| Index | -1 | +1 |
H. C. Andersen (1805-75): Skyggebilleder fra en Reise til Harzen,
det sachsiske Schweiz etc. etc., i Sommeren 1831 (1831), 8
VIII
Situations-Billeder paa Vandringen til Eisleben. Morten Luther.
Det er en forunderlig Ilen med Alt, der lever i mig, og egentlig udgjør min Grund-Characteer! jo interessantere en Bog er mig, jo mere iler jeg for at have den gjennemlæst, for at have det hele Indtryk; paa selve min Reise er det ikke ret det Nærværende, der glæder mig, jeg iler efter noget Nyt, for atter at komme til et andet; hver Aften jeg lægger mig til Hvile, higer jeg efter den næste Dag, ønsker at den var, og naar den kommer, er det dog en Fremtid længer borte, der beskjæftiger mig. Døden selv har mig noget Interessant, noget Herligt, fordi en nye Verden da aabnes for mig. Hvad mon det egentligt er, mit urolige Jeg iler efter?
Livsfrisk og herlig stod den vaargrønne Natur rundt om, og aandede Glæde og Ro, medens der ligesom laae et dunkelt Flor over mit Hjerte; dog, tænkte jeg, hvorfor misunde de friske, brogede Blomster? Lad dem dufte, de vilde om nogle Maaneder være visne; Kilden, som sladdrer nu saa lystig, forgaaer i Havet og dette selv, der svulmer i sin Storhed, vil dunste bort. Lad Solen spille med sine hede Straaler, ogsaa den vil med Himlen, ældes som et Klæde, naar mit Hjerte, der nu smelter hen i Veemod over sine egne Drømme, livsglad, med salig Stigen, jubler mod det Uendelige.
Endnu denne Morgen havde jeg ingen Ro paa mig, jeg forlod Harzgerode; det ene Billede vexlede med det andet, idet jeg flagrede det forbi, kun enkelte Smaa-Partier afprægede sig, som nette GenreStykker i min Erindring; saaledes staaer ved Königerode en stor, nøgen Mark for mig; der laae tæt ved en Korsvei et lille Vertshuus; Vinduerne vare murede ind i Væggen, og kun en enkelt Rude var til at aabne; der holdt en pyntelig, tyk, sund Bonde udenfor paa sin Hest og drak en Snaps, som den magre, tatergule Krokone rakte ham gjennem den aabne Rude. Det var en Situation som jeg har seet før, baade paa Malerier og i Tegninger, og som derfor greeb mig dobbelt, her i Virkeligheden. Et andet Billede, der vistnok for Mange, er høist ubetydelig, og staaer ligesaa levende for mig, som Udsigten fra Brocken og Rosstrappe, ja næsten mere, var omtrent en Miil fra dette, sidste Sted.
I Klaus, en Landsby der bestaaer, jeg troer af 3 Huse, gik jeg ind i Vertshuset, det er det ene af disse tre; Alt var her saa malerisk, men saa ganske af den hollandske Skole, at jeg dog helst ønskede at see det paa Lærredet. En Kattekilling væltede sig foran mine Been, to Hanekyllinger sloges paa Gulvet, og Opvartningspigen, der i Grunden var smuk og ganske bondeklædt og bondesund, rakte mig med saadan en Ligegyldighed et Glas Melk, som det var en Barmhjertigheds Gjerning, og ændsede mig derpaa saalidet, at hun traadte hen for Speilet og holdt sit Toilet, løste sit lange Haar og lod det falde ned over Skuldrene og Ryggen. Jeg seer det levende endnu og ønsker, at Du, min Læser! seer det med; thi det var ikke saa ilde!
I en to a tre Timer gik jeg fort, uden at møde et Menneske. Snart var Veien saa bred, som ti andre, snart saa smal, at kun een Vogn kunde kjøre der. Jeg løb da ogsaa vild, spurgte derfor to anseelige Bøge, der saae mig ud til at være Landsmænd, om Veien, men de rystede med Toppen og vidste ingen Ting. Ved en Eng traf jeg da et menneskelig Væsen, en Hyrde, en virkelig, ægte Hyrde, med Taske og Stav, ja ovenikjøbet med en Straaehat paa Hovedet, der saae ud til at have været brugt mangen god Gang i en Hyrde-Entré paa Theatret. Han saae virkelig godt ud i det Fjerne, med den store Vrimmel af Faar omkring sig; men man maatte ogsaa kun see ham i det Fjerne, nærved saae han, og alle hans Undersaatter, lidt formeget schaterede ud. Han sad paa en Steen, under en forvoxen Eeg, og begge de store, glubske Hunde laae foran og saae ham saa klogt ind i Øinene.
Den rette Vei fik jeg da at vide; men længe blev jeg ikke paa den, saa var jeg midt i en Kornmark, hvor der kun var en meget lille Sti, der somme Steder ikke selv ret vidste til hvad Kant den vilde gaae. En lille Bondpige mødte mig der, og bad mig sige sig Vei til en Naboby, hvis Navn jeg aldrig havde hørt, men med den bedste Villie kunde jeg ikke.
Stien førte mig til en lille Landsby, hvor der, paa en stor Plads udenfor et Huus, var Dands og Lystighed. Det var ganske unge, halvvoxne Piger, der indbyrdes valsede sammen efter Violin, som en gammel hjulbenet Orpheus spillede paa. Mødrene og alle Byens qvindlige Ældste, sadde paa Havebænke rundt om, med Hænderne i Skjødet, og saae derpaa, uden at lægge Mærke til den Fremmede, der stod tæt ved. Maaskee tænkte den ældste Morlille, der sad her med den lille sorte Hætte over de graae Haar, paa sin faure Ungdom, da hun, ogsaa sprang efter Violinen under Guds blaa Himmel. Nu vare de Spring forbi, ja den bedste Dandser laae muligt, for længe siden, og sov under den kjølige Græstørv, og sprang altsaa endnu mindre.
Men Billede paa Billede trætter, Barnet selv bliver kjed af at bladre i den meest brogede Billedbog, vi ville altsaa ikke nu strax see flere, skjøndt det følgende var smukt, meget smukt. Jeg gad nok beskrive det maleriske Leimbach, der laae tæt ved, inde i Dalen, næsten indhyllet i Røg, og skjult bag de høie Banker af sort Affald. Jeg gad nok vise den steile Huulvei, der næsten gik brat ned imod Kirketaarnet, og hvor dog en stor Pakvogn med fire Heste slæbtes opad; men som sagt, det trætter; jeg vil dennegang fortælle ganske simpelt, paa den almindelige Maneer, for at baade Læseren og jeg kan hvile os.
»Leimbach, en aaben Mediatstadt, med 660 Indvaanere, Kobbersmelteovne, Sølvhytter, Raadhuus etc. etc.«
Det følgende Sted tage vi paa samme Maade; det er ogsaa meget beqvemt! »Mansfeld, en halv Fjerdingvei fra Leimbach, har 1600 Indvaanere og et Gjæstgiversted: »zum braunen Hirsch.«« -
- Nu har jeg udhvilet mig! jeg veed ikke om Læseren har? Vi ere imidlertid nu ved Eisleben.
Mellem høie, grønne Bakker
Reiser sig den lille By,
Solen kaster lange Straaler,
Bag den brune Sommersky,
Skinner paa de høie Taarne, -
Alle Byens Klokker gaae,
Og paa Gader og i Stræder,
Folk i Søndagsklæder staae.
Munkene med Sang og Faner,
Træde ud af Byen der;
Hvad har dette at betyde?
Er det Fest og Høitid her?
Hist to høie Herrer komme,
De og Følget er tilhest,
Hertugen med Bispen er det,
Som i Dag er Byens Gjæst.
Hist paa Muren, tæt ved Porten,
Hvor det dog er broget der!
Mænd og Qvinder, Børn og Gamle,
Ligge, staae og sidde her.
See, en Bjergmand med sin Kone,
Stille, midt i Vrimlen staaer;
Deres lille Dreng ved Siden,
Har et deiligt hvidguult Haar.
Fromt han folder sine Hænder,
Seer paa hele Stadsen her,
Fyrstens Sabel, Bispens Kjole,
De behage ham især;
Underligt hans Hjerte brænder,
Tanken flagrer hid og did.
- Folk der boe hiin Side Bjerget,
Kom for denne Stads at see.
--
Mellem høie, grønne Bakker
Reiser sig den lille By,
Solen kaster lange Straaler
Bag den brune Sommersky,
Skinner paa de høie Taarne,
Men det er nu stille her,
Ingen Bisp og ingen Hertug
Seer jeg holde Indtog der.
Underligt dog Hjertet banker,
Glemmer for en Stund sin Vee.
Hvad vil jeg, hvad vil de andre
I den lille By da see?
»Bispens Kjole, Fyrstens Sabel!« -
Det er nu kun Støv og Gruus!
Nei, vi komme hver som Pil'grim,
For at see et fattigt Huus.
Snever er den lille Gade,
Det er ret som Alt var dødt!
Her de gamle Bjergfolk boede,
Her den lille Dreng blev født.
- Bisp og Hertug ere glemte,
Byens Mure er' i Gruus.
Alt igjen sig atter reiser,
staaer man i det lille Huus.
--
Byen havde mig noget saare venligt. En lille Dreng legede udenfor den gamle Kirke, og ridsede med Kridt paa de store Kampestene; maaskee de samme ogsaa have været Luthers Skrivertavle, da han legede her. Raadhuset har et kantet, dunkelt Udseende, ligesom hans Tidsalder; det har rimeligviis seet ganske saaledes ud i hans Tid, som nu, derimod har Huset, hvor han blev født, undergaaet en Deel Forandringer. Det benyttes nu som Skole. Paa et Vindue staae Luther og Melanchton i Glasmalerie, og over Døren læses, rundt om et illumineret Basrelief med Luthers Portrait:
»Gottes Werck ist Luthers Lehr,
Darum weyht sie nimmer mehr!«
Der stod en gammel Bonde paa Gaden med sin Kone, han stavede hende Verset, og jeg kunde see paa deres Ansigt, hvilken Masse af dyb og herlig Poesie, der laae dem i hvert Ord; thi deres Blik opklaredes forunderligt, og da han sagde det sidste, var det, som han havde sagt en Engels Aabenbaring, og de troede det.
»Luther!« siger Jean Paul, »Du ligner Rhinfaldet! hvor mægtigt stormer og tordner Du ikke! men ligesom Regnbuerne svæve ubevægelige paa dets Strøm, saaledes hviler ogsaa Naadens Bue, Freden med Gud og Menneskene, i dit Bryst; Du ryster kun din Jord, men ikke din Himmel!«
Det er poetisk smukt; men dog laae der mig her, med den Tone og det Udtryk, hvormed den Gamle sagde til sin Kone om Luther: »det var en Mand!« noget langt større, rigtigere og stort. Jeg troer, at Jean Paul selv vilde have fundet det samme, om han havde hørt det!
Luther »det var en Mand!« derfor brød han Pavedømmets Aag; derfor sang han:
»Wer nicht liebt Wein, Weiber und Gesang,
Der bleibt ein Narr sein Leben lang!«
Derfor slog han Blækhuset i Hovedet paa Mørkets Fyrste; thi som en tydsk Digter siger, jeg troer Børne, »Blæk og Trykkersværte ere de farligste Vaaben imod Fanden, de ville engang ganske forjage ham fra Verden.«
H. C. Andersen Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek