H. C. Andersen: O.T. 2,6

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,6

                       VI.

              Wär ich die Luft, um die Flügel zu schlagen, 
              Wolken zu jagen, 
              Ueber die Gipfel der Berge zu streben, 
              Das wär' ein Leben. 
                    F. Rückert.

   Den første Aften, efterat Otto igjen var kommet tilbage til Kjøbenhavn, og tilbragte Aftenen i Frøken Sophies Nærhed, dreiede Samtalen sig om denne hans lille Reise. »Den smukke Eva var forsvundet!« sagde han.
   »De havde glædet Dem til dette Møde?« spurgte Sophie.
   »O aldeles ikke!« svarede Otto.
   »Det vil De bilde mig ind! hun er virkelig smuk, har noget saa usigelig fiint, som nok kan indtage en ung Herre. Med min Broder er det heller ikke saa rigtigt i dette Capitel; men, ærligt talt, Dem, Hr. Thostrup, er jeg i større Frygt for. Det stille Vand - De kjender jo nok den Talemaade? De har altsaa søgt om den smukke Eva? Jeg kunde have sparet Dem den Uleilighed. I det Brev, jeg fik forleden Aften, stod hendes Afreise. Mama har ført hende med sig. Hun har syntes, at det var Synd, den nydelige, uskyldige Pige skulde blive paa et Vertshuus. Manden og Konen der, ere fødte paa vort Gods, gjøre usigeligt meget af Mama, og, da Eva vistnok vinder ved Byttet, er det Hele gaaet meget hurtigt af. Det er godt, hun er kommet under Mamas Varetægt!«
   »Pigen er mig næsten ligegyldig!« sagde Otto.
   »Næsten!« gjentog Sophie. »Men dette næsten, hvormange Graders Varme indeslutter det?«
   »O, Verité! où sont tes autels, et tes prêtres?« [*Note] Voyage de Pythagore. [*] tilføiede hun og hævede leende Pegefingeren.
   »Tiden vil vise Dem, hvorledes De tager Feil!« svarede Otto med megen Rolighed.
   Fruen traadte ind, hun havde været flere Steder i Besøg, overalt taltes om Gjengangerbrevene; her tog Samtalen samme Retning.
   Den blev oftere fornyet; Otto var en meget flittig Gjæst af Huset. Damerne sad ved deres Kanevas og syede Pragtstykker, Otto maatte atter læse Gjengangerbrevene, siden begyndte han paa Calderon, hos hvem Sophie fandt noget Beslægtet med den anonyme Forfatter. Digterværkerne gave Stof til Samtale, Dagliglivet slyngede sine lette, spraglede Baand derimellem; kom nu Vilhelm til, da maatte han musicere og Alle bemærkede, at hans Phantasier vare blevne langt blødere, langt mere afrundede. Sit Piano havde han afluret Weyse, sagde de. Ingen tænkte paa, hvormeget man kan lære af sit Hjerte. Ellers var han, som før, den samme muntre, livsglade Ungersvend. Ingen tænkte i samme Øieblik paa ham og Eva. Siden hiin Aften, Vennerne nær vare blevne uenige, havde han ikke nævnet hendes Navn; men Otto havde bemærket, hvorledes Vilhelms Øie flammede ved hver qvindelig Skikkelse, der gik dem forbi, hvorledes han i Selskab altid udpegede de Smukkeste. Otto kaldte det spøgende: at han fik østerlandske Tanker. Oehlenschlägers Helge og Goethes italienske Sonetter vare nu Vilhelms kjæreste Læsning. Det Yppige i disse flød sammen med de Drømme, hans varme Blod fødte. Det var Skjønheden hos Eva, alene Skjønheden, der havde vakt den første Følelse hos ham; Blyfærdigheden og det Tækkelige hos den fattige Pige bandt ham fastere, bragte ham til at glemme Stand og Forhold. I det Øieblik, han vilde nærme sig hende, var hun borte. Nu var Giften i Blodet. Hans lette, lykkelige Sind lod ham ikke synke hen i Veemod og Grublen, hans Skjønhedssands var vakt, som han kaldte det. I Tanken trykkede han Skjønheden til sit Hjerte, men kun i Tankerne - dog dette selv, siger Skriften, er en Synd.
   Otto bevægede sig derimod i Philosophiens og Poesiens Enemærker. Det Skjønne der opfattede hans Sjæl; begeistret udtalte han det og Sophies Øie funklede og hvilede med Velbehag paa ham. Det smigrede og hævede Begeistringen. Ingen Vinter var i mange Aar gledet saa behageligt hen, saa riig paa Afvexling, som denne; han greb efter den flagrende Glæde, og dog vare der Øieblikke, hvori han syntes: »Livet gaaer, jeg nyder det ikke!« Midt i sin bedste Velværen følte han en forunderlig Længsel efter det bevægelige Reiseliv. Paris glimrede for ham som en Lykkestjerne.
   »Derud i den levende Verden!« sagde han saa ofte til Vilhelm, at samme Tanke vaktes hos denne. »Til Foraaret reise vi!« - Planer bleve lagte, Omstændighederne føiede sig gunstigt. I det kommende Foraar, hen i April, skulde altsaa lykkelige Dage begynde.
   »Vi flyve til Paris,« sagde Vilhelm, »til Glæde og Lystighed!«
   Denne var ogsaa at finde i Hjemmet, og blev fundet, vi ville gribe Aftenen, som eiede den; maaskee kunne vi endnu finde mere der, end Glæde og Lystighed.

H. C. Andersen Homepage