| Index | -1 | +1 |
H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,16
XVI.
Bring' häusliche Hülfe
Incubus! incubus.
Tritt hervor und mache den Schluss!
Goethes Faust.
-----
Es giebt so bange Zeiten,
Es giebt so trüben Muth!
Novalis.
Næste Morgen fortalte Vilhelm, ved Kaffebordet, sit Aften-Eventyr; Søstrene loe deraf. Mama var derimod taus, forlod Værelset og kom efter nogen Tid tilbage.
»Her har været Tyve,« sagde hun, »og næsten skulde man troe, at det havde været af Gaardens egne Folk. De have været ved Skabet, hvor Dækketøiet ligger, og ikke været for skaansomme. Det smukke gamle Sølvbæger, jeg fik efter Grandmama, er ogsaa borte. Jeg vilde meget heller have givet dem Sølvets Værdie, end miste det Stykke.«
»Vil ikke Fruen, at Soldet skal gaae?« spurgte den gamle Tjener. »Det er temmelig sikkert!«
»Det er kun Overtro!« svarede hun, »derved kan det saa let gaae ud over den Uskyldige.«
»Som Fruen vil!« sagde Tjeneren, og rystede med Hovedet.
Der blev imidlertid anstillet Huusundersøgelse. Folkenes Kister bleve efterseete. Man fandt Intet.
»Vilde De bare lade Soldet gaae!« sagde den gamle Tjener.
Ud paa Eftermiddagen gik Otto i Haven; han kom i Samtale med Gartneren, de talte om Tyveriet, der var skeet.
»Det kan ærgre enhver af os,« sagde han, »for vi holde af Fruen og af det hele Herskab. Een maa dog blive mistænkt. Vi troede, det var Sidsel, for hun er et Skarn! vi Folk lod, mellem os selv, Soldet gaae, men ved hendes Navn rørte det sig ikke ud af Stedet. Vi havde sat det paa Knivspidsen, nævnet alle Navnene paa Gaarden; men det stod som det var spiget fast! vi fik jo rigtignok Noget at see, Ingen skulde have troet; jeg vil ikke føre det frem, skjøndt vi havde hver vor egen Tanke. Jeg vilde have forsvoret det.«
Otto trængte paa ham, hvem man havde mistænkt.
»Ja, Dem kan jeg jo nok sige det!« sagde han, »men De skal ikke lade Dem mærke med det. Da vi, i Middags, stode om Soldet, og det ikke rørte sig ved Sidsels Navn, blev hun ivrig, for der var faldet Ord, som ikke kunde være hende behagelige, naar hun var uskyldig. Hun reiste sig lige op i Veiret og sagde til os: »men her paa Gaarden ere jo ogsaa flere Folk, end vi, som maa slide og slæbe! Fremmede ere her, og den fine Jomfrue og Forpagteren. Ja, jeg tyvter Ingen, men hver bør nævnes!«
Saa gjorde vi det. Ja vi nævnede ogsaa Deres Navn, Hr. Thostrup, skjøndt vi nok vidste, at De var fri derfor, men vi vilde slet ingen forbigaae. Soldet stod ogsaa ganske stille, lige til vi sagde: Eva, saa vippede det. Ingen af os vilde rigtig troe derpaa, og Peer Tjener sagde ogsaa, at det var Træk fra Skorstenen. Vi sagde da nok engang alle Navne om, og Soldet stod, til vi kom til Evas, da saae vi ganske tydeligt en Bevægelse; Peer Tjener slog i det samme til Soldet, saa at det foer hen ad Gulvet, og han bandede, at det var Løgn, han turde svare for Eva. Det vilde jeg ogsaa have gjort; men det var dog besynderligt med Soldet. De Fleste have da nu ogsaa deres egne Tanker, men ingen gider sagt dem til Herskabet, som holder saa meget af hende. Jeg vil endnu heller ikke rigtig faae det i mit Hoved!«
»Hun er uskyldig!« sagde Otto, og det bedrøvede ham, at der hos Nogen skulde hvile den mindste Skygge paa Eva. Han tænkte paa tydske Heinrich og Sidsel, de alene forekom ham mistænkelige. Da faldt der ham et Experiment ind, som han engang havde hørt af Rosalie; han fandt det anvendeligt og i psychologisk Henseende langt mere sikkert, end det med Soldet.
»Muligt leder det til en Opdagelse!« sagde han efter at have meddeelt Sophie og Forvalteren den hele Plan.
»Ja, det maae vi gjøre!« sagde hun. »Det er ypperligt! Jeg skal da ogsaa med paa Prøve, skjøndt jeg er indviet i Mysteriet!«
»Ja De, Deres Søster, Vilhelm, Eva, vi Alle maae med!« sagde Otto. »Jeg vil kun ikke staae for det! det maa Forvalteren.«
»Det er rigtigt, meget rigtigt!« svarede denne. »Altsaa iaften, naar det er mørkt.«
Tiden kom, Forvalteren kaldte Folkene sammen. »Nu veed jeg,« sagde han, »hvorledes vi finde Tyven!« Alle skulde de blive i dette forreste Værelse; inde i det ved Siden af, var ganske mørkt, og i Krogen til Høire stod en Kobberkjædel, til den skulde de hver, i det de, een ad Gangen, bleve lukkede ind, gaae hen og lægge Haanden ned paa den flade Bund. Den, som var uskyldig, hans Haand blev hviid og reen, men den Skyldiges Haand vilde brænde fast og blive sort som et Kul.
»Hvo der nu,« sagde han, »har en god Samvittighed, gaaer med den og vor Herre derind, rører ved Bunden af Kjædelen, begiver sig derpaa ind i det inderste Værelse, og viser mig der sin Haand. Nu gaaer jeg, for at tage mod dem!«
Døttrene gik, Vennerne, Eva og alle Folkene. Forvalteren spurgte hver som kom! »Svar mig, paa din Samvittighed, rørte din Haand ved den flade Bund af Kjædelen?«
Alle svarede »ja!«
»Saa viis mig Haanden!« sagde han og de viste den og paa dem Alle var den sort; Sidsels alene var hvid.
»Du er Tyven!« sagde Forvalteren. »Din onde Samvittighed har slaaet dig. Du har ikke rørt ved Kjædelen, ikke lagt din Haand i den; ellers var den blevet som de Andres. Kjædelen var smurt indeni med Kjønrøg; de, som med god Samvittighed nærmede sig, visse paa, at deres Haand vilde blive reen, som deres Samvittighed, bleve just sorte! Du har dømt Dig selv. Tilstaae, eller det gaaer Dig værre!«
Sidsel udstødte et afskyeligt Skrig, kastede sig ned paa sine Knæ. »O Gud hjælpe mig!« sagde hun og tilstod, at hun var Tyven. Et Kammer, høit oppe i Gavlen over Loftet, blev indrettet til Fængsel; her indespærredes Delinquentinden, til Sagen, næste Dag, kunde indmeldes for Herredsfogeden.
»Hun skal til Odense og spinde paa Skotrok!« sagde Vilhelm, »der hører hun hjemme!« -
Familien samledes ved Theebordet. Sophie spøgte over Dagens Begivenheder. »Den stakkels Sidsel!« sagde Eva.
»I England vilde hun da blive hængt,« sagde Vilhelm, »det maa være artigt at see!«
»Afskyeligt!« svarede Louise, »de maae døe af Skræk paa Veien derhen!«
»Nei, det er just lystigt,« sagde Vilhelm. »Nu skal Du høre, hvilken deilig Musik der er sat til det af Rossini!« og han spillede af gazza ladra Marschen, hvor den unge Pige føres til Galgen. »Er det ikke lystigt? jo det er en Componist!«
»Jeg synes just det er characteristisk!« svarede Otto. »Det er ikke Pigens Følelser, Componisten her vilde udtrykke; det er den raa Hobs Glæde, over at see Executionen, det er denne herlige Øienfest, som spiller i disse lystige Toner; det er ingen tragisk Opera, og derfor valgte han just her denne Farve.«
»Det er nu bare for at sige imod!« svarede Vilhelm. »Hvad De der siger, har jeg endnu ikke hørt af noget Menneske!«
»Naar Soldaten løber Spidsrod, spilles der just en lystig Musik!« svarede Otto, »Contrasten her frembringer den største Virkning!«
Tjeneren, som traadte ind, fortalte smaaleende, at Peer Krøbling, den Nygifte, som han kaldte ham, var udenfor og vilde tale med Baron Vilhelm. »Det er nok om en Vals, Hr. Baronen har lovet ham!«
»Det er sildigt, han kommer paa Gaarden!« sagde Sophie. »Ellers gaae jo Bønderne i Seng med Solen!«
Ude paa Gangen stod den Anmeldte, paa Strømpesokkerne, med Huen i den ene Haand og en stor Stok i den anden. Han vidste, sagde han, at det endnu var Dag for Herskabet; han var just kommen forbi Gaarden, og havde da tænkt, han maaskee kunde faae den Vals fra Kjøbenhavn, som Baronen havde lovet ham; han skulde just imorgen Nat spille til Bryllup, og saa vilde han gjerne have den, men maatte øve sig først paa den.
Sophie spurgte til hans unge Kone, og sagde noget Spøg, Louise gav ham en Kop Thee, han stod i Gangen og drak den. Otto saae paa ham fra den aabne Dør; Manden gjorde nogle komiske Grimasser, det var næsten, som han vilde tale med ham. Otto traadte nærmere. Peer Krøbling stak ham et Papir i Haanden, idet han, med et meget talende Blik, tydede Taushed.
Otto gik til Side, betragtede den smudsige Lap Papir, der var sammenlagt som et Pulver, og forseglet med en Klump Lak. Uden paa stod, halv ulæseligt, skrevet:
»TiL vaLbördie Hr. Odto Tustraab.«
Han forsøgte først ved Maaneskinnet at stave sig igjennem, men det lod sig neppe gjøre selv ved Lys.
Efter megen Anstrængelse fik han da Mening ud af dette halvtydske, halvdanske Caudervelsk, af hvis Orthographie vi have en Prøve i Udskriften. Brevet var fra tydske Heinrich. Han bad, at Otto endnu i denne Aften vilde komme ud til ham i Skoven ved Peer Krøblings Huus. Han vilde da give ham en Oplysning, der nok skulde være den Gang værd. Det vilde blive Hr. Thostrup til stor Bedrøvelse og stor Elende, kom han ikke.
En sælsom Angest gjennemfoer Otto. Hvorledes slap han bort, uden at blive savnet? Bort maatte og skulde han; en forunderlig Angest drev ham afsted. »Jo tidligere jo bedre!« sagde han, ilede ned ad Trappen og svingede sig ihast over det lave Gitter foran Haven, Laagen havde maaskee gjort Støi. Snart var han i Skoven, han hørte sit eget Hjerte banke. »Evige Gud, styrk min Sjæl! befri mig fra denne Angst, som overvælder mig! led Alt til det Bedste!« Nu var han ved Peer Krøblings Huus. En Skikkelse lænede sig op til Brønden; Otto standsede, maalte med Øiet, hvem det var, og kjendte tydske Heinrich.
»Hvad vil han sige mig?« spurgte Otto.
Heinrich hævede tyssende Haanden, vinkede og aabnede en lille Laage, der førte om bag Huset. Otto fulgte mekanisk efter.
»Det er jo slemt, som det er gaaet til paa Gaarden!« sagde Heinrich, »Sidsel er jo sat i Cachot, og kommer nok imorgen til Odense i den røde Gaard ved Aaen.«
»Det er efter Fortjeneste!« sagde Otto, »mig vedkommer det ikke.«
»O nei!« svarede Heinrich! »paa en Maade kommer det ingen af os ved! men De maa lægge et godt Ord ind for hende! De maa see til, at hun ikke faaer denne Straf!«
»Men den er billig!« svarede Otto, »og hvor kan jeg blande mig deri? hvad har han at sige mig?«
»Ja den gode Herre maa ikke blive vred!« begyndte Heinrich igjen, »men det gjør mig ondt for Pigen. Jeg kan jo nok tænke mig, da han ikke kjender hende, saa rører det ham ikke; men naar jeg nu hvisker ham et lille Ord i Øret. Det er hans egen Søster, Hr. Thostrup!«
Det sortnede for Ottos Øine, en Dødskulde gik gjennem hans Blod, hans Hænder greb fast paa den kolde Muur, ellers var han sjunken i Jorden, ikke en Lyd undslap hans Læber.
Tydske Heinrich lagde, med et Slags Fortrolighed, sin Haand paa hans Skulder og vedblev i en sledsk bevægelig Tone: »Ja, det er haardt for ham at høre! jeg kjæmpede ogsaa længe med mig selv, om jeg skulde sige ham det. Men heller en lille Sorg, end en stor! Jeg talte igaar med hende; men jeg nævnede ikke ham, skjøndt det var mig underligt i mit Hjerte, at Broderen sad til Høibords med Frøkenerne, og Søsteren var Gaardens Svinepige. Nu have de hende i Cachot! jeg har ondt af hende og af ham med Hr. Thostrup, for det er dog ubehageligt! kommer Herredsfogden imorgen, og hun falder i de røde Engles Kløer, saa er hun ikke saa let at faae løs igjen! men endnu kunde De maaskee hjælpe hende. Saaledes hen paa Natten -! Jeg skal nok passe Snittet -, jeg vil være i den store Allee udenfor Gaarden. Kommer hun saavidt, skal hun være sikker; jeg vil føre hende bort fra denne Kant af Landet. Jeg maa sige ham, vi bleve saadan igaar halv Kjærestefolk! hun følger med mig, og han snakker for Fruen paa Gaarden, at hun lader Fuglen flyve!«
»Men hvor kan jeg? hvor kan jeg?« udbrød Otto.
»Det er dog altid hans Søster!« sagde Heinrich, og de bleve begge tause et Øieblik! »saa vil jeg da Klokken tolv, naar der er stille paa Gaarden, vente i Alleen!« sagde Heinrich.
»Jeg maa!« udbrød Otto! »jeg maa! Gud hjælpe mig!« -
»Jesu Maria hjælpe!« sagde Heinrich, og Otto forlod ham.
»Hun er min Søster! hun, den skrækkeligste af dem Alle!« sukkede han; hans Knæ vaklede, han knugede sig op til et Træ, hans Ansigt var som den Dødes; kolde Sveddraaber stod paa hans Pande. Rundtom udbredte Skoven mørk Nat; kun til Venstre mellem Krattet skinnede Maanens Straaler tilbage fra Søen.
»Derud!« sukkede han. »Alt er da glemt, min Jammer er forbi! - hvad er dog min Skyld? Var jeg til, før jeg fødtes paa denne Klode? Skal jeg her lide for Synder, jeg hist begik?« - Det mørke Øie stirrede stivt fra det blege Ansigt. Saaledes sidder den Døde paa sin Grav, i den tause Midnat, saaledes skuer Søvngjængeren paa den levende Verden om sig. - »Dette Øieblik har jeg forudfølt, dette Øieblik, som nu er nær, var Kilden, hvorfra flød Gift over hver Ungdomsdag. Hun er min Søster! hun? Jeg Ulykkelige!« Taarer brast ud af hans Øine; det var Krampegraad, han hulkede høit, det var ham umuligt at dæmpe sin Stemme; han sank halvt ned ved Træet og græd, thi der var Nat i hans Sjæl; tunge bittre Taarer strømmede, som Blodet strømmer, naar Hjertet gjennembores! Hvo kunde her aande Trøst? Der laae ingen Balsom i den klare Sommernats milde Luftninger, i Skovens Duft, i den hellige, tause Natur. Stakkels Otto!
- Græd kun, ja græd, saa faaer Du Ro,
Hver Taare er en Verden jo,
En Verden fuld af Sorg og Lyst,
Der ruller fra det snevre Bryst.
Og har Du grædt dit Øie træt;
Da bliver Du om Hjertet let.
Thi Sorgen, om den end er stor,
I hine Taareverdner boer!
Troer Du, at han, som skuer glad
Selv Krybet paa det mindste Blad,
Han, som det Hele stræber til,
At han en Verden glemme vil?
H. C. Andersen Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek