| Index | -1 | +1 |
H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 1,19
XIX.
Geske: Har Du kommet Sirup i Kaffeen?
Henrich: Jo jeg har.
Geske: Vær saa god, I gode Madammer, at tage til Takke!
Holbergs politiske Kandestøber.
Lemvig ligger, som bekjendt, ved en Arm af Limfjorden. Sagnet fortæller, at i den svenske Krig tvang her en Trop fjendtlige Ryttere en Bonde til at tage sin Hest og vise dem Vei. Mørket faldt paa; de vare alt paa de høie Banker. Bonden styrede hen mod den steile Brink, de saae Lys i en Gaard paa den anden Side Fjorden. »Det er Lemvig!« sagde Bonden, »lad os nu skynde os!« han gav Hesten Sporerne, Svensken gjorde som han, og de styrtede ned; næste Morgen fandt man deres Liig. Monumentet for den raske Lemvigerbonde staaer i Sagnet og i Digternes Sange, og det er de Monumenter, som holde sig længst. Ved disse fik den nøgne Klint en aandig Skjønhed, der nok kunde maale sig med det ellers smukke Skue over Byen og Fjorden.
Rosalie og Otto kjørte ind i Byen. Det var kun to Aar siden han var her, og Alt syntes ham i denne Tid at være svundet sammen, snevert og smaat hvorhen han saae. I Erindringen havde det en anderledes Storhed.
Nu holdt de ved Kjøbmandens Gaard. Entreen gik gjennem Boutikken, som var decoreret med Træskoe, Uldvanter og Jernskrammel. Tæt indenfor Døren stode to Kar med Tjære. Over Disken hang en udstoppet sjelden Fisk og et heelt Bundt Filthatte til Brug for begge Kjøn. Det var en Handel en gros og en detail, som blev forestaaet af Sønnen der i Huset. Faderen selv var Nummer Eet i Lemvig, han havde Skibe i Søen, førte et fiint Huus, som det hed der i Egnen.
Stuedøren gik op, og Fruen selv, en tyk, fiirkantet Dame, med et ærligt, fornøiet Ansigt, traadte ud og tog med Kys og Omfavnelser mod dem begge; desværre lader sig hendes gode jydske Udtale ikke gjengive i Skriftsproget.
»Nei, hvor var det prægtigt, at Jomfruen kom og tog Hr. Thostrup med. Hvor han er bleven kjøn og voxen! ja hans Mærke have vi endnu paa Døren!« hun drog Otto derhen. »Over et heelt Qvarteer har han skudt sig!«
Han betragtede Gjenstandene rundtom.
»Ja,« sagde hun, »Instrumentet er kommet her, siden De var her sidst; det har Maren faaet af sin Broder. Ja, De faaer hende nok til at synge! det er forfærdeligt, saadant et Bryst hun har! sidste Pindse sang hun i Kirken med de Musikalske. Jeg kunde høre hende over Orgelværket!«
Otto nærmede sig Sophaen, over hvilken hang et stort Stykke i en prægtig forgyldt Ramme.
»Det er Marens Navneklud,« sagde Fruen. »Det er meget pænt. See, der ere nu alle vore Navne! ja, lad mig see, om Hr. Thostrup kan gjætte, hvem det er? Her ere alle Tallene! de ere syede med Hulsting. Skibet der er Jagten Mariane, som blev kaldt op efter mig; det er Lemvig Vaaben: et Taarn staaende paa nogle Vandbølger og her i Hjørnet læses, med eens og ueens Sting, hendes Navn, »Maren, den 24 October 1828.« Ja, det er nu to Aar siden. Nu har hun broderet til Sophaen en Liggepude, der er en Tyrk paa. Den gik rundt i Byen, Alle vilde de jo gjerne see den! det er forfærdeligt, hvor Maren kan bruge sine Hænder!«
Rosalie spurgte efter den fortræffelige Pige.
»Hun laver til!« sagde Fruen. »Her kommer et Par gode Venner iaften. Secretairen kommer ogsaa; saa skal han musicere med Maren. De har vel rigtignok hørt noget mere deiligt i Kjøbenhavn, vort er ganske simpelt; men de synge da efter Noder, og jeg tænker nok Secretairen tager sin Spilledaase med. Det er deiligt! han sang forleden en lille een til Daasen, det var nydeligere, end til det store Instrument, for jeg maa sige Dem, han har nu ikke det stærke Bryst, som Maren!«
Først ved Middagsbordet samledes Familien. De to Personer, som der havde den nederste Plads, syntes de meest originale. De vare Boutiksvenden og Moster. Begge disse havde kun den Ære at samles med Familien ved Middagsbordet; fra Aftenselskaberne vare de aldeles udelukkede.
Svenden, der i Boutikken var den første og nok der kunde sige nogle Ord, sad her som en stille og forknyt Skabning, med Haaret kæmmet til den ene Side af Hovedet og viste to røde, ophovnede Hænder. Ikke en Lyd undslap hans Læber; at trykke et Kys paa Fruens Haand ved Indtrædelsen, og eet ved Bortgangen, var alt hvad han gjorde, med Undtagelse af at spise.
Moster, som hun ikke blot kaldtes i Familien, men af alle Folk i Lemvig, var lige saa ordknap, men hendes Ansigt loe bestandigt. En blommet, rød, Kattuns Kappe sluttede sig tæt om det magre Ansigt, hvilket store Kindbeen og hængende Læber gave noget Characteristisk. »Hun hjalp til i Huset, men kunde ikke tage Deel i fiint Selskab,« som Fruen udtrykkede sig. Aldrig kunde hun glemme Moster det, hvorledes paa Reformationsfesten, da kun de Musikalske sang i Kirken, hun begyndte at synge med op af Psalmebogen, saa Graveren maatte bede hende at tie stille; men det blev hun vred over og sagde, at hun havde Lov til at prise sin Gud, ligesaavel som de Andre, og saa sang hun paa Trods! havde hun ikke været »Moster«, der var af saadan en Familie som hun var, havde man bestemt sat hende udenfor.
Hun var nu den sidste, som kom ind og tog Plads ved Bordet. En halv Time havde de søgt efter hende, tilsidst var hun fundet. Hun stod i det yderste Hjørne af Haven, op til Trægitteret der. Udenfor var Græsset slaaet og reist i en Stak; for at see paa denne, var hun gaaet hen til Gitteret; Duften havde virket behageligt, hun havde da trykket Kindbenene op mod Rækværkets Sparrer og var nu under Beskuelsen faldet i Tanker, eller rettere, ud af Tanker; man fandt hende og ruskede Bevægelse i den Drømmende. Nu var hun livlig nok, hun loe hver Gang Otto saae hen paa hende. Hans Plads faldt ved det øverste Hjørne, mellem Fruen og Maren. Denne var en ret net Pige; lille, noget fyldig, hvid og rød, med gode Klæder paa. Lidt for mange Sløifer og altfor mange Couleurer, var hendes svage Side. Hun læste i denne Tid »Kabale og Kjærlighed«.
»Den læser Du jo paa Tydsk!« sagde Moderen. »Ja, den skal være saa deilig! jeg kan nu meget godt tale det Tydske, men naar jeg skal læse det, saa gaaer det saa langsomt, og jeg vil nu have Ende paa en Bog!«
Manden havde den øverste Plads ved Bordet. En lille sort Hætte sad glat om hans graa Haar, et Par kloge Øine spillede ham i Hovedet. Med foldede Hænder læste han stille en Bøn og bøiede derpaa Hovedet, før han lod skride til Anretningen. Rosalie var hans Borddame. Hendes Naboe til Høire syntes meget veltalende. Det var en gammel Militair, som i sit fyrretyvende Aar var gaaet af som Lieutenant ved de Annecteerte, og havde Tilladelse til at bære Uniformen, derfor sad han i en Slags militair Frakke og med stivt Halsbind. Han var alt dybt inde i Polignacs Ministerium og Julidagenes Triumph, men havde altid det Uheld at forblande Lafitte og Lafayette med hinanden. Sønnen af Huset talte kun om Tyrekalve. Hans Borddame var en lille Jomfru fra Holstebro, hun sad pyntet som en Confirmant, med sort Silkekjole og med rødt Langshawl. Hun var i Stads, for hun var jo i Besøgelse. Samme Jomfru kunde ellers sye Skræddersyning og blæse paa Fløite, dette sidste gjorde hun med en Slags Undseelse; ellers talte hun godt for sig, især om sørgelige Begivenheder. Viinflasken gik kun om ved den øverste Deel af Bordet; Svenden og Moster drak Øl; men det brusede deiligt, der var sat Rosinstilke paa.
»Det er en brav Mand, Contoirchefen, som De faaer til Curator, Hr. Thostrup!« sagde Herren i Huset. »Jeg staaer i Rapport med ham.«
»Men det er dog besynderligt,« afbrød Fruen, »at han kun har een af sine fem Døttre forlovet. Gaaer Pigerne ikke bedre af i Kjøbenhavn, hvad skal man saa sige herovre?«
»Nu hjælper vel Hr. Thostrup paa een af dem!« sagde Manden. »Der ere Penge og De har jo ogsaa en Skilling; faaer De saa et Embede, kan De leve in floribus!«
Maren rødmede, skjøndt der ikke var noget at blive rød over; hun slog endogsaa Øinene ned.
»Hvad skal Hr. Thostrup med een af dem?« tog Fruen Ordet. »Han skal have en jydsk Pige! der er jo kjønne Frøkener nok herovre paa Herregaardene!« tilføiede hun og lagde det bedste Stykke paa hans Tallerken.
»Give de kongelige Skuespillere nogle kjønne Syngestykker?« spurgte Maren og gav Samtalen en anden Retning.
Otto nævnede forskjellige Stykker, deriblandt: Jægerbruden.
»Det skal være forfærdeligt!« sagde Lieutenanten. »Ulvesvælget skal være saa naturligt, med et Vandfald og en Ugle, der slaaer med Vingerne. Borgemesterens Mimi har faaet Brev fra en Jomfrue i Aarhuus, som har været i Kjøbenhavn og seet det. Det var saa skrækkeligt, at hun holdt for Øinene og havde nær faaet Ondt paa Komoedien. Det er et prægtigt Theater, de have!«
»Ja, men vort lille Theater var dog ganske net!« sagde Fruen. »Det var ret kjedeligt, at det Dramatiske saaledes skulde gaae ind. Det sidste Stykke, vi gave, det husker jeg saa godt. Det var: »de Sandsesløse«; da laae jeg syg. Jeg vilde saa gjerne see det, og saa var hele Personalet saa galant at spille det nok engang og det her hjemme i Salen, hvor jeg laae paa Sophaen og saae til. Det var en overordentlig Opmærksomhed af dem. De kan tænke, Borgmesteren spillede selv med!«
Til Ære for de Fremmede skulde man efter Bordet drikke Caffe i Haven, hvor der under Blommetræerne var en Gynge. Siden var arrangeret en Seiletour paa Fjorden. En lille Jagt af Kjøbmandens laae just udlosset ved Skibsbroen.
Otto fandt Maren og Jomfruen fra Holstebro siddende i Lysthuset. De skjulte forskrækket Noget, da han kom.
»Mine Damer har Hemmeligheder! Tør man ikke blive indviet i disse?«
»Næ, slets ikke!« svarede Maren.
»Det er skrevne Digte, De har i den lille Bog!« sagde Otto og nærmede sig dristigt. »Maaskee eget Arbeide?«
»O det er bare min Tankebog!« sagde Maren og rødmede. »Naar jeg læser noget rigtigt kjønt, saa skriver jeg det af, for vi kunne ikke beholde Bøgerne.«
»Da tør jeg nok see det!« sagde Otto. Hans Øie faldt paa det skrevne Blad:
»So fliessen nun zwey Wasser
Wohl zwischen mir und dir.
Das eine sind die Thränen,
Das andre ist der See!«
[*Note] »Des Knaben Wunderhorn.« [*]
læste han. »Det er meget smukt. »Der verlorne Schwimmer« hedder Digtet. Ikke sandt?«
»Ja, jeg har skrevet det ud af Secretairens Tankebog; han har saa mange nydelige Stykker!«
»Den Secretair har mange Fortræffeligheder!« sagde Otto smilende. »Tankebog, Spilledaase -!«
»Og en Seglsamling!« tilføiede Jomfruen fra Holstebroe.
»Jeg maa læse flere!« sagde Otto, men Damerne flygtede med blussende Kinder.
»Er De allerede paa Spil, Hr. Thostrup!« sagde Fruen, som traadte ud i Haven. »Ja, De veed ikke hvor Maren har længtes efter Dem, hvor meget hun har talt om Dem. De skrev os aldrig til; vi fik ingen Ting at vide, uden naar Jomfru Rosalie fortalte os lidt af Deres Breve. Det var ikke smukt af Dem! De og Maren har dog altid været kaldt Kjærestefolk. De var to kjønne Børn begge to, og de har ikke taget Skade af at voxe.« - Klokken fire samledes allerede Aftenselskabet, en heel Flok unge Damer, et Par gamle og Secretairen, der udmærkede sig ved en Samling af Signeter, som i et langt Uhrbaand ideligt slog ham paa Siden af Maven, og ved et skinnende, hvidt Kalvekryds, stive Flipper og en Hanekam, hvori hvert Haar syntes at ligge i en affecteret Stilling. De vandrede Alle ned mod Fjorden, Otto havde nogle Forretninger, saa han kom noget efter. I det han ene gik gjennem Gaarden, hørte han fra Baghuset et frygteligt vildt Skrig, der gik over i en hæs Hulken, forskrækket traadte han nærmere, og saae nu Moster sidde midt oppe mellem de store Klyner. [*Note] Tørv. [*] Præstinden i Delphi kunde ikke see mere forstyrret ud. Hun havde revet sin Kattuns Kappe af Hovedet, det lange graa Haar fløi hende om Skuldrene, med Fødderne trampede hun, som et arrigt Barn paa de store Tørv, saa enkelte fløi i forskjellig Retning. I det hun saae Otto, blev hun øieblikkelig rolig, men snart knugede hun de magre Hænder for Ansigtet og hulkede høit. At faae Svar paa hvad hun feilede, var ikke tænkeligt.
»O hun er kun krakilsk!« sagde Pigen, som Otto henvendte sig til. »Moster er vred, fordi hun ikke er inviteret med ud at seile. Saaledes bærer hun sig altid ad! hun kan være ond! forleden hun skulde hjælpe mig at vride Lagener, vred hun altid til den samme Side som jeg, saa vi aldrig kunde blive færdige og det gjorde saa ondt i mine Hænder!«
Otto vandrede til Fjorden. Seilet blev heiset, Secretairen tog sin Spilledaase frem og saa glede de under Toner hen over Vandet i det brændende Solskin.
Ovre paa den anden Side skulde drikkes Thevand, og saa skulde Maren synge. Moderen bad hende om den med de stærke Toner i, for Otto skulde høre det Bryst hun havde.
Hun sang »Dannevang«. Der var en ualmindelig Styrke i Stemmen, men ingen Skole, intet Foredrag.
»Saadan en Stemme troer jeg ikke de har ved Theatret i Kjøbenhavn!« sagde Secretairen med afgjørende Alvor.
»De maatte ønske sig saadan et Bryst!« sagde Lieutenanten.
Nu skulde Secretairen synge, men han var noget forkjølet, det var han da altid.
»De maa synge til Daasen!« sagde Fruen og hendes Ønske blev opfyldt; havde Maren begyndt med, kunde man have troet, at det var en Leeg mellem Boreas og Zephyr.
Nu blev der spadseret, drukket Thee, og saa skulde man hjem for at have lidt at leve af, Fisk, Steg, lidt kogt Skinke og andre gode Sager.
At tænke paa Afreise næste Morgen, kunde paa ingen Maade tillades Otto; et Par Dage skulde han blive, samle Kræfter til at tage fat ovre i Kjøbenhavn. Kun een Dag endnu vilde han nyde alle de Goder man overvældede ham med. Han længtes efter andre Mennesker, efter en mere aandrig Omgivning. For to Aar siden havde han ypperligt smeltet sammen med Alle disse her, fundet dem interessante og aandfulde, nu følte han, at Lemvig var en lille By og Menneskene - fortræffelige, gode Mennesker.
Næste Dag bragte atter prægtige Anretninger, god Mad og Viin, det var til Ære for »Hr. Thostrup«. Hans Skaal blev drukket, Maren var mere fortrolig, Moster havde glemt sin Sorg og sad igjen med det leende Ansigt ved Siden af den forknytte Boutiksvend. Der maatte ellers skyndes lidt med Taffelet, thi Byens Sprøite skulde ud at prøves, og den Stads, meente man, Otto skulde tage med, eftersom det traf sig saa heldigt.
»Men hvor kan Mo'er troe, at det vil more Hr. Thostrup?« sagde Maren. »Det er jo ikke noget at see!«
»Det har før moret ham!« svarede Fruen. »Det er ogsaa til at lee af, naar Drengene løbe under Sprøite-Regnen og faae Straalen lige i Nakken.«
Hun talte om Otto før og nu; han var bleven saa kjøbenhavnsk, ja saa fiin og net, baade i Snittet paa Klæderne og i Manererne; dog fandt hun Leilighed til at give ham endnu et lille Vink til det Finere; tænk dog! han tog med Fingrene det hvide Sukker til sin Caffe.
»Men hvor er Sølvtangen? den massive Sølvtang?« sagde hun. »Maren, lader Du ham tage med Fingrene?«
»Det er beqvemmere! svarede Otto. »Det gjør jeg altid.«
»Ja, men havde her været Fremmede,« sagde Fruen i en venlig belærende Tone, »saa havde vi, ligesom De veed Madammen gjorde, maattet kaste Sukkeret ud af Vinduet!«
»I de høiere Selskaber, hvor man har rene Fingre, bruger man disse!« sagde Otto. »Det fik aldrig Ende at tage med Tangen!«
»Den er af massivt Sølv!« sagde Fruen og veiede den i Haanden.
Mod Aften gik Rosalie i Haven under Blommetræerne. »Disse minde mig ogsaa om mine Bjerge. Denne Frugt er den eneste, som der ret vil trives. Lemvig ligger, som Le Locle, i en Dal!« hun pegede smilende paa Bakkerne rundt om. »Hvor det ellers er en stor Forandring at være her, imod hjemme paa din Bedstefaders Gaard. Der er jeg blevet saa vant til Eensomhed, at her næsten er mig alt for levende. Den ene Adspredelse følger jo ovenpaa den anden.«
Det var just det Otto savnede. Kjøbstadlivets Smaalighed trættede ham, han kunde ikke more sig derved, ikke gribe ind deri.
Næste Morgen tidlig vilde han tage bort. Det vilde blive for slemt at kjøre i Solheden den tørre Vei, sagde de Allesammen, han maatte og skulde blive til ud paa Eftermiddagen, da blev det kjøligt, det var ogsaa langt behageligere at reise om Natten. Rosalies Bønner gjorde Udslaget. Altsaa efter Middagsbordet og Caffeen skulde Vognen være forspændt.
Det var den sidste Dag. Maren var noget alvorligt stemt. Hun havde et Stamblad, som Otto maatte skrive paa; nu kom han nok aldrig mere til Lemvig, meente hun. Som Børn havde de dog leget sammen. Siden han kom til Kjøbenhavn, havde hun mangen Aften sat sig op i Gyngen ved Lysthuset og tænkt paa ham i Kjøbenhavn. Hvo veed om hun ikke havde gjort det samme, da hun skrev ud af Secretairens Tankebog:
»So fliessen nun zwey Wasser
Wohl zwischen mir und dir -«
Havet strømmede jo mellem Aarhuus og Kjøbenhavn.
»Maren kommer maaskee derover til Vinter!« sagde Fruen. »Men vi tør ikke endnu snakke høit derom, da det ikke er afgjort. Det vilde rigtig muntre hende! hun er i den sidste Tid bleven saa trist, skjøndt vor Herre veed, vi nægte hende ingen Fornøielse!«
Nu arriverede en Snees Breve fra forskjellige Bekjendtere og fra deres Bekjendtskab: om ikke Hr. Thostrup vilde uleilige sig med at besørge dette til Viborg, disse til Aarhuus, og de andre til Kjøbenhavn; en heel Ladning var der, som man faaer den i Stæderne, ligesom der ingen Post gik gjennem Landet.
Vognen holdt for Døren.
Rosalie brast i Graad. »Skriv mig til!« sagde hun. »Dig selv seer jeg aldrig meer! hils mit Schweits, naar Du kommer der!«
De andre vare lystige. Fruen sang:
»O gid jeg flyve kunde, som en Sky!«
Jomfruen fra Holstebro neiede med et Stamblad i Haanden, som hun endnu maatte bede Hr. Thostrup at skrive paa. Maren rakte ham Haanden, rødmede og trak sig tilbage, men da Vognen rullede afsted, viftede hendes hvide Lommetørklæde fra det aabne Vindue: »Lev vel! Lev vel!«
H. C. Andersen Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek