melodie fik mig til at drømme mig nærmere Hjemmet, end jeg her var. Tre böhmiske Roerkarle ventede med en Gondol, der igjen skulde føre os tilbage til Sachsen. Vinden blæste i Seilene; Bjerge med Skove reiste sig paa begge Sider, vi kom forbi flere, større Skibe, med Tømmer og Planker, dybt inde fra Böhmen; vi saae tæt ved Elbbredden et stort Steenbrud, der har Interesse især for Danske, da der her skal være brudt Stene til Christiansborg Slot. Ikke langt herfra reiste sig, ud over Stien, der løb langs med Elben, et Fjeld, der i Afstand, af Naturen, dannede ganske forunderligt, Ludvig d. XVI. Büste, og havde ogsaa Navn herefter; der var det hele Udtryk i Ansigtet, og den store Alonceparyk hang rundt om det kjæmpemæssige Hoved; kom man tæt under Klippen, da blev det Hele utydeligt, og man saae kun de vilde Fjeldstykker oven paa hinanden, med grønne Buske i de dybe Kløfter.
   Ved Schandau stege vi i Land, for samme Aften at være i Dresden; men vi havde endnu et Fjelparti at besøge, det bekjendte Lilienstein. Lodrette reiste sig de stolte Klippeblokke, vi stode alt ved deres Fod, under de gamle Linde, der ogsaa tilbød deres Skygge for Friedrich II. En Mængde Fodstier krydsede hinanden, snart sank vi ned i det dybe Sand, snart maatte vi stige næsten lodret op af Trin, der vare huggede ind i Klippen. Over et gabende Svælg laae der en lille Træbroe, Stien bugtede sig meer og meer, endelig stode vi da paa den øverste Spids, der er en stor Flade, af næsten hele Klippens Omkreds, begroet med Gran og Fyr. Paa en fremspringende Klippe stod en Søile, til Minde om Aaret 1708, da Kong Friederich August, Kurfyrst af Sachsen, besteg Lilienstein. Hvilken herlig Udsigt har man ikke herfra ud over Schandau til de böhmiske Bjerge! Dybt nede, mellem de solbelyste grønne Enge løb Elbfloden, og paa hiin Side viiste sig Flekken Königstein under det stolte Fjeld, hvorpaa selve Festningen ligger. Hele Egnen under disse Bjerge er, som bekjendt mærkelig af Friederich d. II. lykkelige Krigstog 1756 mod Sachserne, som han her indesluttede og tvang til Overgivelse.
   Hverken Lilienstein eller Königstein forekommer mig ellers, i Afstand, at have noget malerisk smukt for Øiet, de vare mig altfor rundede; de reiste sig begge som to uhyre Tærter, hvor Skovene ovenpaa kunne gjælde for Sokat, og Bygningerne selv, med deres røde Tage, for Stads der var sat paa Kagen. Vor Fører fortalte os, at her, dybt i Lilienstein, ikke gik saa rigtigt til, her laae en uhyre Skat, som de onde Aander bevogtede. Tidt saae Skipperne, der i den maanklare Nat seilede ned ad Elben, Lysflammer bevæge sig heroppe, og den eenlige Vandrer, hvis Vei faldt her forbi ved Nattetid, hørte dybe Drøn i Fjeldet. Det var Aanderne, der løftede og tumlede de uhyre Rigdomme.
   En lille Sti, langs med Elben, under de høie Klippevægge, fører ned imod Pirna. Vi kom forbi Bastey; de Reisende deroppe saae os kun ud, som sorte, bevægelige Punkter paa den himmelhøie Fjeldspids. Ved flere Steenbrud stode Trætavler opslagne, hvorpaa læstes en Advarsel, at ingen maatte opholde sig længer der, end det var nødvendigt, da ofte Steenblokkene reve sig løse og styrtede ned; vi saae flere Fjeldstykker ligge adspredte her i Dalen. Snart kom vi til venlige Bønderhuse, med store Kjøkken- og Humlehaver, Kirsebærrene vare modne, og hang røde og saftige bag de grønne Blade. Det venlige Pirna hævede sig med sine røde Tage paa den anden Flodbred, og Solen kastede de sidste Straaler paa det høie Bjergslot Sonnenstein, der hæver sig tæt ved Byen. I en stor Færge bleve vi satte over Elben og traadte nu ind i den smukke, venlige By; den skal have henved 5000 Indvaanere, og saae ogsaa ret anseelig ud. Den gothiske, store Hovedkirke hævede sig stolt med sine gamle Glasmalerier i de spidse Vinduer; Espalier med deilige, fyldige Mosroser snoede sig op ad Væggene paa flere Huse.
   En høi Trappe førte op til Altanen foran Sonnenstein, hvorfra man saae ud over den store Elbflod til Dresden. Næsten fra hele Tydskland sendes Vanvittige her hen, hvor de da erholde den bedste Pleie, og ofte deres Sundhed igjen.
   En ganske underlig Følelse maa gribe Enhver ved et Besøg indenfor disse Mure, der indeslutter en Verden for sig, en Verden, der er revet ud af sin naturlige Bane, hvor derfor den livsgrønne Spire sammenkrymper eller udvikler sig til en aandelig Vanskabning. Phantasien, denne Livets bedste Cherub, der tryller os et Eden i Ørkenens Sand, der løfter os paa sine stærke Arme over den dybeste Afgrund, over det høieste Bjerg, ind i Guds herlige Himmel, er her en frygtelig Chimære, hvis Medusa-Hoved forstener Fornuftens Tanke, og aander en magisk Kreds om det ulykkelige Offer, der da er tabt for Verden.
   Seer Du det lille, fiirkantede Værelse med det jerngittrede Vindue høit oppe? Midt i Halmen, paa Gulvet, sidder den nøgne Mand, med det sorte Skjæg og med en Straaekrands om Hovedet, den er hans Krone; en vissen Tidsel, han fandt i Halmen, er hans Scepter; han slaaer efter Fluerne, der surre om ham; thi han er Konge, han er Despot, Fluerne ere hans Undersaatter, de have gjort Oprør, siger han, de ville have hans Hoved, de ere trængte derind, han begriber ikke selv hvorledes; men han føler, hvor de storme derinde, men kunne dog ikke rive ham det af Skuldrene.
   Her nærmer sig os et Fruentimmer, hun har været smuk, men Smerten har forstyrret hendes Træk. »Jeg er Tasso's Leonore; Heine har ogsaa besjunget mig! ak ja, der ere mange Digtere som have sjunget om mig, og det kan ret kildre et qvindelig Hjerte! det er min Triumph; der var ogsaa Een, men han kunde ikke besynge mig, og saa skjød han sig i Hjertet og det var da ligesaa godt som en Sang, - nu er hele Verden blevet gal af Kjærlighed til mig, og derfor er jeg taget herud paa dette fremmede Slot; men de ere nu ogsaa her allesammen blevne gale af at see paa mig; men jeg kan jo ikke gjøre derved!«
   Ved det aabne Vindue sidder en ung, bleg Mand, han støtter Hovedet paa Armen og seer ud paa den røde Aftenhimmel og paa Skibene, der med udspændte Seil i Vinden, glide opad Elben! At vi nærme os, forstyrrer ham ikke i hans Betragtninger, han anseer sin hele Tilværelse for en Drøm, erindrer sig en lykkeligere Tid han har oplevet, betragter nu os og den hele Natur, kun som Drømmebilleder.
   Een har den Fixe-Idee, at han troer, at kunne høre ethvert bankende Hjertes Pulseslag, at kunne høre det briste i Døden - det brister for ham, i de vildeste Toner, saa han bliver rasende. Man binder ham i en Stol, der ved Hjul kan sættes i en hvirvlende Omdreining. Med et vildt Skrig suser han rundt, til Bevidstheden forgaaer ham, og man da standser Hjulet.
   Men bort med disse frygtelige Billeder, Vognen venter alt, der i et Par Timer fører os tilbage til Dresden.
   Tæt udenfor Byen, ved en Sump, saae jeg for første Gang i mit Liv, en Lygtemand; den hoppede lystigt, i en hvidblaae Flamme, hen ad Jorden; det var alt ganske mørkt da vi rullede ind i Byen.
   Kun tre Dage havde jeg endnu at blive her, og der vare endnu mange Ting at see, meget jeg endnu eengang vilde besøge. Som Skyerne i en stormende Nat, jage disse Dages Billeder forbi min Sjæl; hver Time bragte mig noget Interessant. Jeg var paa Billedgalleriet, saae endnu engang de store Mesteres Værker og indprægede mig de herlige Billeder i Sjælen, hørte Messe i den catholske Kirke, og besteg endnu til Afsked, Bjergene i »plauenscher Grund«, en romantisk Egn tæt udenfor Dresden, der mindede mig om »Rübeland«, skjøndt den er langt rigere paa Afvexling end dette Harzparti. Veien løb mellem de bratte Klipper, der var en Flod, som dannede et Vandfald, og tæt ved laae en Mølle, Kulsviere kjørte ind i Skoven, og oppe paa Fjeldskrænten sad en lille Dreng og vogtede Gjeder, der var ikke et Malerie i hele Billedgalleriet i Dresden, hvor Figurerne kunde være bedre anbragte, end disse vare det her. En qvægende Ro laae over det venlige Landskab; det var som Fjelde, Skove og Blomster drømte om en sydligere Himmel, medens Floden rislede fort mellem Stenene og sang den hele Natur en mægtig, søvnbringende Vuggesang. Dresden selv laae saa venlig, mellem de grønne Viinbjerge; det hele Landskab var et Billede paa Barnets Fred, paa det uskyldige Hjertes romantiske Drømmerier. Mange foretrække Tharand for plauenscher Grund, andre denne for hiin; jeg veed ikke hvilket Parti jeg skal træde over paa, begge havde mig noget Eiendommeligt, noget, der ret gjorde, at man fandt sig vel her. Belysningen af en Egn, og Belysningen i vor egen Sjæl, i det vi betragter den, virker saa uendeligt meget. Plauenscher Grund med sin bugtede Vei under Klipperne, hvor der er Liv og Færdsel, forekommer mig mere levende, og synes at fremvise en mere mandlig Characteer, hvorimod Tharand, med sin Ruin, sin speilklare Sø og sin dybe Eensomhed, har noget mere passivt, noget mere qvindeligt.
   Jeg kom ret til at tænke paa den gamle Skolemester og maatte sige med ham: »Her er god Plads, her kunde dog mange Mennesker have godt af den Herlighed!« men hvor faa ere dog ikke de, der see alt det Prægtige, hvormed Gud har smykket vor Jord. I Grunden er der dog kun liden Forskjel mellem Mennesket og Hunden, der, lænket til sit Huus, kun formaaer at gjøre et Par Spring paa sin sædvanlige Tumleplads.
   Endnu havde jeg ikke seet Bibliotheket og Antikkerne; Overbibliothekaren, Hofraad Ebert, en hjertelig Mand, hvem vores Molbech havde anbefalet mig til, viiste mig her megen Forekommenhed. Alt var pynteligt og lyst, Gulvene i de store Sale vare polerede som Speile, og gjennem Vinduerne - - ja, her glemte jeg rigtignok den hele lærde Verden rundt om! Hvilket Panorama derude! Bjerge med lysegrønne Viinranker og bagved, de sorte Granskove; Elben, der slyngede sig i store Bugter, hvor Baadene seilede med deres hvide Seil, hvor de store Tømmerfloder glede ned ad Strømmen; kun et Par Karle med bare Fødder, korte hvide Beenklæder, aaben Skjorte og en hvid Straahat paa Hovedet, styrede den hele Bræde-Masse. Det er umuligt, at man kan have Sands for Bøgerne her, naar man seer denne Natur i det klare Solskin udenfor.
   At Dresden, som Overgangspunktet mellem det nordlige og sydlige Tydskland, ogsaa kan vise hiints Characteer, fik jeg da en Idee om den næst sidste Formiddag, jeg opholdt mig her. Det var koldt, saa jeg frøs! Regnen strømmede ned, og alt fik et mørkt, nordligt Udseende; Dragere løbe gjennem Gaderne med Portechaiser, hvor Damen tittede ud bag de røde Gardiner. Elben saae ud som Kaffe, guul og tyk. Næsten ingen viiste sig paa Gaderne.

   Regnen rusker, Himlen er graa, 
   Fjernt i Taage Bjergene staae; 
   Elben flygter fra Böhmer-Land, 
   Leeret guult er det dybe Vand. 
   Svøbt i Kappen Soldaten gaaer 
   Hist paa Broen, hvor Korset staaer. 
   Hjertet ei tænker paa Storm og Regn, 
   Tanken er i hans Føde-Egn. 
   Deiligt skinner ham Solen der, 
   Der er jo ogsaa hans Hjertenskjær! 
   Hende han tænker - men hvad gjør hun? 
   Qvinden - ja hun er en Qvinde kun, 
   Troskab, det er en Flod saa fuul, 
   Let den bliver som Elben guul! -

   Op paa Dagen blev det atter sommerklart og sommervarmt; Menneskevrimmelen bevægede sig igjen paa de brühlske Terrasser, hvor Træerne duftede nu, forfriskede af Regnen. Musiken brusede der oppe, og Gondoler, Baade og Skibe krydsede hinanden paa Elben. Et lille Selskab af Norske og Danske havde Dahl samlet sig denne Aften; han var en munter, elskelig Vert, vi talte alle dansk og drømte os tilbage i Hjemmet ved det herlige Hav. Sildig skildtes vi ad, næste Dag droge nogle mod Øst, andre mod Vest, to gik til Rom og Neapel - jeg - triste dictu - til Berlin.
   Den sidste Morgen i Dresden hilsede mig nu. Jeg maatte ud for endnu at høre de herlige Toner bruse under Kirkehvælvingen, for endnu engang at see de grønne Viinbjerge i Morgenbelysning.
   Dagen var saa smuk, den hele Egn ved Elben laae i det herligste Sollys; det var mig, som om Alt havde taget Søndagsklæder paa, for at sige mig Lev vel! men derved kom jeg ogsaa mere til at føle den. Der blev ingen Messe givet i den catholske Kirke, kun Orgelet spillede sine simple Melodier; men det var jo Afskedssangen, de sidste dybe Toner, jeg muligt i min Levetid hørte her. I een af Skriftestolene saae jeg en gammel Præst med et ærværdigt Ansigt, en ung Pige knælede paa den anden Side Gitteret og skriftede; jeg ønskede mig ogsaa en Ven, en Fader, jeg ret kunde udgyde de Følelser for, der saa mægtigt brusede i mit Hjerte ved Afskeden fra det kjære fremmede Sted, der ikke længere var Hjertet fremmed.
   Hvad jeg ikke undseer mig ved at betroe Papiret, hvis Blade dog ere Midas-Siv, der udsladdre det igjen for Verden, kan jeg dog vilde skjule for Menneskene, naar jeg selv møder dem; jeg blev som Yngre saaledes spottet for min naturlige Følsomhed, der dog ikke var Følerie, at jeg selv spillede Langbolt med mit eget Hjerte og de bedste Følelser, for ikke at gjælde for en følende Nar mellem de andre fornuftige Mennesker; den samme isnende Skræk overfalder mig tidt endnu, naar mit Hjerte bliver sig selv, og jeg gjør da tidt et comisk Ansigt, for at man ikke skal see, at jeg græder. Saaledes skammede jeg mig ogsaa her, da jeg kom at sige Dahl Lev vel! at han skulde mærke, hvor inderlig bedrøvet jeg var; jeg loe og spøgte, til jeg kom ud i den frie Luft, saa blæste der mig Sand i Øinene, saa de ganske løb i Vand. Dahl gav mig ved Afskeden nogle Tegninger til Erindring, og en Skizze i Oliefarve, for at jeg dog kunde sige, at jeg havde noget han havde malet; det hele Stykke var saa stort, at jeg kunde skjule det i den flade Haand. Næste Sommer, sagde han, seer jeg vist Danmark, og alle Venner og Bekjendtere, han gav mig Haanden til Levvel! »Det er paa dansk! og dette«, tilføiede han, idet han kyssede mig paa Kinden, »er paa tydsk! vi sees vistnok oftere i denne Verden«.
   Jeg kunde ikke nu sige Levvel til Tieck, jeg maatte løbe om i Guds frie Luft, indtil de brogede Verdensbilleder rundt om igjen begyndte at afspeile dem i Hjertet og Tanken; thi disse ere som Havet, naar det der stormer, kan ingen Stjerne afspeile sig der, men seer man først de grønne Kyster, og Hverdagslivets rødtagede Huse vise sig i Fladen, saa er det ogsaa roligt igjen.
   Tieck modtog mig i sit Arbeidsværelse, saae mig saa hjerteligt ind i Ansigtet med sine store, kloge Øine; jeg gjorde mig stærk, da jeg følte den nyligt dæmpede Veemod langt stærkere vende tilbage. Han syntes at have Godhed for mig, roste de af mine Sager, han kjendte, og da jeg ingen Stambog førte med, skrev han mig paa et løst Ark Papiir disse Linier til Erindring om sig.
   »Gedenken Sie auch in der Ferne meiner; wandeln Sie wolgemuth und heiter auf dem Wege der Poesie fort, den Sie so schön und muthig betreten haben. Verlieren Sie nicht den Muth, wenn nüchterne Kritik Sie ärgern will. Grüssen Sie den theuren Ingemann und alle Befreundeten und kehren Sie uns bald einmahl frisch, gesund und reichbegabt von den Musen nach Deutschland zurück.

Dresden, d. 10de Junius 1831.Ihr wahrer Freund

Ludwig Tieck.«

   Jeg sagde ham Lev vel! Ingen Fremmede saae derpaa, og derfor turde jeg nok græde; han trykkede mig til sit Hjerte, spaaede mig en lykkelig Fremtid som Digter, og - tænkte vist, at jeg var et langt bedre Menneske end jeg er. Hans Kys glødede paa min Pande, jeg veed ikke hvad jeg følte, men jeg elskede alle Mennesker; maatte jeg engang som Digter kunde skjænke Verden noget, hvorved jeg kunde vise den store Digter, at han ikke tog Feil af den Fremmede!
   Klokken var 6 om Aftenen, da jeg med »Schnelposten« kjørte fra Dresden; jeg saae nu for sidste Gang den catholske Kirke og de brühlske Terasser, idet vi foer forbi. Fra Augustusbroen søgte mit Øie hen over Elben til Dahls Huus, jeg troede at see ham i det aabne Vindue.
   Snart laae ogsaa Neustadt bag ved os, Marker og Enge strakte sig paa begge Sider; vi vare ni i Vognen, og i dette Keglespil sad jeg, som Ni-Konge, i Midten; Gud veed, tænkte jeg, hvem Døden først rammer af os? Os alle bliver det da ikke paa eengang, men maaskee Hjørnekeglerne. I det ene Hjørne sad en ung russisk Woivod; han kom fra Paris, gik over Dresden og Berlin til Bremen, og vilde derfra til Italien; han holdt ikke meget af den korteste Vei! I det andet Hjørne sad en Englænder, der roste meget Dannemark, hvor han havde været, og sagde, at det manglede ikke andet, end at det skulde være engelsk, for at blive den første Perle i Europas Krone; men jeg takkede ham ikke for Complimenten. I det tredie en reisende Skuespiller, men hvorfra, veed jeg ikke, og i det fjerde, en ung Uldhandler med sin endnu yngre Kone, de kom fra Rhinegnen og skulde nu bosætte sig i Berlin, det var kun 14 Dage siden de havde Bryllup, og derfor kyssede de hinanden i et væk, legede med hinandens Hænder og citerede af Don Carlos, ellers var det meget gode Folk, der trakterede mig baade med Viin og Carbonade; den midaldrende Bedstemoder var med, jeg havde hende lige bag ved mig, og hørte hendes Jamren, da Egnen begyndte at blive flad; thi hun havde slet ikke den Idee, som Jeppe Berg og hans Naboer: at Jorden var flak, men den begyndte her at vaagne hos hende, paa denne hendes første Reise til Berlin. Selv sad jeg imellem en Præst og - - nær havde jeg sagt, en Præstinde. Jeg troer bestemt, det var »der Gott und die Bajadere!«
   Her manglede altsaa ikke paa Selskab, Egnen var ogsaa skjønnere end den paa Lyneborg-Hede; men ingen Characterer udviklede sig ret, ingen Alfer legede her i Drømme, og den berlinske Sirok blæste mig alt saa megen Prosa i Sjælen, at min hele Tilværelse paa denne Nat- og Dagreise blev ligesom de andre Vegetations-Menneskers, en bestandig Bølgegang i at sove og være vaagen; det Hele forekommer mig som en Drøm, hvori de otte Kegler, det vil sige Passagererne, staae som menneskelige Figurer uden Betydning, By fulgte paa By, medens den hele Egn, lidt efter lidt, gik over fra en fyldig, sundhedsblomstrende Natur, til den personificerede Svindsot. Kun enkelte Billeder træde ret frem af dette Drømme-Chaos. Jeg seer saaledes en flad Egn i den dæmrende Sommernat, hvor der laae en Kjøbstad, man kaldte den Grosenhain; der var en Kirke, hvor alle Vinduer og Døre vare tilmurede, det Hele dannede en huul Steenhvælving, hvor ingen kunde komme ind, og man fortalte, at det var skeet i Pestens Tid; her vare de Syge bragte hen, og da den sidste lukkede sit Øie, tillukkede man ganske Kirken, som man ikke siden turde aabne.
   Jeg seer tydelig i Jüdebog den fede Vertinde med det betydningsfulde Smiil over min Uvidenhed, da jeg pegede paa en Ridderfigur af Steen, som var anbragt udenfor, paa det gamle Raadhuus. Ethvert Barn kjendte jo »der alte Mauritius«, meente hun. Jeg var nok den første, der havde gjort hende dette forunderlige Spørgsmaal.
   Jeg seer den verdensberømte Mølle ved Sanssouçi, der dreiede saa langsomt sine store Vinger, som kunde den af bar Storagtighed over sin Navnkundighed ikke længer gaae rundt, som de andre borgerlige Møller; men jeg fik dog her lidt Grønt for Øiet, her var endogsaa en Indsøe, lette Baade med hvide Seil gyngede paa Havelfloden. Sanssouçi hævede sig paa sine Terrasser og stirrede paa det stive Potsdam; det saae saa militairt, saa snorlige ud. Jeg seer det store Slot med den lange Colonade, en Række af Piller, med de mange Grupper og Statuer, og de levende Soldater, der ogsaa saae ud som Statuer, smukt formede, baade af vor Herre og Skræderen, og ikke mindre vel dresserede af Corporalen.
   Potsdam giver virkeligt en ret god Forsmag paa Berlin, kun har Berlin knap et grønt Straae uden for sine Porte, naar jeg undtager hvad der er drevet op ved Commando; men Byen selv er da ogsaa drevet op paa samme Maade.
   Det var alt Aften da vi rullede ind paa dens Gader, der laae med deres hele Uendelighed foran og paa Siderne af os. Alt saae mig saa fornemt ud! Det imponerede ved sin Storhed, Alt var Rigdom og Pragt; alle Mennesker syntes mig endogsaa saa pyntede.
   »Det er dog ikke Søndag i Dag?« spurgte jeg. Nei, det var Løverdag i Almanakken, men Berlin saae altid ud som det maatte være Søndag Eftermiddag.
   Hvor skulde jeg her opslaae min Bolig? da svævede for mig den gamle Konge og »drey Tage aus dem Leben eines Spielers«, som vi alle kjende fra Capitlet om Braunschweig. Luis Angely, Oversætter af »drey Tage etc.« og Forfatter til mange Vaudeviller, eier i Berlin »der Kaiser von Rusland« et af de første H“teller; hvor kunde jeg altsaa være i Tvivl om at vælge et Sted. Her vilde jeg, og her burde jeg tage ind.

H. C. Andersen Homepage