H. C. Andersen: O.T. 1,13

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 1,13

                      XIII.

        »Lynglærken kun Gravmelodier sjunger.« 
                               S.S. Blicher

   Den jydske Halvøe eier ikke blot de samme Naturskjønheder, som Sjælland og Fyen frembyde: deilige Bøgeskove og duftende Kløvermarker tæt ved den salte Søe; men den eier tillige en vild, en øde Natur i de lynggroede Heder og vidt udstrakte Moser. Øst og Vest ere forskjellige som det grønne saftfulde Blad og den hvidgraae Tang paa Strandbredden. Fra Marselisborg-Skove til Skovene Syd for Colding-Fjord er Landet riigt og blomstrende: det er den danske Natur i sin Storhed. Her hæver »Himmelbjerget« sig med sit Vildnis af Krat og Lyng, herfra seer man det rige Landskab med Skove og Indsøer, ned til det brusende Kattegat.
   Vestkysten derimod staaer uden Træer, uden Buske, kun med hvide Sandbanker ved et stormende Ocean, der pidsker med Sandflugt og skarpe Vinde den døde, sørgelige Kyst. Mellem disse Contraster, som Øst- og Vestkyst frembyde, Hesperien og Siberien, ligger den store, lynggroede Hede, der fra Lyneborg Sand strækker sig til Skagens Rev. Intet Hegn viser her de begrændsede Eiendomme. I de krydsende Hjulspor maa Du søge Biveiene. Forknyttede Ege med hvidgrønt Mos til de yderste Grene voxe henad Jorden, som frygtede de for Storm og Havgusser. Som et nomadisk Folk, men uden Hjorder, drage her de saakaldte Natmænds-Folk om, med deres indbyrdes Sprog og Ceremonier. Pludseligt viser sig midt i Hedeørkenen en Coloni, et andet fremmed Folk, tydske Udvandrede, som ved Vindskibelighed nøde den magre Egn til Frugtbarhed.
   Fra Veile vilde Otto lægge Veien op over Viborg, som den lige og korteste, til Bedstefaderens Gaard, der laae mellem Nisumfjord og Lemvig.
   De første Tuer med Lyng tiltalte ham som kjære Barndoms Venner. De smukke Bøgeskove laae bagved, Hedestrækningen begyndte, men Heden var Otto kjær; det var denne Natur, der stod som Grundlag for mange kjære Erindringer.
   Landet høinede sig meer og meer, med brune, uoverseelige Høie. Huse og Gaarde bleve sjeldnere, Kirsebærhaverne forvandledes til Kaalplantninger. Kun paa enkelte Pletter var Lyngen borte og her stod Græs, men lavt, som var det Mosarter, eller som det grønne Andemad paa Dammene; her samlede Fuglene sig i hundredeviis og flaggrede qviddrende op, idet Vognen rullede forbi.
   »I vide at finde den grønne Plet paa Heden og at være lykkelig ved den!« sukkede Otto. »Kunde jeg kun ligne Eder!«
   Længer borte hævede sig nøgne Høie, uden Lyng, uden Agerland, Ahlen skinnede bruun og guul i de høie Skrænter. En lille Dreng og Pige vogtede Faar tæt ved Veien; Drengen blæste Rørfløite, Pigen sang en Psalme, det var den bedste Sang hun vidste at bringe den Reisende, for at faae en lille Gave.
   Dagen var varm og smuk, Aftenen bragte Taage, den kolde Havgusse, der dog inde i Landet taber sin Styrke.
   »Det er Velkomstkys fra Hjemmet!« sagde Otto. »Havfruens Dødskys! i Fyen kaldes det Elverpigens!«
   Man har i de sidste Aar sendt flere Børn fra Vaisenhuset over til Alheden, at de, istedetfor at blive kjøbenhavnske Kjeltringer, kunne blive ærlige jydske Bønder. En saadan Dreng fik Otto til Kudsk. Drengen var meget tilfreds, og dog blev Otto forstemt ved hans Fortælling. Livs-Erindringer bevægede sig i hans Bryst. »Tak Du Gud,« sagde han og gav Drengen en anseelig Gave, »paa Heden har Du Huus og Hjem, i Kjøbenhavn var maaskee din Seng blevet Sandkisterne, Sult og Kulde, hvad Dagen bragte dig!«
   Jo mere vestpaa Otto kom, des alvorligere stemtes han; det var, som den øde Natur og den kolde Havgusse gik over i hans Sjælelige. Billederne fra den muntre Herregaard i Fyen fortrængtes af Erindringen om Hjemmet hos Bedstefaderen. Han blev meer og meer forstemt. Først da kun een Miil var endnu tilbage beseiredes hans Tungsind ved Følelsen om at skulle overraske de Kjære.
   Han øinede Gaardens røde Tag, saae Pileplantningerne og hørte Lænkehundens Gjøen. Der stod en Gruppe Børn paa Lyngbakken udenfor Porten. Otto kunde ikke længer udholde den langsomme Kjørsel i de dybe Hjulspor. Han sprang af Vognen og mere løb, end gik. Børnene paa Høien bleve ham vaer og vendte alle Ansigtet mod den Side, hvorfra han kom.
   Den lange Kjørsel og denne Hensynken i mørke Griller havde slappet hans kraftige Legeme, men nu vendte øieblikkelig al Kraft tilbage; hans Kinder blussede og Hjertet bankede med lydelige Slag.
   Fra Gaarden lød Sang; det var Psalmesang. Han traadte ind af Porten. En Flok Bønder stode med blottede Hoveder; foran Døren holdt en Vogn, nogle Karle løftede en sort Liigkiste op paa den. I Døren stod den gamle Præst og talte til en anden sortklædt Mand.
   »Herre Jesus! hvem er død?« vare Ottos første Ord, og hans Ansigt blev blegt som et Liig.
   »Otto!« raabte de Alle.
   »Otto!« udbrød den gamle Præst forundret, greb hans Haand og sagde alvorligt: »Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!«
   »Lad mig see den Dødes Ansigt!« sagde Otto. Ingen Taare kom i hans Øine, Overraskelsen og Smerten vare dertil for store.
   »Skal jeg tage Skruerne ud?« spurgte den af Mændene, som nyligt havde slaaet Laaget til.
   »Lad ham sove i den evige Fred!« sagde Præsten.
   Otto stirrede på den sorte Kiste, i hvilken Bedstefaderen laae. Vognen kjørte med den. Otto fulgte efter med Præsten, hørte denne kaste Jorden paa Laaget, hørte Ord, han ikke samlede, saae det sidste Hjørne af Kisten og den skjultes. Alt var som en Drøm.
   De vendte tilbage til Præstegaarden; en bleg Skikkelse kom dem imøde. Det var Rosalie, den gamle Rosalie.
   »Vi have her intet blivende Sted, vi ile alle mod det Tilkommende!« sagde den gamle Præst. »Styrk Eder nu ved Mad og Drikke! Legemet kan ikke lide som Sjælen! Vi have fulgt ham til sit Sovekammer; hans Seng var vel redt! jeg har læst Aftenbønnen, han sover i Gud og vil vaagne for at see hans Herlighed! Amen!«
   »Otto! Du kjære Otto!« sagde Rosalie. »Den bittreste Dag bringer mig denne Glæde! Hvor jeg har tænkt paa Dig! Du skulde derovre mellem Fremmede høre, at han var død! ingen der kunde føle din Sorg! intet Øie skulde Du see græde for hvad Du havde tabt! Nu er Du her! nu, jeg tænkte Dig saa langt borte! det er et Mirakel! først idag kunde Du have faaet Brevet om den Saliges Død!«
   »Jeg vilde overraske Eder!« sagde Otto. »Mig forestod en sørgelig Overraskelse!«
   »Sæt Dig, mit Barn!« sagde Præsten, og drog ham ned ved det dækkede Bord. »Naar det Træ falder, der gav os Skygge og Frugt, fra hvilket vi have udplantet Stiklinger og Frø i vor egen lille Have, da kunne vi nok see paa det med Veemod, føle Savnet; men man maa ikke glemme sin egen Have, ikke glemme at opelske, hvad vi have vundet af det, ikke høre op at leve for de Levende! jeg savner, som I, det stolte Træ, der frydede min Sjæl og mit Hjerte, men jeg veed, det er plantet om i en bedre Have, hvor Christus er Urtegaardsmanden!«
   Præstens Indbydelse, at blive hos ham under Besøget i Hjemmet, afslog Otto. Sit eget lille Kammer i Sørgehuset vilde han alt indtage denne Nat; ogsaa Rosalie vilde tilbage.
   »Vi have meget at tale sammen,« sagde Præsten og lagde sin Haand paa Ottos Skulder. »Næste Sommer trykke I neppe min Haand, den trykkes vel af Grønsværen!«
   »Jeg kommer her i Morgen!« sagde Otto og kjørte med den gamle Rosalie tilbage til Hjemmet.
   Tjenestetyendet kyssede den unge Herre paa Haanden og Kjolen; han vilde forhindre det, den gamle Pige græd. Otto traadte ind i Stuen; her havde Liget staaet, derfor vare flere af Meublerne tagne bort, og Tomheden blev mere gribende. De lange hvide Sørgegardiner flagrede i Blæsten fra de aabne Vinduer. Rosalie førte ham ved Haanden ind i det lille Sovekammer, hvor Bedstefaderen var død; her stod Alt endnu, som før, det store Bogskab med Glasdørene for, hvorinde den aandelige Skat gjemtes; Wieland og Fielding, Millots Verdenshistorie, og von der Hagens Narrenbuch, rangerede her øverst, de havde været den gamle Herres meest læste Bøger. Men der var ogsaa Ottos første Sjæleføde, Albertus Julius, den engelske Spectator og Ewalds Skrifter. Paa Væggen hang Piber, Pistoler og en stor gammel Sabel, Bedstefaderen engang havde baaret. Paa Bordet, under Speilet, stod et Timeglas; det var udrundet. Rosalie pegede paa Sengen. »Der døde han, mellem 6 og 7 om Aftenen. Han var kun tre Dage syg; de to sidste vare med vilde Feberphantasier! han reiste sig i Sengen og rystede Stolperne; jeg maatte lade to stærke Karle vaage hos ham. »Til Hest! til Hest!« sagde han, »Kanonerne fremad!« det var Krig og Slag, hans Hjerne drømte om. Ogsaa Deres salig Fader talte han om! haardt og bittert! hvert Ord var et Knivshug; han var, som i Livet, haard imod ham!«
   »Og Karlene kunde forstaae hans Tale?« spurgte Otto med rynket Bryn.
   »Nei, det var mørke Ord for den Uindviede, og havde der været Mening i, de havde troet, det var af Sygdommen han talte. »Der staaer Moderen med de to Børn! den ene skal hugge ind i Flankerne, bringe mig Ære og Glæde. Moder og Datter kjender jeg ikke!« det var Alt, hvad jeg hørte ham sige om Dem, Deres Moder og Søster. Tredie Dags Middag var Feberen forbi; den stærke mørke Mand var svag og mild som et Barn; jeg sad ved hans Seng. Havde jeg dog Otto her, sagde han; jeg har været haardt angrebet, Rosalie, men nu er jeg meget bedre, jeg vil sove, det styrker! Saa smilte han til mig og lukkede Øinene. Han laae ganske stille; jeg læste min Bøn, gik sagte, for ikke at vække ham, han laae endnu uforandret, da jeg kom tilbage. Jeg sad lidt ved Siden, hans Hænder laae uden for Dynen, jeg rørte ved dem, de vare iiskolde; da blev jeg forskrækket, jeg berørte hans Pande og Ansigt. Han var død! død uden et Krampetræk.«
   Længe talte de endnu sammen om den Afdøde; først mod Midnat steg Otto op ad den smalle Trappe til det lille Qvistværelse, hvor han som Barn og Dreng havde sovet. Alt stod her som for et Aar siden, kun i en mere pyntelig Orden. Paa Væggen hang den sortmalede Skive, hvor han engang havde rammet tæt ved Centrum. Skøiterne laae paa Kommoden ved Siden af den nikkende Gibsdukke. Den lange Reise, den rystende Overraskelse ved Hjemkomsten, havde stærkt angrebet ham; han aabnede Vinduet, en stor hvid Sandbakke, tæt uden for, stod som en Muur foran og borttog al Udsigt. Hvorofte havde han ikke, som Barn, i de ved Regnen fremkomne Furer i Sandet og ved de løsrevne Stykker, dannet sig Billeder, Byer, Taarne og hele vandrende Armeer; nu var det kun en hvid Muur, der mindede om Liigklæde. En lille Strimmel af den blaa Himmel var synlig imellem Huset og Skrænten af Bakken. Aldrig havde Otto endnu følt, aldrig tænkt over det at staae ene i Verden, det at Ingen ved Blodets Baand maatte elske ham.
   »Ene, som i denne tause Nat, staaer jeg i Verden. I den store Menneskevrimmel er jeg dog ene! kun eet Væsen kan jeg kalde mit! kun Een kan jeg, som Broder, trykke til mit Hjerte og jeg gyser for Mødet, velsigner Tanken: var hun død! - Fader! Du styrtede eet Væsen og gjorde tre ulykkelige. Jeg har aldrig elsket Dig! der voxte Bitterhed i mit Bryst, da jeg lærte at kjende Dig! Moder! dine Træk er døde af min Erindring, Dig skatter jeg! Du var Kærlighed, Du offrede Livet, meer end Livet for den! bed for mig hos din Gud! bed for mig, I Døde! dersom der er en Udødelighed, dersom ikke Kjødet kun gjenfødes i Græs og Orme, Sjælen taber sig i Luftens Strømme. Vi skulle være uvidende derom, evigt skulle vi sove. Evigt!« Otto knugede Panden op mod Vindueskarmen, hans Arme sank matte ned. »Moder! stakkels Moder! Du vandt ved Døden, selv om den kun er en evig Søvn uden Drømme! - kort have vi kun at leve, og dele dog Levedagene med Søvnen! mit Legeme længes efter denne korte Død! - jeg vil sove! sove som alle mine. De vaagne ikke!« Han kastede sig paa Sengen; den kolde Luftning fra Havet viftede gjennem det aabne Vindue. Det udmattede Legeme seirede, det sank i den dødlignende Søvn, mens den tvivlende Sjæl, altid virkende, fødte levende Drømme.

H. C. Andersen Homepage