| Index | -1 | +1 |
H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 2,1
ANDEN DEEL.
I.
Die Poesie braucht nicht immer Schmerzen, der Regenbogen
wölbt sich auch im unbewölkten blauen Himmel.
Jean Paul.
Vi ere igjen i Kjøbenhavn, hvor vi finde Otto, og kunne hver Dag vente Vilhelm, Frøken Sophie, og den fortræffelige Mama; dennes Ophold var kun bestemt til nogle Uger. For at høre om Ankomsten, besluttede Otto at aflægge en Visit, hvor de vare i Vente; vi kjende Huset, vi have før været der til en Julefest; her fik Otto sit adelige Stamtræ.
Vi ville gjøre lidt nøiere Bekjendtskab med Menneskene der. Manden selv var, hvad man kalder, et godt Hoved, havde en fortræffelig Viinkjælder og var, som een af Vennerne sagde, en god L'Hombre-Spiller. Men Sjælen i Huset, den oplivende Genius, som drog Alt, hvad der havde Aand og Ungdommelighed, til denne Kreds, var Fruen. Smuk kunde hun slet ikke kaldes, men man glemte det efter faa Minutter, fortryllet af hendes naturlige Livlighed, Aand og Ligefremhed. En sjelden Lethed i at gribe komiske Smaatræk af Hverdagslivet, en godmodig Originalitet i at fremsætte disse, gav hende altid rigeligt Stof til Underholdning. Det var som om Naturen, i Tankeløshed, havde skabt et intetsigende Ansigt, men derpaa havde stræbt at gjøre Feilen god igjen, ved at indaande det en Sjæl, der kunde vise sin Skjønhed, selv igjennem matte blaa Øine, blege Kinder og almindelige Former.
Idet Otto traadte ind i Værelset hørte han Musik. Han lyttede. Weyse eller Gerson maatte det være.
»Det er Professoren!« sagde Tjeneren, og Otto aabnede sagte Døren, uden at banke paa.
Astrallampen brændte paa Bordet. I Sophaen sad to unge Damer. Fruen tilnikkede Otto et mildt Velkommen, men lagde derpaa smilende Fingeren paa Munden for at tyde Taushed, pegede paa en Stol, hvor han satte sig og lyttede til de bløde Toner, der, som Aander, bølgede fra Fortepianoet, hvor Kunstneren sad. Det var, som om Sjælens henslumrende Tanker og Følelser, beslægtede i hvert Bryst hos de forskjellige Nationer, havde faaet Stemme og Sprog. Phantasierne hendøde i et blødt aandigt Piano. Saa let har Raphael aandet Madonna di Foligno paa Skyen; hun hviler der, som Sæbeboblen hviler, naar den berører et Fløiel. Tonernes Hendøen var som den Elskendes Kjærlighedstanke, idet Øiet lukker sig og Hjertets levende Drøm umærkeligen glider over og forsvinder i Søvnen. Virkeligheden er forbi.
Ogsaa her taug Tonerne.
»Der Bettelvogt von Ninive,
Zog hinab zum Genfersee,
Hm, hm!«
[*Note] En gammel tydsk Folkevise. [*]
begyndte igjen Kunstneren med en Originalitet og et Lune, som greb hele Selskabet. Alt for snart brød han op, efterat have fortryllet ved sine egne Skatte og Folkelivets Curiosa fra Tonernes Verden. Først da han var borte fik Beundringen Stemme. Hans Phantasier klang endnu i hvert Hjerte.
»Han fortjente at være europæisk bekjendt!« sagde Fruen. »Hvor faa i Verden kjende Weyse og Kuhlau!«
»Det er det Ulykkelige for en Kunstner,« sagde Otto, »at blive født i et lille Land. Hans Arbeider blive kun Manuscript for Venner. Vor Høresal strækker sig fra Skagen til Kiel; der lukkes Døren!«
»Man maa trøste sig med,« sagde Fætteren af Huset, hvem vi kjende fra hans Vers ved Juletræet, »alt Stort og Godt kommer eengang til Erkjendelse. Nationerne ville vide Besked med alt Herligt i Aandens Rige, enten det blomstrer i et lille eller i et stort Land! Imidlertid er Kunstneren rigtignok død, men saa maa han faae Opreisning i en anden Verden!«
»Jeg troer nok,« sagde Fruen, »han ønskede lidt forud hernede, hvor det nu eengang er saaledes arrangeret, at den Udødelige maa bøie sig for den Dødelige.«
»Vist nok!« svarede Otto. »Tidsalderens store Mænd ere som Bjerghøiderne; det er disse, som vise Landet i det Fjerne og give det Anseelse, men selv have de det magert og koldt. Man kjender ikke engang ret deres Høider.«
»Meget smukt!« sagde Fruen, »De taler som en Jean Paul!«
Døren aabnedes i det samme og man overraskedes ved Frøken Sophies, Vilhelms og den kjære Mamas Indtrædelse. Først næste Aften havde man ventet dem. De havde reist den hele Dag gjennem Sjælland.
»Vi vare komne til Middagsbordet,« sagde Sophie, »men min Broder kunde ikke blive færdig i Roeskilde, saa havde han glemt at bestille Heste og saa var der andre smaa Malheurer. Vi bleve der hele sex Timer! Mama fik sig der en Inclination, hun forelskede sig formeligt i en ung Pige, den smukke Eva!«
»Ja, hun er nydelig!« sagde den gamle Frue. »Har jeg ikke Ret, Hr. Thostrup? De og min Vilhelm havde jo allerede gjort hende interessant for mig. Hun har noget saa nobelt, saa fiint, som man sjelden finder hos den simplere Classe; hun fortjente at komme mellem mere dannede Mennesker.«
»Otto, hvad skal vore Hjerter sige,« udbrød Vilhelm leende, »naar det gaaer saaledes med Mama?«
Man samlede sig om Theebordet. Vilhelm tiltalte Otto med det fortrolige Du, som jo denne selv havde opfordret ham til. »Vi ville klinke med Theevand og fornye Broderskabet!«
Otto smilede, men saa forunderlig veemodigt, uden at sige et Ord.
»Det er Erindringen om den gamle Bedstefader!« tænkte Vilhelm og lagde sin Haand paa hans Skulder. »Du hilses da fra Kammerjunkeren og hans Damer. Jeg troer, Jomfruen lagde Dig gjerne i sin Syæske, lod det sig gjøre!«
Otto blev taus; men i hans Sjel var en forunderlig Bevægelse; det bliver en egen Sag at fremvise Motivet, der saa ganske laae i hans Eiendommelighed; det greb ind i Sjelens Mysterier; Mængden kalder det Særhed hos den Enkelte, Psychologen finder deri en dybere Betydning, som Forstanden ikke kan udgrunde. Man har Exempler paa, at Mænd, der ellers viste Kraft paa Legeme og Sjel have ved Duften af en Rose følt Afmagt; andre ere bragte i krampagtig Tilstand ved Berørelsen af graat Papiir. Det lader sig ikke forklare; det er een af Naturens Gaader. En lignende slappende Fornemmelse opfyldte Otto, idet han første Gang hørte Vilhelm tiltale ham med et Du. Det var, som om det sjelelige Baand, der holdt dem sammen, løstes, og Vilhelm blev ham fremmed. En Umuelighed var det for Otto at svare igjen med »Du«; dog følte han paa samme Tid det Urigtige i sin Opførsel, denne Særhed, og han vilde bekjæmpe den, han gjorde Vold paa sig selv, fik en Art Veltalenhed, men intet Du kom over hans Læber.
»Din Skaal, Otto!« sagde Vilhelm og stødte Koppen imod hans.
»Skaal!« svarede Otto med et Smiil.
»Det er sandt!« begyndte Fætteren, »jeg lovede forleden at bringe mine Avertissementer med; første Bind er sluttet!« og han trak en Bog op af Lommen, hvori var indklæbet en Samling af de meest originale Adresseavis-Bekjendtgjørelser, som man endnu daglig finder dem.
»Ja jeg har eet til Dem!« sagde Fruen, »jeg fandt det forleden, det er fortræffeligt! En Kone ønsker sig et lille Barn paa Flaske!«
»Her er ogsaa et meget godt!« sagde Vilhelm, som begyndte at bladdre i Bogen: »En Dreng, ogsaa af den mosaiske Troesbekjendelse, kan blive antagen i Snedkerlære; men uden at han vil spise Alt, hvad der falder i Huset, kan det ikke nytte han melder sig!« - »Det er rigtignok en haard Betingelse for den arme Dreng!«
»Næsten hver Dag kan man læse,« sagde Fætteren, »til Skuespillet iaften eller imorgen kan erholdes en god Plads i tredie Etage i Christenbernikovstræde!« det er dog en temmelig Plads fra Theatret!«
»Theatret!« udbrød Herren i Huset, der netop traadte ind, for at tage Plads ved Theebordet. »Man kan strax høre, hvo det er som taler! Nu er han ved Theatret igjen! det Menneske kan ikke tale om andet! der maa virkelig sættes en Mulct, som han erlægger hvergang han siger det Ord: Theatret! jeg vil ikke sætte den høiere end til to Skilling, og jeg tør love for, at før Maaneden er ude, har han maattet give alle sine Lommepenge, Kjole og Støvler oven i Kjøbet, til at betale Mulct og Bøder. Det er en sand Manie hos det Menneske! Jeg kjender ingen blandt mine unge Venner,« tilføiede han med et ironisk Smiil til Vilhelm, »slet ingen, der har en saadan staaende Kjephest, som vor gode Fætter!«
»Her gjør Du ham Uret!« sagde Fruen, »sæt ham ikke i Mulct, ellers sætter han Dig ind i en Vaudeville! Desuden, Du lever i Politik, Fætter i Theatervæsen, Vilhelm i Generalbas og Hr. Thostrup i lærde Materier! saaledes er enhver af Eder en lille Nagle i de forskjellige Verdens Hjul; den, som foragter den Anden, viser derved, at han anseer sit Hjul for det første, eller troer, at Verden er en Hjulbør, som gaaer paa eet Hjul; nei, den er en mere kunstig Maskine.«
Ud paa Aftenen, da Selskabet brød op, fulgtes Otto og Vilhelm ad.
»Jeg troer ikke,« sagde denne, »at Du endnu har sagt Du til mig. Det er Dig dog kjært?«
»Det var mit eget Ønske, min egen Bøn!« svarede Otto. »Jeg har ikke lagt Mærke til, hvad Udtryk jeg brugte!« Han blev taus. Vilhelm selv syntes at være beskjæftiget med fremmede Tanker, i hvilke han pludselig udbrød: »Det er dog en Velsignelsens Gave at leve! Aldrig bør man skabe sig Sorger, som ikke ere til. Carpe diem, siger den gamle Horats!«
»Det ville vi!« svarede Otto, »men nu maae vi først tænke paa Examen.«
De trykkede hinanden i Haanden og bøde Farvel.
»Jeg hørte da intet Du!« sagde Vilhelm ved sig selv. »Han er en Original, og dog holder jeg af ham! deri bestaaer maaskee min Originalitet!«
Han kom paa sit Værelse, der havde Vertinden pyntet op, faaet Bøger og Papirer i den ziirligste Orden, det vilde da for Vilhelm sige: Uorden; Papirerne mellem hinanden og Bøgerne i Række. Selv Lampen havde faaet en ny Plads; det kaldtes at ordne.
Smilende satte han sig ved Claveret, det var saa længe siden de to havde sagt hinanden god Dag! Han gjorde nogle Løb og snart gik det over i Phantasier. »Det er smukt!« udbrød han. »Men det er ikke mit eget! hvor hører det hjemme? Det smelter sammen med mine egne Følelser!« han spillede igjen. Det var et Thema af Tancredi. Altsaa af Rossini, just af den Componist, vor musikalske Ven meest saae ned paa; hvor kunde han da gjætte, hvem der havde skabt disse Toner, som nu talte til hans Hjerte? Han følte sit hele Væsen gjennemtrængt af en Velværen, en Livsglæde, hvis Aarsag han ikke erkjendte. Han tænkte paa Otto med en Varme, som dennes sælsomme Opførsel ikke fortjente. Alle Kjære foresvævede ham saa elskelige. Det var eet af de Øieblikke, som alle Gode kjende; man føler sig at være et Led i den store Kjærligheds-Kjæde, som sammenholder Skabningen.
Saalænge Rosens Knop er sammenfoldet, synes den uden Duft; dog behøves der kun een Morgen og den aabner sig; den fine Aande strømmer fra Purpurmunden. Det er kun et Moment, det er en ny Tilværelses Begynden, der alt længe laae skjult i Knoppen selv, men man seer ikke Tryllestaven, som bevirkede Forandringen. Denne Aandens Berøren skete mueligt Timen forud. Maaskee den sidste Aftenstraale, som faldt paa Bladene, gjemte disse Kræfter! Havens Roser maae aabne sig, Hjertets følge de samme Love. Var dette Kjærlighed? Den er jo, som Digteren siger, en Liden, den er, som Sygdommen hos Muslingdyret, ved hvilke Perlerne blive skabte. Men Vilhelm var ikke syg, han følte sig just fuld af Kraft og Livslyst. Digterens Billede med Muslingen og Perlen klinger smukt, men det er falskt. De fleste Poeter ere ikke stærke i Naturhistorien, og derfor begaae de mange Synder mod denne. Perlen fremkommer ikke ved Sygdom hos Muslingen; naar en Fjende angriber den, udsender den til Forsvar Draaber, som forvandle sig til Perler. Det er just en Kraft og ingen Svaghed, der skaber det Skjønne. Urigtigt bliver det, at kalde Kjærlighed en Liden, en Sygelighed; den er just en Livskraft, som Gud har nedlagt i det menneskelige Bryst, den opfylder vort hele Væsen, som Duften opfylder hvert Blad paa Rosen, og aabenbarer sig da, under Livets Kampe, som Perler af Værd.
Disse Tanker vare ganske Vilhelms, og dog var det ham ikke fuldkommen klart, at han elskede med hele sin Sjæl, som man kun eengang elsker.
Næste Formiddag aflagde han Visit hos Weyse.
»De tager til Roeskilde?« sagde Vilhelm; »nu har jeg saa ofte hørt Dem paa Orgel her i Frue Kirke; jeg kunde ogsaa have Lyst at høre Dem der ude i Domkirken. Naar jeg nu gjorde denne Reise, vilde De da phantasere for mig?«
»De kommer ikke!« sagde Kunstneren.
»Jeg kommer!« sagde Vilhelm og holdt Ord. To Dage efter denne Samtale rullede han gjennem Roeskildegader.
»Jeg kommer for et Væddemaals Skyld! Jeg skal høre Weyse spille paa Orgel!« sagde han til Verten, skjøndt han behøvede ingen Undskyldning til ham.
Bulwer har i sin Roman: Pilgrimen ved Rhinen med uendelig megen Ynde og Fiinhed fremmanet en Alfeverden. De aandelige Smaa bølge der, som Luftningen om den materielle Virkelighed, man nødes til at troe paa deres Tilværelse. En Genius, stærk som den, der begeistrede Bulwer, herlig, som hiin der tilaandede Shakespeare den Duft, vi finde udbredt over Skjærsommernatsdrømmen, opfyldte Vilhelm. Weyses Toner, Orgelets dybe Melodier i den gamle Domkirke kaldte ham jo til den stille By! Hjertets mægtige Toner kaldte! Ved disse fik selv det Hverdags en Colorit, et Skjønheds Udtryk, som det, Byron viser os i Ordene, Thorvaldsen i den haarde Steen og Corregio i Farverne.
Vi have af Goethe et deiligt Digt: Amor als Landschaftsmaler. Digteren sidder paa en Fjeldspids, og seer fremfor sig i Taagen, der udspændt, som Lærredet paa Staffeliet, dækker Alt i Høide og Brede; da kommer Kjærlighedsguden og lærer ham at male et Billede derpaa. Den Lille tegner nu med sin rosenrøde Finger et Billede, som Naturen og Goethe giver os det. Var Digteren her, vi kunde ikke byde ham et Fjeld at tage Plads paa, men dog noget, ved Sagn og Sange lige saa herligt. Han vilde da synge: Jeg satte mig paa den mosgroede Steen over Kjæmpehøien; Taagen var, som et udspændt Liin. Kjærlighedsguden begyndte sin Tegning derpaa. Øverst malede han en deilig Sol; dens Straaler blændede! Skyernes Kanter gjorde han som Guld og lod Straalerne trænge igjennem dem; malede da de fine, lette Grene af friske, duftende Træer; drog Høiene, den ene efter den anden. Halvskjult bag disse laae en lille By, men en mægtig Kirke hævede sig over den, to stolte Taarne, med høie Spiir, ragede op i Luften, og under Kirken, til langt ud hvor Skove begrændsede Horizonten, tegnede han en Fjord, saa naturlig! den syntes at lege med Solstraalerne, det var som om de skvulpede mod Kysten. Nu kom Blomster! Mark og Eng gav han Farve, som Fløiel og Ædelstene; og paa hiin Side Fjorden hensmeltede de sorte Skove i en blaalig Taage. »Jeg kan male!« sagde den Lille, »dog det sværeste er tilbage!« og nu tegnede han med den fine Finger, just der, hvor Solen virkede meest kraftigt med sine Straaler, en Pige, saa yndig, saa fiin, med mørkeblaa Øine og Kinder saa røde, som den purpurrøde Finger, der dannede Billedet. Og see! en Luftning rørte sig, Træernes Blade bævede, Vandets Flade krusedes, Pigens Kjortel bevægede sig, Pigen selv kom nærmere, Billedet selv var Virkelighed! og saaledes var hos Vilhelm Skuet af den gamle Kongestad, Domkirkens Taarne, Fjorden, de fjerne Skove og - Eva.
Det rene Hjertes første Kjærlighed er hellig! Det Hellige kan antydes men ikke udtales - -! Vi vende tilbage til Otto.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek