| Index | -1 |
H. C. Andersen (1805-75): Improvisatoren (1835), 2,14
XIV
Veronas Mærkværdigheder. Milanos Domkirke.
Mødet ved Napoleons Triumphbue. Drøm og Virkelighed.
Den blaa Grotte.
[s283] Vognen rullede afsted. Jeg saae den grønne Brenta, Grædepilene, de smukke Villaer og de fjerne Bjerge; mod Aften var jeg i Padua. Sant Antonii Kirke med sine syv stolte Kupler hilste mig i det klare Maaneskin. Der var lystigt og levende under Gadernes Buegange, men jeg følte mig fremmed og ene. Ved Solskinnet blev Alt mig endnu mere ubehageligt. »Bort! længer bort! Reiselivet opmuntrer og forjager Sorgen,« tænkte jeg, og Hjulet rullede.
Alt var en stor Slette, men frodig grøn, som de pontinske Sumpe. De høie Grædepile hang som store Cascader ud over Grøfterne, rundt om stode Altre med Madonnas hellige Billede, enkelte af disse havde Tiden afbleget, Murene selv, de vare malede paa, vare sjunkne i Ruiner, men paa enkelte Steder stode ogsaa nyligtmalede Billeder med Moderen og Barnet. Jeg lagde Mærke til, at Veturinen løftede paa Hatten kun for de nye Billeder, de gamle og afblegede, syntes han ei at bemærke. Det greb mig forunderligt. Maaskee lagde jeg mere deri, end der var! Selv det Hellige, det Rene, Madonnas eget Billede, blev overseet og glemt, fordi de jordiske Farver vare afblegede.
Over Vicenza, hvor Palladios Kunst ingen Lysstraale kastede i mit bedrøvede Hjerte, kom jeg til Verona, den første af alle Stæderne, som tiltalte mig. Amphitheatret førte mig tilbage til Rom, mindede mig om Colosseum, det var et smukt lidet Afbillede af dette, tydeligere, og ikke ødelagt af Barbarer. De rummelige Buegange benyttedes til Pakhuus, og midt inde paa Arena stod opslaaet af Bræder og Lærred en lille Fjællebod, hvor en Trup, fortalte man mig, gav Forestillinger. Jeg gik derhen om Aftenen; Veroneserne sad paa Amphitheatrets Steenbænke, hvor deres Urfædre havde siddet. Paa det lille Theater spilledes »la Cenerentola«. Det var den Trup, som Annunziata havde [s284] været ved. Aurelia udførte Hovedpartiet i Operaen. Usselt og sørgeligt var det Hele at see. Det gamle antike-Theater stod som en Kjæmpe imod den skjøre ubetydelige Fjællebod. En Contrabas overdøvede de faa Instrumenter, Publicum applauderede og fremkaldte Aurelia. Jeg skyndte mig derfra. Udenfor var Alt stille. Den store Kjæmpebygning kastede en bred, mørk Skygge, mod det stærke Maaneskin.
Man fortalte mig om Familierne Capuleti og Montecchi, hvis Strid skilte to elskende Hjerter, som Døden igjen forenede, Historien om Romeo og Julie. Man førte mig til Palazzo Capuleti, hvor Romeo første Gang saae sin Julie og dandsede med hende. Nu var Huset et Herberg for Fremmede. Jeg steg op af Trappen, hvor Romeo havde sneget sig til Kjærlighed og Død. Den store Dandsesal stod der endnu med afblegede Billeder paa Væggen, og de store Vinduer ned til Gulvet, men rundt om laae Hø og Straa, langs Væggen vare Kalktønder opstillede, og i Krogene laae henslængt Seletøi og Markredskaber. Her havde engang Veronas stolteste Slægter svævet under bølgende Toner, her havde Romeo og Julie drømt Kjærligheds korte Drøm; dybt følte jeg, hvor tom dog al jordisk Glands er, følte, at Flaminia havde grebet det Bedste, og Annunziata opnaaet det, og jeg priste mine Døde lykkelige.
Mit Hjerte bankede som i Feberhede, jeg havde ingen Ro. Til Milano! tænkte jeg, der er nu mit Hjem, og jeg stræbte derefter. Mod Slutningen af Maaneden var jeg der. Nei, der var dog langt bedre i Venedig, langt mere hjemligt. Jeg følte mig ene og gjorde dog intet Bekjendtskab, afleverede intet af de mange Anbefalings Breve, man havde forsynet mig med.
Det kjæmpestore Theater med sine tilhyllede Loger, der hæve sig i sex Rader over hinanden, hele det store Rum, som nok sjeldent er opfyldt, havde mig noget øde og dog sammenknugende. Jeg var der eengang, og hørte Donnizettis: Torqvato Tasso. Den meest hædrede Sangerinde, der fremkaldtes og atter fremkaldtes, smilende i sin Triumph, syntes jeg, som en ulykkelig Mager at kunne spaae en Fremtid fuld af Elendighed, jeg ønskede hende at døe i dette sin Skjønheds og Lykkes Moment, Verden vilde da græde over hende, hun ikke over Verden. Nydelige Børn dandsede i Balletten, mit Hjerte blødte ved deres Skjønhed. Jeg kom aldrig mere i La Scala.
Ene vandrede jeg om i den store By, gjennem de skyggefulde Gader, ene sad jeg paa mit Værelse, begyndte at digte en Tragoedie: Leonardo [s285] da Vinci; her havde han jo levet, her havde jeg seet hans udødelige Nadver. Sagnet om hans Kjærligheds Ulykke, om den Elskede, Klostret skilte ham fra, var jo gjentaget i mit eget Liv. Jeg tænkte paa Flaminia, paa Annunziata, og skrev hvad mit Hjerte aandede. Men jeg savnede Poggio, savnede Maria og Rosa. Deres Omhu og Venskab trængte just mit syge Hjerte til. Jeg skrev, men intet Svar kom, heller ikke Poggio holdt sit smukke Løfte om Breve, om Venskab, han var som alle Andre, vi kalde Venner og i Afskeden knyttes fastere til! Daglig gik jeg til Milanos Domkirke, dette sælsomme Marmorbjerg, som revet ud fra Fjeldene ved Carrara. I det klare Maaneskin saae jeg Kirken første Gang; blændende hvid stod den øverste Halvdel i den uendelige blaa Luft. Rundt om, hvor jeg saae, fremstege Marmor Figurer, fra hver Vinkel, paa hvert lille Taarn, hvormed hele Bygningen er som oversaaet. Dens Indre blændede mig meer end Peters-Kirken; den sælsomme Dunkelhed, Lysskjæret gjennem de brogede Ruder, den forunderlige mystiske Verden, som her aabenbarede sig, ja, det var en Guds Kirke! Jeg havde alt været en Maaned i Milano, da jeg førstegang besteg Kirkens Tag, Solen brændte paa den skinnende hvide Flade, Taarnene stode deroppe som Kirker og Capeller paa et mægtigt Marmortorv. Milano laae dybt under mig; rundt om aabenbarede sig nye Statuer, Helgener og Martyrer, som mit Øie ikke kunde see fra Gaden. Jeg stod øverst ved det mægtige Christus Billede, der slutter den hele Kjæmpebygning. Mod Norden stode de høie mørke Alper, mod Syden de lave blegblaa Apeninner, mellem disse var en uhyre grøn Slette, som var det Roms flade Campagne, forvandlet til en blomstrende Have. Jeg saae mod Østen, hvor Venedig maatte ligge. En Sværm Trækfugle, i en lang Række, som et flagrende Baand, drog derhen, jeg tænkte paa mine Kjære der, paa Poggio, Rosa og Maria, og en smertelig Længsel vaagnede i mit Bryst, jeg maatte erindre den gamle Fortælling, jeg som Barn hørte, da jeg med min Moder og Marijucce gik fra Nemisøen, hvor vi havde seet Rovfuglen, og hvor Fulvia havde viist sig; da fortalte Angeline om den stakkels Therese i Olevano, der svandt hen af Sorg og Længsel efter den flinke Gjuseppe, som var draget paa Vandring Nord paa over Bjergene; hvorledes da den gamle Fulvia havde kogt Urter i en Kobberkonka, i flere Dage ladet den koge over Gløderne, til Gjuseppe blev grebet af Længsel og maatte hjem, maatte Nat og Dag, uden Rast og Hvile tilbage, hvor hendes Konka kogte med hellige Urter [s286] og hans og Thereses Haarlok. Jeg følte hiin magiske Kraft i mit Bryst, der drog mig afsted, Bjergboen kalder den Hjemvee, men den kunde det ikke være hos mig, Venedig var jo ei mit Hjem. Jeg var stærkt angrebet, følte mig syg, og steg ned fra Kirkens Tag. Paa mit Værelse laae Brev til mig, det var fra Poggio, - endelig dog et Brev. Det syntes, som han maatte have skrevet et tidligere, men som jeg ikke havde faaet. Alt stod lystigt og vel i Venezia, men Maria havde været syg, meget syg, de havde Alle været meget ængstelige og bedrøvede, nu var al Frygt borte, hun var atter oppe, men vovede sig ikke ud endnu. Derpaa spøgte Poggio med mig, spurgte om endnu ingen ung Milaneserinde havde fængslet mig, bad mig ikke at glemme Champagnevinen og vort Væddemaal! Det var saa livsglad, saa overgivent, det hele Brev, ganske forskjelligt fra min Sjælestemning, og dog glædede det mig; det var jo, som jeg saae den lykkelige overgivne Poggio. Hvor Verden kan dømme! Den siger, at han gaaer med en dyb, hemmelig Sorg, at hans Lystighed kun er en Carnevals Dragt, - den er Natur! Den siger, at Maria er min Brud, og mit Hjerte er dog saa langt fra, at fatte denne Tanke; jeg længes efter hende, som efter Rosa, og den gamle Rosa sagde man dog ikke, jeg elskede. O, var jeg i Venedig! her kan jeg ikke udholde det! og atter spottede jeg over denne forunderlige Stemme i mit Bryst. For at adsprede Tankerne, gik jeg ud af Porten over piazza d'Armi, til Napoleons Triumphbue: Porta Sempione, som de kaldte den. Her vare Arbeiderne i fuld Virksomhed; jeg gik ind af Laagen paa det lave Plankeværk, der omslutter hele den ufuldførte Pragt-Bygning, to nye store Marmorheste stode paa Jorden, Græsset voxte høit over Fodstykket; rundt om laae Marmor-Blokke og udhuggede Capiteler.
En Fremmed stod med sin Guide og beskrev i en Bog Enkelthederne, man fortalte ham; han saae ud som en Mand paa tredive Aar; jeg gik ham forbi, han havde to neapolitanske Ordener, han saae op paa Buen, jeg kjendte ham, det var Bernardo. Han havde ogsaa seet mig, sprang mig imøde, trykkede mig i sine Arme, og loe høit: »Antonio, tak for sidst! det var jo en lystig Afsked, med Knald og Effect! Vi ere dog Venner endnu, skal jeg troe?«
Det gik mig iiskoldt gjennem Blodet. »Bernardo,« udbrød jeg, »mod Norden, under Alperne skal vi gjensee hinanden!«
»Ja, og jeg kommer fra Alperne selv! fra Gletscher og Laviner! jeg har seet Verdens Ende, deroppe paa de kolde Bjerge!« og han fortalte mig, [s287] at han i den hede Sommer havde været i Schweits. De tydske Officierer i Neapel havde fortalt ham saa meget om Schweitserlandets Storhed, og det var jo en let Flugt med Dampskibet fra Neapel til Genua, og saa var man saa langt, han havde været i Chaumonydalen, besteget Montblanc og Jomfruen: la bella ragazza, som han kaldte den. »Det er den koldeste, jeg kjender!« sagde han.
Vi fulgtes ad til det nye Amphitheater, og siden til Byen; han fortalte mig, at han nu gik til Genua, vilde der besøge sin Brud og hendes Forældre, at han stod paa Springet til at blive en sindig Ægtemand, indbød mig at følge med, og hvidskede mig da leende i Øret: »Du fortæller intet om mine tamme Fugle, om vor lille Sangerinde, og alle disse Historier! Nu har Du selv lært, at de høre med til et ungt Hjertes Historie; min Brud kunde ellers let faae Hovedpine, og det holder jeg for meget af hende til!«
Det var mig umuligt, at nævne Annunziata for ham; jeg følte, han havde aldrig elsket hende, som jeg.
»Følg med mig!« udbrød han. »Genua har smukke Piger, og nu er Du jo blevet gammel og fornuftig, og har nok Sands derfor. Neapel har dannet Dig! Ikkesandt? Om tre Dage vil jeg reise! Følg med, Antonio!«
»Men jeg reiser imorgen!« sagde jeg uvilkaarlig; det havde aldrig været min Tanke, men nu var det sagt.
»Hvorhen?« spurgte han.
»Til Venedig!« svarede jeg.
»Du maa forandre din Plan!« vedblev han, og trængte mere ind paa mig. Jeg forsikkrede ham saa længe om Nødvendigheden af min Afreise, at jeg selv ogsaa syntes, at jeg maatte bort. Jeg havde ingen Ro eller Hvile, og ordnede alt til Afreisen, som om det længe havde været min Bestemmelse.
Det var den usynlige Leder, Guds forunderlige Omhu, som førte mig fra Milano. Det var mig umuligt at sove om Natten; i korte vilde Feberdrømme og i en sygelig vaagen Tilstand, laae jeg nogle Timer paa Sengen. Til Venedig! raabte Stemmen i mit Bryst.
Jeg saae Bernardo sidste Gang, bad ham hilse sin Brud og fløi saa afsted tilbage, hvor jeg var reist fra, for to Maaneder siden.
Enkelte Øieblikke forekom det mig, som jeg havde faaet Gift, som denne gjærede i mit Blod. En uforklarlig Angest drev mig afsted, - hvad mon der forestod mig?
[s288] Jeg naaede Fusina, saae igjen Venedig med sine graa Mure, Marcustaarnet og Lagunerne, da svandt med eet min sælsomme Uro, min Længsel og Angest, og der opstod en anden Følelse, hvad skal jeg kalde den: Skam over mig selv, Misfornøielse, Utilfredshed. Jeg begreb ikke, hvad jeg vilde her, følte, hvor taabeligt jeg havde handlet, og syntes, at Alle maatte sige det, Alle maatte spørge mig: »Hvad vil Du igjen i Venedig.«
Jeg kom til mine Værelser, i Hast klædte jeg mig om, Rosa og Maria maatte jeg strax besøge, i hvor afkræftet og angrebet jeg følte mig. Hvad mon de ville sige om min Ankomst.
Gondolen nærmede sig Palaiet. Hvilke sælsomme Tanker kunne ikke opstaae i et Menneske-Bryst. Om Du nu kom til Lystighed og Gilde? Om Maria var Brud? Om Brylluppet nu stod? Men jeg elskede hende jo ikke, havde jeg tusinde Gange sagt til mig selv, tusinde Gange forsikkret Poggio og enhver, som udtalte denne Tanke.
Jeg saae igjen de graa-grønne Mure, de høie Vinduer, og mit Hjerte bankede af Længsel. Jeg traadte ind; alvorlig og taus aabnede Tjeneren Døren, yttrede ingen Forundring ved mit Komme, det var, som ganske andre Ting beskjæftigede ham. »Podesta er altid hjemme for Dem, Signore!« sagde han.
Der var dødsstille i den store Sal, Gardinerne vare trukne for. Her har Desdemona levet, tænkte jeg, her led maaskee hun, og dog led Othello skrækkeligere. Hvor kom jeg til at tænke paa den gamle Historie! Jeg gik til Rosas Værelse, ogsaa her vare Gardinerne nede, her var halvt mørkt, og jeg følte igjen hiin forunderlige Angest, som havde fulgt mig hele Reisen, og førte mig tilbage til Venedig. En Zittren gik gjennem alle mine Lemmer, jeg maatte holde mig fast. Da kom Podesta, han trykkede mig i sine Arme, og var glad ved at see mig igjen. Jeg spurgte om Rosa og Maria, - da syntes jeg, han blev saa alvorlig.
»De ere borte!« sagde han, »en lille Reise have de gjort til Padua med en anden Familie. De komme her igjen imorgen eller overmorgen!«
Jeg veed ikke, hvorfor, men jeg fik en Tvivl til hans Ord, maaskee var det Feberen i mit Blod, den vilde Feber, som min Smerte havde næret, og som nu nærmede sig sin Modenhed, for at bryde frem. Den var det dog, som havde virket ind paa hele mit Sjælelige, bevirket den hele Reise her tilbage.
[s289] Ved Aftensbordet savnede jeg Rosa og Maria; Podesta var heller ikke, som han pleiede at være. Det var, sagde han, en Retssag, der forstemte ham, men ellers intet af Betydenhed. »Poggio kan man heller ikke faae fat paa! Alle Ulykker træffe sammen og De er syg! jo, det er en lystig Soirèe! Vinen maa see at bringe os i Lune! - Men De bliver dødbleg!« raabte han med eet, og jeg følte, at Alt svævede bort for mig. Jeg svømmede hen ad Tilintetgjørelsens Flod.
Det var Feber, en hæftig Nervefeber.
Jeg erindrer kun, at jeg følte mig i et hyggeligt halvdunkelt Værelse; Podesta sad hos mig, sagde, jeg skulde blive hos ham, og vilde da snart være rask igjen. Rosa skulde pleie mig! Maria nævnede han slet ikke.
Min Tilværelse var en halv slumrende, halv vaagen Tilstand. Siden hørte jeg, de sagde, at Damerne vare komne; jeg skulde snart faae dem at see, og jeg saae ogsaa Rosa, men hun var bedrøvet, jeg syntes, hun græd, det kunde jo ikke være for mig, thi jeg følte mig allerede stærkere. Det blev Aften, der var en ængstelig Taushed rundt om, og dog en Bevægelse; man svarede mig ikke tydeligt paa mine Spørgsmaal, mit Øre var skarpt, jeg hørte, at mange Mennesker rørte sig i Salen under os, Aareslagene af flere Gondoler; og som jeg halv blundede, fik jeg Vished; de troede jeg sov. Maria var død! Poggio havde meldt mig om hendes Sygdom, og at hun atter var blevet frisk, men et Tilbagefald havde givet hende Døden. I denne Aften blev hun begravet, men de dulgte det for mig. Maria død, hun, som usynlige Magter havde draget ind i mit Liv! For hende var denne sælsomme Angest, jeg havde følt, men jeg kom for seent, fik hende ikke at see. Nu var hun i Aandens Verden, i den Verden, hun altid havde tilhørt. Rosa havde vist pyntet hendes Kiste med Violer! de blaa duftende Blomster elskede hun saa høit, nu sov hun med Blomsterne. Jeg laae stille ubevægelig, som i en Dødssøvn, og hørte Rosa takke Gud derfor. Hun gik endogsaa fra mig, der var slet ingen i Værelset, det var mørk Aften, jeg følte mine Kræfter forunderligt vende tilbage. I Kirken Dei frari var Podestaens Familiebegravelse, vidste jeg; der stod i Nat foran Alteret den Døde. Jeg maatte see hende - jeg stod op - min Feber var forbi - jeg var stærk; - Kappen kastede jeg om mig - ingen fik mig at see; - jeg steg i Gondolen. Min hele Tanke var den Døde. - Kirkedøren var lukket, thi det var længe efter Ave Maria. - Jeg bankede paa Graverens Dør; han kjendte mig, havde før seet mig i Kirken [s290] med Podestaens, viist mig derinde Canovas og Titians Grave. »De vil see den Døde?« spurgte han, og gjættede min Tanke; »hun staaer ved Altret i den aabne Kiste, imorgen skal hun bisættes i Capellet!« Han tændte Lygten, tog Nøglebuntet frem og aabnede en lille Sidedør; vore Fodtrin gjenlød i den høie tause Hvælving. Han blev tilbage, og langsomt gik jeg gjennem den lange tause Gang; foran Madonnabilledet, paa Altrene brændte en Lampe, men mat og dunkelt. De hvide Marmorstatuer om Canovas Grav stode som Døde i deres Liin, tause, med usikkre Omrids. Foran Hovedalteret brændte tre store Lamper. Jeg følte ikke Angest, ikke Smerte, det var, som jeg selv hørte Døden til, og traadte nu ind i mit egentlige Hjem. Jeg nærmede mig Alteret, her duftede af Violer, Lysskjæret fra Lampen faldt ned paa den aabne Kiste med den Døde. Det var Maria, hun syntes at sove! som et Skjønhedens Marmorbilled laae hun bedækket med Violer. Det sorte Haar var bundet i en Knude op mod Panden, og holdt en Violbouquet. De lukkede Øine, det hele Fredens og Skjønhedens Billede greb min Sjæl! det var Lara, jeg saae, som hun sad ved Tempelruinerne, da jeg trykkede Kysset paa hendes Pande, men en død Marmorstatue uden Liv og Varme. »Lara!« sukkede jeg, og sank ned foran Kisten! »Lara! i Døden taler Dit lukkede Øie, Din stumme Læbe til mig! jeg kjender Dig! har kjendt Dig i Maria! Min sidste Tanke til Livet er død med Dig!« Mit Hjerte fik Luft i Taarer jeg græd, min Taare faldt paa den Dødes Ansigt, og jeg kyssede Taaren bort. »Alle forlod de mig!« sukkede jeg, »ogsaa Du, den sidste, mit Hjerte endnu drømte om! Ikke som Annunziata, ikke som Flaminia brændte min Sjæl for Dig! i hellig Ærbødighed bøiede mit Hjerte sig for Dig! - den luttrede, rene Kjærlighed, som Englene føle, den bar mit Hjerte for Dig, og jeg troede ei, det var Kjærlighed, thi den var aandeligere, end min sandselige Tanke! - Aldrig havde jeg fattet den, vovet at udsige den for Dig! - Farvel! Du, den sidste, mit Hjertes Brud! Salig er Din Slummer!« Jeg trykkede et Kys paa hendes Pande. »Min Sjælebrud! Ingen Qvinde rækker jeg min Haand! Farvel! Farvel!« Jeg tog min Ring, satte den paa Laras Finger, og hævede mit Øie til den usynlige Gud over os. Da rislede Skrækken gjennem mit Blod, jeg syntes, at den Døde trykkede sin Haand fast om min, - det var et Bedrag. Jeg stirrede paa hende, Læberne bevægede sig. Alt rundt om mig rørte sig, jeg følte, at mit Haar reiste sig paa mit Hoved. Skræk, Dødens Skræk lammede mig Arme og Fødder; jeg kunde ikke reise mig. [s291] »Jeg fryser,« hvidskede Stemmen bag ved. »Lara! Lara!« raabte jeg, og Alt var Nat for mine Øine, men det var, som Orgelet spillede i bløde, smeltende Toner. En Haand gled sagte hen over mit Hoved, Lysstraaler trængte ind i mit Øie, alt blev saa klart, saa lyst -!«
»Antonio!« hvidskede Rosa, og jeg saae hende. Lampen brændte paa Bordet, foran min Seng laae en knælende Skikkelse og græd. Jeg kjendte den, jeg skuede Virkeligheden for mig; al min Skræk var kun i den vilde Feber.
»Lara! Lara!« udbrød jeg. Hun trykkede Hænderne for sine Øine. Hvad mon jeg havde sagt i min Feberphantasie? Hiint Syn stod levende for min Erindring, og i Marias Øie læste jeg, at hun havde været Vidne til mit Hjertes Bekjendelse.
»Feberen er forbi!« hvidskede Rosa.
»Ja, jeg føler mig saa vel, saa vel!« udbrød jeg, og saae paa Maria. Hun reiste sig, og vilde forlade Værelset. »Gaae ikke fra mig!« bad jeg, og strakte Hænderne efter hende. Hun blev, stod taus rødmende foran mig. »Jeg drømte, at De var død!« sagde jeg.
»Det var en Feberdrøm!« afbrød Rosa, og rakte mig Medicinen, Lægen havde foreskrevet.
»Lara! Maria! hør mig!« udbrød jeg. »Det er ingen Feberdrøm! Jeg føler Livet vendt tilbage i mit Blod! Hele mit Liv maatte da være en sælsom Drøm. Vi have seet hinanden før! De har hørt min Stemme engang, ved Paestum, ved Capri, De kjender den igjen! Lara! jeg føler det, Livet er saa kort, hvorfor da ikke række hinanden Haanden i dette korte Møde!« Jeg strakte min Haand imod hende, hun trykkede den til sine Læber; »jeg elsker Dig, har altid elsket Dig!« sagde jeg, og hun laae taus og knælende foran mig. -
»Kjærlighed,« siger Mythen, »ordnede Chaos, skabte Verden.« For hvert elskende Hjerte fornyes denne Skabelse. Af Marias Øie inddrak jeg Liv og Sundhed. Hun elskede mig. Faa Dage vare forbi, vi stod ene i den lille Stue, hvor Orangetræet duftede fra Balkonen; her havde hun sjunget for mig, men i blødere Toner, aandigere og mere dybt klang her det ædleste Hjertes Tilstaaelse. Jeg havde ikke taget Feil: Lara og Maria var een og den samme.
»Jeg har altid elsket Dig!« sagde hun, »Du sang Længsel og Smerte i mit Bryst, da jeg blind og ene med mine Drømme, kun kjendte Violernes Duft og den varme Sol! som dens Straaler brændte dit Kys paa min Pande, brændte i mit Hjerte! Den Blinde eier kun en Aandens [s292] Verden, og i den saae jeg Dig. Natten efter, jeg havde hørt din Improvisation i Neptun-Templet i Paestum, havde jeg en sælsom Drøm, den blandede sig med Virkeligheden. En Zigeunerkone havde spaaet mig, at jeg skulde faae mit Syn igjen. Jeg drømte om hende, at hun sagde jeg, skulde med Angela, min gamle Pleiefader, roe over Søen til Capri; i Hexehullet der skulde jeg vinde mine Øines Lys, Livets Engel vilde række mig Urterne, som Tobias, skulde mine Øine igjen see Guds Verden. Jeg drømte det atter samme Nat, jeg fortalte Angela det, men han rystede paa Hovedet. I Morgenstunden efter drømte han det selv, da sagde han: »Madonnas Magt være lovet, de onde Aander maae selv lyde hende!« Vi stod op, han spændte Seilet ud, og vi fløi over Søen. Dagen gik og det blev Aften og Nat, men jeg var i den sælsomme Verden, hørte, hvor Livets Engel nævnede mit Navn, og hans Stemme lød som din, han gav mig Urterne og Rigdommen, store Skatte, samlede fra Verdens forskjellige Lande. Vi kogte Urterne, men Lyset skinnede ei ind i mine Øine. Da kom en Dag Rosas Broder til Paestum, han kom i vor Hytte, hvor jeg laae, og rørtes ved min Længsel efter at see Guds deilige Verden, han lovede mig Øinenes Lys, og tog mig med til Neapel, og jeg saae Livets store Herlighed; han og Rosa fik mig kjær, de aabnede mig en anden, skjønnere Verden, Aandens. Jeg blev hos dem, de kaldte mig Maria efter en kjær Søster, der var død i Grækenland. En Dag bragte Angela mig de rige Skatte, sagde, at de vare mine, at Døden var i hans Blod, sin sidste Kraft havde han anvendt, for at bringe mig min Eiendom, og hans Tale var den Døendes sidste. Jeg saae ham døe, ham, min Armods eneste Beskytter. En Aften spurgte Rosas broder mig saa forunderlig alvorligt om den gamle Pleiefader og om Rigdommene. Jeg vidste kun, hvad han havde sagt, at Aanden i den straalende Grotte havde givet ham disse; jeg vidste, at vi altid havde levet i Armod, Angela kunde ikke være Fribytter, han var saa from, hver lille Gave deelte han med mig!«
Jeg fortalte hende da, hvor sælsomt hendes Livs Eventyr greb ind i mit, hvorledes jeg havde seet hende med den Gamle i den forunderlige Grotte. At den Gamle selv tog den tunge Konka, vilde jeg ei sige; men jeg fortalte, at jeg rakte hende Urterne.
»Men,« udbrød hun, »Aanden sank i Jorden, da den rakte mig Urterne, saaledes har Angela fortalt mig!«
»Det har syntes ham saa! jeg var afkræftet, mine Fødder kunde ikke [s293] bære mig, jeg sank i Knæ og tilsidst livløs om i det grønne Krat!«
Hiin forunderlige straalende Verden, hvor vi mødtes, var det Uopløselige, den faste Knude mellem det Overnaturlige og Virkeligheden.
»Vor Kjærlighed er dog en Aandens Verden!« udbrød jeg, »til Aandens Verden gik alle vore Kjære, mod den svæve vi selv i vort Jordliv, hvorfor da ikke troe paa den, den er just den store Virkelighed!« og jeg trykkede Lara til mit Hjerte, hun var skjøn, som da jeg første Gang saae hende.
»Jeg kjendte Dig paa Stemmen, da jeg atter hørte Dig i Venedig!« sagde hun; »mit Hjerte drev mig til Dig, jeg troer selv i Kirken, for Guds Moders Aasyn, var jeg sjunket for Dine Fødder! Jeg saae Dig her, lærte meer og meer at skatte Dig, førtes anden Gang ind i dit Liv, da Annunziata velsignede mig som Din Brud! - men Du stødte mig bort, sagde Du elskede Ingen mere! - ingen Qvinde vilde Du række din Haand! Aldrig nævnede Du Lara, Paestum eller Capri, naar du talte om dit Livs sælsomme Skjæbne! da troede jeg, Du elskede mig ikke, at Du havde glemt, hvad der ei laae dit Hjerte nær!«
Jeg trykkede Forsoningens Kys paa hendes Haand, sagde, hvor sælsomt hendes Blik havde fængslet min Læbe; først da Legemet laae bundet til Døden, da min Aand selv svævede i Aandernes Verden, som vor Kjærlighed saa forunderligt knyttedes til, havde jeg vovet at udtale mit Hjertes Tanke.
Ingen Fremmed, kun Rosa og Podesta vidste vor Kjærligheds Lykke. Hvor gjerne havde jeg ikke sagt den til Poggio. Daglig havde han, under min Sygdom, flere Gange besøgt mig, jeg syntes ordentligt, han saae bleg ud, da jeg kom op og i det klare Sollys trykkede ham til mit Hjerte.
»Poggio, kom i Aften til os!« sagde Podesta; »men kom vist! De seer kun Familien, Antonio og tre Venner til.«
Alt var festligt smykket.
»Det er som til en Navnefest!« sagde Poggio; og Podesta førte ham og Vennerne til det lille Capel, hvor Lara rakte mig Haanden. En blaa Viol-Bouquet havde hun hæftet i det mørke Haar. Den blinde Pige fra Paestum stod seende, dobbelt skjøn for mig. Hun var min.
Alle lykønskede os, Glæden var stor, Poggio sang lystigt, og drak Skaal paa Skaal.
»Jeg tabte Væddemaalet!« sagde jeg, »men jeg tabte gjerne, thi mit [s294] Tab var min Lykkes Vinding!« og jeg trykkede et Kys paa Laras Læber.
Som brusende Toner lød de Andres Glæde; min og Laras var stum, taus, som Natten, der favnede os, da Alle vare borte.
Livet er ingen Drøm, følte jeg. »Kjærligheds Lykke er Virkelighed!« udbrød jeg og Bryst mod Bryst tabte Tanken sig i en Salighed, som kun en Gud har kunnet aande i det menneskelige Bryst.
To Dage efter fulgte Rosa os fra Venedig. Vi gik til den Eiendom, der var kjøbt for hendes Formue. Siden Bryllupsaftenen havde jeg ikke seet Poggio; nu kom et Brev fra ham, jeg læste det:
»Væddemaalet har jeg vundet, og dog tabt.«
Han var ikke at finde i Venedig. I Tiden blev min Formodning Vished, han havde elsket Lara. Stakkels Poggio. Din Læbe sang Glæde, mens Dødstanken fyldte dit Hjerte.
Francesca fandt Lara elskelig, jeg selv havde vundet saa uendeligt paa Reisen, hun, Eccellenza og Fabiani, alle bifaldt mit Valg. Habbas Dahdah selv smilte over hele Ansigtet, da han lykønskede mig.
Af gamle Bekjendter lever endnu [*Note] 1835. [*] Onkel Peppo, han sidder paa den spanske Trappe, hvor han vist endnu mange Aar vil sige sit »bon giorno!«
----
Den sjette Marts 1834 var en stor Deel Fremmede samlede i Vertshuset hos Pagani, paa Øen Capri. Alles Opmærksomhed var henvendt paa en ung Calabreserinde, hvis Skjønhed greb dem; det skjønne, mørke Øie hvilte paa hendes Mand, som hun rakte Armen. Det var mig og Lara. Tre lykkelige Aar havde vi nu været gift, og besøgte nu paa en Reise til Venedig, Øen Capri, hvor vort Livs forunderligste Eventyr hørte hjemme, hvor det vilde opklare sig. I Hjørnet af Værelset stod en gammel Dame og holdt Armene om et lille Barn! en fremmed Herre, temmelig høi og noget bleg, med stærke Træk og iført en blaa Frakke, nærmede sig Barnet, legede med det og var henrykt over dets Deilighed; han talte Fransk, men til Barnet enkelte italienske Ord, gjorde lystige Spring for det, fik det til at lee, og det rakte ham Munden til at kysse; han spurgte, hvad det hed, og den gamle [s295] Dame, min kjære Rosa var det, sagde: »Annunziata!« »Et deiligt Navn,« sagde han, og kyssede den Lille, mit og Laras Barn. - Jeg nærmede mig ham, han var Dansk; der var endnu en Landsmand af ham i Stuen, en alvorlig lille Mand, med et klogt Blik, han var i en hvid Frakke; jeg hilste paa dem, det var jo Federigos og den store Thorvaldsens Landsmænd; hiin hørte jeg var i Danmark, og denne endnu i Rom, han hører jo ogsaa Italien til, og ikke det kolde, mørke Norden.
Vi gik hed til Strandbredden, og steg i de smaa Baade, der vare indrettede for at føre de Fremmede om til den anden Side af Øen. Hver Baad rummede kun to Mennesker, een sad i hver Ende, og Roerkarlen i Midten.
Jeg saae det klare Vand under os, det hilste min Erindring med sin luftige Klarhed. Roerkarlen stødte Aaren rask fra sig og Baaden, hvori jeg og Lara var, fløi afsted med Pilens Hurtighed. Vi kom langt foran alle de Andre. Snart saae vi ikke længere Capris amphitheatralske Side, hvor de grønne Viinhaver og Orangetræer smykke Fjeldene, lodrette stode nu de høie Steenvægge op mod Skyen. Vandet var blaat, som det brændende Svovl, de blaa Brændinger sloge mod Klippen hen over de blodrøde Søæbler, som voxte dernede. Vi vare alt paa Øens modsatte Side, og saae kun den lodrette Klippe og i den over Vandfladen en lille Aabning, der syntes ikke stor nok for vor Baad.
»Hexehullet!« udbrød jeg og alle Erindringer herfra vaagnede i min Sjæl.
»Ja, Hexehullet!« udbrød Roerkarlen, »saaledes kaldtes det før; men nu veed man, hvad det er!« Han fortalte os da om de to tydske Malere, Fries og Kubitz, der for tre Aar siden havde vovet at svømme derind, og saaledes opdaget den forunderlige Deilighed, som nu alle Fremmede maatte see. Vi nærmede os Aabningen, der neppe meer end en Alen ragede op over det blaa skinnende Hav. Roerkarlen tog Aaren ind, vi maatte strække os ud i Baaden, som han nu styrede med Haanden og vi gled ind, i et mørkt Dyb, under den uhyre Klippe, som det store Middelhav beskyllede. - Jeg hørte Lara aande tungt, det havde ogsaa noget forunderligt rædsomt; men kun et Øieblik, og vi vare i en mægtig stor Hvælving, hvor Alt skinnede som Ætheren. Vandet under os var, som en blaa, brændende Ild, der oplyste det Hele. Rundt om var tillukket, men under Vandet forlængede sig den lille Aabning, vi seilede igjennem, den naaede til Havets Dyb, fyrgetyve [s296] Favne ned og udvidede sig der til samme Brede. Det stærke Sollys udenfor kunde da virke Lysning ind paa Bunden af Grotten, og strømmede nu som en Ild igjennem det blaa Vand, der syntes forvandlet til en brændende Spiritus. Alt gav Gjenskin deraf; Klippebuen, Baaden, Alt syntes gjennemstrømmet af Æther, og at gaae over i samme. Draaberne, der ved Aareslaget stænkede i Veiret, skinnede røde, som friske Rosenblade. Det var en Feeverden, Aandens sælsomme Rige. Lara foldede sine Hænder, hendes Tanke mødte min. Her havde vi engang været, her havde Sørøveren gjemt sin Skat, da ingen vovede at nærme sig Stedet. Nu var hvert overnaturligt Syn opløst i Virkelighed, eller Virkeligheden gaaet over i Aandeverdenen, som altid her i Jordlivet, hvor Alt fra Blomstens Frø til vor udødelige Sjæl er et Under, og dog vil Mennesket ikke troe derpaa.
Den lille Aabning til Hulen lyste, som en klar Stjerne, den fordunkledes, og nu steg, som fra Dybet, de Andres Baade. De kom ind til os. Alt var Andagt og Beskuelse. Protestanten, som Katholiken, følte her, at Underværker vare til.
»Vandet stiger!« sagde en af Søfolkene. »Vi maa ud, ellers lukkes Aabningen, og da maa vi blive herinde, til Vandet falder igjen!«
Vi forlode den sælsomme straalende Hule, det store aabne Hav laae udstrakt for os, og bag ved den mørke Aabning til Grotta azzurra.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek