H. C. Andersen: O.T. 2,3

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,3

             III.

      »Die Menschen sind nicht immer was sie scheinen!« 
                           Lessing.

   Vor Fortælling er intet Phantasiebillede, men Virkeligheden vi leve i, Blod af vort Blod og Kjød af vort Kjød. Vi skulle see vore Dage, vor Tids Mennesker. Dog er det ikke blot Hverdagslivet, ikke blot en Dvælen ved Overfladens Mosarter; det hele Træ, fra Rødderne til de duftende Blade, ville vi beskue. Den tunge Jord skal trykke Roden, Hverdagslivets Mos og Bark binde sig om Stammen, de stærke Grene brede sig ud med Blad og Blomst, medens Poesiens Sol skinner ind imellem dem og viser Farver, Duft og qviddrende Fugle. Men Virkelighedens Træ kan ikke skyde frem med den hurtige Væxt, som Phantasiens, som Trylleriet i Tiecks Alfer. Vi maae søge vort Forbillede i Naturen. Ofte kan det synes, som var her en Stillestaaen, men den finder ikke Sted. Ligesaa i vor Fortælling; medens vore Characterer ved gjensidig Tale træde frem for Øiet, finder der, som med de enkelte Grene paa Træet, en usynlig Forvikling Sted. Grenen, som høit skyder ud som vilde den adskille sig fra Moderstammen, stræber just frem for at danne Kronen, give Træet Heelhed. De fra det fælleds Midtpunkt divergerende Linier skulle just skabe Harmonien.
   Snart ville vi saaledes see at disse Scener af Hverdagslivet ingen Udskeielse ere fra Hovedbegivenheden, eller noget Episodisk, der kunde overspringes. For hurtigere at komme til en klar Beskuelse heraf, ville vi endnu nogle Øieblikke dvæle i Contoirchefens, Hr. Bergers, Huus, men vi ere rykkede tre Uger frem i Tiden. Examen philosophicum er lykkelig overstaaet for Vilhelm og Otto. Denne havde et Par Gange aflagt Visit og var alt som en gammel Ven i Huset. Elskeren tiltalte ham med det morsomme: »God Dag, Hr. Petersen!« og Grethe var pikant over det melankolske Blik, han ikke altid vidste at bekjæmpe. Hun kaldte det: »at skjære Ansigt!« og bad ham at møde med det paa hendes Begravelsesdag.
   De fem Søstres første og platoniske Kjærlighed havde været for Broderen: han var af dem Alle blevet overvældet med Kjærtegn og Ømhed, beundret og tilbedt; »det lille Mandfolk!« kaldte de ham, de havde jo intet andet! Men Hans Peter var saa uartig og drillende mod de kjære Sødskende, at disse maatte opgive ham, saasnart blot den ene fik sig en Elsker; ham klyngede de sig nu Alle om; hver syntes at have en Part i ham. Han var jo Grethes Kjæreste, skulde være deres Svoger; ham turde de nok tiltale med det fortrolige Du, ja give et lille Kys.
   Ved Ottos Indtrædelse i Familien begyndte dog disse Straaler at divergere. Otto var smuk og havde Formue, een af Delene er ofte nok til at bøie et qvindeligt Hjerte. Skjønhed bestikker den Letsindige, Rigdom den Fornuftige.
   Maren eller, som hun her kaldtes, Maja, var arriveret. Frøkenerne havde alt pillet nogle af Sløiferne af hende, faaet Haaret anderledes sat og skaaret et af Silketørklæderne itu til Forklæde; men uagtet alle disse Finesser var hun endnu Damen fra Lemvig. Dialecten kunde de ikke pille Sløifer af. Hjemme stod hun som den Første, her kunde hun ikke komme i samme Nummer. Denne Aften skulde hun første Gang i Theatret, see Balletten Søvngjængersken.
   »Den er fransk!« sagde Hans Peter, »frivol, ligesom Alt hvad vi have derfra!«
   »Ja, Scenen i anden Act, hvor hun kommer ind af Vinduet!« sagde Contoirchefen. »Det er meget opbyggeligt for Ungdommen!«
   »Men sidste Act er nydelig!« udbrød Fruen. »Den anden Act er rigtignok, som Hans Peter meget rigtigt siger, temmelig fransk! Herre Gud! han bliver ganske rød i Ansigtet, den søde Dreng!« Hun rakte ham Haanden og nikkede smilende til ham; hvorpaa Hans Peter udviklede sig meget net om det Umoralske paa Theatret. Faderen gjorde ligeledes et Par træffende Bemærkninger.
   »Ja vare alle Mænd som Du,« sagde Fruen, »og alle unge Mennesker som Hans Peter, saa talte de ogsaa i en anden Tone fra Theatret og klædte dem anderledes! det er fælt i Dandsen, Tøiet er saa snævert og uanstændigt, ligesom de havde ingen Ting paa. Ellers maa man dog sige: Søvngjængersken er deilig! igrunden er hun ogsaa uskyldig!«
   Man kom nu meer og meer ind i Moralen, den holdt ud til Kaffebordet.
   Marens Hjerte bankede stærkere, deels ved Forventning efter Skuespillet, deels ved at høre om al den Fordærvelse, her var i det kjøbenhavnske Sodoma. Hun hørte Otto forsvare de franske Stykker, hørte ham tale om Snerperi. Skulde han alt være fordærvet? Hvor gjerne havde hun ikke hørt ham holde den smukke Tale om Sædelighed, som Hans Peter holdt. Stakkels Otto! tænkte hun. Saaledes er det, ikke at have Familie, men maatte tumle sig alene i Verden.
   Contoirchefen brød imidlertid op, han kunde ikke komme i Theatret, han skulde i Forretninger og siden i »Kjæden« hvor han igaar havde forbyttet sin Hat.
   »Naa, det er ligesom Hans Peter!« sagde Fruen. »Han fik ogsaa en Andens Hat igaar paa Collegierne! Men det er jo den, Du staaer med!« udbrød hun pludselig, i det hendes Øine faldt paa den Hat, Manden havde faaet i Haanden. »Det er jo Hans Peters Hat! Nu skal man see, han har din. I have forbyttet dem herhjemme; den Ene kjender ikke den Andens og troer saa det er skeet ude!«
   Een af Søstrene hentede nu den Hat, Hans Peter havde faaet. Jo, det var virkelig Faderens. Altsaa en Forvexling hjemme, et lille Intermezzo, der naturligviis i Øieblikket, for sin Ubetydeligheds Skyld, var glemt af Alle, kun ikke af de to Paagjældende; thi for dem var det et Livsmoment og for os, som vi skulle see, et Afsnit af Betydenhed, just det, som har bragt os til at dvæle saalænge i denne Kreds. I det afsides Værelse ville vi, som usynlige Aander, belure Fader og Søn; de ere ene, Familien er alt i Theatret. Vi tør nok lure, det er jo to Moralister, det er Fader og Søn, det er kun Moral over Hatte.
   Men Faderens Øine rullede, Kinderne brændte, Ordene faldt som Sværdslag og maatte gjøre Indtryk paa ethvert Gemyt, der var saa blødt, som Sønnens; men denne stod rolig, med et fast Blik, et Smiil om Læberne, som Moralen giver det. »Du har været i Sideværelset!« svarede han. »Hvor det er passende for Dig at komme, er det ogsaa for mig!«
   »Dreng!« raabte Faderen og nævnede Stedet, men vi kjende det ikke, kjende ei heller Beboerne. Victor Hugo indeslutter dem i Barnets Bønner, i sit skjønne Digt: La prière pour tous. Barnet beder for Alle, selv: »for dem som sælge Kjærligheds søde Navn!« [*Note] »Prie - / Pour les femmes échevelées, / Qui vendent le doux nom d'amour!« [*]
   »Lad os tie med hinanden!« sagde Sønnen. »Jeg er indviet i flere Historier! jeg kjender en anden om den smukke Eva -!«
   »Eva!« gjentog Faderen. - - - -
   Vi ville ikke høre mere! det er hæsligt at lure. Vi see Fader og Søn række hinanden Haanden. Det synes en Forsoningsscene. De skilles; Faderen gaaer til sine Forretninger, Hans Peter skal i Theatret og ærgre sig over det Umoralske i anden Act af Søvngjængersken.

H. C. Andersen Homepage