H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,25
XXV.
Kennst Du den Berg, und seinen Wolkensteg?
Das Maulthier sucht im Nebel seinen Weg.
Goethe.
-----
»Mia cara sorella!«
»Klinger det ikke smukt? Det er italiensk! Nu er jeg da i det besjungne Paradis, men af den meget omtalte blaa Luft har jeg endnu ikke seet betydeligt. Her er graat, graat, som i Danmark. Otto siger rigtignok, at det er smukt, at vi have Hjemmets Himmel med os, men jeg er nu ikke saa poetisk. Maden er slet ikke god, og Griseriet stikker forfærdeligt af mod hvad vi ere vante til i Schweits, det fortryllende Schweits! Ja, det er en Natur! vi have ogsaa krydset den, kan Du troe. Men Du skal kun høre om Afreisen, og om Indtrædelsen i la bella Italia, som endnu staaer mig under alle mine Forventninger. Jeg kan nu engang ikke lide dette kraftløse Folk, ikke udstaae denne Munkedunst og Uvidenhed, og saa komme vi ogsaa lige fra Schweitsernaturen, fra Skyer og Gletscher, fra Storhed og Kraft. Vi reiste noget hurtigt gjennem Rhonedalen, Veiret var graat, men herved fik det Hele en egen Characteer. Skovene paa de høie Klipper saae ud som Lyngbuske, Dalen selv syntes en Have med Kjøkkenurter, Viin og grønne Enge. Skyerne seilede over og under hinanden, mens Bjergene med Snee forunderligt tittede frem derimellem. Det var en sønderrevet Skyverden, der drog forbi! den vilde Jagt, som ved Daglyset havde formummet sig. Den kyssede, i Flugten, Pissevache. Det Vandfald er slet ikke at foragte. I Brieg hvilede vi nogle Timer, men Klokken to efter Midnat, begyndte Reisen igjen op over Simplon. Det er denne Reise, jeg vil gjøre Eder beskuelig. Otto og jeg sad i Coupeen. Tænk Eder os, i hvide Bluser, Schawlsmützer og med grønne Safians Tøfler, thi Fanden maa reise i Støvler, de pine Fødderne. Vi have begge to Moustacher! jeg har forført Otto. De klæde forbandet godt, og give os noget Imponerende, og det er meget godt, nu vi komme ind i Kjæltringelandet, der maa man see at frappere Røverne. Altsaa, vi kjørte. Det var mørk Nat og dødstille, som i det Moment, Ouverturen begynder til en Opera. Snart skulde jo ogsaa det store Simplon-Teppe rulle op, og vi beskue Tonernes Land. Allerede tæt uden for Byen begyndte Veien at stige, vi kunde ikke see en Haand for os, rundt om styrtede og brusede Vandløb, det var, som hørte vi Naturens Pulse banke. Tæt hen over Vognen gik de hvide Skyer, de syntes gjennemsigtige Marmorplader, der bleve skudte hen over os. Vi havde Daggry, dybt i Dalen laae endnu Nattens Mørke, en Time gik før det dæmrede der nede mellem de smaa Træhuse.
Det er en Vei, hugget opad Klippen! Giganten Napoleon har furet den gjennem Jordens Rygrad. Ørnen, Napoleons Fugl, fløi, som et levende Vaabenbillede, hen over Mesterens Kjæmpeværk. Her var koldt og graat, Skyer over os, Skyer under os, og Mellemgrunden steile Klippevægge.
I bestemt Afstand fra hinanden findes her Huse, (Relais) opførte for de Reisende, i et saadant drak vi vor Kaffe. Passagererne sad paa Bænke og Borde rundt om den store Kaminild, hvor Granbrændet knittrede. Over tusinde Navne vare skrevne paa Væggen. Jeg morede mig med at skrive Mamas, Dit, Sophies og Evas; nu staae de der, Folk ville troe, I have været paa Simplon. Ude i Forstuen ridsede jeg Jomfruens Navn, og tilføiede: »uden Syæske«. Otto var i Tankerne hos Eder. Vi sladdrede vort, for de Andre, caudervelske Sprog, da jeg med eet udbrød: »Det er jo Evas Geburtsdag!« jeg huskede det først. I Byen Simplon ville vi drikke hendes Skaal. Nu gik det afsted. Hvor Gletscherne kunne styrte ned og ødelægge Veien, ere Klipperne sprængte og danne store »Gallerier«, gjennem hvilke man ruller tryg mod Faren. Det ene Vandfald fulgte det andet. Intet Rækværk for Veien, kun den sorte, dybe Afgrund, hvor Granerne hævede sig til en uhyre Høide, og dog stak frem kun som Pindeværk i den mægtige Klippemuur. Snart voxte intet Træ mere. Det store Hospice laae i Snee og Skyer. Vi kom til en Dal. Hvilken Eensomhed! hvilket Øde! kun nøgne Klipper. De syntes af Metal, alle havde de et spanskgrønt Skjær. De meest forskjellige Mosarter vexlede, foran os kneisede en mægtig Gletscher, den saae ud, som grønt Flaskeglas, pyntet med Snee. Hundekoldt var her, men i Simplon var fyret i Kakkelovnen, Champagnen knaldede, Evas Skaal blev drukket, og tænk, i samme Moment var en Lavine saa galant at styrte. Det var en Kanonade, en Rullen mellem Bjergene. Det maa have sjunget for Evas Øren. Spørg hende ad. Jeg kan see, hvor hun smiler.
Nu gik Reisen mod Italien; men koldt var det og koldt blev det, Naturen tog til i Vildhed, vi kjørte mellem steile Klipper. Tænk Dig paa begge Sider en Kampesteen af en halv Miils Længde, og næsten den halve Høide, dertil Veien ikke bredere, end at netop to Vogne kunde krydse, da har Du et Billede deraf. Vilde man see Himmelen, saa maatte man have Hovedet ud af Vognen og kige opad, og da var det som saae man nede fra Bunden af den dybeste Brønd, dunkelt og snevert. Hvert Øieblik tænkte jeg: naa! skjøde disse Vægge sammen? Vi med Vogn og Heste, vare kun, som Myrer paa en Bautasteen. Det var Jordens Ribbeen vi kjørte igjennem! Vandet brusede, Skyerne hang, som Fnug ved de graa Klippesider. I en lille Dal gik Drenge og Piger svøbte ind i Lammehuder, raae, som de vare trukne af Dyrene.
Med eet blev Luften forunderlig mild. Vi saae det første Figentræ ved Veien. Kastanierne hang os ud over Hovedet, vi vare ved Isella, Italiens Grændseby. Otto sang og var ellevild; jeg studerede de første italienske Vertshuusskildter: »Tabacco e vino.« Hvilken frodig Natur! Maismarker og Viinranker -! ja, det var ikke Pindeværk, som i Tydskland! nei, Vinen hang i yppige Guirlander, i store Løvhytter! deilige Børn sprang paa Veien, men Himlen var graa - og det havde jeg ikke ventet i Italien. Fra Domo d'Ossola, saae jeg tilbage paa mit kjære Schweits! ja, det vender rigtignok den smukkeste Side mod Italien. Men jeg fik ikke Lov at see, kjøre skulde vi. I Vognen sad en gammel Signorina, hun reciterede Vers og gjorde Øine »che bella cosa!«
Klokken ti vare vi i Baveno, drak Thee og sov, mens Lago maggiore skvulpede under vore Vinduer. Den Sø fik vi da at see ved Dagen og de borromæiske Øer med! Herre Gud, tænkte jeg, er dette det Hele? Saa stille og smilende have vi det ogsaa hjemme. Fyen skal herefter kaldes Isola bella, og Østersøen er vel stor nok til at kunne kaldes Lago maggiore. Vi kom paa et Dampskib forbi den hellige Borromæus [*Note] En kolossal Statue ved Bredden af Lago maggiore. [*] til Sesto di Calende; en Præst havde vi ombord, han var særdeles forbauset over, at vi kom saa langveis fra. Jeg viste ham et stort Rejsekaart, jeg havde, hvor Lago maggiore var nederst, Hamborg øverst. »Endnu længere borte!« sagde jeg, »høiere der oppe!« og han slog Hænderne sammen, ved at høre, at vi vare fra den anden Side det store Landkort. Han spurgte, om vi vare Kalvinister.
Deilige Landskaber fløi vi igjennem. Alperne saae ud, som Glasbjergene i Eventyret. De laae bag ved os. Luften var sommervarm, men let som paa de høie Bjerge. Fruentimmerne kastede Kys til os, men de vare ikke kjønne, de gode Damer.
Fortæl Kammerjunkeren, at de italienske Grise ikke have Børster, men en kulsort, glindsende Hud, som Morianer.
Om Natten kom vi til Milano, hvor vi boe hos Reichmann, faae god Mad og have velsignede Senge, det seer jeg paa! længe vil nok denne Lyksalighed ikke vare! paa den anden Side Appeninerne skal man gaae i Snavs til Ørene, og maa døie Oliver, syltede i Olie, men lad gaae! Otto tager sig ypperligt op, begynder at blive lystig; det er da paa Tiden. Jeg har ogsaa gjort et Slags Svingom, jeg holder af italiensk Musik, men der er da ogsaa en Forskjel at høre den paa Stedet. Der er mere end Melodier, der er Characteer. Det Yppige i Naturen og i Qvindens Former, den lette Henflagren hos Folket, hvor selv Smerten er Melodie, har vundet mit Hjerte og min Forstand. Ja Reisen forandrer et Menneske!
Kys Mama fra mig! fortæl Eva om Skaalen paa Simplon, og om Lavinen, som rullede, glem det ikke! det er just pointet i mit Brev! fortæl mig saa, hvorledes Eva rødmer derover, smiler, og siger: »han tænkte paa mig!« Ja i Grunden er det nobelt gjort af mig. Min søde Sophie og hendes Kammerjunkjer, Jacoba og Jomfruen faae en Bouquet af Hilsener, som nu ordentligt maa fordeles. Bare I kunde see mig og Otto med Moustacher! vi gjøre Indtryk, og det er høist behageligt. Gik kun Dagene ikke saa hurtigt, Livet saa gesvindt.
Questa vita mortale
Che par si bella, e quasi piuma al vento
Che la porta e la perde in un momento.
[*Note] Guarini. [*]
Sige vi Italienere. Du kan vel nok forstaae det?«
Din elskværdige Broder
Vilhelm.
Otto havde skrevet i Marginen af Brevet. »Italien er et Paradiis! her er Himlen tre Gange saa høi, som hjemme. Jeg elsker de stolte Pinier og de mørkeblaae Bjerge. Gid at alle Mennesker kunde see disse Herligheder!«
Vilhelm havde tilføiet: »Det er Vrøvl, hvad han skriver om den italienske Himmel. Vor, der hjemme, er lige saa god. Han er et Skabedyr, veed Du nok! Addio! A rivederci!«