H. C. Andersen: Skyggebilleder, 6

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): Skyggebilleder fra en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz etc. etc., i Sommeren 1831 (1831), 6

                    VI 

     Morgen. Digterens Magt. Baumannshulen. Antiqvaren. Blanckenburg.

   Klokken var omtrent halv 3, da Pigen kaldte paa mig, for at see Solen staae op, de fleste vare allerede udenfor, indsvøbt i Kapper og Kaaber. Med Tørklæder om Hovedet stod den underlige brogede Gruppe af Mennesker, fra høist forskjellige Steder, alle med een Tanke: »nu staaer Solen op«.
   Det var som vi stode paa en Ø, thi Skyerne laae nede under os, saa langt vi kunde see, som et uhyre, svulmende Hav, der med Eet var sat ud af al Bevægelse. Intet rødt Morgenskjær stod paa den blaa Himmel oven over; Solen hævede sig uden Straaler, som en stor blodig Kugle, først da den var over Horizonten strømmede det klare Lys ud over Skyhavet.
   Vor gamle Skolemester stod med foldede Hænder, sagde længe ikke et Ord, men smilede saa tilfreds; endelig udbrød han: »gid jeg havde Moder og Børnene her; - ja den gamle Ane (deres Tjenestepige) det vilde fornøie hende lige ind i Sjælen! Herre Gud, her var saamæn god Plads for dem alle sammen. Det tænker jeg ogsaa altid paa, naar jeg seer noget rigtigt smukt; her var dog nu god Plads for saa mange gode Venner, vare de her, saa kunde de ogsaa have godt af det«.
   Alt som Solen steeg høiere, begyndte de lette Skyer at dampe bort, Ætheren ligesom indsugede dem, medens Vinden drev de tungere ned imellem Bjergene, der som Øer nu reiste sig i det store Sky-Hav. Snart blev Alt klarere og klarere, vi saae Byer og Kirketaarne, Marker og Enge, som de nydeligste Miniaturbilleder, rundt omkring. En saa herlig Morgen havde det ikke før i Aar været paa Brocken. Vi saae tydelig Magdeburg med sine Taarne, Halberstad og Qvedlinburg. Taarnene paa den høie Domkirke i Erfurt, Bjergslottene: Die Gleichen og Wilhelms Höhe ved Cassel, foruden en Vrimmel af mindre Stæder og Flekker rundtom.
   Jeg klattrede op paa det saakaldte Hexealter og den ti Fod høie »Teufels Canzel«, drak af det iiskolde Vand, der strømmer fra Hexebrønden, fik mig en Brockenbouqvet, som Pigen satte mig paa min Mütze, sagde Farvel til de nye Bekjendtere deroppe, og især til den gode, gamle Skolemester, der havde syntes saa godt om det hele Selskab her, at han bad mig, og dem Allesammen, først at skrive i hans Stambog, at han kunde vise dem hjemme alle de fremmede, gode Mennesker, han her havde levet med, vi skrev næsten alle, mit var det eneste Danske, og saa skildtes vi ad.
   Jeg havde sluttet mig til en Familie fra Hamborg, og tjente nu de unge Damer som opvartende Kammerjunker, naar Stien, der førte ned, blev altfor romantisk, hvorfor man til Gjengjeld bød mig en af deres leiede Bjergheste.
   Føreren gik foran, Skridt for Skridt fulgte Karavanen efter, og det lille Æsel, der bar Reisetøiet, sluttede Truppen. Vi havde hver faaet os en grøn Green i Haanden, og med den dreve vi vor langsomme Pegasus, der imellem syntes at ville gjøre sig det altfor mageligt. Veien gik snart ind igjennem den tykke Skov, snart ved Fjeldskrænten, hvor vi da saae de mindre Bjerge dybt nede med deres sorte Graner; de toge sig ud som Bakker, hvorpaa man havde plantet Kartofler, der reiste deres lave, grønne Top iveiret. Det underlige lette Slør, der laae over det Hele under os, tog sig ud, som var det et stort grønt Glas, vi saae den hele Herlighed igjennem. Mellem enkelte snevre Fjeldvægge stod Taagen presset sammen i en Sky, man kunde ikke see Gjenstandene nedenunder den, og dog laae den saa luftig og let, at Øiet følte, den maatte være fiin som Luften selv.
   Fuglene begyndte at synge, Duggen laae i klare Draaber paa Blomsterne og Solen skinnede paa det store prægtige Landskab derude. Verden er dog smuk! Hvilken uendelig Herlighed, fra den mindste Blomst med sin Duft, til mit Hjerte med dets flammende Tanker og atter fra dette til den store Jordklode, med de herlige Bjerge og de svulmende Have!
   Hvad bryder Hjertet sig om hvad Blomsten drømmer, idet den dufter saa veemodigt stærkt i Morgenduggen, der er noget langt Større, noget langt Vigtigere, der sætter dette i Bevægelse; hvad bryder Verden sig igjen om det enkelte Hjertes Længsel og Blomsterduft; mægtigere Lidenskaber, et heelt Folks Kamp og Undergang, Revolutioner i Naturen og Menneskelivet, ere dennes Drøm og Tanke.
   Morgenen var saa smuk, derfor sang ogsaa Fuglene, derfor duftede Blomsterne, og mit Hjerte selv opløste sig i Duft og Sang, og Verden, den store herlige Verden - følte og hørte lige meget til dem alle tre. Men den eier ogsaa bedre Blomster end de, der her voxe; den eier Oplysningens Blomst, hvis Duft gjennemtrænger Alt, forædler og styrker det; den kjender en mægtigere Sang, end Fuglens her paa Grenen, Frihedens store Morgensang; og Hjertet - det drømmende Digterhjerte, med sin Længsel og Smerte, hvad er dette imod et heelt Folks, et begeistret Heltehjertes sidste, stærke Slag for Liv og Fædreland; det arme Polen!
   Nær havde jeg digtet en Sang til Folket: »uden Fædreland«, endnu føler jeg Trang dertil, men - hvad kan den hjælpe dem! - jeg faaer desuden tidt et underligt Anfald af gediegen Fornuft, saaledes nu i dette Øieblik, og det er rent en Lykke for et ungt, brusende Gemyt, der saa let lader sig henrive af det glimrende Store, uden at tænke paa Politik, Forhold og Enden paa det Hele.
   Ved Elbingerode, en lille Bjergstad, sagde jeg Levvel til mit Reiseselskab. Tæt ved Broen, der førte over Floden, stod en Liremand og spillede »Adieu Français!« - Et Slags Skjermbræt var opreist ved Siden af ham og bemalet med Karikaturer, Pjerot, Harleqvin, Liniedandsere og Kunstberidere. En Flok Bønderbørn med bare Fødder stode og stirrede derpaa, medens Solen skinnede paa dem og de store Bjerge langt borte; det var virkelig en Situation, hvorover man kunde skrive en lang poetisk Afhandling, og sætte oven over: »Natur og Kunst«.
   Snart reiste de nøgne Klippevægge sig paa begge Sider, en lille Sti løb langs med den smalle Flod, jeg var i Rübeland, et Navn man udleder af »Räuberland«, fordi her paa en af Klipperne, i gamle Dage laae et Røverslot, men som nu er forsvundet, paa Voldgravene nær.
   Den hele Natur rundtom havde noget Imponerende, den syntes mig endogsaa at see saa storagtig ned paa mig, at jeg tilsidst tog Papiir og Blyant frem, for at vise den, jeg dog var dens Overmand. Du stolte Fjeld, hvor barsk Du truer der, Jeg sætter Dig dog ind i Verset her! Du lille Flod, som bruser vildt afsted, Hvor stærk Du løber, tager jeg Dig med! Selv Fuglen her imellem Engens Blommer, Der flagrer bort, saasnart han seer jeg kommer; - Hvad, tænker han, at undgaae mig ved Sligt? Jeg vil - og han maa qviddre i mit Digt. Alt lyder mig, hvorpaa jeg Blikket fæster; En Digter er en farlig Hexemester! Hist staaer en Pige! - nøgne, hvide Been, En deilig Væxt, slank som en Vidiegreen, Hun vadsker Liin - men vender Ryggen til. Nu, mon hun ei sit Ansigt vise vil? Ha, hvad er det! - har Tryllestaven svigtet, Hun trodser! vel! - hun skal dog ind i Digtet, Som der hun staaer, jeg hende tage vil, Nu skal hun staae og vende Ryggen til. Her er det Hele, Lyset smukt med Skyggen, Og Pigen, som nu altid sees pa Ryggen!
   Paa hiin Side Landsbyen Rübeland førte en lille Bjergstie op til den Fordybning i Fjeldet, hvor man træder ind i Baumannshulen; her fandt jeg to andre Reisende; hver af os fik en tændt Lampe; Føreren gik foran og vi stege ind i denne forstenede Phantasieverden.
   Indgangen var gjennem et lavt Hul, der saae ud som Ræven havde gravet det; vi kunde ikke gaae opreiste. Det var, som vi kom ind i Ruinerne af en gammel Borgkjelder, hvor Murene vare halv nedstyrtede. Vanddraaberne faldt med eensformig Pladsken, ellers var Alt dødsstille. Vi klattrede, hver for sig, med Lampen i Haanden, ned af de vaade Stiger; rundt omkring, under og over os, var det et kulsort Mørke, Lampelyset viiste os kun den smalle Stige, der ikke syntes at faae Ende; det underlige Uvisse, hvor dybt der var under os, gjorde det langt rædsommere end det virkeligt var. Naar man kun holdt sig fast, naar man kun passede, at træde til den rette Side, nu med venstre Been, nu med det høire, og naar kun saa Stigen ikke gik i Stykker, var der slet ingen Fare, ellers kunde vi let brække Halsen, var den bestandige Forsikkring, Føreren gav os.
   Hvor Mennesket i Grunden er eenssidigt, i Ordets hele Betydning! Vi see dagligt den største Afgrund over os, og en milevid rundtom os, men ingen af disse sætte os i Ængstelse, derimod den langtmindre, naar den gaaer nedad, faaer os til at svimle; nedad, det er en Side, vi have al Respect for; og dog maae vi alle nedad, der finde vi først Ro og Hvile.
   Fra Hule til Hule stege vi dybere ned; snart var der saa snevert og lavt, at vi maatte gaae enkeltviis med bøiet Ryg under de nedhængende Kalksteensmasser, snart saa høit og stort, at vi ved vore Lamper ikke kunde see Sidevæggene.
   Man viiste os sex forskjellige Afdelinger, men foruden disse, vare der uendelig mange, mindre Huler, som ikke alle ere undersøgte, muligt staae de i Forbindelse med Bielshulen, ja strække sig endogsaa dybt ind under Harzen.
   Rundtom gabede disse dybe, mørke Afgrunde os imøde; rundt om hang de forunderligste Stalaktitter, der dog ikke alle, saa ganske svarede til de Gjenstande Føreren forklarede de skulde ligne. Jeg troer, at jeg ogsaa har Phantasie, men jeg kunde dog ikke blive enig med ham! der vare ellers tusinde Ting, han ikke frempegede, der laae langt mere Betydning i. Et Orgel, en Thronhimmel, og en Fane, som Drypstene saaledes havde dannet, vare de tre meest lignende Figurer; men herved vil jeg ikke sætte ud paa denne mægtige Natur-Phantasie. Alt det som man her især beundrer er jo kun Efterligningen af hvad der mere fuldkomment viser sig i Naturen, de originale Stalaktitter, hvortil man ikke finder noget lignende, skulde jeg dog ogsaa troe ere interessante; de forekom mig, som betydningsfulde Hieroglypher, der gjemte Nøglen til de største Natur-Hemmeligheder.
   Et Kildevæld sprudlede ved vore Fødder, vi drak af det rene, klare Vand; den ene af de Reisende fandt her, en Dyreknokkel, som han med megen Opmærksomhed betragtede, og forsikkrede nu, at det vist kunde være en Alderdoms Levning; jeg havde intet derimod, thi det saae livagtig ud, som et Kobeen, og Køerne ere en gammel Slægt.
   Hulen har ellers sit Navn efter dens Opdager. En Bjergmand ved Navn: Baumann var det, som 1670 først besøgte den, for at søge om Erts; han fandt intet, og vilde nu vende tilbage, men kunde ikke finde Udgangen. To Dage og Nætter krøb han omkring, før han fandt den, men var da saa afkræftet paa Sjæl og Legeme, saa greben af Angest og Hunger, at han døde kort efter, men fik dog først gjort opmærksom paa Hulens indre, forunderlige Struktur.
   Den ulykkelige Baumanns Skjæbne og Følelser her, gjennembævede mig saa levende, ved denne Labyrinth af Huler og Svælg, at mit Hjerte bankede langt stærkere, jeg følte hvad han havde maattet føle her, ene overgivet til Skræk og Hungers Død; først da jeg saae det klare Dagslys, Guds blaa Himmel, følte jeg mig atter vel og mellem de Levende.
   Det var som jeg vaagnede op af en hæslig Drøm, og som nu alle de underlige, uformede Skrækkebilleder laae forstenet bag ved mig; Solen skinnede mig atter ind i Øie og Hjerte.
   Antiqvaren, hvis Bekjendtskab jeg havde gjort her i Hulen, vilde til Qvedlinburg samme Aften, og lagde sin Vei over Blankenburg, vi bleve saaledes Reisekammerater. Han kjendte en Sti over Markerne, der vilde spare os en Halvmiils Omvei, vi klattrede derfor op ad Klinten, der her ikke var høiere, end den ragede lidt over en Mølle, der laae underneden, hvor Vandet brusede over det store Hjul. Det var et meget godmodigt Menneske, hvis Livs Lyksalighed hang ved en gammel Mynt; hvert Øieblik tog han sit Kobeen frem, og forsikkrede, at det maatte være af en af Hunnerne; intet Landskab, tilstod han mig, havde det Smilende, det aandige Smukke, som en saadan Antiqvitet; han spurgte mig, om vi ogsaa samlede paa Alderdoms Levninger i Danmark; jeg maatte fortælle ham hvad jeg vidste, og da jeg begyndte, at omtale vore Kjæmpehøie og Offerstene, hvoraf man slet ingen seer her i Tydskland, fik han ordentlig Respect for vort Hjem, og priiste mig lykkelig, der levede paa dette Saga-Land. Han vilde endelig have mig med til Qvedlinburg, for at see Slottet, de gamle Kirker og alle de mange Mærkværdigheder der. Tænk, der var endnu en af de 6 Krukker, i hvilke Christus ved Brylluppet i Cana, havde forvandlet Vand til Viin, et Stykke af den af Johannes's Fingere, som han havde peget paa Christus med, en Flaske af Mutter Marias egen Melk, Jord fra Golgatha, Træ af Christi Kors o.s.v., og hvad der især var mærkeligt, den Kam, som Heinrich Fuglefænger havde brugt til at kjæmme sit Skjæg med. Dog alle disse Herligheder fristede mig ikke, min Længsel stod til den store Natur.
   Ved den første Kro inviterede jeg min Vandringsmand at drikke et Glas Viin med mig; her traf vi en ung Rytter, en meget veltalende Herre fra Omegnen, det var en smuk Mand og han havde en smuk Hest at ride paa, men jeg mærkede snart, at det ikke gik an, at nævne Rytter og Hest paa eengang, naar jeg ikke vilde sige en Pleonasme; vi fulgtes alle 3 et Stykke gjennem Skoven, men da der ikke blev sagt noget Interessant fra nogen af Siderne, kan jeg heller ikke fortælle noget, i hvor gjerne jeg ellers vilde, og saaledes kom jeg da til Blankenburg. Ved Porten spurgte jeg om Navnene paa de bedste Gjæstgiversteder; man nævnede iblandt andre, »Der weisse Adler«, og jeg valgte den, thi Ørnen var jo Jupiters og Napoleons Fugl; - et indbydende Skildt! men som Gjæstgiveren neppe havde tænkt paa, da han lod det male over sin Dør. Jeg fik et Værelse med en malerisk Udsigt. Ligeoverfor havde jeg til Gjenboer, to Studenter med røde Græker»Mützen«, og skotske »Schlafröcke«. Store Folianter laae paa Bordet, og Personerne selv ud af Vinduet med deres lange Piber, medens det gamle Slot Blankenburg, der er bygget paa et Bjerg, hævede sig høit over Husets Tag, der laae som Forgrund for den smukke Theaterdecoration.
   Med nogle studiosi theologiae fra Osterode, hvis Bekjendtskab jeg havde gjort paa Brocken, og som nu ogsaa boede i »der weisse Adler« gik jeg til Slottet, der udgjør Byens tredie Deel; thi Byen deles i Slottet, Byen selv og Haverne udenfor Staden. Slottet skal have 215 Værelser, og alle decorerede og møblerede i den ældste Stiil; en stor Bibliotheks-Sal, uden Bøger, og nogle Malerier, hvoriblandt et Portrait af »den hvide Dame«. Vi kom til Porten, men her var opslagen en Placat, at da Bygningen var under Reparation (eftersom det skal være Residens for den nuværende Hertug af Braunschweig) maatte ingen engang komme ind i Slotsgaarden; vi gjorde endnu nogle Forsøg, om at faae det Indre at see, men forgjæves, vi maatte da lade os nøie med den smukke Udsigt fra Terrassen, hvor byen Blankenburg med sine røde Tage, laae nede mellem Skoven og de grønne Haver, som Kirsebær paa et Kaalblad.

H. C. Andersen Homepage