H. C. Andersen: O.T. 1,10

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 1,10

                      X.

       Waren nicht jung die Erbsen und frisch und wie Zucker Wurzeln?   
       Und was fehlte dem Schinken, der Gänsebrust und dem Hering?   
       Was dem gebratenen Lamm, und dem kühlenden röthlichgesprengtem   
       Kopfsalat? War der Essig nicht scharf und balsamisch das Nussöl?; -   
       - Nicht die Butter wie Kern, nicht zart die rothen Radieschen? 
       Was? - 
                               Voss's Louise.

   »Hr. Thostrup skal see Kammerjunkerens gamle Gaard. Imorgen maae vi derover!«
   Louise kunde ikke følge med, hundrede smaa Pligter bandt hende. Den stærkeste af alle var Strygning.
   »Men det kan jo Stuepigen gjøre!« sagde Sophie, »kom dog med!«
   »Men, naar Du nu seer Tøjet smukt og nydeligt i dine Skuffer!« sagde Louise, »saa tilgiver Du mig nok, at jeg blev hjemme!«
   »Ja, Du er en velsignet Pige!« sagde Sophie, »Du fortjente, at Jean Paul skulde have kjendt Dig og gjort Dig udødelig i en af sine Bøger! Du fortjente den Lykke, at besynges af en saadan Digter!«
   »Kalder Du det Lykke,« svarede Søsteren, »at hele Verden vender sin Opmærksomhed paa Een? det maa være ængsteligt, ulykkeligt! nei, langt bedre er det dog slet ikke at blive lagt Mærke til. Bring dem mine Hilsener derovre, og faae min Claudius tilbage! nu have de havt den et halvt Aar!«
   »Det er Halvdelen af min Søsters Bibliothek, de have beholdt!« sagde Sophie leende til Otto. »De maa vide, hun har kun to Bøger: »Mynsters Prædikener« og Wandsbeckerboten«!«
   Vognen rullede afsted gjennem den store Kastanie-Allee.
   »Der paa Høien, tæt ved Skoven, har jeg været Elverpige,« sagde Sophie. »Jeg var ikke confirmeret; her vare Fremmede paa Gaarden, de spadserede i det smukke Maaneskin gjennem Skoven. To af mine Veninder og jeg hoppede ud paa Høien, toge hinanden i Hænderne og dandsede rundt. Dagen efter fortalte to af Sognefolkene til Præsten om tre hvidklædte Elverpiger, som havde dandset paa Høien i Maaneskin. Elverpigerne vare vi, men at vi i Ryggen vare hule som et Deitrug, og at Høien skinnede som Sølv, det var deres egen Opfindelse.«
   »Og i den Eeg,« udbrød Vilhelm, »skjød jeg, som Dreng, den første Fugl, der faldt for mit Skud. Det var en Krage. Den fik en overordenlig god Begravelse!«
   »Ja under min Søsters Grædepiil!« sagde Sophie. »Vi begravede den i en gammel Chapeaubas, der var besat med hvide Sløifer. Graven var pyntet med Pionblade og gule Lillier. Jeg bar Liget, Vilhelm, der var en lang Dreng, holdt Talen, og Louise strøede Blomster.«
   »I vare nogle smaa Narre!« sagde Moderen. »Men see I, hvem der kommer?«
   »O, min lille Dickie, min Dverg fra Kenilworth!« udbrød Sophie, idet en lille, puklet Mand, med tynde Been og et gammelagtigt Ansigt, nærmede sig. Han var bondeklædt og havde paa Ryggen en lille Randsel af rødt Kalveskind, hvor Haarene vendte ud; i denne bar han sin Violin.
   »Hedder han Dickie?« spurgte Otto.
   »Nei, det er Spøg af Sophie!« svarede Vilhelm. »Hun skal nu altid romantisere skikkelige Folk. Han hedder slet og ret: »Musikanti«. Fynboen, veed De, italieniserer de fleste Navne. Ellers hedder han ogsaa Peer Krøbling!«
   »De skal høre hans Toner!« sagde Sophie. »Han er Nummer Eet i Overmorgen, naar vi have Slaaegilde. Han kan Musik, som neppe De kjender; han spiller Dem baade »Skomagerdandsen« og »Kirsebærsuppen;« saadanne Dandse have Folkene her til Lands!«
   »Nu ere vi ude af mine Jorder og inde paa Naboens,« sagde den gamle Frue. »De vil faae en ægte gammel Gaard at see!«
   »Nu gad jeg nok vide,« sagde Sophie, »hvad Hr. Thostrup vil synes om Beboerne. Kammerjunkeren kjender De, han er en fortræffelig Landmand. Hans Søster derimod er lidt egen; hun er nu af de Mennesker, som altid, selv med deres bedste Villie, sige Folk Ubehageligheder. Det har hun et sjeldent Talent for. De vil nok erfare det. Men hun mener det ikke saa slemt. Hun kan ogsaa gjøre Løier! tak De Gud, at De ikke bliver der Natten over, ellers skulde De see, hvad hun og Jomfruen kan finde paa!«
   »Ja, det er min Veninde, Jomfruen!« sagde Vilhelm. »De skal see hendes Syæske med alle Curiositeterne. Den Æske spiller en stor Rolle; den tager hun altid med, naar hun er i Besøg; den maa frem for Conversationens Skyld og saa bliver alting seet igjennem og gaaer rundt. Jo der ere nydelige Ting. En lille Trillebør med Naalepude paa, en Sølvfisk med Hovedvand i, og den lille Alen af et Silkebaand!«
   »Ja og Ravhjertet!« sagde Sophie, »den lille Napoleon af støbt Jern og saa Officeren, der er klistret paa Bunden; det skal være vor gode Ven i Odense, betroede hun mig sidst.«
   »See, hvor smukt Kammerjunkeren har ladet sætte Steengjerde!« sagde den gamle Frue, »og hvor Kirsebærtræerne staae godt! det er en driftig Mand!«
   De nærmede sig Haven. Den var i gammel fransk Smag med stive Alleer, Pyramider af Buxbom og hvidmalede Steenfigurer; Satyrer og Gudinder tittede frem fra det Grønne. Nu saae de et høit Taarn med Spiir, og snart laae hele den gamle Gaard foran dem. Vandet var ledet ud af de brede Voldgrave, hvor Piletræerne med bøiede Kroner og afblottede Rødder stode i det varme Solskin; en Mængde Karle vare i fuld Beskjæftigelse med at rense Gravene for Dynd, der paa Trillebøre bragtes op paa begge Siderne.
   Man kom strax ind i Hovedgaarden; Længer og Udhuse laae til den modsatte Side. En Vrimmel af Hunde styrtede gjøende om Vognen, alle mulige Racer, fra den store danske Hund, som Pariserne kjende, til Forvalterens lille Mops, der havde blandet sig i dette Selskab. Her stod Mynden med sine alenlange Been, og Grævlingehunden med de smaa korte; alle Nuancer saae man, og hver havde sin egen melodiske Gjøen. Et Par Paafugle med udbredte brogede Haler opløftede paa samme Tid et Skrig, der maatte gjøre Indtryk. Den hele Gaard havde et paafaldende Strøg af Reenlighed; Græsset var luget mellem Stenene, Alt feiet og stillet i en bestemt Orden. Foran Hovedtrappen voxte fire store Lindetræer; fra deres Ungdom bøiede med Kronerne mod hinanden, og derpaa stivtbeskaarne, dannede de to store Æreporte, som nu grønnedes Vaar og Sommer. Til Høire stod paa en opreist Bjelke, der var tilhugget og formet som en Søile, et smukt malet Dueslag, og rundtom flaggrede og kurrede de brogede Beboere. Høistjerten spredte sin Hale omkap med de skrigende Paafugle, og Kropperten reiste sig paa sine lange Been og brystede sig, som om den med en fornem Mands Mine vilde byde de Fremmede velkommen.
   Kun det brunrøde Tegltag og de blankpolerede Ruder tydede paa det Moderne; Bygningen selv, lige fra Steenvindueskarmene til det gammeldags Taarn, man traadte ind igjennem, forkyndte det Antike. I den hvælvede Forstue stode to mægtige Skabe; den Masse af Træ og de kunstige Udskjæringer deri vidnede om deres høie Alder. Over Døren var hæftet et Par Hjortetakker med ti Ender.
   Kammerjunkerens Søster, Frøken Jakoba, en Pige paa nogle og tredive, hverken feed eller mager, men med en forunderlig Blanding af Jovialitet og Tværhed, traadte dem imøde. Hun syntes meget glad over Besøget.
   »Ja, De er jo kommet herover!« sagde hun til Vilhelm. »Jeg troede, De havde nok at gjøre med Deres Examen!«
   Vilhelm smilte og forsikkrede, at man maatte opfriskes lidt efter den megen Læsning.
   »Ja, De læser nok en god Støvle!« sagde hun, og vendte sig meget venligt mod Sophie. »Ih, Gud, Frøken,« udbrød hun, »hvor Solen er faldet paa Deres Næse! det seer fælt ud! kjører De ikke med Slør? De, som ellers seer saa godt ud!«
   Otto var hende fremmed, han slap for Ubehageligheder. Hele Dagen skulde de tilbringe her, meente hun; men Mama talte om at være hjemme igjen til Middag.
   »Det bliver der ikke noget af!« sagde Jakoba. »Jeg har ventet Dem, og nu have vi lavet Mad og gjort Anstalter; al den Uleilighed ville vi ikke have for ingen Ting. Den aparte Mad er for Deres Skyld, og saa skal De ogsaa spise den!« Dette blev imidlertid sagt i en saa godmodig Tone, at selv en Fremmed vilde ikke være blevet fornærmet derved. Kammerjunkeren var ude i Marken at see til sin Hør, han vilde snart komme tilbage. Junker Vilhelm kunde imidlertid føre Hr. Thostrup om; »han havde jo ikke andet at bestille,« sagde hun.
   Ingen af dem maatte imidlertid være i Dagligstuen, der var saa trist! Væggene vare ogsaa endnu fra gammel Tid betrukne med sortmalet Kalveskind, hvorpaa vare aftrykte forgyldte Blomster; nei, de skulde ind i Salen, der var moderniseret, siden Fruen sidst var her. Den gamle Kamin med det udskaarne Træværk var skaffet bort og en smuk Flisekakkelovn sat der i Stedet. Væggene havde faaet nye Betræk fra Paris: alle denne Byes smukkeste Bygninger havde man at see paa, Notre Dame, Saint Sulpice og Tuilerierne. Lange røde Gardiner, kastede over forgyldte Stokke, hang om de høie Vinduer. Alt dette blev beundret.
   »Jeg holder dog mere af den antike Dagligstue,« sagde Sophie, »den gamle Kamin og det Kalveskinds Betræk; man lever ordenligt ind i Riddertiden!«
   »Ja, De har nu altid været lidt fjantet af Dem!« sagde Jakoba, og formildede sin Tale med et Smiil og et Haandtryk. »Nei Salen her liver mere op! ak!« udbrød hun i det samme, »der har Tine nu sat sin Syæske i Vinduet! det er en Uorden.«
   »O, er det den berømte Æske med alle Narrestregerne?« spurgte Vilhelm leende og greb efter den.
   »Der er hverken Narre eller Narrestreger i!« sagde Jakoba. »Ja, see Dem kun i Speilet paa Laaget, kanskee De dog finder een af Delene!«
   »Ikke grov, min Frøken!« sagde Vilhelm, »jeg er akademisk Borger!«
   Nu traadte Kammerjunkeren ind. Han var i samme Ridehabit, i hvilken vi gjorde hans Bekjendtskab. Han havde besøgt sit Hø og sin Havre, seet til dem, som satte Gjærde, og været i Plantagen. Det havde været en varm Formiddag. »Naa, Frøken Sophie!« sagde han, »saae De, hvor jeg rydder op om Gaarden? det koster mig over femtenhundrede Rigsdaler, og det er dog Gaardens Bønder, der muddre. Men jeg faaer og en delikat Mødding, den er saa feed og lækker, at det er en Lyst! - Men Jakoba, hvor bliver Caffeen af?«
   »Lad dem først komme ret ind af Døren!« sagde Jakoba. »De have vel nok faaet Lidt, før de tog hjemmefra. Lad mig passe Fruentimmersagerne, og tag Du Dig af Herrerne, at de ikke staae og kjede sig!«
   Kammerjunkeren førte Vennerne op ad den hvirvlede Steentrappe i det gamle Taarn.
   »Alt solidt og godt!« sagde han, »saaledes bygge vi ikke nu! Skydehullerne her tæt under Tagskjægget ere alt i min salig Faders Tid murede til. Men see her, hvilket Tømmer!«
   Det hele Loft syntes et heelt Kjæmpeskelet af Bjelker, den ene krydsede den anden. Paa hver Side heroppe var et hvælvet Kammer med en muret Kamin; rimeligviis havde man benyttet disse Værelser som Vagtstuer; fra begge gik, mellem Bjelkepallisaderne og den brede Muur, et Slags Vægtergang.
   »Ja her,« sagde Kammerjunkeren, »har de havt et godt Udkig, naar Fjenden kom. See igjennem min Kikkert! man har her for sig hele Landet fra Vissenberg til Munkebobanke, Beltet og Svendborg Høider. See kun! det er klar Luft, vi see baade Langeland og Sjælland. Her kunde man 1807 have betragtet den engelske Flaade!«
   De stege alle Tre op ad den smalle Stige, forbi det store Uhr, hvis Lodder ved et Fald maatte sprænge Steentrappen, og snart sad Herrerne paa det høieste Punkt. Kammerjunkeren laante ogsaa Kikkerten, stillede den og udbrød:
   »Tænkte jeg det ikke nok! har man ikke Øie med dem, saa fjase de. Ja vi see det nok! der have nu de, der sætte Gjærde, fat i Pigerne! ingen Ting bestille de. Ja, de troe ikke, jeg sidder i Taarnet og seer dem!«
   »Det er et farligt Vaaben, slig en Kikkert!« udbrød Vilhelm, »De kan kige paa Folk, naar man mindst venter det. Tillykke ligger vor Gaard skjult bag Skoven, vi ere da sikkre!«
   »Javist min Fa'er!« svarede han, »men Yderkanten af Haverne har vi. Saae jeg ikke der ifjor ganske tydeligt Frøken Sophie, hvor hun pillede Rønnebærrene i sin lille Kurv. Jeg vidste da, hun havde Kunster for; hun troede ikke, jeg sad og saae de nydelige Spring, hun gjorde!«
   De traadte ned fra Taarnet og gik igjennem den saakaldte Riddersal, hvor mægtige Bjelker, lagte ved Siden af hinanden, bar Loftet. I hver Ende af Salen var en stor Kamin med paamalede Vaaben; nu brugtes Salen som Kornloft; man maatte over en Korndynge, for at komme ind i den saakaldte Herskabsstol i det lille Kapel, der ikke længere benyttedes til Gudstjeneste.
   »Her kunde jo blive et kjønt lille Kammer,« sagde han, »men vi have nok, og saa lader jeg det staae for Kuriositeten! Den Maane der er sine Penge værd!« han pegede op paa Hvælvingen, hvor Maanen var afbildet, som en rund, hvid Skive, i hvilken nok saa naivt Maleren havde ridset en Mand med et Bundt Kaal paa Ryggen; en tro Fremstilling af Almuetroen om de sorte Pletter i Maanen, at disse skulde være en Mand, vor Herre satte derop, fordi han stjal sin Naboes Kaal. - »Det store Billede, der hænger til Høire,« sagde han, »er Fru Ellen Marsviin; jeg kjøbte Stykket paa en Herregaards Auction. Een af Bønderne bød paa det; jeg spurgte, hvad han vilde med det store Skrammel, han kunde jo ikke faae det ind af sine Døre. Men veed De, hvad for en Speculation han havde? Den var ikke saa gal! Seer De, det malede Lærred skyder saa deiligt Vand; saa vilde han lade sig gjøre et Par Buxer til at gaae bag Ploven med i Regnveir, de vilde holde Regnen ude; men jeg syntes dog, jeg maatte forpurre, at den høiagtede Fru Ellen Marsviins Portrait kom i saadan en Ramme. Jeg kjøbte hende; nu hænger hun der, og seer ordenligt ganske fornøiet ud. Bonden fik sig een Ridder, maaskee en af mine egne Forfædre, der nu blev skaaret itu til Beenklæder. See det har man af at lade sig male!«
   »Men Skabet der i Pillen?« spurgte Otto.
   »Ja, deri har vist Bibel og Bønnebog ligget. Nu har jeg der, hvad jeg kalder Mundgodt for Cancellieraad Thomsen: gamle Offerknive, Kiler og Ringe, som jeg har fundet i Hestemosen og oppe i Høiene; det var ikke et Qvarteer under Grønsværen, vi fandt Potte ved Potte. Et lille Steenhegn om hver, en flad Overlægger-Steen, saa havde vi Potten med brændte Kjæmpebeen og en lille Knap eller et Knivsblad. De bedste Ting have de alt faaet i Kjøbenhavn, og kommer Cancellieraaden, saa tager han, Gud døde mig, Klatten med. Det er da ogsaa min Mening, for jeg har ingen Brug for det!«
   Efter Kaffebordet blev spadseret i den gamle Have, Opmuddringen nøiere beskuet, Melkestuen og Svinestien besøgt, den nye Tærskemaskine beskuet. Men nu skulde ogsaa det russiske Dampbad prøves, »der var fyret i!« men det endte med, at kun Kammerjunkeren selv tog Nytten af det. Middagsbordet var dækket, da han kom tilbage. »Men her er jo Mangler!« udbrød han, gik igjen ud af Værelset, og kom strax tilbage med to store Blomsterbouquetter i Ølglas og stillede disse paa Bordet. »Hvor Frøken Sophie spiser, maa der pyntes med Blomster! men vi kan rigtignok ikke lægge Krandse, som De!« han satte sig ved Bordenden, og vilde, som han udtrykkede sig: være Præsident Lars! de havde havt Wandsbeckerboten et halvt Aar i Huset, og det maatte jo behage Frøken Sophie, at man forraadte Lecture. Den Lars og de Blomster vare her ligesaa meget, som i Syden en Serenade under den Skjønnes Vinduer.
   Da mod Aften Vognen holdt for Døren til Hjemreisen, stod Otto endnu og beskuede nogle gamle Indskrifter, der vare indmurede i Taarnbygningen.
   »Det kan De komme over at see en anden Dag!« sagde Jakoba, »nu maa De gjøre lidt Gavn!« og hun rakte ham Damernes Kaaber.
   Med Løfte om Gjenvisit, og under Hundenes Afskedsgjøen, rullede Vognen afsted.
   »Jeg er virkelig forelsket i den gamle Gaard!« sagde Sophie.
   »Kammerjunkeren vinder meget ved at man kommer til at kjende ham!« sagde Otto.
   De vare nu ved det yderste Hjørne af Haven. En Blomsterregn fløi over dem og Vognen. Kammerjunkeren, Jakoba og Jomfruen havde skudt Gjenvei og tilvinkede endnu et Farvel, i det de kastede Hyazinter og Levkoyer over dem. Jakoba styrede med øvet Haand, som Tegn paa Venskab, en stor Nellike lige ind i Ansigtet paa Otto. »Lev vel! lev vel!« lød det gjensidigt, og Vognen rullede afsted, mens Aftenklokken ringede fra Kirkebyen, thi det var ved Solens Nedgang.

H. C. Andersen Homepage