| Index | -1 | +1 |
H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,2
II.
Det er Mennesket, der vinder
Betydning for en Digters Phantasie,
Og ikkun da, naar hans Geni
For vor Betragtning levende har stillet
Et klarere, men ei forædlet Billed'
Af Mennesker og Ting, der existere,
Har han forstaaet at idealisere.
H. Hertz.
Vi rykke nogle Uger fremad. Det var mod Slutningen af September, Examen philosophicum var nær. Beskjæftigelsen med denne havde været en Undskyldning for Otto, at han endnu ikke havde aflagt Besøg i sin Curators, Contoirchef Bergers Familiekreds. Dette blev imidlertid indledet ved at træffe Fruen i Contoirchefens Stue, en Dag Otto kom til ham, for at aftale nogle Sager. Vi vide, her er fem Døttre i Huset, kun den ene er forlovet, og dog er det dannede Piger, huuslige Piger, som Moderen ved flere Leiligheder forsikkrede.
»Saa har jeg endelig den Ære, at gjøre Deres Bekjendtskab!« sagde Fru Berger. »Ja mig og Børnene gjælder rigtig nok ikke Visitten. Men nu slipper De ikke, før De har drukket en Kop Kaffe med os. Det seer rigtig nok lidt forstyrret ud derinde. Pigerne sye Kaaber, for Vinteren staaer paa. Vi ville ikke genere os for Dem! De skal være, som et Led af Familien, men saa maa De smukt komme til os. Hver Torsdag spiser vor Svigersøn hos os, vil De da tage til Takke? Nu skal De lære mine Døttre at kjende.«
»Og jeg maa paa Contoiret!« sagde Manden. »Altsaa lad det være en Aftale med Torsdagen! Vi spise Klokken tre og ved Kaffeen musicerer Laide!«
Fruen førte nu Otto ind i Dagligstuen, hvor han fandt de fire Døttre med Syjomfruen i fuld Virksomhed; den femte Datter, Julle, var, som han erfarede, i Boutikker for at tage Prøver; hun havde ogsaa løbet igaar, men af dem, hun fik, kunde Couleurerne ikke holde sig.
Fruen nævnede enhver af dem ved Navn; det Særegne hos hver lærte han naturligviis først senere.
Alle fem Søstre havde den Idee, at de vare saa overordentlig forskjellige, og saa lignede de dog ganske hinanden. Adelaide eller Laide, som hun ogsaa kaldtes, var jo rigtignok den smukkeste, det vidste hun da ogsaa nok, derfor vilde hun have Pels og ikke Kaabe; man skulde see Figuren. Christiane var hvad man kunde kalde en praktisk Pige, hun forstod at benytte enhver Ting. Alvilde havde altid en lille Tandpine. Julle gik i Boutikker og Frøken Grethe, ja det var den Forlovede. Hun var ogsaa musikalsk og gjaldt for at være moersom. Saaledes sagde hun en Aften, da Porten blev lukket i og den hvinede fælt paa Hængslerne: »see, nu faae vi Portviin efter Bordet!« Broderen, eneste Søn i Huset, som vi nærmere skal lære at kjende, havde skrevet Indfaldet op. »Det var nu for at være grov,« sagde da Frøken Grethe. »Saa gode Ting siger jeg hver Time paa Dagen!«
Vi maae iøvrigt ellers slet ikke tænke os noget Naragtigt hos de fortræffelige Piger, de vare meget vakkre og nydelige. Elskeren, Hr. Kopist Svane, slog ogsaa med største Iver ind i det Vittige, han var saa livlig, hed det. Enhver, som han blev lidt fortrolig med, kaldte han strax Hr. Petersen, og det var meget moersomt.
»Nu har Fader inviteret Hr. Thostrup til om Torsdagen!« sagde Fruen. »Jeg tænker ogsaa, at naar vi rykke lidt sammen i Logen, kan der nok blive en Plads for ham! der er rigtignok meget knapt!«
Otto bad, at man ikke maatte genere sig.
»O, det er en stor Loge!« sagde Fruen; men hun talte slet ikke om, hvormange de alt vare i den. Alene af Damer i Familien kom der elleve. De maatte i tre Afdelinger gaae til Theatret, for at ikke, naar de Alle kom paa eengang, Folk skulde troe, der var Opløb. Een Aften, da Logens Besætning var atten Mennesker, foruden et Par tolv Aars Børn, som havde siddet paa Skjødet og staaet foran, vare de samlede gaaet hjem og stode nu ved deres Port for at komme ind; strax strømmede da Folk til, i den Tanke, at her var Spektakel eller at En havde Krampe. Man spurgte: »hvad er det dog?« og Frøken Grethe gav raskt Svaret: »det er sluttet Selskab.« Fra denne Aften gik de imidlertid ogsaa hjem portionsviis.
»Det er rigtig en god Loge!« sagde Alvilde, »naar vi bare havde andre Naboer; Døren gaaer der og man faaer en Træk, som ikke er god for Tænderne, og saa tale de saa høit, jeg hørte forleden ikke eet Ord af den kjønne Sang om Danmark!«
»Men tabte De meget derved, min Frøken?« spurgte Otto smilende, og snart vare de begge som gamle Bekjendte i stor Uenighed. »Jeg gjør nu ikke saa meget af disse patriotiske Floskler, hvor Digteren i sin Svaghed støtter sig paa den smukke Følelse hos Folket, at elske sit Fædreland. De vil tilstaae mig, her klapper jo virkelig Mængden, naar der bare siges »Fædreland og Christian den Fjerde!« Digteren bør give noget mere! det er en keitet Patriotisme. Man skulde troe, Danmark var det eneste Land i Verden!«
»Fy, Hr. Thostrup!« sagde Fruen, »holder De ikke af Deres Fædreland?«
»Jeg troer just, at jeg elsker det!« svarede han, »men da her virkelig er saa meget Fortræffeligt, vil jeg, at kun det Ægte skal gjælde, kun det Ægte vurderes!«
»Jeg holder i Grunden med Hr. Thostrup!« sagde Frøken Grethe, som sprættede sin Kaabe op og vendte den, for, som hun sagde: at faae ogsaa den anden Side fordærvet. »Jeg finder, han har Ret! men naar en Ting bliver godt sagt fra Theatret, saa har det en Slags Virkning. Det gaaer med det, som med Kjoletøi, det kan være af daarlig Bonitet og et uheldigt Mønster, men kommer det paa en smuk Figur, tager det sig dog ud!«
»Jeg ærgrer mig tidt over Publicum!« sagde Otto. »Det klapper paa gale Steder! viser imellem saadan en underlig Uskyldighed!«
»Det er de Herrer i Aandernes Rige!« [*Note] »Vi ere Herrer i Aandernes Rige, / vi er' den Stamme, der aldrig forgaaer!« Studentersang af Christian Winther. [*] sagde Frøken Grethe med et Smiil.
»Nei »Naboerne«!« svarede Otto hurtigt.
I det samme traadte Frøken Julle ind. Hun havde saaledes været i Boutikker, sagde hun, at hun snart ikke var Menneske mere! næsten af alle Hylder havde hun havt Tøiet nede og endelig bragt det til at erholde otte smaa Lapper: deilige Prøver, som hun kaldte det; og hun vidste nu ypperlig Besked med, hvor man fik det, hvor bredt Tøiet var, og hvad Alenen kostede. »Og hvem mødte jeg?« sagde hun. »Tænk, midt paa Østergade kom Skuespiller - I veed nok! Inclinationen! han er virkelig nydelig, ogsaa udenfor!«
»Mødte Du ham?« sagde Laide. »Den Pige har ogsaa altid Lykken med sig!«
»Det er Hr. Thostrup!« sagde Fruen, thi det syntes, som Frøkenen ganske glemte ham over sit Møde og sine Prøver.
Julle neiede og sagde, at hun havde seet ham før, han havde nok hørt Mynster, og da stod han lige op til Stolen, hvori hun sad, han havde en olivengrøn Kjole paa.
»Naa, saa kjende I jo hinanden!« sagde Fruen. »Hun er den Frommeste af Børnene. Naar de Andre sværme for Spindler og Johanne Schoppenhauer, saa sværmer hun for Præsten som har confirmeret hende. Min Søn kjender De da? Han blev Student Aaret før Dem! Han seer Dem sommetider i Foreningen.«
»Der vil De have seet ham nydeligere, end De finder ham her hjemme,« sagde Adelaide. »Vor Herre veed, han er ikke galant imod sine Søstre!«
»Søde Laide, hvor kan Du sige saadanne Noget!« udbrød Moderen. »Du er altid saa ubillig mod den gode Hans Peter! naar De kommer til at kjende ham, Hr. Thostrup, vil De holde af ham! han er ret saadant et solidt, ungt Menneske af en ufordærvet Tænkemaade. Kan du huske Laide, hvor han peeb i Theatret, den Aften de gav det umoralske Stykke. Og hvor han er vred paa Rødhætten! O den gode Dreng! Ellers vil De snart her i Familien træffe en Bekjendt. Om fjorten Dage kommer her en Dame fra Jylland. Hun bliver her Vinteren over. Gjætter De ikke? En lille Frøken fra Lemvig!«
»Maren!« udbrød Otto.
»Ja vist!« sagde Fruen. »Hun skal have saadan en deilig Stemme!«
»Ja, i Lemvig!« udbrød Adelaide. »Og hvor det er et forskrækkeligt Navn hun har! Vi maae døbe hende om, naar hun kommer. Hun skal kaldes Mara eller Massa!«
»Vi kunne kalde hende Massa-Carrara!« sagde Grethe.
»Nei, hun skal hedde Maja, ligesom i Hverdagshistorien!« sagde Christiane.
»Jeg er paa Partie med Jane!« sagde Moderen. »Vi døbe hende saa om til Maja.«
H. C. Andersen Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek