H. C. Andersen: O.T. 2,9

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,9

                   IX.

          Und hab' ich einsam auch geweint, 
          So ist's mein eigner Schmerz. 
                                      Göthe.

   I den sidste Tid havde Otto kun sjeldent været hos Hr. Bergers. Contoirchefens Huus havde han ingen Interesse for. Familien viste ham al Forekommenhed, al Fortrolighed. Hans Besøg bleve dog sjeldnere. Forretningssager førte ham just derhen en Dag.
   Tilfældet eller Skjæbnen, som man kalder det, naar blot en Skygge af Følger aabenbarer sig, vilde, at Maren skulde komme igjennem Forværelset, idet Otto vilde gaae bort. Hun var den eneste af Damerne, som var hjemme. Om tre Uger skulde hun igjen reise til Lemvig. Hun yttrede, at hun ikke skulde kunne sige, hun meget tidt havde nydt Hr. Thostrups Selskab.
   »Deres gamle Venner interessere Dem ikke meer!« tilføiede hun noget alvorlig. Ellers havde hun moret sig godt her i Byen, seet Alt, paa de udstoppede Fugle nær, men der skulde hun hen imorgen. I Theatret havde hun været sytten Gange, seet to Gange Søvngjængersken, derimod havde hun ikke seet Jægerbruden, og den ønskede hun især at see, for Ulvesvælgets Skyld. Ovre ved Aarhuus var der et Sted i Skoven, som de kaldte Ulvesvælget, det kjendte hun og nu vilde hun see, om det lignede det paa Theatret.
   »Jeg skal vel hilse Rosalie fra Dem?« spurgte hun tilsidst.
   »De bliver her endnu i tre Uger,« sagde Otto, »det er altsaa endnu for tidligt at tale om Afskeden.«
   »De kommer her jo næsten aldrig,« svarede hun. »De har bedre Steder! Baronens Søster seer Dem nok lidt oftere; hun skal være en smuk og meget klog Pige; maaskee man snart tør gratulere?«
   Otto blev blodrød.
   »Til Foraaret vil De reise udenlands,« vedblev hun, »vi faae Dem da ikke at see i Jylland, ja maaskee kommer De aldrig mere der! det vil bedrøve den gamle Rosalie. Hun holder saa utroligt meget af Dem. I alle de Breve, jeg her har faaet, vare Hilsener til Hr. Thostrup. Ja, jeg har en heel Deel til Dem; men De kommer ikke for at modtage dem, og jeg kan jo ikke gjøre saadan en ung Herre Visit. For gammelt Venskabs Skyld lader De mig vel være den første, der kan fortælle dem hjemme om Forlovelsen!«
   »Hvor kan De falde paa den Tanke?« svarede Otto. »Jeg kommer i saa mange Huse, hvor der er unge Damer; skulde Hjertet have Deel deri, da saae det slemt ud. Jeg har megen Agtelse for Frøken Sophie, jeg taler med hende som med Dem. Det er det Hele. Jeg mærker, den kjøbenhavnske Luft har virket ind paa Dem; her i Byen skal man nu altid forlove Folk. Det kommer fra de andre Damer her i Huset. Hvor kan De troe paa slige Historier!«
   Maren spøgte nu ogsaa derover, men da de skiltes ad, satte hun sig hen i Krogen, kastede det lille Forklæde op over Ansigtet og græd - - maaskee, fordi hun snart skulde forlade den levende Hovedstad, hvor hun havde været sytten Gange paa Comedie, og dog ikke seet Ulvesvælget.
   »Forlovet!« gjentog Otto for sig selv, og han tænkte paa Sophie, paa Fætteren og sin egen Barndom, den stod som en tung Uveirssky paa hans Himmel. Mange Tanker gik gjennem hans Sjel; han erindrede sig ogsaa hiin Juleaften, da han første Gang mødte Sophie, da hun, som Livets Parce, rakte ham Lykkenummeret. Han fik 33, hun 34; de forenedes ved Tallenes Række. Han vandt jo Stamtræet, og blev hævet til hendes Adel. Den hele Spøg fik Betydning for ham. Han gjennemlæste atter Verset, som fulgte med. Slutningen deraf vedblev at tone i hans Øre.

       »- Fra denne Time her Du adlet være, 
       Du vil ei glemme Ridderpligt og Ære!«

   »O Sophie!« udbrød han høit, og den Flamme, som længe havde ulmet i hans Sjel, men uden at han vilde erkjende den, slog op i Lue. »Sophie! Dig maa jeg trykke til mit Hjerte!« Han tabte sig i Drømme. Mørke Skikkelser forstyrrede disse. »Kan hun da blive lykkelig? Kan jeg? Billedet, hun fik, hvor Iisfladen var brudt, og den tro Hund ventede forgjæves, er betydningsfuldt. Det er Forhaabningernes Opfyldelse. Jeg synker og skal aldrig vende tilbage!«
   Fætterens Billede blandede sig i hans Drømme. Det fine Ansigt med de smaae Moustacher tittede næsviist og sladdrende frem, og Sophies Øine saae han hvile paa Fætteren, medens hendes hvide Haand legede med den brune Lok, som flød hende ned over Kinden.
   »O Sophie!« sukkede Otto og slumrede ind.

H. C. Andersen Homepage