H. C. Andersen: O.T. 2,17

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,17

                     XVII.
 
           Mourir! c'est un instant de supplice . . . mais vivre . . .? 
                                 Frederic Soulié.

   Lægen fra Nyborg, som havde besøgt en Syg paa een af Nabogaardene, aflagde sin Visit hos Familien og hørte til Evas Sundhed. Man havde bedet ham at overnatte, hellere at kjøre hjem i Morgenstunden, end saa seent paa Aftenen. Han lod sig overtale. Otto fandt ved sin Tilbagekomst ham og Familien i dyb Conversation. De talte om Gjengangerbrevene.
   »Hvor har De været?« spurgte Frøken Sophie, da Otto traadte ind.
   »De seer saa bleg ud!« sagde Louise. »Er De syg?«
   »Jeg følte mig ikke vel!« svarede Otto. »Derfor gik jeg lidt ned i Haven. Nu er jeg fuldkommen bedre.« Og han tog Deel i Conversationen.
   Den sønderknusende Smerte havde opløst sig i Taarer, Tanken havde reist sig igjen fra sin Bedøvelse og søgte et Lyspunkt at slutte sig til. Man fortæller om Maastrichts mægtige Huler, hvorledes de strække sig i dybe Gange og mægtige Pladse, i hvilke Lyden taber sig, og hvor Lyset, der ikke kan naae de nærmeste Gjenstande, kun brænder som et Ildpunkt. For at fatte denne Tomhed og dette Mørke, lader man Føreren slukke sin Fakkel og alt er Nat; man ligesom gjennemstrømmes af Mørket, Haanden griber efter en Muur, for dog at søge Vished, at der endnu er en Sands at stole paa; Øiet seer Intet, Øret hører Intet. Forfærdelse griber den Stærkeste. Det samme Mørke, den samme beslægtede Følelse havde Heinrichs Ord aandet i Ottos Sjæl; derfor sank han som Vandreren til Jorden; men som dennes hele Sjæl gjennem Øiet hæfter sig til den første Gnist, der funker, for at tænde Fakkelen, der atter leder ham ud af denne Grav, klyngede Otto sig til den første opvaagnende Tanke om Hjælp: »Vilhelm? Hans Sjæl er ædel og god, ham maa jeg indvie i min smertelige Hemmelighed, den han eengang ved Hændelsen selv har beskuet!« men Tanken slukkedes igjen, som den første Gnist slukkes, der flyver fra Staalet. Han kunde ikke betroe sig til Vilhelm; det Forhold, som derved fødtes, maatte fjerne dem fra hinanden. Det var ydmygende, sønderknusende. Men for Sophie? Nei, hvorledes kunde han da siden udtale Hjertets Kjærlighed? Hvor dybt under hende vilde han da staae, og som en Søn af Armod og Skjændsel. Men Moderen i Huset? Ja, hun var mild og god, med moderligt Sind rakte hun ham Haanden, betragtede ham som en Nærbeslægtet. Hans Tanke svulmede, Hænderne foldede sig til Bøn. »Hvo ikkun lader Herren raade!« bævede uvilkaarligt fra hans Læber. Modet strømmede vederqvægende tilbage i Hjertet. Menneskets Hjælp var, som Gnisterne der slukkedes, Gud var den evige Fakkel, der lyste og vilde lede ud af Mørket. »Almægtige Gud! Du alene kan og vil!« sagde han, »Du, som kjender Hjerterne, Du alene hjælpe og lede mig!« Hans Beslutning var fast. Til intet Menneske vilde han betroe sig; ene vilde han føre den Fangne ud og overgive hende til Heinrich. Han tænkte paa Fremtiden, og endnu mere mørk og tung, end før, traadte denne frem for ham. Hvo, som troer paa Gud, kan aldrig forsage. Det var nu kun om at faae Nøglen til det Værelse, hvor Sidsel sad. Da vilde han, naar de Alle paa Gaarden sov, vove hvad der maatte voves.
   Enhver kraftig Sjæl faaer Mod og Rolighed, naar den først seer Mulighed for at udføre sit Værk. Med paatagen Livlighed blandede Otto sig i Samtalen, Ingen anede, hvilken Kamp hans Sjæl havde kjæmpet.
   Der blev disputeret. Vilhelm var i sit Veltalenheds-Lune. Doctoren ansaae Gjengangerbrevene for den første og meest fuldendte Bog i den danske Litteratur. Eengang havde Sophie været af samme Mening, nu foretrak hun Coopers Romaner for denne og for alle Bøger.
   »Man glemmer saa let det Gode for det Nye!« sagde Vilhelm. »Er nu det Nye noget Overraskende, anseer let Mængden Autor for den største Forfatter. Nationen er, æsthetisk betragtet, endnu i sin Udviklingsperiode. Enhver virkelig dannet, der staaer mellem de Bedste af sin Tidsalder, faaer ved at betragte sin egen Fremskriden i Aandens Rige, Klarhed over sin Nations Udvikling. Den har, ligesom han, sine forskjellige Perioder; hos ham kan et stort Livsmoment, hos denne en rystende Verdensbegivenhed, undertiden bevirke et pludseligt Spring fremad. Publicum er ustadigt, idag strøer det Palmer, imorgen raaber det: korsfæst ham! men det betragter jeg som et Udviklingsmoment. De vil tillade, jeg bruger et Billede for at tydeliggjøre mig. Botanikeren gjennemstreifer Mark og Skov, samler Blomster og Planter; hver af disse enkelt, idet han plukker den, har hans hele Interesse, hans hele Tanke, men Indtrykket af hver viger for det næste. Først efter en længere Tid kan han nyde hele sin Skat, ordne den efter Værd og Sjeldenhed. Publicum griber ligeledes efter Blomst og Væxt, vi høre dets travle Beskjæftigelse med det Øieblikkelige, endnu er det ikke kommet til Besiddelsen af det Hele. Een Tid stod det Sentimentale øverst; den Digter kaldtes størst, som bedst vidste at gribe disse Strænge; saa gik man til det Pebrede, faldt ind i lutter Røver- og Ridderhistorier. Nu syntes man om det prosaiske Liv, og Schrøder og Iffland paaskjønnedes. For os aabnede Nordens Kraft, Helte og Guder, en ny betydningsfuld Scene. Da stod os Tragoedien øverst. Senere have vi begyndt at føle, at dette ikke er Tidsøieblikkets Kjød og Blod. Den lille flagrende Fugl, Vaudevillen, fik os bort fra den mørke Skov, lokkede os ind i vor egen Stue, hvor der er luunt og hyggeligt, hvor man har Lov at lee, og lee er nu en Trang for de Danske. Man maa ikke, med Mængden, ubetinget sætte det øverst, som svømmer paa Bølgen, men skatte det Gode af enhver Tid, og siden ordne, som Botanikeren ordner sine Planter. Ethvert Folk maa under det poetiske Solskin have sin Følsomheds Periode, sin Bersærkegang, sin Fornøielse i at være hjemme og sin letsindige Flagren uden om; det maa tabe sig i Enkelthederne, før det opfatter Skjønheden af det Hele. Det er ulykkeligt med Poeterne, hver troer om sig, at han er Tidens Hjul, og saa er han dog med hele sit sværmende Parti, som Menzel siger, kun et enkelt Hjul i den store Maskine, et lille Led i den uendelige Skjønheds Kjæde!«
   »Du taler som en Plato!« sagde Sophie.
   »Kunde vi saaledes stemme overeens i Musik, som i Poesie,« sagde Otto, »da vilde vi være ganske enige i vore Kunstanskuelser. Jeg lider bedst den Musik, som gaaer gjennem Øret til Hjertet og river mig med sig; derimod, naar den ene kan beundres af Forstanden, er den mig fremmed!«
   »Ja, det er Deres gale Anskuelser! kjære Ven!« sagde Vilhelm. »I Æsthetik er De paa det Rene; men i Musik er De langt ude i Forgaarden, hvor Hoben dandser med Cymbler og Trompeter om den musikalske Guldkalv!«
   Nu bragte den æsthetiske Enighed dem i en musikalsk Uenighed. Ved lignende Leiligheder havde Otto endnu aldrig veget Pladsen, han vidste altid ved træffende eller originale Bemærkninger at imponere den Angribende; iaften var Otto bevægelig nok, exalteret kunde man sige, men der viste sig ikke den Ro, den Bestemthed i hans Tanker og Ord, som ellers bragte ham Seiren.
   Det var en lang Time, og een endnu længere, fuld af Qvaler, begyndte ved Aftensbordet. Samtalen dreiede sig om Dagens Begivenheder. Otto greb ind deri og søgte at drage Nytte deraf; det var en Sjæle-Lidelse. Sophie roste høit hans Opfindsomhed.
   »Havde Hr. Thostrup ikke været!« sagde hun, »da var neppe Tyven bleven opdaget. Hr. Thostrup maae vi takke derfor, og især for det virkeligt moersomme Skuespil!«
   Man spøgte derover og loe, Otto maatte lee med.
   »Nu sidder hun som Fange oppe i Gavlen, i et lille Kammer!« sagde han. »Det maa være en ubehagelig Nat!«
   »O, hun sover maaskee bedre, end nogen af os Andre!« sagde Vilhelm. »Det kan ikke genere hende!«
   »Hun sidder jo i Qvistværelset ud til Gaarden?« spurgte Otto. »Der har hun ikke engang Maaneskin!«
   »Jovist har hun!« svarede Sophie. »Det er i Qvisten til Høire, ud mod Skoven, hun sidder. Vi have sat hende Maanen saa nær, vi kunde. Qvisten paa det øverste Loft er vort Fangetaarn!«
   »Men er der lukket godt for hende?« spurgte Otto.
   »Der er en Hængelaas og en stor Pind for Døren; dem bryder hun ikke op, og Ingen her paa Gaarden gjør et Skridt for hende. De mene hende det ilde Allesammen!«
   De stode op fra Bordet, Klokken var snart elleve.
   »Baronen maa endnu spille os et lille Stykke!« sagde Lægen.
   »Saa synger Hr. Thostrup os den smukke jydske Sang af Steen-Blicher!« udbrød Louise.
   »O, ja!« sagde Moderen og klappede Otto paa Skulderen.
   Vilhelm spillede.
   Otto undskyldte sig for at synge.
   »Syng væk!« sagde Vilhelm. Alle bade derom, og Otto sang den jydske Vise for dem.
   »See, den sang De ret med Lune!« sagde Sophie, og tilklappede ham Bifald. Idet de derpaa alle brøde op, gav hun ham Haanden og tilhvidskede ham, dog saaledes, at Søsteren hørte det: »iaften har De ret været elskværdig!«
   Otto og Vilhelm kom til deres Soveværelse.
   »Men, min gode Ven,« sagde Vilhelm, »hvad gjorde De nu egentlig i Haven før? Vær saa god at skrifte for mig! De var ikke syg! De gik heller ikke kun i Haven! De gik ind i Skoven, og De blev længe der. Jeg har seet det! De gjorde vel ikke Visiter hos den smukke Kone, mens Spillemanden var her? Jeg troer Dem ikke saa rigtigt!«
   »De spøger!« svarede Otto.
   »Ja, ja,« vedblev Vilhelm. »Det er en nydelig lille Kone! husker De ikke ogsaa, hvorledes jeg ifjor, ved Slaagildet, kastede Roser til hende; nu er hun Peer Krøblings Kone. Kommer hun med sin Gemal, da have vi livagtigt »Skjønheden og Bæstet«.«
   Det var Otto om at gjøre, at Vilhelm snart kom til at sove, derfor vilde han ikke modsige ham; han tilstod endogsaa, at den unge Kone var smuk, men tilføiede, at hun, som Peer Krøblings Kone, var ham, som en deilig Blomst, Skruptudsen havde siddet paa, han vilde væmmes ved at trykke den Blomst til sine Læber.
   Snart var Vennerne tilsengs. De sagde hinanden god Nat, og syntes nu begge at sove; med Vilhelm var dette ogsaa Tilfældet.
   Otto laae vaagen, hans Puls gik Slag i Slag.
   Nu slog Hovedgaardens Uhr tolv. Alt var stille, ganske stille; men Otto vovede endnu ikke at reise sig. Den slog eet Qvarteer til eet. Da hævede han sig langsomt i Veiret, saae hen til Sengen, hvor Vilhelm sov med Ryggen vendt til ham, Otto steg ud, klædte sig paa; han dæmpede sit Aandedrag. En Jagtkniv, der hang paa Væggen, og tilhørte Vilhelm, stak han i Lommen, løftede ganske sagte Ildtangen, med den vilde han bryde Jernhægterne ud, som holdt Hængelaasen. Endnu engang saae han hen til Vilhelm, han sov fast. Nu aabnede han Døren, og traadte paa Strømpesokker udenfor.
   Fra Gangvinduerne speidede han, om paa intet Sted endnu viste sig Lys. Alt var stille, Alle vare til Ro. Hvad han nu frygtede meest, var, om en af Hundene skulle ligge paa Gangen, og begynde at gjøe. Der var ingen. Han steeg op ad Trappen og gik hen over Loftet.
   Kun een eneste Gang før havde han været her; nu var Alt Nat. Med Hænderne greb han for sig.
   Endelig fandt han en smal Trappe, som førte til det øverste Loft. Lemmen deroppe var lukket, han maatte anvende al sin Kraft, for at aabne den. Endelig gav den efter med en stærk Knagen. Det var ikke den egentlige Opgang, denne fandtes i den modsatte Ende af Loftet; der vilde han have fundet aabent, hvorimod Lemmen her ikke i lang Tid havde været rørt.
   Det værkede i hans Nakke og Ryg, som var den knækket; men han var deroppe, stod tæt foran Døren, som Maanen, gjennem en aaben Loftsluge, skinnede ind paa.
   Med Jagtkniven og Ildtangen fik han snart, og uden betydelig Støi, Døren brækket op. Han saae ind i et lille, lavt Kammer, hvor der paa Gulvet var henslængt nogle smudsige Dyner.
   Sidsel sov dybt og fast, med aaben Mund. En lang Tot Haar stod fra Huen over Panden; Maaneskinnet faldt gjennem en Rude i Taget, ind paa hendes Ansigt. Otto bøiede sig over hende, og beskuede de raae, hæslige Træk. De tykke, sorte Øienbryn syntes kun een uordentlig Streg.
   »Hun er min Søster!« var den Tanke, som gjennemzittrede ham. »Hun hvilede under det samme Hjerte, som jeg! Blodet i disse Lemmer er beslægtet med mit! hun var den Forskudte, den Tilsidesatte!« Han bævede af Smerte og Angest; men Tiden var kort. »Staae op!« raabte han, og rørte ved den Sovende.
   »Ih, jane dou! [*Note] Hos den fynske Almue en Interjection, som udtrykker Skræk. [*] hvad er det?« raabte hun halv forskrækket, og hæftede vildt sine onde Øine paa ham.
   »Skynd Dem, med mig!« sagde Otto, og hans Stemme skjælvede. »Tydske Heinrich venter i Alleen! jeg vil hjælpe Dem ud! bort herfra! imorgen er det for sildigt!«
   »Hvad siger han?« spurgte hun, og saae endnu forstyrret paa ham.
   Otto gjentog det.
   »Troer han, jeg kan komme afsted?« spurgte hun, og greb ham om Armen, i det hun rask sprang ud paa Gulvet og klædte sig paa.
   »Kun sagte og forsigtig!« sagde Otto.
   »Det havde jeg ikke troet om ham!« sagde hun. »Men siig mig, hvorfor han gjør det?«
   Otto skjælvede; det var ham umuligt at sige Grunden, at udtale Ordene: »Du er min Søster!« Hans Læbe taug.
   »Mangen Karl,« sagde hun, »har jeg været bedre imod, end jeg burde; men see om nogen af dem tænker paa Sidsel! og han gjør det! han som er saa fiin og fornem!«
   Otto pressede sine Øine til; han hørte hendes Tale, dyrisk Raahed blandede sig med en Slags Fortrolighed, der maatte sønderknuse ham. »Hun er min Søster!« lød det i hans Sjæl.
   »Kom dog! kom dog!« sagde han, og steg ned af Stigen; hun fulgte efter.
   »Jeg kjender en bedre Vei!« sagde hun, da de kom paa det nederste Loft. Hun greb hans Arm, og de stege igjen ned af en Trappe.
   Pludseligt aabnede sig en Dør, og Louise, endnu paaklædt, traadte ud med et Lys. Hun udstødte et svagt Skrig, hendes Øine fæstede sig paa de to tæt foran hende.
   Men skrækkeligere og mere voldsomt rystede Mødet Otto. Hans Fødder vaklede, Alt bevægede sig i et Øieblik i brogede Farver for hans Øine. Det var hans Lidelses høieste Moment. Han styrtede frem mod Louise, greb hendes Haand, og dødbleg, med livløse, stirrende Øine, halv knælende, bad han med sagte Stemme: »For Guds Skyld, siig til Ingen, hvad De har seet! jeg maa redde hende, hun er min Søster! røber De min Hemmelighed, er jeg tabt for denne Verden! jeg maa døe! først i denne Aften har jeg faaet det at vide. Dem siger jeg Alt, men forraad mig ikke! forhindre imorgen, at man sætter efter hende! - O, Louise! ved Deres Sjæls Salighed, føl min Sjæleangest! jeg dræber mig, dersom De forraader mig!«
   »O, Gud!« stammede Louise. »Alt vil jeg! Alt! jeg er taus! faae hende bort! hurtigt, at De Ingen møder!« Hun greb Ottos Haand, han sank paa sine Knæ foran hende, og syntes et Marmorbillede, der udtrykkede Skjønhed og Smerte.
   Louise bøiede sig søsterligt over ham, Taarerne strømmede hende ned af Kinderne, hendes Tale skjælvede, men den var beroligende, som en god Engels Trøst. Med et Blik fuldt af Fortrøstning rev Otto sig løs. Sidsel fulgte ham, de talte ikke et Ord.
   Han førte hende ned i den nederste Etage, aabnede sagte et Vindue; gjennem dette kunde hun stige ned i Haven, og da let komme til Alleen, hvor tydske Heinrich ventede. Selv at følge længer med, var ikke fornødent, det var at vove uden Aarsag. Hun stod alt oppe i Vinduet, Otto trykkede hende nogle Penge i Haanden.
   »Vor Herre er over os!« sagde han med høitidelig Stemme. »Husk altid paa ham, og bliv god -! bliv bedre -! Alt kan blive godt!« uvilkaarligt trykkede han hendes Haand i sin. »Hav altid Gud i Tanker!« sagde han.
   »Jeg skal nok styre Codillen!« sagde hun, og var nede i Haven; hun nikkede og forsvandt bag Hækken.
   Otto stod længe og lyttede om ingen Støi hørtes, om ingen af Hundene gjøede. Han frygtede for hendes Sikkerhed. Alt var stille.
   Som tidt en gammel Melodie pludseligt kan vækkes i vor Erindring, tone for vort Øre, saaledes klang et Bibelsted for hans Tanke: »Herre! - vilde jeg tage Morgenrødens Vinge, vilde jeg boe ved det yderste Hav, Du skulde dog føre mig, din høire Haand holde mig fast! - Du er os nær! Du kan og vil vort Vel. Du alene hjæper!« Stille læste han sin Bøn.
   Mere rolig vendte han tilbage til sit Værelse. Vilhelm syntes at sove! men da Otto nærmede sig sin Seng, hævede han pludseligt Hovedet og saae speidende omkring sig.
   »Hvad for noget?« udbrød han, »De er i Klæderne! Hvor har De været?« Han trængte mere ind paa ham.
   Otto gav en spøgende Grund.
   »Maa jeg faae Deres Haand!« sagde han. Otto rakte ham den, han følte paa Pulsen. »Jo, ganske rigtig!« sagde han, »Blodet er endnu i Bevægelse! Der seer man, Ingen kan man sværge for! Her sover jeg i al Uskyldighed og saa løber han paa Eventyr. Din slemme Fugl!«
   Med hurtig Flugt bevægede Tankerne sig i Ottos Sjæl: vilde kun Louise være taus, Ingen kunde da drømme om Muligheden i, at han havde Deel i Sidsels Flugt. Vilhelms Spøg maatte han roligt lade glide forbi.
   »Har jeg ikke Ret!« sagde Vilhelm.
   »Og om nu saa er!« svarede Otto, »vilde De da fortælle det til Nogen?«
   »Tror De, jeg er saa keitet?« svarede Vilhelm. »Vi ere jo alle skrøbelige Mennesker.«
   Otto greb hans Haand: »vær taus!«
   »Ja vist!« sagde Vilhelm, og bandede mod Sædvane en Eed. »Nu har jeg svoret paa det; men ved Leilighed maa De fortælle mig lidt om den Deilige!«
   »Ja vist!« sagde Otto med et dybt Suk. For Vennen stod han ikke længer reen og uskyldig.
   De sov. Ottos Søvn var kun hæslige Drømme.

H. C. Andersen Homepage