H. C. Andersen: O.T. 1,9

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

H. C. Andersen (1805-75): O.T. Original Roman i to Deele (1836), 1,9

                    IX.
 
   - Hun seer, om Dugen er reen og hvid. - 
   - Om Sengen har Bolster og Lagen. 
   Om Lyset passer i Stagen. 

   Beskeden hun er, uagtet hun 
   Saa meget gavner det Hele. 
   Hun triner ind i dæmrende Stund, 
   For Selskabets Glæder at dele. 
            Oehlenschläger

   En stille, syslende Huusalf var Louise, de smukke duftende Blomster hendes Yndlinger. Godmodigt smilte hun til Søsterens Drillerier, roligt hørte hun paa hver letsindig Spot, kun naar nogen greb travesterende ind i, hvad der var hendes Sjæl helligt, blev hun bragt ud af sin Rolighed og fik en Art Veltalenhed.
   Vi skulle nu nøiere lære at kjende begge Søstrene, og gaae derfor over til en af de følgende Dage.
   Ved at leve en Uge sammen paa en Herregaard, bliver man tidt mere fortrolig, end ved at mødes hele Vinteren i de store Selskabskredse i Byen. Otto følte sig alt som hjemme; han blev behandlet, som en Nærbeslægtet. - Vilhelm fortalte om den smukke Eva, og Sophie fandt, det var en romantisk Characteer, Mama beklagede det stakkels Barn, og Louise ønskede, at hun havde hende her paa Gaarden, et Vertshuus var dog intet Sted for en skikkelig Pige. Saa talte man om Vinterglæderne i Kjøbenhavn, om Kunst og Theater; der kunde Louise ikke tale meget med, skjøndt eet Stykke havde hun dog seet, Dyveke; Fremstillerindens elskelige Natur havde talt dybt til hendes Hjerte.
   Et Par Dage vare gaaede, det var graat Veir; Ungdommen samledes om Bordet, der var Stof nok til Samtale. Enhver, som har Brødre eller Sønner, der studere, vil have bemærket, hvormeget især de physiske og astronomiske Forelæsninger gribe dem, i det Verden ligesom udvides for deres Aandens Øie. Vi vide, at just denne Sommer havde Vennerne bivaanet disse Forelæsninger, og vare, som de Fleste, opfyldte deraf, lige fra Beskuelsen af Vanddraaben med sine utallige Infusionsdyr til Stjerners og Planeters Afstand og Størrelse.
   For de fleste af os er dette bekjendte Lærdomme; det var heller ikke noget aldeles Nyt for Damerne her, men det interesserede, maaskee tildeels ved Ottos smukke Veltalenhed. Det graa, regnfulde Veir ledede Talen over paa den physiske Forklaring af vor Klodes Tilblivelse, saaledes som Vennerne havde opfattet den paa Ørsteds Forelæsninger.
   »De nordiske og græske Myther stemme ogsaa deri overeens!« sagde Otto. »Vi maa tænke os, at i Rummet var en evig, uendelig Taage, i hvilken der laae en Sammentrækningskraft. Taagen fortættedes da til en Draabe, en uhyre, æggeformig Draabe var vor Klode; Lys og Varme virkede ind paa dette store Verdensæg, der ikke fødte kun een Skabning, men Millioner; de maatte igjen døe, vige for nye, men deres Legemer sank som Gruus mod Midtpunktet; dette voxte, Vandet selv uddunstede, og snart hævede sig et Punkt frem over Havfladen; Solvarmen udviklede der Mos og Planter, nye Øer fremstege, i Aarhundreder viste sig større Udvikling og Forædling, til der opnaaedes den Fuldendthed, vi nu beskue!«
   »Men saaledes lærer Bibelen os det ikke!« sagde Louise.
   »Moses har digtet sin Fremstilling af Skabelsen!« svarede Otto, »vi holde os til Naturen; den har større Aabenbaringer, end Mennesket!«
   »Bibelen er Dem dog en hellig Bog?« spurgte Louise og rødmede.
   »En ærværdig Bog!« svarede Otto. »Den eier de dybeste Lærdomme, den interessanteste Historie, men der er meget i den, som slet ikke hører hjemme i en hellig Bog.«
   »Hvor kan De sige Sligt?« udbrød Louise.
   »Rør ikke ved Religionen, naar hun hører derpaa!« sagde Sophie. »Hun er et fromt Gemyt, som troer og vil ikke vide hvorfor.«
   »Ja,« sagde Vilhelm, »hun blev ordentligt vred og for første Gang, troer jeg, vred paa mig i Vinter, da jeg sagde, at Christus var et Menneske!«
   »Vilhelm!« udbrød den unge Pige, »tal ikke derom! jeg føler mig ulykkelig derved! det Hellige kan og vil jeg ikke skal drages ned til mig og Hverdagslivet. Det er nu min Natur, at jeg ved at tænke anderledes, end jeg har lært og mit Hjerte tillader mig, begaaer en Synd! det er profant! og tale I, paa denne Maade, meer om Religionen, saa forlader jeg Værelset!«
   Moderen traadte i det samme ind. »Festen er begyndt!« sagde hun. »Jeg har maattet udlevere min blankeste Sølvskilling! Kjender Hr. Thostrup den gamle Skik, der bruges paa denne Kant af Landet, naar her brygges Øl til Slaaegildet?«
   Et gjennemtrængende Skrig, som fra en Horde Vilde, lød i det samme op til dem.
   Vennerne gik ned.
   Midt i det store Bryggers stod et Kar, rundtom dette dandsede alle Gaardens Piger, fra Meiersken og ned til Svinevogtersken; de jernbeslagne Træsko raslede mod det ujevne Steengulv. De fleste Dandsende vare uden Trøier, men med de lange Særkeærmer og den snevre Bul. Nogle skreg, Andre loe, det smeltede sammen i et Hyl, i det de, med hinanden ved Haanden, dandsede rundt om Karret, hvori Øllet skulde brygges. Bryggerpigen kastede nu den blanke Sølvskilling deri, hvorpaa alle Pigerne, som vilde Mænader, reve Huerne af hinanden, og i bacchantisk Vildskab brødes om Karret. Derved skulde Øllet faae større Kræfter, virke mere berusende ved det forestaaende Slaaegilde.
   Mellem Pigerne var een især mærkværdig ved sin stærke Bygning, sit lange, sorte Haar, der, da Huen var revet af, stod hende stridt om det røde Ansigt. De mørke Øienbryn vare sammengroede. Alle syntes at rase meest mod hende, og virkeligt fik hun noget vildt, som Dyret. Begge Arme hævede hun høit i Veiret, og med udspilede Fingere hvirvlede hun sig rundt.
   »Det er hæsligt!« hvidskede Otto. »De see Alle ud som Vanvittige!«
   Vilhelm loe deraf. Den vilde Lystighed tabte sig i en lyksalig Latter. Pigen med de sammengroede Bryn lod Armene synke, men endnu laae det Vilde i hendes Blik, som det løse Haar og den afblottede Skulder end mere gjorde fremtrædende. Enten havde een af de Andre været uheldig med at kradse hendes Læbe, eller hun havde selv i bacchantisk Vildskab bidt den til Blods. Hun saae tilfældigt hen imod den aabne Dør, hvor begge Vennerne stode. Ottos Ansigt fortrak sig, som altid, naar noget virkede ubehageligt paa ham. Hun syntes at gjætte hans Tanke og loe høit. Otto traadte til Side; det var, som forudfølte han, hvilken Skygge hiin Skikkelse engang vilde kaste ind i hans Liv.
   Da han og Vilhelm derpaa traadte op til Sophie og Louise, fortalte han, hvilket ubehageligt Indtryk Pigen havde gjort paa ham.
   »O, det er min Meg Merrilies!« udbrød Sophie. »Ja finder De ikke, at hun, uagtet sin Ungdommelighed, har Noget af disse Walterscotske Hexe? naar hun bliver ældre, vil hun blive ypperlig! hun seer ud til nogle og tredive, og tænk, hun skal ikke være mere end de tyve! hun er en sand Kjæmpe!«
   »Stakkel!« sagde Louise. »Alle dømme efter det Udvortes! hendes Omgivning er hende hadefuld, fordi, troer jeg, Øienbrynene ere groede sammen, og det skal være et Tegn paa, at hun er en Mare! [*Note] I Thieles danske Folkesagn omtales denne Folke-Overtroe. »Naar en Pige ved Midnat udspænder mellem fire Kjeppe den Hinde, i hvilken Føllet er, naar det kastes, og derpaa nøgen kryber der igjennem, da vil hun kunne føde Børn uden Smerte, men alle de Drenge, hun undfanger, blive Vaerulve, alle de Piger blive Marer.« - De ere derved kjendelige om Dagen, at »Øienhaarene ere sammengroede over Næsen.« Om Natten kommer hun ind gjennem Nøglehullet og sætter sig paa Brystet af den Sovende. Ogsaa i Tydskland findes samme. Grimm omtaler det og siger: »Sagt man zu dem drückenden Alp: Trud komm Morgen, / So will ich borgen! / weicht er alsbald und kömmt am andern Morgen in Gestalt eines Menschen, etwas zu borgen.« [*] de ere onde mod hende og af den Klasse Mennesker hun hører til, hvor kan man da vente, at hun skulde gjengjælde Haan med Godmodighed. Hun er blevet et Uvæsen, for ikke at blive et Skumpelskud. De vil selv om nogle Dage, naar vi skulde have Slaaegilde, see enhver af Pigerne faae sig en Dandser; den stakkels Sidsel kan pynte sig saa meget hun vil, hun staaer dog alene. Det er rigtignok haardt, at blive født til et saadant Væsen.«
   »Den Ulykkelige!« sukkede Otto.
   »O, det føler hun ikke noget til!« sagde Vilhelm, »hun kan ikke føle det, dertil er hun for raa, for nær de Umælende!«

H. C. Andersen Homepage