H. C. Andersen: O.T. 2,20

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,20

                        XX.

               Was er gesucht, blieb unerreicht, 
               Der Abend trüb' und trüber. 
                                 Ludolf Schley. 

                    ----- 

              Siehst du das Vögelein, 
              Nisten im Wald? 
              Willst du mein Weibchen sein? 
              Werd es doch bald! - 
              - Bräutigam bin ich! 
                             Arion. 2 Band.

   Tæt ved Sanct Knuds Kirke, hvor eengang Munkeklostret stod, ligger nu en Privatmands Bolig. Den fortræffelige Værtinde, som eengang paa den danske Scene fortryllede, som Ida Münster, [*Note] See »Fyens Reisen« af Oehlenschläger. [*] ventede Familien til Middag.
   Efter Bordet blev spadseret i Haven, der strækker sig ned til Odenseaa.
   I Aftenskumringen vilde Otto opsøge tydske Heinrich, han havde sagt det til Louise, og hun lovede at fjerne Opmærksomheden fra ham, medens han var borte.
   Selskabet drak Kaffe i Lysthuset. Otto gik stille, grundende i Alleen langs med Aaen. Det smukke Partie foran fængslede hans Øie. Tæt ved laae en Vandmølle; Aaen brusede, mælkehvid, ud over de to store Hjul. Bagved var slaaet en Bro, hvor Folk kjørte og gik. Møllersvenden stod paa Altanen og fløitede en Vise. Det var et Malerie, som Christian Winther og Uhland give os det i deres malende Sange. Paa hiin Side Møllen reiste sig høie Popler, halvt skjulte de den grønne Eng hvor »Nonnebakken« ligger; en Nonne har druknet sig, hvor nu de røde Bellis voxe.
   Et stærkt Sollys beskinnede det Hele. Alt var Ro og Sommervarme. Pludselig lød for Ottos Øre dybe, mægtige Orgeltoner; han dreiede sig om. Tonerne, som naaede hans Hjerte, kom fra Sanct Knuds Kirke, der laae tæt bag ved, op til Haven. Landskabets Solskin og Tonernes Styrke gav ogsaa ham Lys og Styrke til det Mørke, han snart skulde gaae imøde.
   Solen var ved at gaae ned, da Otto vandrede alene over Torvet henimod den gamle Hjørnegaard, hvor tydske Heinrich gjorde sine Kunster. Paa dette Sted stod Sanct Albani Kirke, hvor Knud den Hellige, forraadt af sin Tjener Blake, [*Note] Derefter haves endnu den Talebrug: at være en falsk Blake. [*] blev dræbt af Oprørerne. Almuen troer, at der fra den dybe Kjælder, under Gaarden, skal gaae en underjordisk Gang, ud til den saakaldte »Nonnebakke«. Hver Midnat høre endnu Beboerne, rundt om, en Buldren under Torvet, det er, som styrtede der pludseligt et Vandfald. Den meer Oplyste forklarer sig dette, ved et skjult, naturligt Vandløb, der staaer i Forbindelse med den nærliggende Aa. I vor Tid har den gamle Gaard været Fabrik; de ituslagne Ruder, hvor Aabningerne hist og her vare tættede med Træspaaner eller Papir, de mange Menneskeknokler, man fandt i Haven, fra den Tid her var Kirkegaard, gave hele Gaarden en egen Interesse for den odenseiske Almue.
   I det man træder ind i Gaarden, er man endnu paa den samme Flade, Torvet danner; fra Baghuset ned til Haven er derimod pludselig en Dybde, tykke gamle Mure ere Grundlaget. Beliggenheden er saaledes romantisk: tætved det gamle Frøkenkloster, med de takkede Gavle, og nær ved Aaen, i hvis Dyb, Almuen paastaaer, lever et dæmonisk Væsen: »Aamanden«, der aarlig forlanger sit Menneskerov, men varsler derom Natten forud. Bagved ligger Engen, Landsbyer og grønne Skove.
   Det var over Gaarden, i en Bagport, tydske Heinrich havde sin Skueplads. Indgangen kostede 8 Skilling. Rangspersoner betalte efter Behag.
   Otto kom midt under en Forestilling. Et Lagen udgjorde det hele, sceniske Arrangement. Midt paa Gulvet sad et skrækkeligt Utyske, med sortsværtet Morians Ansigt og Krølhaar om Hovedet. Et gammelt Sengetæppe skjulte Figuren, dog saae man, at den var et Fruentimmers.
   Publicum bestod af nogle Bønderfolk og nogle Gadedrenge. Otto holdt sig tilbage, og blev ikke bemærket af Heinrich.
   Forestillingen var snart tilende, og Hoben trak sig bort. Da først traadte Otto frem.
   »Vi maae tale nogle Ord sammen! sagde han. »Heinrich, han har ikke været ærlig mod mig! Pigen er jo ikke den, han foregav! han har bedraget mig! jeg fordrer en Forklaring!«
   Tydske Heinrich stod taus, men hver Mine havde Veltalenhed, først Forundring, derpaa Snuhed og List. Det sledske, onde Blik maalte Otto fra Top til Taa.
   »Naa, saa er Hr. Thostrup saa vis paa, at jeg har narret ham!« sagde han. »Men hvorfor kommer han da til mig? Saa behøves jo ingen Forklaring. Spørg hende selv ad!« han pegede paa den sortmalede.
   »Du maa ikke være hoven paa det, Otto!« sagde hun leende, »Du kunde nok kjendes ved din Søster, fordi hun har lidt Sværte paa Ansigtet!«
   Otto fæstede et mørkt, uvilligt Blik paa hende, pressede sine Læber sammen og søgte at samle sig. »Det er min faste Bestemmelse, at lade Sagen undersøge!« sagde han med tiltvungen Rolighed.
   »Ja, men det vil blive ham Ubehageligheder!« sagde Heinrich, og smaaloe.
   »Lee ikke saa, naar jeg taler med ham!« udbrød Otto med blussende Kinder.
   Heinrich lænede sig roligt op til Døren, som førte ud til Haven.
   »Jeg kjender Politimesteren,« sagde Otto, »ham kunde jeg overlade det Hele. Men jeg har valgt en mildere Vei, jeg kommer her selv. Snart forlader jeg Danmark, reiser flere hundrede Mile bort, kommer, muligt, aldrig mere her tilbage; altsaa seer han, den største Grund, hvorfor jeg kommer til ham, er en Grille; jeg vil vide, hvorfor han bedrog mig, jeg vil vide, hvad Forhold han staaer i til hende!«
   »Naa, saa det er det han vil?« sagde Heinrich med ondt Blik. »Ja, seer han, hun er min Kjæreste, hun skal ogsaa være min Kone -! men hans Søster er hun alligevel, og derved staaer det!«
   »Du kunde gjerne give mig lidt, inden Du reiser!« sagde Sidsel, der ved Heinrichs Tale ligesom oplivedes mere og fortrak sit sortmalede Ansigt.
   Otto saae med rynket Bryn paa hende.
   »Ja, jeg siger Du til Dig!« sagde hun, »det maa Du finde Dig i! den Smule Fornøielse maa en Søster dog have!«
   »Ja, han burde give hende Haanden!« sagde Heinrich og loe.
   »Elendige!« udbrød Otto. »Hun er ikke den, han har sagt! jeg vil opsøge min virkelige Søster! jeg vil have Beviser ihænde for Sandheden! og jeg skal vise mig som Broder, jeg skal sørge for hendes Fremtid. Bring mig hendes Døbeseddel, bring mig kun een eneste Vitter- ligheds Attest -! men før otte Dage er omme! her er min Adresse, det er en Convolut af et Brev, slaae denne om de Papirer der kunne gives, og send dem ufortøvet. Men Beviser, eller han er et større Afskum, end jeg vilde troe!«
   »Lad os bare tale et Par fornuftige Ord!« sagde Heinrich, med dæmpet, indsmigrende Stemme. »Han giver mig femten Rigsdaler, og da skal han aldrig faae nogen Uleilighed meer af os: see, det er jo langt nemmere!«
   »Jeg har sagt, hvad jeg har at sige!« svarede Otto. »Vi have ikke mere at tale sammen.« Han vendte dem Ryggen for at gaae.
   Heinrich greb ham i Kjolen.
   »Hvad vil han?« spurgte Otto.
   »Jeg meente,« sagde Heinrich, »om han saa ikke havde betænkt sig med de femten Rigsdaler -!«
   »Skurk!« skreg Otto, hans Aarer svulmede i Panden, han stødte med en saadan Magt Heinrich fra sig, at denne tørnede med Ryggen mod den ormstukne Dør ud til Haven; Fyldningen gik ud; havde Heinrich ikke grebet for sig med begge Hænder, var han gaaet samme Vei. Otto stod et Øieblik taus med flammende Øine, derpaa sparkede han Convoluten, hvorpaa hans Adresse stod, hen for Heinrichs Fødder og gik.
   I Gjæstgivergaarden var Karlen alt ifærd med at spænde for, da Otto indtraf der.
   »Har De gode Efterretninger?« hvidskede Louise.
   »Jeg er i Grunden ikke videre end før!« svarede han, »kun at min egen Følelse siger mig, stærkere end nogensinde, at jeg er bedraget af ham!« Han fortalte hende den korte Samtale.
   Kammerjunkerens Vogn var nu ogsaa kjørt frem. Paa den var meer end god Plads til to, derimod sad de for mange paa den anden. Kammerjunkeren tilbød derfor, at man vilde benytte sig af det mageligere Sæde, og Otto saae Mama og Sophie stige op i Kammerjunkerens Vogn. Denne Omflytning vilde før ganske have forstemt Otto, nu havde han mindre derimod. Hans Tanker vare endnu saa beskjæftigede med Besøget hos tydske Heinrich, hans Sjæl opfyldt med en Bitterhed, der for et Øieblik adspredte Trangen til at udtale for Sophie hans stærke Kjærlighed. »Heinrichs Legetøi, hans Redskab har jeg været!« tænkte han, »nu spotter han mig, og jeg maa taale det! Den Skrækkelige er ikke min Søster! Hun kan ikke være det!«
   Det var nu blevet stille paa Gaden. De stege i Vognen. I Hjørnegaarden ligeoverfor var stort Selskab. Lyset strømmede gjennem de lange Gardiner; en blød Tenor og en høi klangfuld Sopran smeltede sammen i Mozarts »andiam, andiam, mio bene«.
   »Den Fugl tør ikke flagre fra mit Hjerte!« sukkede Otto og satte sig ved Siden af Louise. Vognen rullede afsted.
   Fuldmaanen skinnede, den vilde Spiree duftede fra Grøfterne. Mosegrundene dampede, den hvide Dunst svævede hen over Engen, som Elverkongens Døttre.
   Louise sad stille og forstemt. En Sorg tyngede hendes Hjerte. Otto var ogsaa taus.
   Kammerjunkeren kjørte foran, smældede med Pidsken og istemte nogle vilde Hallo.
   Vilhelm begyndte Sangen: »Herlig en Sommernat« og Kammerjunkeren faldt ind deri.
   »Syng med, Menneske!« raabte Vilhelm til den tause Otto, og snart vare begge Selskaberne een syngende Karavane.
   Sildigt kom de til Gaarden.

H. C. Andersen Homepage