H. C. Andersen: O.T. 2,4

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,4

                        IV.

             L'amour est pour les coeurs 
             Ce que l'aurore est pour les fleurs, 
             Et le printemps pour la nature. 
                                Vigué. 

             »Kjærlighed er en Børne-Sygdom, ligesom Kopperne. 
             Nogle døe deraf. Enkelte vorde vanskabte derved, 
             Andre beholde større eller mindre Ar derefter, 
             paa Andre kan man slet ikke mærke, at de have havt Sygdommen.« 
                                   Guldmageren af C. Hauch.

   »Vær oprigtig Otto!« sagde Vilhelm, da denne en Dag besøgte ham. »De kan ikke komme ud af det med at sige Du til mig. Nu, saa lad være! derfor ere vi lige gode Venner. Det er jo dog kun en Form! Skjøndt De maae indrømme mig, at i Grunden er De heri en stor Nar.«
   Otto udviklede, hvilken sælsom Uvillie han havde følt, hvilken piinlig Følelse der havde betaget ham og gjort ham det umuligt.
   »Der har De nu gaaet og spillet Martyr!« sagde Vilhelm leende. »Kunde De ikke strax have sagt, hvorledes De havde det? Saaledes ere de fleste Mennesker! De opelske sig en Sorg, naar de ingen have. De ville heller staae i den kolde Skygge, end i det varme Solskin, og Valget mellem begge staaer os dog frit for. Kjære Ven! husk paa: nu ere vi paa Strømmen! snart puttes vi i de store Forretningsflasker, hvor vi, som smaa Galgemænd, skulle række og strække os, uden nogensinde at komme ud, før Livet er af os!« - Han lagde fortroligt sin Arm over Ottos Skulder - »Tidt har jeg villet tale med Dem om eet Punkt! - Ja, jeg forlanger ikke, at De skal skrifte mig hvert Ord og hver Tanke; jeg veed allerede, at jeg bliver istand til at bevise Dem, at den Sag ligger i en Region, hvor den ikke kan have de Kræfter, De tillægger den. I de kolde Zoner virker et giftigt Bid ikke, som i de varme, en Sorg i Barndommen kan ikke ryste os, som een i den modnere Alder. Hvad Ulykke De end har prøvet som Lille, om De da i Vildskab - De siger selv, De var ellevild - hvad De end da har gjort, kan ikke og bør ikke have Indflydelse paa hele Livet. Deres Forstand kunde sige Dem det bedre, end jeg. I vor Alder ere vi i Glædens Land, eller ogsaa komme vi der aldrig!«
   »De er et lykkeligt Menneske!« udbrød Otto og saae med sit veemodige Blik frem for sig. »Deres Barndom var kun Glæde og Forhaabninger! Husk, i hvilken Eensomhed jeg tilbragte min. Mellem Vestkystens Sandklitter glede Dagene eensomt hen; min Bedstefader var mørk og opfarende; vor gamle Præst levede kun tilbage i en Tid, jeg ikke kjendte, og Rosalie betragtede Verden gjennem Veemodighedens Briller. En saadan Omgivning kunde nok kaste Skygge over min Livsglæde. Selv i Klæder stikker man jo underlig af, naar man fra en fjern Provinds kommer over til Hovedstaden; først der faae disse et andet Snit og man smelter sammen med sin Omgivning. Det samme finder Sted i sjelelig Henseende, men man omstøber ikke saa hurtigt sit Væsen og sine Begreber, som Snittet paa sine Klæder. Endnu har jeg været saa kort ude. Og hvo veed?« tilføiede han med et veemodigt Smiil, »maaskee naar jeg engang faaer en rigtig, stor Ulykke, som ret kan ryste mig, jeg da ved den kommer i Ligevægt, kan vise den samme Ligegyldighed, det samme Phlegma, som Mængden.«
   »En rigtig, stor Ulykke!« gjentog Vilhelm. »De siger noget. Det var en meget original Cuur, men De er ogsaa et originalt Menneske. Maaskee De virkelig saaledes kunde komme Dem. Snoe ikke Ankertoug af Spindelvæv! siger en berømt Poet, hvis Navn jeg ikke husker. Men Sententsen er god, den skulde De lade brodere paa Deres Vest, at De strax kan have den for Øie, naar De hænger med Hovedet! See dog ikke saa alvorlig ud! vi ere Venner! ikke sandt? Af alle unge Bekjendtere er De mig kjærest; alligevel gives der Øieblikke, i hvilke jeg slet ikke veed, hvorledes det egentlig staaer sig med os. Jeg kunde betroe Dem enhver Hemmelighed, men jeg er ikke vis paa, om De vilde være ligesaa aabenhjertig mod mig. Ja, bliv ikke vred, Kjære! der er vistnok Hemmeligheder af en saa fiin Natur, at man ikke engang tør udtale dem for sin kjæreste Ven. Saalænge vi holde vor Hemmelighed, er den vor Fange, men lade vi den flyve, ere vi dens. Og dog, Otto! De er mig saa kjær, jeg troer paa Dem, som paa mit eget Hjerte! Det bærer just en Hemmelighed, som gjennemstrømmer mig med Livslyst og Glæde! Jeg trænger til at udtale mig. Men De maa gaae ind i min Glæde, dele den med mig, eller ogsaa ikke sige et Ord. De har da intet hørt! slet intet! Otto, Jeg elsker! derfor er jeg lykkelig! derfor er der Solskin i mit Hjerte, Livslyst i mit Blod! Jeg elsker Eva! den smukke, elskelige Eva!«
   Otto trykkede hans Haand, men blev taus.
   »Nei ikke saaledes!« udbrød Vilhelm. »Siig dog et Ord! begrib den Verden, der er gaaet op for mig!«
   »Eva er smuk, meget smuk!« sagde Otto langsomt. »Hun er vist uskyldig og god! hvad kan man ønske mere? Jeg kan tænke mig, hvorledes hun ganske opfylder Deres Hjerte! men vil hun altid kunne det? Hun bliver ikke altid ung, ikke altid smuk! Har hun da Sjel nok til at kunne være Dem Alt? Vil den øieblikkelige Lykke, De skaber hende og Dem, være stor nok til at overveie den - jeg vil ikke sige Sorg, men Utilfredshed, som denne Forbindelse vil virke i Deres Familie? For Guds Skyld, overtænk Alt!«
   »Kjære Menneske!« sagde Vilhelm, »nu taler virkelig Deres gamle Præst gjennem Dem! men det er det Samme, jeg kan bestaae Skriftemaalet. Jeg svarer ja, ja! mit fulde Hjertes Ja! Hvorfor vil De nu have mig fra mit Solskin over i Skyggen? hvorfor skal jeg, i min Glæde over at Rosen er saa smuk, mindes om, at Duft og Farve ville forgaae, Bladene falde af? Det gaaer ligedan med Livet! men skal man derfor tænke paa Graven? tænke paa Finalen, idet Acten begynder?«
   »Kjærlighed er en fix Idee!« sagde Otto, »den kan bekjæmpes, den beroer alene paa vor Villie!«
   »Det kjender De slet ikke til!« sagde Vilhelm. »Men det kommer nok og da bliver De langt hæftigere, end vi andre! hvo veed? maaskee det er den Sorg, De før talte om, den Ulykke, der sætter Ligevægt i Deres hele Væsen. Det var nu ogsaa saadan en Griben efter det Triste. Jeg vil ret ønske Dem, at deres Hjerte maa blive opfyldt af Kjærlighed, som mit er det, og da ville alle Indvirkninger fra Sandklitterne dunste bort og da vil De tale med mig, som De bør, og som min Tillid fortjener!«
   »Det vil jeg!« svarede Otto. »De gjør den stakkels Pige ulykkelig! nu elsker De hende, men De vil ikke altid kunne det. Afstanden er for stor imellem Dem og hende. Og jeg begriber ikke, hvorledes et Ansigts Skjønhed saaledes kan opfylde Dem. En Opvartningspige! ja, jeg gjentager Navnet, som skurrer i Deres Øre: En Opvartningspige! Det vil man gjentage rundtom. Og De? Ingen kan mindre end jeg tage Hensyn til en Adel, som kun Fødselen giver; den er Intet, og der vil komme en Tid, at en saadan slet ikke vurderes, at Aandens Adel er den eneste. Jeg siger det aabent til Dem, som selv er Adelsmand. Jo større Aandsudvikling, des flere Ahner! men Eva har Intet, kan Intet have, uden et smukt Ansigt, det er det, som har bundet Dem, De er blevet Opvarter hos Opvartningspigen, og det er at nedværdige Dem og Deres Aands Adel!«
   »Hr. Thostrup!« udbrød Vilhelm. »De fornærmer mig! Det er da ikke første Gang! men nu er jeg kjed deraf! Jeg har viist formegen Godmodighed og det er den ulykkeligste Feil, et Menneske kan besidde!« Han satte sig ved Claveret og hamrede paa Tangenterne.
   Otto blev et Øieblik taus, hans Kinder brændte, men snart var han igjen rolig og begyndte i en spøgende Tone. »Lad ikke Vreden gaae ud over det stakkels Instrument, fordi vi to divergere i vore Anskuelser. Det er lutter Dissonantser De spiller! De skjære mig i Øret værre, end Deres Vrede!«
   »Dissonantser!« gjentog Vilhelm: »Kan De ikke høre, det er Harmonier? der er meget, De har et daarligt Øre for!«
   Otto vidste at lede hans Vrede meer og meer hen paa forskjellige Punkter, hvori de før havde været uenige, men førte Ordet med en saadan Mildhed, at Vreden mere opløstes, end vandt Styrke.
   De vare Venner igjen, men om Eva blev ikke talt et Ord.
   »Jeg var ham ikke ærlig og tro, lod jeg ham synke i denne Malstrøm!« sagde Otto, da han var i sin Eensomhed. »Endnu er han god og uskyldig; men i hans Alder, med hans lette Sind! - Jeg maa advare Eva! og snart! snart! den Snee, som eengang er betraadt, er ikke længer reen! Vilhelm vil neppe tilgive mig det! men jeg maa!«
   Næste Dag at tage til Roeskilde var umuligt, det kunde først skee den efterfølgende, men da vilde og skulde han.
   Endnu i den tidlige Morgenstund beskjæftigede Eva ham; hun beskjæftigede ogsaa Vilhelm, den paa en ganske anden Maade; dog i Villiens Reenhed mødte de hinanden. Der var en Tredie, hvis Blod ogsaa var bragt i Bevægelse ved hendes Navn, en Tredie, som sagde: »Den smukke Eva er der Opvartningspige! Man maa tale med hende. Familien kan jo gjøre en Lysttour.«
   »I søde Børn!« sagde Contoirchefens Frue, »det er et velsignet Efteraar, meget bedre end hele Sommeren! Fader vil ogsaa overmorgen, dersom Veiret bliver ved, gjøre en Tour med os til Lethraborg, saa skulle vi gaae i den deilige Herthadal og ligge Natten over i Roeskilde. Det vil blive to søde Dage! Det er en velsignet Fader I har! Skal vi ikke invitere Hr. Thostrup med? vi ere ellers saa mange Damer, og det seer godt ud at have et Par unge Cavalerer. Grethe, Du maa skrive en Indbydelse! Du kan gjerne sætte Faders Navn under!«

H. C. Andersen Homepage