H. C. Andersen: O.T. 1,17

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 1,17

                       XVII.
 
         »Betragt det sagtnende Hav. Endnu bæve Bølgerne paa Dybet 
         og synes at frygte for Blæsten.« - »Over mig svæver den 
         skyggefulde Taage. Dugvædede ere mine Lokker.« 
                            Ossian, oversat af S.S. Blicher.

   Otto havde endnu ikke besøgt Klitterne, Stranden, Fiskerne og Bønderne, mellem hvilke han før, i alle sine Fritimer, havde tumlet sig.
   Den smukke Sommerdag drev ham afsted; Hjertet trængte til at drikke Solvarme.
   Kun Veiene mellem de store Byer ere her i taalelig Stand, eller rettere, i saa god, som Egnen her tillader det. Biveiene betegnes kun ved de ved Siden af hinanden løbende Hjulspor; paa enkelte Steder er, for at forhindre Hjulene fra at trænge ned i det dybe Sand, strøet lidt Lyngtop; hvor denne mangler og Sporene krydse hinanden, vil neppe en Fremmed finde Vei. Her sætter Markfred sin usynlige Grændse mellem de naboelige Eiendomme.
   Hver Gaard, Hytte og Høi var Otto en gammel Bekjendt; han styrede sin Vei mod Harboøre, et Sogn, der kan siges at bestaae af Sand og Vand, men som dog ikke kan kaldes ufrugtbart. Enkelte Beboere her have Avlsbrug, men Størstedelen ere Fiskere, som beboe smaa jordløse Huse.
   Det første Møde paa Vandringen var en af disse store bedækkede Vogne, som de saakaldte Aalemænd, mellem Sancthansdag og Bartholomæidag bringe med Aal til de søndre og østre Kjøbstæder, hvor de igjen belæsses med Æbler og Havefrugter, en Artikel, der siden gaaer rivende af hos Almuen. Aalemanden holdt stille, da han saae og kjendte Otto.
   »Velkommen Hr. Otto!« sagde han, »ja han er kommen herover i et bedrøveligt Anliggende! at Oberst Thostrup saaledes skulde reise af! men man kunde da ikke vente andet af ham! han var gammel nok!«
   »Døden kræver sin Ret!« svarede Otto og trykkede Mandens Haand. »Ham gaaer det vel godt, Morten Chrænsen?«
   »Hele Vognen fuld af Strueaal og et Par røgede Helt! han er vel god at møde, Hr. Otto? Paa Landjorden er en Præst meget god, men ikke ombord paa Søen, som de sige hjemme til Vore. [*Note] Hjemme hos os. [*] Ja, han er vel Præst nu, eller skal være det?«
   »Nei, jeg studerer ikke dertil! svarede Otto.
   »Naa, saa skal han vel være Procurator? Jeg synes han er klog nok, han behøver ikke at læse mere! ja han seer da ind til Vores. Fa'ermo'er sidder og spinder Garn til Pulsvaad. [*Note] Kystbeboerne ved Limfjorden bruge disse til at fange Aal i. [*] Nu har hun faaet Stær paa det andet Øie med, men Knevelen [*Note] Munden. [*] gaaer ligesaa rask paa hende, som før! hun lader sig ikke forbløffe, fordi hun sidder i Mørke. Mutter staaer for Ees'en! [*Note] Fiske-Madding: enten smaa Orme, som i Ebbetiden opgraves ved Fjordbredderne, eller Fisk, helst saadanne, som ere blanke og skinnende. Kan ingen anden Ees faaes, bruger man ogsaa Kalvekjød eller Lever af Hornqvæg. [*] hun har nok med Sætkrogene [*Note] Paa disse hæftes Ees'en; de maa, mellem hver Gang de benyttes, blive reengjorte, et Arbeide, som tilfalder Fruentimmerne. [*] at gjøre!«
   »Men Maria! den raske, lille Maria?« spurgte Otto.
   »Tøsen? Hun er iaar med de andre Fiskerpiger draget til Ringkjøbing og har ladet sig fæste til Hø- og Kornhøsten; vi troede ikke, vi behøvede hendes Gavn hjemme! men, Gud befalet! nu kjører jeg.« Trohjertigt rystede han Ottos Haand og fortsatte sin langsomme Kjørsel.
   Aalebondens Brødre vare raske Fiskere, som deres Fader havde været det; skjøndt gifte, boede de dog sammen. Børneflokken var ikke saa ringe; smaa og store udgjorde her en Familie, i hvilken den blinde Fa'ermo'er havde første Stemme.
   Otto nærmede sig Vaaningshuset; foran var en lille Plet med Kartofler og Gullerøder, samt et Bed med Løg og Timian. To store Bulbidere med skarpe Tænder og onde Øine foer Otto imøde. »Tyv! Grumsling!« skingrede en Stemme, og Hundene lode Halen synke og trak sig med en sagte Snærren tilbage mod Huset. Her, i Forstuen, sad en gammel Kone, med ulden kraprød Trøie, et Halstørklæde af samme Stof og Farve og en Mandfolkehat af sort Filt paa Hovedet. Hun spandt paa sin Rok. Otto kjendte strax den blinde Fa'ermo'er.
   »Guds Fred i Huset!« sagde han.
   »Den Stemme har jeg ikke hørt over Aar og Dag!« svarede hun og løftede Hovedet, som om hun vilde see med de døde Øine. »Er det ikke Oberst Thostrups Otto? I ligner ham paa Mælet. Jeg vidste nok, naar I var her, kom I over til Vore! Ide skal lade Ees'en staae, og faae Kjedelen over, at I kan faae en Skaal Kaffe. Før har I ikke forsmaaet den, I er vel ikke blevet storagtig paa Reisen? Kaffevikken [*Note] Astragalus bæticus, benyttes som Kaffesurrogat, og dyrkes især paa Klitterne vesten for Holmsland. Først skalles den i Bælgene, pilles derpaa ud, tørres og brændes lidt. [*] er god, den er fra Holmsland og smager bedre, end Kjøbmandens Bønner.« Hundene snærrede endnu af Otto. »Kan I dumme Dyr, som have Øine i Hovedet at see med, ikke kjende Oberstens Otto?« udbrød hun og uddeelte et Par vældige Dask over deres Sider.
   Ottos Ankomst bragte stor Bevægelse i den lille Huusholdning; velkommen var han, det kunde man see paa hvert Ansigt.
   »Ja,« sagde Fa'ermo'eren, »nu er han blevet meget visere der i Staden! kan skrive en Almanak, om det skulde være! han har vel faaet en Kjæreste derovre? Eller skal han have en fra Lemvig? For Kjøbstedfolk maa hun vel være! Ja, jeg har da kjendt ham, fra han var en lille Grumsling; paa Muren derude lavede han jo af Sildehoveder den gloende Satan, som han staaer og gaaer. Vor lille Griis puttede han i Aalevognen mellem Fjerdingerne. Vi søgte en heel Dag om Grisen, og saa gjorde den Reise til Holstebro. Jo han var et vildt Spektakel! siden, da han fik den megen Læsning, blev han mere sørgmodig. Ja, ja! de sidste Aar har Bogen taget paa ham!«
   »Mangen god Gang stak han i Søen med min Mand!« udbrød den ene af Svigerdøttrene. »En Nat blev han derude med; hvor da den franske Jomfru paa Gaarden blev forskrækket!«
   »Han var aldrig storagtig.« sagde Fa'ermo'eren, »han gnavede sin tørre Fisk til den ferske Fisk og drak en Kop Valle med lidt Vand, skjøndt han var bedre vant til Huse.«
   Nu blev Kaffen sat frem og skjænket i store Leerspølkummer. Otto maatte fortære sin Deel.
   »Husker han,« spurgte Fa'ermo'eren, »hvor gjerne han til Kaffeen gnavede en tør Flynder, naar vi ingen Kavring [*Note] En Tvebak. [*] havde? Men idag have vi Hvedebrød, friskt og godt; det kom igaar fra Lemvig.«
   Brændeviinsglasset, hvis Fod var af Træ og malet rød, sattes for Otto. De havde under Sengen et Anker Brændeviin, »en lille Pind«, som her Strandingsgods kaldes. [*Note] Hvad der saaledes fiskes ude paa Havet, eller findes drevet op paa Kysten, faaer Navn af »en Pind«; det skjules for Strandfogederne i Sandet og skaffes siden hjem. [*]
   Otto spurgte efter de gifte Sønner. De vare med Karlene nede ved Stranden for at drage paa Fangst. Fa'ermo'eren vilde følge med ham derned; endnu vare de ikke ude, hun skulde først bringe dem »tør Mad«.
   Den Gamle tog sin Stok, Hunden sprang foran og nu gik Vandringen ind mellem Klitterne, hvor deres Hytte eller Bod var opført af Sparreværk med Jordbeklædning. Rundtom laae Fiske-Affaldet, Hoved og Indvold, henkastet. Mændene vare just ifærd med at sætte Truget med Bakkerne [*Note] En Bakke bestaaer af tre Liner, hver paa 200 Alen og til 200 Kroge, den udspændte Bakke er saaledes 600 Alen, og har 600 Kroge; disse ere gjorde fast til Linen med Strikker paa en halv Alens Længde og af Tykkelse som fiint Seilgarn. Til hver Bakke hører et firekantet Trug hvorpaa det føres ombord. Til en større Fiskerbaad regnes 6 Lodder Fiskekroge, hver Lod har 8 til 9 Bakker. [*] ombord.
   Den aabne Sø laae foran, næsten speilklar da Vinden var østlig. En halv bondeklædt Mand til Hest, med Ridebuxer knappede langs ned af Siden, holdt tæt ved.
   »Har De hørt Nyheder?« tilraabte han Otto. »Jeg kommer fra Ringkjøbing. Jeg har hos Kjøbmand Cohen læst de tydske Aviser. Der er Revolution i Frankerige! Carl den Tiende og hele den kongelige Familie er flygtet. Jo, det gaaer lystigt til i Paris!«
   »Det er et vildt Folk, Fransosen!« sagde Fa'ermo'eren. »Een Konge og een Dronning have de hugget Hovedet af i min Tid. Nu gjøre de det samme med disse. At vor Herre taaler, at der handles saaledes med hans Salvede!«
   »Der bliver Krig igjen!« sagde een af Fiskerne.
   »Saa gaae der flere Heste ud af Landet,« sagde den Fremmede, trykkede Otto i Haanden og red afsted mellem Klitterne.
   »Det var jo Hesteprangeren fra Varde?« spurgte Otto.
   »Ja han forstaaer Sprog!« sagde Fiskeren. »Derfor veed han om det Udenlandske før vi Andre. Saa slaaes de nu i Frankerige! Blodet flyder op ad Gaderne; saaledes bliver det ikke i Danmark, før Tyrken binder sin Hest ved Busken i Viborg Sø. Men saa er det ogsaa, efter Sybilles Spaadom, mod Verdens Ende!«
   Alt var imidlertid færdigt til at de kunde drage paa Fangst. Dersom Hr. Otto vilde føre den bageste Aare og havde Lyst at blive Natten over derude, kunde han faae Plads i Baaden, men han havde lovet Rosalie at komme tilbage før Aften. Fa'ermo'eren læste nu knælende med de Andre en Bøn, og snart efter gled den lavkjølede Baad, ved raske Aareslag, ud fra Bredden. Frankerigs Skjæbne var glemt, Fangsten beskjæftigede Fiskerne.
   Den Gamle syntes at lytte efter Aareslagene, de døde Øine hvilede ubevægeligt frem paa Havet. En Maage strøg i sin Flugt tæt forbi hende. »Det var en Fugl!« sagde hun; »her er jo ingen uden vi to?«
   »Nei slet ingen!« svarede Otto ligegyldig.
   »Er der ingen i Boden, ingen bag Klitten?« sagde Fa'ermo'eren igjen. »Det var ikke for den tørre Mad, jeg gik herned, ikke for at vadske mit Ansigt i Stranden. Jeg vilde tale med Jer i Eenrum, som vi ikke kunde til Huse. Maa jeg faae Eders Haand? Nu fører I selv Stavnaaren, nu den Gamle er i Jorden, Gaarden skal jo sælges og I kommer sagtens ikke meer her Vester paa. Vor Herre har gjort sort for mine Øine, før han lukkede mine Ører og gav mig Lov at reise. Jeg kan ikke see Jer meer; men jeg har Jer for min Tanke, som I saae ud, før I forlod vort Land. Nu er I vel kjønnere, kan jeg tænke, men lystigere er I ikke! snakke kan I vel, og jeg har hørt Jer lee, men det var kun en bitte bedre, end i de to sidste Aar I var herovre. Eengang var Eders Klæder anderledes skaarne! ingen Nisse kunde skabe sig vildere end I!«
   »Man bliver roligere med Aarene!« sagde Otto, og saae forundret paa den blinde Kone, der ikke slap hans Haand. »Som Dreng var jeg altfor lystig, det kunde ikke blive ved, og at jeg denne Gang er alvorlig, ja det seer hun jo nok jeg har Grund til! min sidste Støtte er falden bort!«
   »Ja vist! ja vist!« gjentog hun langsomt og overveiende, men rystede derpaa med Hovedet. »Det kommer ikke derfra! troer han ikke paa Djævelens Magt? Vor Herre Jesus tilgive mig! troer han ikke paa onde Menneskers Kræfter? Der er ikke større Forskjel paa Menneskets Barn og Skiftingen, de Underjordiske lægge for det i Vuggen, end paa Jer, som Dreng og som I blev det sidste Aar før I reiste. Det kommer af Bogen, det kommer af den megen Læsning, sagde jeg til de Andre. Gid jeg kunde have sagt det til mig selv! Men I skal blive glad, Sorgen i Eders Hjerte skal visne hen som en giftig Urt. Jeg veed, hvorfra den kommer, og har med Guds Bistand Frelse for den. Vil I love mig helligt, at ingen Sjæl i Verden faaer at vide, hvad vi tale her i denne Time?«
   »Hvad har I at sige mig?« sagde Otto, grebet af den Gamles sælsomme Alvor.
   »Tydske Heinrich, Komediantspilleren! I husker ham nok? Han er Skyld i Eders Bekymring! ja, hans Navn faaer Jeres Puls til at gaae stærkere. Det kan jeg føle, om jeg ikke kan see Eders Ansigt!«
   »Tydske Heinrich!« gjentog Otto og hans Haand skjælvede virkeligt. Skulde Heinrich, da han var her for tre Aar siden, have sagt hende, sagt Fiskerne her, hvad ingen turde vide, hvad der havde dræbt hans Ungdoms Munterhed? »Hvad har jeg med tydske Heinrich at gjøre?«
   »Ikke mere, end en from Christen har med Djævelen at gjøre!« svarede hun og slog Kors for sig. »Men Heinrich har blæst et ondt Ord ind i Eders Øre, han har dulgt Eders lystige Sind, som man kan dølge en Snog!«
   »Det har han sagt Eder?« udbrød Otto, og hans Aandedrag blev hurtigere. »Siig mig Alt hvad han har sagt!«
   »I vil ikke lade mig komme i Fortred?« sagde hun. »Jeg er uskyldig deri, og dog har jeg virket med! det var kun et Ord, men et utilbørligt Ord, og for det skal man gjøre Regnskab paa Dommens Dag!«
   »Jeg forstaaer Eder ikke!« sagde Otto, og hans Øie speidede rundt omkring, om Ingen hørte dem. De vare ganske ene; Baaden med Fiskerne viste sig langt ude, som et mørkt Punkt.
   »Husker I, hvor ellevild I var som Dreng? Hvordan I bandt Blærer ved Kattens Been og Hale, og kastede den saa ud fra Loftslugen, for at den skulde flyve? Jeg siger det ikke af noget ondt, for vi holdt alle af Eder, men naar I blev for kaad, kunde man jo nok sige: kan da Ingen binde den Knægt? See, de selvsamme Ord sagde jeg! det er al min Synd, men de have siden ligget tungt paa mit Hjerte. Da kom for tre Aar siden tydske Heinrich, han var jo to Nætter i vort Huus; Gud forlade os det! Kunster kunde han gjøre, han vidste mere end sit Fadervor, mere, end det baader et Menneske at vide. Een Kunst skulde I hjælpe ham med; men da han gav Jer Bægeret, gjorde I Eders egne Kunster og han kunde ikke faae sin i Rigtighed. I vilde ogsaa være viis. Da fik han et ondt Øie til Eder, skjøndt han var nok saa mild og underdanig, da I var et Herskabsbarn. Husker I da, nei, det har I nok glemt, hvordan I samme Gang havde taget Ees'en af Sætkrogene og bundet mine Træskoe til istedet. Da sagde jeg i Vrede, og Menneskets Vrede er aldrig god: kan da ingen binde mig den Knægt? Han gjorde jo Nar af Jer i Eders aabne Øine! sagde jeg til Komediantspilleren. Har I ingen Kunst der kan tæmme den Vildkat? Da loe han ilde, og jeg tænkte ikke meer derpaa. Men næste Dag sagde han: »nu har jeg bundet Knægten! I skal see, han er blevet tam og skulde han begynde at sprælle igjen, saa spørg ham bare: hvad var det for Ord, tydske Heinrich hvidskede Eder i Øret, saa skal I see, hvor lind han vil blive. Det Kunststykke skal han ikke gjøre Nar af!« Det gjøs i mit Hjerte, men jeg tænkte siden, det har vel ikke noget at betyde. - Jo, jo! fra den Time han havde været her, var I ikke meer den Samme, som før, det kom af Troldomsordet, han blæste Jer i Øret. I kan ikke udsige Ordet, det sagde han mig ogsaa; men ved det er I blevet dulgt; det, og ikke Læsning i Bogen, gjør det. Men I skal blive løst! har I Troe dertil, og det maa I have, da skal I blive lystig igjen, og jeg kunne roligt sove i min Grav for det onde Ord, jeg udsagde. Vil I lægge dette ved Hjertekulen, nu Maanen er i Næ, saa vil Sorgen gaae bort fra Eders Hjerte, som Maanens Skive tager af!« nu tog hun en lille Skindpung op af Lommen, aabnede den og fremtog et sammenviklet Papir. »Heri er et Stykke af det Slags Træ, hvorpaa vor Herre, Frelseren blev korsfæstet. Det vil drage Sorgen fra Eders Hjerte, og bære den, som det bar ham, der tog paa sig alle Verdens Sorger!« Hun kyssede fromt derpaa og rakte det til Otto.
   Det blev ham klart, det Hele. Han erindrede hvorledes han i Vildskab som Dreng fik Heinrichs Kunst til at mislykkes, hvilket vakte stor Fornøielse hos Tilskuerne, men Uvillie hos Heinrich; snart bleve de Venner igjen, og Otto gjenkjendte i ham den lystige Væver paa Fabrikken, som han kaldte det. De vare ene, Otto spurgte, om han ikke huskede hans Navn, Heinrich rystede med Hovedet. Da blottede Otto sin Skulder, bad ham læse, og han hørte da den ulykkelige Udtydning, der gav hans Munterhed Dødsstødet. Heinrich maa have seet, hvad Indtryk det gjorde paa Drengen, han fik derved Leilighed til at hævne sig og tillige komme i Anseelse igjen som Hexemester. Han havde tæmmet ham, hvidskede han til den Gamle, tæmmet Drengen ved et eneste Ord. Under enhver senere Overgivenhed hos Otto maatte Alvor og Skræk strax vende tilbage, naar Nogen spurgte: hvad vare det for Ord, tydske Heinrich hvidskede Dig i Øret. »Ja spørg ham kun,« havde han sagt.
   Paa en ganske naturlig Maade var der altsaa virkelig Trolddom i Heinrichs Ord, om ikke saaledes, som den Gamles Overtro udtydede den. At udvikle hende Sagens Sammenhæng, maatte have hævet hendes Skrupler, men en Forklaring her var Otto umulig. Han trykkede hendes Haand, bad hende være rolig; ingen Sorg laae tungt paa hans Hjerte, uden dette sidste Tab af hans kjære Bedstefader.
   »Hver Aften har jeg nævnet Eders Navn ved min Bøn! hver Gang ondt Veir var i Vente, og Sønnerne paa Havet, saa vi hængte Flag eller tændte Blus for at give dem Tegn, tænkte jeg paa de Ord, der slap mig af Munden og som den onde Heinrich greb, jeg frygtede for, at vor Herre skulde lade Straffen gaae ud over mine Børn.«
   »Vær kun rolig, kjære Gamle!« sagde Otto. »Gjem selv det hellige Træ, paa hvis Kræfter I stoler! det tage hver Sorg fra Eders eget Hjerte!«
   »Nei, min Sorg er jeg selv Skyld i! Eders har fremmed Mand lagt i Eders Hjerte! den Uskyldiges Sorg vil Korsets Træ kun bære!«
   Det Smukke, som hende ubevidst laae i disse Ord, rørte Otto. Han tog Gaven, gjemte den, søgte at berolige hende og saae nu sidste Gang ud over det prægtige udstrakte Hav, der var sin egen Grændse.
   Det var mod Aften før han kom hjem til Gaarden, hvor Rosalie ventede. Det sidste Optrin med den blinde Fiskerkone havde sat ham tilbage i hans mørke Sindsstemning. »I Grunden veed hun dog intet!« sagde han til sig selv. »Denne Heinrich er min onde Engel! kunde han dog snart døe!« Det var i Ottos Sjæl, som om han kunde roligt skyde Heinrich en Kugle gjennem Hjertet. »Var han først begravet under Lyngtørven, da var min Hemmelighed det ogsaa! Blod vil jeg! ja, der er noget Djævelsk i Mennesket! kunde dog Heinrich døe! men der leve flere, som kjende min Fødsel; - min Søster! min stakkels, tilsidesatte Søster, hun, som havde samme Ret til Aandsudvikling, som jeg! hvor frygter jeg for dette Møde! det vil blive bittert! bort maa jeg! bort vil jeg! her qvæles Livet! jeg har jo Formue! jeg vil reise. Det levende Frankerige vil forjage Grillerne og - saa er jeg borte, langt fra Hjemmet. Næste Foraar er jeg en Fremmed, ude mellem de Fremmede!« og hans Tanke gik over i stille Veemod. Saaledes kom han til Gaarden.

H. C. Andersen Homepage