| Index | -1 | +1 |
H. C. Andersen (1805-75): Skyggebilleder fra en Reise til Harzen,
det sachsiske Schweiz etc. etc., i Sommeren 1831 (1831), 2
II
Hamborg. En simpel Historie. Theatret. Besøg udenfor Byen.
Drømmen. En Idyl. De to Characterer.
Ligesom Kjøbenhavn har ogsaa Hamborg hævet sig fra et Fiskerleie til en stor Stad. - Mellem de usle Fiskerhytter ved Elbens Bred lod Carl den store opreise Borgene Hochbuchi og Hammenburg, der under Otto den 3die alt var en ved Søefart bekjendt, Flekke. Saaledes voxte den fra Barn til Yngling, og traadte kraftfuld frem som Mand mellem de mægtige Hanser.
Jeg følte ordentlig en dyb Respekt for den gamle Stad, som de snevre Gader og Menneskevrimmelen vedligeholdt. Jeg troer vor Kudsk kjørte os Gade op og Gade ned, for at imponere os ved Byens Storhed, thi det varede en lille Evighed før vi kom til »H“tel de Bavière« paa »neue Jungfernstieg« hvor vi steeg af. Her, inde i Byen selv, tager Byen sig herlig ud, idet Alsteren, der er bred og stor, ligesom skiller den gamle Stad fra den nye. De høie Taarne speile sig i Vandet, hvor der flyde Svaner og gynge Baade med pyntede Mennesker. »Jungfernstieg« vrimler af Spadserende; langs hermed ligger H“tel ved H“tel, hvor Dørene ere pyntede med Kelnere, Oberkelnere og Oberkelneres Oberkelnere. Fra Sweitserpavillonen bruser et Musikchor, og her, samt ved den anden saakaldte Alsterpavillon sidde hele Grupper af Avis- og Chocoladeslugere. Berlin har ikke en Gade, som denne! Deres »Unter den Linden«, mangler Vandpartiet, og dette er og bliver dog alletider en vigtig Skjønheds-Reqvisit.
Men vi ville ikke dvæle her, men gjemme Besøget til om Aftenen, naar Alt er oplyst, skjøndt det nok kan taale, at man seer det ved Dagen. Vi vove os ind i Vrimlen, mellem Drosker, raabende Handelsmænd i det Smaae, Blomster-Piger fra Vierlandene og travle Pengemænd fra Børsen. Det seer ud som det var een eneste Boutik! saaledes følger den ene Boutik paa den anden. Gaderne krydse hinanden, og nedad imod Elben, finder man nogle, hvor Entreen er igjennem en Forstue, og hvor der neppe kan boe noget Menneske, der overskrider en vis Peripherie, uden han maa leve derinde for bestandig. Jeg stak Hovedet ind i nogle af dem, men turde ikke komme længere, thi de mindede mig ret levende om en Drøm jeg engang havde: hvorledes Husene paa Kjøbenhavns Østergade, hvor jeg spadserede, ogsaa gave sig til at spadsere, men saaledes med Ansigterne imod hinanden, at Gaden fik Udseende af disse Hamborgergader, og da den endnu gjorde et Skridt til, sad jeg indeklemt mellem Væggene og kunde hverken komme frem eller tilbage, hvilket er temmeligt genert.
Dog legede Børnevrimmelen fornøiet inde, i denne halvdunkle Hamborger-Verden, og to Smaae:
»- - med Sundhedskind,
Ridsed' i Jorden med en Pind,
De ridsed' sig Gaard og Høienloft,
Mens Moder lapped' paa Faders Koft.«
Et fattigt Liig blev begravet, fire Karle bare Kisten og Konen fulgte; de havde Møie med at komme igjennem den snevre Gade, Veien var trang; ingen Solstraale skinnede der ned, først da de kom ud paa den bredere Gade, faldt Sollyset paa den fattige Kiste. Jeg hørte en Historie om denne Begravelse, der er poetisk rørende, da den er Sandhed.
Inde i den snevre Gade, høit oppe paa et ligesaa snevert Kammer, laae det fattige Liig; Konen sad og græd over det, hun vidste ingen Udvei til at faae det begravet; Vinduet stod aabent, da fløi der en lille Canariefugl ind og satte sig ved Hovedet af Liget og gav sig til at synge: det gjorde et underligt Indtryk paa Konen, hun kunde ikke græde længer, hun syntes, den maatte være kommet ned fra vor Herre. Fuglen var tam, den lod sig strax fange, og da hun nu fortalte en Naboerske det og viste hende Fuglen, erindrede denne sig, at hun kort før havde seet i Avisen et Avertissement om en Canariefugl, der var flyvet bort.
Det var denne, og Konen fandt der menneskekjærlige Hjerter, som hjalp hende den Døde i Jorden.
Byen er gjennemskaaren af Canaler; her i dette Qvarteer, saae jeg nogle, der saae mig ud, som sande Kloaker. Høie Huse paa begge Sider, men ingen Gade, kun den smale Canal, saa langt man kunde see for de udbyggede Altaner. Paa disse hang og laae der alle Slags, og dybt nede løb, eller rettere krøb, det smudsige Vand. En af disse Altaner eller Skuur i dette Chaos, var malet grøn, og her sad en tyk Madamme ved Theebordet, og nød den skjønne Natur.
Hvor lys og luftig er ikke Peer Madsens Gang i Kjøbenhavn, mod disse! denne vilde i Hamborg blive nobiliteret til en meget anseelig Gade.
Vil man ellers her om Sommeren undgaae Menneskevrimlen, som man næsten træffer overalt, vil man slaae sig fra Verden, saa maa man gaae i Theatret, her finder man ikke mange; langt fra hinanden sidde de blege Eneboere i de store Loger.
Huset er stort og prægtigt, fire Etager og et Parterre, hvis Gang bag om Bænkene er saa bred at der godt kunne dandses Galopade. Hele det Indvendige er hvidt med Forgyldning, der oplyses af en brilliant Lysekrone. Man spillede »Der Freischütz«. Decorationerne vare fortræffelige og især stod Ulvesvælget, med Hensyn til Maskinerie og Arrangement, over vort her hjemme. Det var et dybt Klippesvælg, hvor Maanen skinnede ned, og de røde Lygtemænd hoppede i deres magiske Runddands. Flammer sloge op af Jorden, og den vilde Jæger, et Lufttransparent, en Gruppe af Skyer, der dannede sig til disse vilde Skikkelser, foer over Scenen. Mindre heldig var en stor Drage, der viste sig og spyede Ild i det den foer bort. Jeg kom til at tænke paa Ulyses von Ithaca. Ved Actens Slutning steeg ikke den levende Samiel frem af Dybet, nei en frygtelig Kjæmpeskikkelse, der udfyldte hele Scenen, han greb med sin uhyre Haand Max og Casper, der laae livløse paa Gulvet, medens det Hele var effectfuld oplyst med en stærk, rød Ild. Ellers var Samiel her, slet ikke godt costumeret, han saae ud som en rød Husar. En Demoiselle Gned gav Gjæsterolle, som Agathe, hun sang smukt, havde vist megen Skole, men skabede sig hver Gang der blev klappet. Mit danske Øie og Øre var ikke vandt til denne tydske Sædvane endnu, siden saae og hørte jeg det overalt. Hver Gang der blev applauderet neiede hun; noget, der maa rive enhver ud af Illusionen. Efter den store Arie med Lommetørklædet, der her blev svinget med megen beregnet Ynde, og hun vilde kaste sig i Armene på Max, klappede man, hvorfor hun gjorde en Bevægelse frem, neiede og kastede sig saa i Armene paa den stakkels Elsker, der havde et heelt Publicum mellem sig og den Elskedes Følelser.
Kunst er det Modsatte af Natur, men derfor er Kunst ikke Unatur, den er snarere det ideale Billede af Naturen; man skal glemme det er Kunst, men hvorledes kan man det, naar en Kunstner eller Kunstnerinde nedværdiger sig til, at glemme det Naturlige i Kunsten for et usselt Bifaldsklap. Lovet være Himlen og de Enkeltes renere Smag, der har sørget for, at vi ikke kjende til Sligt paa vor Scene, undtagen ved Concerter, hvor man ogsaa har disse pantomimiske Prologer og Epiloger, der deles hver i fire Marscher: Høire, Venstre, Midten og saa Retirade-Marsch, den sidste er da naturlig! -
Da jeg næste Gang var i Theatret, blev jeg opvartet med et Melodrama efter det Franske: Cardillac oder das Stadtviertel des Arsenals; det er bearbeidet efter Hoffmanns bekjendte Fortælling: Frøken Scudery. Det var en fæl Comedie! - Olivers Rolle udførte Hr. Jacobi, der, som man fortæller, har frit Støvler og Skoe af Skomagerlauget i Hamborg, fordi han spillede Hans Sachs; hvorfor han egentligt har faaet dem, begriber jeg ikke, men det er maaskee gaaet det respective Skomagerlaug, ligesom en gammel Borgermand, jeg har kjendt, der, naar han i Privat-Theatret saae sin Datter spille, lukkede Hænderne sammen og sagde: »Vor Herre maae vide, hvor hun hitter paa alt det, hun siger!« De har vel ogsaa troet, at Jacobi hittede paa al det Smukke han sagde, og da de nu alle vare Skomagere, ligesom Hans Sachs, og maaskee ogsaa Poeter derimellem, (ikke, som Hans Sachs) har de tænkt: »Heute dir, morgen mir!« hvem veed hvad Jacobi kan lægge os i Munden, hvis vi ogsaa engang komme paa Scenen.
I de fleste Theaterblade seer man altid, at der den og den Aften var et herligt Trekløver paa Scenen: Trekløver ere saaledes der ganske almindelige! jeg fandt kun en to Kløver, men den var ganske fuldendt i sine Blade; livsfrisk og charakteristisk, det ene Blad hedte Jost, det andet Madam Mädel. Han udførte Cardillac, hun Frøken Scuderys Rolle.
Fra Theatret ville vi gaae til den botaniske Have, skjøndt jeg saae det første om Aftenen, den sidste derimod om Morgenen; men de store Drivhuse forekomme mig at være et passende Overgangsled fra Theatret til den frie Natur.
Beliggenheden er herlig! man troer sig langt borte fra Hamborg, og saa ligger dog kun den gamle Voldgrav og de planerede Volde med deres Blomsterpartier og Træer imellem. Jordbærrene stode alt i Blomster, og de smaae Fugle qvidrede til mig fra Hækkene: »mærker Du alt, Du reiser mod Syden!«
Hvor følte jeg mig ikke uvidende, inde i de store Drivhuse mellem de fremmede Blomster og Væxter! der var en Hamborger-Dame med, hun havde samme Feil, som jeg, og det endogsaa udenfor Drivhusene. Der stod her en heel Flok Blomster, »hvor nydeligt!« udbrød hun, »nu har jeg aldrig seet saa sjeldne Blomster! De ere da fra Amerika?« Nei, desværre, det var kun Mark-Blomster, tagne ved Pøseldorf tæt uden for Hamborg.
Fra den Botaniske Have vandrede jeg ud gjennem Palmaille i Altona, hvor jeg nød den første smukke Udsigt over Elben og kom saaledes til Ottensen. Det bekjendte Træ paa Kirkegaarden faldt mig strax i Øinene, jeg stod ved Klopstocks Grav.
Jeg har engang læst om en reisende Engelænder, der da han første Gang var Vidne til en katholsk Kirkeprocession, og saae det hele Folk knæle, ogsaa uvilkaarlig bøiede sig, skjøndt han ikke vidste, om det var en Gud, en Helgen eller noget ganske menneskeligt de bøiede sig for; det gik mig næsten lige saadan her! jeg kjender kun lidet til Klopstock, thi hans Messiade, ja jeg vil ærligt tilstaae det, har jeg aldrig læst, saadant et stort Heltedigt har mig noget afskrækkende! det var i Grunden mere Klopstocks Navn, end hans Værker, der vakte den alvorlige, dybe Følelse her ved hans Grav. Det var det udødelige Navn, der fik mit Hjerte til at banke stærkere.
Guds frie Natur vinkede mig længere ud! - Deilige grønne Haver ligge langs med Elben, Dampskibet gled stolt paa Floden, og den sorte Røg bølgede hen over Vandfladen. Her er smukt! Dog det har tusinde fortalt før jeg! Hvem har ikke været i Rainvilles Have, paa Blankenese, seet »das schøne Marianchen«, etc. etc., ja alle, hvem der slet ingen Idee have om det sachsiske Schweits, sige at dette skal ligne meget. Elben er i det mindste den samme og her endogsaa bredere! -
Fuglene sang og Blomsterne nikkede, og det i saadan en Mængde, at da jeg i Tusmørke kom igjen til Hamborg, syntes jeg, at paa hele »Jungfrauenstieg« bevægede sig kun lystige Fugle og nikkende Blomster.
Man skal jo lægge Mærke til hvad man drømmer de første Gange man sover paa et fremmed Sted, thi der skal være Betydning deri. - Jeg slukkede mit Lys, saae endnu engang ud af det aabnede Vindue, paa de mange Spadserende, hørte Musikken fra Pavillonen, thi Vinden bar Tonerne over Alsteren, og gik saa hen at hvile mig, for at samle Kræfter til at flagre længere ud i Verden.
Jeg drømte jeg var en lille Fugl,
Der fløi over Land og Bølge,
Hvad Hjertet følte, hvad Øiet saae,
Jeg ikke forstod at dølge.
Jeg sang hver Tanke dybt i mit Bryst,
Jeg sang mine Sorger og Glæder,
Jeg svang mig over det brusende Hav
Og alle de fremmede Steder.
En Morgen sad jeg paa Træets Green,
Og qvidrede glad mine Sange;
Rundt om i Græsset de Blomster stod'
De vare saa smukke, saa mange.
Men een var i Duft og Farveskjær
Den smukkeste, maatte man sande,
Paa hende jeg saae, for hende jeg sang,
Og glemte de fremmede Lande.
Hos hende jeg vilde bygge og boe,
Jeg vilde Vingerne miste,
Jeg vilde qvidre min bedste Sang,
Til Hjertet engang maatte briste.
Hun bøiede sig i Vinden bly,
Jeg rørte ved Blomster Kjolen,
Jeg Tanken forstod i Bladets Duft,
Det rødmed' i Morgensolen.
Og Blomsten bøied' sit Hoved ned,
Jeg husker det Hele saa nøie;
Jeg syntes at læse min Kjærlighed
I hendes trofaste Øie.
Da kom der en Jæger, saa ung og smuk,
Han havde sin Bøsse paa Nakken,
Han tog min Blomst og satte den pænt
I Knaphullet, foran paa Frakken.
En Dugdraabe faldt fra Blomstens Blad,
Jeg troede, det var en Taare,
Da sang jeg og tænkte, saa skyder han mig!
Jeg ønskede Døden saa saare.
End dufter Blomsten saa smukt som før,
Den føler i Frakken sig hjemme!
Jeg flyver afsted fra By til By,
O, kunde jeg Blomsten dog glemme!
Jeg sørger - men synger dog meer end før,
Hver Gang jeg flagrer paa Vangen,
Saa kommer der vel en Jæger engang,
Og skyder mig midt under Sangen!
Men vi ville lade den Fugl flyve!
Det var alt paa den fjerde Dag jeg var i Hamborg; om Eftermiddagen gik den saakaldte »Postkutsche« til Braunschweig, jeg havde Nummer 11, men der var næsten en tyve Passagerer, der alle stode grupperede med Kapper, Æsker og andre Reise-Atributer, ved »hohen Brücke«, hvor vi skulde stige i Vognen.
Gaden her, - ja det var en Hamborger Gade, snever og dunkel med en uhyre Trængsel, Støi og Raab, dog midt i al dens Prosa laae et lille, idyllisk Partie.
Sidehusene havde mange Udbygninger og Kanapper, imellem to af disse var opslaaet et lille Brædeskuur, der var saa lavt, at intet Menneske kunde staae opreist derinde, og saa smalt, at der kun var Plads til een Stol og ikke mere. Herinde sad et Par gamle Ægtefolk, en Skomager med sin Kone. Værktøiet laae i Vinduet og imellem dette og den bageste Væg, indtog Manden den hele Plads, den gamle Kone sad tæt ved Siden af ham med sin Strikkestrømpe, og saa kom Gadedøren; hun maatte nødvendigviis først træde ud af Huset, naar Manden skulde ud.
De sadde virkeligt der, som Dukker i et lille Glasskab, og saae meget glade og lykkelige ud, snakkede og loe, i det de saae paa os, der een ad Gangen blev puttet ind i den store Postvogn.
Jeg kom i en af Bivognene, hvor jeg fik en Engelænder og to Hamborgere til Selskab, den ene af disse var en Jøde.
»Nu skal vi s'gu være interessante!« var det første han sagde, i det han neppe var kommet til Sæde i Vognen, og saae alt meget fornøiet til os allesammen.
»Vort Hamborg er dog en kjøn By, en riig By!« og nu begyndte han at fistulere:
»Stadt Hamburg in der Elbe-Auen,
Wie bist du statlich anzuschauen!«
Jeg blev ogsaa ganske fornøiet, idet jeg tænkte, som Fanden, naar det gaaer ilde, »der faaer jeg da een Sjæl! ham kan jeg vist bruge«. Jeg bad ret i mit Hjertes Inderste, at den unge Mands originalitet maatte vende sin Søndags-Side ud, og i dette Haab nynnede jeg med:
»Heil über dir Hammonia!«
Saaledes rullede vi da ud af det gamle Hamborg.
Jeg nævnede Digteren Heine.
»Heine«, sagde han, »ja, Heine er en stor Mand i Poesien, og Broderen en stor Mand paa Børsen! men jeg holder ikke af hans Vers, for de ere saa korte. Vips faaer man een over Næsen, og saa er det Digt forbi!«
»Ja«, sagde den anden Hamborger, »han er altid saa rask med at give over Næsen! der har han skrevet, at Romerne og disse Italienere ere saa smukke og saa regelmæssige i Ansigterne, og at vi Tydskere have »Kartoffel-Gesichter«. - »Have vi Kartoffel-Gesichter?« sagde han og viiste mig sit Ansigt, der rigtignok, naar jeg skal være ærlig, ikke var saa ganske uliig denne Jordvæxt. »Jeg vilde ikke«, vedblev han, »for aldrig det, reise med saadant et Menneske, før man vidste et Ord derom, kunde der blive skrevet en heel Bog om een!«
»Nummer to!« tænkte jeg, »her har jeg den anden Sjæl!« - Hvilke Characterer for min Reise! Lidt efter lidt ville de mere udvikle sig, de kunne gjøre godt i 3die Capitel.
Vi vare imidlertid ved den første Station, men - der gik de begge to, begge Sjælene!
Det kan rigtignok genere en Forfatter, saaledes at miste sine to første Characterer, uden endnu at have benyttet dem - - - dog vi ville ikke lade os genere, vi reise videre!
H. C. Andersen Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek